Selvom tråden ikke har været aktiv længe, vil jeg også komme med mit besyv, da dette er et evigtgyldigt emne, også selvom det måske ikke længere er relevant for trådstarter.
Hvis man gifter sig og vil leve sammen med en der er opvokset i en anden kultur og med andre samfundsnormer, kan det næsten kun gå galt hvis begge stædigt fastholder at ens egne normer er de eneste rigtige at leve efter. Jeg har også været i lignende situationer, som i beskriver og det ophører nok aldrig helt. Men jeg oplever at man opnår en bedre og bedre forståelse og respekt for forskellighederne, og at huske den gode gamle svada om at man i et forhold, skal være inforstået med at give lidt af sig selv og indgå kompromisser.
Hvis det at jeg hver dag laver en kop kaffe og serverer den for min mand, kan gøre ham lykkelig og forebygge skuffelse og irritation fra hans side, så er det da en lille ting at gøre. Jeg opvokset i en tid hvor kvindefrigørelsen og ligestillingen var helt på toppen her i DK, og der er mange ting jeg ikke ville kunne ofre af mig selv. Men man skal også vælge sine kampe med omhu.
Der kan opstå mange misforståelser når man hver især føler at ens grænse overskrides. I den forbindelse er det vigtigt at sætte ord på at man her har en grænse. Simpelthen forklare det. Ligeledes er jeg også blevet bedre til at lytte til min mands grænser. Eller han har også fundet ud af at sætte ord på så vi ikke helt så ofte står og råber ad hinanden og nægter at ville gøre det den anden ønsker. Men det er i situationer, hvor bølgerne ikke går højt, man skal snakke om de her grænser.
Med hensyn til hvordan man klæder sig og opfører sig i ægtefællens hjemland, så fører det nok heller ikke meget godt med sig ikke at vise respekt for den kultur og de normer, der hersker i samfundet der. Er det ikke lidt urimeligt at sige, man ikke vil gå på kompromis med hvordan man klæder og opfører sig der, mens man samtidigt stiller en masse krav til at ægtefællen skal indrette sig efter de danske normer, når han er her? F.eks. sådan noget som at hjælpe til i husholdningen, hvordan man klæder sig m.m.?
Der er da mange lande, bl.a. i sydeuropa, hvor det ikke er velanset at gå rundt i korte shorts. Og det passer da ikke, at vi i Danmark ikke har forventninger til hvordan folk klæder sig. Hvad med dengang Kamal Qureshi mødte op hos dronningen i pakistansk klædedragt?
En sidste ting, jeg også tænker er aktuelt for mange er, at det at få børn sammen generelt er en prøvelse i et forhold. Jeg er overrasket over hvor mange forældre i min datters børnehave der ikke længere lever sammen. Nok nærmest halvdelen. Og det er forældre hvor begge er danskere. Når man så også samtidig er i et forhold, hvor man har en udfordring i at der er 2 forskellige kulturer der skal mødes og en forælder, der skal finde sig til rette i et nyt land, ja så er det nok ikke mange, der kommer gennem dette uden kurrer på tråden. Men hold ud, giv ikke op!
En af fordelene ved at den anden foældre er udlænding er netop også at konsekvenserne er uoverskuelige, hvis man går fra hinanden og man derfor ikke så let giver op i sit forhold. Desuden tror jeg også mange af dem fra en mere traditionsbundet og for os konservativ kultur føler en meget større forpligtigelse, når de nu en gang har indgået ægteskab end mange danskere føler. Det er måske min meget subjektive vurdering, men jeg føler det er aktuelt i mit ægteskab.
Som man hører fra mennesker i en mere moden alder og med langvarende ægteskaber i bagagen, så skal man ikke give op, men kæmpe sig igennem de hårde periode. Men jeg indrømmer gerne, at det ind imellem kan være meget svært at blive i den tro.
