Indlæg
af fundiver199 » 03.01.2012 14:38:28
Omkring dispensationer er det også sådan, at der – så vidt jeg ved – rutinemæssigt dispenseres for alle andre krav end reglen om proformaægteskaber, hvis der skal tages hensyn til særbørn. Men i princippet er det et udtryk for noget, man har valgt at gøre.
Man kunne således også alternativt have valgt kun at dispensere fra de krav, som folk ikke har mulighed for at leve op til inden for en realistisk tidshorisont som f.eks. 24-års reglen eller tilknytningskravet. Og måske er det også derfor, at man officielt fastholder den meget upræcise formulering, at US ”kan dispensere fra et eller flere krav”. For på den måde forbeholder man sig jo retten til på et tidspunkt at ”skifte mening” og tolke menneskerettighedskonventionen mere ”stramt”, end man pt. gør på netop det område.
Og i grunden virker det jo umiddelbart underligt, at man siger, at en administrerende direktør med en årsløn på den rigtige side af en million ikke skal betale 8.000 kroner i ansøgningsgebyr eller stille 100.000 i garanti, fordi det ville forhindre ham i at leve sit familieliv i Danmark.
ÆUG er blevet oplyst om, at det er juristerne i Justitsministeriet (før resortomlægningen) der har sagt, at man skal tolke sådan, men at der har været divergerende meninger om det i administrationen. Nogle har således haft det synspunkt, at Danmark kun er forpligtet til at dispensere fra de krav, som folk efter en konkret vurdering ikke har mulighed for at opfylde.
Set med ÆUG-øjne er det jo fint nok, at nogle slipper for alle de krav, vi som organisation er imod og mener burde fjernes helt. Men i betragtning af hvor stramt man har valgt at tolke alt muligt andet, så forekommer det i grunden lidt underligt, at man tolker så ”slapt” på lige netop det område.
Og med henvisning til K-indias situation, så kunne Danmark formentlig også godt vælge at sige, at der ikke er noget, der forhindrer parret i at bo i Danmark uden at modtage kontanthjælp, idet parret godt kan leve af K-indias (beskedne) indtægt, og i modsat fald er der ikke noget, der forhindrer K-india i at øge sin indtægt ved at tage et fritidsjob ved siden af studiet.
Så man KUNNE formentlig godt stille forsørgelseskravet til herboende med særbørn uden at overtræde nogle konventioner, med mindre den herboende decideret er syg eller på anden vis ude af stand til at arbejde. Men af en eller anden grund har man altså valgt ikke at gøre det.
Og at der er tale om et valg, der principielt kan gøres om, er selvfølgelig også medvirkende til at gøre usikkerheden på området endnu større. På den positive side er det dog sådan, at hvis der først er givet en opholdstilladelse, hvor der ikke er stillet forsørgelseskrav, så kan man næppe ændre på dette med tilbagevirkende kraft. Man ville allerhøjest kunne forestille sig, at man ved en forlængelse kunne meddele, at nu stilles kravet fremadrettet, således at fortsat modtagelse af kontanthjælp efter en eller anden dato vil medføre bortfald af opholdstilladelsen.
Jeg har et særbarn, og får pt dobbelt SU. Når min kæreste kommer her, ryger jeg tilbage på alm. SU. Kan han, da vi skal forsørge min søn, efter nogle af mulighederne får kontanthjælp indtil han starter udd. eller får job? Det er nærmest umuligt, at få økonomien til at hænge sammen med SU til 2 voksne og 1 barn...
