Først, tak for et rigtigt godt forum. Det er helt fantastisk at man kan finde så megen støtte og rådgivning på denne måde.
Jeg har tidligere læst denne rigtigt gode tråd: viewtopic.php?f=6&t=3429 men den passer dog ikke helt på mig, så jeg kunne rigtigt godt tænke mig at høre jeres vurdering her.
Jeg har et spørgsmål vedr. familiesammenføring. Jeg har en amerikansk kæreste på 23, hun fylder 24 i august 2010. Jeg er selv 26 og fylder 27 i februar 2010 og er født dansk statsborger og har boet her siden min fødsel kun afbrudt af 5 mdrs ophold i New Zealand og 10 mdr i USA.
Min kæreste ønsker at studere her i Danmark fra februar 2010-2012. Derfor ansøger vi om et studievisum der løber fra februar 2010-2012. Det håber vi selvfølgelig meget at hun får. Vores plan er så at hun rejser her til Danmark i december og er her på turistvisum (visumfrit) frem til hendes studievisum tager over fra februar 2010. Vi antager i denne sag at hun kan få dette studievisum.
Vi kunne godt tænke os at blive familiesammenført når hun fylder 24 næste sommer og jeg har læst man man allerede kan ansøge når den yngste af os er 23,5. Vores plan er at blive gift i januar 2010 i min hjemmekommune og så søge familiesammenføring februar 2010.
Mit spørgsmål er nu: Vil vi have nogle problemer i at blive sammenført? Jeg tænker bl.a. på de krav US stiller:
1) Boligkrav
Jeg har en 1,5 værelses lejlighed på 46 kvm som vi skal bo i som jeg lejer. Dermed vil jeg mene at jeg opfylder boligkravet da der er 23 kvm pr. person.
2) Forsørgelseskrav
Jeg har aldrig modtaget offentlig hjælp. Jeg har dog modtaget SU, boligsikring og modtaget dagpenge fra en A-kasse. Jeg har pt. et godt job med en pæn løn.
3) Stille økonomisk sikkerhed for 60.011 kr. (2009-niveau)
Jeg vil også kunne stille den økonomiske sikkerhed på en deponeringskonto.
4) Tilknytningskrav
Som sagt er jeg dansk statsborger og har boet her hele mit liv på nær de 15 mdr. hvor jeg har været på studieophold i NZ og USA. Min kæreste har været i DK på besøg i sommeren 2009 i en måned på turistvisum (visumfrit). Dermed vurderer jeg at vores tilhørsforhold til DK er over 50%. Hun har dog ikke nogen familie her i DK eller andre tilknytninger.
Hvordan mener I at vi står i vores sag, er der nogle problemer eller noget vi skal være opmærksomme på?
Ekstraspørgsmål: Som udgangspunkt kommer min kæreste ind på et studievisum (fra feb 2010), og herefter indsender vi så FS-ansøgningen. Det er ret vigtigt for os at hun kan arbejde i den periode US behandler vores FS-ansøgning. Så er spørgsmålet bare: Vil hun under FS-behandlingen være på processuelt ophold eller være under hendes studievisum? Hvis hun er her på studievisum så kan hun arbejde 15 timer om ugen, hvorimod hvis hun er på processuelt ophold så kan hun sleti kke arbejde. Hvad siger I?
Jeg er blevet fortalt af min kommune at såfremt min kæreste bliver FS, så vil hun få samme rettigheder som jeg. Dvs. hun vil kunne få adgang til SU, SU-lån og hun skal ikke betale skoleafgift til hendes udannelse på universitet. Kan I bekræfte at dette er tilfældet?
Jeg håber at høre fra jer og at I kan sprede lidt lys over sagen. Tusind tak for jeres hjælp....
Mvh
Anders