ja jeg kan desværre ikke love at gøre dette kort selv om jeg gerne ville..
hvor skal man starte og hvor ender man ? jeg ved det ikke og holder snart ikke til dette mere - der må sku da for fanden være nogen derude der kan hjælpe..
har brugt en time på at snakke med udlæningeservice - flinke mennesker men de ku ikke hjælpe.
de sendte mig videre til politiet - der havde sendt mig til udlændingeservice.. - skruen uden ende.
nå men det hele drejer sig om min ex mand - en mand som jeg har barn med, en mand som faktisk kun er en stor dreng.. efter vi fik barn sammen for snart 2 år siden - startede det med at gå ned af bakke.. vi boede i malmø som så mange andre og drengen ( lad os kalde ham A) blev mere og mere depri og ustabil - på mindre end 2 mdr. havde han udviklet en truende og psykotisk adfærd - jeg var tit bange for ham og tog ofte til danmark med en få mdr. gammel baby for at overnatte hos venner og bekendte - jeg var bange for A og for hvad han kunne finde på - han truede mig flere gange med kniv - og skubbede hårdt til mig mens jeg stod med vores barn på armen - somme tider måtte jeg bruge barnet som en slags skjold fordi jeg viste han ikke ville gøre barnet noget.. låste mig inde på badeværelset af angst for at han skulle slå mig ihjel - mindes at jeg ikke turde vende ham ryggen af frygt for at få en kniv i ryggen.. jeg opsøgte kvindekrise hjemmet i malmø og fik en snak med dem - og efter flere overvejelser valgte jeg at flytte med vores barn tilbage til kbh. der gik nogle mdr. hvor vi kun havde overfladisk kontakt - det virkede som om A fik det bedre - og da han efter nogle mdr. ikke havde noget sted at bo i malmø mere - og jo intet job havde - og derfor ingen penge - så rykkede han ind hos mig for en kort periode - det var mig der havde betalt begges huslejer i de mdr. jeg var på barsel og havde ikke fantastisk mange penge - så derfor rykkede han ind til mig. A virkede også som om han var blevet mere sid selv.. men der gik kun kort tid før han atter var inde i samme dårlige cirkel.
jeg fik arrangeret at vi skulle rejse til hans hjemland - så han kunne stresse lidt af - og planen om at efterlade ham dernede blev til at jeg fortalte ham at det nok var bedst for alle hvis han lige prøvede at finde sig selv.. i nogle måneder - inden vi rejste - fik jeg A til at gå med til at vi søgte om skilsmisse - og i samme ombæring om at jeg skulle have den fulde forældremyndighed. A underskrev det hele og vi rejste. jeg vendte hjem 14 dage efter uden A.
nogle måneder gik og jeg var ved at få styr på livet som enlig mor - og levede ikke længere i frygt. dagen kom hvor brevet fra statsamtet kom.. de kunne fortælle mig at vi havde opnået seperation - og at vi FORTSAT havde FÆLLES forældremyndighed ??? forvirringen var kæmpe stor - for det var ABSOLUT ikke det vi havde skrevet under på i de papire vi indsendte inden vi rejste - jeg ankede sagen - igen og igen - og i næsten 1 år blev jeg ved med at forklare at der måtte være sket en fejl. men ingen derinde på amtet ville genåbne sagen for at se om det var dem el. mig der havde lavet en fejl..
A kom tilbage fra sit hjemland 4½ mdr. efter han rejste - han havde flere gange dernede fået besked på at kontakte folk heroppe for at få en bolig og et job INDEN han kom - for jeg gjorde klart for ham mange gange at hen IKKE skulle bo hos os - og at jeg ikke havde penge til at forsørge ham mere. han lovede at han havde både job og bolig og kom så op - og havde ingen af delene - efter 4 dage hos mig på sofaen - fik jeg nok og smed ham ud. han tog til nogle bekendte på fyn som lovede ham bolig og job - men desværre var han ikke så heldig - efter en måned på fyn var han atter tilbage i kbh. boede rundt omkring hos venner og bekendte - jeg sagde flere gange at han skulle få sig en bolig før han kunne få vores barn på besøg - 5 mdr. gik sådan uden bolig - tilsidst blev jeg så presset at jeg sagde at NU måtte han sku finde noget ellers var det slut med at se vores barn mere. kort tid efter fandt han en lejl. uden for kbh som han lejede - han havde i mellemtiden fået et godt job og tjente gode penge.
omkring aug. 07 prøvede jeg at få en weekend ordning istand - men uden held - det var som om A ik rigtig var så interesseret i at se vores barn. ihvertfald ikke mere end en time i ny og næ og når det passede ham bedst. han havde dog vores barn i 1 dag i hele 3 weekender - altså 3 dage inkl. overnatninger ialt.
jeg sørgede næsten altid for at mødes med A offentlige steder - for at han skulle lave mindst muligt ballade - men en dag i september da alle vuggestuer strejkede havde jeg ikke andet valg end at han skulle passe vores barn i min lejl. - da jeg var tvunget på job - og han alligevel ikke havde noget job på det tidspunkt. da jeg kom hjem fra job havde han gennemrodet hele min lejl. inkl. min computer og mail for at se om der var noget der tydedet på at jeg havde noget med en anden.. vi havde på det tidspunkt næsten været sepereret i et år.
han smækkede døren og gik mens han mumlede et el. andet. jeg forsøgte at ringe flere gange til ham den samme dag - jeg ville aftale nærmere med ham om at han den næste dag skulle ha vores barn til overnatning - da jeg skulle til noget familie i jylland. først sent samme aften tog han telefonen og skælte mig ud. over hvad ved jeg stadig ikke - men han sagde også at han ikke ønskede at være far for vores barn mere og at jeg ikke skulle ringe igen. - jeg kontaktede derefter en af hans gode venner i hans hjemland og forklarede ham sagen - han lovede at finde ud af det og gav senere grønt lys til at jeg kunne ringe igen. jeg ringede og fik nu en grinene A i røret der igen råbte at jeg var dum og latterlig og at han kun havde sagt dette til sin ven så han igen ku svine mig til. han havde ikke ændret mening - og havde ikke tænkt sig at gøre det.
2 dage senere ringede han - han havde fortrudt og mente iøvrigt aldrig at han havde sagt at han ikke ønskede at være far til barnet mere. jeg blev sur og forvirret over hans latterlige frem og tilbage i meninger osv. og valgte at smide ham lidt på is - for nu havde han jo lige sagt han ikke ville være far - så jeg tænkte at han skulle prøve at mærke konsekvensen af det han siger...
de efterfølgende dage modtog jeg mange opkald - og den ene gang oplyste A mig om at han var på vej til vores barns vuggestue for at hente vores barn og tage det med sig.. jeg kørte fra mit job og nåede lige at fange ham udenfor - der stod han sammen med en ven. det lykkedes mig efter 45 min at overtale dem til at gå uden barn.
nogle dage senere ringede jeg til A for at lave en aftale med ham om at mødes og få en snak - jeg ville ved samme lejlighed medbringe papire om OVERDRAGELSE af forældremyndigheden - da amtet jo stadig ikke ville ændre deres sag - og vuggestuen ikke kunne nægte ham at tage vores barn da vi jo havde fælles forældremyndighed.
vi mødtes inde i byen på en cafe - A fortalte hvordan han var ved at få et godt job osv. og efter nogen tid fortalte jeg ham om de papire jeg havde i tasken - jeg tog dem aldrig frem, det nåede jeg slet ikke for A blev rasende og begyndte at små råbe og blev rigtig ubehagelig. jeg spurgte ham om han ikke ville skrive under - og det nægtede han - jeg sagde at så var der ingen grund til at vi talte sammen mere og at jeg ville gå. gav ham en sidste chance for at skifte mening - gjorde det klart for ham at han ikke skulle se vores barn med mindre han hvde skrevet under - for han havde jo selv sagt at han ikke ønskede at være far.
uden resultat forlod jeg cafen - blev dog overhælet af A der tydeligt stadig var sur - han forsvant i mængden på strøget.. oppe ved nørreport kommer han pludselig frem og river fat i mig - han siger at vi skal snakke sammen - jeg ser på ham og siger at han har haft hans chance fr at snakke og at jeg er på vej hjem nu. han river hårde i mig så mit tøj bliver revet ned over min skulder - råber nu af mig at vi skal snakke sammen og at jeg er en kælling osv. alt sammen på engelsk - folk glor underligt på os men fortsætter bare forbi os - han river og flår i mig og jeg begynder at græde - er rystet over han er så sur og bange for hvad der nu sker. jeg begynder at råbe op for at få folk til at stoppe - men intet sker - han slipper og jeg kan nu gå lidt - han følger efter og skubber mig hårdt flere gange så jeg er ved at falde - jeg tager min mobil frem og ringer til en veninde - hun hører flere gange hvordan han råber af mig og hvordan jeg rystet græder og beder ham om at stoppe - jeg er næsten nede ved min bil og A følger stadig efter - jeg er usikker på hvad jeg skal stille op nede ved bilen - for hvordan kommer jeg ind i bilen og slipper væk uden han hopper ind i bilen til mig. jeg taler frem og tilbage med min veninde om hvad jeg skal stille op.. men uden at finde en løsning - der sker en masse ting efterfølgende som jeg ikke helt orker at skrive om her - han får fat i papirene i min taske - får flået mobilen ud af min hånd da jeg sidder i bilen og stadig snakker med min veninde - han smadre mobilen ned i jorden så den splinter og alt flyver fra hinanden.. jeg når at kører - men da han har mit sim kort - vælger jeg at kører tilbage - dette resultere i at han for alvor giver mig bank - midt på nørreport st. en fredag midt i myllertrafikken.. jeg spærre en busbane med min bil og sådan står jeg i ca. 20 min og bliver holdt fast - mange busser kører forbi og folk glor bare på hvad der sker - endelig efter 20 min er der nogen der tør stoppe og og råbe af ham - hvad han har gang i ? A bliver så tosset at han løber derover - nogle andre vidner kommer mig til hjælp og de får tilkaldt politiet - den ene vogn kommer ud til mig - den anden køre ud på min adresse og anholder A der var på vej op til min lejl. for at få fat på vores barn.
bliver undersøgt på hospitalet og sidder efterfølgende 2½ time i afhør ved politiet - hvor jeg får verdens værste behandling
de nægter at give ham tilhold - og betjenten griner flere gange af mig og spørg om jeg er sikker på jeg vil melde ham.. for det er da en tynd sag jeg har.. tak for sangen tænker man bare. jeg spørg om de kan beholde A til næste morgen kl. 9 - da jeg så kan kører til noget familie - men beskeden jeg modtager fra den betjent er " er du godt klar over det er lørdag morgen om lidt, så får vi RIGTIG travlt i detentionen" " så det har vi ikke tid ti" jeg begrunder min bøn med at jeg jo med sikkerhed ved at han vil opsøge mig i det sekund han bliver løsladt.. - og ganske rigtigt! jeg når dog at forsvinde ud af byen inden - og har siden okt. levet med vores barn i frygt - vi er derfor gået under jorden - ingen hjælp at hente nogen vejne - var efterfølgende på amtet med skadesjournalen fra hospitalet - og uden nogen varsel braser A ind i rummet hvor jeg sidder i møde med deres jurist - han har på en el. anden måde fundet mig - selvom jeg på det tidspunkt igen boede hos venner og bekendte.. de tilbageholder ham i et "møde" så jeg kan stikke af - jeg kører direkte hjem og pakker mine ting og forlader den by jeg elsker - det job jeg elsker - den vuggestue jeg har ventet på så længe og det netværk af venner jeg har opbygget gennem flere år.. kører til den anden ende af landet for at lede efter et sted at bo - og for at kunne leve et liv i mindre frygt. modtager et brev fra amtet der beklager de har lavet en fejl... og at jeg NU har den fulde forældremyndighed over vores barn
bruger i mellemtiden også lige 4 mdr. på at finde ud af hvorfor det kan være jeg endnu ikke er blevet skilt osv. men da A jo ikke bor lovligt i dk. og ikke fines i noget system er han måske svær at finde - og så kan det jo være svært at skrive til ham.. men så var det jo heldigt at han havde opgivet en CO adresse - men må man det ??
der er så mange ting i den her sag der bare burde vær løgn.. der er så mange fejl og mangler at jeg ikke aner hvem man skal kæmpe mod først.. hvem fanden kan hjælpe ?? hver gang man tager mod til sig for at bede nogen om hjælp render man panden mod den største mur.. - hvem fanden er det der kan blive ved med at kæmpe ?? og hvem kan blive ved med at holde modet og fanen højt ?? ikke mig ihvertfald.. jeg er ved at stå af.. tør man give op ?? tør man svigte sit barn på den måde ?? og hvorfor tør de instanser som ellers er så hårde i filten at lukke deres øjne og sende lorten videre..
SÅ HJÆLP MIG DOG FORFANDEN!!
hvis der stadig er nogen der har fulgt med så langt er jeg jer evigt taknemlig... sagen er ikke slut her - men nu kan ingen af os rumme mere tror jeg - jeg kan så bare vente til på tirsdag hvor jeg skal møde i retten og vidne i min egen voldssag... blev ringet op af en advokat i morges der kunne informere mig om at hun var " min" og at jeg skulle vidne kl. 9.20 på tirsdag - lidt sent el. ??
har haft kontaktet politiet idag da jeg modtog trusler fra A på min tlf. svare - de lovede at ham der var på sagen - ham den samme dumme betjent der grinede af mig - ville ringe tilbage... viste bare han ikke ville gøre det - endnu engang.. sidder man tilbage med følelsen af ikke at blive taget alvorlig.. hvad fanden stiller man op ??
og jeg ærger mig over jeg ikke gjorde det for længst 
det dansk samfund har godt nok ændre sig/værdier, bare de sidste små 10 år...det ænder sku med man er nød til at have bisider advokat ect. med ved en hver henvendelse til det offentlige..for at opnå en nogenlund anstændig behandling..