kan man benytte EU regler samtid med arbejde i kbh

[Fatima]

Jeg vil meget gerne bo i dk sammen med min mand og barn, da det er her jeg har kendskab til og har et godt arbejde der giver rimmelig løn.
Jeg vil gerne benytte eu reglerne og bo i sverige i de 10 uger der kræves, men kan jeg så i de 10 uger arbejde i københavn? og hvor lang tid tager sådan en sag der?
håber på svar hurtigst muligt
på forhånd tak

[skaanebo]

Du kan sagtens bo i Sverige og arbejde i Danmark - så er du at regne for selvforsørgende.

[Kim P. Nyberg]

Ifølge den murstenstykke bog "EU-Retten", som jeg har et eksemplar af fra 2004 (har også set nyere udgaver), står der sort på hvidt, at man fuldt lovligt kan bo i et EU-land og arbejde i et andet. Så er man EU borger efter reglerne om fri bevægelighed. Men den danske regering har først for få måneder siden modvilligt anerkendt disse regler, som egentlig har eksisteret siden EF's begyndelse med Rom-Traktaten.

[kajo21]

Kim P. Nyberg
Ifølge den murstenstykke bog "EU-Retten", som jeg har et eksemplar af fra 2004 (har også set nyere udgaver), står der sort på hvidt, at man fuldt lovligt kan bo i et EU-land og arbejde i et andet. Så er man EU borger efter reglerne om fri bevægelighed. Men den danske regering har først for få måneder siden modvilligt anerkendt disse regler, som egentlig har eksisteret siden EF's begyndelse med Rom-Traktaten.

Skal det forstås sådan som Kim skriver hvis man bor i Danmark og arbejder i Sverige så er man også EU borger efter reglerne om fri bevæligehed?

På forhånd tak

[fundiver199]

Ja hvis du er svensk statsborger, men ellers ikke.

Hvis du som dansk statsborger ønsker at opnå status som EU-borger skal du enten bo i et andet EU-land (og evt. arbejde i Danmark) eller bo i Danmark og ernære dig ved som selvstændig eller freelancer at sælge tjenesteydelser til andre EU-lande.

I forbindelse med Metock-dommen har de danske myndigheder dog ændret deres forståelse af begrebet tjenesteyder i en meget snæver og restriktiv retning, hvor det bl.a. skulle være et krav, at man foretager rejser til de andre EU-lande og at man ville være forhindret i dette, hvis ikke ens ægtefælle var der til at passe ens børn.

Jeg tvivler på, at denne meget snævre og restriktive tolkning er korrekt og vil holde ved EF-domstolen, hvis der bliver anlagt konkrete sager, men folk kan altså blive nødt til at slås for deres rettigheder ved domstolene i årevis, før de kan håndhæve dem.

Så umiddelbart vil det for de fleste være langt mere fremkommeligt at bosætte sig i et andet EU-land (f.eks. Sydsverige) i en kort periode end at forsøge at komme ind under reglerne for grænseoverskridende tjenesteydelser.

Der er jo ingen grund til at forsøge at få en kamel gennem nøglehullet, når selve porten står vidt åben.

ER man vitterlig tjenesteyder, altså lever af at sælge tjenesteydelser til de andre EU-lande, og er dette ens hovederhverv i forvejen, så ville jeg personligt søge efter EU-reglerne og se, om de danske myndigheder virkelig, når det kom til stykket, turde at nægte mig mine rettigheder med èn eller anden søgt begrundelse.

Derimod er det ikke ulejligheden værd at forsøge at indrette sig, så man BLIVER tjenesteyder, alene for derefter at kunne søge efter EU-reglerne.

[Kim P. Nyberg]

Er enig med fundiver199 i hans/hendes betragtninger, dog har ens statsborgerskab ingen betydning, udover at man skal være statsborger i et EU-land.

Derudover en tilføjelse: Det er ene og alene EF-Domstolen der bestemmer reglerne, når det kommer til den fri bevægelighed på tværs af grænserne. Det hverken kan eller må de nationale parlamenter blande sig i. Dette gælder også med hensyn til FS efter EU-reglerne, som i Domstolens optik hører under den fri bevægelighed. At det forholder sig sådan, viser følgende citat fra den udgave af bogen, som jeg har i reolen:

Quote:
Det ligger fast i Domstolens praksis, at f.eks. begrebet en arbejdstager er et EU-retligt begreb, hvis indhold følgeligt kun kan defineres af Domstolen. Som argument for denne retstilstand anfører Domstolen i nogle afgørelser, at såfremt afgørelsen tilkom de nationale myndigheder, "ville reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed blive uden betydning, fordi indholdet af disse begreber i så fald kunne fastsættes eller ændres ensidigt uden kontrol fra Fællesskabets institutioner af de nationale lovgivere, der således også ville have mulighed for efter forgodtbefindende at udskille visse personkategorier fra traktatens anvendelsesområde" (sag 53/81, Levin, præmis 11).

Quote end.

Citatet er hentet fra side 437.

På samme måde kan EF-Domstolen ikke blande sig i rent nationale kriterier for opnåelse af FS.

Der må altså efter EU-retten ikke gøres forskel på danske, græske, spanske, eller svenske statsborgere (eller et hvilket som helst andet EU-lands statsborgere), når vedkommende påberåber sig EU-rettens regler om fri bevægelighed. De nationale parlamenter må derfor ikke sige at svenskere godt må, mens danskere ikke må. Gør de det alligevel, vanker der nogle sherifstjerner fra EF-Domstolen.

[Kim P. Nyberg]

Skal måske lige tilføje, at de afgørelser, der udgår fra EF-Domstolen, er endelige. De kan derfor ikke ankes nogen steder hen. Bogen fortæller ligeledes, at intet medlemsland har mandat til at sige "gælder ikke her". Enhver afgørelse fra EF-Domtolen har omgående retsvirkning i samtlige medlemslande uden undtagelse.

Så kan Dansk Folkeparti i øvrigt hoppe og danse så meget de har lyst til, det hjælper dem intet.

[Kim P. Nyberg]

At egne statsborgere ikke må forfordeles af sit eget lands myndigheder viser følgende, som jeg har fundet i 2008-udgaven af bogen EU-retten, side 467:

Quote:
"Traktatens artikel [17] tildeler enhver statsborger i en medlemsstat status af unionsborger. [Ansøgeren] har denne status, idet hun er statsborger i en medlemsstat.

Da en unionsborger i alle medlemsstaterne skal undergives samme retlige behandling som den, der tilkommer statsborgere fra disse medlemsstater, der befinder sig i samme situation, ville det være uforeneligt med retten til fri bevægelighed, hvis den pågældende i en medlemsstat, hvori han er statsborger, får en behandling, der er mindre gunstig end den, han ville få, hvis han ikke havde gjort brug af sine beføjelser efter traktaten for så vidt angår borgernes bevægelighed.

Disse beføjelser ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborger i en medlemsstat kunne blive foranlediget til at benytte sig af dem som følge af hindringer, der ved hans tilbagevenden til sit oprindelsesland, skabes af en lovgivning, der straffer det forhold, at han har udnyttet disse beføjelser(...)

En sådan forskelsbehandling er i strid med de principper, der ligger til grund for unionsborgerskabet, nemlig princippet om, at unionsborgerne skal tilskrives den samme retlige behandling under udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed.

Quote end.

Klammerne er bogens.

Dette er igen en begrundelse for, at der ikke må gøres forskel på borgerne, heller ikke når de vender hjem til oprindelseslandet.

[Kim P. Nyberg]

Desuden foreskriver bogen, at såfremt en borger i en national retsal inddrager sin EU-ret, SKAL sagen uden unødigt ophold overdrages til EF-Domstolen. Det vil sige, at dommeren i den nationale ret straks ved påberåbelsen af EU-retten, skal afbryde retsforhandlingerne, og uden unødigt ophold overdrage sagen til EF-Domstolen. Så en længere kamp i den ene retssal efter den anden bliver det ikke. Men det er rigtigt, at det kan tage tid, inden der kommer en afgørelse, fordi EF-Domstolen skal have tid til at vende hvert lille bogstav i sagen.

[fundiver199]

Er enig med fundiver199 i hans/hendes betragtninger, dog har ens statsborgerskab ingen betydning, udover at man skal være statsborger i et EU-land.

Ens statsborgerskab har den betydning, at man for overhovedet at være omfattet af EU-reglerne skal have foretaget en grænseoverskridende handling.

Og det har en svensk statsborger helt automatisk, hvis hun bor i Danmark, hvorimod det samme ikke gælder for en dansk statsborger, som bor i Danmark.

Den danske statsborger skal derfor enten flytte sin bopæl til et andet EU-land end Danmark eller sælge serviceydelser over grænserne for overhovedet at komme ind under regelsættet.

Derimod er det rigtigt, at HAR man først opnået status som EU-borger ved at foretage en grænseoverskridende handling, så gør det ingen forskel, hvilket statsborgerskab, man har.

EU-borgere, som udnytter den fri bevægelighed til at vende tilbage til deres eget hjemland, skal således stilles mindst lige så godt, som hvis de flyttede til et helt 3. EU-land.

Dette kaldes for sekundær fri bevægelighed, og det er i sagens natur især denne sekundære frie bevægelighed, som de danske politikere har forsøgt at bremse, da der jo alt andet lige er langt flere danskere end svenskere, som gerne vil bo i Danmark med ægtefæller fra 3. lande.

I øvrigt meget enig i alt, hvad Kim skriver.

[Kim P. Nyberg]

Ja, det er fuldstændigt korrekt, at betingelsen for at påberåbe sig rettigheder i relation til den fri bevægelighed, SKAL man have foretaget en eller anden form for grænseoverskridende handling sådan som fundiver beskriver det her.

[Kim P. Nyberg]

Vil i øvrigt anbefale dem, der gør sig overvejelser om at udnytte EU-reglerne, at gå på biblioteket og låne materiale om EU-juraen. Det kan man gå hen og blive særdeles klog af 2008-udgaven af bogen "EU-retten" har brugt knapt 100 sider på at beskrive den frie bevægelighed ud fra diverse domme ved EF-Domstolen. Og bogen er totalt på 1008 sider, så der er lidt at kæmpe sig igennem. Alligevel er bogen skrevet på et dansk, så både jurister og almindelige dødelige forstår budskaberne. Den beskriver desuden gældende ret i det tilfælde, at Lissabon-traktaten træder i kraft. Den har Holland og Frankrig dog sagt nej til ved folkeafstemninger.

[sohail]

ja det kan du sagtens, det er lige meget lom du arbejder fultid eller deltid

[subsoh]

Så er jeg blevet noget klogere. Vidste ikke, at man kan bo i Sverige og arbejde i København, når man igennem EU-regler vil sammenføres!