Og der kan ikke tages hensyn til de nye regler, før loven er vedtaget i Folketinget. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår teksten på Nyidanmark. Så der er bestemt en helt reel risiko for, at der om nogle få uger dumper et brev ned i jeres postkasse, hvori der står, at din kone har fået afslag, fordi hun ikke har 60 point, og at hun skal udrejse inden for 7 dage. Og så er det op til Justitsministeriet, om de vil lade en klage få opsættende virkning på udrejsefristen. Og så i øvrigt være så venlige at lade klagen ligge og vente, til de nye regler er trådt i kraft, så de kan sende sagen tilbage til US og bede dem om at behandle den efter dem.
Havde jeg for en måned siden vidst, at behandlingen af lovforslaget ville vare i så lang tid, og at US ville være så hurtige med deres sagsbehandling, havde jeg nok rådet jer til at lade din kone rejse hjem, så I kunne spare ansøgningsgebyret på 8.000 kroner. Men sådan bliver man jo klogere hele tiden. Og der er vel stadig et vist håb endnu om, at den lange og dyre rejse kan undgås
Og ellers må I vel bare prøve at tage det hele fra den humoristiske og positive side. Det er trods alt ikke "Verdens ende", hvis din kone må rejse hjem og tilbringe f.eks. 4 måneder med sin familie, indtil hendes nye ansøgning er behandlet og godkendt. Og det er vel også derfor, at regeringen og Justitsministeriet ikke har villet strække sig helt så langt, når det drejer sig om ansøgninger fra voksne, som de har gjort i forhold til børnene.
Det er trods alt klart mere problematisk, at et barn skal ligge og flyttes frem og tilbage mellem to lande og adskilles fra den far eller mor, som det ellers lige var blevet genforenet med i Danmark, end at et ægtepar må undvære hinanden i f.eks. 4 måneder. Så derfor kan jeg godt forstå, at man holder fast på de grundlæggende principper om, at der ikke kan administreres efter en lov, før den er vedtaget i Folketinget.