EU-domme forklaret, del 7

[Kim P. Nyberg]

Sag C-3/16, Aquino, dateret 15. marts 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – tilsidesættelse fra en rets side – præjudicielle spørgsmål – indbringelse for Domstolen – national ret, der træffer afgørelse i sidste instans«

Hvornår er en national retsinstans berettiget til at forelægge spørgsmål? Og hvornår er de forpligtede til det? Det er i korte træk det, sagen her handler om.

Hr Aquino er italiensk statsborger. Han har i mange år boet i den flamske del af Belgien. Nu står han overfor en ubetinget fængselsdom på 7 år. Hvad han har lavet, fremgår ikke af sagsreferatet. Et større juridisk slagsmål starter her, for han mener, at hans rettigheder i opholdsdirektivet er overtrådt og vil have Domstolen til at tage stilling til dette, men lige meget hvor han kigger hen, bliver han afvist. De nationale domstole mener ikke, at de såkaldte anbringender, som Hr. Aquino fremfører, ændrer noget som helst på sagens udfald. Desuden mener de nationale domstole, at han har fremført sine anbringender for sent.

Han står urokkeligt fast. Han vil have Domstolen til at kigge på, om hans rettigheder i opholdsdirektivet er overtrådt. Det lykkes ham ganske vist at få sagen til Domstolen, men ingen af de spørgsmål, der stilles til Domstolen, handler om hans rettigheder, og derfor kan Domstolen heller ikke tage stilling til, om hans rettigheder er overtrådt. I stedet handler det om samarbejdet mellem de nationale retsinstanser og Domstolen.

Domstolen svarer, at såfremt en national retsinstans har et niveau, hvorfra en afgørelse kan ankes til en højere ret, er det ganske frivilligt, om denne ret vil fremlægge spørgsmål for Domstolen. Er sagen til gengæld kravlet så højt op i systemet, at ankemulighederne er udtømte, er den øverste nationale domstol, der har sagen, direkte forpligtet til at forelægge den for Domstolen. Af tidligere domme er det bestemt, at såfremt to sager ligner hinanden, og Domstolen allerede har svaret i den ene af dem, skal den anden sag ikke fremlægges for Domstolen, fordi Domstolen allerede har truffet principiel afgørelse om spørgsmålet.

Link til dommen i sag C-3/16, Aquino:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3656587

[Kim P. Nyberg]

Sag C-82/16, K. A., dateret 8. maj 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – artikel 20 TEUF – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 24 – direktiv 2008/115/EF – artikel 5 og 11 – tredjelandsstatsborger, der har indrejseforbud – ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med en unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed – afvisning af at behandle ansøgningen«

Vi bliver i Belgien, hvor vi har at gøre med 7 sager, der er blevet lagt sammen, fordi de langt hen ad vejen er ens i substansen. De handler alle sammen om tredjelandsborgere, som på grundlag af større eller mindre straffelovsovertrædelser, har fået marchordre og et indrejseforbud. Enten har de nægtet at forlade Belgien eller også har de sneget sig ind i landet igen. I hvert fald har de alle 7 efter meddelelsen om indrejseforbud indgivet ansøgning om familiesammenføring fra belgisk område, og i alle 7 sager har de belgiske myndigheder pure nægtet at behandle sagerne med henvisning til udvisningerne og indrejseforbuddene.

For at komplicerer det hele lidt mere, er der i fire af sagerne mindreårige belgiske børn involveret, mens der i de sidste tre sager er tale om, at ægtefællerne er voksne belgiske statsborgere, som altid har boet i Belgien.

Nogle vil måske her slå bak og sige, at der er tale om sager med rent internt indhold, og at Domstolen jo plejer at afvise disse. Der skal normalt foreligge en eller anden form for grænseoverskridende handling. Domstolen er delvis enig i en sådan holdning. Den er enig i, at der i princippet er tale om rent interne sager, men der kan alligevel være grund til at undersøge konkrete sager lidt mere i dybden. Domstolen henviser selv her til Zambrano-sagen, hvor der heller ikke var et grænseoverskridende element, men hvor Domstolen på trods af det foretog en analyse.

Hvis man koger spørgsmålene lidt ned, starter den nationale domstol med at spørge, om myndighederne må nægte at realitetsbehandle en ansøgning om familiesammenføring, alene med henvisning til, at der er udstedt et indrejseforbud mod vedkommende, hvilket Domstolen siger meget klart nej til. Myndighederne er nødt til at foretage en konkret undersøgelse af, hvorvidt der består et såkaldt afhængighedsforhold mellem tredjelandsborgeren og unionsborgeren, for at finde ud af, om indrejseforbuddet skal ophæves eller i det mindste suspenderes i de konkrete sager.

Videre sætter Domstolen ord på, hvad “afhængighedsforhold” vil sige. Grunden til Domstolen gør det, er, at den nationale domstol ikke har brugt tid på at udpensle de enkelte forhold. Det bliver derfor slået fast, at i et forhold mellem en voksen unionsborger og en voksen tredjelandsborger, er den økonomiske eller følelsesmæssige afhængighed ikke nok til, at redde tredjelandsborgeren fra den sanktion, han eller hun har bragt sig selv i. I stedet er det den fysiske afhængighed, der gør udslaget. Da jeg læste det, var min første tanke en kørestolsbruger, der skal have hjælp til praktisk taget alt i sin hverdag. I sådanne sager kan der ikke være tvivl om afhængighedsforholdet.

I forhold til sager, hvor den voksne er tredjelandsborger og barnet er unionsborger, skal der ligeledes foretages en sådan konkret undersøgelse af afhængigheden. Nu er kriterierne dog nogle ganske andre (se præmis 71-73).

Et andet fællestræk i disse sager er, at unionsborgeren ikke må tvinges til at forlade unionens område som helhed på ubestemt tid, fordi unionsborgeren derved kan miste noget af kerneindholdet i sit unionsborgerskab. Det gælder i særdeleshed i de fire sager om børn.

Link til dommen i sag C-82/16, K. A.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6121045

[Kim P. Nyberg]

Sag C-165/16, Lounes, dateret 14. november 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – berettigede personer – dobbelt statsborgerskab – unionsborger, der har erhvervet statsborgerskab i værtsmedlemsstaten og samtidig bevaret sit oprindelige statsborgerskab – opholdsret i denne medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til unionsborgeren«

Dette spørgsmål er ofte diskuteret på diverse sociale medier: Du er dansk statsborger. Du flytter for eksempel til Sverige (det kunne også være et hvilket som helst andet EU-land, men nu bruger jeg lige Sverige som eksempel), hvor du efter de regler og betingelser de har dér, tillige bliver svensk statsborger. Det vil sige, at du nu har to statsborgerskaber: Dansk og svensk.

Endnu senere falder du for Amors pil i form af en tredjelandsborger. I vil nu gerne bo i Sverige eller Danmark sammen. Hvordan er mulighederne for det?

Konsensus har længe været, at den plan kan man godt skyde en hvid pil efter, for ingen af de medlemslande, man har statsborgerskab i, vil anerkende at du i en sådan situation har brugt din ret til fri bevægelighed. Man er derfor nødt til at bruge et helt tredje EU-land, hvis man vil have ret til familiesammenføring efter EU-retten.

Men er det nu også sådan? Domstolen svarer sådan her i konklusionen:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF [...] skal fortolkes således, at i en situation, hvor en unionsborger har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved i henhold til dette direktivs artikel 7, stk. 1, eller artikel 16, stk. 1, at indrejse og tage ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, og herefter har opnået statsborgerskab i denne anden medlemsstat, samtidig med at vedkommende ligeledes har bevaret sit oprindelige statsborgerskab, og flere år senere har giftet sig med en tredjelandsstatsborger, med hvem vedkommende fortsat er bosiddende i værtsmedlemsstaten, har den pågældende tredjelandsstatsborger ikke en afledt ret til ophold i den sidstnævnte medlemsstat på grundlag af bestemmelserne i det nævnte direktiv. Denne tredjelandsstatsborger kan imidlertid have en sådan opholdsret i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF på betingelser, som ikke må være strengere end de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38 for at indrømme en sådan afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at tage fast ophold i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger.

Domstolen er altså enig i det scenarie, jeg beskrev ovenfor. Men kommer så med det twist, at selv om tredjelandsborgeren måske ikke har ret til ophold efter opholdsdirektivets regler, så kan vedkommende tredjelandsborger godt have det efter artikel 21 TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), såfremt betingelserne ikke er strengere, end de ville være efter direktivet.

Ergo betyder det, at står du i en sådan situation, skal du ikke påberåbe dig opholdsdirektivets regler, men i stedet påberåbe dig artikel 21 TEUF, hvis du ønsker familiesammenføring.

Link til dommen i sag C-165/16, Lounes:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... &cid=52760

[Kim P. Nyberg]

Sag C-184/16, Petrea, dateret 14. september 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – direktiv 2008/115/EF – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – en medlemsstats statsborgers ophold på en anden medlemsstats område trods forbud mod indrejse på denne medlemsstats område – lovligheden af afgørelse om tilbagekaldelse af bevis for registrering og af anden afgørelse om udsendelse – mulighed for undtagelsesvis at gøre ulovligheden af tidligere afgørelse gældende – oversættelsesforpligtelse«

Hr. Petrea er rumæner. Mens han var i Grækenland, var han medvirkende i et tyveri. De græske myndigheder gav ham en straf på betinget fængsel i 8 måneder og med en prøvetid på 3 år. Samt en udvisning af Grækenland.

Han accepterede dommen, sagde nej til at få oversat de vigtigste passager i dommen og forlod landet med et indrejseforbud i baglommen. Indrejseforbuddet var med en varighed på 7 år.

Men han kunne ikke holde sig væk. I 2013, da indrejseforbuddet havde været gældende i 2 år, rejste han ind i Grækenland igen og fik et EU-registreringsbevis efter reglerne i opholdsdirektivets artikel 8, stk. 2. Da fremmedpolitiet opdagede det, ville de tage den fra ham, og nu begyndte Petrea at klage over den oprindelige afgørelse.

Domstolen starter med at konkluderer (igen), at et EU-opholdskort eller et EU-registreringsbevis ikke i sig selv skaber en ret til ophold, da denne ret allerede fremgår af både traktaterne og af opholdsdirektivet. Beviset skal blot bekræfte, at personen er omfattet af rettighederne.

Dernæst er Domstolen enig i, at registreringsbeviset er udstedt ved en fejl, fordi Hr. Petrea indrejste til landet trods et forbud mod det. Politiet gjorde derfor det rigtige, da de fratog ham registreringsbeviset.

Og så dykker Domstolen ellers dybt ned i direktivet. For manden er jo indrejst i det land, han har forbud mod at komme til, og først derefter brokker han sig over den oprindelige udvisning. Heller ikke her har Domstolen medlidenhed med manden, for Domstolen konstaterer, at direktivet udtrykkeligt fastslår, at man hverken må indrejse mens et indrejseforbud er gældende eller mens der kører en klagesag på den.

Det, der springer i øjnene på mig i denne sag er - som vi ellers har set i tidligere sager i denne serie - at Domstolen nu ikke forholder sig til, at en straffedom i sig selv ikke er nok til udvisning og indrejseforbud. Der er ikke nævnt noget om, hvorvidt manden er kendt af myndighederne for anden kriminalitet. Altså må man gå ud fra, at dette var hans debut, og ud fra det må det undre, at Domstolen lige pludselig går væk fra sin normale praksis. Og Hr. Petrea taber på samtlige parametre.

Link til dommen i sag C-184/16, Petrea:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2718601

[Kim P. Nyberg]

Sag C-191/16, Pisciotti, dateret 10. april 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – udlevering til Amerikas Forenede Stater af en statsborger i en medlemsstat, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed – udleveringsaftale mellem Den Europæiske Union og dette tredjeland – EU-rettens anvendelsesområde – udleveringsforbud, der kun finder anvendelse på de nationale statsborgere – begrænsning af den frie bevægelighed – begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed – proportionalitet – underretning af unionsborgerens oprindelsesmedlemsstat«

Jeg skal starte med at gøre opmærksom på, at denne sag intet som helst har med familiesammenføring at gøre. Men den viser, hvor lidt der skal til, før man kan påberåbe sig EU-rettigheder om fri bevægelighed.

Hr. Pisciotti er italiener. Han har lige været en tur i et afrikansk land og er nu mellemlandet i Frankfurt på sin vej hjem igen. Undervejs har den amerikanske stat Florida, udsendt en arrestordre mod ham, så da han ankommer med fly til Frankfurt, tager nogle tyske betjente imod ham og anholder ham med henblik på udlevering til USA. I Florida er han anklaget for at have deltaget i ulovlig karteldannelse, en anklage han indrømmer er korrekt.

Humlen i sagen er, at der ligger en udleveringsaftale mellem EU og USA, og det er i henhold til den, at myndighederne i Florida har anmodet om udlevering. Men samtidig har Tyskland i sin lovgivning regler om, hvem man kan udsende til retsforfølgelse i andre lande. Den siger specifikt, at Tyskland ikke kan udleverer egne statsborgere. Den forsøger Hr. Pisciotti at udfordrer, ved at påstå, at der er tale om forskelsbehandling, når de beskytter tyskere, og ikke andre statsborgere, og han påberåber sig rettighederne til fri bevægelighed i traktaten som en form for beskyttelse mod udlevering.

Pisciotti ankede sig vej helt til Berlin, og herfra var den tyske domstol i tvivl om, hvorvidt han havde ret eller om det blot var en dårlig undskyldning for at slippe for udlevering. Derfor sendte domstolen i Berlin sagen videre til EU-Domstolen. Det skal her nævnes, at han faktisk blev udleveret til og retsforfulgt i USA, inden sagen nåede domstolen i Berlin. Så nu handler det lige så meget om en mulig erstatning for den forskelsbehandling, som han mener sig udsat for.

EU-Domstolen vil godt gå med til, at han har udnyttet sin ret til fri bevægelighed, af den simple årsag, at han mellemlander i en anden medlemsstat på sin vej hjem. Men at der skulle være tale om forskelsbehandling og dermed krav på erstatning, ville Domstolen ikke være med til. Den del blev derfor afvist.

Link til dommen i sag C-191/16, Pisciotti:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4526621

[Kim P. Nyberg]

Sag C-193/16, E, dateret 13. juli 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 27, stk. 2, andet afsnit – begrænsning i retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed – udsendelse fra området af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed – adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse – reel og umiddelbar trussel – begreb – unionsborger, der opholder sig i værtsmedlemsstaten, hvor han afsoner en fængselsstraf for gentagne seksualforbrydelser mod mindreårige«

En sag som den her, kan få det til at vende hos de fleste. Vi har at gøre med en person, der er dømt for pædofili. Manden, som Domstolen kalder “E”, er italiensk statsborger og idømt 12 år i gitterly efterfulgt af 10 års indrejseforbud i Spanien, hvor hovedsagen verserede. På tidspunktet for sagen ved Domstolen, har han allerede afsonet de første seks år. Spørgsmålet er nu, om han fortsat er en trussel for den offentlige orden og sikkerhed, i og med at han sidder bag lås og slå og dermed ikke kan begå nye overgreb på børn? E mener selv, at han ikke er en “reel og umiddelbar trussel”. De spanske myndigheder køber dog ikke hans udlægning. Det almindelige retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode, anvender de spanske myndigheder aktivt her, for de sender spørgsmålet videre til Domstolen, i stedet for selv at ordne paragrafferne.

Domstolen understreger da også i referatet, at medlemsstaterne ikke selv kan fortolke spørgsmål om, hvornår man er en reel og umiddelbar trussel mod samfundsinteresserne, og at artikel 27 i opholdsdirektivet skal fortolkes strengt, som det hedder i jurasprog. Det vil sige, at reglerne skal læses meget bogstaveligt og at de kun må bruges, når det er allermest nødvendigt og når den personlige adfærd gør det påkrævet at handle.

På den ene side siger Domstolen, at når afgørelsen om udsendelse falder, mens den anklagede sidder fængslet og ikke umiddelbart har udsigt til løsladelse, kan myndighederne ikke bevise, at han fortsat vil være en trussel. Og på den anden side siger den, at det kan han godt være alligevel, hvilket den nationale retsinstans må efterprøve inden han eventuelt bliver lukket ud i friheden (se i den forbindelse dommens præmis 20-26)

Link til dommen i sag C-193/16, E:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5444999

[Kim P. Nyberg]

Forenede sager C-316/16, B, og C-424/16, Vomero, dateret 17. april 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 28, stk. 3, litra a) – øget beskyttelse mod udsendelse – betingelser – ret til tidsubegrænset ophold – ophold i værtsmedlemsstaten i de ti år, der ligger forud for afgørelsen om udsendelse fra den pågældende medlemsstat – periode med fængsling – konsekvenser for det tiårige opholds uafbrudte karakter – forholdet mellem den samlede vurdering og den integrationsmæssige tilknytning – det tidspunkt, hvor nævnte vurdering skal foretages, og de kriterier, der skal tages i betragtning herved«

Her skal man være opmærksom på, at to sager er lagt sammen. Og de er faktisk ret forskellige hvad angår det, de har begået.

I den tyske sag har vi en borger fra Grækenland, som har fast ophold i Tyskland i mere end 10 år. Han har en del psykiske udfordringer og er ofte på kant med loven. Ifølge domsreferatet var hans seneste udåd et væbnet røveri mod en spillehal. I våbnet var der plastickugler, så ingen kom til skade eller mistede livet.

I den britiske sag er det straks mere alvorligt. Her har en italiensk statsborger dræbt en britisk bofælle, og italieneren har siddet fængslet i 5 år samt fået lidt tillægsstraf for sin ugerning.

Fællestrækket - og det, der har gjort, at Domstolen har lagt de to sager sammen - er spørgsmålet om, hvorvidt de to hovedpersoner har boet længe nok i henholdsvis Tyskland og Storbritannien til, at de nyder den særlige beskyttelse mod udsendelse, som er nævnt i opholdsdirektivets artikel 28.

Domstolen henleder opmærksomheden på, at stk. 1 i artikel 28 er en generel beskyttelse, mens samme artikels stk. 3 er en kraftig udvidelse af beskyttelsen og gælder for personer, der har opnået en stærk tilknytning til gæstelandet (se præmis 45-47). Domstolen når dog frem til, at en person, som ikke har opnået permanent opholdsret, ikke kan påberåbe sig stk. 3 i artikel 28. Storbritannien kan altså udvise den morddømte italiener.

I den tyske sag, har den græske statsborger boet i Tyskland i over 20 år, inden han kom i karambolage med straffeloven. Undervejs har der været lidt ferier i Grækenland. De tyske myndigheder er således i vildrede over, om han fysisk skal have opholdt sig mindst 10 år uden afbrydelser af nogen art, eller om det er tilstrækkeligt, at han har haft opholdsret i landet i mindst 10 år.

Hertil svarer Domstolen, at opholdet i princippet skal være uafbrudt. Men når vi har at gøre med personer, som har opholdt sig i gæstelandet i mere end 10 år, er der en række hensyn, der skal tages, således at det principielle bliver sekundært. Der skal blandt andet tages hensyn til graden af integration i gæstelandet, den sociale og familiemæssige tilknytning, alder, helbredstilstand og personens grad af anger og opførsel under fængslingen. Jo stærkere de er, jo sværere er det at udvise pågældende.

I forhold til hvornår de 10 år skal beregnes fra, svarer Domstolen, at det skal de fra den første kendelse om udvisning. Hvis den første kendelse kommer mens den dømte afsoner sin straf, skal tiden bag tremmer tælles med i de 10 år. Her kan man så sige, at en tur i brummen jo automatisk afbryder de 10 års lovlige ophold, hvilket dommerne nikker anerkendende til, men samtidig siger de, at hvis der har været mindst 10 års lovligt uafbrudt ophold forud for fængslingen, vil en tur bag de stive gardiner ikke kunne danne grundlag for, at opholdet nødvendigvis er afbrudt.

Afslutningsvis italesætter Domstolen, at hvis der er mere end to år mellem selve udvisningskendelsen og den faktiske udrejse, skal den nationale retsinstans foretage en ny vurdering af, om pågældende stadig udgør en så alvorlig, reel og personlig trussel mod en samfundsinteresse, at den oprindelige udvisningskendelse står ved magt. Er der sket positive ændringer hos den pågældende, er det langtfra sikkert, at den oprindelige kendelse kan opretholdes.

Link til dommen i de forenede sager C-316/16, B, og C-424/16, Vomero:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5836185

[Kim P. Nyberg]

Sag C-442/16, Gusa, dateret 20. december 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – person, som er ophørt med at udøve selvstændig beskæftigelse – opretholdelse af status som selvstændig erhvervsdrivende – opholdsret – en medlemsstats lovgivning, hvorefter tildelingen af en ydelse til arbejdssøgende er forbeholdt personer, som har ret til ophold på denne medlemsstats område«

Hr. Gusa er rumæner og har slået sig ned i Irland, hvor han har været selvstændig erhvervsdrivende i fire år. På grund af ordrenedgang, stoppede han som selvstændig og har søgt om offentlige ydelser. De irske myndigheder er i tvivl om, hvorvidt han har ret til disse ydelser, eller om han, fordi han ikke har nogen indtægt, opholder sig ulovligt i Irland, så de kan smide ham ud. Han har dog tilmeldt sig som arbejdssøgende på det lokale jobcenter. De irske myndigheder hæfter sig særligt ved en formulering i opholdsdirektivet om, at man skal være “uforskyldt arbejdsløs”, hvilket der ifølge myndighederne ikke er tale om her, da han selv har valgt at stoppe.

Domstolen gør opmærksom på den faste praksis om, at man ikke kan fortolke opholdsdirektivet ud fra en enkelt sprogversion, men at man må tage dem alle i anvendelse, for at forstå sammenhængen. Og at ingen sprogversion har forrang for andre. Ved at foretage en analyse af forskellige sprogversioner, når Domstolen frem til, at Hr. Gusa bevarer sin status som selvstændig erhvervsdrivende, fordi nogle af sprogversionerne i forskellige former taler om arbejde i datid, men også fordi opholdsdirektivet, modsat de opholdsdirektiver som fandtes tidligere, ikke sektoropdeler unionsborgerne, men i stedet sidestiller selvstændige erhvervsdrivende med arbejdstagere for så vidt angår rettigheder til ophold og rettigheder til sociale ydelser.

Det vil derfor være forskelsbehandling, hvis en arbejdstager, der er blevet arbejdsløs, stilles bedre end en selvstændig erhvervsdrivende i en tilsvarende situation. Og i den her sammenhæng, har en økonomisk nedtur betydet, at manden ikke kunne holde sin virksomhed kørende. Altså en udefrakommende faktor, som han ikke er herre over. Domstolen kategoriserer det som “uforskyldt arbejdsløs”. Omvendt vil det være, hvis økonomien var sund og man alligevel havde valgt at forlade sit job. I så fald ligger der domme på, at man mister sine rettigheder, både hvad status angår og hvad ret til sociale ydelser angår.

Således taber de irske myndigheder på alle punkter sagen mod Hr. Gusa.

Link til dommen i sag C-442/16, Gusa:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=537379

[Kim P. Nyberg]

Sag C-527/16, Alpenrind med flere, dateret 6. september 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – forordning (EU) nr. 987/2009 – artikel 5 og artikel 19, stk. 2 – arbejdstagere udsendt til en anden medlemsstat end den, hvor arbejdsgiveren normalt udøver sin virksomhed – oprindelsesmedlemsstatens udstedelse af A1-attester, efter at værtsmedlemsstaten har fastslået, at arbejdstagerne er omfattet af dens sociale sikringsordning – Den Administrative Kommissions udtalelse – uretmæssig udstedelse af A1-attester – konstatering – disse attesters bindende karakter og tilbagevirkende kraft – forordning (EF) nr. 883/2004 – lovgivning, der finder anvendelse – artikel 12, stk. 1 – begrebet person, der »udsendes for at afløse en anden person««

Vi skal en tur til Østrig, der har en kontrovers med Ungarn over et dokument, som hedder A1, i forbindelse med udstationering af nogle ungarske arbejdstagere til nogle opgaver i Østrig.

Nærmere bestemt har Østrig fastslået, at de ungarske arbejdstagere er omfattet af en tvungen forsikringsordning i Østrig, og først derefter har Ungarn sendt nogle A1-attester, som fastslår noget andet. Den overordnede problemstilling er derfor to ting: Har A1-attesterne bindende virkning - og i så fald i hvilket omfang - og er det de østrigske eller ungarske regler, der har forrang, når Østrig var først med fastlæggelsen af den nævnte forsikringsordning?

Domstolen svarer sådan her i præmis 41: “Hvad navnlig angår E 101-attesten, som var forgængeren for A1-attesten, har Domstolen allerede fastslået, at denne første attest udstedt af den kompetente institution i en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 12a, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (EFT 1972 I, s. 149), er bindende for såvel institutionerne som retsinstanserne i den medlemsstat, hvor aktiviteten udøves.”

Når der opstår tvister om de sociale sikringsordninger mellem to eller flere medlemsstater, findes der noget, der hedder Den Administrative Kommission. Dens opgave er ene og alene, fastslår Domstolen, at “forlige parterne”, altså få parterne til at enes om noget, som tilfredsstiller begge sider. Denne Kommission er nået frem til, at A1-attesterne er udstedt med urette, men alligevel har Ungarn ikke trukket dem tilbage, sådan som de ellers godt kan gøre. Hvilken betydning har det?

Domstolen når frem til, at den nævnte afgørelse fra de østrigske myndigheder ikke trumfer en A1-attest. Her har A1-attesten forrang, og det uanset om attesten er udstedt før, under eller efter arbejdstagerens opgave i gæstelandet. I den pågældende sag, var attesterne udstedt med tilbagevirkende kraft.

Det sidste spørgsmål til Domstolen er, at hvis en arbejdstager indsættes i stedet for en anden og denne nye skal overtage de funktioner, som den tidligere arbejdstager udførte, hvorvidt er en sådan ordning lovlig? En nærmere beskrivelse af “overtagelsen” er at læse i dommens præmis 86.

I sit svar, henviser Domstolen til en artikel i forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsydelser, som bestemmer at »[e]n person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes i en anden medlemsstat for dér at udføre et arbejde for hans regning, er fortsat omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder, og at den pågældende ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet«. (Fremhævelsen er min med henvisning til præmis 90 i dommen)

Domstolen konstaterer dertil, at det ikke vil være relevant at kigge på, om arbejdsgiverne kender hinanden på nogen måde eller om de har et samarbejde i øvrigt.

Link til dommen i sag C-527/16, Alpenrind med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7352300

[Kim P. Nyberg]

Sag C-651/16, DW, dateret 7. marts. 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – moderskabsydelse – beregning af beløbet på grundlag af den sikredes indkomst i en referenceperiode på 12 måneder – person, der i denne periode har arbejdet ved en EU-institution – national lovgivning, hvorefter det omhandlede beløb fastsættes til 70% af det gennemsnitlige bidragsgrundlag – begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed – princippet om loyalt samarbejde«

Sagen har sit udgangspunkt i Letland, hvor kvinden kaldet DW mener sig forskelsbehandlet. Hun er i gang med at søge om en moderskabsydelse, og den skal beregnes på grundlag af de seneste 12 måneders indtægt. I de første 11 måneder af denne periode, arbejdede hun for en EU-institution udenfor Letland, og den sidste måned var hun almindelig lønmodtager i landet. De sociale myndigheder i landet ville kun give hende godt 400 euro (omkring 2.300 kroner) for hver af de første 11 måneder, men over 1.800 euro (svarer til 13.375 kroner) for den sidste måned. De begrunder det i, at hun ikke har bidraget med skatter til Letland i disse første 11 måneder, og derfor kan de ikke se, hvor meget hun har tjent.

Domstolen bliver derfor spurgt, om der forelægger forskelsbehandling her, for hvis hun havde arbejdet i Letland i hele perioden, ville hun få det høje beløb for alle 12 måneder.

Domstolen starter med at konstaterer, at DW er omfattet af arbejdstager-begrebet og at enhver form for diskrimination på dette grundlag er forbudt. Og der sættes en tyk streg under, at dette forbud også gælder uanset hvor lille denne diskrimination end måtte være.

Herefter går Domstolen over til en analyse af, om den lettiske regerings forklaring om diskriminationen er tilstrækkeligt begrundet. Her må Domstolen konstaterer, at den lettiske regering på ingen måde har forholdt sig til den konkrete situation, men alene har fremført generalpræventive begrundelser. Som vi har set tidligere i denne serie, er det ikke noget, Domstolen accepterer.

I præmis 34 opregner Domstolen, hvor præcis beskrivelsen skal være, for at være begrundet. Og hold nu fast: “Ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det imidlertid de nationale kompetente myndigheder, som har indført en foranstaltning, der udgør en undtagelse til et EU-retligt princip, i hvert enkelt tilfælde at godtgøre, at den nævnte foranstaltning er egnet til at sikre, at det påberåbte formål nås og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå dette formål. De hensyn, der kan påberåbes af en medlemsstat, skal derfor ledsages af de nødvendige beviser eller af en analyse af, hvorvidt den restriktive foranstaltning, som medlemsstaten har truffet, er egnet og forholdsmæssig, samt af præcise oplysninger, der kan underbygge medlemsstatens argumentation. En sådan analyse skal være objektiv, detaljeret og underbygget med tal og skal ved hjælp af pålidelige, overensstemmende og beviskraftige oplysninger kunne godtgøre, at der rent faktisk foreligger risici for den sociale sikringsordnings ligevægt.” (understregningerne er mine).

Skakmat.

Herefter kendes det for ret, at det er forbudt at sidestille arbejde i en anden medlemsstat med arbejdsløshed i egen hjemstat og deraf tildele en lavere ydelse, end hvis personen havde arbejdet i hjemlandet i hele perioden. Ergo var DW’s egen mistanke om forskelsbehandling reel.

Link til dommen i sag C-651/16, DW:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=402558

[Kim P. Nyberg]

Serien fortsætter i del 8.