Nej og det er en meget vigtig pointe og noget, der faktisk indgår i tolkningen af de internationale konventioner i Danmark. For uanset at naza måske ikke "bare lige" kan føle sig hjemme og klare sig på lige fod med de indfødte i den kurdiske del af Irak, eller en anden dansk statsborger i Thailand eller Rusland eller Guinea-Bissau, så skal dette jo holdes op imod de tilsvarende vanskeligheder, som ansøgeren vil møde i Danmark.soreng skrev:Men givet ikke så fremmedartet som det vil være for en Irak'er at flytte til Danmark.mh skrev:Det er altså noget af en påstand, at en født iransk kurder som er vokset op i Danmark og er blevet dansk statsborger uden større problemer vil kunne føle sig hjemme i Irak, hvis blot han/hun slår sig ned i den kurdiske del. Det kan meget vel være mere fremmedartet, end det vil være for en dansker at bo i Rusland.
Og rent faktisk er en væsentlig del af baggrunden for de komplicerede og restriktive regler for familiesammenføring netop den, at de hidtidige erfaringer desværre har vist, at mange flygtninge og indvandrere fra bla. Irak har haft svært ved at tilpasse sig livet i Danmark.
Nogle har klaret sig godt, men (for) mange har ikke klaret sig særlig godt og er endt som førtidspensionister, kriminelle eller langtidsmodtagere af kontanthjælp. Og hvad der er endnu værre, så har mange af deres børn heller ikke klaret sig særlig godt, og er f.eks. endt som bandemedlemmer eller skadestue-stormere snarere end som læger og advokater og ingeniører, selvom dette måske var forældrenes drøm, da de flyttede til Danmark.
Så uanset hvad man mener om reglerne, synes jeg da, man må erkende, at det danske samfund har en legitim interesse i at regulere indvandring og herunder også indvandring via familiesammenføring.
Herefter er spørgsmålet så bare, hvordan denne legitime samfundsinteresse skal vejes op imod borgernes individuelle interesser i frit at kunne vælge ægtefælle og samtidig vælge at blive boende i Danmark uden at skulle leve i et langdistance-ægteskab. Og om det eksempelvis er hensigtsmæssigt og rimeligt at regulere via en aldersgrænse på 24 år eller et tilknytningskrav, eller om der er andre former for regulering, der er mere hensigtsmæssige og rimelige.
Som alle andre her kan jeg da sagtens forstå, at naza helst vil blive boende i Danmark. Men jeg har hverken læst noget, som får mig til at tro, at parret vil kunne få dispensation. Eller får mig til at synes, at det ville være specielt rimeligt, at de fik det.
Det kan godt være, at det ikke er særlig realistisk i praksis, at naza kan flytte til Irak. Men jeg vil vove den påstand, at det i de fleste andre sager om familiesammenføring er mindst lige så urealistisk i praksis, at den herboende "bare" kan flytte til sin ægtefælles hjemland. Og hvis der skal gives dispensation i f.eks. 80% af samtlige familiesammenføringssager, så er vi nok ved at være der, hvor det er på høje tide at overveje, om det giver nogen form for mening at fastholde de mange forskellige krav.
Så i praksis står valget for mig at se mellem at kræve, at f.eks. naza skal leve op til de mange krav, hvis hun ønsker sin ægtefælle sammenført til Danmark. Eller alternativt opgive kravene og hverken stille dem over for naza eller nogen andre danske statsborgere.
