Ja det er netop meningen, at det er den måde, man skal gøre det på, når man søger efter EU-reglerne. I Danmark kan det slet ikke lade sig gøre at søge om EU-opholdspapirer (registreringsbevis for EU-borgere og opholdskort for familiemedlemmer fra 3. lande) andre steder end på Statsforvaltningerne. Eller hos Udlændingeservice, hvis der er tale om et familiemedlem, og referenten er dansk statsborger.
I Sverige kan man derimod ifølge Skaanebo godt søge om opholdskort på den svenske ambassade i det land, hvor 3. lands borgeren har fast ophold. Således at opholdskortet er "i hus" allerede, når 3. lands borgeren ankommer til Sverige.
Men man kan også efter eget valg i stedet nøjes med at søge om et visum, der så skal udstedes gratis og uden hensyn til alle de sædvanlige Schengenregler om at være i besiddelse af en returbillet o.s.v. Og så herefter søge om opholdskortet, når man er ankommet til Sverige.
Hele pointen er, at EU/EØS-borgeres nære familiemedlemmer har en generel ret til indrejse og ophold i det land, hvor EU/EØS-borgeren har bosat sig, forudsat at nogle få og simple betingelser er opfyldt.
Så EU/EØS-borgerens familiemedlem skal sådan set slet ikke "søge" om noget forstået på den måde, at der skal spørges om lov, hvorefter det så er om til nationalstaten at tage stilling til, om de ønsker at have vedkommende boende ud fra nogle kriterier, som de selv har fastsat.
Det eneste, nationalstaterne har ret til, det er som udgangspunkt at afvise eller udvise folk, der er til fare for den offentlige sikkerhed, sundhed eller orden, eller som kan frygtes at komme til at udgøre en urimelig byrde for det sociale system i landet.
Værtslandet må altså sige nej tak til mistænkte terrorister, professionelle indbrudstyve og bistandsryttere samt lignende uønskede personer. Men alle andre har en generel og ubetinget ret til både indrejse og ophold, hvis de er et nærtstående familiemedlem til en borger fra èt af de andre EU/EØS-lande, som har bosat sig i landet.