(Definitionen på tarv: Det som anses for at være det bedste for nogens trivsel.)
For et år siden, hvor vi søgte visum til Danmark, og jeg blev bekendt med lovgivningen på området, fik jeg det ene chok efter det andet. Som dansker bliver man delvist umyndiggjort, og man mister nogle friheder/rettigheder, som man måske troede, man havde, Efterhånden som vi er gået igennem alle "trinene" og nu stadig efter 7 måneder venter på at modtage Udlændingeservices afgørelse på FS er et af mine klagepunkter, det, at jeg som dansker er ringere stillet end andre danskere, som har en ægtefælle/kæreste, der er dansk som dem selv.
De kan f.eks. uden at spørge nogen om lov først, tage på indkøbstur/weekendtur til Sverige eller Tyskland sammen med deres kæreste, eller planlægge deres sommerferie og allerede nu købe en chartertur til, hvor de vil. Ok, det er måske ikke så livsvigtigt, men blot en lille ting, som er helt naturligt for mange familier at kunne gøre. Noget andet, som jeg synes er meget værre, det er, når man har søgt om visum eller FS - og der er det jo begge partere i forholdet, der søger - så er det kun den udenlandske part, der ligesom ses på som ansøgeren. Jeg har ikke modtaget noget brev om sagen. Selv de gange jeg har klaget, er svarerne fra ministerierne kun med fokus på min mands rettigheder eller mangel på samme! Jeg har f.eks. klaget over, at jeg som dansker føler/mener at de danske myndigheder tilsidesætter MIN rettighed til et familieliv og at de selvsamme myndigheder skal beskytte min familieenhed. Ministeriets "svar" på det, var slet ikke noget svar, men snakken uden om, nemlig at min mand ikke kan gøre krav på at udrette sit familieliv i et andet land end hans eget. Når jeg klagede til Velfærdsministeriet over den manglende velfærd for os som danskere, der udsættes for disse regler ang. visa og FS, fik jeg igen et ikke-svar, nemlig blot en information om, at det ikke var deres område, så de sendte mit brev videre til det andet ministerie. Jeg skrev til dem igen, men det hjalp ikke på deres opfattelse. Det synes som om, at så snart der er en udlænding på banen, så slipper de åbenbart for at tage ansvar! De nægter simpelthen at se på sagen fra en danskers synspunkt! Til integrationsministeriet spurgte jeg, om der ikke er en instans, der tjekker et lovforslag før det bliver vedtaget, for om det går imod andre love. Det har de aldrig svaret på.
Når jeg klagede til samme ministerium over behandlingen og proceduren hos Udlændingeservice, fik jeg et brev, hvor der stod, "Vi har modtaget deres klage på deres mands vegne..... Det er s.. 
ikke på min mands vegne. Det er på mine egne vegne!! Det er mig der har skrevet 4 siders klage og ringet et hav af gange og blevet udsat for manglende oplysninger og en enkelt gang for behøvlet behandling. Forleden mødte jeg en, der bor i samme ejendom som jeg. Han har været i US system i massere af år. Grunden til det er, at han er gift med en pige fra Brassilien og de har en lille søn. Sønnen er dansk statsborger og går i børnehave her, men fordi moderen er under 24, kan hun ikke få opholdstilladelse. I stedet har de så igennem en masse år fået 3 måneders visum til hende, og så har de søgt FS når de 3 måneder var ved at løbe ud. Så tager det US mange måneder at behandle sagen, som så ender med afslag pga alderskravet, og så rejser hun hjem til Brassilien og søger nyt visum. Efter 3 måneder kan hun komme igen, og så starter de forfra. Han fortalte at de ikke har holdt ferie sammen, de sidste 5 år. Dels fordi at når afgørelsen fra US kommer, har man kun 14 dage til at forlade landet, ellers bliver straffen, at hun ikke kan komme igen i lang tid. Hvor er tarvet for den danske mand og hans danske søn i den sag?
En veninde jeg har, har 2 børn. Børnene er danske statsborgere, men det er hun ikke. Hun har skam boet her i mange år og taler dansk og har taget uddannelse her. Men på et tidspunkt rejste hun tilbage til sit fødeland og pga forskellige omstændigheder -sygdom mv. - blev hun der lidt for længe så hendes fremmedpas ikke duede mere, og hun kunne ikke få lov at rejse tilbage til Danmark på det. Hendes mindste søn - dansk statsborger - måtte undvære sin mor i 5-6 år!! Hvor er det danske barns tarv i den sag?
Hver eneste dansker, der har en udenlandsk kæreste/ægtefælle/forældre kunne fortælle en historie, hvor deres tarv er overset/negligeret.
Hvis der er ca 4-5000 af os, hvert eneste år, må vi efterhånden være en pæn flok, og det er jo heller ikke kun os, der lider under det, men også vores pårørende, venner, kollegaer, der i et eller andet omfang kommer i berøring med den her negligering fra myndighedernes side og derfor den vedvarende dårlige behandling.
Alle jeg kender, som hører om de konsekvenser man oplever med nuværende udlændingelov ryster på hovedet i forbavselse, chok eller vrede. Nogle regnede heller ikke med, det ville være anderledes, fordi de mener man ikke kan forvente noget godt af en lovgivning, der er støttet af nuværende regering.
