Råd søges: min kone tager ik initiativ/ansvar

[zmol]

Hej med jer. Jeg skriver fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere på min kones manglende initiativ til at integrere sig eller gøre noget som helst på egen hånd.
Vi har kendt hinanden siden 2008, været gift siden 2012 januar og hun har boet her siden marts. Hun har har en universitetsuddannelse fra hjemlandet Korea og er her i DK nået modul 4 på DU3.

Hun har ingen venner her. Hun har ingen hobby. Hun har ikke arbejde. Hun har ikke en bankkonto, hun har ikke en cykel og hun har først lige fået en telefon her i november (fordi jeg købte den). Denne telefon har endnu beskyttelsesfilmen på skærmen som hun vil erstatte med en bedre købefilm, men jeg ved af erfaring, at hun ikke køber den, for selv at tage initiativ til sådan en lille ting plejer at være for meget og bliver så aldrig gjort medmindre jeg gør. Jeg ved især det sidste er i petittesseafdelingen, men jeg synes det giver et billede af hvor gennemgribende jeg oplever problemet er.

Vi var til møde på jobcenteret om integrationskontrakt og min kones planer. Der blev snakket men efterfølgende har hun ikke gjort noget hverken i retning af videre studie eller job eller mentorordning (kvindfo. Dk). Det ender som med det meste i skænderi hvis jeg bringer det op. Hun siger 'efter jul'. Hun siger hun ikke ved hvad hun vil. Hun siger hun kun har været her i DK i 8 måneder. Hun siger hun ikke er klar. Hun siger hun ikke har nogen energi 'these days'. Den seneste tid er hun begyndt at pjække fra de fire ugentlige mødegange på sprog skolen - - den eneste lejlighed hun ellers går uden for en dør alene. Så det bliver kun til 2-3 x 3 lektioner ugentligt. Ellers sidder hun ved computeren og surfer eller ser tv fra hjemlandet.

Afslutningsvis skal det siges at hun ikke selv ser det mindste problem i sin egen indsats eller mangel på samme, at der ingen bedring eller udvikling har været siden hun ankom og at mine forslag, forsøg med internationale foreninger, venners invitationer til fest og andet stort set alle skydes ned og ender i skænderier.

Det skal siges min kone har 2-3 koreanske vendinder bekendte i DK, som hun af og til skriver med og enkelte gange er mødtes med. Det skal også siges at hun trives med mine forældre og de ting vi laver sammen, men det store problem er for mig at se, at hun ikke ser en nødvendighed i at gøre noget for at få et socialt liv og et arbejdsliv i DK.

Det korte af det meget lange:
Min kone venter på 'det' kommer naturligt (venner, socialt liv, hobby, arbejde). I don't want to do it. Why do I have to do it then!? No one can tell me what I have to do - what is right to do. I've only been here 8 months"
Jeg siger: Being in Denmark is not a natural situation - nothing will come naturally if you don't go places or do things where you can meet people or try new things.

Hvad gør jeg?
Hilsen en fortvivlet mand.

[skaanebo]

Det er svært at give nogle så personlige råd, når det åbenlyst handler meget om din kones personlige indstilling. Men måske har hun bare mistet lysten til overhovedet at bo i DK? Måske var DK ikke det eventyrland, hun oprindelig drømte om? Og måske har I slet ikke en fælles fremtid trods alt? Eller måske skal det i så fald være ikke være i DK, men måske i Korea eller et andet sted i verden? Der er mange spørgsmål, som trænger sig på, men ingen andre kender jo svarene end jer selv.

[Psalm12]

Hvordan var hun i sit hjemland? Var hun med i mange aktiviteter og foreninger og forskellige ting?

Hvordan er hendes helbred? Er hun muligvis gravid?

Jeg synes, at hun har gjort meget flot med at nå DU3 modul 4 i kun de otte måneder, hun har været her. Hun har arbejdet meget hårdt og det er ikke mærkeligt, at hun ikke har lyst til foreninger og alt muligt andet. Man får også et socialliv i sprogskole, og det kan være nok for hende i øjeblikket.

Jeg siger dette fra min egen erfaring i sprogskolen.

Jeg synes, at hun har brug for din støtte og et lægebesøg. Hvis hun ikke er gravid eller syg, så giv hende tid og plads til at udvikle sig. Det skader bare jeres forhold, hvis du lægger pres på hende.

Og hvis hun er syg eller gravid, så har hun endnu mere brug for din støtte.

Har du nogensinde prøvet at integrere dig i et andet land, hvor sproget og kulturen er helt anderledes? Så ved du måske, hvor svært det er og hvor meget det belaster. Det er nok ikke lige det svar, du ønskede, men jeres ægteskab skal prioriteres.

[mh1]

Noget tyder på at din kone kan være deprimeret. Hun har indtil nu klaret at gå på sprogskole, og det lyder som om det kræver næsten al hendes energi. Det burde det ikke, hvis hun ellers er ung, sund og rask.

Jeg flyttede til Tyrkiet alene i 1998, et halvt år efter at jeg var blevet varigt invalid + separeret, boede alene, men klarede alligevel både bureaukratiet, få oprettet bankkonto, sprogskole, at få nye venner, komme ind på universitetet, passe undervisningen trods en daglig transporttid på mere end 3 timer, kort sagt at få det hele til at fungere - selv om jeg da ofte også bare sad og stirrede ud i luften og savnede mine børn, som jeg måtte lade bo hos deres far, fordi jeg kun lige akkurat havde økonomiske midler til at forsørge en person. Jeg ved nu, at jeg var deprimeret.

Din kone klarer mindre end jeg gjorde, så mit gæt er at hun er deprimeret. Jeg ved ikke, hvordan den generelle holdning til psykiske problemer er i Korea - hvis det er skamfuldt at have det, så vil hun sikkert ikke drømme om at indrømme at hun har det. Måske gælder det for alt i verden om at holde masken?

Prøv at læse her, og se om det rammer plet:
https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme- ... r-og-tegn/

[zmol]

Tak for svarene
@Pslam
I sit hjemland var hun også ret reserveret, men hun havde/har en lille gruppe nære veninder hun trivedes med og sås med jævnligt.
Omkring sprogskolen, så er hendes progression flot og jeg er stolt, men hun har ikke fundet venner der og bryder sig ikke meget om de andre og efterlyser noget socialt. Omvendt så giver hun modstand når deres lærer foreslår de hver især tager hjemlandsmad med til juleafslutning, fordi hun er bange for at blive afvist, få negative kommentarer.

Jeg tror denne angst for at blive afvist, ligger bag en del af problemerne, og jeg ved hun har brug for støtte, men jeg har svært ved at placere mig selv mellem støtte og pres, når hun konsekvent undviger og afviser aktiviteter og arrangementer.
Formuleret som et spørgsmål: bør jeg bare støtte og vente på hun selv finder et 'projekt' hun vil investere i?

Det er svært at overskue og vurdere hvad der er 'rigtigt' at gøre, men jeg takker for svarene : )



PS. Hun er ikke gravid.

[fundiver199]

Jeg tror, det er vigtigt, at man prøver at skelne mellem, hvad der skyldes flytningen til et andet land, og hvad der er personlige karaktertræk hos jer begge. Måske er din kone deprimeret, som andre har foreslået, og det kan så i givet fald behandles. Men måske er hun bare et menneske uden så meget fremdrift og initiativ. I hvert fald efter den målestok som du anvender. Og måske har din kone det selv fint med, at tingene går lidt langsomt.

Så hvis du ikke kan leve med hendes langsomme tempo, er det måske bare ikke hende, du skal være gift med. Og så er det bedste, I kan gøre for hinanden, måske at komme til en fælles forståelse heraf relativt hurtigt, så I hver for sig kan komme videre med jeres liv på hver jeres måde.

Eller alternativt skal du måske lære at elske og acceptere din kone, som hun er. I stedet for at forsøge at lave hende om til det, du har som dit idealbillede af, hvordan et menneske bør være.

Jeg er derfor enig med skaanebo i, at dine indlæg tyder på, at der er brug for, at I stiller jer selv og hinanden nogle meget grundlæggende spørgsmål om jeres forhold og jeres fremtid, som I kun selv kan svare på.

[mh1]

@ zmol,
Korea ligger vist ca. på samme breddegrad som Tyrkiet, ikke? Det betyder at der ikke er den kæmpeforskel på dagens længde, som man oplever i Norden - og tilmed er der uden tvivl gennemsnitligt mange flere solskinstimer om året.

Din kone lider måske under den meget almindelige 'vinterdepression', især med tanke på at du skriver at det er blevet værre i den seneste - mørkere og mørkere - tid?

Hun har nok aldrig før oplevet dansk vintermørke, og har ikke været forberedt på det.

Hvis det kunne være tilfældet, kan det måske hjælpe med noget så simpelt som at købe dagslyslamper. Lidt dyre i indkøb, men de holder længe og lamper skal man jo alligevel have. Jeg kender flere, som er nødt til at bruge dem i vinterhalvåret, men til gengæld slipper for nedtrykthed og ikke behøver medicin.
Se fx her: http://damborg.dk/product.asp?product=200

Eller bedre her: http://www.philips.dk/c/light-therapy/38696/cat/

[Psalm12]

Det er rigtigt, mh, og vi som ikke lider af det kan ikke fatte det. Men det er en virkelighed for mange folk. Jeg havde slet ikke tænkt på det, men kan en læge bekræfte vinterdepression?

Jeg har også læst, at kulden skulle være stimulerende, hvis man er helt rask. Hvis ikke, så mangler man måske b-vitaminer.

[mh1]

Der er en artikel om det her:
http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/v ... depression

MEN der advares også mod, at man bare køber en lampe I STEDET FOR at gå til lægen. Det kan jo være noget helt andet, som er galt. Men er det en vinterdepression, så er løsningen en eller flere lamper + den smule naturligt solskin, man nu kan nå at få.

[ORMW]

Hej zmol

Jeg kan godt genkende min egen asiatiske hustru i din hustru, de ligner hinanden meget,
og det er næsten den samme historie.
men jeg mener at jeg har grebet tingene anderledes an.
Først og fremmest, lad nu være med at presse hende, og tag det mere roligt.
Du skal selv starte alting op, tage initiativet og gøre alt for hende og forstå hende, de første par år, og omvæltningen i hendes tilværelse giver let depression.
og det er dig der skal vende depressionen til noget positivt for hende.
jeg har sagt til min hustru at hun får brug for hjælp til næsten alt af mig de første 6 - 7 år.
Trods at hun er højt universitets uddannet og med et tidligere initiativrigt chef job.
Glem alt om at sætte hende sammen med andre, hun skal nok selv finde de veninder hun har behov for.
Nationale aktiviteter er ikke noget der interesserer alle kvinder, de tænker meget på om de kan risikerer at dumme sig over for andre.
Lad hende dog slippe for at tage mad med i sprogskolen, tænk dog på at ex. tyrkerkvinderne har været i Danmark mange år og de er også stadig på sprogskolen, da de ikke har en universitets uddannelse, og de vil gerne fylde det hele blandt kvinderne på sprogskolerne.
Hendes pc er hendes vindue ud mod hendes forrige liv, og det giver hende tryghed.
min hustru er nu efter 3 år i Danmark meget glad, og hun fortæller hendes veninder at den måde jeg har været for hende, er den den rigtige fremgangs måde.
hun skal nok slippe pc`en, når tiden er inde til at hun føler sig helt hjemme i Danmark.
og lad være med at lave skænderier.
Snak med jeres læge, hun skal have taget blodprøve, hun mangler sikkert C og D vitaminer, i en koncentration som man kun kan få på recept, som man har brug for som asiat i DK der ikke har så meget sol.
Det vil hjælpe på hendes energi.
held og lykke

[Psalm12]

C og D vitaminer, ja, det er meget vigtigt! Hvor jeg kom fra, er alle mælk og mejeriprodukter tilsat D vitamin, men her er de ikke. Ved ikke, hvordan det er i hendes land.

Jeg tænkte også på det med madlavning - er hun god til det derhjemme? Ikke alle kan finde ud af at lave mad fra deres hjemland med de madvarer, som findes her. Jeg kan i hvert fald ikke lave amerikanske brownies med dansk mel, sukker, bagepulver, vanillie, kakao og æg. De er bare ikke ens! Og kødet kan ikke tilberedes på samme måde som i USA, fordi det danske kød har et meget lavere fedtindhold. Ligesom dengang min svigermor kom på besøg i USA og prøvede at lave en lagkage med amerikansk kartoffelmel - det gik ikke så godt.

Så jeg kan godt forstå, hvorfor din kone ikke gider lave koreansk mad til en arrangement på sprogskolen. Hvis det ikke er obligatorisk, ville jeg ikke presse hende til det.

Hun har tre år i alt til at blive færdig med sprogskolen, hvis systemet stadigvæk er den samme. Hun har nået 2/3 af det, hun skal nå allerede efter kun 8 måneder. Hun skulle få ros for det, og det er vigtigt, at du bliver hendes bedste ven.

[DBS]

Her i huset, var der også det første år, lidt nedtrykthed, det der gjorde den store forskel her, var da fruen og sønnike tog hjem i sommerferien, det var 2 helt andre menesker der kom retur optanket med ny energi.

Mvh DBS

[Cinos]

Hej

Jeg kan genkende noget af det her hos min kone også. Hun fik meddelt Opholdstilladelse 1 november 2012. og har gået på sprogskolen i 6 uger nu,

før det har hun øvet sig hjemme i 5-6 mdr. via online danskherognu.dk.
hun var rigtigt meget interesseret i at lære sproget, og arbejdet hårdt for det.
der skal siges at min kone er fra Iran, er 30 år gammel og er højtuddannet.
hun har master graden i Landbrugsvidenskab.

anyways. i 5 mdr trænede hun dansk herhjemme, og da vi var til et interview ind ved lærdansk for at vurdere hendes dansk kundskab, og finde et passende klasse til hende.
Sagde inspektøren at hun har været meget dygtig og at hun passer ind til Dansk 3 modul 2.

Den første dag i skolen gik det helt galt... Hun blev kastet ind midt i et forløb hvor kursisterne var langt foran og kunne en masser dansk. Hun fik sig et kultur chok.
hun følte pludseligt at hun ikke duede til noget, og alle de andre var langt foran og hun var langt bagud.

Hun kom hjem rystende og nærmest grædefærdigt og træt.
Hun har ikke rigtigt kommet sig over chokket endnu, og for hvergang hun går til skolen føler hun at det er bare noget der skal overstås.

hun er begyndt at få hjemve, og depri aftner. og frygt for at lære Dansk.

Desuden er kursisterne i klassen ikke særlige sociale, på den måde at de gruppere sig efter deres nationalitet. Alle spanierne snakker sammen, alle østeuropæerne snakker sammen osv. og i pauserne snakker ingen sammen, og hvis de gør er det på Engelsk.

Hun føler at hun lærer mere Dansk derhjemme ved online kurser end at gå i sprogskolen.

Når jeg beder hende om at prøve og spørge en ekspedient i en butik, om hvor f.eks shampooen ligger, bliver hun meget nervøs og tør ikke. men når vi går en tur ude, kan vi snakke dansk i timevis.

jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre for at få hende over frygten ved at tale med en Dansker, eller tale dansk med andre end mig. og at hun ikke skal være nervøs eller flov.

på forånd tak.

p.s Jeg ved ikke om Vinterdepressionen spiller en rolle her også, og overvejer og høre lægen om hun kan tage et blodprøve for at tjekke om hun mangler vitamin..

[ORMW]

Hej Cinos

Vær hendes bedste ven og sig at du forstår hendes problemer i skolen.

hun behøver meget tryghed når hun kommer hjem til dig.

Giv hende andre oplevelser sammen med dig, så hun ikke kun tænker på sprogskolen.

Find på noget i Danmark, der intereserer hende på hendes niveau, besøg evt Landbohøjkolen og andre steder med store landbrug.

hilsen
ORMW

[mh1]

@ Cinos - din kone har nok meget høje forventninger til sig selv, og fik et nederlag ved at komme ind på et for højt niveau. Kan I ikke få hende ind på det lavere kursus - helt på en anden skole, hvis muligt?

Min mands storebror blev bedømt som uegnet til gymnasiet og sendt på noget, der vel svarer til handelsskole i stedet - der var han så absolut den kvikkeste og begyndte at få topkarakterer, og klarede senere adgangsprøven til universitetet (noget der bruges her i Tyrkiet) til medicinstudiet = det højeste niveau. En succesoplevelse = fuld bonus.

Men tag endelig en tur omkring lægen også.