Indlæg
af fundiver199 » 28.02.2012 19:47:15
Du har fuldstændig ret. Regeringen trådte til for snart 5 måneder siden, og når den først i morgen fremsætter sit første lovforslag omkring ændringer i Udlændingeloven, så er det da naturligvis et klart tegn på, at regeringen ikke anser disse ændringer for at være vigtige.
Eksemplet med ændring af loven om registeringsafgift på biler er fremragende. Angiveligt er det kun en uge siden, der blev indgået en politisk aftale om dette (i realiteten har det dog nok ligger på tegnebrættet noget længere), og allerede i morgen lader man det så træde i kraft.
Og årsagen til, at det kan gå så hurtigt, er naturligvis hensynet til de offentlige finanser. Hvis man tog sig den tid, som det normalt tager at lave lovgivning, ville der jo således bliver et par måneder, hvor man kunne risikere "hamstring" af biler efter gamle afgiftsregler til skade for de offentlige finanser. Men omvendt taber det offentlige ikke nogen penge ved, at man er lang tid om at gennemføre de annoncerede ændringer i Udlændingeloven, så derfor bliver det nedprioritet og går meget langsommere.
Det skal så dog dertil siges, at det, man gør med loven om registreringsafgift på biler i princippet er meget dårlig lovgivningsskik. Navnlig fordi man i praksis helt skodder høringsperioden. Hvad angår ikraftræden, kunne man dog sagtens sige, at de nye familiesammenføringsregler gælder for alle ansøgninger, der er afleveret fra og med i morgen, hvor loven fremsættes i Folketinget. Men ifølge den korrespondence, som flere skribenter har haft med Zenia Stampe, er det jo reelt også noget i den retning, der bliver resultatet.
Så tilbage står vel derfor kun, hvorfor det skulle tage næsten 5 måneder at nå dertil, hvor et lovforslag overhovedet bliver fremsat i Folketinget. Det finder jeg også noget uforståeligt. Især i betragtning af, at det er de første ændringer i Udlændingeloven, man overhovedet tager fat på, og at lovforslaget stort set kun udmønter nogle meget simple ting, som står i regeringsgrundlaget, og som det derfor ikke burde tage mange uger for embedsmændene at skrive sammen til et lovforslag.
Helle Thorning sagde jo på sit første tirsdagspressemøde, at "de værste hindringer for FS vil være væk inden nytår". Det var de så ikke, og i modsætning til så meget andet, hvor det er de parlamentariske og økonomiske realiteter, der har forhindret hende i at leve op til sine "løfter", så findes der jo ikke nogen gode undskyldninger her. Morten Bødskov og hans embedsmænd i Justitsministeriet har ganske enkelt smølet med disse lovændringer, og hvad årsagen hertil er, det kan man kun gætte på.