Nye unfair regler

[Lise1988]

Det er spaendende at laese jeres diskussioner.

Hvis jeg maa sige min egen mening, saa ville jeg oenske, at den danske politik kunne vaere saa sort-hvid som Juma aynes den boer vaere, for det ville helt sikkert vaere utopia. Men desvaerre er verden saa fuld af klaphatte, som vil misbruge et aabent samfund og spaende ben for dem, som reelt har brug for en lovgivning med muligheder til at faa familiesammenfoering med en partner, som de oensker at leve deres liv sammen med.

Spoergsmaalet er saa, om det ville vaere muligt for det danske system at kontrollere trafficing og lign., hvis de aabnede for graenserne for vores udenlandske aegtefaeller. Det er et spoergsmaal om prioritering og ressourcer.

[Juma]

"den danske politik kunne vaere saa sort-hvid som Juma aynes den boer vaere"

Udtrykket sort-hvid må stå få din egen regning.

Og det er ikke, hvad jeg mener, der her er det væsentlige.


Hvad der er væsentlig er, hvad ÆUG står for, og ÆUG kæmper for at danske borgere skal have retskrav på familiesammenføring.

[fundiver199]

Normen i Europa er, at der stilles en form for forsørgelseskrav til den person, der gerne vil have en udenlandsk ægtefælle til landet, og der stilles krav under èn eller anden form om at råde over en passende bolig.

ÆUG mener principielt, at danske statsborgere og personer med permanent opholdstilladelse i Danmark (dem mh kalder andre danske borgere) bør have retskrav på familiesammenføring, ligesom flygtninge i forvejen har det. Men set i lyset af, at normen i Europa er, at der stilles forsørgelseskrav og boligkrav, så vil netop disse to krav dog nok blive meget svære at slippe af med, da de danske politikere med rette vil kunne argumentere for, at sådan er det også i de lande, vi normalt sammenligner os med. Sverige er således det eneste land, hvor der fortsat ikke stilles forsørgelseskrav, hvis den ene part er statsborger i Sverige eller i et andet EU-land.

Hvad angår boligkravet er der dog ingen, der siger, at det behøver omfatte, at boligen ikke må være fremlejet, eller at man i det hele taget selv skal være ejer eller lejer af den. Det kan også bare omfatte, som Skaanebo beskriver det, at det ikke er det offentliges opgave at skaffe det familiesammenførte par tag over hovedet, og at folk i øvrigt bor på en måde, som ikke fører til dannelsen af slumområder, altså f.eks. 10 personer i en 2-værelses lejlighed.

Det nuværende danske boligkrav er efter min mening helt skørt, fordi det både forhindrer danskere i at bosætte sig i Danmark med deres ægtefælle, selv om de råder over en passende bolig, og fordi det begrænser mobiliteten på arbejdsmarkedet, at boligkravet også skal være opfyldt, når der søges forlængelse af opholdstilladelsen. Det er således svært for en dansker med udenlandsk ægtefælle at tage imod et tilbud om et nyt job i den anden ende af landet, når hun ikke som alle andre borgere kan starte med at flytte ind i en fremlejet bolig.

Boligkravet blev indført af Nyrupregeringen i 1996 med det formål at presse unge muslimer til at flytte hjemmefra, når de var blevet gift og dermed bryde mønsteret med, at 3-4 generationer bor under samme tag. I dag kan unge under 24 år slet ikke få en ægtefælle til landet p.g.a. 24 års reglen, men alligevel har man valgt at beholde boligkravet.

Jeg vil give Juma helt ret i, at det er lidt skræmmende at konstatere, at ”nødvendighedsargumentet” har vundet så megen genklang, at selv mange af skribenterne i ÆUG´s forum er overbevist om, at det er rigtigt. Faktum er imidlertid, at Danmark aldrig er blevet ”overrendt” af personer, der er kommet til landet via ægteskab med en dansker eller en udlænding med permanent opholdstilladelse. I 2001 var der cirka 4.200 familiesammenføringer fra ikke-vestlige lande, når man ser bort fra familiesammenføringer til flygtninge, og i de seneste 3 år har der været cirka 3.400 om året.

Hovedparten af de udlændinge fra ikke-vestlige lande, som kom til Danmark i perioden fra 1983-2001, hvor vi førte en humanistisk ori-enteret udlændingepolitik, var flygtninge og deres familiemedlemmer. Selve ordet familiesammenføring refererer til, at en flygtning i 1983 fik retskrav på at blive sammenført med den familie, som han havde måttet efterlade i hjemlandet i forbindelse med sin flugt. Erik Ninn Hansen var meget imod dette og satte sine embedsmænd til at sylte tamilske flygtninges ansøgninger om familiesammenføring, hvilket førte til en rigsretssag imod ham og regeringen Schlüters afgang i 1992.

Siden blev begrebet familiesammenføring udvidet, så det også blev brugt som betegnelse for opholdstilladelser, der blev udstedt på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger eller en udlænding med permanent opholdstilladelse. Og underligt nok er det så i dag tilsyneladende helt gået i glemmebogen, at familiesammenføring som begreb i virkeligheden er noget, der har med flygtninge at gøre.

Det er således en udbredt misforståelse selv i officielle forskningsrapporter fra f.eks. Rockwollfonden, at det er de forskellige regelstramninger med 24-års regel og tilknytningskrav m.m., som er hovedårsagen til, at antallet af familiesammenføringer i dag er cirka 60-65% lavere, end det var i 2001. Men hovedårsagen er i stedet, at VKO i 2002 strammede betingelserne for at få asyl i Danmark med det resultat, at antallet af flygtninge, som får opholdstilladelse i Danmark, hurtigt faldt med mere end 80%. Og når der ikke er ret mange flygtninge, som får opholdstilladelse i Danmark, så er der naturligvis heller ikke ret mange ægtefæller og børn, som de efterføl-gende skal sammenføres med. Det er sådan set meget simpelt.

Det er rigtigt, som mh beskriver det, at der indtil midten af 1990`erne var uforholdsmæssigt mange udlændinge, både flygtninge og familiesammenførte ægtefæller, der levede af bistandshjælp eller førtidspension. Det skyldtes både, at vi havde en meget høj arbejdsløshed, og at man groft sagt bare gav ledige en pose penge uden at stille nogen særlige krav til dem. Det var ikke kun mange flygtninge og indvandrere, der blev tabt på gulvet på den konto, men også en hel generation af danske unge.

Sjovt nok var det af alle steder i skandalekommunen Farum, at man demonstrerede, hvor meget bedre det kunne gøres ved at føre en mere aktiv socialpolitik, hvor man stillede kontante krav til de ledige. Nyrupregeringen tog ved lære af de gode erfaringer fra Farum, og derfor hedder det i dag Lov om Aktiv Socialpolitik og Lov om Aktiv Arbejdsmarkedspolitik i stedet for Bistandsloven og Lov om Arbejds-løshedsforsikring.

Med hensyn til ”misbrugsargumentet”, så er det jo et faktum, at unge mænd under 24 år langt oftere kører galt i trafikken end andre befolkningsgrupper. Men ingen politikere har endnu brugt det som argument for, at kørekortsalderen skal hæves til 24 år for både mænd og kvinder. ”Misbrugsargumentet” er derfor i lighed med ”nødvendighedsargumentet” noget, der bruges til at dække over det faktum, at man af helt andre grunde ønsker at lægge restriktioner på danske borgeres ret til at leve i Danmark med en udenlandsk ægtefælle.

Og hvad er så de andre grunde? Ja i hovedsagen er og bliver det en teologisk betinget modstand imod islam. Den mest indflydelsesrige intellektuelle i Danmark de sidste 10-15 år er således Søren Krarup, og han mener kort og godt, at islam er en lovreligion og dermed uforenelig med en demokratisk samfundsform.

Ifølge Søren Krarup og ligesindede ”islamkritikere” som f.eks. den hollandske Gert Wilders eller danske Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet er det således meningsløst at skelne mellem moderat og fundamentalistisk islam, da det ligger i selve religionen, at enhver muslim er forpligtet til at være fundamentalist. Og derfor er Europas fremtid som et fredeligt og demokratisk samfund ifølge dem afhængig af, at vi hurtigst muligt får bremset den snigende ”invasion” i form af flygtninge og indvandrere fra de muslimske lande.

For disse mennesker er der tale om blodig alvor, og de er derfor villige til at acceptere lidt ”collateral damage” i form af, at de regler, som de ser som et nødvendigt bolværk imod den muslimske invasion, også rammer f.eks. kristne danskere. Dette anses som en beklagelig men nødvendig omkostning for at vinde den krig imod islam, som er altafgørende for nationens fremtid. I alle krige er der jo civile ofre, det kan man ikke undgå, og det vigtigste er trods alt at vinde krigen for fordel for dem, som ”overlever”.

Hvad angår ”belastningsargumentet”, som vel er det, der ligger bag ideen om at udvide karensperioden efter modtagelse af sociale ydelser fra 12 til 36 måneder, så er det værd at bemærke, at de samlede udgifter til bistandshjælp og starthjælp ligger på cirka 10 mil-liarder kroner om året. Til sammenligning koster efterlønnen 22 milliarder om året + tabte skatteindtægter ved, at man tillader raske og fuldt arbejdsduelige personer at gå på overførselsindkomst, selvom de har et job, som de alternativt kunne være fortsat i.

Men hvor der altid er stemmer at hente ved at hetze imod ”de fremmede, som kommer hertil for at misbruge….”, så er der ikke stemmer i at tage en velerhvervet rettighed fra den danske middelklasse. Så derfor får efterlønnen lov til at bestå, hvorimod der hele tiden skal sparkes yderligere til udlændinge, som lever af sociale ydelser, fordi de ikke kan finde et job.

[Juma]

Tak fundiver199 for et godt og nuanceret indlæg.

Jeg taler jo heller ikke om, hvad der er realiserbart, men hvad der må og skal være ÆUGS formål i sidste ende.

Personligt tror jeg ikke på noget retskrav på familiesammenføring i min levetid - dvs. de næsten 50 år.

Boligkravet er et godt eksempel på en regel, man kunne ophæve, da den kun er till gene og chikane.

Desuden kunne man håbe, at når en ny regering afskaffer starthjælpen, så ryger kravet om en bankgaranti også - med en bankgaranti kan man jo slet ikke få hjælp. Det første tror jeg på, det sidste er nok ikke realistisk i en kommende valgperiode.

Desuden burde man til at starte med afskaffe enten tilknytningskravet eller 24-årsreglen. Da 24-årsreglen nærmest er blevet symbol på udlændingepolitikken, er det paradoksalt nok nemmest at afskaffe tilknytningskravet.

Så nej, jeg tror bestemt ikke på, at reglerne bliver afskaffet på et par dage, men det må være ÆUGs fornemste opgave, at have det som det ultimative formål.

Da jeg i sin tid (tilbage i 2004) startede i dette forum, var jeg glad for, at jeg endeligt fandt et sted, hvor man ikke talte om, at det da var ok med 'visse krav', da jeg var dybt frusteret over, at der var 'visse krav' - jeg ville jo for helvede bare være sammen med min familie.

Derfor er det at jeg synes det er sørgeligt, at denne tankegang når flere og flere, også i dette forum.

[jerry]

Hej igen.

Jeg er heller ikke af den holdning at reglerne skal väre så strikse som de er.

Kan heller ikk se nogen grund til mange af de regler der er opstillet. Synes det er katastrofalt, at man ikk kan väre sammen med sin partner i DK, hvis man ikk er 24 år osv.

Det jeg hele tiden har skrevet er, at jeg synes det er ok, at der stilles nogle få krav om at man pröver at integrere sig i det danske samfund når man har opnået fs, eller hvilket som helst andet land.

Med dette mener jeg ikk, at man som muslim skal begynde at guffe svineköd osv, for at man er integreret, men at man pröver at läre lidt om kulturen, sproget og samfundet man nu bliver en del af. Dette vil også göre det nemmere for én selv, da man automatisk bliver mere selvständig af at kunne kommunikere på egen fod.

Har selv prövet at måtte flytte til min mands hjemland, da vi ikk opfyldte kravene for fs i DK.

Synes da at det var noget af det mest uretfärdige, at jeg som dansk statsborger, der altid havde arbejdet og dermed betalt skat, ikk havde nogen plettet straffeattest osv, ikke kunne få lov til at bo tät på min familie i mit eget hjemland sammen med min udkårne.

Til gengäld fik jeg enormt meget ud af at bo nede i hans hjemland. Fik en stor indsigt hvad det var han var födt og opvokset med, lärte meget om hans kultur, religion og hvordan det var at have en hverdag sammen hvor man ikk havde noget sikkerhedsnet under sig ökonomisk i form af det offentlige osv.

Men nej synes ikk man skal dokumentere hele sit liv for at kunne opnå fs.


Vi har valgt at blive i Sverige, selvom vi har benyttet eu-reglerne og kunne vende tilbage hvis vi ville til DK. Men som landet efterhånden styres af diverse inkompetente partier(efter min mening), vil vi langt hellere blive i Sverige, hvor vi fra dag 1 har fölt os mere end velkomne, både som dansk og som tyrker.

[fundiver199]

Vi bliver jo alle sammen præget af den måde, som debatten foregår på, og det der for 10-15 år siden blev betragtet som ekstremt er i dag mainstream synspunkter og omvendt. Det sidste års tid er debatten i Danmark reelt gået næsten helt i stå, hvilket efter min mening skyldes, at også SF i sin stræben efter magten har opgivet at argumentere åbent imod den yderste højrefløjs synspunkter. Den position indtog Socialdemokraterne allerede for år tilbage.

Det er i dag kun partier, som repræsenterer cirka 7% af vælgerne, der åbent siger, at de faktisk mener, at en dansker som noget ret naturligt bør have lov til at bo i Danmark med en udenlandsk ægtefælle. Og dermed er dette kommet til at fremstå som et virkelig ekstremt synspunkt, selvom det på ingen måde er det, og selvom det har opbakning fra langt mere end 7% af befolkningen. Venstrefløjen er nemlig reelt ude af trit med sine egne vælgere på dette område. Men da det jo er nogle af højrefløjens vælgere, man skal hente over for at generobre magten, så er det dem, man forsøger at appellere til.

Og hele ”tonen” i debatten påvirker jo også os alle sammen, det kender jeg også fra mig selv. F.eks. kan jeg huske, at jeg under den ophidsede debat i sommeren 2008 om EF-domstolens kendelse i Metocksagen i starten troede, at det var noget vrøvl, når højrefløjen påstod, at domstolen havde ”givet illegale indvandrere opholdstilladelse”. Senere fandt jeg ud af, at det faktisk var rigtigt, idet nogle af de afviste asylsøgere, som sagen drejede sig om, havde undladt at efterkomme en udrejseordre og i stedet var gået under jorden i Irland. Og så må man jo teknisk set sige, at de var illegale indvandrere.

Min første følelsesmæssige indskydelse var, at det nok var noget, man burde stramme op på. Men så læste jeg dommens præmisser og tænke lidt nærmere over det og nåede frem til den erkendelse, at ja naturligvis hvad ellers? For alternativet er jo, at en europæer, som har giftet sig og måske fået børn med en illegal indvandrer skal straffes med livsvarig landsforvisning eller alternativt livsvarig adskillelse fra sin familie. Og det er naturligvis helt ude af proportion.

Er en udlænding først blevet gift med en europæer bør det naturligvis være sagen uvedkommende, om vedkommende engang har opholdt sig illegalt i Europa. Det eneste afgørende bør være, om ægteskabet er reelt, og så kan man i øvrigt straffe den tidligere visumforseelse med en bøde eller for den sags skyld en fængselsdom, hvis den er alvorlig nok. Hvilket da også er præcis, hvad EF-domstolen siger.

Flere har i denne debat argumenteret for, at der er nødt til at være nogle krav, for ellers vil nogle mennesker indgå proformaægteskaber. Men hertil er jo bare at sige, at for det første kan man aldrig gardere sig 100% imod proformaægteskaber, ligesom man heller ikke kan gardere sig 100% imod andre former for lovovertrædelser.

Og for det andet kan det kun være meget vigtigt at begrænse antallet af proformaægteskaber, hvis der er meget afgørende samfunds-hensyn, der taler for, at indvandringen bør begrænses mest muligt. Og det er jo på ingen måde tilfældet i dag. Indvandringen til Danmark er således større end nogensinde før, og det er den også nødt til at være for, at vi kan få dækket vores fremtidige behov for arbejdskraft.

Det er selvfølgelig samfundsmæssigt ønskeligt, hvis man kan sikre, at det er de mest veluddannede og ressourcestærke udlændinge, der flytter hertil. Men at det skulle være totalt altafgørende, om nogle få hundrede af de 10.000-vis af mennesker, som hvert år flytter til Danmark, har ”snydt” sig til en opholdstilladelse, savner enhver rationel begrundelse. Her synes jeg virkelig, det skinner igennem, at højrefløjen har haft held til at så et mistillidens og hadets frø i danskernes sind, som man altså nu også kan spore i ÆUG´s forum.

[mh1]

@ Jerry, når/ hvis du har været 2 år i Sverige kan du jo søge om at blive svensk statsborger (eller vente til der er gået 5 år og blot meddele at du nu vil være det), og dermed opnå den fordel at du, hvis i på et tidspunkt alligevel gerne vil bo fast i Tyrkiet kan bevare det svenske OG blive tyrkisk statsborger, med hvad dertil hører af lettelser i forhold til at leve i Tyrkiet.

[fundiver199]

Jeg er helt enig med Jerry i, at en indvandrer for sin egen skyld bør integrere sig i det samfund, han er flyttet til. Hvilket som minimum kræver, at man lærer sproget, lærer lidt om landets kultur og i et vist omfang omgås med repræsentanter for majoritetsbefolkningen i det pågældende land. Spørgsmålet er så bare, om og i hvor stort omfang man skal forsøge at lovgive imod dumhed?

I princippet mener jeg, at det burde være frivilligt, om man vil deltage i sprogundervisning eller andet, så længe man ikke ligger det offentlige til last. Men da langt de fleste synes at være glade for undervisningen, så er det da til at leve med, at den er obligatorisk. Man må også sige, at gratis danskundervisning i 3 år er et rundhåndet tilbud til vores ægtefæller, og i den situation er man vel noget utak-nemmelig, hvis man brokker sig og forlanger, at det skal være frivilligt at deltage i den. Modsvaret fra politikernes side kunne jo meget vel blive ”fint nok men så må I også selv betale”.

Hvad angår permanent opholdstilladelse, så mener jeg, at den bør gives efter et vist antal år uden yderligere krav og betingelser. Altså sådan som det var i Danmark frem til 2007, og som det er for dem, der er omfattet af EU-reglerne. Det pointsystem, som man nu vil indføre, mener jeg kan være udmærket som en gulerod til dem, der gerne vil have PUT noget hurtigere. Men det bør ikke være sådan, at PUT aldrig kan opnås, hvis man ikke kan eller vil opfylde de mange krav. Efter et vist antal år i Danmark må folk have sikkerhed for, at de kan blive, også selvom deres ægtefælle dør eller de bliver skilt.

På dette som på mange andre punkter savner jeg en rationel begrundelse for, at der skal stilles større krav til f.eks. et dansk-kinesisk ægtepar, som ønsker at bo i Danmark end et fransk-kinesisk eller fransk-fransk ægtepar.

Efter min opfattelse er hovedargumentet for de krav til opnåelse af PUT, som blev indført i 2007 og som nu bliver skærpet yderligere, at nogle har enormt ondt i røven over, at nogle muslimer er lidt mere værdikonservative end flertallet af danskerne og derfor ønsker at indrette sig sådan, at manden arbejder og kvinden går hjemme og passer børn.

Det mener jeg imidlertid ikke, at samfundet har nogen ret til at blande sig i, så længe folk klarer sig selv og ikke ligger det offentlige til last. Først i det øjeblik folk beder om hjælp fra det offentlige, bliver det efter min mening rimeligt, at man begynder at stille krav om en aktiv indsats for at blive selvforsørgende. Men de krav må så til gengæld gerne være ret kontante, og det må gerne være temmelig uattraktivt at leve af offentlige ydelser. Og naturligvis skal det ikke være sådan, at man som modtager af en ledighedsbetinget ydelse er fritaget fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi man har et kulturelt eller religiøst betinget synspunkt om, at kvinder ikke bør deltage i arbejdslivet.

Endelig mener jeg, at alle, som bor i Danmark, bør have de samme rettigheder og pligter, og derfor kan jeg på ingen måde acceptere diskriminerende regler som boligkravet, starthjælpen eller bankgarantien. Derimod kan jeg godt acceptere det, hvis der indføres et optjeningsprincip i Lov om Aktiv Socialpolitik, som man allerede har det i dagpengesystemet. Altså at man skal arbejde og betale skat i et vist antal måneder eller år for at blive berettiget til den højeste ydelse. Det burde efter min mening være tilstrækkeligt til at forhindre, at Danmark bliver "bistandskontor for hele Verden", som nogle jo frygter.

[Juma]

"Det pointsystem, som man nu vil indføre, mener jeg kan være udmærket som en gulerod til dem, der gerne vil have PUT noget hurtigere. Men det bør ikke være sådan, at PUT aldrig kan opnås, hvis man ikke kan eller vil opfylde de mange krav. Efter et vist antal år i Danmark må folk have sikkerhed for, at de kan blive, også selvom deres ægtefælle dør eller de bliver skilt. "

Problemet er blot, at det forudsætter en skelnen mellem en midlertidig og en permanent opholdstilladelse. Og for at en sådan skelnen skal give mening, kan man jo ikke fordre et retskrav på familiesammenføring.

Personligt foretrækker jeg at skelne mellem en opholdstilladelse (underforstået permanent), som man får første gang man søger.

Og derefter muligheden af et statsborgerskab. Her kunne en bestået danskeksamen fra sprogskolen kvitteres med et statsborgerskab.

Og i den hele debat må man hele tiden huske, at konsekvensen af, at der ikke er retskrav på familiesammenføring, er, at mange danskere reelt bliver smidt ud af Danmark, bare fordi de gerne vil bo sammen med deres familie, men ikke kan opfylde betingelserne.

At man kan synes, at der er i orden, 'noget man må leve med' eller hvilke udtryk man nu bruger, er sørgeligt. Jeg ville ikke ønske det for mine værste fjender.

[fundiver199]

Det forstår jeg ikke helt Juma. Hvis folk er blevet skilt eller den i Danmark oprindeligt bosiddende er død, så kan man vel ikke længere tale om et retskrav på familiesammenføring, for så er der jo ikke længere nogen familie at sammenføre???

Og det er jo først der, forskellen på den midlertidige og den permanente opholdstilladelse viser sig for alvor. Selv før 2001 skulle man have boet i Danmark i 3 år, før opholdstilladelsen blev gjort permanent. D.v.s. de første 3 år ville man som hovedregel blive udvist, hvis ægteskabet ophørte. Det synes jeg ikke er urimeligt, for ellers åbner man jo bl.a. op for den "samlebåndsimport" af ægtefæller via proforma ægteskaber, som mh tidligere har skrevet om.

ÆUG´s rådgivning fik for år tilbage henvendelse fra en person, der ikke kunne forstå, at hun og hendes mand havde fået afslag på deres ansøgning om FS. Og først efter en langvarig korrespondence viste det sig, at hun havde været gift med 5!!! andre udlændinge, og i alle tilfælde var blevet skilt fra dem lige efter, at de havde fået permanent opholdstilladelse.

Her står jeg så også af, og jeg må sige, at det krav, som der er i EU-reglerne om 3 års ægteskab, før ægtefællen som udgangspunkt kan blive efter en skilsmisse, efter min mening er rimeligt. Og for min skyld må der også gerne stilles yderligere krav til en fraskilt ægtefælle om forskellige integrationsfremmende tiltag som betingelse for, at denne kan bevare sin opholdstilladelse på et individuelt grundlag og til sidst få den gjort permanent.

[krikris]

Dva at parrets danske børn så også skal forlade DK, hvis den danske ægtefælle dør inden 3 år eller?

[Juma]

"så kan man vel ikke længere tale om et retskrav på familiesammenføring, for så er der jo ikke længere nogen familie at sammenføre???"

Så tror jeg, at jeg misforstod dig.

Jeg spekulerede netop på, hvordan du kunne tale om, at man kunne komme til Danmark uden krav, og så alligevel kalde tilladelsen for tidsbegrænset.

For man kan selvfølgelig sige, at ved at gøre tilladelsen tidsbegrænset i en periode, uden nogen egentlige krav, kan selvfølgelig forebygge, at man foretager sammenføringen proforma, bare for at komme til landet.

Bevidst at lade sig skille et par måneder efter ankomsten, er jo ikke formålet med loven.

Problemet opstår bare, hvis der er børn involveret. Det kan jo sagtens tænkes at den skilte ægtefælle gerne vil blive ved at se den tidl. ægtefælles børn.

[fundiver199]

I EU-reglerne tages der også hensyn til, om parret har fælles børn, og om disse er gamle nok til at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Og det gør der faktisk også i de danske regler, det hører bare under "undtagelsesbestemmelserne" og er noget, som man ikke snakker så højt om.

I virkeligheden handler al det her med skærpede betingelser for PUT måske mest af alt om signalpolitik, da man i mange tilfælde i praksis alligevel ikke kan eller vil udvise folk, som har boet her i mange år.