EU-regler og adgangen til sociale ydelser

[Kim P. Nyberg]

Et af de emner, der kan skabe allermest debat, er, om man må modtage sociale ydelser, når man bruger EU-reglerne om fri bevægelighed. Reglerne er faktisk anderledes, end efter de nationale regler. For efter de nationale regler, kan den udenlandske ægtefælle miste sin opholdsret ved at I beder om en social ydelse fra kommunen og modtager den. Men sådan er det ikke efter EU-reglerne. Lad os kigge lidt dybere ind i de forskellige EU-scenarier her:

I gæstelandet

For dit eget vedkommende

Du er selvforsørgende

I gæstelandet skal man som overvejende hovedregel kunne klare sig selv, hvis man har status som selvforsørgende. Dette gælder for parret samlet. Hvor midlerne oprinder fra, er mindre vigtigt. Der findes endda en afgørelse fra EU-Domstolen, der siger, at selv sorte penge er gangbar (groft sagt).

Det er ikke forbudt at bede om økonomisk hjælp fra de lokale myndigheder, hvis du en kort overgang er økonomisk på spanden. Det at bede om økonomisk hjælp, kan ikke I SIG SELV medfører, at opholdsretten i gæstelandet bortfalder.

Men der er grænser for, hvor længe og hvor meget du kan få, uden disse grænser dog er skrevet i granit i opholdsdirektivet. Faktisk er det elastik i metermål.

For dét opholdsdirektivet beskriver om emnet, er, at du ikke må blive en UNØDIG økonomisk byrde for det sociale system i gæstelandet. Ordet "unødig" er fremhævet her, fordi det er kodeordet. Du må altså gerne modtage ydelser, men de lokale myndigheder skal hele tiden overveje, hvornår du bliver en unødig økonomisk byrde for det sociale system.

I den juridiske litteratur om emnet, kan man læse, at begrebet "unødig økonomisk byrde" på sin vis godt kan undre, fordi at de ydelser du kan få, er en dråbe i havet i forhold til kommunens samlede budget, og dermed kan du i princippet aldrig blive en byrde rent økonomisk. Hvorefter de forskellige forfattere understreger, at begrebet har en lidt anden betydning, end det rent økonomiske. For hvis du udøver en modydelse for den økonomiske hjælp, for eksempel ved at skrive jobansøgninger, gå til jobsamtaler, deltage i jobsøgningskurser, deltage i møder på jobcentret med videre, er du nok knap så meget en byrde, som hvis du bare sidder derhjemme foran fjernsynet dagen lang, hele ugen. De lokale myndigheder skal således hele tiden tage bestik af, hvornår grænsen er nået.

Det er dog min erfaring (uden det på nogen som helst måde må opfattes som et facit), at man de fleste steder har en tommelfingerregel, der siger omkring seks måneder. Derefter kan pengekassen smækkes i.

Jeg har i flere tilfælde set, at de svenske myndigheder ikke helt forstår det her område. I en del tilfælde har de forlangt at se, at man har ALLE midler til HELE opholdet på forhånd. Men det er ulovligt at kræve det. Både fordi der skal tages hensyn til løbende indtægter, og ikke kun opsparing, men også fordi man har retten til at bede om økonomisk hjælp, hvis det en kort overgang kniber med at betale sine regninger.

Det referencebeløb, som myndighederne opererer med, er alene et vejledende beløb. Det må aldrig opfattes som et absolut minimum. For hvis du/I kan leve på en sten, SKAL dette indgå i den samlede bedømmelse af HELE sagen, og må således ikke komme dig/jer til skade. Myndighederne kan blandt andet foretage denne bedømmelse ved at se på, om du/I har bedt om sociale ydelser til overlevelse inden for en nærmere defineret fortid.

Du er studerende

Det vil sige at du bor i gæstelandet, hvor du også er i gang med at tage en uddannelse eller en del af en uddannelse i dette gæsteland.

Du kan ikke få en rød reje i forhold til ydelser, der svarer til dem, der fremgår af den danske Lov om en aktiv socialpolitik. Du kan godt få studiestøtte, studielån, boligstøtte, friplads til daginstitution med videre.

Du er arbejdssøgende

Du bor i gæstelandet, og er i gang med at søge job i det pågældende land. Derved har du status som jobsøgende i EU-retten's forstand.

Ifølge en afgørelse fra EU-Domstolen har du en frist på seks måneder til at finde et job i gæstelandet (Antonissen-dommen). Den blev dog opfattet sådan, at de seks måneder tæller fra indrejsen til gæstelandet, men i en senere dom sagde Domstolen, at opholdsdirektivet jo beskriver, at i de første tre måneder har man under alle omstændigheder ret til at opholde sig i gæstelandet udelukkende på eget forsørgelsesgrundlag. Og at de seks måneder starter fra man sender sin første jobansøgning. Domstolen har ved flere lejligheder haft mulighed for at kredse om retten til sociale ydelser, når man befinder sig i denne seks måneders periode. Her siger Domstolen, at i de første tre måneder af denne seks måneders periode er det fuldstændig op til de lokale myndigheder, om de vil give dig økonomisk bistand, eller om de vil bede dig passe dig selv. Men derefter har du samme rettigheder, som en arbejdstager (se nedenfor). Fristen på de seks måneder til at finde job, er dog elastisk, således at hvis du stadig søger efter de seks måneder er gået og du "har reelle muligheder for ansættelse", som Domstolen så smukt formulerer det, bevarer du din status som arbejdssøgende indtil dine muligheder for ansættelse anses for reelt udtømte.

Du er arbejdstager

Du har status som arbejdstager, hvis du både bor og arbejder i gæstelandet.

Arbejdet må dog ikke udgøre det, der hedder et marginalt supplement. Det vil sige, at arbejdet løn- og timemæssigt udgør så lidt, at det hverken gør fra eller til i det samlede hele. Så at luge ukrudt i Fru Hanssons jordbærbed et kvarter hver anden uge, tæller ikke med her.

Du kan arbejde enten på fuld tid eller deltid i gæstelandet. Arbejder du deltid, og du ikke kan få økonomien til at række, kan du hos de lokale myndigheder i gæstelandet få suppleret op til løn for fuld tid. Det kan du uden tidsbegrænsning, men dog under forudsætning af, at du ikke mister din status som arbejdstager. Mister du denne status, ophører din ret til supplement samtidig. Det er vigtigt her at få sagt, at retten til supplement, er en RET du har, ikke et privilegie, når du er arbejdstager på deltid, og pengene ikke helt står mål med dine rimelige udgifter. Så myndighederne kan ikke nægte dig denne rettighed, hvis du opfylder de her nævnte krav.

Helt generelt

Såfremt du har optjent ret til dagpenge i A-kasse, har du ret til at tage dem med dig i op til 3 måneder, når du flytter indenfor EU/EØS-området. Uanset hvilken status du har i gæstelandet. Du kan dog ikke modtage dem, hvis du samtidig får løn eller en anden ydelse til overlevelse.

For din ægtefælles vedkommende

Såfremt din ægtefælle ikke er unionsborger, vil din ægtefælles status være "medfølgende ægtefælle", uanset hvad din status er. Din ægtefælle kan således ikke have status som hverken selvforsørgende, studerende, arbejdssøgende eller arbejdstager i EU-rettens forstand. Derudover følger din ægtefælles rettigheder af de rettigheder du selv har hvad angår sociale ydelser fra kommunen.

Er din ægtefælle selv unionsborger, har han/hun fuldstændig samme rettigheder, som du selv har, og er således ikke afhængig af, hvilken status du har.

I er flyttet tilbage til Danmark

For dit eget vedkommende

Ifølge spørgsmål nr. 2 med tilhørende svar i Eind-dommen fra EU-Domstolen, må en medlemsstat under ingen omstændigheder stille betingelser af nogen art overfor medlemsstatens egne statsborgere, der vender tilbage til sit hjemland. Dermed må der heller ikke stilles fremadrettede økonomiske betingelser til dig, når du vender hjem. Dette skal ikke forveksles med kravet om at dokumenterer faktisk og reelt ophold i gæstelandet, da det er to forskellige tidspunkter, vi i så fald snakker om. Her snakker vi udelukkende om det fremadrettede, når du er vendt tilbage til Danmark.

Uanset hvilken status du har haft i gæstelandet, har du ved hjemkomst til Danmark ret til enhver social ydelse, du kan komme i nærheden af, og som du opfylder de objektive betingelser for at få, for eksempel hvis du står uden arbejde og ikke har A-kasse, du kan falde tilbage på.

For din ægtefælles vedkommende

Eind-dommen nævner ikke en ægtefælle med et eneste ord, og så vidt jeg ved ligger der ikke domspraksis om ægtefællens retsstilling efter returen til unionsborgerens hjemland på det her punkt. Men der er alligevel to ting, som Domstolen er særlig nidkære omkring, og som kan give en indikation af, hvilken vej pilen vender. Det ene er, at unionsborgeren har en umiddelbar ret til at tage sine familiemedlemmer med sig ved rejser over de indre grænser i EU/EØS. Det andet er, at såfremt en medlemsstat stiller krav, der reelt afskrækker unionsborgeren fra at udøve sin ret til fri bevægelighed, er det i klar strid med EU-reglerne. Deraf kan man udlede, at såfremt din ægtefælle hindres i adgangen til sociale ydelser fra de danske myndigheder alene med henvisning til, at du har udøvet din ret til fri bevægelighed, selv om din ægtefælle i øvrigt opfylder de objektive betingelser for de pågældende ydelser, er der principielt lagt op til juridisk dans med Domstolen.

Kan modtagelse af ydelser medfører nægtelse af permanent EU-opholdskort? Svaret er nej.

Kan modtagelse af ydelser medfører udsættelse af tidspunktet for at opnå permanent EU-opholdskort? Svaret er nej. Der kan kun stilles to krav for at opnå permanent EU-opholdskort, og ingen af dem har noget med forsørgelse at gøre. Det ene krav er, at I stadig er gift. Det andet er, at I bor i det samme land og har gjort det i fem år.