Kære Henriette
Hvis din kæreste rejser til Danmark ”på egen hånd”, d.v.s. uden at være inviteret af dig, så skal han i princippet råde over et beløb på 50 EUR for hver dag, hans ophold i Schengen varer. Specielt fra visumfri lande er det givetvis ikke alle, der bliver bedt om at dokumentere deres midler. Men hvis han bliver udtaget til kontrol, skal han altså f.eks. råde over 1.500 EUR, hvis datoen for hans returrejse er 29 dage efter hans indrejse. Eller 4.500 EUR, hvis datoen for hans returrejse er 89 dage efter hans indrejse.
Ved indrejse i Schengen skal han vise sin returbillet eller sin billet til videre rejse, og det er datoen på denne billet, man vil gå ud fra, når man tager stilling til, om han har tilstrækkelige midler til sit ophold.
Har han et internationalt kreditkort, så vil man sikkert anse dette for at være dokumentation nok i sig selv og vil ikke spørge nærmere ind til, hvor mange penge han kan trække på kortet. Men jo længere tid, han har tænkt sig at opholde sig i Schengen, jo mere vil man sikkert alt andet lige interessere sig for, om han råder over tilstrækkelige midler til at finansiere sit ophold. For i modsat fald kan det jo give det indtryk, at formålet med hans rejse er at arbejde illegalt eller at begå kriminalitet.
Det er jo de færreste unge mennesker fra Brasilien, der både har tid og råd til at holde ferie i Schengen i 89 dage. Så derfor vil man givetvis interessere sig meget mere for at undersøge, om han har ”tilstrækkelige midler” og spørge ind til, hvad han i det hele taget skal i Schengen, hvis returrejsen på hans billet er 89 dage efter hans indrejse, end hvis den f.eks. er 21 eller 28 dage efter hans indrejse, som jo er en mere normal varighed af et ferieophold.
Så måske kan det hele gå lidt nemmere, hvis han køber en flybillet, hvor hjemrejsedato kan ændres, og så starter med at booke en hjemrejse f.eks. 21 dage efter sin ankomst til Schengen. Herefter kan hjemrejsen så ombookes, lige så snart han er ankommet til Danmark. Dette er bare en tanke og et forslag, ikke noget jeg har egentlige erfaringer med.
Under alle omstændigheder skal han ved indrejse i Schengen kunne fremvise en rejsesygeforsikring, der dækker hele perioden frem til den dato for hjemrejse, der står på hans flybillet.
Du kan også vælge at sende ham et invitationsbrev, hvor du skriver, at du påtager dig at afholde hans udgifter under opholdet i Danmark, og at han i øvrigt kan bo hos dig. Hvis du gør det og angiver dine kontaktoplysninger i invitationsbrevet (telefonnummer m.m.), så paspolitiet kan kontakte dig, så burde det være nok, at din kæreste har et par hundrede EUR på sig i kontanter ved sin indrejse. Og samtidig vil det jo dermed være forklaret, hvorfor han gerne vil være i Schengen i 89 dage, og hvordan det kan være, at han har råd til det. Og så er der måske ikke nogen grund til at booke en tidligere hjemrejse end den, han reelt har tænkt sig at benytte sig af.
For at få opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et job er det ikke nok, at din kæreste finder sig et hvilket som helst job. Hans job skal høre ind under en af de særlige ordninger, da det kun er borgere fra de andre nordiske lande og EU/EØS-lande, som har en generel ret til at arbejde i Danmark. Fra andre lande er det kun de mennesker, som politikerne mener, at det vil være en fordel for Danmark at få hertil, der kan få en opholdstilladelse på basis af et jobtilbud fra en dansk arbejdsgiver.
Der er mange forskellige ordninger, som du kan læse om nedenstående, men de to mest relevante for din kæreste er sikkert positivlisten og beløbsordningen. Jeg tvivler umiddelbart på, at et job som tjener på et hotel kan komme ind under nogen af disse ordninger. Så hvis din kæreste ikke har andet at byde ind med end det, så er det næppe realistisk, at han kan få en opholdstilladelse af den vej:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/a ... ophold.htm
Hvis vi udelukker, at din kæreste kan få opholdstilladelse på baggrund af et jobtilbud fra en dansk arbejdsgiver, så er der groft sagt følgende muligheder tilbage:
1) Han kan finde en dansk familie, som vil ansætte ham som au-pair i op til 18 måneder, hvis han er under 30 år.
2) Han kan få opholdstilladelse for at studere i Danmark. Det kræver bl.a., at han kan betale deltagergebyret og dokumentere, at han kan klare sig selv økonomisk under sit ophold i Danmark.
3)I kan gifte jer og søge familiesammenføring efter de danske regler.
4) I kan gifte jer og søge opholdskort til ham efter EU-reglerne, efter at du har været bosat i mindst 10 uger i et andet EU/EØS-land end Danmark. Så slipper du bl.a. for at stille bankgaranti.
5) Han kan besøge dig i op til 90 dage hvert halve år.
6) Du kan besøge ham i Brasilien i det omfang, deres regler tillader det.
Du kan læse om alle de forskellige ordninger på
www.nyidanmark.dk
Din kæreste må naturligvis gerne
søge arbejde, medens han opholder sig her i landet som turist eller som f.eks. au-pair. Men han må ikke
begynde at arbejde, før Udlændingeservice er færdige med at behandle hans ansøgning. Så det bliver både han og arbejdsgiveren altså nødt til at vente på.