Ud fra EU-domstolens praksis ved vi, at 10-12 timers arbejde om ugen i mindst 10 uger med sikkerhed er tilstrækkeligt til, at man er arbejdstager. Der findes ikke nogen præcis grænse, da det afhænger af en konkret vurdering fra sag til sag, men hvis man overholder ovenstående, så er man i hvert fald på den sikre side. Og umiddelbart må man forvente, at de danske myndigheder vil anlægge en restriktiv tolkning, så hvorfor i alverden dog ligge og lege med at teste grænserne af og dermed risikere ikke at blive anerkendt som arbejdstager?
De danske myndigheder beskriver selv reglerne sådan her:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/f ... retten.htm
Hvornår betragtes en EU/EØS-statsborger som arbejdstager i EU-rettens forstand?
Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags faktiske omstændigheder, om en EU/EØS-statsborger, herunder en dansk statsborger kan betragtes som arbejdstager i EU-rettens forstand. Det er afgørende, om der er tale om udøvelsen af faktisk og reel beskæftigelse. Beskæftigelse, der fremstår som et rent marginalt supplement, er således udelukket fra anvendelsesområdet.
Det er derfor normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse i minimum 10-12 timer ugentligt. Betingelsen om, at der normalt skal foreligge 10-12 timers ugentlig beskæftigelse, er baseret på EU-domstolens restpraksis, jf. EU-domstolens dom i Kempf (sag C-139/85) og Megner og Scheffel (sag C-444/93).
I den førstnævnte sag var der tale om en beskæftigelse på 12 timer ugentligt, og i den sidstnævnte sag har EU-domstolen slået fast, at en lønnet beskæftigelse, hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger 18, 12 eller endog 10 timer ugentligt, ikke udelukker, at den person, der udøver den, anses for arbejdstager i EU-rettens forstand.
EU-domstolen har i dommen Genc (sag C-14/09) fastslået, at kriterier såsom ret til betalt ferie, løn under sygdom, arbejdsforholdets tidsmæssige udstrækning, samt om man er dækket af en overenskomst, skal indgå i den samlede konkrete vurdering af, om et arbejdsforhold, hvor det ugentlige timetal ikke overstiger 10-12 timer, er reelt og faktisk. I den konkrete sag var der tale om 5,5 timers ugentlig beskæftigelse.
EU-domstolen tog ikke stilling til, om en ugentlig arbejdstid på 5,5 timer var tilstrækkelig til at være omfattet af arbejdstagerbegrebet, eller om der var tale om beskæftigelse af rent marginal karakter, da det blev overladt til medlemsstaten at foretage denne vurdering.
Der kan ikke ved vurderingen fastsættes en nedre grænse for, hvor længe arbejdsforholdet skal have varet.
EF-domstolen har i dommen Franca Ninni-Orasche (sag C-413/01) fastslået, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at der var tale om en arbejdstager i EU-rettens forstand. Sagen vedrørte uddannelsesstøtteområdet, og der blev på baggrund heraf udstedt en vejledning til kommunerne for, hvornår en person skal anses som arbejdstager. Vejledningen vedrører ansættelsesforhold, der på forhånd er aftalt til at have en kort varighed. I vejledningen er fastsat en tidsgrænse på 10 uger i sådanne sager. Det understreges dog, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering.
Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag, og EF-domstolens 10-ugers grænse i Ninni-Orasche-dommen kan således alene anses for at være et eksempel på en sag, hvor et arbejde af 10 ugers varighed ansås for tilstrækkeligt.
En EU/EØS-statsborger, som har en tidsubegrænset ansættelse, men som ophører med arbejdet efter mindre end 10 uger vil efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for at være arbejdstager i EU-rettens forstand, ligesom en person, der har arbejdet mere end 10 uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks. fordi der ikke er tale om reelt arbejde
..så jeg ved ikke hvor stor effekt dette har. Havde også kontaktkort da jeg boede i Danmark, men det har jo intet med sagen at gøre.