Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 18.11.2009 16:15:50

Hej alle i søde, dejlige mennesker,

Hvor er det dejligt, at denne side eksisterer.
Jeg skriver fordi jeg håber, at nogen med god indsigt vil vurdere, om min køreplan er fornuftig. Vil være dybt taknemmelig.

Jeg planlægger at flytte sammen i Malmø med min kæreste, som kommer fra Indien. Vi er begge under 24 år, og kan derfor ikke bo
sammen i DK.

Spørgsmål 1: økonomi.

Jeg er studerende i Roskilde, og får hver måned udbetalt ca. 4500/md i SU. Udover dette arbejder jeg ved siden af, og tjener ca. 4000/md.
Da det giver 8500 dkr, og der vil være faste udgifter til husleje og pendlerkort til DK, tror jeg min faste indtægt bliver lige på vippen af de 6000 SeK, der kræves. Derfor tænker jeg på at tage et studielån, så jeg kan supplere min faste indtægt, indtil min kæreste får et job i Sverige, og vores indkomst bliver høj nok. Ingen af os har nogen "formue", kun lige den nødvendige til at flytte. Tror i, at det vil være en god ide at tage dette lån allerede nu, inden vi søger om opholdstilladelse, så vi er på den sikre side?

Spørgsmål 2: Turistvisum til Sverige.
Vores plan er, at min kæreste skal have et turistvisum til Sverige samtidig med at jeg flytter til Sverige, vi skal giftes når han kommer, og han derefter skal søge om opholdstilladelse i Sverige.

*** Min storebror bor i Sverige, og har gode venner der, som kan invitere ham herop. Jeg har forstået det sådan, at det er nødvendigt med en invitation fra en svensk statsborger, når han skal have et turistvisum. Er det rigtigt?

*** Kan jeg selv invitere ham herop, når jeg er flyttet til Sverige, når jeg nu registrerer mig og får et svensk personnummer? Jeg tror det ikke, for jeg er jo stadig ikke svensk statsborger.

*** Kræves der nogen form for bevis på, at vi rent faktisk kender den mand, som inviterer min kæreste herop? Kommer man til at stå til regnskab for sit forhold til vedkommende?


Det var vist rigeligt med spørgsmål for nu.
Hvis nogen af jer har tid til at svare mig, vil jeg blive SÅ glad.

Venlige hilsner og "kampgejst"´,
Lise:)

skaanebo
Indlæg: 12138
Tilmeldt: 09.06.2007 19:00:10

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af skaanebo » 18.11.2009 21:15:39

1. Du behøver ikke at tage et lån, førend du reelt har behov for det. Og det vil du sikkert have den dag, hvor I indleverer ansøgningen hos Migrationsverket.

2. Sveriges visumregler afhænger af din kærestes statsborgerskab. Du kan selv tjekke, hvem der evt. kan invitere en udlænding til Sverige, og læse om visumpraksis for de enkelte lande på http://www.migrationsverket.se/lifos - brug søgefunktionen og søg på landenavn (stavet på svensk) + visumpraxis (svensk stavemåde). Det gør ingen forskel, om man er svensk statsborger eller blot bor i Sverige. Derimod kan der være forskel på, om den inviterende part skal være i familie med vedkommende, være kæreste, eller om det er nok blot at være bekendte. I mange tilfælde behøves slet ingen reference i Sverige. Men det afhænger som sagt af din kærestes statsborgerskab, og dermed af hvor mange gode og dårlige erfaringer de svenske myndigheder har gjort sig med personer på besøg fra det pågældende land.
Senest rettet af skaanebo 19.11.2009 00:23:32, rettet i alt 1 gang.

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 18.11.2009 21:36:48

Mange tak for din hjælp.

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3515
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Kim P. Nyberg » 19.11.2009 02:50:30

I forhold til dit spørgsmål om turistvisum, ville jeg nok gribe det en smule anderledes an:

Første mulighed er, at du flytter til Sverige, får svensk personnummer og bliver folkeregistreret på en adresse der. På Migrationsverket beder du om at få et registreringsbevis efter EU-reglerne. Samtidig søger din kæreste på den svenske ambassade i Delhi om almindeligt turistvisum til Sverige. Når hans ansøgning er afgjort, rejser han op til dig i Sverige, I gifter jer og han søger opholdskort i henhold til EU-reglerne.

Bivirkningen, hvis man kan bruge det ord i jeres tilfælde, er, at din indtægt skal være så høj, at der er 6.000,- SEK i overskud hver måned, når alle faste udgifter er betalt. I Danmark skal din indtægt svare til mindst 2x starthjælp.

Når du har boet i Sverige i mindst 10 uger, kan I sammen rykke tilbage til Danmark og bosætte jer, igen med EU-reglerne i ryggen. Uden alderskrav, uden bankgaranti, uden indvandringsprøver, og hvad der eller er af "sjove" ting og sager på den danske forhindringsbane.
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 19.11.2009 11:04:47

Hej!

Uh, jeg tror ikke helt jeg forstår. I må altså undskylde hvis jeg spørger dumt:

1. Vil det sige, at det ikke skulle være nødvendigt at invitere min kæreste? Kan han få turistvisum uden en invitation?


2. Vi har egentlig planlagt ikke at skulle tilbage til Danmark, men blive i Sverige. Siger du, at det faktisk er en fordel at flytte til Danmark, efter at have været bosat i Sverige i mindst 10 uger, fordi der er nogen krav som forsvinder?
- Hvilken regel benytter vi os af der?
- Skal min kæreste stadig søge om opholdskort i Sverige, hvis vi planlægger at flytte tilbage til Danmark?

Lise!

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3515
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Kim P. Nyberg » 19.11.2009 11:38:23

Hvilke visumkrav svenskerne har til Indien, har jeg for lidt viden til at svare dig på. Det må fremgå af Migrationsverkets hjemmeside.

Om du vil blive i Sverige, eller om du på et tidspunkt gerne vil tilbage til Danmark, afgør du naturligvis selv. Hvis jeres plan er at blive i Sverige i mere end tre måneder, skal din mand søge om et svensk EU-opholdskort. Flytter I tilbage til Danmark inden de tre måneder er gået, er det ikke tvingende nødvendigt.

Ved at bruge EU-reglerne ved en eventuel tilbagevenden til Danmark, slipper du for alle de krav, der findes efter de nationale regler. Herunder alderskrav, tilknytningskrav, bankgaranti og i det kommende år også integrationsprøve.
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser

skaanebo
Indlæg: 12138
Tilmeldt: 09.06.2007 19:00:10

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af skaanebo » 19.11.2009 11:48:25

Lise, har du læst ÆUG's vejledning til at flytte til Sverige? Alt vedr. at flytte til Sverige i den gælder stadig. Du finder den på http://www.aegteskabudengraenser.dk/upl ... ningen.pdf - bemærk dog at alt vedr. at flytte tilbage til Danmark ved brug af EU-retten er forældet.

Hvis planen er at blive boende i Sverige, er det da også en overvejelse værd at gøre brug af de nationale svenske regler. Her er der heller ikke krav om, at I absolut skal være gift, inden I søger, ligesom der pt. slet ikke er noget krav til din økonomi, så dermed kan du sikkert helt undgå at skulle optage et lån, hvis I ellers kan leve af din nuværende indkomst. Bemærk dog at der skal søges om opholdstilladelse i hjemlandet ved brug af de nationale svenske regler, man kan ikke søge, hvis man opholder sig i Sverige som turist.

Citat fra Lifos-databasen om indiske statsborgeres mulighed for at få visum til Sverige:

"Invandrarverkets styrelse har vid sammanträde den 6 juni 2000 beslutat att följande viseringspraxis skall gälla för medborgare i Indien.

Har den sökande gjort troligt att det är frågan om ett besök och det saknas annan grund att ifrågasätta syftet med besöket beviljas regelmässigt visering för

- släkt- och vänbesök
- turistbesök
- affärsbesök
- kulturellt- och idrottsligt utbyte

Försiktighet iakttas då det gäller vissa personer om det inte rör sig om ett nära släktbesök. Den kategori som avses har visat sig vara mer utvandringsbenägna än övriga grupper. Gemensamt för dessa personer är att de inte kan tala något främmande språk utöver sitt modersmål och inte varit utomlands tidigare. Visering för denna grupp kan beviljas när besöket framstår som mycket angeläget."

Vælger I at gøre brug af EU-reglerne og gifter I jer i Indien eller et andet sted i verden, inden din partner søger visum til Sverige, så har din ægtefælle ret til at få udstedt visum gratis og helt uden om de nationale svenske visumregler i kraft at være ægtefælle til en EU-borger. Så det er jo også en måde at komme uden om de nationale visumregler. Der er mange valgmuligheder... det er helt op til jer selv at træffe en afgørelse om, hvad der er bedst i jeres situation.

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 19.11.2009 12:18:33

Hej igen,

Jeg har læst vejledningen, og den var en stor hjælp. Synes dog det er svært at udlede deraf, hvordan man i praksis bedst kan håndtere formaliteterne, f.eks. at få udstedt et turistvisum til min kæreste.

Det citat fra Lifos du angiver, forvirrer mig. Jeg synes det lyder som om, at de har tænkt sig at afvise hans ansøgning, hvis der er mistanke om, at han vil udvandre. Synes du ikke også det?

Vi vil gerne have ham herop så hurtigt som muligt, og derfor benytte os af eu-reglerne, og forsøge at klare de økonomiske krav.

Lise

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 19.11.2009 12:20:05

Det jeg ønsker svar på er, om man kan få et turistvisum til ham ved at sige, at han skal besøge sin kæreste som bor i sverige.

Eller skal vi gøre det på en anden måde?

dotGusten
Indlæg: 539
Tilmeldt: 24.01.2008 14:33:12
Geografisk sted: Abidjan, Côte d'Ivoire
Kontakt:

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af dotGusten » 19.11.2009 12:48:23

Lise1988 skrev: Det citat fra Lifos du angiver, forvirrer mig. Jeg synes det lyder som om, at de har tænkt sig at afvise hans ansøgning, hvis der er mistanke om, at han vil udvandre. Synes du ikke også det?
Hvis myndighederne har mistanke om, at ansøgeren vil udvandre fra hjemlandet, gives der ikke visum.

Der har jo desværre været mange i forvejen, som har udnyttet gæstfriheden til at tage varigt ophold, og det kommer til at gå ud over alle de andre, som er ærlige og spiller med åbne kort.

skaanebo
Indlæg: 12138
Tilmeldt: 09.06.2007 19:00:10

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af skaanebo » 19.11.2009 13:41:10

Det er som sagt meget nemmere at få visum, hvis I allerede er gift, og du allerede bor i Sverige. Så tager det højst 4 uger at få visum, og det udstedes gratis, og der er heller ingen krav om at man skal fremvise en returbillet.

Problemet med at søge visum, når I kun er kærester, er jo, at I så skal sandsynliggøre, at din kæreste vender tilbage til Indien efter besøget i Sverige - dvs., ambassaden vil formentlig se bevis for, at din kæreste har job eller studie i Indien, han nødvendigvis må tilbage og passe. Desuden kræves returflybillet, og bruger I kun billetten den ene vej, vil I jo næppe få penge tilbage fra flyselskabet, bortset fra lufthavnsskatterne. Alt efter din kærestes baggrund kan sådan en visumansøgning også trække i langdrag - fx hvis din kæreste slet ikke har noget job, ikke har nogen penge i banken, og ikke taler engelsk eller et andet vestligt sprog. Så ja, der er et usikkerhedsmoment i at søge om visum, når man kun er kærester, og når han er inder og ønsker at rejse til Sverige.

Det usikkerhedsmoment kommer I jo helt uden om ved enten at gifte jer og gøre brug af EU-retten efterfølgende, eller ved at søge om familiesammenføring efter Sveriges nationale regler med det samme på ambassaden.

En visumansøgning kan i værste fald godt tage 3 måneder at sagsbehandle, hvis ambassaden sender den videre til Migrationsverket, og det skal jo holdes op imod at det normalt ikke tager mere end 3 til højst 6 måneder at få bevilget familiesammenføring. Eller de som nævnt 4 uger det højst må tage, hvis I er gift og din ægtefælle søger om det særlige EU-ægtefælle-visum.

Uanset hvad I vælger, er første skridt på vejen, at du flytter til Sverige og bliver registreret som bosat der.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af fundiver199 » 19.11.2009 14:01:32

Som Skaanebo så udmærket får det forklaret, så er kernen i problemet den, at I med "systemets" øjne skal søge om familiesammenføring med det samme i stedet for at søge om visum, hvis det er jeres hensigt, at din kæreste skal blive i Sverige i mere end 3 måneder, og I ikke hører under EU-reglerne. Dette er naturligvis meningsløst, da du jo netop er EU-borger og I derfor vil komme til at høre under EU-reglerne i samme øjeblik, I bliver gift i Sverige.

Men desværre er de forskellige regelsæt altså ikke blevet koordineret endnu, og derfor kan man blive nødt til at gøre tingene på en måde, som i grunden ikke giver nogen mening, men som er nødvendig for at havne "rigtigt" i forhold til de forskellige regler.

Dette er jo i øvrigt ikke anderledes end, at det heller ikke giver nogen mening, at du i det hele taget skal flytte til Sverige for senere at kunne bo i Danmark med din ægtefælle, så det er i grunden blot endnu et aspekt af den samme sag.

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 19.11.2009 14:49:43

Tak for svarene. Tusind tak. Det hjælper meget.

Vi er temmelig opsatte på at få turistvisum til ham, så han kan komme herop hurtigst muligt.

Vil det være smartest, at jeg, når jeg er flyttet, inviterer ham som om at han skal besøge mig, og har tænkt sig at tage hjem igen?

Eller skal jeg få min storebror, som er dansk statsborger, men som bor i Sverige, til at invitere ham til Sverige?

Eller skal jeg få min storebrors svenske venner til at invitere ham, selvom de ikke kender ham?

Venlig hilsen
Lise

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af fundiver199 » 19.11.2009 15:04:05

Lise1988 skrev:Vil det være smartest, at jeg, når jeg er flyttet, inviterer ham som om at han skal besøge mig, og har tænkt sig at tage hjem igen?
Sandsynligheden for, at han kan få et visum til Sverige, er langt større, hvis han kan fortælle en troværdig historie om, hvorfor han gerne vil til Sverige. Og her er det naturligvis et meget mere solidt argument, at han gerne vil besøge sin kæreste, end at han gerne vil besøge en "ven", som han måske dårligt nok kan gøre rede for, hvorfra han i det hele taget kender.

Så det må absolut anbefales, at det er dig selv, der inviterer ham til Sverige. Også fordi I på den måde spiller med så åbne kort som muligt, og det er nu engang lettere at virke troværdig, hvis man fortæller sandheden, end hvis man forsøger at klare sig igennem på en løgn.

I Danmark kan det slet ikke lade sig gøre at få visum til at besøge en "ven", hvis man kommer fra et immigrationsland, men derimod kan man godt få visum til at besøge en kæreste. Og selvom Sverige ikke har et nær så formaliseret system som Danmark, så er vurderingskriterierne nok ikke så meget anderledes i praksis, når det kommer til stykket.

Alternativt kan I gøre, som Skaanebo foreslår, og enten gifte jer i Indien og søge visum efter EU-reglerne, eller søge om familiesammenføring som ugift par efter Sveriges nationale regler. Den sidste metode kan forsinke din kærestes ankomst til Sverige i et par måneder. Men omvendt så er alting jo også i orden på det tidspunkt, hvor han kommer dertil, der skal ikke søges om andet eller mere, og den store beslutning om at holde bryllup kan træffes, når det passer jer, i stedet for at den skal forceres for, at din kæreste i det hele taget kan få en opholdstilladelse.

Lise1988
Indlæg: 37
Tilmeldt: 18.11.2009 15:33:51

Re: Vil i hjælpe med vores køreplan?:)

Indlæg af Lise1988 » 19.11.2009 16:21:57

Hej Fundiver, Skaanebo og i andre venlige mennesker,
Endnu engang mange tak for alle svarene. I gør en kæmpe forskel for andre mennesker - så stort af jer.

Tænkte på noget.
Hvad nu hvis jeg inviterer ham herop, mens jeg stadig bor i Danmark, for at besøge mig? DK har nok ikke så mange betænkeligheder ved at udstede et turistvisum til ham til DK, da vi er under 24, og derfor ikke kan slå os ned her.

Kunne jeg så, i de tre måneder han var her for at besøge mig, gifte mig med ham, flytte til Sverige - og have ret til at få ham med, fordi han er min mand, og søge om opholdetilladelse til ham der?

Et turistvisum til DK er vel også et turistvisum til SE, da det vel gælder for alle Schengen-landene?

Mange hilsner
Lise

Besvar