AiraM87 skrev:Jeg er dansk statsborger, men vi havde besluttet os for at søge via. de nationale regler alligevel, da vi gerne vil blive boende i Sverige mindst 3-5 år, bl.a. p.g.a. min kærestes master degree, der tager 2 år, plus vi kunne få økonomisk hjælp hvis det blev nødvendigt.
Det er en misforståelse, at man er ”afskåret fra at få hjælp hvis det bliver nødvendigt”, bare fordi man er flyttet til Sverige via EU-reglerne. EU-borgere og deres familiemedlemmer har ret til generel ligebehandling med landets egne borgere, bortset fra modtagelse af sociale ydelser under de første 3 måneder af deres ophold i landet samt modtagelse af uddannelsesstøtte for andre end arbejdstagere og deres familiemedlemmer.
Forskellen mellem at søge efter de nationale svenske regler og EU-reglerne er derfor alene følgende:
1) Hvis man ikke på ansøgningstidspunktet har 6.000 SEK til overs hver måned efter skat og faste udgifter,
eller har en stor formue,
eller arbejder mindst 10-15 timer om ugen i Sverige, så vil man få afslag, hvis man søger efter EU-reglerne.
2) Hvis man ikke arbejder i Sverige men alene bor i Sverige som studerende eller ”person med tilstrækkelige midler”, så kan modtagelse af sociale ydelser (efter 3 måneders ophold) føre til, at ens ægtefælle mister sin opholdstilladelse, hvis de svenske myndigheder ud fra en samlet vurdering af ens situation når frem til, at man udgør en ”urimelig byrde for det sociale system”.
Det sidste er imidlertid tænkt som en ”sikkerhedsventil” i reglerne, der alene skal forebygge misbrug af retten til fri bevægelighed i form af såkaldt ”social turisme”. Altså at folk flytter til de EU-lande, som har de mest gavmilde sociale ydelser, med det hovedsagelige formål at skabe sig en tilværelse som bistandsklient i det pågældende land.
Hovedprincippet er således, at EU-borgere og deres familiemedlemmer har den samme ret til ”hjælp hvis det bliver nødvendigt” som landets egne borgere, så længe der er tale om et behov, som skyldes en midlertidig og uforskyldt situation og ikke spekulation i forskelle mellem de enkelte EU-landes sociale ydelser.
I jeres situation, hvor din mand planlægger at læse i Sverige, vil I muligvis være bedre tjent med at bruge EU-reglerne. Hvis du arbejder i Sverige, vil han således i den situation være berettiget til at modtage svensk uddannelsesstøtte, og det er så vidt jeg er orienteret ikke tilfældet, hvis I søger efter Sveriges nationale regler. I så fald skal din mand selv have arbejdet 2 år i Sverige, før han kan blive berettiget til at modtage svensk uddannelsesstøtte.