Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1962

[Kim P. Nyberg]

19. marts 1962 (EFT 1962 P 23 side 714)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL NR. 86
af Troclet
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(21. februar 1962)

Om: Hospitalisering af arbejdstagere eller midlertidigt ophold i en medlemsstat i henhold til Rådets forordning nr. 3 og 4.

Visse bestemmelser i forordning nr. 3 og 4 fra Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab giver mulighed for, at institutionerne i opholds- eller bopælslandet kan udbetale naturalydelser, herunder hospitalsindlæggelse, i overensstemmelse med bestemmelserne i dette lands lovgivning.

De fleste medlemsstater har imidlertid et refusionssystem, der er baseret på aftaler mellem hospitaler og institutioner om de satser, der skal anvendes i tilfælde af hospitalsindlæggelse af forsikrede statsborgere.

Skal de aftaler, der gælder i en medlemsstat, anvendes på forsikrede personer eller deres familiemedlemmer, som er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat, og som midlertidigt opholder sig på den første medlemsstats område, eller kan de behandles forskelligt?

Svar

(19. marts 1962)

I henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 3 udredes de naturalydelser, som en arbejdstager eller et familiemedlem har ret til i tilfælde af midlertidigt ophold eller flytning til et andet land end det, hvor den institution, hvor arbejdstageren er forsikret, er beliggende, af institutionen på opholdsstedet eller det nye bopælssted i overensstemmelse med bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for denne institution.

Efter Kommissionens opfattelse har bestemmelserne i artikel 19 i forordning nr. 3 til formål at sikre, at forsikrede personer fra en medlemsstat, der midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat, modtager de naturalydelser, der er fastsat i sidstnævnte lands lovgivning for forsikrede statsborgere, og på samme betingelser som sidstnævnte. Hvis denne lovgivning - og ved "lovgivning" forstås de i artikel 1, litra b), i forordning nr. 3 omhandlede love og administrative bestemmelser - indeholder bestemmelser om aftaler mellem de kompetente institutioner på den ene side og hospitaler, læger osv. på den anden side om fastsættelse af de satser, der skal anvendes på indenlandske forsikringstagere, skal der således tages hensyn til disse satser for så vidt angår de naturalydelser, der skal udredes til forsikringstagere fra en anden medlemsstat.

Dette svar kan naturligvis ikke foregribe de afgørelser, der træffes af domstolene og i givet fald af De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A023%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

19. marts 1962 (EFT 1962 P 23 side 714)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL NR. 87
af Troclet
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(21. februar 1962)

Om: Klager fra forsikringstagere over afgørelser truffet af institutioner i henhold til EØF-forordning nr. 3 og 4

Visse bestemmelser i EØF-forordning nr. 3 og 4 indeholder bestemmelser om udbetaling af naturalydelser i henhold til lovgivningen i bopæls- eller opholdslandet, mens arbejdstageren eller dennes familiemedlem er omfattet af den sociale sikringsordning i en anden medlemsstat.

Dette er tilfældet for midlertidigt bosatte eller udstationerede arbejdstagere, og de ydelser, der gøres krav på, kan være ydelser i henhold til lovgivningen om sygeforsikring eller i forbindelse med arbejdsulykker.

Hvilken administrativ, fri eller ikke-retlig domstol kan arbejdstageren henvende sig til, hvis han mener, at han er blevet krænket: den i det land, hvor institutionen på opholds- eller bopælsstedet er beliggende, eller den i det land, hvor den sociale sikringsordning, som han er omfattet af, er beliggende?

Subsidiært, hvilke rettigheder kan arbejdstageren gøre gældende over for den sociale sikringsordning, som han er omfattet af, hvis de ydelser, som han har modtaget under et midlertidigt ophold eller på anden måde i et andet land end det, hvor denne ordning findes, er ringere med hensyn til art, varighed og refusion end dem, der er fastsat i bestemmelserne i det land, som han er omfattet af?

Svar

(19. marts 1962)

Det ærede medlems spørgsmål har fået fuld opmærksomhed fra Kommissionens kompetente tjenestegrene, men for at kunne give et fuldstændigt svar på de forskellige problemer, det rejser, er det blevet anset for tilrådeligt at høre Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, der er nedsat i henhold til artikel 43 i forordning nr. 3. Kommissionen vil blive hørt på sit næste møde og vil på grundlag af de således indsamlede oplysninger ikke undlade at give det ærede medlem de afklaringer, han har anmodet om.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A023%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

19. marts 1962 (EFT 1962 P 23 side 715)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL NR. 88
af Troclet
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(21. februar 1962)

Om: Anvendelse af sprog i henhold til Rådets forordning nr. 3 og 4 om vandrende arbejdstageres sociale sikring

Jeg har modtaget klager fra visse personer i en administration i en af EØF's medlemsstater.

Klagerne vedrører anvendelsen af sprog ved udarbejdelsen af svarene på de spørgsmål, der stilles på de formularer, som udarbejdes af EØF's Administrative Kommission, og de lægeerklæringer, der sendes enten til det land, der udbetaler ydelserne, eller til bopæls- eller opholdslandet.

Klagerne vedrører det forhold, at disse dokumenter, hvis overskrifter er udfærdiget på medlemsstaternes fire sprog, udfyldes på et sprog, der ikke sædvanligvis forstås eller anvendes af institutionerne i den medlemsstat, som de er beregnet til.

Det skal bemærkes, at disse dokumenter generelt ikke anvendes af nationale institutioner, som har organiseret oversættelsestjenester, men af regionale eller lokale organer, som har sværere ved at finde en kompetent oversætter.

Disse institutioner kunne utvivlsomt benytte sig af oversættelsestjenesterne hos EØF-administrationen i Bruxelles eller endog hos den nationale institution, men i så fald ville det italienske provinscenter eller den franske Caisse primaire eller den nederlandske Ziekenfonds først modtage oversættelsen med en mere eller mindre lang forsinkelse.

Resultatet er store forsinkelser i gennemgangen af sagerne og grundlæggende eller detaljerede misforståelser af deres elementer, som arbejdstagerne er de første ofre for.

Ville det for at afhjælpe denne situation ikke være muligt at samle institutionernes medicinske rådgivere, så de kan finde frem til en mere hurtig arbejdsmetode og fastlægge medicinske standarder på et tilgængeligt sprog, så disse misforståelser kan undgås?

Svar

(19. marts 1962)

De vanskeligheder, som det ærede medlem nævner, eksisterede allerede under de bilaterale aftaler. De er forbundet med den kendsgerning, at når det drejer sig om vandrende arbejdstagere, skal der udveksles oplysninger mellem institutioner i forskellige lande, som ikke bruger samme sprog.

Det Europæiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring har udarbejdet ensartede formularer for de seks lande, herunder spørgsmål på de fire fællesskabssprog, hvilket sandsynligvis allerede vil lette institutionernes arbejde.

Den Administrative Kommission har også netop anbefalet de kompetente myndigheder i medlemsstaterne at opfordre institutionerne til at skrive lægeerklæringer og rapporter på maskine, så de bliver lettere at forstå.

Hvad angår oversættelse af formularer, attester og lægeerklæringer, er dette primært et organisatorisk problem, som skal løses på nationalt plan af de kompetente institutioner og myndigheder. På den anden side kan de inden for rammerne af den gensidige administrative bistand, der er omhandlet i artikel 45 i forordning nr. 3, aftale, at dokumenter, som institutionerne sender til hinanden, skal være ledsaget af en oversættelse.

Endelig bestræber Kommissionens tjenestegrene sig på at oversætte dokumenter, der sendes til dem i henhold til artikel 43, litra b), i forordning nr. 3, så hurtigt som muligt.

Hvad angår det ærede medlems forslag, vil Kommissionen ikke undlade at undersøge det og gør opmærksom på, at der i samme forbindelse er ved at blive udarbejdet et udkast til en flersproget ordliste over tekniske termer og udtryk inden for social sikring.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A023%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

21. marts 1962 (EFT 1962 P 23 side 720) (Dokumentet findes autentisk på dansk)

RÅDETS BESLUTNING

om indførelse af en fremgangsmåde til forudgående undersøgelse og forhandling om visse administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som medlemsstaterne påtænker at udstede på transportområdet

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 75,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg og fra Det Europæiske Parlament, og

ud fra følgende betragtninger:

Med henblik på virkeliggørelse af traktatens mål inden for rammerne af en fælles transportpolitik, bør der indføres en fremgangsmåde til forudgående undersøgelse og forhandling om visse bestemmelser, som medlemsstaterne påtænker at udstede på transportområdet;

en sådan fremgangsmåde er en hensigtsmæssig foranstaltning med henblik på at lette et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen til virkeliggørelse af traktatens mål og i fremtiden undgå, at medlemsstaternes transportpolitik udvikler sig i forskellige retninger;

en sådan fremgangsmåde har desuden til formål at lette den gradvise indførelse af en fælles transportpolitik,

UDSTEDT FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Såfremt en medlemsstat påtænker at udstede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der i væsentlig grad vil kunne berøre gennemførelsen af den fælles transportpolitik på jernbane-, landevejs- og vandvejstransportens område, meddeler den i god tid Kommissionen dette skriftligt og underretter samtidig de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 2

1. Kommissionen retter inden tredive dage efter modtagelsen af den i artikel 1 nævnte meddelelse, en udtalelse eller en henstilling til medlemsstaten; den giver samtidig de øvrige medlemsstater underretning herom.

2. Hver medlemsstat kan over for Kommissionen fremsætte sine bemærkninger vedrørende de pågældende bestemmelser; den meddeler dem samtidig til de øvrige medlemsstater.

3. Såfremt en medlemsstat anmoder derom, eller Kommissionen anser det for formålstjenligt, foranstalter denne en forhandling med alle medlemsstaterne om de pågældende bestemmelser. Denne forhandling kan i det i stk. 4, omhandlede tilfælde finde sted efterfølgende inden for tredive dage.

4. Kommissionen kan nedsætte den i stk. 1 fastsatte frist på anmodning af medlemsstaten eller med dens samtykke forlænge den. Fristen skal nedsættes til ti dage, hvis medlemsstaten erklærer, at de bestemmelser, den påtænker at udstede, er af hastende karakter. Nedsættes eller forlænges fristen, underretter Kommissionen medlemsstaterne herom.

5. Medlemsstaten sætter først de pågældende bestemmelser i kraft, efter at den i stk. 1 eller 4, fastsatte frist er udløbet, eller efter at Kommissionen har afgivet sin udtalelse eller henstilling, undtagen i yderst hastende tilfælde, der kræver medlemsstatens øjeblikkelige indgriben.

I dette tilfælde underretter medlemsstaten straks Kommissionen derom, og den i nærværende artikel fastsatte fremgangsmåde gennemføres efterfølgende inden for en frist på tredive dage fra underretningens modtagelse.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. marts 1962.

På Rådets vegne

M . COUVE DE MURVILLE

Formand

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A023%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

27. marts 1962 (EFT 1962 P 31 side 1011)

UDTALELSE om udkastet til forordning om social sikring af grænsearbejdere

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- hørt af Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (dok. 127/1961-1962),

- har noteret sig de forslag, der er udarbejdet af Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i dokument V/COM (61) 175 endelig. - Bilag II,

- efter at have taget rapporten fra det kompetente udvalg til efterretning (dok. 3/1962-1963),

godkender udkastet til forordning foreslået af Kommissionen om social sikring af grænsearbejdere (se bilag);

insisterer dog på, at der tages hensyn til de bemærkninger, der udtrykkeligt er fremsat i Det Sociale Udvalgs betænkning, og til de tilføjelser, det ønsker foretaget;

pålægger sin formand at sende denne udtalelse og Socialudvalgets betænkning til Rådet og Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

BILAG

Udkast til forordning om social sikring af grænsearbejdere

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB

under henvisning til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 51;

under henvisning til forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, særlig artikel 4, stk. 7,

under henvisning til forordning nr. 4 om de nærmere regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring;

under henvisning til forslag fra Kommissionen;

I henhold til artikel 4, stk. 3, i ovennævnte forordning nr. 3 finder bestemmelserne i denne forordning ikke anvendelse på grænsearbejdere, for så vidt de ydelser, de har ret til, er omfattet af særlige bestemmelser i en overenskomst om social sikring som omhandlet i artikel 1, litra c), i forordning nr. 3;

i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 3 finder de i bilag C anførte bestemmelser i nævnte forordning ikke anvendelse på grænsearbejdere, der er beskæftiget i den i nævnte bilag nævnte medlemsstat, eller som er statsborgere i denne medlemsstat eller statsløse eller flygtninge, der er bosat i nævnte stat og beskæftiget i en anden medlemsstat;

Rådet har i artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3 besluttet at vedtage en senere forordning om særlige bestemmelser for grænsearbejdere, hvis ikrafttræden vil indebære ophævelse af ovennævnte artikel 4, stk. 3 og 4, i forordning nr. 3;

de almindelige bestemmelser i forordning nr. 3 og nr. 4 samt de deri indeholdte bestemmelser om invaliditet, alderdom og død (pensioner) samt ydelser ved dødsfald finder anvendelse på grænsearbejdere, uden at det er nødvendigt at supplere dem;

der er behov for særlige bestemmelser ud over dem, der er fastsat i forordning nr. 3 og nr. 4, for at fastlægge den lovgivning, der skal anvendes i forbindelse med sygdom og moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme, arbejdsløshed og familieydelser, på grund af grænsearbejdernes særlige situation som følge af deres bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor de er beskæftiget;

Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab har erklæret, at den ordning, der er fastsat i denne forordning, kan træde i stedet for den ordning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab;

HAR VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Ved anvendelsen af denne forordning gælder følgende

a) »forordning nr. 3«: Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordning nr. 3 af 25. september 1958 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 16. december 1958;

b) »forordning nr. 4«: Rådets forordning nr. 4 af 3. december 1958 om regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 16. december 1958;

c) Ved »grænsearbejder« forstås en arbejdstager eller en person, der sidestilles hermed, som under bevarelse af sin bopæl i en af de medlemsstater, hvortil han i princippet vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen, er beskæftiget i en anden medlemsstat; bestemmelserne i artikel 1, litra k), i forordning nr. 3 ophæves.

Artikel 2

1. Bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse på grænsearbejdere, der er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af medlemsstaterne eller statsløse eller flygtninge, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

2. Endvidere finder bestemmelserne i denne forordning anvendelse på efterladte efter grænsearbejdere, der har været omfattet af en eller flere medlemsstaters lovgivning, uanset disse arbejdstageres nationalitet, når de efterladte er statsborgere i en af medlemsstaterne eller er statsløse eller flygtninge med bopæl i en af medlemsstaterne.

Artikel 3

Bestemmelserne i forordning nr. 3 og nr. 4 finder anvendelse på personer, der er omfattet af denne forordning, hvis bestemmelserne i denne forordning ikke afviger herfra.

Artikel 4

1. Bestemmelserne i denne forordning træder, for så vidt angår de personer, som den finder anvendelse på, i stedet for de bestemmelser, der gælder for grænsearbejdere i henhold til en overenskomst om social sikring indgået mellem medlemsstaterne. Bestemmelserne i sådanne overenskomster, som opføres i et bilag, der udarbejdes ved en senere rådsforordning, der vedtages inden seks måneder efter offentliggørelsen af denne forordning på forslag af Kommissionen, finder dog fortsat anvendelse.

2. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 3 finder anvendelse på de ændringer, der skal foretages i det i foregående stykke omhandlede bilag.

3. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, litra c) og d), i forordning nr. 3 ophæves. Henvisningen til artikel 6, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3, som findes i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 4, udgår.

4. Hver medlemsstat underretter formanden for Den Administrative Kommission om enhver aftale om social sikring af grænsearbejdere, der indgås mellem den og et land, der ikke er en medlemsstat.

AFSNIT II

BESTEMMELSER OM, HVILKEN LOVGIVNING DER FINDER ANVENDELSE

Artikel 5

Bestemmelserne i artikel 13, litra a), i forordning nr. 3 finder anvendelse på grænsearbejdere, selv om de ikke er bosat i den medlemsstat, hvor den virksomhed, som de normalt er knyttet til, er beliggende.

AFSNIT III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Kapitel I

Sygdom og moderskab

Artikel 6

1. Kontantydelser, som grænsearbejdere har ret til, udbetales til dem af den kompetente institution, som om de var bosat i det kompetente land. De udbetales enten i dette land eller, efter anmodning fra modtageren, ved international postanvisning på dennes bopælssted.

2. Efter anmodning fra den kompetente institution kan de i foregående stykke omhandlede ydelser dog udbetales af bopælsstedets institution for den kompetente institutions regning; i så fald underretter den kompetente institution bopælsstedets institution om ydelsernes størrelse og om den eller de datoer, hvor de skal udbetales, samt om den maksimale periode, for hvilken ydelserne kan udbetales.

Artikel 7

1. De naturalydelser, som en grænsearbejder har ret til, udredes af bopælsstedets institution til ham og hans familiemedlemmer, som om han var medlem af denne institution; omfanget, varigheden og betingelserne for udredelse af disse ydelser fastsættes efter den lovgivning, der gælder for bopælsstedets institution.

2. De i foregående stykke omhandlede ydelser kan af den kompetente institution i det kompetente land udredes til en grænsearbejder og hans familiemedlemmer, som om de var bosat i dette land; de kan dog kun udredes til hans familiemedlemmer:

a) i nødsituationer,

b) i andre tilfælde efter aftale mellem de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater eller, hvis dette ikke er muligt, efter forudgående tilladelse fra den kompetente institution.

3. Såfremt der i den lovgivning, der gælder for en af de i de foregående stykker nævnte institutioner, er fastsat en maksimumsperiode for tilkendelse af ydelser, kan denne institution i givet fald tage hensyn til den periode, i hvilken der er udredt ydelser fra den anden institution i tilfælde af samme sygdom eller moderskab.

4. Lægemidler, bandager, briller og småhjælpemidler må kun udleveres i den medlemsstat, hvor de er ordineret af lægen, og i overensstemmelse med denne stats lovgivning; det samme gælder for laboratorieanalyser og -undersøgelser.

5. Bortset fra særlige tilfælde, der er aftalt mellem den kompetente institution og institutionen på bopælsstedet, skal naturalydelser ved barsel udredes fuldt ud af institutionen i det land, hvor indlæggelsen finder sted.

6. Bopælsstedets institutions tildeling af proteser, større hjælpemidler og andre større naturalydelser, hvis liste er udarbejdet af Den Administrative Kommission, skal, undtagen i absolut hastende tilfælde, godkendes af den kompetente institution.

7. Når en grænsearbejders familiemedlemmer har ret til naturalydelser i bopælslandet for egen regning eller for en af deres regning, finder bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel ikke anvendelse på dem.

Artikel 8

1. For at få udbetalt de kontantydelser, der er omhandlet i artikel 6 i denne forordning, skal en grænsearbejder, der er uarbejdsdygtig i sit bopælsland, indgive en ansøgning direkte til den kompetente institution inden for tre dage:

a) en meddelelse om arbejdsophør i en form, der er fastsat af Den Administrative Kommission, eller, hvis den lovgivning, der anvendes af den kompetente institution, foreskriver det, en attest for uarbejdsdygtighed udstedt af den behandlende læge;

b) En attest i en form, der er fastsat af Den Administrative Kommission, udstedt af bopælsstedets institution med angivelse af datoen for den modtagne behandling og den sandsynlige varighed af hviletiden;

c) Alle andre nødvendige dokumenter i henhold til den lovgivning, der anvendes af den kompetente institution, under hensyntagen til arten af de ydelser, der ansøges om.

2. Derudover gælder følgende bestemmelser;

a) Institutionen på bopælsstedet skal foretage lægelig og administrativ kontrol af grænsearbejderen, som om denne var dens egen forsikringstager, og skal underrette den kompetente institution om resultaterne.

b) Når bopælsstedets institution konstaterer, at grænsearbejderen er i stand til at genoptage sit arbejde, meddeler den ham datoen for genoptagelse af arbejdet og sender straks en kopi af denne meddelelse til den kompetente institution. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra den dato, som bopælsstedets institution har fastsat for genoptagelse af arbejdet.

c) Når den kompetente institution på grundlag af de oplysninger, den har modtaget, beslutter, at grænsearbejderen er i stand til at genoptage sit arbejde, anmoder den bopælsstedets institution om at underrette arbejdstageren om sin beslutning. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra den dag, der følger efter den dato, hvor arbejdstageren blev underrettet om den kompetente institutions afgørelse.

d) Hvis der i samme tilfælde fastsættes to forskellige datoer af henholdsvis bopælsstedets institution og den institution, der er kompetent med hensyn til genoptagelse af arbejdet, er det den dato, der er fastsat af den kompetente institution, der er gældende.

e) Når grænsearbejderen genoptager sit arbejde, underretter han den kompetente institution herom ved hjælp af en attest i en form, der er fastlagt af Den Administrative Kommission.

3. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter fælles overenskomst fastsætte andre gennemførelsesbestemmelser, som skal vurderes af Den Administrative Kommission.

Artikel 9

1. For at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet i henhold til artikel 7, stk. 1, i denne forordning for sig selv og sine familiemedlemmer skal grænsearbejderen lade sig registrere hos bopælsstedets institution ved at fremlægge følgende dokumentation:

a) En attest i en form, der er fastsat af Den Administrative Kommission, udstedt af den kompetente institution, og som fastslår hans og hans familiemedlemmers ret til naturalydelser. Hvis grænsearbejderen ikke fremviser denne attest, kontakter bopælsstedets institution den kompetente institution for at få den. Denne attest forbliver gyldig, så længe den kompetente institution ikke har underrettet bopælsstedets institution om, at den er blevet annulleret;

b) Den dokumentation, der normalt kræves i henhold til lovgivningen i bopælslandet for tildeling af naturalydelser til arbejdstagere eller personer, der behandles som sådanne, og til deres familiemedlemmer.

2. Desuden finder følgende bestemmelser anvendelse på bopælsstedets institutions udbetaling af naturalydelser i henhold til artikel 7, stk. 1, i denne forordning:

a) I tilfælde af hospitalsindlæggelse underretter bopælsstedets institution senest tre dage efter at have fået kendskab hertil den kompetente institution om datoen for indlæggelsen på et hospital eller en anden medicinsk institution og om den forventede varighed af indlæggelsen. Ved udskrivning fra hospitalet eller en anden medicinsk institution underretter bopælsstedets institution den kompetente institution om udskrivningsdatoen inden for samme frist.

b) For at opnå den tilladelse, der er nødvendig for tilkendelse af de i artikel 7, stk. 6, i denne forordning omhandlede ydelser, indgiver bopælsstedets institution en anmodning til den kompetente institution. Hvis disse ydelser i absolut hastende tilfælde er blevet udbetalt uden tilladelse fra den kompetente institution, underretter bopælsstedets institution straks denne institution herom.

c) Bopælsstedets institution skal regelmæssigt, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra den kompetente institution, lade modtageren undersøge for at fastslå, om der faktisk ydes regelmæssig lægehjælp. Den er forpligtet til at foretage disse undersøgelser og straks underrette den kompetente institution om resultaterne. Den kompetente institutions overtagelse af ansvaret for lægebehandling er underlagt overholdelse af disse regler.

3. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter fælles overenskomst fastsætte andre gennemførelsesbestemmelser, som skal vurderes af Den Administrative Kommission.

Artikel 10

1. Uanset at grænsearbejderen og hans familiemedlemmer ikke har bopæl i det kompetente land, finder bestemmelserne i artikel 19 i forordning nr. 3 og artikel 17-21 i forordning nr. 4 anvendelse på dem, når de midlertidigt opholder sig i eller flytter deres bopæl til en anden medlemsstat end det kompetente land og det land, hvor grænsearbejderen har bopæl.

2. Når en grænsearbejders familiemedlemmer flytter deres bopæl fra det land, hvor arbejdstageren er bosat, til det kompetente land, efter at risikoen for sygdom eller moderskab er indtrådt, modtager de ydelser i henhold til lovgivningen i sidstnævnte land. Hvis der i den lovgivning, som den kompetente institution anvender, er fastsat en maksimumsperiode for tilkendelse af ydelser, kan der tages hensyn til den periode med ydelser, der er tilbagelagt umiddelbart før flytningen af bopælen for det samme tilfælde af sygdom eller moderskab.

Artikel 11

Bestemmelserne i artikel 20 i forordning nr. 3 og i artikel 22 og 23 i forordning nr. 4 finder anvendelse på en grænsearbejders familiemedlemmer, når de er bosat i en anden medlemsstat end det land, hvor arbejdstageren selv er bosat.

Artikel 12

1. Ydelser, der i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 3 udbetales til en pensionist, en tidligere grænsearbejder eller en efterladt efter en grænsearbejder samt til dennes familiemedlemmer, påhviler den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning grænsearbejderen har tilbagelagt den længste forsikringsperiode, hvis han har været beskæftiget i denne egenskab i mindst fire på hinanden følgende måneder inden for de tolv måneder, der går forud for datoen for pensionens påbegyndelse eller dødsfaldet; hvis de nævnte ydelser i henhold til denne regel skal udbetales af flere institutioner, skal de udbetales af den institution, som grænsearbejderen sidst var tilknyttet.

2. Ydelser, der i henhold til artikel 22, stk. 6, i forordning nr. 3 udbetales til en pensionist, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i nævnte forordning, eller til et af hans familiemedlemmer under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end hans bopælsland, hvor ingen af de institutioner, der er ansvarlige for hans pensioner, er beliggende, påhviler den i foregående stykke omhandlede institution, hvis betingelserne i dette stykke er opfyldt.

Artikel 13

1. For så vidt angår naturalydelser, der udredes i henhold til artikel 7, stk. 1, i denne forordning, er den kompetente institution forpligtet til at refundere den institution, der har udredt dem, udgifterne i forbindelse med disse ydelser.

2. For så vidt angår de i den foregående artikel omhandlede naturalydelser, der udredes af en anden institution end den, der er ansvarlig for at udrede dem, er sidstnævnte institution forpligtet til at refundere udgifterne i forbindelse med disse ydelser til den institution, der har udredt dem.

3. Udgifterne til de i de foregående stykker i denne artikel omhandlede ydelser refunderes på grundlag af deres faktiske beløb, således som de fremgår af de pågældende institutioners regnskaber.

4. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter fælles overenskomst og eventuelt efter anmodning fra institutionerne, hvis en sådan anmodning er påkrævet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, fastsætte andre metoder til fastsættelse af udgifterne til de i denne artikels stk. 1 og 2 omhandlede ydelser, navnlig i form af faste beløb. De indgåede aftaler meddeles Den Administrative Kommission.

5. Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, hvor den institution, der har udredt naturalydelserne, er beliggende, i tilfælde af anvendelse af stk. 3 bestemmer, at visse naturalydelser skal refunderes på grundlag af faste satser for en person, der ikke er bosat inden for den kompetente institutions område i denne stat, og som modtager naturalydelser til udgift for denne institution fra institutionen på sit bopælssted på samme stats område, finder disse faste satser anvendelse på de refusioner, der skal foretages til institutionerne i den nævnte medlemsstat.

6. Bestemmelserne i artikel 23, stk. 4 og 5, og artikel 43, litra d), i forordning nr. 3 og i artikel 73, stk. 3, og artikel 77-82 i forordning nr. 4 finder anvendelse på de refusioner, der er omhandlet i de foregående stykker i nærværende artikel; med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i artikel 81 i forordning nr. 4 på ovennævnte refusioner erstatter det bilag, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i nærværende forordning, bilag 6 til forordning nr. 4.

7. Med henblik på udøvelsen af det ansvar, der påhviler den i henhold til artikel 78 i forordning nr. 4, kan Den Administrative Kommission dog efter anmodning fra de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater overlade det til de tekniske udvalg, der er nedsat ved aftaler, som er indgået eller skal indgås mellem dem, at forberede arbejdet i det revisionsudvalg, der er omhandlet i artikel 78, stk. 4, i nævnte forordning.

Kapitel 2

Arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Artikel 14

Bestemmelserne i artikel 6 og 8 i denne forordning finder anvendelse på kontantydelser, bortset fra pensioner, som en grænsearbejder, der har været udsat for en arbejdsulykke eller har pådraget sig en erhvervssygdom, kan gøre krav på.

Artikel 15

1. Bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, 2, 4 og 6, og artikel 9, stk. 2 og 3, i denne forordning finder anvendelse på naturalydelser, som en grænsearbejder, der har været udsat for en arbejdsulykke eller har pådraget sig en erhvervssygdom, har ret til.

2. Når de i denne artikels stk. 1 omhandlede naturalydelser udredes i bopælslandet i henhold til bestemmelserne i denne forordnings artikel 7, stk. 1, finder følgende bestemmelser ligeledes anvendelse:

a) Hvis der ikke findes nogen forsikring mod arbejdsulykker eller erhvervssygdomme i grænsearbejderens bopælsland, eller hvis en sådan forsikring findes, men ikke indeholder bestemmelser om institutioner, der skal udrede naturalydelser, skal disse ydelser udredes af den institution på bopælsstedet, der er ansvarlig for udredelse af naturalydelser i tilfælde af sygdom;

b) Såfremt lovgivningen gør udbetaling af naturalydelser helt gratis betinget af, at den berettigede gør brug af den af arbejdsgiveren organiserede lægetjeneste, anses de naturalydelser, der udredes af bopælsstedets institution, for at være udredt af en sådan lægetjeneste;

c) Såfremt det kompetente lands ordning for erstatning for arbejdsskader ikke har karakter af en lovpligtig forsikring, anses bopælsstedets institutions tilkendelse af naturalydelser for at være sket efter anmodning fra den kompetente institution.

3. For i sit bopælsland at få udbetalt de i stk. 1 omhandlede naturalydelser skal grænsearbejderen henvende sig til bopælsstedets institution:

a) En attest i en form, der er fastsat af Den Administrative Kommission, udstedt af den kompetente institution, som godtgør hans ret til ovennævnte ydelser;

b) En meddelelse om modtagelse af anmeldelsen af arbejdsulykke eller erhvervssygdom udstedt af den kompetente institution.

Hvis han ikke fremlægger disse dokumenter, kontakter bopælsstedets institution den kompetente institution for at få dem.

4. Lægeattester udstedt i bopælslandet sendes af bopælsstedets institution til den kompetente institution. I tilfælde af en ulykke skal den attest, der registrerer helbredelsen eller konsolideringen af skaden, indeholde oplysninger om de endelige konsekvenser af ulykken og give en detaljeret beskrivelse af offerets tilstand. De relevante gebyrer betales af bopælsstedets institution i overensstemmelse med den takst, der anvendes af denne institution, men for den kompetente institutions regning.

5. Når grænsearbejderen i sit bopælsland modtager de i stk. 1 omhandlede naturalydelser, underretter den kompetente institution bopælsstedets institution om afgørelsen om fastsættelse af datoen for skadens godtgørelse eller konsolidering samt om afgørelsen om tilkendelse af pension.

6. Bestemmelserne i denne forordnings artikel 13, stk. 1 og 3-7, finder anvendelse på refusion af de i denne artikels stk. 1 omhandlede naturalydelser, når sådanne ydelser er blevet udredt i bopælslandet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordnings artikel 7, stk. 1, og på refusion af de i denne artikels stk. 4 omhandlede gebyrer.

Artikel 16

1. Ulykker, der rammer grænsearbejdere mellem deres bopæl og grænsen under den normale rejse fra deres bopæl til deres arbejdssted eller omvendt, skal i forbindelse med det kompetente lands lovgivning behandles som arbejdsulykker, der indtræffer på sidstnævnte lands område.

2. Hvis det i det i foregående stykke omhandlede tilfælde er nødvendigt at foretage en undersøgelse i bopælslandet uafhængigt af den retlige undersøgelse, der foretages i det kompetente land, udpeger den kompetente institution en undersøgelsesleder til dette formål og underretter myndighederne i bopælslandet herom. Bopælslandets myndigheder bistår med undersøgelsen og tilsynet på bopælslandets område; de udpeger navnlig en person, der skal bistå undersøgelseslederen med henblik på at lette gennemgangen af journaler og alle dokumenter vedrørende ulykken.

Artikel 17

1. Såfremt det i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at udgifterne til transport af skadelidte til dennes hjem, til hospitalet eller til begravelsesstedet skal afholdes, skal disse udgifter afholdes uden hensyn til, om rejsen foretages på det kompetente lands område eller på bopælslandets område; dog skal afholdelsen af disse udgifter på bopælslandets område begrænses til udgifterne til en rejse på 50 km.

2. De i stk. 1 omhandlede udgifter godtgøres af den kompetente institution direkte til offeret eller de personer, som offeret har forsørgerpligt over for, i overensstemmelse med bestemmelserne i den lovgivning, som denne institution anvender.

Kapitel 3

Arbejdsløshed

Artikel 18

1. En grænsearbejder, der er helt arbejdsløs, har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er bosat, som om han senest havde været beskæftiget i denne stat; i så fald anses institutionen på bopælsstedet for at være den kompetente institution ved anvendelsen af artikel 33, stk. 1, 2, 3 og 5, og artikel 34 i forordning nr. 3 samt artikel 62-65 i forordning nr. 4. Ydelserne udbetales af bopælsstedets institution.

2. En grænsearbejder, der er delvis eller tilfældigt arbejdsløs i den virksomhed, hvor han er beskæftiget, har ret til de ydelser, der er fastsat i sådanne tilfælde, i overensstemmelse med lovgivningen i det kompetente land, som om han var bosat i dette land. Ydelserne udbetales af den kompetente institution.

3. Bestemmelserne i artikel 35, 37 og 38 i forordning nr. 3 og i artikel 66 i forordning nr. 4 finder anvendelse på en grænsearbejder, der efter at have erhvervet ret til ydelser i henhold til stk. 1 i denne artikel flytter sin bopæl til en anden medlemsstat end det seneste beskæftigelsesland; i dette tilfælde betragtes institutionen på bopælsstedet som den kompetente institution ved anvendelse af bestemmelserne i artikel 35 og som institutionen i det seneste beskæftigelsesland ved anvendelse af bestemmelserne i artikel 37.

4. Bestemmelserne i artikel 33, stk. 4, og artikel 36 i forordning nr. 3 finder ikke anvendelse på grænsearbejdere.

Kapitel 4

Familietillæg

Artikel 19

Den frist, der følger af artikel 40, stk. 5, i forordning nr. 3, finder ikke anvendelse på grænsearbejdere.

Artikel 20

1. Hvis en grænsearbejder i samme kalendermåned har været beskæftiget i to medlemsstater, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a) De familietillæg, som en sådan arbejdstager har ret til i henhold til lovgivningen i hver af disse stater, svarer til det antal dagpenge, der skal udbetales i henhold til den pågældende lovgivning. Hvis en af disse lovgivninger indeholder bestemmelser om ydelse af månedlige ydelser, ydes der en seksogtyvendedel af de månedlige ydelser i henhold til denne lovgivning for hver arbejdsdag i den pågældende stat.

b) Såfremt familietillæggene er udbetalt forud af en af de kompetente institutioner, fordeles beløbet mellem de nævnte institutioner.

2. I det i foregående stykke omhandlede tilfælde finder bestemmelserne i artikel 9, stk. 5, i forordning nr. 4 ikke anvendelse.

Artikel 21

En grænsearbejder, der i henhold til artikel 18, stk. 1 eller 2, i denne forordning modtager arbejdsløshedsunderstøttelse efter en medlemsstats lovgivning, har ret til de familietillæg, der i tilfælde af arbejdsløshed er fastsat i denne stats lovgivning, under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 40, stk. 1-4, i forordning nr. 3.

AFSNIT IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 22

De forskellige bestemmelser i afsnit IV i forordning nr. 3 om anvendelse, gennemførelse og fortolkning af nævnte forordning finder også anvendelse på anvendelse, gennemførelse og fortolkning af nærværende forordning.

Artikel 23

1. Denne forordning giver ikke ret til udbetaling af ydelser for et tidsrum, der ligger forud for datoen for dens ikrafttræden.

2. Enhver forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode og i givet fald enhver beskæftigelsesperiode eller dermed ligestillet periode eller enhver bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning inden datoen for denne forordnings ikrafttræden, skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om der er ret til ydelser efter bestemmelserne i denne forordning.

3. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 1 skal en ydelse udbetales i henhold til denne forordning, selv om den vedrører en begivenhed, der ligger forud for datoen for forordningens ikrafttræden. Med henblik herpå skal enhver ydelse, som ikke er blevet udbetalt, eller som er blevet stillet i bero på grund af den pågældendes bopæl eller den begivenhed, der giver ret til ydelsen, i en anden medlemsstat end det land, hvor den institution, der er ansvarlig for udbetalingen, er beliggende, på den pågældendes anmodning udbetales eller genoptages med virkning fra denne forordnings ikrafttræden, forudsat at de tidligere udbetalte rettigheder ikke har givet anledning til udbetaling af et engangsbeløb.

4. Bestemmelserne i medlemsstaternes lovgivning om fortabelse eller forældelse af rettigheder, der følger af anvendelsen af foregående stykke, kan ikke gøres gældende over for de pågældende personer, hvis den i foregående stykke omhandlede anmodning fremsættes inden for to år efter denne forordnings ikrafttræden. Såfremt anmodningen fremsættes efter udløbet af dette tidsrum, erhverves den ret til ydelser, som ikke er bortfaldet eller forældet, fra datoen for fremsættelsen af anmodningen, medmindre gunstigere bestemmelser i en medlemsstats lovgivning finder anvendelse.

Artikel 24

Med hensyn til denne forordning udøver Den Administrative Kommission de beføjelser, der er tillagt den ved forordning nr. 3 og nr. 4 og ved nærværende forordning, fra offentliggørelsen af sidstnævnte.

Artikel 25

Denne forordning træder i kraft på samme dato som den i artikel 4, stk. 1, omhandlede forordning.

Artikel 24 træder dog i kraft på dagen for offentliggørelsen af nærværende forordning.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

27. marts 1962 (EFT 1962 P 31 side 1019)

UDTALELSE om udkastet til forordning om social sikring af sæsonarbejdere

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- hørt af Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (dok. 127/1961-1962),

- som har noteret sig de forslag, der er udarbejdet af Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i dokument V/COM(61) 175 endelig - bilag III -,

- efter at have noteret sig rapporten fra det kompetente udvalg (dok. 4/1962-1963),

pålægger sin formand at sende Socialudvalgets betænkning til Rådet og Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab,

sammenfatter sin udtalelse i følgende ændringsforslag til forslaget fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab:

Udkast til forordning om social sikring af sæsonarbejdere

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

under henvisning til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 51;

under henvisning til forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, særlig artikel 4, stk. 7

under henvisning til forordning nr. 4 om de nærmere regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring;

under henvisning til forslag fra Kommissionen;

I henhold til artikel 4, stk. 3, i ovennævnte forordning nr. 3 finder bestemmelserne i denne forordning ikke anvendelse på sæsonarbejdere, for så vidt de ydelser, som de har ret til, er omfattet af særlige bestemmelser i en overenskomst om social sikring som omhandlet i artikel 1, litra c), i forordning nr. 3;

i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 3 finder de i bilag C anførte bestemmelser i nævnte forordning ikke anvendelse på sæsonarbejdere, der er beskæftiget i den i bilaget nævnte medlemsstat, eller som er statsborgere i denne medlemsstat eller statsløse eller flygtninge, der er bosiddende i denne stat og beskæftiget i en anden medlemsstat;

Rådet har i artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3 besluttet at vedtage en senere forordning om særlige bestemmelser for sæsonarbejdere, hvis ikrafttræden vil medføre ophævelse af ovennævnte artikel 4, stk. 3 og 4, i forordning nr. 3;

de almindelige bestemmelser i forordning nr. 3 og nr. 4 og de deri fastsatte bestemmelser om invaliditet, alderdom og dødsfald (pensioner) samt om ydelse ved dødsfald finder anvendelse på sæsonarbejdere, uden at der er behov for at supplere dem;

der er behov for særlige bestemmelser ud over dem, der er fastsat i forordning nr. 3 og 4, for så vidt angår sygdom og moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme, arbejdsløshed og familietillæg på grund af sæsonarbejdernes særlige situation, idet de ikke flytter deres bopæl til den medlemsstat, hvor de er beskæftiget i en begrænset periode;

Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab har erklæret, at den ordning, der er fastsat i denne forordning, kan træde i stedet for den ordning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab;

HAR VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Med henblik på anvendelsen af denne forordning:

a) »Forordning nr. 3«: Rådets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 16. december 1958;

b) »Forordning nr. 4«: Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordning nr. 4 af 3. december 1958 om regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 16. december 1958;

c) Ved »sæsonarbejder« forstås en arbejdstager, der rejser til en af medlemsstaterne for at arbejde der for en eller flere arbejdsgivere i dette land som lønmodtager eller i en lignende stilling i en bestemt periode på mindre end 12 måneder uden at flytte sin bopæl dertil; bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3 ophæves.

d) Udtrykket »bopælsland« betyder den medlemsstat, hvor sæsonarbejderen er bosiddende.

Artikel 2

1. Bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse på sæsonarbejdere, der er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af medlemsstaterne, eller som er statsløse eller flygtninge, der har bopæl i en af medlemsstaterne, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

2. Endvidere finder bestemmelserne i denne forordning anvendelse på efterladte efter sæsonarbejdere, der har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, uanset disse arbejdstageres nationalitet, når de efterladte er statsborgere i en af medlemsstaterne eller er statsløse eller flygtninge med bopæl i en af medlemsstaterne.

Artikel 3

Bestemmelserne i forordning nr. 3 og nr. 4 finder anvendelse på personer, der er omfattet af denne forordning, hvis bestemmelserne i denne forordning ikke afviger herfra.

Artikel 4

1. Bestemmelserne i denne forordning træder, for så vidt angår de personer, som den finder anvendelse på, i stedet for de bestemmelser, der gælder for sæsonarbejdere i henhold til en overenskomst om social sikring indgået mellem medlemsstaterne. De bestemmelser i sådanne overenskomster, som generelt må anses for gunstigere, eller som har vist sig tilfredsstillende ud fra et administrativt synspunkt, og som er anført i et bilag til denne forordning, der skal vedtages af Rådet på forslag af Kommissionen inden seks måneder efter offentliggørelsen af denne forordning, finder dog fortsat anvendelse.

2. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 3 finder anvendelse på alle ændringer, der skal foretages i det i foregående stykke omhandlede bilag.

3. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, litra c) og d), i forordning nr. 3 ophæves. Henvisningen til artikel 6, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3, som findes i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 4, udgår.

4. Hver medlemsstat underretter formanden for Den Administrative Kommission om enhver aftale om social sikring af sæsonarbejdere, der indgås mellem den og et land, der ikke er en medlemsstat.

AFSNIT II

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Kapitel I

Sygdom og moderskab

Artikel 5

Den periode på en måned, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 3, forlænges til fire måneder for sæsonarbejdere.

Artikel 6

1. De ydelser, som en sæsonarbejder har ret til, udredes af den kompetente institution, som om han var bosat i det kompetente land.

2. En sæsonarbejder, der har ret til ydelser for den kompetente institutions regning, bevarer denne ret, når han vender tilbage til sit bopælsland; sæsonarbejderen skal dog inden sin tilbagevenden indhente tilladelse fra den kompetente institution, der skal tage behørigt hensyn til årsagerne til denne tilbagevenden.

3. Såfremt en sæsonarbejder efter sin tilbagevenden til bopælslandet ikke opfylder betingelserne for ret til ydelser efter lovgivningen i dette land og fortsat har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor han senest var forsikret inden sin tilbagevenden, eller ville have haft ret hertil, hvis han befandt sig i denne stat, modtager han naturalydelser i bopælslandet for den kompetente institutions regning.

4. I de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde udredes naturalydelserne af bopælsstedets institution efter bestemmelserne i den for denne institution gældende lovgivning, navnlig med hensyn til naturalydelsernes omfang og den måde, hvorpå de udredes; dog skal varigheden af udredelsen af disse ydelser være den, der er fastsat i det kompetente lands lovgivning. Såfremt lovgivningen i bopælslandet indeholder bestemmelser om flere syge- og moderskabsforsikringsordninger, anvendes de bestemmelser, der ville have været gældende, hvis sæsonarbejderen senest havde arbejdet i dette land.

5. Bopælsstedets institutions ydelse af proteser, større hjælpemidler og andre naturalydelser af stor betydning i de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde, over hvilke Den Administrative Kommission opstiller en liste, er, undtagen i absolut hastende tilfælde, betinget af den kompetente institutions tilladelse.

6. Kontantydelser udbetales i det i stk. 2 nævnte tilfælde i overensstemmelse med lovgivningen i det kompetente land. Den kompetente institution udbetaler disse ydelser ved international postanvisning og underretter bopælsstedets institution herom. Efter anmodning fra den kompetente institution kan de nævnte ydelser dog udbetales af bopælsstedets institution for den kompetente institutions regning; sidstnævnte underretter da bopælsstedets institution om ydelsernes størrelse, den eller de datoer, hvor de kan udbetales, og den maksimale varighed af deres udbetaling.

Artikel 7

En sæsonarbejder har ret til bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, 3, 5 og 6, i forordning nr. 3 og i artikel 18, stk. 1, 19 og 20, i forordning nr. 4 under rejsen til og fra arbejde ved begyndelsen af den sæson, for hvilken han er ansat, selv om han ikke er bosat i det kompetente land, forudsat at rejseperioden ikke overstiger fire dage i begge retninger. Hvis lovgivningen i det land, hvor den institution, der udbetaler naturalydelser, er beliggende, indeholder bestemmelser om flere syge- og barselsforsikringsordninger, finder de bestemmelser anvendelse, som ville have været gældende, hvis sæsonarbejderen sidst havde arbejdet i det pågældende land.

Artikel 8

1. Den frist, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 3, finder ikke anvendelse på sæsonarbejderens familiemedlemmer.

2. Når en sæsonarbejders familiemedlemmer opholder sig midlertidigt i det kompetente land, modtager de naturalydelser i henhold til dette lands lovgivning. Denne regel gælder også, når familiemedlemmerne i samme tilfælde af sygdom eller moderskab allerede har modtaget ydelser fra institutionerne i den medlemsstat, hvor de er bosat; hvis der i den lovgivning, der finder anvendelse på den kompetente institution, er fastsat en maksimumsperiode for tilkendelse af ydelser, tages der hensyn til den periode, hvor der er modtaget ydelser umiddelbart før afrejsen.

3. Familiemedlemmer, der har ret til ydelser i henhold til bestemmelserne i foregående stykke, bevarer denne ret, når de vender tilbage til bopælslandet. I så fald finder bestemmelserne i artikel 6, stk. 4 og 5, i denne forordning anvendelse på familiemedlemmerne.

Artikel 9

1. For at bevare retten til naturalydelser i bopælslandet i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i denne forordning, skal sæsonarbejderen forelægge bopælsstedets institution en attest efter en model, der er fastsat af Den Administrative Kommission, som giver den kompetente institution tilladelse til at bevare retten til ydelser efter hans tilbagevenden til bopælslandet. Den nævnte institution anfører i givet fald i denne attest den maksimale periode for retten til naturalydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land. Den kompetente institution sender en kopi af denne attest til det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i sæsonarbejderens bopælsland. Den kompetente institution kan efter sæsonarbejderens tilbagevenden og på dennes anmodning udstede attesten, hvis den ikke har kunnet udfærdiges tidligere på grund af force majeure.

2. For at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, i denne forordning, skal sæsonarbejderen forelægge bopælsstedets institution en attest efter en model, der er fastsat af Den Administrative Kommission, og som er udstedt af den kompetente institution, om muligt inden sæsonarbejderen vender tilbage til sit bopælsland, som bevis for, at han har ret til de ovennævnte ydelser. Denne attest angiver især varigheden af den periode, hvor disse ydelser kan udbetales. Hvis sæsonarbejderen ikke fremlægger denne attest, kontakter bopælsstedets institution den kompetente institution for at få den.

3. Følgende bestemmelser gælder også for udbetaling af naturalydelser i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2 og 3, i denne forordning:

a) I tilfælde af hospitalsindlæggelse underretter bopælsstedets institution senest tre dage efter, at den har fået kendskab til hospitalsindlæggelsen, den kompetente institution om datoen for indlæggelsen på et hospital eller en anden lægeinstitution og om den forventede varighed af indlæggelsen. Ved udskrivning fra hospitalet eller en anden medicinsk institution underretter bopælsstedets institution den kompetente institution om udskrivningsdatoen inden for samme frist.

b) For at opnå den tilladelse, der er nødvendig for tilkendelse af de ydelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, i denne forordning, indgiver bopælsstedets institution en anmodning til den kompetente institution. Hvis disse ydelser i absolut hastende tilfælde er blevet udbetalt uden tilladelse fra den kompetente institution, underretter bopælsstedets institution straks denne institution herom.

c) Bopælsstedets institution skal regelmæssigt, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra den kompetente institution, lade modtageren undersøge for at fastslå, om der faktisk ydes regelmæssig lægehjælp. Den er forpligtet til at gennemføre disse undersøgelser og straks underrette den kompetente institution om resultaterne. Den kompetente institutions overtagelse af ansvaret for lægebehandling er betinget af, at disse regler overholdes.

4. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter fælles overenskomst fastsætte andre gennemførelsesbestemmelser, som skal forelægges Den Administrative Kommission til vurdering.

Artikel 10

1. For at bevare retten til kontantydelser i bopælslandet i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i denne forordning, skal sæsonarbejderen straks henvende sig til bopælsstedets institution og, hvis bopælslandets lovgivning foreskriver det, forelægge denne en attest for uarbejdsdygtighed udstedt af den behandlende læge. Han skal også oplyse sin adresse i bopælslandet samt navn og adresse på den kompetente institution. Så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for tre dage efter den dato, hvor sæsonarbejderen henvender sig til institutionen på bopælsstedet, vil denne lade arbejdstageren undersøge af en af sine læger. Lægeerklæringen med angivelse af den sandsynlige varighed af uarbejdsdygtigheden sendes af bopælsstedets institution til den kompetente institution senest tre dage efter datoen for undersøgelsen. Senest otte dage efter, at den kompetente institution har modtaget denne rapport, meddeler denne institution bopælsstedets institution, om sæsonarbejderen har ret til kontantydelser i bopælslandet.

2. Følgende bestemmelser gælder også for udbetaling af kontantydelser i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i denne forordning:

a) Bopælsstedets institution foretager lægelig og administrativ kontrol af sæsonarbejderen, som om denne var dens egen forsikringstager, og underretter den kompetente institution om resultaterne;

b) Når bopælsstedets institution konstaterer, at sæsonarbejderen er i stand til at vende tilbage til arbejdet, meddeler den ham datoen for denne tilbagevenden og sender straks en kopi af denne meddelelse til den kompetente institution. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra den dato, som bopælsstedets institution har fastsat for genoptagelse af arbejdet;

c) Hvis den kompetente institution på grundlag af de oplysninger, den har modtaget, beslutter, at sæsonarbejderen er i stand til at genoptage arbejdet, anmoder den bopælsstedets institution om at underrette arbejdstageren om sin beslutning. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra dagen efter den dato, hvor arbejdstageren er blevet underrettet om den kompetente institutions afgørelse;

d) Hvis bopælsstedets institution og den kompetente institution i samme tilfælde fastsætter to forskellige datoer for genoptagelse af arbejdet, er det den dato, der er fastsat af den kompetente institution, der er gældende.

3. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan ved fælles overenskomst fastsætte andre gennemførelsesordninger, som skal vurderes af Den Administrative Kommission.

Artikel 11

1. I det i denne forordnings artikel 8, stk. 2, omhandlede tilfælde anmoder den kompetente institution om nødvendigt institutionen på bopælsstedet for ethvert familiemedlem, der midlertidigt opholder sig i det kompetente land, om at meddele den oplysninger om den periode, i hvilken der er udredt ydelser umiddelbart forud for det midlertidige ophold.

2. Bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, 3 og 4, i denne forordning finder anvendelse på familiemedlemmer, der vender tilbage til bopælslandet efter at have haft ret til naturalydelser for den kompetente institutions regning under et midlertidigt ophold i det kompetente land.

Artikel 12

1. For så vidt angår naturalydelser, der er udredt i henhold til artikel 6, stk. 2 og 3, og artikel 8, stk. 3, i denne forordning, er den kompetente institution forpligtet til at refundere udgifterne i forbindelse med disse ydelser til den institution, der har udredt dem.

2. Såfremt det i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den institution, der har udredt naturalydelserne, er beliggende, er fastsat, at visse naturalydelser skal refunderes efter faste satser for en person, der ikke er bosat inden for den kompetente institutions område i denne stat, og som modtager naturalydelser til udgift for denne institution fra institutionen på sit bopælssted inden for samme stats område, finder disse satser anvendelse på de refusioner, der skal foretages til institutionerne i den pågældende medlemsstat.

3. Bestemmelserne i artikel 23, stk. 4 og 5, og artikel 43, litra d), i forordning nr. 3 og i artikel 73, stk. 1-4, og artikel 77-82 i forordning nr. 4 finder anvendelse på de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede refusioner; med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i artikel 81 i forordning nr. 4 på ovennævnte refusioner træder det i nærværende forordnings artikel 4, stk. 1, omhandlede bilag i stedet for bilag 6 til forordning nr. 4.

Kapitel 2

Arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Artikel 13

1. Bestemmelserne i artikel 6, 9 og 10 i denne forordning finder anvendelse på naturalydelser og kontantydelser, bortset fra pensioner, som en sæsonarbejder, der har været udsat for en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, kan gøre krav på.

2. Såfremt de i foregående stykke omhandlede naturalydelser udredes i bopælslandet i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 3, i denne forordning, finder følgende bestemmelser ligeledes anvendelse:

a) Hvis der ikke findes nogen forsikring mod arbejdsulykker eller erhvervssygdomme i sæsonarbejderens bopælsland, eller hvis en sådan forsikring findes, men ikke indeholder bestemmelser om institutioner, der skal udrede naturalydelser, skal disse ydelser udredes af den institution på bopælsstedet, der er ansvarlig for udredelse af naturalydelser i tilfælde af sygdom;

b) Såfremt lovgivningen gør udbetaling af naturalydelser helt gratis betinget af, at modtageren gør brug af den af arbejdsgiveren organiserede lægetjeneste, anses de naturalydelser, der udredes af bopælsstedets institution, for at være udredt af en sådan lægetjeneste;

c) Såfremt det kompetente lands ordning for erstatning for arbejdsskader ikke har karakter af en lovpligtig forsikring, anses bopælsstedets institutions tilkendelse af naturalydelser for at være sket efter anmodning fra den kompetente institution.

3. Bestemmelserne i den foregående artikel finder anvendelse på refusion af de i stk. 1 omhandlede naturalydelser, når disse ydelser er blevet udredt i bopælslandet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 3, i denne forordning.

Artikel 14

1. Når en stats lovgivning indeholder bestemmelser om godtgørelse af udgifter til transport af et offer til hans hjem, til et hospital eller til begravelsesstedet, godtgøres disse udgifter uden hensyn til, om rejsen er foretaget på det kompetente lands område, på bopælslandets område eller på andre landes område.

2. De i foregående stykke omhandlede udgifter godtgøres af den kompetente institution direkte til ofret eller de personer, over for hvem ofret har forsørgerpligt, i overensstemmelse med bestemmelserne i den lovgivning, som denne institution anvender.

Kapitel 3

Arbejdsløshed

Artikel 15

1. En sæsonarbejder, der er delvis eller tilfældigt arbejdsløs i den virksomhed, hvor han er beskæftiget, har ret til de ydelser, der er fastsat i sådanne tilfælde i henhold til lovgivningen i det kompetente land, som om han var bosat i dette land.

2. En sæsonarbejder, der bliver arbejdsløs i løbet af den sæson, for hvilken han var ansat, og som vender tilbage til sit bopælsland, har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor han senest har arbejdet; perioden med ret til ydelser kan dog ikke overstige fem måneder regnet fra det tidspunkt, hvor denne ret er opstået.

3. De i foregående stykke omhandlede ydelser udredes af bopælsstedets institution efter de regler, der er fastsat i den for denne institution gældende lovgivning.

4. Bestemmelserne i denne artikels stk. 2 finder ikke anvendelse på ydelser, der kan tilkendes frivilligt arbejdsløse eller arbejdstagere, der er blevet afskediget med rimelig grund på grund af opsigelse af deres arbejdskontrakt.

5. Så længe en arbejdsløs har ret til at gøre brug af bestemmelserne i stk. 2, har han ikke ret til nogen arbejdsløshedsunderstøttelse, som han måtte have krav på i henhold til lovgivningen i sit bopælsland.

6. Bestemmelserne i artikel 33, stk. 5, og artikel 36 i forordning nr. 3 finder ikke anvendelse på de sæsonarbejdere, der er nævnt i stk. 1 og 2 i denne artikel.

7. For så vidt angår de i denne artikels stk. 2 omhandlede ydelser ved arbejdsløshed, er institutionen i det land, hvor den seneste beskæftigelse fandt sted, forpligtet til at refundere den institution, der har udbetalt dem, et beløb svarende til 85 % af det faktiske beløb for disse ydelser. Denne procentsats kan ændres efter fælles overenskomst mellem to medlemsstater.

8. Bestemmelserne i artikel 23, stk. 4 og 5, og artikel 43, litra d), i forordning nr. 3 og i artikel 78, 79 og 80 i forordning nr. 4 finder anvendelse på de refusioner, der er omhandlet i foregående stykke i denne artikel.

Artikel 16

1. For at få udbetalt ydelser i henhold til stk. 2 i den foregående artikel skal den arbejdsløse, så vidt muligt inden han vender tilbage til bopælslandet, over for institutionen på bopælsstedet fremlægge en attest, der er udfærdiget af den kompetente institution, i en form, der fastsættes af Den Administrative Kommission, for at godtgøre sin ret til de nævnte ydelser. Denne attest skal navnlig angive det ydelsesbeløb, der skal udbetales efter lovgivningen i det kompetente land, og den maksimale periode, i hvilken ydelsen kan udbetales i henhold til stk. 2 i den foregående artikel. Hvis den arbejdsløse ikke fremlægger denne attest, anmoder bopælsstedets institution den kompetente institution om at udfærdige og fremsende den nævnte attest.

2. Den kompetente institution kan til enhver tid anmode bopælsstedets institution om at give oplysninger om modtagerens situation, navnlig om hans status som ufrivilligt arbejdsløs og om de job, han er blevet tilbudt.

Artikel 17

1. En sæsonarbejder, der efter at være vendt tilbage til sit bopælsland ved afslutningen af den sæson, i hvilken han var beskæftiget, bliver arbejdsløs i dette land, har ret til de ydelser ved arbejdsløshed, der er fastsat i dette lands lovgivning, som om han havde udøvet sin sidste beskæftigelse dér; i dette tilfælde anses bopælsstedets institution for at være den kompetente institution ved anvendelsen af bestemmelserne i artikel 33, stk. 1, 2, 3 og 5, og artikel 34 i forordning nr. 3 samt artikel 62-65 i forordning nr. 4. Ydelserne udbetales af bopælsstedets institution.

2. Bestemmelserne i artikel 33, stk. 4, og artikel 36 i forordning nr. 3 finder ikke anvendelse på den i foregående stykke omhandlede sæsonarbejder.

Kapitel 4

Familietillæg

Artikel 18

Den frist, der følger af artikel 40, stk. 5, i forordning nr. 3, finder ikke anvendelse på sæsonarbejdere.

Artikel 19

En sæsonarbejder, der i henhold til artikel 15, stk. 1 eller 2, i denne forordning modtager arbejdsløshedsunderstøttelse efter en medlemsstats lovgivning, har ret til de familietillæg, der i tilfælde af arbejdsløshed er fastsat i denne stats lovgivning, under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 40, stk. 1-4, i forordning nr. 3.

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 20

De forskellige bestemmelser i afsnit IV i forordning nr. 3 om anvendelse, gennemførelse og fortolkning af nævnte forordning finder også anvendelse på anvendelse, gennemførelse og fortolkning af nærværende forordning.

Artikel 21

1. Denne forordning giver ikke ret til udbetaling af ydelser for et tidsrum, der ligger forud for datoen for dens ikrafttræden.

2. Enhver forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode og i givet fald enhver beskæftigelsesperiode eller dermed ligestillet periode eller enhver bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning inden datoen for denne forordnings ikrafttræden, skal tages i betragtning ved afgørelsen af retten til ydelser i henhold til bestemmelserne i denne forordning.

3. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 1 skal en ydelse udbetales i henhold til denne forordning, selv om den vedrører en begivenhed, der ligger forud for datoen for forordningens ikrafttræden. Med henblik herpå skal enhver ydelse, der ikke er blevet udbetalt, eller som er blevet stillet i bero på grund af den pågældendes bopæl i en anden medlemsstat end det land, hvor den institution, der er ansvarlig for udbetalingen, er beliggende, på den pågældendes anmodning udbetales eller genoprettes med virkning fra denne forordnings ikrafttræden, forudsat at de tidligere udbetalte rettigheder ikke har givet anledning til udbetaling af et engangsbeløb.

4. Bestemmelserne i medlemsstaternes lovgivning om fortabelse eller forældelse af rettigheder, der følger af anvendelsen af foregående stykke, kan ikke gøres gældende over for de pågældende personer, hvis den i foregående stykke omhandlede anmodning fremsættes inden for to år efter denne forordnings ikrafttræden. Såfremt anmodningen fremsættes efter udløbet af dette tidsrum, erhverves den ret til ydelser, som ikke er bortfaldet eller forældet, fra datoen for fremsættelsen af anmodningen, medmindre gunstigere bestemmelser i en medlemsstats lovgivning finder anvendelse.

Artikel 22

Med hensyn til denne forordning udøver Den Administrative Kommission de beføjelser, der er tillagt den ved forordning nr. 3 og nr. 4 og ved nærværende forordning, fra offentliggørelsen af sidstnævnte.

Artikel 23

Denne forordning træder i kraft på samme dato som den i artikel 4, stk. 1, omhandlede forordning.

Artikel 22 træder dog i kraft på dagen for offentliggørelsen af nærværende forordning.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

28. marts 1962 (EFT 1962 P 31 side 1027)

BESLUTNING om indførelse af ensartede færdselsregler i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- der henviser til den betydelige stigning i den nationale og især den internationale vejtrafik inden for rammerne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab;

- der henviser til den betydelige udvikling af flåden af både erhvervskøretøjer og personbiler;

- der henviser til den foruroligende stigning i antallet af trafikulykker;

- der henviser til den gradvise indførelse af fælles regler på mange økonomiske og sociale områder;

- der henviser til betænkningen fra sit kompetente udvalg;

- der henviser til de menneskelige, politiske og økonomiske interesser, der er forbundet med en harmonisering af færdselsreglerne;

noterer sig med tilfredshed de fremskridt, der allerede er gjort eller vil blive gjort, navnlig af Den Europæiske Transportministerkonference (CEMT), i retning af en harmonisering af færdselsreglerne;

opfordrer medlemsstaternes regeringer til hurtigst muligt at sætte de regler i kraft, der er udarbejdet inden for rammerne af CEMT;

er af den opfattelse, at der bør nedsættes en arbejdsgruppe under Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab med følgende mandat:

- at fortsætte og udvide det arbejde, der er udført af CEMT, for hurtigt at nå frem til en enkelt samlet færdselslov for hele Fællesskabet;

- at harmonisere de tekniske karakteristika for køretøjer i Fællesskabet, især med hensyn til vægt og dimensioner;

- at tilskynde til en fællesskabsindsats inden for trafiksikkerhed og uddannelse af trafikanter, som den fælles informationstjeneste kan knyttes til;

finder det vigtigt, at medlemsstaterne indtager en fælles holdning i de forskellige organer, der beskæftiger sig med trafiksikkerhedsproblemer;

mener, at Kommissionen bør opfordres til at deltage i drøftelserne om trafiksikkerhedsproblemer i disse organer;

mener, at der for at fremme transportsikkerheden i forbindelse med ensretningen af vejtransportbestemmelserne hurtigst muligt bør træffes foranstaltninger vedrørende transport- og hvileperioder, besætningernes størrelse og fysisk egnethed til udførelse af erhvervsmæssig transport;

opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til at intensivere deres bestræbelser på at modernisere vejinfrastrukturen;

er af den opfattelse, at en undersøgelse af de sociale omkostninger ved trafikulykker, som bør offentliggøres bredt, ville være af stor værdi;

mener, at det arbejde, der skal udføres på fællesskabsplan vedrørende færdselsregler, skal tage hensyn til udsigterne til, at andre stater tiltræder Fællesskabet, og til de krav, som transittrafikken gennem tredjelandes område stiller;

pålægger sit kompetente udvalg nøje at følge udviklingen i disse problemer.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

30. marts 1962 (EFT 1962 P 31 side 1034)

UDTALELSE om udkast til dekret om fastlæggelse af generelle principper for gennemførelsen af en fælles erhvervsuddannelsespolitik

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- hørt af Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (dok. 90/1961-1962),

- som har noteret sig de forslag, der er udarbejdet af Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i dokument V/COM (61) 101 endelig udg,

- som har noteret sig rapporten fra sit kompetente udvalg (dok. 5/1962-1963),

pålægger sin formand at sende Socialudvalgets betænkning til Rådet og Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab;

sammenfatter sin udtalelse i følgende ændringsforslag til forslaget fra Kommissionen:

Udkast til dekret om fastlæggelse af generelle principper for gennemførelsen af en fælles erhvervsuddannelsespolitik

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

under henvisning til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 128 sammenholdt med artikel 123,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

Opfyldelsen af medlemsstaternes forpligtelse i henhold til traktatens artikel 104 til at føre en økonomisk politik, der navnlig sikrer opretholdelsen af et højt beskæftigelsesniveau, kræver en tilsvarende indsats for at tilpasse arbejdskraftens erhvervsmæssige kvalifikationer og den sektorielle fordeling af arbejdskraften til de tendenser, der gør sig gældende i den almindelige økonomiske udvikling og i ændringerne i de teknologiske produktionsbetingelser;

med henblik på en fremskyndet gennemførelse af fællesmarkedet og i forbindelse med samordningen af regionalpolitikkerne og den gradvise indførelse af en fælles landbrugspolitik rejser de strukturelle ændringer, der nu finder sted i visse økonomiske sektorer, presserende problemer med hensyn til erhvervsuddannelse og omskoling;

en fælles erhvervsuddannelsespolitik, der i henhold til traktatens artikel 128 kan bidrage til »en harmonisk udvikling af såvel de nationale økonomier som fællesmarkedet«, skal i lyset af traktatens generelle mål og navnlig præamblen og artikel 2 defineres som et instrument, der kan mindske ulighederne mellem de forskellige regioner og de mindst udviklede regioners tilbageståenhed ved hjælp af en mere afbalanceret geografisk fordeling af de produktive aktiviteter;

virkeliggørelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed er i høj grad afhængig af gennemførelsen af en effektiv fælles erhvervsuddannelsespolitik;

den fælles politik, der skal gennemføres, skal omfatte hele erhvervsuddannelsen for alle personer, der skal udøve en erhvervsaktivitet, eller som allerede udøver en sådan, og inden for disse rammer skal der lægges særlig vægt på uddannelse og videreuddannelse af undervisnings- og uddannelsespersonale, tilsynspersonale, mellemledere og ledere samt teknikere på alle niveauer;

gennemførelsen af en fælles erhvervsuddannelsespolitik forudsætter et nært samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen, der bl.a. tager sigte på udveksling af oplysninger og fælles gennemførelse af undersøgelser, forskning og praktiske foranstaltninger det påhviler Kommissionen i overensstemmelse med traktatens generelle mål og i kraft af den kompetence, der er tillagt den ved artikel 155, og den opgave, der er overdraget den ved artikel 118, at sikre et sådant samarbejde og fremme de nødvendige foranstaltninger ved hjælp af passende initiativer, uden at dette berører de mere specifikke opgaver, som Rådet måtte overdrage den i henhold til artikel 121;

gennemførelsen af en fælles erhvervsuddannelsespolitik kræver ud over de foranstaltninger, der skal træffes af medlemsstaterne, også en fælles indsats som f.eks. udvikling og gennemførelse af fælles studieprogrammer og praktiske foranstaltninger på fællesskabsplan;

et nært samarbejde mellem Kommissionen og repræsentanterne for de offentlige og private organer, der i medlemsstaterne er ansvarlige for erhvervsuddannelsesproblemer eller har interesse heri, er en væsentlig faktor for en effektiv gennemførelse af den fælles erhvervsuddannelsespolitik;

HAR FASTLAGT DISSE GENERELLE PRINCIPPER FOR GENNEMFØRELSEN AF EN FÆLLES ERHVERVSUDDANNELSESPOLITIK:

FØRSTE PRINCIP

Ved en fælles erhvervsuddannelsespolitik forstås en gradvis fælles indsats, der omfatter medlemsstaternes aktiviteter, som samordnes efter Fællesskabets retningslinjer, og fællesskabsinstitutionernes initiativer på alle erhvervsuddannelsesområder med henblik på i præamblens ånd og under hensyn til den opgave, der er pålagt Fællesskabet i henhold til artikel 2, at nå de mål, der er fastsat i traktatens artikel 128.

Denne fælles progressive aktion vedrører alle personer, unge og voksne, som på kort eller lang sigt kan blive opfordret til at deltage i en erhvervsaktivitet, og dem, der allerede gør det.

Den omfatter et sammenhængende sæt af planer, programmer, initiativer og projekter, hvis udformning, forberedelse, gennemførelse og kontrol af resultaterne skal være i overensstemmelse med disse generelle principper og med de bestemmelser, der vedtages med henblik på deres anvendelse.

ANDET PRINCIP

Den fælles erhvervsuddannelsespolitik bør søge at nå følgende grundlæggende mål:

a) At skabe de betingelser, der gør det muligt at gennemføre alle personers ret til at modtage en passende erhvervsuddannelse;

b) rettidigt at uddanne den arbejdskraft, som de forskellige økonomiske sektorer har brug for;

c) at gøre den almene uddannelse og erhvervsuddannelsen så bred som muligt, både for at fremme en harmonisk udvikling af personligheden hos hver enkelt person i Fællesskabet og for at opfylde de krav, der følger af den tekniske udvikling, nyskabelser i produktionens tilrettelæggelse og den sociale og økonomiske udvikling;

d) at sætte den enkelte i stand til at erhverve de kundskaber og tekniske færdigheder, der er nødvendige for udøvelsen af en bestemt erhvervsvirksomhed;

e) at fremme det højest mulige uddannelsesniveau, ikke blot teknisk, men også intellektuelt og moralsk, for den enkelte samt de unges fysiske udvikling og samfundsuddannelse, idet det frie skole- og erhvervsvalg respekteres;

f) at undgå enhver unødvendig afbrydelse mellem almen uddannelse og påbegyndelse af erhvervsuddannelse;

g) at sikre løbende uddannelse og videreuddannelse i løbet af arbejdslivet på de forskellige niveauer af erhvervskvalifikationer;

h) at tilvejebringe og stille alle midler til rådighed for den enkelte i overensstemmelse med dennes evner, erhvervede viden og anvendelse i arbejdet, som kan føre til faglig forbedring, enten ved adgang til højere stillinger eller ved omlægning til nye aktiviteter på et højere niveau;

i) at intensivere forbindelserne mellem uddannelse, både almen og erhvervsrettet, og de produktive sektorer, således at erhvervsuddannelsen på den ene side svarer bedre til de faktiske behov i den produktive aktivitet og på den anden side, at økonomiske og faglige organer interesserer sig mere for uddannelsesmæssige problemer og for kulturel og videnskabelig orientering.

DET TREDJE PRINCIP

Ved gennemførelsen af den fælles erhvervsuddannelsespolitik bør der lægges særlig vægt på :

a) den størst mulige udbredelse af erhvervsvejledningen og dens systematiske anvendelse i løbet af den almene uddannelse og erhvervsuddannelsen, hovedsagelig baseret på en grundig undersøgelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, de tilgængelige uddannelsesfaciliteter og de eksisterende beskæftigelsesmuligheder;

b) udarbejdelse af prognoser og skøn, både på nationalt plan og på fællesskabsplan, over de kvantitative og kvalitative behov for manuel og intellektuel arbejdskraft inden for de forskellige produktive aktiviteter;

c) tilvejebringelse af betingelser, der gør det muligt for alle at drage fordel af erhvervsvejlednings- og informationstjenester, selv efter at de har afsluttet en erhvervsuddannelse.

FJERDE PRINCIP

For at sikre gennemførelsen af den fælles erhvervsuddannelsespolitik fremsætter Kommissionen konkrete forslag i form af henstillinger, direktiver eller forordninger, tager ethvert andet passende initiativ, angiver aktionernes prioriterede rækkefølge, overvåger deres udvikling, sikrer deres samordning og kontrollerer deres resultater.

Inden for disse rammer udarbejder Kommissionen fælles programmer for undersøgelser, forskning og praktisk gennemførelse, som medlemsstaterne gennemfører, også efter anmodning fra Kommissionen. Disse programmer er rettet mod både umiddelbare og mere langsigtede mål i både national og fællesskabssammenhæng.

Kommissionen undersøger også tekniske spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af den fælles erhvervsuddannelsespolitik og udarbejder løsninger herpå.

Ved udførelsen af disse opgaver bistås Kommissionen af et rådgivende udvalg for erhvervsuddannelse, der består af et lige stort antal repræsentanter for de kompetente nationale administrationer, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Til behandling af særlige spørgsmål kan Kommissionen opfordre eksperter fra organer med kompetence inden for erhvervsuddannelse og specialister på området til at deltage i udvalgets arbejde.

FEMTE PRINCIP

For at fremme et bedre kendskab til alle data og publikationer vedrørende situationen og udviklingen inden for erhvervsuddannelserne i Fællesskabet og for at fremme ajourføringen af de anvendte undervisningsmidler tager Kommissionen ethvert passende initiativ med henblik på at indsamle, katalogisere, formidle og udveksle alle nyttige oplysninger, dokumentation og undervisningsmidler mellem medlemsstaterne. Den sørger navnlig for systematisk udbredelse af dokumentation vedrørende nyskabelser, der er gennemført eller er ved at blive gennemført. Medlemsstaterne yder på deres side Kommissionen al den bistand og støtte, der er nødvendig for udførelsen af disse forskellige opgaver, herunder navnlig alle relevante oplysninger om situationen og udviklingen i de nationale erhvervsuddannelsessystemer.

SJETTE PRINCIP

Kommissionen udvikler med bistand fra medlemsstaterne alle former for direkte udveksling af erfaringer på erhvervsuddannelsesområdet, der kan gøre det muligt for de ansvarlige for programmerne og for specialisterne i erhvervsuddannelse at få kendskab til og studere de resultater og nyskabelser, der er opnået i de øvrige lande i Fællesskabet.

Denne udveksling sker bl.a. ved hjælp af studieseminarer og programmer for besøg og ophold i erhvervsuddannelsesinstitutioner, uanset om de er skolebaserede eller ej.

SYVENDE PRINCIP

En passende uddannelse af lærere og instruktører, hvis antal og tekniske og pædagogiske kvalifikationer bør øges, bl.a. ved anvendelse af rationelle ansættelseskriterier, er et af de grundlæggende elementer i enhver effektiv erhvervsuddannelsespolitik.

Medlemsstaterne sørger med bistand fra Kommissionen for forbedring og udvikling af uddannelsen af disse personer ved hjælp af passende midler, herunder udbredelse af de mest avancerede undervisningsmetoder, oprettelse af nye centre for uddannelse af instruktører og tilpasning af de eksisterende centre til kravene i den moderne udvikling, etablering af et nært samarbejde mellem disse centre, udveksling af lærere og instruktører og deres ajourføring med den tekniske udvikling og pædagogiske nyskabelser.

Ved udvælgelsen af instruktører skal der tages hensyn til deres erhvervserfaring; denne udvælgelse skal navnlig gøre det muligt gennem passende initiativer som f.eks. særlige tekniske og didaktiske uddannelseskurser at fremme forfremmelsen af særligt kvalificerede arbejdstagere til instruktører.

Der vil ske en gradvis harmonisering af programmer og metoder til uddannelse af lærere og instruktører, og visse særligt kvalificerede nationale centre vil blive oprettet som europæiske pilotcentre for uddannelse og videreuddannelse af instruktører.

Uddannelse og videreuddannelse af lærere og instruktører, der er nødvendige for udviklingen af Fællesskabets ugunstigt stillede regioner, skal gennemføres med alle egnede midler.

Der vil blive taget særlige initiativer til i Fællesskabets lande at fremme uddannelse og videreuddannelse af instruktører, der skal udføre deres opgaver i udviklingslande og -territorier.

OTTENDE PRINCIP

Der skal ske en gradvis tilnærmelse af uddannelsesniveauerne.

Med henblik herpå udarbejdes der efter behov faglige monografier med harmoniserede beskrivelser af de grundlæggende krav, der skal opfyldes for at få adgang til de forskellige uddannelsesniveauer; desuden lægges der særlig vægt på at udbrede passende undervisningsprogrammer for uddannelse og videreuddannelse.

På dette grundlag og med henblik på gensidig anerkendelse vil eksaminer og afsluttende prøver blive harmoniseret, ligesom de kvalifikationer, der tildeles ved afslutningen af erhvervsuddannelsesprogrammer, herunder dem, der vedrører supplerende praktisk erhvervsuddannelse, hvor dette er påkrævet.

Der indføres ensartede prøver på fællesskabsplan, og der afholdes europæiske udvælgelsesprøver.

NIENDE PRINCIP

For at bidrage til at sikre en generel ligevægt mellem udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft i Fællesskabet bemyndiges Kommissionen til under medlemsstaternes aktive medvirken for visse erhvervskategorier eller erhverv at tage særlige initiativer, der er nødvendige af hensyn til den økonomiske vækst eller som følge af mangel på eller overskud af arbejdskraft.

Disse initiativer baseres på en regelmæssig identifikation af de erhverv og regioner, hvor der er mangel eller overskud.

Samtidig vil der blive gennemført specifikke programmer for fremskyndet uddannelse og faglig omskoling på fællesskabsniveau.

I prognoser på mellemlang og lang sigt vil der blive lagt særlig vægt på regioner og på sektorer og brancher med økonomisk aktivitet, der er under ekspansion eller teknologisk eller strukturel forandring, med henblik på i god tid at vedtage foranstaltninger til fremme af uddannelse eller omskoling af den nødvendige arbejdsstyrke.

TIENDE PRINCIP

Inden for rammerne af den fælles erhvervsuddannelsespolitik skal der tages særligt hensyn til de særlige problemer, der berører visse erhvervssektorer eller visse persongrupper; der kan iværksættes særlige fællesskabsaktioner i denne forbindelse. Der bør tages særligt hensyn til følgende:

- erhvervsuddannelse inden for og uden for landbruget for arbejdstagere i landbruget, med forbehold af de forordninger, direktiver eller afgørelser, som Rådet måtte vedtage på grundlag af traktatens artikel 41 og 43;

- erhvervsuddannelse inden for transport;

- erhvervsuddannelse inden for håndværksfagene;

- erhvervsuddannelse for kvinder;

- uddannelse og videreuddannelse af tilsynspersonale, mellemledere og ledere samt teknikere på alle niveauer;

- erhvervsmæssig omskoling af arbejdsløse som led i bestræbelserne på at udligne arbejdskraftoverskud og -mangel på fællesskabsplan;

- erhvervsmæssig, sproglig og social forberedelse af arbejdstagere, der flytter inden for Fællesskabet;

- systematisk videreuddannelse af unge arbejdstagere, der deltager i udvekslinger mellem medlemsstaterne på grundlag af et fælles program;

- uddannelse og erhvervsmæssig revalidering af handicappede.

Inden for rammerne af ovennævnte aktioner såvel som enhver anden aktion, der tager sigte på at nå målene for den fælles erhvervsuddannelsespolitik, vil der blive ydet fælles finansiering.

Denne fælles finansiering kan bl.a. bidrage til, at der i bestemte regioner i Fællesskabet etableres visse erhvervsuddannelses- og videreuddannelsesfaciliteter, som opfylder de nuværende og potentielle behov.

Der kan også finansieres særlige programmer for at gøre det muligt for lande eller regioner i Fællesskabet, som ikke råder over tilstrækkelige erhvervsuddannelses- eller videreuddannelsesfaciliteter, at gøre brug af dem, der findes i andre regioner eller medlemsstater.

Desuden påtænkes der projekter, der kan tjene som eksempler, herunder standardiserede erhvervsuddannelsesinstitutioner, europæiske lærlingehjem og specialiserede organer, der skal bistå regioner, som ikke har tilstrækkelige ressourcer til erhvervsuddannelse og videreuddannelse.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

30. marts 1962 (EFT 1962 P 31 side 1043)

UDTALELSE om forslag til direktiv om anvendelse af artikel 47 i forordning nr. 15 (arbejdskraftens frie bevægelighed)

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- hørt af Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (dok. 2),

- som har noteret sig det forslag, der er udarbejdet af Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i dokument KOM(62)14 endelig,

- efter at have taget betænkningen fra sit kompetente udvalg til efterretning (dok. 11),

godkender EØF-Kommissionens forslag til direktiv og den fælles liste over sygdomme og handicap, der er vedlagt som bilag (se bilag),

pålægger sin formand at sende denne udtalelse til Rådet og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

BILAG

Forslag til direktiv om anvendelse af artikel 47 i forordning nr. 15

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

under henvisning til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 56, og

under henvisning til artikel 47 i Rådets forordning nr. 15 af 16. august 1961 om indledende foranstaltninger med henblik på gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 57 af 26. august 1961,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

Samordningen af de love og administrative bestemmelser, der indeholder bestemmelser om særbehandling af udlændinge, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, har navnlig til formål at harmonisere de bestemmelser i medlemsstaternes nationale ret, som af disse grunde kan være til hinder for, at statsborgere fra andre medlemsstater frit kan indrejse og opholde sig i landet,

arbejdskraftens frie bevægelighed indebærer fri indrejse og frit ophold i beskæftigelseslandet for arbejdstagere og deres familiemedlemmer og følgelig afskaffelse af hindringer eller restriktioner, der står i vejen for en sådan fri indrejse og et sådant frit ophold, for så vidt beskæftigelsesfriheden er opnået i medfør af forordning nr. 15, det første direktiv, som Rådet vedtog herom den 16. august 1961, og som er offentliggjort i EFT nr. 80 af 13. december 1961, særlig artikel 3 og 5, dog kun med forbehold af individuelle foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed,

for så vidt angår sygdomme og handicap, der af disse grunde kan begrunde en indsigelse mod fri indrejse og frit ophold, bør der i hver medlemsstat anvendes samme kriterier for vurdering af de risici, som visse lidelser kan indebære, såvel for folkesundheden som for den offentlige orden og sikkerhed, for at undgå, at de risici af denne art, der er forbundet med den samme lidelse, vurderes forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat; i betragtning af dette behov indeholder artikel 47 i forordning nr. 15 bestemmelser om koordinering på dette område med henblik på medlemsstaternes anvendelse af en fælles liste over sådanne sygdomme og handicap,

en opregning af alle eksisterende tilstande, der kan true folkesundheden, den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, ville være upraktisk og vanskelig at gennemføre; en sådan opregning ville indebære, at det for hver tilstand skulle angives, hvilket udviklingstrin der betragtes som farligt; dette begreb er ikke tilstrækkeligt præcist til at kunne anvendes i alle tilfælde uden tvivl,

af disse grunde er det tilrådeligt at inddele tilstandene i grupper uden at opregne dem og i den pågældende liste at angive både den gruppe af sygdomme og svagheder, der kan være til skade for folkesundheden, og den gruppe af sygdomme og svagheder, der kan være farlige for den offentlige orden og den offentlige sikkerhed.

De kategorier af sygdomme og handicap, der hører til hver af grupperne, skal dog defineres så præcist, at det i hvert enkelt tilfælde objektivt kan vurderes, om der foreligger en reel og umiddelbar fare, som kan berettige en medlemsstat til at nægte en statsborger fra en anden medlemsstat og dennes familiemedlemmer indrejse på sit område, og til at give enhver garanti for, at de væsentlige krav til folkesundheden, den offentlige orden og den offentlige sikkerhed vil blive opfyldt,

HAR VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ingen medlemsstat må nægte en arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, og dennes familiemedlemmer indrejse på sit område på grund af sygdom eller handicap, der ikke er opført på listen i bilaget.

Artikel 2

Dette direktiv berører ikke andre begrænsninger i arbejdskraftens frie bevægelighed, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed.

Artikel 3

Dette direktiv er rettet til alle medlemsstater.

Fælles liste over sygdomme og handicap, der kan begrunde, at en medlemsstat modsætter sig, at en arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, og dennes familiemedlemmer får tilladelse til indrejse på dens område

A. Sygdomme og handicap, der kan bringe folkesundheden i fare

Smitsomme infektiøse eller parasitære sygdomme og handicap:

- Karantænesygdomme og -handicap, der er opført i Verdenssundhedsorganisationens internationale sundhedsregulativ nr. 2 af 25. maj 1951;

- aktiv tuberkulose i åndedrætsorganerne eller tuberkulose med en aktiv tendens til at udvikle sig;

- syfilis;

- andre smitsomme infektiøse eller parasitære sygdomme og handicap.

B. Sygdomme og handicap, der kan bringe den offentlige orden og sikkerhed i fare

1. Narkotikamisbrug.

2. Agiterede vrangforestillinger eller hallucinationer, forvirringspsykoser og grove psykometriske forandringer.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

30. marts 1962 (EFT 1962 P 44 side 1376)

AFGØRELSE Nr. 39 af 30. marts 1962 om fortolkning af artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 3 om beregning af familietillæg

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring har fået forelagt spørgsmålet om, hvorvidt der skal udbetales familietillæg i henhold til artikel 40 i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, når arbejdstageren tilhører en kategori af arbejdstagere, for hvilke lovgivningen i det land, hvor barnet eller børnene er bosat, ikke giver ret til familietillæg;

under henvisning til bestemmelserne i forordning nr. 3, særlig artikel 43, litra a), i henhold til hvilken den er ansvarlig for at afgøre ethvert fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i ovennævnte forordning nr. 3, samt forordning nr. 4, der fastsætter proceduren for gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3;

under henvisning til afgørelse nr. 27 af 27. oktober 1960 om fortolkning af artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 3 (beregning af familietillæg);

I henhold til artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 3 udbetales der familietillæg efter lovgivningen i det kompetente land med et beløb svarende til de familietillæg, der ydes efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område barnet eller børnene har bopæl;

Hvis lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat, ikke giver ret til familietillæg for børn i den kategori af arbejdstagere, som familieoverhovedet tilhører, er referencebeløbet lig nul;

på de betingelser, der er fastsat i artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 3;

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE

Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område barnet eller børnene er bosat, ikke yder familietillæg til børn af en bestemt kategori af arbejdstagere, er den kompetente institution i det land, hvis lovgivning arbejdstageren er undergivet, ikke forpligtet til at udbetale familietillæg i henhold til artikel 40 i forordning nr. 3, hvis arbejdstageren tilhører samme kategori.

Formanden
for Den Administrative Kommission
Alain BARJOT

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A044%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

6. april 1962 (EFT 1962 P 32 side 1055)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 93
af Kapteyn
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(7. marts 1962)

Om: Anvendelse af etableringsretten i de associerede oversøiske lande og de franske oversøiske departementer

Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab vedtog den 23. november 1959 direktiver om de nærmere regler for den gradvise gennemførelse af etableringsretten i de oversøiske lande og territorier og de franske oversøiske departementer (x).

(x) Se De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 7 af 10. februar 1960, s. 147/60.

Er de forpligtelser, som regeringerne i de associerede oversøiske lande og Frankrig har påtaget sig med hensyn til de franske oversøiske departementer, blevet opfyldt i overensstemmelse med disse direktiver?

Svar

(6. april 1962)

Med hensyn til etableringsretten er situationen i de lande, der er omfattet af de direktiver, som det ærede medlem nævner, i øjeblikket som følger:

Regeringerne i republikkerne Niger og Gabon og i Kongeriget Nederlandene har underrettet Kommissionen om de ændringer, der er sket i de love og administrative bestemmelser vedrørende etableringsretten i Niger, Gabon og Hollandsk Ny Guinea, som er omhandlet i de direktiver, der blev vedtaget af Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab den 23. november 1959.

Den Islamiske Republik Mauretaniens regering har meddelt Kommissionen, at et lovforslag, der er i overensstemmelse med ovennævnte direktiver, vil blive forelagt den mauretanske nationalforsamling til afstemning i nær fremtid.

Kommissionen har ikke modtaget nogen meddelelser fra regeringerne i Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Congo (Brazzaville), Elfenbenskysten, Dahomey, Øvre Volta, Madagaskar, Mali, Senegal, Tchad og Togo.

Den franske regering har meddelt Kommissionen, at den har indledt den nødvendige procedure for at anvende direktiverne på de franske oversøiske territorier: Saint-Pierre-et-Miquelon, Comorerne, den fransk-somaliske kyst, Ny Kaledonien og afhængigheder, Fransk Polynesien og de sydlige og antarktiske territorier.

Til dato har Kommissionen ikke modtaget nogen meddelelse fra den franske regering vedrørende de oversøiske departementer Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana og Réunion.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A032%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

6. april 1962 (EFT 1962 P 34 side 1115)

AFGØRELSE om ændring af instrukserne til justitssekretæren

De Europæiske Fællesskabers Domstol

under henvisning til instruksen for justitssekretæren, der blev vedtaget i Luxembourg den 23. juni 1960 (De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 72 af 18. november 1960, s. 1417 ff.);

under henvisning til tillægsreglerne, vedtaget i Luxembourg den 9. marts 1962 (De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 34 af 5. maj 1962, s. 1113/62 ff.);

Som følge af vedtagelsen af tillægsforordningen bør instruksen for justitssekretæren ændres;

under henvisning til forretningsordenens artikel 14, og

På forslag af Domstolens præsident,

BESLUTTEDE:

Artikel I

I artikel 21, stk. 2, første afsnit, foretages følgende ændringer med undtagelse af den tyske tekst:

Justitssekretæren foranlediger, at de i henhold til stk. 1 skyldige beløb udbetales af Domstolens kasse mod kvittering eller bevis for overførsel.

Artikel II

I artikel 21 tilføjes følgende:

§ 3: Justitssekretæren pålægger Domstolens kasse at refundere omkostningerne ved de retsanmodninger, der skal indgives i henhold til artikel 3 i de supplerende regler, til den instans, der er angivet af den i artikel 2 i nævnte regler omhandlede minister, i den pågældende stats valuta mod bevis for overførsel.

§ 4: Justitssekretæren pålægger Domstolens kasse at udbetale det forskud, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, i de supplerende regler, i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2, andet afsnit, i nærværende artikel.

Artikel III

I artikel 22, stk. 1, andet afsnit, foretages følgende ændringer:

Samme bestemmelse finder anvendelse i tilfælde af anvendelse af procesreglementets artikel 72, litra a), og af artikel 21, stk. 1, 3 og 4, i disse instrukser.

Artikel IV

Denne afgørelse udfærdiges på de fire officielle sprog og offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, idet hver tekst har samme gyldighed.

Den træder i kraft på dagen for offentliggørelsen.

Vedtaget i Luxembourg den 6. april 1962.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A034%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

18. april 1962 (EFT 1962 P 38 side 1217)

SUPPLERENDE SVAR fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
på skriftlig forespørgsel 79/1961-1962 af Troclet (x)

(18. april 1962)

(x) Se De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 16 af 6. marts 1962, side 282-284/62.

A - Princip

I artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 3 er det fastsat, at »når en person, der modtager pensioner efter lovgivningen i flere medlemsstater, er bosat på en medlemsstats område, hvor en af de institutioner, der er ansvarlige for hans pensioner, er beliggende, og han har ret til naturalydelser efter lovgivningen i denne stat, udredes disse ydelser til ham selv og hans familiemedlemmer af institutionen på hans bopælssted, som om han alene modtog en pension efter lovgivningen i det land, hvor han er bosat. De nævnte ydelser udbetales af bopælslandets institution«.

Når en pensionist, der er bosat i Belgien, modtager pensioner i henhold til både belgisk og fransk lovgivning, indebærer foreneligheden af de to forslag derfor på den ene side, »at han har ret til naturalydelser i henhold til lovgivningen i denne stat« (bopælslandet), og på den anden side, »som om han var indehaver af en pension, der udelukkende skulle udbetales i henhold til lovgivningen i hans bopælsland«, indebærer, at hans ret til naturalydelser fra den belgiske sygeforsikring vurderes i lyset af den belgiske lovgivning, som om hans forskellige pensioner eller livrenter alene skulle udbetales i henhold til den belgiske lovgivning, og at der derfor tages hensyn til alle de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i begge lande.

Derfor er det i Belgien blevet besluttet, at der ved fastsættelsen af det bidrag, som pensionisten skal betale i henhold til belgisk lovgivning, skal tages hensyn til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Frankrig, som om de var tilbagelagt i Belgien og havde givet anledning til udstedelse af bidragsbeviser.

Den eneste forskel mellem artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 3 og artikel 8, stk. 2, i den almindelige fransk-belgiske konvention er, at den berørte persons rettigheder kun vurderes i lyset af lovgivningen i bopælslandet.

Denne forskel afspejler ophavsmændenes ønske om at sidestille pensionister, der er tidligere vandrende arbejdstagere, med pensionister, der har tilbragt hele deres karriere i deres bopælsland, ved ikke at give de førstnævnte større fordele end dem, de sidstnævnte nyder godt af.

Den samme bekymring kommer til udtryk i artikel 22, stk. 2, hvor det fastsættes, at en person, der modtager en udenlandsk pension, som giver ham ret til naturalydelser fra sygeforsikringen, ikke skal modtage sådanne ydelser i det land, hvor han er bosat, og hvorfra han ikke i øvrigt modtager nogen pension, medmindre han også har ret til sådanne ydelser i henhold til lovgivningen i det pågældende land. Dette begreb præciseres yderligere i artikel 24 i forordning nr. 4, som fastsætter, at personer, der modtager en pension af samme art i henhold til lovgivningen i bopælslandet, har ret til naturalydelser i henhold til denne lovgivning. Hvis denne lovgivning gør udøvelsen af retten til naturalydelser betinget af betaling af bidrag, kan denne yderligere betingelse ikke kræves af en person, der er den eneste modtager af pensioner fra andre lande, som det fremgår af artikel 22, stk. 7, da udgifterne til naturalydelser ikke afholdes af bopælslandet.

Erstatningen af den almindelige fransk-belgiske konvention med forordning nr. 3 har imidlertid medført, at alle pensionister har fået nye rettigheder: ret til sygehjælp for dem selv og deres familie under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat, ret for deres familie, der er bosat i en anden medlemsstat, til sygehjælp i dette land i en vis periode og ret til familietillæg for deres børn, som de har forsørgerpligt over for.

Bestemmelserne i artikel 22, stk. 1 og 2, i forordning nr. 3 udgør således en del af en helhed, som de ikke kan adskilles fra, hvis der skal foretages en gyldig sammenligning med den tidligere situation, således som den opstod i henhold til de bilaterale konventioner.

B - Tidligere grænsearbejdere

Spørgsmålet om anvendelsen af artikel 22 i forordning nr. 3 på tidligere belgiske og franske grænsearbejdere blev besvaret bekræftende ved en begrundet afgørelse truffet af Den Administrative Kommission med enstemmighed blandt dens medlemmer (afgørelse nr. 5 af 24. april 1959, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 64 af 17. december 1959, s. 1222-1223).

C - Ansøgning

Den Administrative Kommission undersøger i øjeblikket, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at fjerne den forsinkelse, der opstår mellem den dato, hvor retten til sundhedsydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land indtræder, og den dato, hvor den pågældende person rent faktisk kan gøre brug af denne ret i bopælslandet.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A038%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

19. april 1962 (EFT 1962 P 29 side 913)

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB

KOMMISSIONEN

DEN ØKONOMISKE SITUATION I FÆLLESSKABET

I overensstemmelse med den opgavefordeling, der er aftalt mellem de tre europæiske fællesskaber, er Den Europæiske Økonomiske Kommission ansvarlig for økonomiske undersøgelser. Kompetente embedsmænd fra de andre europæiske fællesskaber deltager i disse undersøgelser.

I begyndelsen af hvert kvartal udgiver Kommissionen en økonomisk analyse i form af en brochure (se for dette kvartal: Fællesskabets økonomiske situation).

Et sammendrag af denne analyse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende som indledning til de periodiske programmer, der er udarbejdet i overensstemmelse med de gældende regler i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og som præsenteres i samme nummer af De Europæiske Fællesskabers Tidende.

I - DEN GENERELLE SITUATION

Den økonomiske vækst i Fællesskabet på årsbasis var i 1961 lidt mere moderat end året før. Industriproduktionen voksede med næsten 6,5 % mod 13 % i 1960, 7 % i 1959 og 3 % i 1958. I de fire år, der er gået siden Rom-traktatens ikrafttræden, dvs. fra 1957 til 1961, er den samlet set steget med 32%. Ved vurderingen af dette resultat skal der tages hensyn til, at den økonomiske udvikling i Fællesskabet indtil begyndelsen af 1959 stadig var påvirket af den svage verdensøkonomi, som var blevet udløst af recessionen i USA i 1957. På den anden side havde den amerikanske recession i 1960 og begyndelsen af 1961 ikke så stor indvirkning på Europa, hovedsagelig på grund af de stimulerende virkninger af etableringen af det fælles marked på det tidspunkt.

Under hensyntagen til en ret kraftig ekspansion i servicesektoren og på trods af en generelt dårlig høst, som kun tillod en lille stigning i landbrugsproduktionen, steg Fællesskabets bruttoprodukt i 1961 med lidt mere end 5% i volumen. Stigningen havde været 7 % i 1960, 5 % i 1959 og 2,5 % i 1958. I de første fire år af traktatens gyldighedsperiode var den på 21 %.

Opbremsningen i ekspansionen, som allerede var tydelig i 1960, skyldtes hovedsageligt manglen på arbejdskraft, som var blevet et ret generelt problem i de nordlige regioner i Fællesskabet. Det er rigtigt, at væksten i efterspørgslen også aftog i løbet af 1961; i nogle sektorer var der endda et fald i efterspørgslen, hvilket afspejlede sig i produktionen.

Denne tendens i efterspørgslen skyldes hovedsageligt opbremsningen i udvidelsen af den udenlandske efterspørgsel og virksomhedernes opbygning af lagre. Sammenlignet med året før steg eksporten i 1961 kun med ca. 5% i værdi og ca. 4% i mængde. Den var relativt lav i begyndelsen af året, men steg kraftigt i andet og tredje kvartal, især som følge af det økonomiske opsving i USA, og stabiliserede sig mod slutningen af året.

Lageropbygningen var betydeligt lavere end året før; i nogle sektorer, især stålindustrien, var der endda en klar tendens til lagerafvikling i forarbejdnings- og handelsleddet.

På den anden side fortsatte de faste investeringer med at vokse kraftigt på trods af en svækkelse af investeringslysten, som opstod i nogle medlemsstater under indflydelse af cykliske faktorer, især et vist pres på fortjenstmargenerne. Dette pres kan tilskrives lønstigninger, der overstiger de samtidige produktivitetsfremskridt, afmatningen i eksportvæksten og den skærpede konkurrence fra udenlandske produkter. I første omgang påvirkede disse faktorer kun investeringsprogrammer og ordrer på kapitalgoder i væsentlig grad. Men stigningen i kapitaludgifterne aftog også noget i anden halvdel af året.

Det private forbrug voksede igen ret kraftigt, med ca. 6 % i mængde, hvilket er nogenlunde det samme som i 1960. Sammenlignet med 1957 udgjorde denne vækst 19,5% i alt og omkring 15% pr. indbygger. I 1961 var betydelige lønstigninger den vigtigste faktor, men øget beskæftigelse bidrog også til vækst i forbruget, om end i mindre grad end året før.

Endelig steg de offentlige forbrugs- og investeringsudgifter igen kraftigt i alle medlemslande.

På udbudssiden var der ud over udvidelsen af den indenlandske produktion en yderligere stigning i importen fra tredjelande. Indkøb af færdigvarer steg særligt kraftigt. Importen af råvarer forblev derimod ret lav, hvilket er i overensstemmelse med erhvervslivets forsigtige lagerpolitik og den aftagende vækst i industriproduktionen, samt på grund af den reducerede import af landbrugsprodukter efter den gode høst i 1960. Som følge heraf var stigningen i den samlede import for 1961 som helhed kun 5% i værdi og 6% i mængde. I 1960 var importen steget med henholdsvis 21% og 20%.

Fællesskabets handelsbalance forværredes dog noget. Den viste et underskud på 29 millioner dollars sammenlignet med et overskud på 59 millioner dollars året før. Overskuddet på den samlede betalingsbalance blev reduceret betydeligt, da eksporten af offentlig kapital steg igen, især på grund af den tidlige tilbagebetaling af gæld til tredjelande og medlemslandenes deltagelse i Den Internationale Valutafonds lån til Storbritannien.

Forbrugerpriserne, som havde været relativt stabile i 1960, steg en smule i de fleste medlemslande. Denne stigning skyldtes hovedsageligt højere priser på tjenesteydelser og fødevarer, hvilket igen til dels skyldtes regeringsforanstaltninger til støtte for landbrugsindkomsterne. I nogle medlemslande er priserne på industriprodukter også steget, men denne stigning kan i mindre og mindre grad tilskrives styrken af efterspørgslen i forhold til udbuddet og i højere og højere grad skyldes lønstigninger, for så vidt som virksomhedsledere har været i stand til at overvælte højere omkostninger på salgspriserne.

Udsigterne for den økonomiske udvikling i Fællesskabet i 1962 peger på yderligere vækst, men også på en fortsættelse af den cykliske afmatning. Udvidelsen af den samlede efterspørgsel kan blive lidt svagere.

Sammenlignet med det foregående år vil den eksterne efterspørgsel, eller mere præcist den faktiske eksport til tredjelande, ikke stige meget hurtigere end i 1961, på trods af gunstigere salgsudsigter i USA. Vækstraten i investeringsudgifterne vil afspejle faldet i investeringslysten, hvis årsager blev skitseret ovenfor. Endelig kan det private forbrug også vokse lidt langsommere end i 1961. Selv om lønvæksten stadig forventes at være ret stærk, vil den være mindre end tidligere. Desuden vil væksten i beskæftigelsen sandsynligvis blive lidt svagere.

På trods af disse ændringer i efterspørgslen skulle situationen på arbejdsmarkedet ikke ændre sig i en sådan grad, at udvidelsen af produktionen ikke længere vil blive hæmmet af mangel på arbejdskraft i visse sektorer, især fordi der kan forventes yderligere nedsættelser af arbejdstiden. Under disse betingelser kan væksten i industriproduktionen nå op på omkring 5,5 % og væksten i bruttoproduktet, målt i mængde, på 4,5 til 5 %.

Hvis der ikke sker en hurtigere opbygning af råvarelagre i den nærmeste fremtid, vil importen sandsynligvis ikke vokse væsentligt mere end i 1961, på trods af en stigning i importen af landbrugsprodukter for 1962 som helhed. Da der ikke er grund til at forvente en forbedring af bytteforholdet svarende til den, der blev registreret i 1961, vil Fællesskabets handelsbalance kunne forværres noget mere. Tendensen til et overskud på den samlede betalingsbalance skulle dog fortsætte i løbet af dette år.

Den monetære og finansielle politik i medlemslandene er stort set i overensstemmelse med disse udsigter. Yderligere pres på investeringslysten bør dog undgås: en vis moderation i lønstigninger og overskudsfordeling kan være hensigtsmæssig i nogle medlemslande. En sådan politik kunne desuden afbøde den yderligere prisstigning, der forventes i 1962, især hvis den ledsages af en styrkelse af foranstaltninger, der har til formål at stimulere opsparingen.

Desuden skaber den nuværende økonomiske situation og den forventede situation for 1962 som helhed gunstige betingelser for at supplere og forbedre de institutionelle rammer og instrumenterne for den økonomiske politik for at styrke mulighederne for at bekæmpe recessionstendenser. Koordineringen af den økonomiske politik skal forbedres af de samme grunde, og også på grund af behovet for parallelitet med de andre foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på at opnå økonomisk fællesskab. Der er sket betydelige fremskridt i denne retning, og flere er under forberedelse.

(fortsættes)

[Kim P. Nyberg]

II - SITUATIONEN I FÆLLESSKABSLANDENE

1. Forbundsrepublikken Tyskland

Den økonomiske vækstrate, som allerede var faldet noget i 1960, blev mærkbart svækket i 1961. Ikke desto mindre var stigningstakten i industriproduktionen på månedsbasis 5% og i nationalproduktet ca. 5,3% i volumen.

Afmatningen skyldes i vid udstrækning fysiske hindringer, især hvad angår mængden af tilgængelig arbejdskraft, men i løbet af anden halvdel af året blev visse afmatninger i efterspørgslen og endog et fald i efterspørgslen mere betydningsfulde i forskellige sektorer. Især den eksterne efterspørgsel steg kun lidt på grund af den økonomiske situation i de store aftagerlande, konsekvenserne af revalueringen af DM og den fortsatte stigning i de indenlandske omkostninger. Disse faktorer bidrog sammen med visse cykliske bevægelser i lagerbeholdningerne også til tider til tegn på en svækkelse af virksomhedernes efterspørgsel.

Arbejdsomkostningerne pr. produktionsenhed steg igen, hvilket forstærkede den opadgående tendens i priserne. Opbremsningen i efterspørgslen og den øgede udenlandske konkurrence, som især kom til udtryk i den fortsatte stigning i importen af færdigvarer, forhindrede imidlertid, at omkostningsstigningerne slog fuldt igennem på prisniveauet. Da importen af varer og tjenesteydelser voksede hurtigere end eksporten, og kapitaludstrømningen steg, viste betalingsbalancen et underskud; Bundesbanks guld- og valutareserver faldt med knap 2 milliarder DM.

På grundlag af de i øjeblikket forventede tendenser og de tilgængelige oplysninger om de økonomiske forhold i udlandet og om den planlagte økonomiske politik forventes der en yderligere økonomisk ekspansion for 1962 som helhed. Væksten i efterspørgslen kan dog aftage; manglen på arbejdskraft vil vare ved og vil også begrænse udvidelsen af produktionen. Den økonomiske ekspansion vil derfor sandsynligvis aftage yderligere. Bruttonationalproduktet kan vokse med så meget som 4% i mængde, hvor væksten sandsynligvis vil forblive langsommere i første halvdel af året og accelerere noget i anden halvdel, forudsat at den økonomiske situation i udlandet udøver stimulerende indflydelse. Selv om tendensen til en reduktion af overskuddet på betalingsbalancens løbende poster kan fortsætte, vil prisstigningerne fortsætte, i hvert fald indtil videre.

I betragtning af disse forskellige udsigter synes det utvivlsomt vanskelige mål for den økonomiske politik at være at sikre, at den indenlandske efterspørgsel fortsætter med at vokse i et tilstrækkeligt hurtigt tempo, og at forhindre, at omkostningerne stiger for meget, hvilket ikke kun kunne forstærke prisstigningerne, men også have negative virkninger på den økonomiske vækst.

2. Frankrig

I 1961 var den franske økonomi igen præget af en relativt kraftig ekspansion.

Bruttonationalproduktet steg sandsynligvis med omkring 4,5 til 5% i forhold til 1960, hvor især faste investeringer og privatforbrug registrerede en højere vækstrate. Selv om den samlede vækst i beskæftigelsen stadig var svag, voksede industriproduktionen med 6%. Desuden blev udbuddet af færdigvarer i meget høj grad suppleret af import.

På trods af den øgede udenlandske konkurrence var virksomhederne i stand til at vælte nogle af omkostningsstigningerne over på priserne, hvilket især skyldtes, at lønstigningerne var større end produktivitetsforbedringerne. Den indledende svage nedadgående tendens i fødevarepriserne blev i anden halvdel af året efterfulgt af en betydelig stigning på grund af virkningerne af landbrugspolitiske beslutninger og dårlige høstresultater. Ved udgangen af 1961 var det generelle niveau for forbrugerpriserne 4% højere end i 1960, med en gennemsnitlig stigning på 3,3% fra år til år.

Betalingsbalancens løbende transaktioner med resten af verden (som defineret i nationalregnskabet) viste et lidt lavere overskud end i 1960. Franczonens samlede overskud på betalingsbalancen over for udlandet fortsatte dog med at vokse kraftigt. Stigningen i de officielle monetære institutioners guld- og valutareserver nåede op på 870 millioner dollars, omkring 500 millioner dollars mere end i 1960.

Udsigterne for 1962 peger på yderligere ekspansion i den globale efterspørgsel. Selv om den internationale konkurrence sandsynligvis vil blive intensiveret, bør den franske industri fortsat kunne sikre sig en stor del af de udenlandske markeder på grund af sin stadig relativt gunstige konkurrencestilling. I betragtning af de udsigter, som den fjerde plan har åbnet, og behovet for at reducere omkostningerne og spare arbejdskraft, vil de faste investeringer uden tvivl fortsætte med at stige betydeligt i forhold til sidste år, men væksten vil helt sikkert ikke være så stærk som i 1961. Det private forbrug vil også vokse som følge af den betydelige indkomststigning, der kan forventes.

Selv om der stadig er reserver af produktionskapacitet i visse sektorer, kan mangel på arbejdskraft begrænse stigningen i industriproduktionen til omkring 6% og i bruttonationalproduktet til omkring 5%. Importen vil sandsynligvis vokse lidt hurtigere end eksporten, hvilket vil resultere i en vis reduktion af overskuddet på betalingsbalancens løbende poster, hvilket vil bidrage til en bedre balance på hjemmemarkedet.

Prisstabilitet vil dog fortsat være et uopnåeligt mål i 1962. En restriktiv penge- og finanspolitik synes ikke at være en mulighed, da den vil bremse den økonomiske vækst og forhindre en ønskelig reduktion af de store betalingsbalanceoverskud. Fastholdelse af den ønskede økonomiske udvikling vil derfor først og fremmest ske gennem foranstaltninger, der dels skal øge udbuddet i importsektoren og på arbejdsmarkedet, dels skal fremme samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og med regeringen om lønpolitikken.

3. Italien

Den italienske økonomi fortsatte sin kraftige ekspansion i 1961; udviklingen var særlig hurtig i anden halvdel af året.

Sammenlignet med det foregående år faldt vækstraterne for eksporten og de faste bruttoinvesteringer en smule, mens vækstraten for forbruget, både det offentlige og det private, forblev mere eller mindre uændret. Lagerbeholdningerne havde en ret restriktiv indflydelse.

For året som helhed aftog væksten i industriproduktionen, men var stadig 9,5% højere end i 1960, som selv var 15,5% højere end i 1959. På den anden side var væksten i byggeriet meget hurtigere end i 1960. Produktionen (værditilvæksten) forventes at være steget med 6 % efter at være faldet med næsten lige så meget året før. Hvis man på den anden side tager højde for en stærk ekspansion i servicesektoren, kunne stigningen i bruttonationalproduktet derfor have nået omkring 7,5% i volumen i stedet for 6,9% i 1960.

Stigningen i importen, som var meget lavere end året før, var også lavere end stigningen i eksporten, så handelsunderskuddet faldt en smule. Som følge af en stigning i indtægterne fra handel med tjenesteydelser og en kraftig stigning i nettokapitalindstrømningen efterlod betalingsbalancen et betydeligt overskud: De officielle monetære institutioners guld- og valutareserver alene steg med 339 millioner dollars i 1961 og nåede op på næsten 3,5 milliarder dollars.

Den beskæftigede befolkning voksede med lidt over 1,5%, lidt mindre end i 1960. Arbejdsløsheden faldt betydeligt igen. Produktivitetsforbedringer bidrog i endnu højere grad end året før til udvidelsen af den økonomiske aktivitet.

Det høje økonomiske aktivitetsniveau og de fortsatte spændinger i visse sektorer af arbejdsmarkedet tilskyndede til yderligere lønstigninger. I 1961 oversteg disse i nogen grad forbedringerne i medarbejdernes produktivitet. Som følge heraf steg priserne, især i servicesektoren, og fortjenstmargenerne blev presset. Leveomkostningerne steg med 3,8% mellem december 1960 og december 1961, hovedsageligt som følge af administrative beslutninger om at øge huslejerne og højere fødevarepriser.

Den særligt hurtige økonomiske ekspansion i fjerde kvartal 1961, udsigterne til yderligere vækst og produktionsreserverne, som er forblevet relativt store, betyder, at vi stadig kan forvente høje vækstrater i industriproduktionen i 1962 og, forudsat at vejrforholdene er normale, i nationalproduktet som helhed. For disse to aggregater kunne fremskridtene være omtrent lige så store som i 1961. Dette skøn er ikke særlig optimistisk; det forudsætter endda en vis afmatning i den økonomiske aktivitet i forhold til anden halvdel af 1961.

Stigningen i de private investeringer kunne blive lidt svagere end i 1961; de offentlige investeringer skulle stige kraftigere, mens det private forbrug vil fortsætte sin markante stigning.

På trods af de stadig gunstige udsigter for betalingsbalancen vil de monetære myndigheder være nødt til at fortsætte deres politik med at øge likviditeten for at undgå spændinger og i betragtning af den voksende efterspørgsel efter kredit fra erhvervslivets og statens side. En hurtig gennemførelse af de planlagte offentlige investeringer ville være særlig ønskelig. I betragtning af overskuddet på betalingsbalancen synes det hensigtsmæssigt at bruge foranstaltninger til at fremme importen som det vigtigste middel til at bekæmpe stigende priser.

4. Nederlandene

I 1961 oplevede Nederlandene igen et klima med høj økonomisk aktivitet. De reelle vækstrater blev dog bremset betydeligt af fysiske begrænsninger, især den totale udtømning af arbejdskraftreserverne og en meget kraftig reduktion af arbejdstiden.

Ud over den relativt moderate stigning i den eksterne efterspørgsel var der en yderligere markant stigning i den indenlandske efterspørgsel. Faste investeringer var den mest dynamiske komponent i den indenlandske efterspørgsel.

Som følge af arbejdstidsnedsættelsen faldt industriproduktionsindekset kraftigt i midten af 1961, men dette blev knap nok opvejet ved årets udgang. Som følge heraf forblev den årlige stigningstakt begrænset til 1,5% sammenlignet med 13% i 1960. På trods af et lille fald i landbrugsproduktionen på grund af vejrforholdene steg bruttonationalproduktet alligevel med 2,5% i volumen, hovedsageligt takket være en markant stigning i produktionen i servicesektoren.

Importen fortsatte med at stige kraftigt, hvilket resulterede i et fald i overskuddet på betalingsbalancens løbende poster. På grund af en betydelig eksport af både offentlig og privat kapital var der desuden et lille underskud på den samlede betalingsbalance. Ikke desto mindre faldt de officielle guld- og valutareserver, opgjort i dollars, stort set ikke.

Priserne steg en smule, delvis fordi lønstigningerne ikke holdt trit med produktivitetsvæksten.

I 1962 kan man forvente, at den økonomiske aktivitet vil udvikle sig i et tempo, som måske er lidt hurtigere, men stadig moderat. Eksporten kan stige igen på trods af en mulig afmatning i efterspørgslen og øget konkurrence på de udenlandske markeder. Væksten i investeringerne vil forblive ret kraftig. Det private forbrug vil blive stimuleret ret kraftigt af den forventede kraftige stigning i lønindkomsten, af tilpasningen af tjenestemandslønningerne og den planlagte stigning i alderspensionerne samt af den skattenedsættelse, der træder i kraft den 1. juli 1962. Selv om der kan forventes en yderligere stigning i den samlede efterspørgsel, kan der opstå svaghedspunkter i visse sektorer.

Under alle omstændigheder vil manglen på arbejdskraft fortsat være meget akut i første halvdel af året. Først fra anden halvdel af året vil den blive delvist afhjulpet af stigningen i antallet af unge, der har afsluttet deres skolegang. I betragtning af de seneste års investeringers indvirkning på produktiviteten bør det indenlandske udbud af varer og tjenesteydelser stige yderligere. Som følge heraf kan både industriproduktionen og bruttonationalproduktet stige med henholdsvis omkring 4,5 % og 4 %.

Balancen mellem udbud og efterspørgsel vil næppe blive opnået uden en yderligere reduktion af overskuddet på betalingsbalancens løbende poster, bl.a. på grund af en vis forringelse af bytteforholdet.

Da den forventede stigning i lønbyrden stadig vil være noget højere end produktiviteten, vil produktionsomkostningerne fortsætte med at stige. Dette kan fremskynde den opadgående tendens i priserne. Derfor fokuserer myndighederne deres indsats på en effektiv anvendelse af lønpolitikken og på at modvirke betydelige prisstigninger. Denne politik bør ikke kun suppleres med en forsigtig tilgang til kreditudvikling og offentlige udgifter, men også med foranstaltninger, som ved at øge udbuddet på arbejdsmarkedet og stimulere produktivitetsvæksten kan forhindre, at omkostningerne stiger.

5. Belgisk-luxembourgsk økonomisk union

BELGIEN

Ekspansionen i den belgiske økonomi aftog noget i 1961. Strejkerne i januar, som havde en betydelig indvirkning på produktionen og eksporten, blev utvivlsomt efterfulgt af en acceleration i efterspørgslen, men en vis afmatning blev tydelig fra midten af året.

De faste investeringer, som forventes at være steget med omkring 9 %, var fortsat den mest dynamiske vækstfaktor, og de udenlandske investeringer bidrog væsentligt hertil. Eksporten voksede derimod i et betydeligt langsommere tempo end i 1960, og det private forbrug fortsatte med kun at stige moderat.

Samtidig voksede udbuddet også langsommere end i 1960: Stigningstakten i bruttonationalproduktet skønnes at have været omkring 3 % i volumen, og stigningen i industriproduktionen mere end 4 %. Ligeledes voksede importen mindre hurtigt end i 1960.

Den beskæftigede befolkning voksede med omkring 1,5 %, og arbejdsløsheden faldt kraftigt. Selv om der har været en vis mangel på kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkederne, er der ikke tale om udbredte spændinger, som kan sammenlignes med nabolandene. Blandt andet på grund af situationen på arbejdsmarkedet i 1961 synes stigningen i lønomkostningerne stadig at have været lidt mindre end stigningen i produktiviteten. Disse faktorer, sammen med den moderate stigning i efterspørgslen og den høje udbudselasticitet, bidrog til at holde priserne mere eller mindre stabile.

På trods af en kraftig stigning i handelsunderskuddet, som til dels kan tilskrives strejker, blev den samlede betalingsbalance holdt i balance takket være en mere tilfredsstillende udvikling i de øvrige poster på de løbende poster og kapitalposterne. Penge- og finansmarkederne var meget komfortable.

Det er usandsynligt, at den økonomiske ekspansion vil accelerere i 1962. Væksten i bruttonationalproduktet kan dog blive lidt højere end i 1961, omkring 3,5%, da de ekstraordinære faktorer, der påvirkede resultaterne i dette år, ikke længere vil gøre sig gældende i 1962. Eksporten og det private forbrug vil sandsynligvis vokse lidt hurtigere, mens investeringerne vil have en tendens til at aftage.

Man bør være forsigtig med at undgå en endnu mere udtalt svækkelse af investeringsboomet. På længere sigt skal der også sikres en hurtig stigning i investeringerne i Belgien i overensstemmelse med landets strukturelle mål. Det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre en tilfredsstillende udvikling af den økonomiske aktivitet som helhed. Med henblik herpå vil det være hensigtsmæssigt ikke blot at opretholde og tilpasse de eksisterende foranstaltninger, men også at tage nye initiativer som f.eks. oprettelsen af et nationalt investeringsselskab med tilstrækkelige beføjelser og kapital samt en reform af finansmarkedet og skattesystemet. Det ville utvivlsomt være en fordel, hvis de foranstaltninger, der i øjeblikket undersøges eller diskuteres i parlamentet, blev gennemført hurtigt og i overensstemmelse med kravene i ekspansionspolitikken.

STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG

Den økonomiske udvikling aftog markant i 1961, hovedsageligt som følge af den økonomiske afmatning på de vigtigste eksportmarkeder for luxembourgsk stål. Eksporten voksede kun lidt, og stigningen i det private forbrug var moderat. Selv om investeringerne, især de offentlige myndigheders, fortsatte med at vokse, synes stigningstakten i bruttonationalproduktet i faste priser at være faldet fra 7% i 1960 til 3% i 1961. På grund af landets store afhængighed af udenrigshandel havde forringelsen af bytteforholdet på grund af faldet i eksportpriserne og en vis stigning i importpriserne den virkning, at stigningstakten i det nominelle bruttonationalprodukt blev reduceret yderligere.

Selv om efterspørgslen efter stålprodukter skulle stige igen i 1962, hvilket ikke kan udelukkes, er udsigterne for 1962 stadig i høj grad bestemt af de aftagende tendenser, der blev tydelige især i anden halvdel af 1961. I den forbindelse er den stærke vækst i de offentlige investeringsudgifter, der er fastsat i statsbudgettet, og opsvinget i de private investeringer, der til dels skyldes statslige incitamenter, gunstige faktorer.

(fortsættes)