Straks-skilsmisse ved enighed

[mh1]

Nu kan man omsider også i Danmark få en skilsmisse uden omvejen over separation, hvis blot man er enige om at ville skilles.

Desuden er den tvungne separationstid nedsat fra 12 til 6 måneder, når ægtefæller IKKE kan blive enige om skilsmisse.

Ægteskabsloven er ændret med virkning fra 1. juli 2013 (det ER altså i kraft), og de nye bestemmelser lyder:
"»Enighed
§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det.

Uenighed
§ 30. En ægtefælle har ret til separation.
Stk. 2. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation."

Der skal betales gebyr både når man søger om separation og når man søger om skilsmisse. Pt er gebyret på 900 kr. pr. ansøgning.

link: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0 ... ?id=151846

[jeds74]

Gælder det også for dem som vil skilles med en som bor i udlandet? Og spiller det nogen rolle, hvis man blev gift i udlandet?

[mh1]

Muligvis.

Det spiller ingen som helst rolle, hvor man er blevet viet.

MEN det spiller en særdeles stor rolle om det land, man bor i anerkender en dansk skilsmissebevilling. Det kan man ikke gå ud fra at andre end de øvrige nordiske lande gør.

Derfor vil man ikke fra sit bopælsland udenfor DK kunne få en attest på at man er fraskilt og dermed vil man ikke kunne blive viet igen - og bør heller ikke blive det i DK (hvor man jo kan, fordi DK kan se man er skilt), for man gør sig derved til bigamist i sit bopælsland.

Det er derfor formodentlig mest formålstjenstligt at blive skilt i sit bopælsland, hvis det ikke er et nordisk land.

[KonnyH]

Hvad med nu?

[mh1]

Hvad mener du?

Andre lande bestemmer stadig selv, om de vil anerkende en dansk skilsmissebevilling, hvis det er det du vil vide.

[Abena]

Man skal nu passe gevaldigt på med at søge skilsmisse i et vilkårligt land. Jeg mener at internationale konventioner siger at man som udgangspunkt skal søge hvor man bor. Ikke hvor man blev gift, men hvor man bor.

Dels bliver bodelingsreglerne måske meget mærkelige, og dels kan man ofte ikke blive skilt med mindre man opfylder ret skrappe betingelser.

Jeg er blevedt straksskilt her, jeg kunne ikke være blevet skilt i min mands hjemland, hvor vi blev gift. Det ville kræve alvorlig vold sikkert sved flere lejligheder, at han forlod ægteskabet og ikke gav lyd fra sig i flere år eller andet af den alvorlighed. I det tilfælde ville jeg så formodentlig skulle give ham det halve af min firmapension og han ville have et stærkere krav på alt andet - også det som er mit fra før ægteskabet.

Man kan så vidt jeg ved godt gennemtvinge en accept af en skilsmisse fra et andet land, men jeg tror man skal i retten i land 2, og medbringe dokumentation. Måske er en skilsmisseerklæring med apostil nok, men jeg har læst om at man i de fleste lande skal have sine skilsmissepapirer for en dommer i land 2. Det er ikke umuligt, bare noget pangel.

Jeg er blevet gidt ude, og jeg er blevet skilt her hvor vi har boet sammen. Vi har ikke gjort noget for at ophave registreringen i hans hjemland.
Praktisk betyder det at jeg kan blive gift igen nu, måske bare ikke i min mands hjemland. Men han kan måske nok ikke.

Nu er registreringerne der ikke så nemme at få overblik over. Papirene fra dagens vielser blev samlet i store bundter og bundet sammen med et bundtnummer. Vielsesattesten blev påført bundtnummeret. Bundterne blev stablet langs væggene i General Registry og blandt andet brugt som bænke.

[Abena]

Endnu vigtigere hvis man har børn, så kan man ikke tillade sig at vælge hvilket land man vil skilles i, efter hvor det vil være nemmest.

[mh1]

Hvor ser du at nogen anbefales at søge skilsmisse i et vilkårligt land?

Der er ingen internationale konventioner der handler om hvor et ægtepar kan eller skal skilles. Det afhænger nationale love, og national lovgivning om international kompetence.

Det er fx de nationale love i EU-landene der gælder for hvilke grunde du skal kunne oplyse for at kunne søge separation eller skilsmisse, og nationale regler der gælder for om en skilsmisse skal ske ved en domstol. Reglerne er meget forskellige fra det ene EU-land til det andet. Normalt vil man kunne anlægge sag om skilsmisse (eller som i DK søge om bevilling) i det land man bor i eller er statsborger i, men der kan være krav om at man har haft bopæl i et bestemt minimumstidsrum.

Hvis du er registreret som gift i et et land, men som fraskilt i et andet vil du risikere at begå bigami hvis du gifter dig igen. Dit vielsesland vil anse dig for at være gift, og hvis du på et tidspunkt vil bo der med din nye ægtefælle kan der opstå store problemer. Ligeledes er det meget væsentligt for personer, som måtte have eller fx ved arv få formue i det land hvor de blev viet at der er rene linjer. Den person som i følge landets registrering er ægtefælle kan være arveberettiget i henhold til loven, fordi ægteskabet stadig gælder der hvor formuen er.

Det er kun, hvis du ved med sikkerhed at du ikke nogensinde vil bo i dit vielsesland og du ved, at du ikke har og aldrig vil få formue der, at du med sindsro kan benytte dig af at de danske prøvelsesmyndigheder lader det være op til dig selv at registrere din skilsmisse i vielseslandet.

[Abena]

Du skriver at det formodentligt er mest formålstjenstligt at blive skilt i sit bopælsland - når du sådan slag på tasken skriver sådan og lader det råd gælde alle lande, så synes jeg det er vilkårligt.

Der er mange lande hvor man så risikerer en meget dårlig stilling i forhold til børn og deling af formue.

Der er mange lande hvor man overhovedet ikke kan blive skilt.

Det du ønsker at opnå er at selve skilsmisseprocessen skal blive enklere.

Nu har jeg kun direkte og indirekte erfaring med 3 lande udenfor EU. Og i de lande skulle man bare møde med sin skilsmissebevilling for retten i pågældende lande. Så fik man skilsmisse med gyldighed fra den danske skilsmisse. Det er spekulation at antage at der vil blive kørt bigamisager, hvor registrering af gamel skilsmisse er så banal en sag.

Men det er da et OBS punkt. Men det er formuedeling, samværd med børn og den faktiske mulighed for at blive skilt også. Man skal se sig for, der er næppe en regel som kan have generel gyldighed.

[mh1]

Ja, det skriver jeg, fordi det simpelt hen er sådan. Det er ikke et slag på tasken, men baseret på min viden som jurist.

Der er mange lande, som ligefrem kræver at man har bopæl, for at man kan anlægge en sag om skilsmisse ved deres domstol. Andre, som DK og Tyrkiet, tillader at man gør det, hvis man er statsborger, men ikke bor i landet.

Og ja, der er mange lande hvor betingelserne for skilsmisse er meget skrappere end de er i DK, men netop den danske skilsmisse ved bevilling er det i mange lande meget svært at få anerkendt. Der er kun 20 lande, som har underskrevet Haager-konventionen om anerkendelse af separation og skilsmisse, og bl.a. USA er ikke et af dem, ej heller nogen afrikanske stater udover Egypten.

Det er ikke en antagelse at man risikerer en bigamisag, hvis man ikke får godkendt sin skilsmisse i det land, man bor i, hvis man gifter sig igen. Jeg har gennemlæst en række domme om netop det problem.

De øvrige punkter, som man skal tage stilling til i forhold til en skilsmisse kan også i visse tilfælde blive underkendt af domstole i andre lande, fx bliver en afgørelse om forældremyndighed ikke nødvendigvis anerkendt.