Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1961

[Kim P. Nyberg]

KAPITEL 2

Kommissionen

Artikel 20

Kommissionen foretager eller iværksætter undersøgelser og studier af problemer af generel karakter eller af særlig karakter for en region eller en erhvervsgren, som er nyttige for at få kendskab til beskæftigelsessituationen og -udviklingen i Fællesskabet og for at vurdere de muligheder, der findes på arbejdsmarkedet.

Artikel 21

Der oprettes inden for Kommissionen et specialiseret organ, der benævnes "Det Europæiske Koordinationskontor for formidling af ledige stillinger og ansøgninger om beskæftigelse", i denne forordning benævnt "Det Europæiske Koordinationskontor", hvis generelle opgave er at fremme formidling af ledige stillinger og ansøgninger om beskæftigelse på fællesskabsplan, og som navnlig skal varetage alle de tekniske opgaver på dette område, der påhviler Kommissionen i henhold til denne forordning.

Artikel 22

Ud over de beføjelser, der er tillagt det i henhold til artikel 19, og inden for rammerne af det mandat, der er tillagt det i henhold til artikel 21, er Det Europæiske Koordinationskontor navnlig ansvarligt for følgende:

a) at koordinere og overvåge de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige på fællesskabsplan for at samle og afvikle ledige stillinger og ansøgninger om beskæftigelse og for den deraf følgende bevægelighed for arbejdstagere mellem medlemsstaterne.

b) at bidrage til, at de fælles aktionsmidler anvendes til disse formål på administrativt og teknisk plan; at styrke samarbejdet mellem de specialiserede afdelinger i de centrale tjenester samt mellem de specialiserede organer, der er kompetente i spørgsmål vedrørende fri bevægelighed.

c) hvis der opstår et særligt behov, efter aftale med de specialiserede afdelinger at foretage matchning af jobtilbud og ansøgninger, som cleares af de specialiserede afdelinger i de berørte medlemsstater.

d) at videresende jobtilbud og ansøgninger, der er rettet direkte til Kommissionen, til de berørte specialiserede afdelinger og notere sig, hvordan de er blevet behandlet.

Artikel 23

1. Det Europæiske Koordineringskontor centraliserer oplysninger om clearing- og formidlingsaktiviteter på fællesskabsplan, navnlig følgende

a) oplysninger fra de centrale tjenester og i givet fald fra de regionale tjenester, navnlig de i artikel 16 omhandlede oplysninger;

b) data fra undersøgelser og studier, der gennemføres i henhold til artikel 20.

2. Den sammenfatter disse data på en sådan måde, at alle relevante oplysninger om forudsigelige tendenser på arbejdsmarkedet i Fællesskabet og på de nationale og regionale arbejdsmarkeder fremgår.

3. Den sammenstiller de data, der leveres af de specialiserede afdelinger i henhold til artikel 17.

4. Den videresender hurtigst muligt disse oplysninger til de berørte tjenestegrene i medlemsstaterne og navnlig til de faglige sektioner.

Artikel 24

1. Det Europæiske Koordineringskontor udarbejder i samarbejde med Det Tekniske Udvalg standardiserede dokumenter, hvis generelle anvendelse vil kunne lette og fremskynde den fælles indsats.

2. Det deltager i tilrettelæggelsen af de besøg, kurser og efteruddannelsesprogrammer, der er omhandlet i artikel 25.

3. Det udfører eller medvirker ved udførelsen af alt specialiseret arbejde inden for erstatning og anbringelse på fællesskabsplan, navnlig vedrørende

- faglige redegørelser

- udarbejdelse af en sammenlignende ordbog over de erhverv, der er genstand for de største bevægelser af arbejdskraft mellem medlemsstaterne, som skal udarbejdes i samarbejde med de rådgivende og tekniske udvalg.

4. Det udarbejder en årlig rapport om kompensations- og formidlingsaktiviteterne på fællesskabsplan og om resultaterne heraf.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

YDERLIGERE FORANSTALTNINGER

KAPITEL I

Specialiseret erstatningspersonale

Artikel 25

Den kompetente myndighed i hver medlemsstat eller den særlige tjenestegren, som den har betroet denne opgave, tilrettelægger i samarbejde med Kommissionen besøg og kurser for tjenestemænd fra andre medlemsstater i overensstemmelse med de betingelser og procedurer, der fastsættes af Kommissionen på forslag af det tekniske udvalg.

Desuden bidrager denne myndighed til udviklingen og gennemførelsen af fælles programmer for videreuddannelse af specialiseret personale.

KAPITEL 2

Erhvervsuddannelse

Artikel 26

1. Kommissionen skal i samarbejde med de rådgivende og tekniske udvalg og med forbehold af de bestemmelser, der skal vedtages i henhold til traktatens artikel 128:

a) foretage den efter aftale med medlemsstaterne passende undersøgelser med henblik på i god tid at fastslå, hvilke erhvervsmæssige kvalifikationer der er mangel på, og som kan give anledning til bevægelser af arbejdskraft mellem medlemsstaterne, og kontakter med henblik herpå de kompetente organer, herunder navnlig de berørte erhvervsorganisationer;

b) undersøge, om det er hensigtsmæssigt at åbne hurtige erhvervsuddannelseskurser for arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, og som ønsker at erhverve kvalifikationer, for hvilke der er mangel på arbejdskraft i en anden medlemsstat.

2. Medlemsstaterne holder Kommissionen underrettet om eventuelle aftaler mellem dem om tilrettelæggelse af fremskyndede erhvervsuddannelseskurser.

KAPITEL 3

Ansættelseskriterier

Artikel 27

1. Ansættelse af en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, med henblik på beskæftigelse i en anden medlemsstat må ikke underkastes lægelige, erhvervsmæssige eller andre kriterier, der er diskriminerende i forhold til dem, der gælder for arbejdstagere, som er statsborgere i den anden medlemsstat, og som ønsker at udøve den samme aktivitet.

2. En arbejdstager, der er i besiddelse af et navngivet tilbud fra en arbejdsgiver i en anden medlemsstat end den, hvori han er statsborger, må ikke underkastes en erhvervsundersøgelse, medmindre arbejdsgiveren udtrykkeligt anmoder herom.

[Kim P. Nyberg]

TREDJE DEL

ORGANER MED ANSVAR FOR AT SIKRE ET TÆT SAMARBEJDE MELLEM MEDLEMSSTATERNE OM ARBEJDSKRAFTENS FRIE BEVÆGELIGHED OG BESKÆFTIGELSE

AFSNIT I

DET RÅDGIVENDE UDVALG

Artikel 28

Der nedsættes et rådgivende udvalg, som skal bistå Kommissionen ved behandlingen af alle spørgsmål, der opstår i forbindelse med den kombinerede anvendelse af bestemmelserne i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed og beskæftigelse.

Artikel 29

Det Rådgivende Udvalg har bl.a. til opgave:

a) at undersøge problemerne vedrørende fri bevægelighed og beskæftigelse inden for rammerne af de nationale arbejdskraftpolitikker med henblik på gradvis indførelse af en fælles beskæftigelsespolitik, der bidrager til den økonomiske udvikling og til en bedre balance i arbejdskraftsituationen i Fællesskabet;

b) at foretage en generel undersøgelse af virkningerne af anvendelsen af denne forordning og eventuelle supplerende bestemmelser;

c) at forelægge Kommissionen begrundede forslag til revision af denne forordning;

d) efter anmodning fra Kommissionen eller på eget initiativ at afgive begrundede udtalelser om generelle eller principielle spørgsmål, navnlig om udveksling af oplysninger om udviklingen på arbejdsmarkedet, om arbejdskraftens bevægelser mellem medlemsstaterne og om programmer eller foranstaltninger til udvikling af erhvervsvejledning og -uddannelse i overensstemmelse med artikel 26 samt om arbejdstagernes boligforhold med henblik på at øge mulighederne for fri bevægelighed og beskæftigelse.

Artikel 30

1. Det Rådgivende Udvalg består af 36 medlemmer, to regeringsrepræsentanter, to repræsentanter for fagforeninger og to repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer fra hver af medlemsstaterne.

2. For hvert ordinært medlem udnævnes en suppleant af samme nationalitet og tilhørende samme kategori. I det ordinære medlems fravær har suppleanten ret til at deltage i udvalgets møder.

3. Medlemmernes og suppleanternes mandatperiode er to år. De kan genudnævnes.

Artikel 31

Medlemmer og suppleanter udnævnes af Rådet. Rådet bestræber sig på i udvalgets sammensætning at opnå en ligelig repræsentation af de forskellige berørte sektorer.

Rådet offentliggør listen over udvalgets medlemmer og suppleanter i De Europæiske Fællesskabers Tidende til orientering.

Artikel 32

Udvalgets formand er et medlem af Kommissionen, som ikke har stemmeret. Det træder sammen mindst to gange om året. Det indkaldes af formanden enten på dennes eget initiativ eller efter anmodning fra mindst halvdelen af medlemmerne.

Udvalgets sekretariat varetages af Kommissionens tjenestegrene.

Artikel 33

Formanden kan indbyde personer eller repræsentanter for organer med omfattende erfaring inden for beskæftigelse og arbejderbevægelse til at deltage i møderne som observatører eller eksperter. Han kan lade sig ledsage af tekniske rådgivere.

Artikel 34

1. Udvalget er beslutningsdygtigt, når to tredjedele af dets medlemmer er til stede.

2. Udtalelser skal begrundes; de vedtages med absolut flertal af de gyldigt afgivne stemmer.

3. Udtalelserne ledsages af en note, der begrunder mindretallets synspunkter, hvis dette anmoder herom.

Artikel 35

Udvalget udarbejder i løbet af de første seks måneder af sit virke en forretningsorden, hvori det fastlægger sine arbejdsmetoder. Forretningsordenen træder i kraft, når den er godkendt af Kommissionen.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

UDVALGET FOR TEKNISK SAMARBEJDE

Artikel 36

Der nedsættes et teknisk udvalg i Kommissionen, som skal bistå den med at forberede, fremme og overvåge resultaterne af alt teknisk arbejde og alle tekniske foranstaltninger med henblik på anvendelsen af denne forordning og eventuelle supplerende bestemmelser.

Artikel 37

Ud over de opgaver, der udtrykkeligt er tillagt det i artikel 17, 24 og 25, har Det Tekniske Udvalg navnlig til opgave

a) at fremme og forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes administrationer i alle spørgsmål vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed og beskæftigelse

b) at udarbejde procedurer for tilrettelæggelsen af de berørte administrationers fælles aktiviteter;

c) at lette indsamlingen af oplysninger, der er nyttige for Kommissionen, og gennemførelsen af de undersøgelser og analyser, der er omhandlet i denne forordning, samt at fremme udvekslingen af oplysninger og erfaringer mellem de berørte administrationer i medlemsstaterne;

d) at undersøge harmoniseringen af de kriterier, hvorefter medlemsstaterne vurderer situationen på deres arbejdsmarkeder.

Artikel 38

1. Det Tekniske Udvalg består af en regeringsrepræsentant fra hver medlemsstat, der sidder i Det Rådgivende Udvalg. Hver medlemsstat udpeger sin repræsentant.

2. Hver medlemsstat udpeger en suppleant blandt sine øvrige regeringsrepræsentanter eller suppleanter i Det Rådgivende Udvalg. Suppleanterne kan altid deltage i møderne i Det Tekniske Udvalg.

3. En repræsentant for Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og en repræsentant for Kommissionen for Det Europæiske Atomenergifællesskab deltager i Det Tekniske Udvalgs arbejde uden stemmeret.

Artikel 39

Formandskabet for Det Tekniske Udvalg varetages af et medlem af Kommissionen eller dennes repræsentant. Det indkaldes af formanden, enten på dennes initiativ eller efter anmodning fra mindst en tredjedel af dets medlemmer.

Formanden og medlemmerne af Det Tekniske Udvalg kan ledsages af tekniske rådgivere.

Det Tekniske Udvalgs sekretariat varetages af Kommissionen.

Artikel 40

Forslagene og udtalelserne fra Det Tekniske Udvalg forelægges for Kommissionen. Forslagene og udtalelserne ledsages af en note, hvori der redegøres for de udtalelser, som de forskellige medlemmer af Det Tekniske Udvalg har givet udtryk for, hvis de anmoder herom.

Artikel 41

I løbet af de første seks måneder af sit virke udarbejder Det Tekniske Udvalg en forretningsorden med angivelse af sine arbejdsmetoder. Forretningsordenen træder i kraft, når den er godkendt af Kommissionen.

[Kim P. Nyberg]

FJERDE DEL

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 42

1. Denne forordning berører ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab om arbejdstagere med videregående kvalifikationer inden for kul- og stålerhvervene eller bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab om adgang til kvalificeret beskæftigelse på det nukleare område eller de bestemmelser, der er vedtaget i medfør af disse traktater.

2. Denne forordning finder dog anvendelse på de i stk. 1 omhandlede kategorier af arbejdstagere, for så vidt deres retsstilling ikke er omfattet af ovennævnte traktater eller bestemmelser.

3. Denne forordning berører ikke de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne som følge af særlige forbindelser mellem dem og visse ikke-europæiske lande eller territorier på grund af de institutionelle forbindelser, der består eller har bestået mellem dem.

Artikel 43

1. En anonym stillingsannonce må ikke udnyttes i et land, der ikke tilhører Fællesskabet, når den vedrører en erhvervsmæssig kvalifikation, der er opført på en liste over overskudserhverv, som en medlemsstat har udarbejdet i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), uden først at være rettet til denne medlemsstat med henblik på kompensation. Denne medlemsstat skal inden for en frist på femten dage meddele, om den er i stand til at acceptere tilbuddet.

2. Det kan under ingen omstændigheder kræves, at en medlemsstat påberåber sig princippet om fortrinsret til Fællesskabets arbejdsmarked for sine egne statsborgere.

Artikel 44

Kommissionen sikrer, at medlemsstaterne effektivt liberaliserer lønoverførsler som krævet i traktatens artikel 106. Rådet vedtager ligeledes på de i traktaten fastsatte betingelser de direktiver, der måtte være nødvendige for at afskaffe den forskelsbehandling, der stadig findes med hensyn til fri overførsel af arbejdstageres opsparing.

Artikel 45

Bestemmelserne i denne forordning berører ikke:

a) de rettigheder, der er erhvervet af statsborgere i en medlemsstat, som allerede var beskæftiget på en anden medlemsstats område på tidspunktet for forordningens ikrafttræden;

b) bestemmelser i medlemsstaternes nationale lovgivning, som er gunstigere for arbejdstagere fra andre medlemsstater og deres familiemedlemmer;

c) de rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner eller aftaler, som er indgået mellem to eller flere medlemsstater, og som giver en gunstigere behandling af disse staters statsborgere.

Artikel 46

Der vedtages senere bestemmelser om sæsonarbejderes og grænsearbejderes situation. Disse bestemmelser foreslås af Kommissionen senest seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 47

Senest seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden udarbejder Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne en detaljeret liste over sygdomme og handicap, som kan begrunde, at en medlemsstat nægter en arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, og dennes familiemedlemmer indrejse på sit område. Den fastsætter inden for samme frist og på samme betingelser de nærmere bestemmelser for sundhedskontrollen.

Artikel 48

1. Fra datoen for denne forordnings ikrafttræden må medlemsstaterne ikke indføre nye diskriminerende restriktioner eller procedurer på de områder, der er omhandlet i traktatens artikel 48, stk. 2, eller skærpe dem, der ikke afskaffes ved denne forordning.

2. Enhver restriktiv eller diskriminerende foranstaltning over for udenlandske arbejdstagere, som medlemsstaterne har indført siden traktatens ikrafttræden, skal afskaffes over for arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne, senest seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 49

1. Kommissionen er ansvarlig for vedtagelsen af de gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning. Den arbejder tæt sammen med medlemsstaternes centraladministrationer, både hvad angår spørgsmål af generel eller principiel karakter og tekniske problemer i forbindelse med forordningens anvendelse.

2. I betragtning af Storhertugdømmet Luxembourgs særlige situation kan Kommissionen efter anmodning fra denne medlemsstat tillade undtagelser fra anvendelsen i dette land af artikel 6, stk. 3 og 4, og artikel 10 i denne forordnings anvendelsesperiode.

Artikel 50

Driftsudgifterne for de udvalg, der nedsættes i henhold til artikel 28 og 36, afholdes over fællesskabsbudgettet og opføres i sektionen vedrørende Kommissionen.

Artikel 51

Denne forordning finder anvendelse på medlemsstaternes område og er til fordel for deres statsborgere med forbehold af de afgørelser, som Rådet måtte træffe i henhold til traktatens artikel 227, stk. 2, andet afsnit. Den finder ligeledes anvendelse på de områder, der er nævnt i traktatens artikel 227, stk. 4, og på deres statsborgere.

Artikel 52

Denne forordning træder i kraft den ...

Kommissionen forelægger inden den 31. december 1962 Rådet et forslag til forordning med henblik på vedtagelse af de liberaliseringsforanstaltninger, der skal gælde i anden fase. Bestemmelserne i denne forordning finder fortsat anvendelse, indtil en sådan senere forordning træder i kraft.

[Kim P. Nyberg]

b) Udkast til

DIREKTIVER

om administrative procedurer og praksis i forbindelse med indrejse, beskæftigelse og ophold for arbejdstagere fra en medlemsstat og deres familier i andre af Fællesskabets medlemsstater

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

under henvisning til traktatens bestemmelser, særlig artikel 48 og 49,

under henvisning til Rådets forordning nr. om indledende foranstaltninger med henblik på gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. af ...

under henvisning til forslag fra Kommissionen;

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

afskaffelse af procedurer, administrativ praksis og tidsfrister for adgang til ledige stillinger, som hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed, og afskaffelse af restriktioner, der pålægger medlemsstaternes arbejdstagere andre betingelser end dem, der gælder for nationale arbejdstagere med hensyn til frit valg af beskæftigelse, skal gennemføres efter en gradvis plan;

det anerkendes, at de restriktioner, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. traktatens artikel 48, er dem, der gælder for alle udlændinge, uanset om de er arbejdstagere eller ej, og som er rettet mod individuelle tilfælde, og at de ikke må anvendes til økonomiske formål;

vedtagelsen af etaper giver enhver garanti for, at den gradvise liberalisering af arbejdskraftens bevægelser, der er foreskrevet i traktaten, vil blive overholdt fuldt ud;

disse direktiver fastlægger de nødvendige foranstaltninger for den første etape, der løber indtil den 31. december 1962 og ikke varer mindre end to år; de efterfølgende liberaliseringsforanstaltninger skal vedtages senere;

på grund af den nære forbindelse mellem de i medlemsstaterne gældende bestemmelser om udstedelse af pas, visa, opholds- og arbejdstilladelser på den ene side og de spørgsmål, der er omhandlet i forordning nr.... på den anden side kræver, at der træffes samtidige liberaliseringsforanstaltninger på disse områder; disse foranstaltninger skal svare til omfanget af de rettigheder, som forordningen giver statsborgere fra hver medlemsstat med hensyn til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område, således at enhver hindring for denne beskæftigelse og for udøvelsen heraf fjernes;

HAR VEDTAGET DISSE DIREKTIVER:

[Kim P. Nyberg]

Artikel 1

1. Med henblik på anvendelsen af disse direktiver:

a) "forordning": Rådets forordning nr. ... om indledende foranstaltninger med henblik på gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet;

b) "familiemedlemmer" forstås i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 10, stk. 1 og 2.

2. Bestemmelserne i disse direktiver finder anvendelse på medlemsstaternes område og er til fordel for deres statsborgere med forbehold af de afgørelser, som Rådet træffer i henhold til traktatens artikel 227, stk. 2, andet afsnit. De finder ligeledes anvendelse på de områder, der er nævnt i traktatens artikel 227, stk. 4, og på deres statsborgere.

Artikel 2

1. Hver medlemsstat udsteder og fornyer i overensstemmelse med sin lovgivning til sine statsborgere, der ønsker at rejse til en anden medlemsstat for dér at tage lønnet beskæftigelse, samt til deres familiemedlemmer et pas eller identitetskort, hvori deres nationalitet er angivet, og som giver dem ret til frit at forlade landet og til at vende tilbage.

2. Passet skal som minimum være gyldigt i alle medlemsstater og i lande med direkte transit mellem medlemsstaterne. Hvis passet er det eneste dokument, der er gyldigt til at forlade landet, skal det være gyldigt i mindst 5 år.

Artikel 3

1. Hver medlemsstat giver fri adgang til sit område for en statsborger i en anden medlemsstat, der rejser dertil for at udøve lønnet beskæftigelse, og for hans familiemedlemmer mod forevisning af et identitetskort, der er udstedt af hjemlandet. Hvis den pågældende ikke er i besiddelse af et identitetskort, kan der kræves et pas.

2. Kravet om indrejsevisum skal afskaffes for statsborgere i en medlemsstat, der rejser til en anden medlemsstats område for at tage lønnet beskæftigelse, og for deres familiemedlemmer.

3. Dette krav kan på ingen måde erstattes af et andet krav af samme art.

Artikel 4

1. En statsborger i en medlemsstat, der opfylder betingelserne i forordningen med henblik på at tage beskæftigelse i en anden medlemsstat, får udstedt en personlig arbejdstilladelse, i det følgende benævnt "arbejdstilladelse". Arbejdstilladelsen kan kun inddrages af den myndighed, der har udstedt den.

2. Arbejdstilladelsen;

a) skal være gyldig for hele den stats område, der har udstedt den, forudsat at der ikke er alvorlige grunde til at udelukke visse regioner. Medlemsstaterne skal hver sjette måned underrette Kommissionen om sådanne begrænsninger. Tilladelser, der udstedes til beskæftigelse i disse områder, skal være gyldige for alle områder af territoriet, der ikke er underlagt sådanne restriktioner.

b) må ikke, fra arbejdstagerens andet år med regelmæssig beskæftigelse, være begrænset til en bestemt arbejdsgiver;

c) skal være gyldig i mindst et år. I løbet af det første år kan gyldighedsperioden dog reduceres til den kontrakt eller virksomhed, der ligger til grund for arbejdstilladelsen.

3. Den arbejdstilladelse, som en medlemsstat udsteder til en statsborger fra en anden medlemsstat, der opfylder betingelserne i forordningens artikel 6, stk. 3 og 4, skal være permanent og give den pågældende mulighed for at udøve ethvert erhverv som arbejdstager på samme vilkår som indenlandske arbejdstagere.

Artikel 5

1. Hver medlemsstat udsteder til en statsborger fra en anden medlemsstat, der har fået tilladelse til at tage beskæftigelse på dens område, det nødvendige opholdsdokument, i det følgende benævnt "opholdstilladelse", med en gyldighed, der mindst svarer til gyldigheden af den arbejdstilladelse, som den pågældende er i besiddelse af.

2. Med henblik på udstedelse af opholdstilladelse kan hver medlemsstat kræve, at ansøgeren fremlægger:

a) det dokument, i henhold til hvilket han er indrejst på den pågældende stats område;

b) et dokument, der er attesteret af den kompetente arbejdsformidling, og som bekræfter, at han har et job på området.

3. Den opholdstilladelse, der udstedes til arbejdstageren, er gyldig på hele den medlemsstats område, hvor arbejdstageren er beskæftiget.

4. De afbrydelser i beskæftigelsen, der er omhandlet i forordningens artikel 7, påvirker ikke opholdstilladelsens gyldighed.

5. Opholdstilladelser til arbejdstagere, der opfylder betingelserne i forordningens artikel 6, stk. 3 og 4, skal være gyldige i mindst fem år og skal kunne fornyes automatisk.

6. Bestemmelserne i denne artikel, med undtagelse af stk. 2, litra b), finder anvendelse på samme betingelser på arbejdstagerens familiemedlemmer, der har fået adgang til området i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1 eller 2.

Artikel 6

1. Pas, identitetskort, opholdstilladelser og arbejdstilladelser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere i henhold til disse direktiver, udstedes og fornyes gratis eller til en pris, der ikke overstiger de administrative omkostninger.

Det samme gælder for de dokumenter og attester, der er nødvendige for udstedelse eller fornyelse af disse dokumenter.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for i videst muligt omfang at forenkle formaliteterne og procedurerne for opnåelse af de i stk. 1 omhandlede tilladelser.

Artikel 7

1. Disse direktiver berører ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab om arbejdstagere med videregående kvalifikationer inden for kul- og stålerhvervene eller bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab om adgang til kvalificeret beskæftigelse på det nukleare område eller de bestemmelser, der er vedtaget i medfør af disse traktater.

2. Disse direktiver finder dog anvendelse på de kategorier af arbejdstagere, der er nævnt i stk. 1, for så vidt deres retsstilling ikke er omfattet af ovennævnte traktater eller bestemmelser.

Artikel 8

Bestemmelserne i disse direktiver berøres ikke:

a) bestemmelser i medlemsstaternes nationale lovgivning, som er gunstigere for arbejdstagerne og deres familiemedlemmer;

b) de rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner eller aftaler, som er indgået mellem to eller flere medlemsstater, og som giver sidstnævntes statsborgere en gunstigere behandling.

c) de bestemmelser i medlemsstaternes nationale ret, der vedrører opretholdelse af lov og orden og offentlig sikkerhed, og som finder anvendelse på alle udlændinge, uanset om de er arbejdstagere eller ej, i deres egenskab af privatpersoner, og som ikke er bestemt til økonomiske formål.

Artikel 9

1. Disse direktiver er rettet til alle medlemsstater.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab om enhver ændring af deres love og administrative bestemmelser, der tager sigte på at forenkle procedurerne og formaliteterne for udstedelse af de dokumenter, der stadig kræves for beskæftigelse, indrejse og ophold for statsborgere fra andre medlemsstater.

[Kim P. Nyberg]

B. OVER FOR DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

På sin 13. session i Bruxelles den 30. november 1960 afgav Det Økonomiske og Sociale Udvalg følgende udtalelse:

UDTALELSE

fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg om "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet

DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG,

under henvisning til anmodning af 8. august 1960 fra Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab om en udtalelse om "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet",

under henvisning til anmodning om udtalelse fra formanden for Det Økonomiske og Sociale Udvalg til Den Faglige Sektion for Sociale Spørgsmål af 17. oktober 1960,

under henvisning til artikel 23 i Det Økonomiske og Sociale Udvalgs forretningsorden,

under henvisning til artikel 48 og 49 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab,

under henvisning til bemærkningerne til "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet",

under henvisning til den rapport, som ordføreren forelagde den 26. oktober 1960 efter møder afholdt den 16., 29. og 30. september, den 26. og 27. oktober og den 8. november 1960 af arbejdsgruppen under afdelingen for sociale spørgsmål,

under henvisning til udtalelse fra Den Faglige Sektion for Sociale Spørgsmål af 8. november 1960,

under henvisning til drøftelserne om "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet", som fandt sted på Det Økonomiske og Sociale Udvalgs plenarmøde den 30. november 1960, og som fremgår af referatet og bilaget til denne udtalelse (x),

(x) Referatet er ikke offentliggjort, da udvalgets møde ikke var offentligt.

I præamblen til traktaten opstilles følgende mål for medlemsstaterne: en stadig forbedring af befolkningernes leve- og arbejdsvilkår, en styrkelse af den økonomiske enhed og en harmonisk udvikling ved at formindske forskellene mellem de forskellige regioner og tilbageståendet i de mindst begunstigede regioner,

traktatens artikel 2 pålægger en forpligtelse til at fremme en vedvarende og afbalanceret økonomisk vækst, større stabilitet, en hurtigere stigning i levestandarden og snævrere forbindelser mellem staterne,

fællesmarkedet har til formål at skabe et integreret økonomisk område, der omfatter alle medlemsstaterne, og som bl.a. indebærer et fælles arbejdsmarked, der gør det muligt at føre en politik med fuld beskæftigelse,

traktatens artikel 7 forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet,

det er nødvendigt at skabe ligevægt mellem efterspørgslen efter og udbuddet af arbejdskraft, som er i konstant forandring, for at sikre en bedre udnyttelse af arbejdskraftfaktoren,

den frie bevægelighed er et middel til at fremme den ligevægt, der bør opnås på Fællesskabets arbejdsmarked,

den frie bevægelighed er for arbejdstagerne en individuel rettighed, som er i overensstemmelse med princippet om værdighed og frihed,

arbejdskraftens frie bevægelighed skal indgå i en politik, der tager sigte på at opnå fuld beskæftigelse, og hvor anvendelsen af faktoren arbejdskraft ikke kan fremtvinges,

der henviser til, at den frie bevægelighed kun vil være effektiv, hvis der samtidig er fri bevægelighed for kapital og etableringsfrihed,

der henviser til, at traktaten indeholder bestemmelser om afskaffelse af toldbarrierer, afskaffelse af kvantitative restriktioner og indførelse af en fælles ekstern toldtarif som forpligtelser i første fase,

den indeholder desuden bestemmelser om fuld gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsfriheden og fri udveksling af tjenesteydelser samt kapitalens frie bevægelighed som endelige mål,

for at opnå arbejdskraftens frie bevægelighed er det ud over afskaffelse af formel forskelsbehandling nødvendigt at samordne de nationale lovbestemmelser, herunder bestemmelserne om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen,

lærlinge eller personer, der er "ligestillet med arbejdstagere", bør kunne drage fordel af bestemmelserne om fri bevægelighed,

der henviser til, at flygtninge og statsløse bør behandles på samme måde som statsborgere i en medlemsstat,

der skal etableres en forbindelse mellem arbejdskraftens frie bevægelighed, erhvervsuddannelse og anvendelsen af Den Europæiske Socialfond,

AFGIVER FØLGENDE UDTALELSE:

[Kim P. Nyberg]

Forslaget til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed i Fællesskabet kan godkendes med forbehold af de ændringer og tilføjelser, der er nævnt i kapitel II og III.

I. GENERELLE BEMÆRKNINGER

Det fælles marked skal skabe et integreret økonomisk område, der omfatter alle medlemsstater. Dette indebærer et fælles arbejdsmarked. Hvis garantien kun findes i det område, der udgør det økonomiske fællesskab, vil der ikke blive udøvet nogen form for forskelsbehandling, hverken med hensyn til udvandring eller indvandring, og det vil være muligt at udnytte arbejdskraften optimalt. Dette gælder både i perioder med høj økonomisk aktivitet, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed kan virke som en dæmpende faktor i tilfælde af spændinger, og i perioder med konjunkturelle vanskeligheder, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed vil bidrage til at overvinde virkningerne af depression.

Traktaten indeholder bestemmelser om afskaffelse af told, afskaffelse af kvantitative restriktioner og indførelse af en fælles ekstern toldtarif i henhold til en tidsplan. Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende de bestemmelser, der er fastsat for de forskellige faser.

Situationen er anderledes på de områder, der er omfattet af de såkaldte "fire friheder". Afskaffelsen af restriktioner på områderne fri bevægelighed for arbejdstagere, etableringsfrihed, fri udveksling af tjenesteydelser og fri bevægelighed for kapital er kun foreskrevet i traktaten i form af et "slutmål", hvilket betyder, at der ved udgangen af overgangsperioden ikke må eksistere nogen restriktioner. Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs institutioner skal i samarbejde med medlemsstaterne tage de nødvendige skridt til at fjerne disse restriktioner. Den procedure, der skal følges, er beskrevet i detaljer i de forskellige kapitler i traktaten.

Alle bestemmelser og aftaler, der hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed, skal afskaffes.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, som er af stor betydning inden for de seks medlemsstater i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Udvalget mener, at et tæt samarbejde mellem de forskellige nationale arbejdsmarkedsforvaltninger er af afgørende betydning. Ved udtrykkeligt at anerkende den individuelle ret til at bevæge sig frit inden for medlemsstaterne for at søge job, der faktisk er ledige, vil beskæftigelsesmulighederne og arbejdstagernes sociale situation nødvendigvis blive forbedret. Derudover vil der være en afsmittende virkning på de generelle økonomiske resultater, som økonomien i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs område kan forvente en stigning i produktiviteten og en stigning i nationalindkomsten. Endelig vil arbejdskraftens frie bevægelighed yde et særligt bidrag til udviklingen af regionalpolitikken, idet liberaliseringen af ind- og udvandring sammen med de øvrige elementer i regionalpolitikken vil gøre det muligt at fordele arbejdskraften kvalitativt og kvantitativt i overensstemmelse med kravene om en afbalanceret udvidelse af økonomien i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab som helhed.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg konstaterer imidlertid, at den frie bevægelighed ikke er det eneste middel til at afhjælpe de socialpolitiske forskelle i medlemsstaterne. Det er derfor nødvendigt at fjerne forvridende faktorer for at undgå forvridninger.

En harmonisering af medlemsstaternes socialpolitik som helhed vil i sidste ende gøre det muligt at opnå en konstant forbedring af leve- og beskæftigelsesvilkårene for befolkningerne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Dette kan kun opnås ved at harmonisere de sociale bestemmelser og de andre socialpolitiske mål, der er fastsat i traktaten, dvs. erhvervsuddannelse, Den Europæiske Socialfond, ligeløn for mænd og kvinder, og ved en fælles aktiv konjunkturpolitik.

Traktaten kræver en politik, der sigter mod fuld beskæftigelse. Den fremtidige udvikling af det fælles marked vil give stærke incitamenter til økonomisk ekspansion. Det vil automatisk føre til en større efterspørgsel efter arbejdskraft i alle medlemslande. Den frie bevægelighed vil i fremtiden give arbejdstagerne mulighed for at vælge deres arbejdsplads i den medlemsstat, der tilbyder de mest gunstige sociale og arbejdsmæssige vilkår, og som bedst svarer til deres faglige evner og ønsker. Men for at undgå en beskyldt ensidig bevægelse af arbejdstagere vil alle medlemsstater være forpligtet til at tilstræbe harmonisering på det sociale område af de samme grunde.

Arbejdskraftens frie bevægelighed kombineret med etableringsfriheden for selvstændige og indførelsen af fri udveksling af tjenesteydelser og fri bevægelighed for kapital er også af stor politisk betydning.

[Kim P. Nyberg]

II. FORSLAG TIL FORMELLE OG INDHOLDSMÆSSIGE ÆNDRINGER AF UDKASTET TIL FORORDNING

Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår følgende formelle og indholdsmæssige ændringer til forordningsforslaget:

1) Når der i forordningen henvises til "arbejdstagere", bør der gøres særligt opmærksom på personer, der "behandles som arbejdstagere", ved at anvende udtrykket "arbejdstagere og personer, der behandles som arbejdstagere".

2) Når der i forordningen henvises til "statsborgere", bør de juridiske udtryk, der anvendes i artikel 4 i forordning nr. 3 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, være "statsborgere og personer, der behandles som sådanne", herunder statsløse eller politiske flygtninge, der er anerkendt som sådanne i henhold til Genève-konventionen, og som opholder sig på en medlemsstats område.

3) Ud over de ændringer, der skal foretages som forklaret ovenfor, bør der foretages følgende yderligere ændringer i betragtningerne:

1. betragtning

Denne betragtning bør have følgende ordlyd

"Afskaffelse af enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet mellem arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der er statsborgere i en af medlemsstaterne, eller som er statsløse eller politiske flygtninge, der er anerkendt som sådanne i henhold til Genève-konventionen, og som opholder sig på en af medlemsstaternes område, med hensyn til beskæftigelse, aflønning og andre arbejdsvilkår, skal sikres senest ved overgangsperiodens udløb, navnlig for at gøre det muligt for arbejdstagere eller dermed ligestillede personer at bevæge sig frit inden for Fællesskabets område for at tage imod konkrete jobtilbud".

3. betragtning

Andet afsnit læses som følger

"For at tage hensyn til forsinkelsen i godkendelsen af de første liberaliseringsforanstaltninger og for ikke at forsinke ikrafttrædelsen af de efterfølgende foranstaltninger forlænges den første etape indtil senest den 31. december 1962".

5. betragtning

I tredje linje bør ordet "eventuelt" udgå.

6. betragtning

I forbindelse med denne betragtning blev det henstillet, at de "relevante organer" i forbindelse med det praktiske samarbejde ikke udelukkende benytter sig af arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer i informationsøjemed, men at de i deres helhed indtager det synspunkt, der er baseret på disse organisationers erfaringer.

8. betragtning

Der er en tæt forbindelse mellem den frie bevægelighed for arbejdstagere og dermed ligestillede personer og Den Europæiske Socialfond. Heraf følger ubetinget behovet for et intensivt samarbejde mellem de organer, der er ansvarlige for forvaltningen af Den Europæiske Socialfond, og realiseringen af arbejdstagernes frie bevægelighed.

Harmoniseringen af disse to opgaver på integrationsområdet kan også baseres på den gensidige afhængighed mellem fri bevægelighed og erhvervsuddannelse. Det er netop af denne grund, at de berørte erhvervsorganisationers deltagelse på grundlag af et fælles ansvar ikke kan undværes.

På baggrund af disse overvejelser bør den 8. betragtning formuleres som følger:

"Endelig er der en nær sammenhæng mellem den frie bevægelighed for arbejdstagere og dermed ligestillede, boligforhold, beskæftigelse og erhvervsuddannelse, bestemmelserne om Den Europæiske Socialfond og vedtægten for denne, for så vidt som disse bestemmelser og vedtægten har til formål at sætte arbejdstagere og dermed ligestillede i stand til at tage imod konkrete tilbud om beskæftigelse i andre regioner i Fællesskabet; at disse forbindelser gør det nødvendigt at undersøge de problemer, der opstår på disse områder, ikke isoleret, men i deres indbyrdes afhængighed; at de gør det nødvendigt at rette medlemsstaternes indsats mod indførelsen af en fællesskabspolitik for arbejdskraft, som også omfatter en rationel regional beskæftigelsespolitik".

4) Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår følgende ændringer til de forskellige artikler i forordningen:

Artikel 1

Der bør indsættes et nyt stk. 2 med følgende ordlyd

"Denne forordning finder ligeledes anvendelse på arbejdstagere eller dermed ligestillede, som er statsborgere i en medlemsstat, statsløse eller politiske flygtninge, der er anerkendt som sådanne i henhold til Genève-konventionen, og som opholder sig på en medlemsstats område".

Det tidligere stk. 2 bliver stk. 3.

Artikel 2

Denne artikel får følgende ordlyd

"1. Uanset reglen i artikel 1 får arbejdstagere og dermed ligestillede, som er genstand for navngivne tilbud fra arbejdsgivere til arbejdsformidlinger, automatisk tilladelse til at tiltræde den ledige stilling, når sådanne tilbud er af særlig karakter baseret på:

a) grunde af faglig art vedrørende specialisering eller karakteren af den tillid, der er knyttet til det tilbudte job, eller tidligere faglige forbindelser;

b) familiemæssige bånd mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller den person, der behandles som sådan.

2. Tilbuddet om ansættelse med navns nævnelse skal ledsages af et tilsagn fra arbejdsgiveren om betingelserne for og varigheden af den tilbudte ansættelse.

Stk. 3 forbliver uændret.

Artikel 3

Læs den indledende sætning i stk. 1 som følger:

"1. Ved begyndelsen af hvert kvartal sender medlemsstaterne Kommissionen en detaljeret rapport om det foregående kvartal med angivelse af:"

Artikel 5

Ordet "eventuelt" bør udgå af sidste punktum i stk. 2.

Artikel 6

I stk. 1 erstattes ordet "erhverv" med ordet "branche".

I stk. 4 ændres tidsfristen ("8 og 12 måneder") til "6 og 12 måneder".

Artikel 8

Stk. 3 bør læses som følger:

"Enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster, der fastsætter eller tillader diskriminerende arbejds- og ansættelsesvilkår i henhold til artikel 48, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er ugyldig".

Artikel 10

I første linje i stk. 2 slettes ordet "andre"; i anden linje: "helt eller delvis".

Artikel 14

Slet i anden del af sætningen: "på samme vilkår som sine egne statsborgere".

Artikel 15 til 19

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at disse artikler kun kan gennemføres, hvis alle deltagere og berørte parter udviser et reelt ønske om integration. Det foreslår, at organer, der repræsenterer arbejdstagere og arbejdsgivere, inddrages i udførelsen af de opgaver, der er beskrevet i artikel 15-19.

Artikel 22

Denne artikel rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang Det Europæiske Koordineringskontor bør samarbejde med Det Rådgivende Udvalg. Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at der er et presserende behov for at etablere en tæt forbindelse mellem disse to institutioner.

Artikel 23 og 24

Disse to artikler bør bringes i overensstemmelse med Det Økonomiske og Sociale Udvalgs overvejelser. Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår, at artikel 23 og 24, som de tidligere er udformet, slås sammen til én artikel. Stk. 1, 2, 3 og 4 i den tidligere artikel 24 tilføjes til artikel 23 som stk. 5, 6, 7 og 8. I stk. 7 er den sidste sætning dog blevet slettet. Desuden besluttede Det Økonomiske og Sociale Udvalg at foreslå, at der indsættes en ny artikel 24, hvori det udtrykkeligt anføres, at Det Europæiske Koordineringskontor skal samarbejde med Det Rådgivende Udvalg og Det Tekniske Udvalg.

Artikel 23 ville således få følgende ordlyd

"1. Det Europæiske Koordineringskontor centraliserer oplysninger om clearing- og investeringsaktiviteter på fællesskabsplan, navnlig:

a) oplysninger fra de centrale tjenestegrene og, efter delegation fra disse, fra de regionale tjenestegrene, navnlig de oplysninger, der er omhandlet i artikel 16;

b) data fra undersøgelser og studier, der gennemføres i henhold til artikel 20.

2. Den sammenfatter disse data på en sådan måde, at alle relevante oplysninger om den forventede udvikling på Fællesskabets arbejdsmarked og på de nationale og regionale arbejdsmarkeder fremgår.

3. Den sammenstiller de data, der leveres af de specialiserede afdelinger i henhold til artikel 17.

4. Den videresender hurtigst muligt disse oplysninger til de berørte tjenestegrene i medlemsstaterne og navnlig til de faglige sektioner.

5. Den udarbejder standardiserede dokumenter, hvis generelle anvendelse vil kunne lette og fremskynde den fælles indsats.

6. Den deltager i tilrettelæggelsen af de besøg, uddannelseskurser og efteruddannelsesprogrammer, der er omhandlet i artikel 25.

7. Det udfører eller medvirker ved udførelsen af alt specialiseret arbejde på fællesskabsplan inden for kompensation og anbringelse, navnlig med hensyn til

- faglige redegørelser

- udarbejdelse af en sammenlignende ordbog over de erhverv, der er genstand for de største bevægelser af arbejdskraft mellem medlemsstaterne.

8. Den udarbejder en årlig rapport om udlignings- og formidlingsaktiviteterne på fællesskabsplan og om resultaterne heraf.

Artikel 24

Læs denne artikel som følger:

"Det Europæiske Koordineringskontor samarbejder med Det Rådgivende Udvalg og Det Tekniske Udvalg.

Artikel 26

Gennemførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed vil uundgåeligt medføre, at der gøres brug af Den Europæiske Socialfond i de sektorer, hvor det er nødvendigt at iværksætte et særligt erhvervsuddannelsesprogram. De berørte erhvervsorganisationer på nationalt plan og på fællesskabsplan høres med henblik på iværksættelse af erhvervsuddannelse i henhold til artikel 26.

Følgende ændringsforslag følger:

I stk. 1, litra a), indsættes: "... navnlig med de berørte erhvervsorganisationer på nationalt plan og fællesskabsplan".

Artikel 27

I slutningen af stk. 2 tilføjes følgende punktum

"I dette tilfælde skal undersøgelsen af arbejdstageren eller den dermed ligestillede person finde sted, inden vedkommende forlader oprindelseslandet.".

Artikel 30

Det Økonomiske og Sociale Udvalg er af den opfattelse, at spørgsmålet om suppleanter i Det Rådgivende Udvalg bør løses på en anden måde. Det har derfor vedtaget følgende tekst, som er inspireret af teksten i vedtægterne for Den Europæiske Socialfond:

Stk. 1 forbliver uændret.

Stk. 2 får følgende ordlyd

"Der udpeges en suppleant for hver af de seks medlemsstater og for hver kategori som omhandlet i stk. 1. Hvis et eller begge medlemmer er fraværende, deltager suppleanterne i udvalgets drøftelser. Når begge medlemmer er til stede, kan deres suppleanter deltage i udvalgets møder."

Stk. 3 forbliver uændret.

Artikel 31

Det Økonomiske og Sociale Udvalg henleder opmærksomheden på, at en rimelig repræsentation af de forskellige berørte sektorer i Det Rådgivende Udvalg kun kan opnås med hensyn til arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter. Det foreslår derfor, at stk. 1 ændres som følger

"Rådet bestræber sig på, for så vidt angår repræsentanter for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, at opnå en ligelig repræsentation af de forskellige berørte økonomiske sektorer."

Artikel 32

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at det allerede nu bør være muligt at indkalde Det Rådgivende Udvalg på anmodning af mindst en tredjedel af dets medlemmer. Stk. 1, tredje punktum, bør derfor ændres som følger

"... Det indkaldes af formanden, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra mindst en tredjedel af medlemmerne".

Artikel 33

Det Økonomiske og Sociale Udvalg anser det for nødvendigt, at hvert medlem ledsages af en teknisk rådgiver, såfremt denne afholder omkostningerne ved deltagelsen. Der bør også være mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper.

Derfor bør følgende to stykker tilføjes til artikel 33:

Stk. 2:

"Medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg kan ledsages af tekniske rådgivere, som afholder omkostningerne ved deres deltagelse."

Stk. 3:

"Det Rådgivende Udvalg kan nedsætte arbejdsgrupper for at lette udførelsen af sit arbejde."

Artikel 36

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at Det Tekniske Udvalg kun kan beskæftige sig med tekniske spørgsmål. Dette resulterer i følgende nye formulering af artikel 36:

"Der nedsættes et teknisk udvalg i Kommissionen, som skal bistå den med at udarbejde tekniske foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning."

Artikel 37

På grundlag af de samme overvejelser som for artikel 36 ændres denne artikel som følger:

"Ud over de beføjelser, der udtrykkeligt er tillagt det i artikel 24 og 25, er Det Tekniske Udvalg navnlig ansvarligt for:

a) at fremme samarbejdet mellem medlemsstaternes administrationer om tekniske spørgsmål i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed og beskæftigelse;

b) uændret;

c) at lette tilvejebringelsen af den dokumentation, der er nyttig for Kommissionen, for at gøre det muligt at gennemføre de undersøgelser og analyser, der er omhandlet i denne forordning, og at fremme udvekslingen af oplysninger og erfaringer mellem de berørte administrationer i medlemsstaterne;

d) at undersøge harmoniseringen af de tekniske kriterier, som medlemsstaterne anvender til at vurdere situationen på deres arbejdsmarkeder."

Artikel 38

Repræsentationen af et ordinært medlem i Det Tekniske Udvalg skal ske på samme måde som i Det Rådgivende Udvalg. Dette giver følgende nye ordlyd til stk. 2 i denne artikel:

Stk. 2:

"Hver medlemsstat udpeger en suppleant blandt sine øvrige regeringsrepræsentanter, hvad enten de er fuldgyldige medlemmer eller suppleanter, i Det Rådgivende Udvalg. Hvis det ordinære medlem er fraværende, har suppleanten ret til at deltage i udvalgets drøftelser. Hvis det medlem, der repræsenterer en regering, er til stede, har suppleanten ret til at deltage i udvalgets drøftelser."

Artikel 40

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at Det Rådgivende Udvalg bør gøres opmærksom på de forslag og udtalelser, der udarbejdes af Det Tekniske Udvalg, og at de bør forelægges for Kommissionen. Artikel 40 bør derfor omformuleres som følger

Stk. 1:

"Det Rådgivende Udvalg gøres opmærksom på de forslag og udtalelser, som Det Tekniske Udvalg udarbejder, og de forelægges for Kommissionen".

Stk. 2:

"Disse forslag og udtalelser ledsages af et notat med de udtalelser, som de forskellige medlemmer af Det Rådgivende Udvalg og Det Tekniske Udvalg har givet udtryk for, hvis de anmoder herom."

Artikel 41

I forlængelse af bemærkningerne til artikel 36-40 er Det Økonomiske og Sociale Udvalg af den opfattelse, at Det Tekniske Udvalgs forretningsorden ikke kan sættes i kraft af Kommissionen, før Det Rådgivende Udvalg har afgivet sin udtalelse.

Artikel 41, andet punktum, bør derfor formuleres som følger

"Forretningsordenen træder i kraft efter høring af Det Rådgivende Udvalg og efter Kommissionens godkendelse."

Artikel 44

Det Økonomiske og Sociale Udvalg understreger, at det er nødvendigt at sikre, at formuleringen af artikel 44 er i overensstemmelse med traktatens artikel 106.

Det foreslår følgende nye formulering:

"Medlemsstaterne skal effektivt sikre den frie overførsel af lønninger, der er foreskrevet i traktatens artikel 106.

Rådet vedtager de nødvendige direktiver med henblik på at ophæve eksisterende restriktioner for den frie overførsel af opsparing, der tilhører arbejdstagere eller dermed ligestillede personer."

Artikel 46

Det Økonomiske og Sociale Udvalg godkender bestemmelsen i denne artikel, men beklager, at sæsonarbejderes og grænsearbejderes retlige status først vil blive fastlagt på et senere tidspunkt.

Artikel 47

Det Økonomiske og Sociale Udvalg påpeger, at de forskellige kriterier, som medlemsstaterne anvender til at vurdere sygdom og handicap, kræver harmonisering.

Artikel 52

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at Kommissionen bør anmodes om at forelægge Rådet en forordning om fastsættelse af de hjælpeforanstaltninger, der skal anvendes i anden fase, så hurtigt som muligt, dvs. inden den 30. juni 1962.

[Kim P. Nyberg]

III. FORSLAG TIL ÆNDRINGER AF DIREKTIVUDKASTETS FORM OG INDHOLD

Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår følgende formelle og indholdsmæssige ændringer til direktivforslagene:

1) Når der i direktiverne henvises til "arbejdstagere", bør personer, der behandles som sådanne, udtrykkeligt nævnes ved hjælp af ordene "arbejdstagere og personer, der behandles som sådanne".

2) Når der i direktiverne henvises til "statsborgere", skal den juridiske formulering i artikel 4 i forordning nr. 3 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab anvendes, dvs. "statsborgere og dermed ligestillede", som også omfatter statsløse og politiske flygtninge, der er anerkendt som sådanne i henhold til Genève-konventionen, og som opholder sig på en medlemsstats område.

3) I betragtningerne bør der også foretages følgende ændringer i lyset af ovenstående:

4. betragtning

Slette ordene "men ikke for en periode på mindre end to år".

5. betragtning

Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår, at første punktum i denne betragtning formuleres som følger:

"Der er en tæt forbindelse mellem de gældende bestemmelser i medlemsstaterne om udstedelse af pas, identitetskort, visa, opholdstilladelser og arbejdstilladelser på den ene side og bestemmelserne i forordning nr. .... på den anden side; kræver, at der samtidig træffes liberaliseringsforanstaltninger på disse områder, at disse foranstaltninger skal svare til omfanget af de rettigheder og friheder, som forordningen giver statsborgere i hver medlemsstat og dermed ligestillede personer med hensyn til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område, således at enhver hindring for sådan beskæftigelse og for udøvelsen heraf fjernes".

4) Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår følgende ændringer til de forskellige artikler i direktiverne:

Artikel 2

Det Økonomiske og Sociale Udvalg bemærker udtrykkeligt, at direktiverne ikke må være i modstrid med forordningen. Det foreslår derfor, at følgende ord tilføjes i slutningen af artikel 2, stk. 1

"... for så vidt dette ikke er i strid med bestemmelserne i forordningens artikel 5".

Artikel 4

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at arbejdstilladelser bør være gyldige i hele den periode, hvor ansættelseskontrakten løber, dog mindst et år. Artikel 4, stk. 2, litra c), bør derfor ændres som følger

"Arbejdstilladelsen:

c) skal have en gyldighedsperiode, der svarer til varigheden af den kontrakt, på grundlag af hvilken den er udstedt; den kan under ingen omstændigheder have en gyldighedsperiode på mindre end et år".

Artikel 6

Det Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at udstedelse af pas, identitetskort, opholdstilladelser og arbejdstilladelser ikke bør medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for arbejdstagerne. Derfor bør artikel 6, stk. 1, have følgende ordlyd

"1. Pas, identitetskort, opholdstilladelser og arbejdstilladelser, der udstedes til statsborgere i medlemsstaterne eller personer, der er ligestillet hermed i henhold til disse direktiver, udstedes eller forlænges gratis eller mod et beskedent gebyr".

Artikel 9

Det Økonomiske og Sociale Udvalg anbefaler, at Kommissionen håndhæver disse bestemmelser i henhold til artikel 169 og 170, dvs. sikrer, at medlemsstaterne overholder disse direktiver.

Således vedtaget i Bruxelles den 30. november 1960.

Formanden for Det Økonomiske og Sociale Udvalg
L. ROSENBERG

Generalsekretæren for Det Økonomiske og Sociale Udvalg
Jacques GENTON

[Kim P. Nyberg]

BILAG TIL UDTALELSEN

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs meddelelse af 30. november 1960 om "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet

Ændringsforslag udskudt af Det Økonomiske og Sociale Udvalg på dets trettende møde

Mødet den 30. november 1960

Følgende ændringsforslag blev sat til afstemning og forkastet under drøftelserne på Det Økonomiske og Sociale Udvalgs trettende session - mødet den 30. november 1960:

1) Kapitel II:

På side 6, under kapitel II "Forslag til formelle og indholdsmæssige ændringer vedrørende forordninger", indsættes mellem punkt 2 og punkt 3 et nyt punkt 3:

"3) Det anbefales, at Kommissionen på ny undersøger spørgsmålet om oprettelse af de administrative institutioner, der er omhandlet i forordningen, f.eks: Det Rådgivende Udvalg, Det Tekniske Udvalg og Koordineringskontoret, og foreslår Ministerrådet en forenkling af den administrative teknik".

2) Artikel 2:

I artikel 2, stk. 1, litra a), udgår sidste del af sætningen med følgende ordlyd

"eller tidligere erhvervsmæssige forbindelser".

3) Artikel 6:

I slutningen af teksten tilføjes et tredje afsnit med følgende ordlyd

"I stk. 5 erstattes ordene "traktatens ikrafttræden" med ordene "siden den 1. januar 1959".

4) Artikel 43:

Tilføj følgende sidste afsnit på side 16:

Der anmodes om, at denne artikel slettes.

Forhandlingerne om de ændringsforslag, der er vedtaget og indsat i udtalelsen, og om de ændringsforslag, der er forkastet og nævnt ovenfor, er optaget i protokollen for udvalgets drøftelser om "Forslag til forordning og direktiver om arbejdskraftens frie bevægelighed i Fællesskabet" (CES 265/60) (x).

(x) Referatet er ikke offentliggjort, da udvalgsmødet ikke var offentligt.

-----

C. RÅDETS BESLUTNINGER

Ved beslutning af 16. august 1961 vedtog Rådet:

a) forordning nr. 15 om indledende foranstaltninger til gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet

(offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 57 af 26. august 1961, s. 1073/61);

b) direktivet om administrative procedurer og praksis i forbindelse med indrejse, beskæftigelse og ophold for arbejdstagere fra en medlemsstat og deres familiemedlemmer i de øvrige medlemsstater i Fællesskabet

(offentliggjort til orientering på side 1513/61 i dette nummer af De Europæiske Fællesskabers Tidende).

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A080%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

7. december 1961 (EFT 1961 P 82 side 1593)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL nr. 54
af Kapteyn
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(8. november 1961)

Om: Gennemførelse af forordning nr. 11

I sit svar af 25. september 1961 på skriftlig forespørgsel nr. 42 (x) anførte Kommissionen, at medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 11 var forpligtet til at indføre de nødvendige kontrol- og sanktionsordninger inden den 1. juli 1961, for så vidt som deres lovgivning ikke allerede indeholdt bestemmelser herom.

(x) Se De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 67 af 13. oktober 1961, s. 1222/61.

Det fremgår også af dette svar, at fire af EØF's medlemsstater, nemlig Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene, siden den 1. juli 1961 har undladt at indføre de nødvendige kontrol- og sanktionsordninger med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 11, hvorved de har opretholdt en situation, der er i strid med EØF-traktaten, og som underminerer fællesskabsinstitutionernes autoritet.

1. Hvordan har Kommissionen i henhold til traktatens artikel 155 sikret, at regeringerne opfylder deres forpligtelser i henhold til forordningen?

2. Fremgår det ikke klart af de manglende foranstaltninger, der er truffet inden den 1. juli 1961 i de fire ovennævnte lande, at denne årvågenhed ikke har haft nogen virkning?

3. Kunne en sådan krænkelse af Kommissionens beføjelser ikke have været undgået ved at overlade pålæggelsen af de i artikel 16 i forordning nr. 11 omhandlede sanktioner ikke til medlemsstaterne, men enten til en bestemmelse i selve forordningen eller i form af en beslutning, der pålægger medlemsstaterne disse sanktioner?

4. Tilskynder Kommissionens ubehagelige erfaringer med denne forordning den ikke til i fremtiden at sikre, at traktaten og dens egen prestige respekteres i dens lovforslag?

Svar
(7. december 1961)

Ad 1) Formålet med forordning nr. 11 er at afskaffe forskelsbehandling i henhold til EØF-traktatens artikel 79, stk. 1. Så snart forordningen var trådt i kraft, undlod Kommissionen ikke under de forhandlinger, der fandt sted, at indskærpe over for regeringerne, hvilke forpligtelser den pålagde dem. Regeringerne har da også truffet toldforanstaltninger for at bringe den i artikel 79, stk. 1, omhandlede forskelsbehandling til ophør.

Hvad angår de kontrol- og sanktionsforanstaltninger, som regeringerne skal fastsætte, har Kommissionen i god tid taget de nødvendige initiativer for at sikre, at disse foranstaltninger får et så ensartet anvendelsesområde som muligt, og at de kan træde i kraft inden for de fastsatte frister. Faktisk opfordrede den umiddelbart efter offentliggørelsen af forordningen medlemsstaternes regeringer til at udarbejde løsninger på de forskellige problemer. Derefter arbejdede den sammen med nationale eksperter om at undersøge de praktiske problemer i forbindelse med gennemførelsen af forordningens bestemmelser, navnlig de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skulle træffes i henhold til forordningens artikel 14 og 16 vedrørende kontrolforanstaltninger og sanktioner.

Som resultat af dette arbejde rettede Kommissionen den 22. juni 1961 en henstilling til medlemsstaterne, som havde til formål at sikre, at bestemmelserne i forordning nr. 11 blev anvendt så ensartet som muligt.

På Rådets 49. samling i Strasbourg den 26. juni 1961 gentog Kommissionen, at medlemsstaterne skulle træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre forordning nr. 11 i god tid.

Kommissionen mindede efterfølgende medlemsstaterne om deres pligter i denne henseende.

Ad 2) I henhold til artikel 14 og 16 i forordning nr. 11 skulle medlemsstaterne senest den 1. juli 1961 vedtage kontrol- og sanktionsforanstaltninger, for så vidt som deres lovgivning ikke var tilstrækkelig i denne henseende. Før denne dato kunne Kommissionen ikke gribe ind, og eventuelle initiativer, den tog, ville ikke have haft noget retsgrundlag eller nogen rækkevidde.

Den omstændighed, at visse medlemsstater har gennemført forordning nr. 11 for sent og ikke har truffet alle de foranstaltninger, der kræves af dem i henhold til denne forordning, inden den 1. juli 1961, udgør i sig selv en overtrædelse. For at opfylde deres forpligtelser fuldt ud har medlemsstaterne imidlertid i visse tilfælde været nødt til at anvende lovgivningsproceduren. De har derfor været nødt til på samme tid at overholde bestemmelserne i fællesskabsforordningen og de uundgåelige forsinkelser, som et lovgivningsindgreb medfører.

Under hensyntagen til alle disse faktorer har Kommissionen til hensigt at tage skridt til at bringe denne situation til ophør.

Ad 3 og 4) Artikel 16 i forordning nr. 11, som det ærede medlem har gjort Kommissionen opmærksom på, er på ingen måde det vigtigste middel i det system, der er indført ved denne forordning for at sikre afskaffelse af forskelsbehandling. Faktisk giver forskellige bestemmelser i forordningen, især artikel 17 og 23 og artikel 25, Kommissionen beføjelse til at pålægge sanktioner direkte. Desuden giver andre bestemmelser, navnlig artikel 11, stk. 3, artikel 13 og artikel 14, stk. 2, Kommissionen beføjelse til at indhente oplysninger direkte fra virksomhederne og til at pålægge sine tjenestemænd eller eksperter at foretage kontrolundersøgelser på stedet. Artikel 16 hører derimod til de foranstaltninger, der har til formål at supplere Kommissionens direkte kontrolindsats. Det var disse supplerende foranstaltninger, som Fællesskabet pålagde medlemsstaterne at træffe inden den 1. juli, da det fandt det uhensigtsmæssigt inden for sin administration at oprette et særligt kontrolapparat, der ikke stod i forhold til det mål, der skulle nås, når de nationale administrationer allerede rådede over passende tjenester.

På baggrund af disse præciseringer mener Kommissionen, at forordning nr. 11 sikrer Fællesskabet mod ethvert angreb på dets myndighed.

Det skal også erindres, at artikel 79, stk. 3, ikke foreskriver, at der forud for udarbejdelsen af forordning nr. 11 skulle ske en høring af Forsamlingen. Parlamentets transportudvalg havde imidlertid lejlighed til at have en omfattende udveksling af synspunkter med Kommissionen om udkastet til forordning, navnlig på møderne den 24. marts, 11. juni og 11. september 1959.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A082%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

8. december 1961 (EFT 1961 P 81 side 1585)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 58
af Darras og Vanrullen
til Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab
(11. november 1961)

Om: Anvendelse af den europæiske statut for minearbejdere

I 1954 anbefalede Den Høje Myndighed som reaktion på rekrutteringsvanskelighederne og den ustabile arbejdsstyrke i minerne, at der blev vedtaget en europæisk statut for minearbejdere.

På sit møde i juni 1961 indtog Den Europæiske Parlamentariske Forsamling også en holdning i denne retning, idet den vedtog den betænkning, som dens kompetente udvalg havde forelagt den, og næsten enstemmigt vedtog en resolution til fordel for en europæisk statut for minearbejdere, der omfattede en række fordele og garantier for erhvervet.

Hvilke initiativer agter Den Høje Myndighed at tage for at føre den politik ud i livet, som den selv har anbefalet, og som Forsamlingen har godkendt og præciseret?

Mener Den Høje Myndighed ikke, at den straks bør tage en række skridt til at omklassificere erhvervet, især ved at reducere arbejdstiden, øge lønningerne betydeligt, give betydelige loyalitetsbonusser og de forskellige fordele, der er fastsat for pensionister osv.?

Svar
(8. december 1961)

1. I forbindelse med debatten om den europæiske statut for minearbejdere på mødet i Den Europæiske Parlamentariske Forsamling i juni 1961 anførte Den Høje Myndighed gennem et af sine medlemmer, at problemerne med rekruttering og stabilitet af arbejdskraften i kulminerne var bekymrende, og at disse vanskeligheder kunne mindskes ved anvendelse af visse specifikke foranstaltninger, hvoraf nogle vedrørte minearbejderen direkte og andre minearbejdererhvervet som sådan.

2. Med hensyn til Den Høje Myndigheds aktiviteter på dette område blev det påpeget, at Den Høje Myndigheds beføjelser er begrænsede, hvilket altid er blevet anerkendt under de mange debatter, hvor Den Europæiske Parlamentariske Forsamling har behandlet sociale problemer.

Artikel 68, stk. 1, i EKSF-traktaten fastsætter f.eks., at de metoder til fastsættelse af lønninger og sociale ydelser, der anvendes i de forskellige medlemsstater, ikke berøres af traktatens anvendelse. På samme måde falder de fleste af de andre sociale problemer, der nævnes i Den Parlamentariske Forsamlings beslutning om den europæiske statut for minearbejdere, ind under regeringernes og de faglige organisationers kompetence, så foranstaltninger på dette område kan kun træffes med respekt for de nationale organers (regeringers eller faglige organisationers) kompetence og de procedurer, der anvendes i de forskellige stater.

3. Den Høje Myndighed var dog ikke tilfreds med blot at acceptere denne de facto-situation. I overensstemmelse med sin holdning, som blev nævnt i begyndelsen af dette svar, har den tidligere bestræbt sig på og vil fremover bestræbe sig på at lette drøftelserne mellem arbejdsmarkedets parter om de mest presserende problemer inden for rammerne af Det Blandede Udvalg for Harmonisering af Arbejdsvilkårene i Kulindustrien, som omfatter repræsentanter for både de faglige organisationer og regeringerne i de seks medlemsstater.

Dette udvalg undersøger i øjeblikket problemer vedrørende arbejdstid og ansættelsesvilkår for minearbejdere. På sit møde den 21. marts 1961 besluttede det på forslag af Den Høje Myndighed at undersøge "de foranstaltninger, der er truffet i Fællesskabets lande for at lette rekrutteringen og stabiliteten af arbejdskraften i kulminerne".

4. Den Høje Myndighed opfyldte også den forpligtelse, den havde påtaget sig over for Forsamlingen, ved at fremsende resultaterne af Den Europæiske Parlamentariske Forsamlings arbejde med den europæiske statut for minearbejdere til de regeringer og faglige organisationer, der var repræsenteret i Det Blandede Udvalg.

Den Europæiske Parlamentariske Forsamling gav i punkt 8 i sin beslutning om den europæiske statut for minearbejdere udtryk for, at "den bedste måde at opnå udviklingen af en europæisk statut for minearbejdere er, at Det Blandede Udvalg holder regelmæssige møder for at diskutere den".

Den Høje Myndighed er opmærksom på de muligheder, som Det Fælles Udvalgs arbejde giver, og er som tidligere parat til at yde al mulig støtte til dette arbejde.

I betragtning af de begrænsninger, der er fastsat i traktaten, afhænger det imidlertid ikke udelukkende af Den Høje Myndighed, om Den Europæiske Parlamentariske Forsamlings beslutninger gennemføres helt eller delvist i forbindelse med disse forhandlinger.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A081%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

8. december 1961 (EFT 1961 P 82 side 1596)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL nr. 59
af Vredeling
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(16. november 1961)

Om: Princippet om fire sprog

I publikationen fra det nederlandske institut for landbrugsøkonomi, fodnote 151, med titlen "Some aspects of structural change in agriculture and rural areas", meddeler instituttets direktør i forordet, at Kommissionens generaldirektorat for landbrug har anmodet medlemsstaterne om at udarbejde en kortfattet oversigt over nogle vigtige aspekter af strukturændringerne i landbruget og landdistrikterne i deres lande.

Ifølge direktøren vil Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug offentliggøre de modtagne bidrag separat på fransk.

1. Kan Kommissionen bekræfte disse oplysninger?

2. I bekræftende fald bedes De oplyse dette:

a) hvorfor er disse breve fra medlemsstaterne kun oversat til fransk? Hvorfor er fransk det foretrukne sprog?

b) hvordan forener Kommissionen denne beslutning med sin erklæring i svaret på skriftlig forespørgsel nr. 89 fra Nederhorst (x) om, at den sikrer og fortsat vil sikre, at princippet om ligestilling af de fire sprog respekteres?

(x) Se De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 12 af 14. februar 1961, s. 378/61.

Svar
(8. december 1961)

1. Udtalelsen fra direktøren for det nederlandske institut for landbrugsøkonomi i forordet til instituttets note 151 med titlen "Some aspects of structural change in agriculture and rural areas" er baseret på en misforståelse.

EØF-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug bad eksperter fra medlemslandene om til egne formål at udarbejde en kortfattet oversigt over nogle vigtige aspekter af strukturændringer i landbruget og landdistrikterne i deres lande. Det er ikke hensigten at offentliggøre den indsamlede dokumentation til ekstern distribution.

Men når forfatterne ønsker det, og i det omfang denne dokumentation er af klar videnskabelig interesse, får de mulighed for at udbrede resultaterne af deres eget bidrag under deres personlige ansvar og på det sprog, de vælger, gennem publikationskanalen for det forskningsinstitut, de tilhører.

2. Svaret på spørgsmål 1 ovenfor gør spørgsmål 2 a og b irrelevante.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A082%3ATOC