Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1957

[Kim P. Nyberg]

Anden afsnit

Fastsættelse af den fælles toldtarif

Artikel 18

Medlemsstaterne er rede til at bidrage til udviklingen af samhandelen mellem medlemsstaterne og til at mindske handelshindringerne ved at indgå aftaler, der på grundlag af gensidighed og i fælles interesse har til formål at nedsætte toldsatserne til under det generelle niveau, der ville blive tilladt ved oprettelsen af toldunionen.

Artikel 19

1. På de betingelser og inden for de grænser, der er fastsat i det følgende, er satserne i den fælles toldtarif lig med det simple gennemsnit af de satser, der anvendes i Fællesskabets fire toldområder.

2. Dette gennemsnit beregnes på grundlag af de toldsatser, der anvendes af medlemsstaterne pr. 1. januar 1957.

For så vidt angår den italienske toldtarif, anvendes den toldsats, der gjaldt før den midlertidige nedsættelse på 10 %. For varer, for hvilke den italienske toldtarif indeholder en kontraktmæssig toldsats, træder denne i stedet for den anvendte toldsats, forudsat at den ikke er mere end 10 % højere end denne. Hvis den kontraktlige toldsats overstiger den anvendte toldsats med mere end 10 procent, skal beregningen af det simple gennemsnit baseres på den anvendte toldsats med et tillæg på 10 procent.

For toldpositionerne i liste A erstattes de anvendte toldsatser ved beregningen af det simple gennemsnit af de toldsatser, der er anført der.

3. Toldsatserne i den fælles toldtarif må ikke overstige følgende procentsatser:

a) 3 pct. for varer omfattet af toldpositionerne i liste B;

b) 10 pct. for varer, der henhører under toldpositionerne i liste C;

c) 15 procent for varer, der er omfattet af toldpositioner på liste D;

d) 25 % for varer, der er omfattet af toldpositionerne i liste E; hvis Benelux-tariffen for disse varer indeholder en toldsats på højst 3 %, skal den dog forhøjes til 12 % ved beregningen af det simple gennemsnit.

4. Liste F angiver de toldsatser, der gælder for de deri anførte varer.

5. De i denne artikel og i artikel 20 omhandlede lister over toldpositioner er knyttet til denne traktat som bilag 1.

Artikel 20

For varer, der er opført på liste G, fastsættes de gældende toldsatser ved forhandling mellem medlemsstaterne. Hver medlemsstat kan tilføje andre produkter til denne liste op til 2 % af den samlede værdi af dens import fra tredjelande i 1956.

Kommissionen træffer alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at disse forhandlinger indledes inden udgangen af det andet år efter denne traktats ikrafttræden og afsluttes inden udgangen af første etape.

Såfremt der for visse varer ikke kan opnås enighed inden for disse frister, fastsætter Rådet med enstemmighed indtil udgangen af anden etape og derefter med kvalificeret flertal satserne i den fælles toldtarif på forslag af Kommissionen.

Artikel 21

1. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, udsteder i løbet af de første to år efter denne traktats ikrafttræden direktiver med henblik på at afhjælpe tekniske vanskeligheder, der måtte opstå ved anvendelsen af artikel 19 og 20.

2. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, træffer inden udløbet af første etape eller senest ved fastsættelsen af toldsatserne afgørelse om de tilpasninger, der er nødvendige for den interne ligevægt i den fælles toldtarif som følge af anvendelsen af artikel 19 og 20, idet der navnlig tages hensyn til forarbejdningsgraden af de forskellige varer, der er omfattet af denne toldtarif.

Artikel 22

Inden to år efter denne traktats ikrafttræden fastsætter Kommissionen, i hvilket omfang de i artikel 17, stk. 2, omhandlede finansielle afgifter skal indgå i beregningen af det i artikel 19, stk. 1, omhandlede simple gennemsnit. Den tager i den forbindelse hensyn til disse afgifters eventuelle beskyttende virkning.

Inden seks måneder efter denne afgørelse kan enhver medlemsstat anmode om, at proceduren i artikel 20 anvendes på det pågældende produkt uden modregning i den procentdel, der er omhandlet deri.

Artikel 23

1. Med henblik på den gradvise indførelse af den fælles toldtarif ændrer medlemsstaterne deres toldsatser over for tredjelande som følger:

a) Toldpositioner, for hvilke de pr. 1. januar 1957 faktisk anvendte toldsatser afviger med højst 15 % fra satserne i den fælles toldtarif, skal ved udgangen af det fjerde år efter denne traktats ikrafttræden være omfattet af sidstnævnte satser;

b) i andre tilfælde anvender hver medlemsstat samtidig en toldsats, der nedsætter forskellen mellem den pr. 1. januar 1957 faktisk anvendte toldsats og toldsatsen i den fælles toldtarif med 30 %;

c) denne forskel nedsættes med yderligere 30 % ved afslutningen af anden etape;

d) for toldpositioner, for hvilke der ved afslutningen af første etape endnu ikke foreligger satser i den fælles toldtarif, anvender hver medlemsstat inden seks måneder efter den i artikel 20 omhandlede rådsafgørelse de satser, der følger af anvendelsen af dette stykke.

2. Når den i artikel 17, stk. 4, omhandlede tilladelse gives til en medlemsstat, er denne ikke forpligtet til at anvende ovennævnte bestemmelser på de pågældende toldpositioner i den periode, hvor tilladelsen er gyldig. Når denne tilladelse udløber, skal den anvende den toldsats, der følger af anvendelsen af stk. 1.

3. Den fælles toldtarif skal anvendes fuldt ud senest ved overgangsperiodens udløb.

Artikel 24

Det står medlemsstaterne frit for at ændre deres toldsatser hurtigere end fastsat i artikel 23 for at bringe dem i overensstemmelse med den fælles toldtarif.

Artikel 25

1. Hvis Kommissionen konstaterer, at produktionen i medlemsstaterne af visse produkter på liste B, C og D er utilstrækkelig til at dække en medlemsstats behov, og at disse behov traditionelt i betydeligt omfang afhænger af indførsel fra tredjelande, indrømmer Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen den pågældende medlemsstat toldkontingenter, for hvilke tolden er lavere eller lig med nul.

Sådanne kontingenter må ikke beregnes på en sådan måde, at der opstår risiko for udflytning af økonomiske aktiviteter til skade for andre medlemsstater.

2. For produkter på liste E og produkter på liste G, for hvilke satserne er fastsat i overensstemmelse med artikel 20, stk. 3, indrømmer Kommissionen på anmodning af en berørt medlemsstat toldkontingenter, for hvilke toldsatserne er lavere eller lig med nul, hvis en ændring af forsyningskilderne eller en utilstrækkelig forsyning inden for Fællesskabet vil kunne skade fremstillingsindustrien i den pågældende medlemsstat.

Sådanne kontingenter må ikke beregnes på en sådan måde, at der opstår risiko for udflytning af økonomiske aktiviteter til skade for andre medlemsstater.

3. Kommissionen kan bemyndige en medlemsstat til helt eller delvis at suspendere anvendelsen af de gældende toldsatser for de i bilag II til denne traktat anførte produkter eller til at indrømme den toldkontingenter, for hvilke satserne er lavere eller lig med nul, forudsat at dette ikke medfører alvorlige forstyrrelser på markedet for de pågældende produkter.

4. Kommissionen tager med jævne mellemrum de toldkontingenter, der er indrømmet i henhold til denne artikel, op til revision.

Artikel 26

Såfremt en medlemsstat er i særlige vanskeligheder, kan Kommissionen give den tilladelse til at udsætte nedsættelsen eller forhøjelsen af de toldsatser, der skal anvendes på visse positioner i dens toldtarif, på grundlag af artikel 23.

En sådan tilladelse kan kun gives for en begrænset periode og kun for varer, der i alt ikke repræsenterer mere end 5 % af værdien af den pågældende stats import fra tredjelande i det sidste år, for hvilket der foreligger statistiske oplysninger.

Artikel 27

Inden udløbet af første etape harmoniserer medlemsstaterne om nødvendigt deres love og administrative bestemmelser på toldområdet. Kommissionen retter de nødvendige henstillinger til medlemsstaterne.

Artikel 28

Rådet træffer med enstemmighed afgørelse om enhver autonom ændring eller suspension af satserne i den fælles toldtarif. Ved udløbet af overgangsperioden kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen for en periode på højst seks måneder træffe afgørelse om ændringer eller suspensioner, der ikke overstiger 20 % af hver toldsats. De kan kun forlænges med yderligere seks måneder på de samme betingelser.

Artikel 29

Ved udførelsen af de opgaver, der pålægges den i henhold til denne afdeling, tager Kommissionen hensyn til følgende forhold

a) behovet for at fremme samhandelen mellem medlemsstaterne og tredjelande;

b) udviklingen af konkurrencevilkårene inden for Fællesskabet, i det omfang denne udvikling fører til en forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne;

c) Fællesskabets forsyningsbehov for råvarer og halvfabrikata; i denne forbindelse skal Kommissionen sørge for ikke at fordreje konkurrencevilkårene mellem medlemsstaterne for så vidt angår færdigvarer;

d) nødvendigheden af at undgå alvorlige forstyrrelser i medlemsstaternes økonomier og af at sikre en rationel udvikling af produktionen og en forøgelse af forbruget inden for Fællesskabet.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Afskaffelse af kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne

Artikel 30

Kvantitative indførselsrestriktioner og alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne med forbehold af nedenstående bestemmelser.

Artikel 31

Medlemsstaterne må ikke indføre nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem sig.

Denne forpligtelse gælder kun for det stadium af liberaliseringen, der er nået på grundlag af de afgørelser, som Rådet for Den Europæiske Organisation for Økonomisk Samarbejde traf den 14. januar 1955. Medlemsstaterne meddeler senest seks måneder efter denne traktats ikrafttræden Kommissionen deres lister over varer, der er liberaliseret i medfør af disse afgørelser. Disse lister konsolideres mellem medlemsstaterne.

Artikel 32

Medlemsstaterne må ikke i deres indbyrdes samhandel gøre de kontingenter og foranstaltninger med tilsvarende virkning, der består på datoen for denne traktats ikrafttræden, mere restriktive.

Disse kontingenter skal være afskaffet ved overgangsperiodens udløb. De afskaffes gradvis i overgangsperioden i overensstemmelse med følgende bestemmelser.

Artikel 33

1. Et år efter denne traktats ikrafttræden sammenlægger hver medlemsstat de bilaterale kontingenter, der er åbnet for de øvrige medlemsstater, til globale kontingenter, der er åbne for alle øvrige medlemsstater uden forskelsbehandling.

Samtidig forhøjer medlemsstaterne disse globale kontingenter som helhed med mindst 20 % af deres samlede værdi i forhold til det foregående år. Hver global kvote, der er fastsat for et produkt, øges med mindst 10 procent.

Kvoterne øges årligt i forhold til det foregående år efter de samme regler og i samme forhold.

Den fjerde forhøjelse finder sted ved udgangen af det fjerde år efter denne traktats ikrafttræden, den femte et år efter starten på anden fase.

2. Hvis den globale kvote for et ikke-liberaliseret produkt er mindre end 3 % af dets produktion i den pågældende stat, skal den fastsættes til mindst 3 % af denne produktion inden for et år efter denne traktats ikrafttræden. Efter udløbet af det andet år forhøjes den til 4 % og efter udløbet af det tredje år til 5 %. Derefter skal den pågældende medlemsstat forhøje kvoten med mindst 15 % hvert år.

Hvis produktet ikke produceres i den pågældende stat, fastsætter Kommissionen en passende kvote ved beslutning.

3. Ved udgangen af det tiende år skal hver kvote udgøre mindst 20 % af den indenlandske produktion.

4. Hvis Kommissionen i en beslutning konstaterer, at importen af et produkt har været mindre end den åbnede kvote i to på hinanden følgende år, tages den pågældende globale kvote ikke længere i betragtning ved beregningen af den samlede værdi af de globale kvoter. I dette tilfælde annullerer medlemsstaten kvoten for det pågældende produkt.

5. For kvoter, der overstiger 20 % af den indenlandske produktion af det pågældende produkt, kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen nedsætte den i stk. 1 fastsatte minimumssats på 10 %. Denne ændring berører dog ikke forpligtelsen til at øge den samlede værdi af de globale kvoter med 20 % hvert år.

6. Medlemsstater, der i medfør af de afgørelser, som Rådet for Den Europæiske Organisation for Økonomisk Samarbejde traf den 14. januar 1955, er gået videre end deres forpligtelser med hensyn til liberaliseringsniveauet, kan tage hensyn til værdien af den autonomt liberaliserede import ved beregningen af den samlede årlige forhøjelse på 20 %, der er fastsat i stk. 1. Denne beregning skal på forhånd godkendes af Kommissionen.

7. Kommissionen udsteder direktiver om fremgangsmåden og tidsplanen for afskaffelse mellem medlemsstaterne af foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvoter, der eksisterer på datoen for denne traktats ikrafttræden.

8. Finder Kommissionen, at anvendelsen af denne artikel, navnlig bestemmelserne om procentsatserne, ikke sikrer en gradvis afskaffelse af kvoterne som fastsat i artikel 32, stk. 2, kan Rådet med enstemmighed i første fase og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen ændre den i denne artikel fastsatte fremgangsmåde, navnlig ved at forhøje de fastsatte procentsatser.

Artikel 34

1. Kvantitative udførselsrestriktioner og alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne afskaffer inden udgangen af første etape de kvantitative udførselsrestriktioner, der eksisterer på datoen for denne traktats ikrafttræden, og alle foranstaltninger med tilsvarende virkning.

Artikel 35

Medlemsstaterne skal være rede til at afskaffe deres kvantitative indførsels- og udførselsrestriktioner over for andre medlemsstater hurtigere end fastsat i de foregående artikler, hvis deres økonomiske situation som helhed og situationen inden for den pågældende økonomiske sektor tillader det.

Kommissionen retter passende henstillinger til de pågældende stater.

Artikel 36

Bestemmelserne i artikel 30-34 er ikke til hinder for forbud mod eller restriktioner for indførsel, udførsel eller transit af varer, som er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Sådanne forbud eller restriktioner må dog ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Artikel 37

1. Medlemsstaterne indretter gradvis deres statsmonopoler af kommerciel karakter på en sådan måde, at der ved overgangsperiodens udløb ikke finder nogen forskelsbehandling sted mellem medlemsstaternes statsborgere med hensyn til de vilkår, hvorunder varerne indkøbes og markedsføres.

Denne artikel finder anvendelse på enhver organisation, gennem hvilken en medlemsstat direkte eller indirekte retligt eller faktisk kontrollerer, leder eller mærkbart påvirker indførslen eller udførslen mellem medlemsstaterne. Den finder også anvendelse på monopoler, som en stat har indrømmet andre enheder.

2. Medlemsstaterne afholder sig fra enhver ny foranstaltning, der strider mod principperne i stk. 1, eller som begrænser anvendelsesområdet for artiklerne om afskaffelse af told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne.

3. Den kronologiske rækkefølge af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger skal tilpasses afskaffelsen af de kvantitative restriktioner for de samme varer som omhandlet i artikel 30-34.

Hvis en vare kun er omfattet af et statsligt monopol i en eller flere medlemsstater, kan Kommissionen bemyndige de øvrige medlemsstater til at træffe beskyttelsesforanstaltninger, hvis betingelser og nærmere enkeltheder den fastsætter, indtil den i stk. 1 omhandlede tilpasning er gennemført.

4. Såfremt et statsligt handelsmonopol ledsages af foranstaltninger, der skal lette afsætningen af landbrugsprodukter, skal der ved anvendelsen af denne artikel sikres tilsvarende garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard, idet der tages hensyn til de tilpasninger, der kan blive nødvendige, og den specialisering, der kan blive nødvendig med tiden.

5. Medlemsstaternes forpligtelser finder kun anvendelse i det omfang, de er forenelige med gældende internationale aftaler.

6. Ved indledningen af den første fase fremsætter Kommissionen henstillinger om, hvordan og hvornår den i denne artikel omhandlede tilpasning skal finde sted.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

Landbrug

Artikel 38

1. Fællesmarkedet omfatter landbrug og handel med landbrugsvarer. Ved landbrugsprodukter forstås produkter fra jordbrug, husdyrbrug og fiskeri samt produkter, der er direkte forbundet hermed i første forarbejdningsled.

2. Reglerne for oprettelse af fællesmarkedet finder anvendelse på landbrugsprodukter, medmindre andet er fastsat i artikel 39-46.

3. De produkter, som artikel 39-46 finder anvendelse på, er anført i listen i bilag II til denne traktat. Inden to år efter denne traktats ikrafttræden træffer Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen afgørelse om, hvilke produkter der skal optages på denne liste.

4. Det fælles marked for landbrugsprodukters funktion og udvikling skal gå hånd i hånd med udformningen af en fælles landbrugspolitik for medlemsstaterne.

Artikel 39

1. Formålet med den fælles landbrugspolitik er:

a) at forøge landbrugets produktivitet ved at fremme den tekniske udvikling, rationalisere landbrugsproduktionen og udnytte produktionsfaktorerne, herunder navnlig arbejdskraften, bedst muligt;

b) på denne måde at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, navnlig ved at forhøje indkomsten pr. indbygger for de personer, der er beskæftiget i landbruget;

c) at stabilisere markederne;

d) at sikre forsyningen;

e) at sikre, at forbrugerne forsynes til rimelige priser.

2. Ved udformningen af den fælles landbrugspolitik og de særlige metoder, der skal anvendes med henblik herpå, skal der tages hensyn til følgende:

a) landbrugsaktiviteternes særlige karakter som følge af landbrugets sociale organisation og de strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsområder;

b) nødvendigheden af gradvis at foretage de nødvendige tilpasninger;

c) den omstændighed, at landbruget i medlemsstaterne udgør en økonomisk sektor, der er nært forbundet med økonomien som helhed.

Artikel 40

1. Medlemsstaterne udvikler gradvis den fælles landbrugspolitik i overgangsperioden og indfører den inden udløbet af denne periode.

2. Med henblik på at nå de i artikel 39 fastsatte mål oprettes der en fælles markedsordning for landbrugsprodukter.

Denne organisation antager en af følgende former afhængigt af produktet:

a) fælles konkurrenceregler;

b) bindende koordinering af de forskellige nationale markedsordninger;

c) en europæisk markedsordning.

3. Den fælles organisation, der oprettes i henhold til stk. 2, kan omfatte alle de foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af artikel 39, navnlig prisordninger, støtte til produktion og distribution af de forskellige produkter, oplagrings- og udligningsforanstaltninger, fælles faciliteter til stabilisering af import eller eksport.

Den fælles markedsordning skal være begrænset til forfølgelsen af de i artikel 39 fastsatte mål og skal udelukke enhver forskelsbehandling mellem producenter eller forbrugere inden for Fællesskabet.

Enhver fælles prispolitik skal bygge på fælles principper og ensartede beregningsmetoder.

4. For at gøre det muligt for den i stk. 2 omhandlede fælles organisation at nå sine mål kan der oprettes en eller flere vejlednings- eller garantifonde for landbruget.

Artikel 41

For at nå de mål, der er fastsat i artikel 39, kan der inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik træffes følgende foranstaltninger:

a) effektiv samordning af indsatsen inden for erhvervsuddannelse, forskning og formidling af viden på landbrugsområdet; projekter eller organisationer kan finansieres i fællesskab;

b) fælles foranstaltninger til fremme af forbruget af visse produkter.

Artikel 42

Kapitlet om konkurrenceregler finder kun anvendelse på produktion af og handel med landbrugsvarer i det omfang, Rådet fastsætter det inden for rammerne af artikel 43, stk. 2 og 3, under hensyn til målene i artikel 39 og efter den deri fastsatte fremgangsmåde.

Rådet kan navnlig tillade, at der ydes støtte til

a) at beskytte bedrifter, der er ugunstigt stillet på grund af strukturelle eller naturbetingede forhold, eller

b) inden for rammerne af programmer for økonomisk udvikling.

Artikel 43

1. Med henblik på fastlæggelse af hovedlinjerne i den fælles landbrugspolitik skal Kommissionen umiddelbart efter denne Traktats ikrafttræden afholde en konference mellem medlemsstaterne med henblik på at sammenligne deres landbrugspolitikker, navnlig ved at at sammenligne deres produktionsmuligheder og -behov.

2. Under hensyntagen til arbejdet på den i stk. 1 nævnte konference forelægger Kommissionen efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg senest to år efter denne traktats ikrafttræden forslag til udvikling og gennemførelse af den fælles landbrugspolitik, som bl.a. skal indeholde bestemmelser om erstatning af de nationale markedsordninger med en af de i artikel 40, stk. 2, nævnte fælles organisationsformer og om gennemførelse af de i dette afsnit omhandlede foranstaltninger.

Disse forslag skal tage hensyn til den indbyrdes afhængighed mellem de landbrugsspørgsmål, der er omhandlet i dette afsnit.

Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed i de to første faser og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen, vedtager forordninger, direktiver eller afgørelser, uden at dette berører de henstillinger, det måtte fremsætte.

3. Rådet kan med kvalificeret flertal erstatte de nationale markedsordninger med den fælles ordning, der er omhandlet i artikel 40, stk. 2, i overensstemmelse med stk. 2,

a) hvis den giver de medlemsstater, der har modsat sig denne foranstaltning, og som har deres egen markedsordning for den pågældende produktion, tilsvarende garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard, idet der tages hensyn til eventuelle tilpasninger og behovet for specialisering med tiden;

b) og hvis den fælles markedsordning inden for Fællesskabet sikrer betingelser, der svarer til betingelserne i et fælles marked.

4. Hvis der oprettes en fælles organisation for visse råvarer, inden der findes en fælles organisation for de tilsvarende forarbejdede produkter, kan de pågældende råvarer importeres fra lande uden for Fællesskabet, hvis de anvendes til forarbejdede produkter, der er bestemt til eksport til tredjelande.

Artikel 44

1. I det omfang den gradvise afskaffelse af told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne vil kunne føre til priser, der bringer målene i artikel 39 i fare, kan hver medlemsstat i overgangsperioden på en ikke-diskriminerende måde, og for så vidt dette ikke er til skade for den udvidelse af samhandelen, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, for visse varer i stedet for kontingenter anvende en ordning med minimumspriser, under hvilke indførsel er forbudt

- enten midlertidigt suspenderet eller begrænset

- eller gøres betinget af, at den finder sted til priser, der er højere end den mindstepris, der er fastsat for den pågældende vare.

I sidstnævnte tilfælde vil minimumspriserne blive fastsat eksklusive told.

2. Mindstepriserne må ikke bevirke, at samhandelen mellem medlemsstaterne på tidspunktet for denne traktats ikrafttræden indskrænkes, eller at dens gradvise udvidelse hindres. De må ikke anvendes på en sådan måde, at udviklingen af en naturlig præference mellem medlemsstaterne hindres.

3. Så snart denne traktat er trådt i kraft, vedtager Rådet på forslag af Kommissionen objektive principper for indførelse af mindsteprisordninger og for fastsættelse af mindstepriser.

Disse principper skal navnlig tage hensyn til de gennemsnitlige produktionsomkostninger på hjemmemarkedet i den medlemsstat, der anvender minimumsprisen, den enkelte bedrifts situation i forhold til disse omkostninger og nødvendigheden af inden for fællesmarkedet gradvis at forbedre landbrugets driftsbetingelser og at fremme den nødvendige tilpasning og specialisering.

Kommissionen foreslår også en procedure for revision af disse principper for at tage hensyn til og fremskynde den tekniske udvikling og for gradvist at harmonisere priserne inden for det fælles marked.

Disse principper og revisionsproceduren skal vedtages enstemmigt af Rådet inden tre år efter denne traktats ikrafttræden.

4. Indtil Rådets afgørelse træder i kraft, kan enhver medlemsstat fastsætte mindstepriser; den underretter forinden Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom, således at disse kan fremsætte deres bemærkninger.

Så snart Rådets afgørelse er truffet, fastsætter medlemsstaterne minimumspriserne på grundlag af de principper, der er fastlagt i overensstemmelse med de foregående bestemmelser.

Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, kan ændre de afgørelser, som medlemsstaterne har truffet, hvis de ikke er i overensstemmelse med disse principper.

5. Såfremt ovennævnte objektive principper for visse produkter ikke kan fastlægges ved begyndelsen af tredje fase, kan Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, fra denne dato ændre de minimumspriser, der gælder for disse produkter.

6. Ved overgangsperiodens udløb udarbejdes der en liste over de minimumspriser, der stadig er i kraft. Rådet, der træffer afgørelse med et flertal på ni stemmer i overensstemmelse med den vægtning, der er fastsat i artikel 148, stk. 2, første afsnit, fastsætter på forslag af Kommissionen, hvilken ordning der skal anvendes i forbindelse med den fælles landbrugspolitik.

Artikel 45

1. Indtil de nationale markedsordninger afløses af en af de i artikel 40, stk. 2, omhandlede fælles markedsordninger, kan samhandelen med de produkter

- for hvilken der i de enkelte medlemsstater findes bestemmelser, der har til formål at sikre, at de indenlandske producenter kan afsætte deres produkter,

- og for hvilke der er behov for import,

udvikles ved indgåelse af langfristede aftaler eller kontrakter mellem import- og eksportstater.

Disse aftaler eller kontrakter skal tage sigte på gradvis afskaffelse af enhver forskelsbehandling mellem de forskellige EØF-producenter i forbindelse med anvendelsen af de nævnte bestemmelser.

Disse aftaler eller kontrakter indgås i første fase under hensyntagen til princippet om gensidighed.

2. Disse aftaler eller kontrakter skal for så vidt angår mængderne baseres på den gennemsnitlige samhandel mellem medlemsstaterne med de pågældende produkter i de tre år, der går forud for denne traktats ikrafttræden, og de skal indeholde bestemmelser om en forøgelse af mængderne i overensstemmelse med de eksisterende behov under hensyntagen til de traditionelle handelsstrømme.

Disse aftaler eller kontrakter skal gøre det muligt for producenterne at sælge de aftalte mængder til priser, der gradvis nærmer sig de priser, der betales til indenlandske producenter på den købende stats indre marked.

Tilnærmelsen skal ske så regelmæssigt som muligt og være afsluttet ved udgangen af overgangsperioden.

De berørte parter forhandler om priserne inden for rammerne af de direktiver, som Kommissionen vedtager med henblik på anvendelsen af de to foregående afsnit.

Hvis første etape forlænges, gennemføres aftalerne og kontrakterne på de betingelser, der gælder ved udgangen af det fjerde år efter denne traktats ikrafttræden; forpligtelserne til at øge mængderne og til at harmonisere priserne suspenderes indtil overgangen til anden etape.

Medlemsstaterne udnytter alle muligheder i deres lovgivning, navnlig på det importpolitiske område, for at sikre indgåelse og opfyldelse af disse aftaler eller kontrakter.

3. I det omfang medlemsstaterne har behov for råvarer til fremstilling af produkter, der skal eksporteres fra Fællesskabet i konkurrence med produkter fra tredjelande, berører de nævnte aftaler eller kontrakter ikke den import af disse råvarer fra tredjelande, der er nødvendig til dette formål. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, når Rådet med enstemmighed beslutter at yde de betalinger, der er nødvendige for at kompensere for den højere pris, der følger af indførsel i henhold til sådanne aftaler eller kontrakter, sammenlignet med kostprisen for tilsvarende indkøb på verdensmarkedsvilkår.

Artikel 46

Såfremt der i en medlemsstat findes en national markedsordning eller ordning med tilsvarende virkning for et produkt, og konkurrencestillingen for en tilsvarende produktion i en anden medlemsstat derved påvirkes, opkræver medlemsstaterne en udligningsafgift ved indførsel af det pågældende produkt fra den medlemsstat, hvor den nævnte markedsordning eller ordning findes, medmindre denne medlemsstat opkræver en udligningsafgift ved udførsel.

Kommissionen fastsætter disse afgifter på det niveau, der er nødvendigt for at genoprette ligevægten; den kan også tillade andre foranstaltninger, hvis betingelser og nærmere enkeltheder den fastsætter.

Artikel 47

Den Tekniske Arbejdsgruppe for Landbrug under Det Økonomiske og Sociale Udvalg står til rådighed for Kommissionen med henblik på forberedelsen af udvalgets drøftelser vedrørende de opgaver, der påhviler det i henhold til dette afsnit, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 197 og 198.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT III

Fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital

Kapitel 1

Arbejdskraften

Artikel 48

1. Arbejdskraftens frie bevægelighed skal være indført inden for Fællesskabet senest ved overgangsperiodens udløb.

2. Den indebærer afskaffelse af enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet mellem medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og andre arbejds- og ansættelsesvilkår.

3. Med forbehold af de begrænsninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, giver den arbejdstagerne ret til

a) at søge job, der faktisk tilbydes;

b) at bevæge sig frit inden for medlemsstaternes område med henblik herpå;

c) at opholde sig i en medlemsstat med henblik på beskæftigelse i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der gælder for arbejdstagere i den pågældende stat;

d) at forblive på en medlemsstats område efter at have været beskæftiget der på betingelser, der fastsættes af Kommissionen i gennemførelsesforordninger.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på beskæftigelse i den offentlige forvaltning.

Artikel 49

Så snart denne traktat træder i kraft, vedtager Rådet på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg ved udstedelse af direktiver eller forordninger alle de foranstaltninger, der er nødvendige for gradvis at indføre arbejdskraftens frie bevægelighed som omhandlet i artikel 48, og navnlig

a) ved at sikre et snævert samarbejde mellem de nationale arbejdsformidlinger;

b) ved gradvis og systematisk afskaffelse af administrative procedurer og administrativ praksis samt af tidsfrister for adgang til ledig beskæftigelse, der følger af national lovgivning eller af aftaler, der tidligere er indgået mellem medlemsstaterne, og hvis opretholdelse ville hindre indførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed;

c) ved gradvis og systematisk afskaffelse af alle tidsfrister og andre restriktioner, der er fastsat i national lovgivning eller i aftaler, der tidligere er indgået mellem medlemsstaterne, og som pålægger arbejdstagere fra andre medlemsstater andre betingelser for frit valg af beskæftigelse end dem, der pålægges nationale arbejdstagere;

d) ved at indføre passende procedurer til at samle og afbalancere udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet på en sådan måde, at alvorlige trusler mod levestandarden og beskæftigelsesniveauet i visse områder og industrier undgås.

Artikel 50

Medlemsstaterne tilskynder til udveksling af unge arbejdstagere inden for rammerne af et fælles program.

Artikel 51

Rådet vedtager med enstemmighed på forslag af Kommissionen de foranstaltninger vedrørende social sikring, der er nødvendige for at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed; med henblik herpå indfører det navnlig en ordning, der sikrer vandrende arbejdstagere og de personer, over for hvem de har forsørgerpligt:

a) sammenlægning af alle perioder, der i henhold til de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning ved erhvervelse og bevarelse af retten til ydelser og ved beregning af ydelser;

b) udbetaling af ydelser til personer, der er bosat på medlemsstaternes område.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Retten til etablering

Artikel 52

Begrænsninger i etableringsfriheden for statsborgere i en medlemsstat på en anden medlemsstats område afskaffes gradvis i overgangsperioden i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser. Det samme gælder restriktioner for oprettelse af agenturer, filialer eller datterselskaber for statsborgere i en medlemsstat, der er bosat på en medlemsstats område.

Med forbehold af kapitlet om kapitalbevægelser omfatter etableringsfriheden retten til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, navnlig selskaber som omhandlet i artikel 58, stk. 2, på de betingelser, som værtslandet har fastsat for sine egne statsborgere.

Artikel 53

Medmindre andet er fastsat i denne traktat, må medlemsstaterne ikke på deres område indføre nye restriktioner for etablering af statsborgere fra andre medlemsstater.

Artikel 54

1. Inden udløbet af første etape udarbejder Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Forsamlingen et generelt program for afskaffelse af restriktioner for etableringsfriheden inden for Fællesskabet. Kommissionen forelægger Rådet sit forslag i løbet af de første to år af første etape.

I programmet fastsættes for hver form for virksomhed de almindelige betingelser og navnlig etaperne for gennemførelsen af etableringsfriheden.

2. Rådet udsteder med enstemmighed indtil udgangen af første etape og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Forsamlingen direktiver om gennemførelsen af det generelle program eller, hvis et sådant ikke foreligger, om gennemførelsen af en etape i etableringsfriheden for en bestemt virksomhed.

3. Rådet og Kommissionen udfører de opgaver, der påhviler dem i henhold til ovenstående bestemmelser, navnlig ved:

a) generelt at prioritere de former for virksomhed, hvor etableringsfriheden er særlig gunstig for udviklingen af produktionen og handelen;

b) at sikre et nært samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente administrationer med henblik på at holde sig underrettet om den særlige situation på de forskellige aktivitetsområder inden for Fællesskabet;

c) at afskaffe administrative procedurer og administrativ praksis, der hidrører fra national lovgivning eller fra aftaler, der tidligere er indgået mellem medlemsstaterne, og hvis opretholdelse ville udgøre en hindring for etableringsfriheden;

d) at sikre, at arbejdstagere fra en medlemsstat, som er beskæftiget på en anden medlemsstats område, kan forblive dér og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed på samme vilkår som dem, de skulle opfylde, hvis de først rejste ind i denne stat på det tidspunkt, hvor de agter at påbegynde denne virksomhed;

e) at tillade, at statsborgere i en anden medlemsstat erhverver og benytter fast ejendom på en medlemsstats område, forudsat at principperne i artikel 39, stk. 2, ikke derved bringes i fare;

f) sikre, at restriktionerne for etableringsfriheden inden for hver af de pågældende erhvervsgrene gradvis afskaffes for så vidt angår betingelserne for oprettelse af agenturer, filialer og datterselskaber på en medlemsstats område og for hovedkontorets personales adgang til ledelses- eller tilsynsorganerne;

g) i det omfang, det er nødvendigt, at samordne de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde;

h) at sikre, at etableringsvilkårene ikke fordrejes af støtte ydet af medlemsstaterne.

Artikel 55

Dette kapitel finder ikke anvendelse i en medlemsstat på virksomhed, der i denne stat, selv lejlighedsvis, er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.

Rådet kan med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen beslutte, at dette kapitel ikke skal finde anvendelse på visse former for virksomhed.

Artikel 56

1. Bestemmelserne i dette kapitel og de foranstaltninger, der træffes i medfør heraf, berører ikke anvendelsen af love eller administrative bestemmelser, der fastsætter en særlig behandling af udlændinge, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

2. Inden overgangsperiodens udløb udsteder Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen direktiver om samordning af disse love og administrative bestemmelser. For så vidt angår samordning af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, vedtager det dog efter udløbet af anden fase direktiver med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen.

Artikel 57

1. For at lette adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed udsteder Rådet i første fase af overgangsperioden med enstemmighed og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

2. Med samme formål udsteder Rådet inden overgangsperiodens udløb på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen direktiver om samordning af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Enstemmighed kræves for så vidt angår spørgsmål, der henhører under mindst én medlemsstats lovgivning, samt for så vidt angår foranstaltninger vedrørende beskyttelse af opsparing, navnlig ydelse af lån og udøvelse af bankvirksomhed, og vedrørende betingelserne for udøvelse af lægeligt, paramedicinsk og farmaceutisk erhverv i hver medlemsstat. I øvrigt træffer Rådet afgørelse med enstemmighed i første fase og derefter med kvalificeret flertal.

3. Den gradvise ophævelse af restriktionerne for læge-, paramediciner- og farmaceuterhvervene forudsætter en samordning af betingelserne for udøvelsen af disse erhverv i de forskellige medlemsstater.

Artikel 58

Med hensyn til anvendelsen af dette kapitel sidestilles selskaber, der er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og som har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed inden for Fællesskabet, med fysiske personer, der er statsborgere i medlemsstaterne.

Selskaber omfatter civile og kommercielle selskaber, herunder andelsselskaber, og andre offentligretlige eller privatretlige juridiske personer, med undtagelse af dem, der ikke arbejder med gevinst for øje.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 3

Tjenesteydelser

Artikel 59

Restriktionerne for den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne, der er etableret i en anden stat inden for Fællesskabet end den, hvor modtageren af tjenesteydelsen er etableret, afskaffes gradvis i overgangsperioden i overensstemmelse med følgende bestemmelser.

Rådet kan med enstemmighed på forslag af Kommissionen beslutte, at dette kapitel også skal finde anvendelse på tjenesteydere, der er statsborgere i et tredjeland og etableret inden for Fællesskabet.

Artikel 60

I denne traktat forstås ved "tjenesteydelser" tjenesteydelser, der normalt udføres mod betaling, for så vidt de ikke er omfattet af bestemmelserne om fri bevægelighed for varer, kapital og personer.

Som tjenesteydelser anses navnlig:

a) industrielle aktiviteter,

b) kommercielle aktiviteter,

c) håndværksmæssige aktiviteter,

d) freelance-aktiviteter.

Med forbehold af kapitlet om etableringsfrihed kan leverandøren med henblik på at levere sine tjenesteydelser midlertidigt udøve sin virksomhed i den stat, hvor tjenesteydelsen leveres, på de betingelser, som denne stat har fastsat for sine egne statsborgere.

Artikel 61

1. Den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet er omfattet af bestemmelserne i afsnittet om transport.

2. Liberaliseringen af bank- og forsikringsvirksomhed i forbindelse med kapitalbevægelser skal gennemføres i overensstemmelse med den gradvise liberalisering af kapitalbevægelserne.

Artikel 62

Medmindre andet er fastsat i denne traktat, må medlemsstaterne ikke indføre nye restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som faktisk er gennemført på datoen for traktatens ikrafttræden.

Artikel 63

1. Inden udløbet af første fase udarbejder Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Forsamlingen et generelt program for ophævelse af restriktionerne for den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet. Kommissionen forelægger Rådet sit forslag i løbet af de første to år af første etape.

Programmet fastlægger de generelle betingelser og liberaliseringstrinnene for hver type tjenesteydelse.

2. Rådet udsteder med enstemmighed indtil udgangen af første fase og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Forsamlingen direktiver om gennemførelsen af det generelle program eller, hvis et sådant ikke foreligger, om gennemførelsen af en liberaliseringsfase for en bestemt tjenesteydelse.

3. I de i stk. 1 og 2 omhandlede forslag og beslutninger skal der generelt gives prioritet til de tjenesteydelser, der direkte påvirker produktionsomkostningerne, eller hvis liberalisering bidrager til at fremme handelen med varer.

Artikel 64

Medlemsstaterne skal være rede til at gå videre end det niveau for liberalisering af tjenesteydelser, som de er forpligtet til at nå i henhold til de i artikel 63, stk. 2, nævnte direktiver, hvis deres generelle økonomiske situation og situationen i den pågældende økonomiske sektor tillader det.

Kommissionen retter passende henstillinger til de berørte medlemsstater.

Artikel 65

Så længe restriktionerne for den frie udveksling af tjenesteydelser ikke er afskaffet, anvender hver medlemsstat dem uden forskel med hensyn til nationalitet eller bopæl på alle de i artikel 59, stk. 1, omhandlede tjenesteydere.

Artikel 66

Bestemmelserne i artikel 55-58 finder anvendelse på de områder, der er omfattet af dette kapitel.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 4

Kapitalbevægelser

Artikel 67

1. I det omfang det er nødvendigt, for at fællesmarkedet kan fungere, afskaffer medlemsstaterne i overgangsperioden gradvis indbyrdes alle restriktioner for kapitalbevægelser for så vidt angår retmæssige ejere, der er hjemmehørende i medlemsstaterne, og afskaffer enhver forskelsbehandling på grundlag af parternes nationalitet, bopæl eller investeringssted.

2. Løbende betalinger i forbindelse med kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne er fritaget for alle restriktioner indtil afslutningen af første etape.

Artikel 68

1. På det område, der er omfattet af dette kapitel, skal medlemsstaterne være så liberale som muligt med hensyn til udstedelse af valutatilladelser, der stadig er nødvendige efter denne traktats ikrafttræden.

2. Medlemsstaterne afstår fra at forskelsbehandle ved anvendelsen af national kapitalmarkeds- og banklovgivning på kapitalbevægelser, der er liberaliseret i henhold til dette kapitel.

3. Lån til direkte eller indirekte finansiering af en medlemsstat eller af dens regionale eller lokale myndigheder kan kun udstedes eller placeres i en anden medlemsstat, hvis de pågældende stater er enige herom. Denne bestemmelse er ikke til hinder for anvendelsen af artikel 22 i protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank.

Artikel 69

Rådet udsteder med enstemmighed i de to første etaper og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, der med henblik herpå hører det i artikel 105 omhandlede monetære udvalg, de direktiver, der er nødvendige for den gradvise gennemførelse af artikel 67.

Artikel 70

1. For så vidt angår kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, foreslår Kommissionen Rådet foranstaltninger med henblik på en gradvis samordning af medlemsstaternes valutakurspolitik. Rådet udsteder med enstemmighed direktiver med henblik herpå. Det bestræber sig på at opnå den størst mulige grad af liberalisering.

2. Såfremt de i stk. 1 nævnte foranstaltninger ikke fjerner forskellene mellem medlemsstaternes valutakursordninger, og såfremt personer, der er bosat i en medlemsstat, som følge heraf benytter de i artikel 67 omhandlede muligheder for overførsler inden for Fællesskabet til at omgå en medlemsstats bestemmelser om kapitalbevægelser med tredjelande, kan denne stat efter høring af de øvrige medlemsstater og Kommissionen træffe passende foranstaltninger til at overvinde disse vanskeligheder.

Finder Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, at sådanne foranstaltninger indskrænker de frie kapitalbevægelser inden for Fællesskabet mere, end det er nødvendigt for at overvinde disse vanskeligheder, kan det beslutte, at den pågældende stat skal ændre eller ophæve disse foranstaltninger.

Artikel 71

Medlemsstaterne skal bestræbe sig på hverken at indføre nye valutarestriktioner for kapitalbevægelser og dermed forbundne løbende betalinger inden for Fællesskabet eller at skærpe bestående bestemmelser.

De skal være rede til at gå videre end den liberalisering af kapitalbevægelserne, der er fastsat i de foregående artikler, for så vidt deres økonomiske situation og navnlig deres betalingsbalance tillader det.

Kommissionen kan efter høring af Det Monetære Udvalg rette henstillinger til medlemsstaterne i denne henseende.

Artikel 72

Medlemsstaterne holder Kommissionen underrettet om de kapitalbevægelser til og fra tredjelande, som de får kendskab til. Kommissionen kan afgive de udtalelser til medlemsstaterne, som den finder hensigtsmæssige.

Artikel 73

1. Såfremt kapitalbevægelser medfører forstyrrelser i kapitalmarkedets funktion i en medlemsstat, skal Kommissionen efter høring af Det Monetære Udvalg bemyndige denne stat til at træffe beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til kapitalbevægelser, hvis betingelser og nærmere udformning den fastsætter.

Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan tilbagekalde tilladelsen og ændre betingelserne og de nærmere bestemmelser herfor.

2. En medlemsstat, der er i vanskeligheder, kan dog på eget initiativ træffe sådanne foranstaltninger, hvis de viser sig nødvendige af hensyn til hemmeligholdelse eller hastende karakter. Kommissionen og medlemsstaterne skal underrettes om sådanne foranstaltninger senest på det tidspunkt, hvor de træder i kraft. I dette tilfælde kan Kommissionen efter høring af Det Monetære Udvalg beslutte, at den pågældende medlemsstat skal ændre eller ophæve disse foranstaltninger.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT IV

Transport

Artikel 74

På det område, der er omfattet af dette afsnit, forfølger medlemsstaterne denne traktats mål inden for rammerne af en fælles transportpolitik.

Artikel 75

1. Med henblik på gennemførelsen af artikel 74 skal Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed indtil udgangen af anden fase og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Forsamlingen, under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende på transportområdet

a) fastsætte fælles regler for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters område;

b) fastsætte betingelser for transportvirksomheders tilladelse til at udføre transportydelser i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret;

c) vedtage alle andre relevante bestemmelser.

2. De i stk. 1, litra a) og b), omhandlede bestemmelser vedtages i overgangsperioden.

3. Uanset fremgangsmåden i stk. 1 vedtager Rådet med enstemmighed bestemmelser vedrørende principperne for transportorganisation, hvis anvendelse i alvorlig grad vil kunne berøre levestandarden og beskæftigelsen i visse områder samt driften af transportmidlerne under hensyn til nødvendigheden af at tilpasse dem til den økonomiske udvikling, der følger af oprettelsen af det fælles marked.

Artikel 76

Indtil vedtagelsen af de i artikel 75, stk. 1, omhandlede bestemmelser kan en medlemsstat ikke, medmindre Rådet med enstemmighed træffer anden afgørelse, gøre de forskellige bestemmelser, der gælder på dette område på datoen for denne traktats ikrafttræden, mindre gunstige i deres direkte eller indirekte virkning for transportvirksomheder i andre medlemsstater i forhold til transportvirksomheder på dens eget område.

Artikel 77

Støtte, som opfylder betingelserne for samordning af transportvæsenet eller for opfyldelse af visse forpligtelser, der har tilknytning til begrebet offentlig tjeneste, er forenelig med denne traktat.

Artikel 78

Enhver foranstaltning vedrørende transportpriser og transportvilkår, der træffes inden for rammerne af denne traktat, skal tage hensyn til transportvirksomhedernes økonomiske situation.

Artikel 79

1. For så vidt angår transport inden for Fællesskabet, skal enhver forskelsbehandling, der består i, at transportvirksomhederne opkræver forskellige priser og stiller forskellige betingelser for transport af det samme gods på de samme strækninger alt efter godsets oprindelses- eller bestemmelsesland, afskaffes senest inden udgangen af anden etape.

2. Stk. 1 udelukker ikke andre foranstaltninger, som Rådet kan træffe i henhold til artikel 75, stk. 1.

3. Inden to år efter denne traktats ikrafttræden vedtager Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1.

Det kan navnlig vedtage de bestemmelser, der er nødvendige for, at Fællesskabets institutioner kan sikre overholdelsen af stk. 1, og for, at transportbrugerne kan drage fuld fordel af denne bestemmelse.

4. Kommissionen undersøger på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat de i stk. 1 omhandlede tilfælde af forskelsbehandling og træffer efter høring af hver berørt medlemsstat de nødvendige beslutninger inden for rammerne af de regler, der vedtages i henhold til stk. 3.

Artikel 80

1. Fra begyndelsen af anden etape er fragtrater og transportvilkår, som en medlemsstat har fastsat, og som på nogen måde tjener til at støtte eller beskytte en eller flere bestemte virksomheder eller industrier, forbudt ved transport inden for Fællesskabet, medmindre Kommissionen har givet tilladelse hertil.

2. Kommissionen undersøger på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat de i stk. 1 omhandlede fragtrater og befordringsvilkår, idet den navnlig tager hensyn til kravene om en hensigtsmæssig lokaliseringspolitik, behovene i underudviklede regioner og problemerne i regioner, der er alvorligt berørt af politiske forhold, samt virkningerne af sådanne fragtrater og befordringsvilkår på konkurrencen mellem transportformerne.

Kommissionen træffer de nødvendige beslutninger efter høring af hver af de berørte medlemsstater.

3. Det i stk. 1 omhandlede forbud gælder ikke for konkurrencedygtige takster.

Artikel 81

De afgifter eller gebyrer, som en transportør opkræver ud over fragten ved grænseovergangen, må ikke overstige et rimeligt niveau under hensyntagen til de faktiske omkostninger, der er forbundet hermed.

Medlemsstaterne bestræber sig på gradvis at nedbringe disse omkostninger.

Kommissionen kan rette henstillinger til medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af denne artikel.

Artikel 82

Bestemmelserne i dette afsnit er ikke til hinder for foranstaltninger, der træffes i Forbundsrepublikken Tyskland, for så vidt de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har medført for økonomien i visse områder af Forbundsrepublikken, der er berørt af denne deling.

Artikel 83

Der nedsættes i Kommissionen et rådgivende udvalg bestående af eksperter, der udpeges af medlemsstaternes regeringer. Kommissionen hører i fornødent omfang udvalget om transportspørgsmål, uden at dette berører de beføjelser, der er tillagt Det Økonomiske og Sociale Udvalgs tekniske arbejdsgruppe for transportspørgsmål.

Artikel 84

1. Dette afsnit finder anvendelse på transport med jernbane, ad vej og indre vandveje.

2. Rådet kan med enstemmighed beslutte, om, i hvilket omfang og efter hvilke procedurer der skal vedtages passende bestemmelser på sø- og luftfartsområdet.

[Kim P. Nyberg]

TREDJE DEL

Fællesskabets politik

AFSNIT I

Fælles regler

Kapitel 1

Konkurrenceregler

Første afdeling

Regler, der gælder for virksomheder

Artikel 85

1. Følgende er uforeneligt med fællesmarkedet og forbudt: alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, som kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, og navnlig sådanne, som

a) direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser;

b) begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer;

c) opdeling af markeder eller forsyningskilder;

d) anvendelse af forskellige betingelser for tilsvarende tjenesteydelser over for handelspartnere, hvorved disse stilles ringere i konkurrencen;

e) den betingelse, der er knyttet til indgåelsen af kontrakter, at de kontraherende parter accepterer yderligere tjenester, som ikke er relateret til kontraktens genstand, hverken i substans eller i henhold til kommerciel brug.

2. Aftaler eller beslutninger, der er forbudt i henhold til denne artikel, er ugyldige.

3. Bestemmelserne i stk. 1 kan erklæres uanvendelige på

- Aftaler eller kategorier af aftaler mellem virksomheder,

- beslutninger eller kategorier af beslutninger truffet af sammenslutninger af virksomheder,

- samordnet praksis eller grupper af sådanne former for praksis,

som, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af goderne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, uden at de deltagende virksomheder har

a) begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål, eller

b) at åbne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer.

Artikel 86

En eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf er uforenelig med fællesmarkedet og forbudt i det omfang, det kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

Et sådant misbrug kan navnlig bestå i følgende:

a) direkte eller indirekte pålæggelse af urimelige købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser;

b) begrænsning af produktion, markedsføring eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne;

c) anvendelse af forskellige betingelser for ækvivalente tjenesteydelser over for handelspartnere, hvorved disse stilles ringere i konkurrencen;

d) den betingelse, der er knyttet til indgåelsen af kontrakter, at de kontraherende parter accepterer yderligere tjenester, som ikke er relateret til kontraktens genstand, enten faktisk eller i henhold til handelspraksis.

Artikel 87

1. Inden tre år efter denne traktats ikrafttræden vedtager Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen alle egnede forordninger eller direktiver til gennemførelse af de i artikel 85 og 86 nævnte principper.

Såfremt disse bestemmelser ikke er vedtaget inden udløbet af den nævnte frist, vedtages de af Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen.

2. De i stk. 1 omhandlede bestemmelser har navnlig til formål:

a) at sikre overholdelsen af de forbud, der er omhandlet i artikel 85, stk. 1, og artikel 86, ved pålæggelse af bøder og tvangsbøder;

b) at fastsætte nærmere regler for anvendelsen af artikel 85, stk. 3, under hensyntagen til behovet for et effektivt tilsyn med den lettest mulige administrative kontrol;

c) i givet fald at specificere anvendelsesområdet for artikel 85 og 86 for hver sektor;

d) at afgrænse Kommissionens og Domstolens respektive roller i forbindelse med anvendelsen af de i dette stykke fastsatte bestemmelser;

e) at fastlægge forholdet mellem den nationale lovgivning på den ene side og de bestemmelser, der er indeholdt i eller udstedt i medfør af denne afdeling, på den anden side.

Artikel 88

Indtil de i henhold til artikel 87 vedtagne bestemmelser træder i kraft, træffer medlemsstaternes myndigheder i overensstemmelse med deres egen lovgivning og bestemmelserne i artikel 85, særlig stk. 3, og artikel 86 afgørelse om, hvorvidt aftaler, vedtagelser og samordnet praksis samt misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet kan antages til realitetsbehandling.

Artikel 89

1. Med forbehold af artikel 88 påser Kommissionen, så snart den har påtaget sig sit hverv, at de i artikel 85 og 86 fastsatte principper anvendes. Den undersøger efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ og i samarbejde med de kompetente myndigheder i de medlemsstater, der er forpligtet til at bistå den, tilfælde af formodet overtrædelse af disse principper. Hvis den konstaterer en overtrædelse, foreslår den passende foranstaltninger til at bringe den til ophør.

2. Hvis overtrædelsen ikke bringes til ophør, vedtager Kommissionen en begrundet beslutning, hvori den fastslår, at en sådan overtrædelse har fundet sted. Den kan offentliggøre beslutningen og bemyndige medlemsstaterne til at træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, hvis betingelser og nærmere enkeltheder den fastsætter.

Artikel 90

1. Medlemsstaterne må ikke over for offentlige virksomheder eller virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, træffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med denne traktat, særlig artikel 7 og 85-94.

2. Virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af indtægtsgivende monopoler, er underkastet denne traktats bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Udviklingen af samhandelen må ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesser.

3. Kommissionen påser, at denne artikel anvendes, og retter om nødvendigt passende direktiver eller beslutninger til medlemsstaterne.

[Kim P. Nyberg]

Afsnit 2

Dumping

Artikel 91

1. Hvis Kommissionen i overgangsperioden efter anmodning fra en medlemsstat eller en anden part konstaterer, at der finder dumping sted inden for fællesmarkedet, retter den henstillinger til ophavsmanden eller ophavsmændene med henblik på at bringe denne praksis til ophør.

Hvis den ikke desto mindre fortsætter, bemyndiger Kommissionen den skadelidte medlemsstat til at træffe passende beskyttelsesforanstaltninger, hvis betingelser og nærmere udformning den fastsætter.

2. Efter denne traktats ikrafttræden kan varer, der har oprindelse i eller har været i fri omsætning i en medlemsstat, og som er udført til en anden medlemsstat, genindføres i den førstnævnte stat uden at være undergivet told, kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning. Kommissionen vedtager passende regler for anvendelsen af dette stykke.

[Kim P. Nyberg]

Tredje afdeling

Statsstøtte

Artikel 92

1. Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

2. Følgende er forenelige med fællesmarkedet

a) støtte af social karakter til enkelte forbrugere, når den ydes uden forskelsbehandling med hensyn til varernes oprindelse;

b) støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder;

c) støtte, der ydes til økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang den er nødvendig for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har medført.

3. Følgende kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet:

a) støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse;

b) støtte til fremme af virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi;

c) støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Støtte til skibsbygning, for så vidt den eksisterede den 1. januar 1957 og kun svarer til en manglende toldbeskyttelse, afvikles dog gradvis i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for afskaffelse af told, og med forbehold af bestemmelserne i denne traktat om den fælles handelspolitik over for tredjelande;

d) enhver anden form for støtte, som Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen kan fastsætte.

Artikel 93

1. Kommissionen undersøger i samarbejde med medlemsstaterne til stadighed de støtteordninger, der findes i medlemsstaterne. Den foreslår dem passende foranstaltninger, der er nødvendige for fællesmarkedets gradvise udvikling og funktion.

2. Finder Kommissionen, efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger, at støtte, som ydes af en stat eller ved hjælp af statsmidler, er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 92, eller at den misbruges, beslutter den, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtten inden for en af Kommissionen fastsat frist.

Hvis den pågældende stat ikke efterkommer denne beslutning inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen eller enhver berørt stat uanset artikel 169 og 170 indbringe sagen direkte for Domstolen.

Rådet kan med enstemmighed på begæring af en medlemsstat beslutte, at støtte, som den pågældende stat har ydet eller planlagt, skal betragtes som forenelig med fællesmarkedet som undtagelse fra artikel 92 eller fra de forordninger, der er vedtaget i henhold til artikel 94, når ganske særlige omstændigheder gør det berettiget. Har Kommissionen allerede indledt den i dette stykkes første afsnit omhandlede procedure med hensyn til en sådan støtte, har en anmodning fra den pågældende stat til Rådet den virkning, at denne procedure suspenderes, indtil Rådet har truffet en beslutning.

Hvis Rådet ikke har truffet afgørelse inden tre måneder efter anmodningen, træffer Kommissionen afgørelse.

3. Kommissionen skal i så god tid, at den kan fremsætte sine bemærkninger, underrettes om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger. Finder Kommissionen, at en sådan plan er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 92, indleder den straks den i stk. 2 omhandlede procedure. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre den påtænkte foranstaltning, før Kommissionen har truffet en endelig beslutning.

Artikel 94

Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, kan vedtage alle egnede forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 92 og 93 og navnlig fastsætte betingelserne for anvendelsen af artikel 93, stk. 3, og de former for støtte, der er fritaget for denne procedure.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Fiskale bestemmelser

Artikel 95

Medlemsstaterne må hverken direkte eller indirekte pålægge varer fra andre medlemsstater nogen form for interne afgifter, der er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges tilsvarende indenlandske varer.

Medlemsstaterne må ikke pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, der indirekte har til formål at beskytte andre produktioner.

Senest ved begyndelsen af anden fase ophæver eller berigtiger medlemsstaterne de bestemmelser, der gælder på tidspunktet for denne traktats ikrafttræden, og som er i modstrid med ovennævnte bestemmelser.

Artikel 96

Ved udførsel af varer til en medlemsstats område kan godtgørelsen af de interne afgifter ikke overstige de interne afgifter, der direkte eller indirekte pålægges de udførte varer.

Artikel 97

De medlemsstater, der opkræver omsætningsafgift efter det kumulative flertrinssystem, kan under overholdelse af principperne i artikel 95 og 96 fastsætte gennemsnitssatser for varer eller grupper af varer for så vidt angår den interne afgift, som de opkræver af indførte varer, og for så vidt angår den godtgørelse, som de yder for udførte varer.

Hvis disse gennemsnitssatser ikke er i overensstemmelse med de nævnte principper, retter Kommissionen passende direktiver eller beslutninger til den pågældende stat.

Artikel 98

For så vidt angår andre afgifter end omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, kan eftergivelse og tilbagebetaling ved udførsel til andre medlemsstater og udligningsafgifter ved indførsel fra medlemsstater kun tillades, hvis Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, forinden har godkendt dem for en begrænset periode.

Artikel 99

Kommissionen undersøger, hvorledes de forskellige medlemsstaters lovgivning om omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, herunder udligningsforanstaltninger i samhandelen mellem medlemsstaterne, kan harmoniseres i det fælles markeds interesse.

Kommissionen forelægger forslag for Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed, jf. dog artikel 100 og 101.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 3

Harmonisering af lovgivningen

Artikel 100

Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, udsteder direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, som direkte indvirker på fællesmarkedets oprettelse eller funktion.

Forsamlingen og Det Økonomiske og Sociale Udvalg skal høres om direktiver, hvis gennemførelse vil medføre en ændring af en eller flere medlemsstaters love og administrative bestemmelser.

Artikel 101

Finder Kommissionen, at eksisterende forskelle mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser fordrejer konkurrencevilkårene inden for fællesmarkedet og derved skaber en fordrejning, som det er nødvendigt at fjerne, skal den indlede konsultationer med de pågældende medlemsstater.

Fører disse konsultationer ikke til, at fordrejningen fjernes, udsteder Rådet med enstemmighed i første omgang og derefter med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen de nødvendige direktiver. Kommissionen og Rådet kan træffe enhver anden hensigtsmæssig foranstaltning i henhold til denne traktat.

Artikel 102

1. Såfremt der er grund til at frygte, at vedtagelsen eller ændringen af en bestemmelse i en lov eller administrativ forskrift kan medføre en fordrejning som omhandlet i artikel 101, hører den medlemsstat, der påtænker at træffe en sådan foranstaltning, Kommissionen. Efter høring af medlemsstaterne henstiller Kommissionen til de pågældende stater, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige for at undgå en sådan fordrejning.

2. Hvis den stat, der agter at vedtage eller ændre nationale bestemmelser, ikke efterkommer den henstilling, som Kommissionen har rettet til den, kan det ikke i henhold til artikel 101 kræves af de øvrige medlemsstater, at de ændrer deres nationale bestemmelser for at fjerne fordrejningen. Hvis en medlemsstat, der ikke efterkommer Kommissionens henstilling, forårsager en fordrejning udelukkende til skade for sig selv, finder artikel 101 ikke anvendelse.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

Økonomisk politik

Kapitel 1

Den økonomiske politik

Artikel 103

1. Medlemsstaterne betragter deres økonomiske politik som et spørgsmål af fælles interesse. De rådfører sig med hinanden og med Kommissionen om de foranstaltninger, der skal træffes under de givne omstændigheder.

2. På forslag af Kommissionen og med forbehold af de øvrige fremgangsmåder, der er fastsat i denne traktat, kan Rådet med enstemmighed træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der er egnede til at afhjælpe situationen.

3. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, udsteder om nødvendigt de direktiver, der er nødvendige for at gennemføre de afgørelser, der er truffet i henhold til stk. 2.

4. Den i denne artikel fastsatte procedure finder også anvendelse i tilfælde af vanskeligheder med forsyningen af visse produkter.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Betalingsbalancen

Artikel 104

Hver medlemsstat skal føre den økonomiske politik, der er nødvendig for at sikre ligevægt i dens samlede betalingsbalance og for at bevare tilliden til dens valuta, samtidig med at den opretholder et højt beskæftigelsesniveau og et stabilt prisniveau.

Artikel 105

1. For at lette virkeliggørelsen af de mål, der er nævnt i artikel 104, samordner medlemsstaterne deres økonomiske politikker. Med henblik herpå etablerer de et samarbejde mellem deres kompetente administrative myndigheder og mellem deres centralbanker.

Kommissionen retter henstillinger til Rådet med henblik på at etablere et sådant samarbejde.

2. For at fremme samordningen af medlemsstaternes monetære politikker i det omfang, det er nødvendigt for fællesmarkedets funktion, nedsættes der et rådgivende monetært udvalg,

- at følge den monetære og finansielle situation i medlemsstaterne og i Fællesskabet samt medlemsstaternes almindelige betalingssystem og regelmæssigt aflægge beretning herom til Rådet og Kommissionen,

- at afgive udtalelser til disse institutioner efter anmodning fra Rådet eller Kommissionen eller på eget initiativ.

Hver medlemsstat og Kommissionen udpeger to medlemmer af Det Monetære Udvalg.

Artikel 106

1. Hver medlemsstat forpligter sig til i valutaen i den medlemsstat, hvor kreditor eller modtager er hjemmehørende, at tillade betalinger i forbindelse med udveksling af varer, tjenesteydelser og kapital samt at tillade overførsel af kapital og lønninger, for så vidt udvekslingen af varer, tjenesteydelser, kapital og personer mellem medlemsstaterne er liberaliseret i overensstemmelse med denne traktat.

Medlemsstaterne skal være rede til at gå videre end den liberalisering af betalinger, der er omhandlet i foregående afsnit, for så vidt deres økonomiske situation i almindelighed og deres betalingsbalancesituation i særdeleshed tillader det.

2. I det omfang varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens bevægelighed kun er begrænset af restriktioner for betalinger i forbindelse hermed, skal disse restriktioner gradvis afskaffes ved tilsvarende anvendelse af kapitlerne om afskaffelse af kvantitative restriktioner, liberalisering af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser.

3. Medlemsstaterne må ikke indbyrdes indføre nye restriktioner for overførsler i forbindelse med usynlige transaktioner, der er opført i bilag III til denne traktat.

Eksisterende restriktioner afskaffes gradvis i overensstemmelse med artikel 63-65, for så vidt stk. 1 og 2 i denne artikel eller kapitlet om frie kapitalbevægelser ikke finder anvendelse.

4. Om nødvendigt aftaler medlemsstaterne, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre de i denne artikel omhandlede betalinger og overførsler; sådanne foranstaltninger må ikke bringe de i dette kapitel fastsatte mål i fare.

Artikel 107

1. Hver medlemsstat behandler sin valutakurspolitik som et spørgsmål af fælles interesse.

2. Hvis en medlemsstat foretager en ændring af sin valutakurs, som ikke er i overensstemmelse med målene i artikel 104, og som i alvorlig grad fordrejer konkurrencen, kan Kommissionen efter høring af Det Monetære Udvalg give de øvrige medlemsstater tilladelse til i en begrænset periode at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afbøde følgerne af en sådan handling; den fastsætter betingelserne for og de nærmere bestemmelser om sådanne foranstaltninger.

Artikel 108

1. Såfremt en medlemsstat har vanskeligheder eller alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til sin betalingsbalance enten som følge af en generel uligevægt i dens betalingsbalance eller som følge af arten af den valuta, den råder over, og såfremt disse vanskeligheder navnlig kan bringe fællesmarkedets funktion eller den gradvise gennemførelse af den fælles handelspolitik i fare, undersøger Kommissionen straks denne stats situation og de foranstaltninger, som den har truffet eller kan træffe, under anvendelse af alle de midler, der står til dens rådighed i overensstemmelse med artikel 104. Kommissionen meddeler den pågældende stat, hvilke foranstaltninger den anbefaler.

Såfremt de af en medlemsstat trufne foranstaltninger og de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger viser sig utilstrækkelige til at overvinde de vanskeligheder, der er opstået, eller som truer med at opstå, henstiller Kommissionen efter høring af Det Monetære Udvalg til Rådet, at der ydes gensidig bistand, og hvilke metoder der er hensigtsmæssige med henblik herpå.

Kommissionen holder regelmæssigt Rådet underrettet om situationen og dens udvikling.

2. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, yder gensidig bistand; det udsteder direktiver eller beslutninger, der fastlægger betingelserne og de nærmere bestemmelser herfor. Gensidig bistand kan navnlig ydes

a) gennem en samordnet indsats med andre internationale organisationer, som medlemsstaterne kan henvende sig til;

b) ved foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå omlægning af samhandelen, hvis den stat, der er i vanskeligheder, opretholder eller genindfører kvantitative restriktioner over for tredjelande;

c) ved, at andre medlemsstater yder et begrænset kreditbeløb med forbehold af deres samtykke.

I overgangsperioden kan den gensidige bistand også tage form af særlige toldnedsættelser eller forlængelse af kontingenter for at fremme en forøgelse af importen fra den kriseramte stat, forudsat at de stater, der skal træffe disse foranstaltninger, er enige herom.

3. Såfremt Rådet ikke godkender den af Kommissionen anbefalede gensidige bistand, eller såfremt den ydede bistand og de trufne foranstaltninger er utilstrækkelige, bemyndiger Kommissionen den kriseramte stat til at træffe beskyttelsesforanstaltninger, hvis betingelser og nærmere udformning den fastsætter.

Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan tilbagekalde denne bemyndigelse og ændre betingelserne og de nærmere bestemmelser.

Artikel 109

1. Såfremt en medlemsstat kommer ud for en pludselig krise i sin betalingsbalance, og såfremt der ikke straks træffes en afgørelse som omhandlet i artikel 108, stk. 2, kan den pågældende stat som en sikkerhedsforanstaltning træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal medføre den mindst mulige forstyrrelse i fællesmarkedets funktion og må ikke gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at afhjælpe de pludseligt opståede vanskeligheder.

2. Kommissionen og de øvrige medlemsstater skal underrettes om beskyttelsesforanstaltningerne senest på det tidspunkt, hvor de træder i kraft. Kommissionen kan henstille til Rådet, at der ydes den i artikel 108 omhandlede gensidige bistand.

3. Efter at Kommissionen har afgivet udtalelse, og Det Monetære Udvalg er blevet hørt, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte, at den pågældende stat skal ændre, suspendere eller ophæve beskyttelsesforanstaltningerne.