LEDER: Den endelige sejr

[spr]

LEDER: Den endelige sejr

Sammenføring af familier bygger ikke længere på retten til at leve og bo sammen med ægtefælle og børn, men på om det kan betale sig - for samfundet

Af: Bent Winther
8. november 2010

»Den fuldstændigt uuddannede, tilhyllede kvinde fra Pakistan eller Somalia - eller hvor ved jeg - har ingen mulighed efter det her for at komme til Danmark.«
- Pia Kjærsgaard politisk leder Dansk Folkeparti

At det i går forlød, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) havde truet med at gå som minister, hvis Dansk Folkeparti kom igennem med partiets krav om at ændre den gældende 24-års regel til en 28-års regel, kan kun være et meget sofistikeret forsøg fra ministerens side på at iscenesætte sig selv som good cop i forhandlingerne om de nye familiesammenføringsregler. For det forlig, som er kommet ud af det som en vigtig del af næste års finanslov, er langt strammere og langt mere vidtgående end blot en forhøjelse af aldersgrænsen. Der er tale om, at Danmark nu får den strammeste udlændingelov i Europa, jublede Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, som ikke kunne komme i tanker om et eneste land, hvor det er sværere at blive bragt sammen med sin ægtefælle. Danmark er på dette felt et foregangsland, mener Skaarup. Dansk Folkeparti har vundet sin ultimative sejr, og grundlæggende principper er endeligt opgivet.

For at nå dertil, har regeringen måttet etablere et helt nyt grundsyn i forhold til familiesammenføringer. Hvad der tidligere var et retskrav, som byggede på retten til at få en ægtefælle til Danmark, fordi der trods alt er en mening med, at mennesker skal kunne leve sammen som en familie, er blevet til et simpelt købmandsskab. Sammenføring af familier bygger ikke længere på retten til at leve og bo sammen med ægtefælle og børn, men på om det kan betale sig - for samfundet. Om den udenlandske ægtefælle er en god forretning og en gevinst for Danmark. Derfor skal kandidater til familiesammenføring fremover underkastes et pointsystem, som handler om sprog, uddannelse og erhvervserfaring. Nøjagtig som at købe en brugt bil. Er motoren i orden, hvor mange kilometer har den gået, og skal dækkene skiftes? Med indførelsen af det økonomiske imperativ er fokus skiftet fra individet til samfundet, fra familiens behov til arbejdsmarkedets, fra den humanitære retsstilling til kroner og ører. Ikke nogen særlig liberal eller værdikonservativ tankegang, hverken familien eller individets ret er øverst. Men ud fra et syn på Danmark som en homogen konkurrenceenhed, som det gælder om vedvarende at optimere, er det lige i øjet.

Men med tidligere stramninger i hukommelsen er spørgsmålet, om det nu også er den rigtige begrundelse, i hvert fald ser det ud til, at Venstres hensyn til konkurrencekraften og Dansk Folkepartis hensyn til dansk monokultur er gået op i en højere enhed. Venstre og Konservative har siden 2001 ofte haft svært ved sagligt at begrunde Dansk Folkepartis regelmæssige stramninger af udlændingereglerne, som er en ubrydelig del af kontrakten mellem regeringen og dens støtteparti. Længe forsvarede regeringen den oprindelige 24-års regel, tilknytningskravet og kravet til bopælen med det fromme ønske om at begrænse tvangsægteskaber. Pia Kjærsgaard og hendes partifæller talte mere lige ud af posen om at bekæmpe islamiseringen og at bevare danskhed. For daværende beskæftigelsesminister og chefideolog Claus Hjort Frederiksen blev melodien dog på et tidspunkt for falsk, og han meddelte, at Venstre og Dansk Folkeparti da har et vigtigt »værdifællesskab.« En melding, som med årene er kommet til at rumme en større og større sandhed, men som da ordene blev sagt, vakte stor ubehag i liberale borgerlige kredse.

Man kan kalde de nye stramninger usympatiske, fremmedfjendske eller det der er værre, og det vil ske. Men regeringen har med det nye pointsystem og den større vægt på tilknytning til Danmark endegyldigt knækket koden og løst det grundlæggende dilemma, som Danmark og andre lande med universelle velfærdssystemer står over for. Nemlig at fintmasket social sikkerhed og offentlige gratisydelser er svært foreneligt med lempelige regler for indvandring. Som regering har man kunnet gøre et af to - enten reducere velfærden og skære i overførselsindkomsterne eller begrænse indvandringen. At skære i velfærden generelt vil være politisk selvmord, derfor har VK-regeringen nøjedes med at skære i ydelser over for flygtninge og indvandrere - starthjælp, integrationsydelse og andre reformer. Til gengæld har man taget fat i forhold til indvandring ved gradvist at lukke af for mennesker, som må formodes at lægge samfundet økonomisk til last.

Dansk Folkeparti har siden i sommer arbejdet på to spor - det ene handlede om at gøre det klart, hvad indvandringen koster Danmark, og det andet at lukke af for indvandring fra lande i den tredje verden. Ved at knytte de to ting sammen har partiet fået Venstre med om bord i en hellig alliance mellem nationale og økonomiske hensyn. Dermed er Dansk Folkepartis projekt ved at være tilendebragt. Prisen er et afkald på almindeligt anerkendte frihedsrettigheder som at kunne gifte sig frit og slå sig ned i sit hjemland med sin udkårne. Det er en høj pris, men en pris som det store flertal i befolkningen og det brede flertal i Folketinget er klar til at betale. bew

http://www.information.dk/250231

[mh1]

Mon ikke øresundstrafikken bliver den, der vinder mest på det her?