Indlæg
af fundiver199 » 24.04.2014 13:36:29
Som du skriver, er ÆUG´s vejledning om familiesammenføring efterhånden godt 2 år gammel, og trænger dermed snart til en opdatering. I virkeligheden kan man ikke sige så meget mere om administrationen af denne regel, end hvad man kan læse på US´s egen hjemmeside Nyidanmark. Her står der følgende:
”Udlændingestyrelsen foretager en konkret vurdering af samtlige forhold i sagen for at afgøre, om der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet eller samlivet er at få en opholdstilladelse. Er der tale om et pro forma-ægteskab, kan der ikke gives opholdstilladelse til ægtefællen, den registrerede partner eller faste samlever.
I vurderingen ser Udlændingestyrelsen bl.a. på:
• om parterne har boet sammen på en fælles bopæl
• om parterne kan kommunikere på samme sprog
• om der er stor aldersforskel mellem parterne
• hvor godt parterne kendte hinanden, før ægteskabet blev indgået
• parternes tidligere ægteskaber
• om parterne har børn sammen
Hvis personen i Danmark tidligere har været gift med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne fik tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, vil Udlændingestyrelsen betragte det som en omstændighed, der indikerer pro forma.
Der kan gives afslag alene med henvisning til ansøgerens forhold, dvs. hvis der er bestemte grunde til at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse.”
ÆUG har faktisk i 2013 været involveret i en sag om formodet proforma ægteskab. Og 2 lignende sager har for nylig været omtalt i Politikken. Fællespunktet for alle 3 sager var, at parrene havde mødt hinanden via en datingsite på internettet, og at de havde giftet sig kort tid efter, de mødte hinanden fysisk for første gang.
I 2 af sagerne spillede det også ind, at parterne kun med vanskelighed kunne kommunikere på samme sprog. De kommunikerede før ægteskabets indgåelse mest skriftligt via internettet og brugte i den forbindelse oversættelsesprogrammer.
I alle 3 sager var der også stor aldersforskel. Så ja det er en faktor, der indgår i vurderingen. Men det har aldrig været sådan, at der ALENE kigges på en enkelt faktor. Som der står på Nyidanmark, foretages der en ”konkret vurdering af samtlige forhold i sagen”. Og det er også det, US ifølge loven og bemærkningerne til den er forpligtet til at gøre.
Om de altid gør det korrekt, kan man sikkert diskutere, men jeg synes ikke, at dette er stedet til at gøre det. Det vigtige i forhold til dit spørgsmål må være at slå fast, at ja man kan godt opnå familiesammenføring, selvom der er stor aldersforskel mellem ægtefællerne.
Men også at ja der er stadig forøget risiko for, at man kan få afslag pga. formodning om proforma ægteskab, hvis der er stor aldersforskel. Det er således stadig rigtigt, som der vist også står i vejled-ningen, at ÆUG aldrig har hørt om så meget som en eneste sag, hvor der er givet afslag pga. formo-det proforma ægteskab, UDEN at stor aldersforskel blev fremhævet som en del af begrundelsen.
Så det er en regel, man skal være særlig opmærksom på, hvis der er stor aldersforskel. Og f.eks. ville det være dumt af jer at kaste jer hovedkulds ud i ægteskab efter et ganske kort bekendtskab, da I dermed ville få endnu en ”indikation” imod jer.
Mht. dit andet spørgsmål kan familiesammenførte studere på lige fod med danske statsborgere, og herunder også modtage SU. Men optagelseskravene til uddannelsen skal selvfølgelig være opfyldt herunder også evt. krav om danskkundskaber mm. Så om hun er kvalificeret til at starte på en given uddannelse eller ej, kan jeg af gode grunde ikke vide.