Konklusion og spørgsmål først for dem, der ikke gider læse hele min historie:
1) Hvordan kan hun bare stikke af og tage på krisecenter med vores fælles barn, uden jeg overhovedet bliver hørt - hvorfor er hendes historie automatisk sandheden?
2) Hvorfor skal jeg vente måneder på Statsforvaltningens behandling af min samværsansøgning, uden at jeg kan se mit barn? Min kone vil jo helt sikkert forsøge at stille mig dårligt i forhold til forældremyndigheden, idet jeg ikke ser barnet.
3) Jeg har for så vidt intet problem med, at hun ved skilsmisse for lov til at blive i Danmark. Jeg gider bare ikke betale for det - kommer jeg til det via min økonomiske garanti?
4) Kan hun efter lidt mere end et års ægteskab gøre krav på mine aktiver? Jeg har ikke særeje (dumt ja). Vi har ikke ejerbolig, men jeg har bil og andre værdier, om end jeg også har optaget lån under vores ægteskab for at kunne holde os ovenvande økonomisk, fordi hun ikke har arbejdet.
5) Kan hun slippe afsted med at være så beregnende med henblik på at blive i Danmark permanent?
Her følger min historie:
Jeg blev i 2012 gift med en filippinsk kvinde, som jeg havde kendt i ca. tre år. Vores forhold har næsten fra starten været præget af problemer, men jeg blev ved med at tro på det, fordi jeg virkelig gerne ville hende. Efter et ophold i udlandet (Mellemøsten), hvor jeg arbejdede, og hun boede sammen med mig, skulle jeg tilbage til Danmark, og vi besluttede os for at rejse hertil sammen herunder blive gift, så hun kunne få opholdstilladelse, og vi kunne starte en permanent tilværelse sammen.
Jeg troede fortsat på, at vi kunne få en "normal" tilværelse, når vi kom tilbage til "ordnede" forhold i Danmark, men vores forhold blev imidlertid ikke bedre af at komme hertil, hvilket hun ofte har beklaget sig over, hvortil jeg åbent og ærligt flere gange har sagt til hende, at det naturligvis stod hende frit for at rejse hjem. Kort tid efter vores ægteskab blev hun gravid, og vi har fået en dejlig datter, men heller ikke det har hjulpet på vores forhold.
Lang historie kort, så bad jeg hende fornylig om at klargøre hjemrejse samt skilsmisse, mens jeg var på arbejde i udlandet. Spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet måtte vi lade myndighederne klare for os.
Jeg kommer så hjem fra udlandet og erfarer, at min kone har forladt vores fælles bolig med min datter og er taget på krisecenter - går jeg ud fra, idet jeg ikke kan få oplyst, hvor hun opholder sig, men det stunt har hun tidligere lavet i forbindelse med, at jeg var bortrejst. Jeg skal understrege, at der ikke er beskyldninger om vold i vores forhold.
Min kone er en mester i at udstille sig selv som offer herunder maleriske og teatralske beskrivelser om, hvor dårligt jeg har behandlet hende i de fire år, vi har kendt hinanden. Jeg har således flere gange fortalt hende, at jeg ikke har tvunget hende til Danmark, og jeg ikke har tvunget hende til ægteskab, men at hun har haft masser af muligheder for afbryde vores forhold. Faktisk tog hun på et tidspunkt hjem til Filippinerne under vores ophold i Mellemøsten, fordi vi ikke kunne sammen. Her havde hun et stort forbrug af penge, som jeg sendte til hende, og på et tidspunkt havde hun også mistanke om en knude i brystet, hvilket jeg dog aldrig efterfølgende har hørt mere til.
Jeg hævder ikke at være jordens bedste mand, men jeg har givet hende kærlighed og tryghed i de sidste tre år herunder betalt alt for hende inkl. ferierejser, kost og logi uden nogensinde at bebrejde hende det faktum. Hun har en datter på fem år fra et tidligere forhold, som ikke kender sin far, hvilken jeg har taget til mig som min egen og elsket ubetinget (det gør jeg stadig, og hun har været en væsentlig årsag til, at jeg ikke har afsluttet vores forhold tidligere) - tro mig hendes første to leveår har ikke været nemme, hvilket jeg kunne konstatere, da jeg mødte hende første gang.
Nu er hun som sagt stukket af, og jeg tror mere og mere på, at det er fordi "lokummet" brænder under hende, og hun risikerer at ryge ud. Hun har tidligere i en ophedet diskussion erkendt, at hun var desperat for at blive gravid og med det og mange andre indikationer i hukommelsen, er der mere og mere, der siger mig, at hun kun har haft et mål med vores forhold nemlig en bedre tilværelse her i landet.
Hun har ikke gidet at lære dansk, hverken da vi boede i Mellemøsten, eller da vi kom til Danmark. Hun har chikaneret min familie, venner og kolleger med hendes føromtalte "utrolige" historier. Hun har sværtet mit navn til ved at tage på krisecenter. Og endelig er den nyeste beskyldning uterlig nøgen optræden overfor hendes store datter. Alle disse ting samt meget andet har simpelthen gjort mig mere og mere vanvittig, hvorfor jeg bad hende initiere hjemrejse og skilsmisse.
Jeg må desværre erkende, at jeg har været lidt af en klovn og nu betaler prisen både emotionelt og økonomisk
