Jeg har læst lidt frem og tilbage herinde, blot for at se om jeg måske kunne komme med lidt nyttig information baseret på mine egne erfaringer, og det lader det til. Dette drejer sig åbenbart om uvidenhed og procedurefejl fra vielseskontorets side. Jeg kan dog læse at der findes kontorer som man blot kan opsøge, og slippe for at fremvise disse papirer, men nyttigt er det jo nok et eller andet sted at vide alligevel
At blive gift i Danmark, har været langt det sværeste for jeg og min Sydafrikanske kone, sat op mod FS processen.
Ved første fremmøde på vielseskontoret, blev vi hverken hilst med hverken "hej" eller "goddag", da de godt vidste hvem vi var da vi havde snakket i telefon med dem, det var lidt akavet og temmelig uprofessionelt eftersom man jo arbejder med mennesker. Vi gik til vielseskontoret i Viborg, og fik der at vide vi skulle fremskaffe en civilstandsattest, hvilket vi så fik min kones mor til at fremskaffe for os, ved family affairs fra den region hun havde boet i, med stempel, underskrifter og det hele. Det var jo ganske nemt, troede vi.
Da vi så 3 uger efter vendte tilbage med dette brev, rystede kvinden på kontoret bare på hovedet og sagde med sukkende miner: "Det er ikke det rigtige dokument". Vi skulle jo have en apostile! Der gik et par sekunder, så stod hun og viftede med en apostile foran vores næser for at vise os hvordan sådan en så ud. - Jeg var nær gået af i raseri og havde sagt: "Hvorfor sagde du ikke bare det fra start, vi lagde jo alle kortene på bordet."
Nå, men så sendte vi ellers papiret retur, for vi skulle åbenbart have endnu et stempel på det - en såkaldt apostile. Regning på 2000 kr med DHL, da vi jo havde planlagt bryllup få uger efter.
Papiret har nu været 4 uger og adskillige tusinde kilometer undervejs, da det havner tilbage ved min kones mor, som endnu engang må tage ned for at få yderligere stempler smækket derpå. Hun får da at vide, at de slet ikke giver apostiler på sådanne papirer, da det ikke er et dokument, men et brev. Hun får dog yderligere 2 stempler fra højesteretten i Sydafrika, foruden det der er der i forvejen, plus en vedlagt besked til kvinden på vielseskontoret i Viborg om at hun skal tage at få styr på sine ting før hun leder andre på vildspor.
I mellemtiden har jeg virkelig fået læst op på hvad en apostile er - fuldt forberedt til næste tur på vielseskontoret.
Der går igen et par dage, og DHL leverer brevet til os. Brevet ligner nu, noget værre bureaukratisk fis, plastret til med stempler, signaturer og noter, og tænker at det nu må passe perfekt ind i det danske system.
Vi tager igen ind til vielseskontoret i Viborg kort før lukketid (pga at min arbejdstid passer ringe med deres åbningstid), og hun ryster igen på hovedet og pludrer igen løs om en apostile, og at det papir vi lige har brugt 2000 kr på, stadig ikke lever op til formålet. Jeg må så stille mig op på bagbenene og forklare hende: "Apostiler giver de slet ikke i forbindelse med civilstandsattester i Sydafrika!". Hun vil derefter undersøge det nærmere, det kunne godt tage et par dage. Kontoret lukker, og vi tager hjem, godt frustrerede. Jeg sidder derfor oppe det meste af denne aften og nat, og leder igen med lys og lygte efter sammenhængen mellem civilstandsattest og apostile.
Efter længe at have undersøgt hvad en apostile kontra det brev vi er i besiddelse af er, finder jeg ud af at det vi har gjort er at tage "den lange vej", og at det brev vi er i besiddelse af ikke kan afvises af et vielseskontor, eftersom vi både har stempler fra regionskontoret og højesteretten.
Dagen efter har jeg taget en fridag fra arbejdet, og med den nye viden braser jeg ind på vielseskontoret, som om morgenen åbenbart er tomt. Jeg finder ud af de sidder til morgenkaffe, men det er jeg pænt ligeglad med, for nu kan det være nok. Jeg fik hende vi de foregående gange havde snakket med, til at smide kaffe og rundstykke, så jeg kunne få vores papirer, og i al hast komme til et andet vielseskontor.
En time senere stod jeg og kæresten så i Århus, og igen fik vi samme svar. De skulle bruge en apostile. Jeg gav ikke op, og fortalte at vi kom direkte fra Viborg, og hvorfor vi ikke ville give op. Jeg måtte forklare kvinden bag bordet ovenstående historie - fuldt dokumenteret, og at jeg dælme ikke kom derind med et brev, der så således ud, for sjov. Jeg blev ved med at kigge meget bebrejdende på hende, som om at vi ikke forlader stedet får der er sagt ja. Hun griber telefonen og ringer lidt rundt til nogle forskellige personer, sveden pibler ned af panden på mig, jeg er ved at være godt træt af denne situation på daværende tidspunkt. Hun lægger røret på, kigger på brevet og nikker med et anerkendende smil mens vi kan se hun tænker så det knager. Så udbryder hun pludselig med denne historie: "Tilfældigvis har der dagen forinden stået en anden dansk statsborger, med sin afrikanske kæreste og sagt nøjagtigt de samme ting som i lige har, og da der jo så er noget om snakken, vil jeg godkende jeres papirer med det samme". Vi kunne endelig komme skridtet videre - og få aftalt en tid.
Jeg håber inderligt den dag i dag, at kvinden i Århus tog kontakt til det uheldige par der dagen forinden, gjorde det muligt for os at blive gift, og så også gav dem grønt lys. Endelig var det tid til at smile igen, en sten lettede fra vores hjerter, vi troede aldrig det skulle lykkes.
Jeg har aldrig i mit liv været så stresset. Ikke nok med at man et utal af gange må tage tidligere fri fra arbejde for at haste ind til kommunernes åbningstider, men også at man faktisk ender op med at vide mere om stoffet der ligger bag afgørelserne, end dem der sidder med magten til at træffe afgørelsen, er ret skrækindjagende.
Håber ikke at jeg har skrevet det for indviklet.