Omkring "hopings" sag, så læser jeg faktisk reglerne sådan, at kæresten som udgangspunkt ikke kan få et visum til Danmark. Det er således korrekt, at visum som udgangspunkt ikke kan udstedes med "hopings" mor som referenceperson, idet kæresten ikke er i familie med "hopings" mor.
Og ligeledes kan visum heller ikke udstedes med "hoping" som referenceperson, idet "hoping" ikke har fast bopæl i Danmark. Eller er udstationeret i Tyrkiet for en dansk arbejdsgiver.
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/v ... besoeg.htm
Forneden har jeg gengivet de afsnit i vejledningen, som er relevante for sagen:
Følgende lande er for tiden placeret i den del af immigrations-landegruppen, hvor man skal have en vis tilknytning til den person, man ønsker at besøge:
Armenien, Aserbajdsjan, Bangladesh, Bosnien-Hercegovina, Burundi, Cameroun, Den Demokratiske Republik Congo, Egypten, Elfenbenskysten, Eritrea, Etiopien, Gambia, Georgien, Ghana, Hviderusland (Belarus), Indien, Jordan, Kenya, Kina, Libanon, Makedonien (FYROM), Marokko, Moldova, Montenegro, Rusland, Rwanda, Serbien, Sierra Leone, Sri Lanka, Sudan, Togo, Tyrkiet, Uganda, Ukraine, Vietnam og Yemen.
For statsborgere fra denne gruppe gælder, at der som udgangspunkt gives visum til ægtefæller, faste samlevere, kærester og forlovede, børn uanset alder, forældre, søskende og deres ægtefæller.
Herudover gives der visum til niecer, nevøer og børnebørn under 18, der ønsker at rejse til Danmark med henblik på ferieophold uden ledsagelse af forældre eller en anden voksen person, til nære bekendte af tidligere udstationerede danskere, til sponsorbørn og til ansøgere, der skal ledsage et ældre svagt familiemedlem.
Krav til personen i Danmark
Er ansøgeren statsborger i et land, der er placeret i asyl-landegruppen eller immigrations-landegruppen, kan der normalt kun gives visum, hvis ansøgeren skal besøge en person i Danmark. Der stilles i den forbindelse visse krav til den person, der bor i Danmark.
For det første kræves det, at personen i Danmark bekræfter, at han eller hun venter besøg af ansøgeren. Hvis personen i Danmark ikke venter besøg af ansøgeren, gives der afslag på visum.
For det andet kræves det som udgangspunkt, at den person, der inviteret ansøgeren, har fast bopæl i Danmark og enten er dansk statsborger eller har en gyldig opholdstilladelse i Danmark.
Dette udgangspunkt kan dog fravige i særlige tilfælde, fx hvis ansøgeren er inviteret af en dansk statsborger, som aktuelt er udstationeret i udlandet.
Umiddelbart synes denne sag derfor mest af alt at handle om, at parret har haft svært ved selv at finde rundt i reglerne og desuden er blevet rådgivet dårligt på ambassaden i Tyrkiet, da de søgte. Rådet om at skrive moderen på som referenceperson er således skidt, idet visum under ingen omstændigheder vil kunne gives med moderen som referenceperson.
Visum vil kun kunne udstedes med hoping selv som referenceperson, og kun hvis hoping kan komme ind under den undtagelse, der omfatter danskere, som er udstationeret i udlandet.
Rådet til parret burde derfor snarere have været, at hoping skulle flytte tilbage til Danmark og tilmelde sig det danske folkeregister, før de søgte om et visum.
Som reglerne er, kan en dansker, som er bosat i et land udenfor EU-/EØS, nemlig rent faktisk
ikke tage sin kæreste eller sågar ægtefælle med på ferie eller familiebesøg til Danmark, hvis kæresten eller ægtefællen kommer fra et land i immigrations- eller asyl-landegruppen.
Denne visumpraksis kan man med rette mene er fuldstændig kuleskør. Men man kan dårligt bebrejde Udlændingeservice, at de følger den praksis, som er udstukket af Integrationsministeriet. Og dermed i sidste instans af de danske politikere.
I netop denne sag må jeg derfor give Djengis ret i, at vreden skal rettes et andet sted end imod Udlændingeservice. Men naturligvis gør det så absolut kun ondt værre, at de er så længe om at træffe en afgørelse.
Den vrede, som hoping giver udtryk for, ville givetvis være langt mindre, hvis parret ikke havde spildt 5 måneder med at vente på, at Udlændingeservice fandt ud af, at hopings kæreste ikke er i familie med hopings mor.
Var afslaget givet inden for 1-2 uger, hvilket absolut burde have været muligt for Udlændingeservice, da sagen jo er helt klar, så ville fustrationerne givetvis være langt mindre.
Som Kroska skrev:
Men hvis det nu var så enkelt - så kunne yngste-lærlingen i US vel lige hurtigt løbe de indkomne ansøgninger igennem - og se om der står kæreste eller andet - og så give afslag - eller sende ansøgningen videre i systemet.
Og dette er ærlig talt sagen i en nøddeskal. Selv en studentermedhjælp kunne efter få timers oplæring finde ud af at løbe sagerne igennem og træffe en hurtig 1. afgørelse m.h.t., om de grundlæggende betingelser for udstedelse af visum er opfyldt eller ej.
Og herefter kunne man så - efter godkendelse af en mere rutineret medarbejder - med det samme give besked til de ansøgere, hvor visum ikke kan bevilges, så folk er klar over dette og kan lægge deres planer derefter.
En absolut administrativ "killer" er dog, at alle sager skal "vurderes individuelt", som det fremgår af denne tekst:
Hver ansøgning bliver bedømt individuelt, så inddelingen af landene er kun vejledende. Hvis man fx tidligere har haft visum og har overholdt visumbetingelserne, kan det have betydning for vurderingen af ens ansøgning. Det kan også have betydning for sagen, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, fx hvis man ønsker at besøge en person, der lider af en livstruende sygdom, eller hvis formålet med rejsen er at deltage i en nærtstående persons begravelse.
Desuden kan man i visse tilfælde få et visum, selvom man ikke tidligere har haft et Schengen-visum, og selvom man ikke tilhører gruppen af personer, som normalt kan få visum til Danmark. Det kan fx være tilfældet, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at det er ubetænkeligt at udstede visum, fordi der ikke er risiko for, at man vil tage fast eller længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengen-lande, eller at man vil udgøre en sikkerhedsrisiko.
For alle landegrupperne gælder det dog ligeledes, at der gives afslag på en ansøgning om visum, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at der er risiko for, at man uden lovligt grundlag vil tage fast eller længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengen-lande, eller at man vil udgøre en sikkerhedsrisiko.
Med andre ord har Udlændingeservice fået nogen retningslinier, som de skal følge. Men de skal også i hver eneste af de 20.000 ansøgninger, som de skal behandle hvert år, "foretage en individuel vurdering".
Dette må i praksis være en stort set uløselig opgave. For hvordan i alverden skal Udlændingeservice dog kunne vurdere, helt individuelt og i hver enkelt sag, om der er risiko for, at ansøger vil misbruge sit visum?
Det er jo ikke muligt i praksis. Og det er ikke så underligt, at Udlændingeservice kommer bagud med deres sagsbehandling, når politikerne stiller sådanne - efter min mening - totalt urimelige krav til dem.
Politikerne burde slet og ret droppe den illusion, at man kan "forebygge" misbrug ved nidkært at sidde og studere visumansøgninger med en lup og dermed finde frem til netop de 143 ansøgninger, hvor et visum vil blive misbrugt, såfremt det bliver bevilget.
Det kan man ikke, så den eneste løsning, hvis man ikke vil gøre det komplet umuligt at få visum til Danmark, det er at nøjes med at straffe de tilfælde af misbrug, som faktisk finder sted, så hårdt som muligt.
Straf dog dem, der overtræder reglerne. Men lad for f... være med at straffe alle os andre foruden de stakkels medarbejdere i Udlændingeservice ved at insistere på alt dette regelrytteri og kontrolidioti.
