Indlæg
af fundiver199 » 04.08.2010 14:12:27
Du skal allerførst finde et sted at bo i Tyskland. Herefter skal du senest 3 måneder efter din ankomst til Tyskland (men gerne så hurtigt som overhovedet muligt) registrere dig selv hos de tyske myndigheder. Det vil formentlig sige aüsländerbehörde i Flensburg, hvis du skal bo i Nordtyskland.
Når det er på plads, så skal din mand henvende sig til den nærmeste tyske ambassade og søge om en opholdstilladelse med henblik på at bo hos en EU-borger i Tyskland. Den ansøgning skal Tyskland så behandle meget hurtigt, da de har pligt til at udstyre ham med de papirer, som han skal bruge for at indrejse i Tyskland, i løbet af højest 4 uger.
I andre EU-lande deler man processen op og starter med at give familiemedlemmet et visum, hvorimod ansøgningen op opholdskort behandles efter hans ankomst af det pågældende lands udlændingemyndigheder.
Men den tyske fremgangsmåde er jo sådan set simplere og er fuldt lovlig, hvis blot ansøgningen om opholdskort behandles i løbet af højest 4 uger i stedet for de 6 måneder, som ellers er tilladt.
M.h.t. forsørgelse, så skal du dokumentere, at du har en indtægt, som mindst svarer til den laveste sociale ydelse i Tyskland, eller at du alternativt har så stor en formue, at I vil kunne leve af denne i en rum tid f.eks. i et helt år.
Der er ingen krav om, at hverken du eller din mand skal lære tysk. Og det gælder uanset om I ønsker at bo der i 3 måneder eller resten af jeres liv.
Din mand kan søge opholdskort efter EU-reglerne i Danmark, når du har haft et faktisk og reelt ophold i Tyskland, og et faktisk og reelt samliv med din mand i Tyskland. Hvad det nærmere vil sige kan du læse om i indlægget ”ofte stillede spørgsmål”.
Det vigtige er ikke så meget at tælle uger eller måneder, men mere hvordan du har indrettet din tilværelse i Tyskland. Der må ikke være tale om noget, der kan betegnes som et ferieophold, for så er du jo ikke ”flyt-tet”. Og ligeledes må der naturligvis ikke være tale om en proformaadresse.
Ting, der kan tale for, at noget er et ferieophold, er f.eks. følgende:
* Man har ikke udført nogen økonomisk aktivitet eller studieaktivitet i den periode, hvor man var i det andet land.
* Efter sit ophold i det andet land tog man igen ophold i den samme bolig i Danmark, som man forlod.
* Den bolig, som man havde i det andet land, var af en karakter, som man typisk ville vælge under et ferieophold. Det kan f.eks. være et hotelværelse eller et sommerhus eller et møbleret værelse i en privat bolig eller en møbleret lejlighed, som kun er lejet for en begrænset periode på f.eks. 3 måne-der. Eller man boede hos et familiemedlem.
Især det sidste omkring boligen er der rigtig mange, som er forvirrede over og går galt i byen med. Men det korte af det lange er, at hvis man har boet i noget, som også kunne være en feriebolig, så bør man sørge for, at opholdet har varet så længe, at det ikke kan karakteriseres som en ferie, og man bør også sørge for, at man har udført en økonomisk aktivitet eller en studieaktivitet.
Og her kan man bruge det som en tommelfingerregel, at der i den fri bevægelighed skelnes mellem ophold over og under 3 måneder. Ophold på indtil 3 måneder har alle EU-borgere ret til uden at skulle dokumentere noget som helst. Så et ophold på indtil 3 måneder KAN være et ferieophold, men BEHØVER omvendt ikke at være det.
Så derfor er det, at der skal nogle solide argumenter på bordet for, hvorfor f.eks. et 10-ugers ophold ikke bare var en ferie. Og det kan så f.eks. være, at man har købt en bolig eller lejet den på en tidsubegrænset kontrakt. Og at man har gjort sig den ulejlighed at tegne forsikringer, oprette bankkonto og fastnettelefon, indmelde børn i skole og så videre.
Som alternativ til alt dette kan man også bare blive i det andet EU-land i f.eks. 4-5 måneder og sørge for, at man selv får udstedt et registreringsbevis og ens ægtefælle et opholdskort. Det burde også være nok til at rydde al tvivl af vejen om, hvorvidt man har været på ferie eller har boet i det pågældende land.
Tilbage er herefter kun at dokumentere, at der ikke var tale om en proformaadresse, og det er så her, at ting som huslejekvitteringer og kontoudtog med kreditkorttransaktioner kommer ind i billedet. Eller alternativt kan enhver mistanke om proformaadresse formentlig også manes i jorden ved, at man kan dokumentere at have arbejdet eller studeret i det pågældende land.
