Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1958

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

ANVENDELSE AF DE GENERELLE BESTEMMELSER I FORORDNINGEN (AFSNIT I)

Anvendelse af artikel 6 i forordningen

Artikel 6

1. Bestemmelserne i denne gennemførelsesforordning erstatter bestemmelserne i ordningerne vedrørende anvendelsen af de i forordningens artikel 5 omhandlede konventioner, med undtagelse af bestemmelserne i ordningerne vedrørende anvendelsen af de i artikel 6, stk. 2, litra a), b) og c), i nævnte forordning omhandlede bestemmelser.

2. Uanset bestemmelserne i det foregående stykke finder bestemmelserne i ordningerne vedrørende anvendelsen af de bestemmelser, der er omhandlet i bilag D til forordningen, fortsat anvendelse, for så vidt de er anført i bilag 6 til denne gennemførelsesforordning.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelse af artikel 9 i forordningen

Artikel 7

1. Følgende bestemmelser gælder for adgang til frivillig fortsat forsikring ved invaliditet, alderdom og død (pensioner) i henhold til artikel 9 i forordningen:

a) hvis den pågældende opfylder betingelserne for at være omfattet af en frivillig fortsat forsikring under flere ordninger vedrørende de nævnte brancher, og hvis han ikke var omfattet af en obligatorisk forsikring under en af disse ordninger efter sin seneste indrejse på den medlemsstats område, hvor han er bosat, kan han kun være omfattet af en frivillig fortsat forsikring under den ordning, der ville have været kompetent, hvis den pågældende havde været beskæftiget på den nævnte medlemsstats område i den pensionsforsikringspligtige beskæftigelse, som han senest udøvede på en anden medlemsstats område;

b) hvis den nævnte beskæftigelse ikke ville have medført forsikringspligt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende er bosat, eller hvis det ikke er muligt at fastslå arten af den nævnte beskæftigelse, fastsætter den kompetente myndighed i denne medlemsstat den ordning, hvorefter forsikringen kan videreføres på frivillig basis.

2. Med henblik på adgang til obligatorisk, frivillig eller frivillig fortsat forsikring i henhold til forordningens artikel 9 forelægger den pågældende den berørte institution i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, en attest vedrørende de forsikringsperioder eller ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en eller flere af de øvrige medlemsstater, for så vidt det er nødvendigt at medregne disse perioder. Denne attest udstedes efter anmodning fra den pågældende person af den eller de institutioner, hvor han har tilbagelagt de perioder, der skal tages i betragtning.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelse af artikel 11 i forordningen

Artikel 8

Følgende bestemmelser gælder for dødsfaldsydelser:

a) I tilfælde af dødsfald på en medlemsstats område bevares den ret til dødsfaldsydelse, der er erhvervet i henhold til lovgivningen i dette land, mens den ret, der er erhvervet i henhold til lovgivningen i en eller flere andre medlemsstater, bortfalder.

b) I tilfælde af dødsfald, der indtræder på en medlemsstats område, mens der er erhvervet ret til ydelser ved dødsfald i henhold til lovgivningen i to eller flere af de øvrige medlemsstater, eller i tilfælde af dødsfald, der indtræder uden for medlemsstaternes område, mens der er erhvervet ret til ydelser ved dødsfald i henhold til lovgivningen i to eller flere medlemsstater, bevares retten til ydelser ved dødsfald i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, under hvilken afdøde har tilbagelagt sin sidste forsikringsperiode, mens retten til ydelser ved dødsfald i henhold til lovgivningen i den eller de øvrige medlemsstater bortfalder.

c) hvis arbejdstageren på tidspunktet for sin død var tvungent forsikret i henhold til lovgivningen i en medlemsstat og frivilligt forsikret i henhold til lovgivningen i en eller flere af de øvrige medlemsstater, bevares de rettigheder, der er erhvervet i kraft af den tvungne forsikring og den frivillige eller frivillige fortsatte forsikring.


Artikel 9

1. Såfremt anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 2, i tilfælde, hvor en modtager af en ydelse, der skal udbetales efter lovgivningen i en medlemsstat, også har ret til en ydelse efter lovgivningen i en anden medlemsstat, ville medføre nedsættelse eller midlertidig inddragelse af begge ydelser, kan hver ydelse ikke nedsættes eller midlertidig inddrages med mere end halvdelen af det beløb, som nedsættelsen eller inddragelsen vedrører i henhold til den lovgivning, efter hvilken den skal udbetales. Såfremt anvendelsen af ovennævnte bestemmelser, hvis en ydelsesberettiget har ret til tre eller flere ydelser på samme tid, ville medføre en samtidig nedsættelse eller midlertidig inddragelse af disse ydelser, kan hver af dem ikke nedsættes eller inddrages med mere end det beløb, der fremkommer ved at dividere det beløb, som nedsættelsen eller inddragelsen vedrører i henhold til den lovgivning, hvorefter den skal foretages, med antallet af ydelser, som den ydelsesberettigede har ret til.

2. Uanset bestemmelserne i foregående stykke og med forbehold af bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 2, andet punktum, skal en institution, såfremt anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 2, første punktum, ville medføre nedsættelse eller midlertidig inddragelse af en ydelse ved invaliditet, ydelser ved alderdom eller dødsfald (pensioner), som en medlemsstats institution har tilkendt i henhold til bestemmelserne i forordningens artikel 28, skal denne institution med henblik på nedsættelsen eller suspensionen kun tage hensyn til en brøkdel af ydelserne eller af de indtægter eller vederlag, der giver anledning til nedsættelsen eller suspensionen. Denne brøkdel fastsættes i forhold til længden af de tilbagelagte perioder i overensstemmelse med forordningens artikel 28, stk. 1, litra b); ved beregningen af beløbet "efter ordre" i overensstemmelse med nævnte bestemmelse tages der ikke hensyn til den ydelse eller den indtægt eller det vederlag, der medfører nedsættelse eller midlertidig inddragelse af pensionen.

3. Med henblik på anvendelsen af forordningens artikel 11, stk. 2, anmoder institutionen i en medlemsstat, der anvender de nedsættelses- eller suspensionsklausuler, der er fastsat i dens egen lovgivning, den kompetente institution i en eller flere af de øvrige medlemsstater om at give den de nødvendige oplysninger.

4. Såfremt der i samme periode udbetales familieydelser til to personer for samme barn i henhold til lovgivningen i det land, hvor arbejdstageren er beskæftiget, og i det land, hvor barnet er bosat, finder de bestemmelser om optjening af ret til familieydelser, der er fastsat i lovgivningen i det land, hvor barnet er bosat, anvendelse. Med henblik herpå betragtes den ret til familieydelser, der udbetales i henhold til lovgivningen i det land, hvor arbejdstageren er beskæftiget, som om den var en ret, der var erhvervet i henhold til lovgivningen i det land, hvor barnet er bosat.

5. Hvis en arbejdstager, der har modtaget familieydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning, i samme kalendermåned flytter til en anden medlemsstats område, nedsættes de familieydelser, som han kunne gøre krav på i henhold til sidstnævnte stats lovgivning, med det beløb, som han har modtaget i henhold til førstnævnte stats lovgivning.

Artikel 10

Såfremt det i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at en social sikringsydelse skal inddrages i tilfælde af sammenfald med andre indtægter eller som følge af udøvelse af beskæftigelse, eller at retten til en social sikringsydelse ikke består, så længe den pågældende udøver lønnet beskæftigelse, finder disse bestemmelser også anvendelse på indtægter, der oppebæres på en anden medlemsstats område, eller på lønnet beskæftigelse, der udøves på dette område.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT III

ANVENDELSE AF FORORDNINGENS BESTEMMELSER OM FASTLÆGGELSE AF DEN GÆLDENDE LOVGIVNING (AFSNIT II)

Anvendelse af artikel 12 til 15 i forordningen

Artikel 11

I de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 13, litra a), skal den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, udstede en attest til arbejdstageren om, at han fortsat er omfattet af denne lovgivning. Hvis den midlertidige ansættelse varer mere end tolv måneder, skal arbejdsgiveren anmode om den aftale, der er omhandlet i forordningens artikel 13, litra a).

Artikel 12

1. Den i forordningens artikel 14, stk. 2, omhandlede ret til at vælge skal udøves første gang inden for tre måneder fra den dato, hvor arbejdstageren blev ansat i den diplomatiske eller konsulære repræsentation eller i den personlige tjeneste hos de ansatte i denne repræsentation. Valgmuligheden træder i kraft på den dato, hvor den udøves. Så længe retten til option ikke er udnyttet, finder bestemmelserne i forordningens artikel 14, stk. 1, fortsat anvendelse.

2. Når medarbejderen udnytter sin ret til option igen ved udgangen af et kalenderår, træder optionen i kraft den første dag i det følgende kalenderår.

3. For arbejdstagere, der er ansat på en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller af en repræsentant for denne repræsentation på datoen for denne forordnings ikrafttræden, løber den i stk. 1 i denne artikel omhandlede periode på tre måneder fra denne dato, og den valgte lovgivning finder anvendelse ved udløbet af denne periode.

4. For at udøve retten til at vælge skal arbejdstageren indgive en anmodning og samtidig underrette sin arbejdsgiver herom til den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning han ønsker anvendt. Den nævnte institution underretter om nødvendigt de kompetente institutioner for de øvrige sociale sikringsgrene i samme medlemsstat i overensstemmelse med de direktiver, der er udstedt af den kompetente myndighed i denne stat.

5. Hvis arbejdstageren ønsker, at lovgivningen i hans hjemland skal finde anvendelse på ham, skal den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i dette land, udstede en attest til ham, hvoraf det fremgår, at han, mens han er ansat på den pågældende diplomatiske eller konsulære repræsentation eller af en repræsentant for denne repræsentation, er omfattet af lovgivningen i hans hjemland.

6. Hvis arbejdstageren har valgt at anvende tysk lovgivning, finder bestemmelserne i bilag B, litra a), b), f) og g), i forordningen under overskriften "Forbundsrepublikken Tyskland" anvendelse, som om arbejdstageren var ansat på det sted, hvor Forbundsrepublikken Tysklands regering har sit sæde.

7. Undtagelser fra bestemmelserne i forordningens artikel 12-14, som er godkendt af de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater, og som fandt anvendelse dagen før forordningens ikrafttræden, finder fortsat anvendelse, forudsat at teksterne vedrørende disse undtagelser er opført i bilag 6 til denne gennemførelsesforordning.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT IV

SAMMENLÆGNING AF FORSIKRINGSPERIODER OG LIGESTILLEDE PERIODER

Artikel 13

1. Sammenlægning af forsikringsperioder og ligestillede perioder som omhandlet i forordningens artikel 16 og 27, artikel 32, stk. 1, og artikel 33, stk. 1, foretages i overensstemmelse med følgende regler:

a) til de forsikringsperioder eller ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en af medlemsstaterne, lægges de forsikringsperioder eller ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af de øvrige medlemsstater, for så vidt det er nødvendigt at gøre brug af dem for at supplere de forsikringsperioder eller ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den første stat; såfremt den pågældende ansøger om invalide-, alders- eller dødsfaldsforsikring fra de kompetente institutioner i to eller flere medlemsstater, skal denne regel anvendes særskilt af den kompetente institution i hver enkelt stat;

b) hvis en forsikringsperiode, der er tilbagelagt under en obligatorisk forsikring i henhold til en medlemsstats lovgivning, falder sammen med en forsikringsperiode, der er tilbagelagt under en frivillig eller frivillig fortsat forsikring i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, tages kun den førstnævnte i betragtning;

c) hvis en forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til en medlemsstats lovgivning, falder sammen med en periode, der er ligestillet hermed i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, tages kun den førstnævnte periode i betragtning;

d) en eventuel tilsvarende periode, der er fastsat i lovgivningen i to eller flere medlemsstater, tages kun i betragtning af den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning den forsikrede senest har været omfattet af før den nævnte periode; hvis den forsikrede ikke har været omfattet af lovgivningen i en af medlemsstaterne før den nævnte periode, tages denne i betragtning af den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning den forsikrede første gang har været omfattet af efter den pågældende periode;

e) når det tidspunkt, hvor visse perioder er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, ikke kan fastslås nøjagtigt, antages det, at disse perioder ikke overlapper perioder, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, og der tages hensyn hertil med henblik på sammenlægning af perioderne, for så vidt som det er hensigtsmæssigt at tage hensyn til dem;

f) hvis medregning af visse forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder i henhold til en medlemsstats lovgivning er betinget af, at de er tilbagelagt inden for en bestemt periode, finder denne betingelse også anvendelse på sådanne perioder, der er tilbagelagt i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

2. Forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt af arbejdstagere eller dermed ligestillede personer i henhold til sociale sikringsordninger i en medlemsstat, som forordningen ikke finder anvendelse på, men som tages i betragtning i henhold til en ordning, som forordningen finder anvendelse på, betragtes som forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, der skal tages i betragtning ved sammenlægning.

3. Hvis en medlemsstat i det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 27, stk. 2, andet punktum, ikke har en generel ordning, tages der hensyn til forsikringsperioder i henhold til den ordning, der gælder for arbejdere.

4. Når forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, er udtrykt i andre enheder end dem, der anvendes i en anden medlemsstats lovgivning, foretages den omregning, der er nødvendig for sammenlægningen, efter følgende regler:

a) en dag svarer til otte timer og omvendt;

b) seks dage svarer til en uge og omvendt;

c) seksogtyve dage svarer til en måned og omvendt;

d) tre måneder eller tretten uger eller otteoghalvfjerds dage svarer til et kvartal og omvendt;

e) for at konvertere uger til måneder og omvendt, konverteres uger og måneder til dage;

f) må anvendelsen af de i litra a), b), c), d) og e) nævnte regler ikke medføre, at der for alle de perioder, der er tilbagelagt i løbet af et kalenderår, bevares et samlet beløb, der overstiger 312 dage eller 52 uger eller 12 måneder eller 4 kvartaler.

5. Såfremt der i medfør af stk. 1, litra b), i denne artikel ikke tages hensyn til forsikringsperioder, der er tilbagelagt ved frivillig eller frivillig fortsat forsikring i henhold til en medlemsstats lovgivning om forsikring ved invaliditet og alderdom (pensioner), anses de bidrag, der vedrører disse perioder, for at have til formål at forhøje de ydelser, der skal udredes i henhold til den nævnte lovgivning. Såfremt denne lovgivning indeholder bestemmelser om tillægsforsikring, skal de nævnte bidrag tages i betragtning ved beregningen af de ydelser, der skal udredes i henhold til denne forsikring.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT V

ANVENDELSE AF DE SÆRLIGE BESTEMMELSER I FORORDNINGEN (AFSNIT III)

Kapitel 1

Anvendelse af artikel 17 i forordningen

Artikel 14

1. For at kunne sammenlægge forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder skal den i forordningens artikel 17, stk. 1, omhandlede arbejdstager for den kompetente institution i den medlemsstat, til hvis område han er rejst, fremlægge en attest vedrørende de perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han senest var beskæftiget umiddelbart forud for datoen for hans seneste indrejse på den første stats område.

2. Attesten udstedes på arbejdstagerens anmodning af den institution, hvor han sidst var forsikret inden den nævnte dato. Hvis arbejdstageren ikke fremlægger attesten, anmoder den kompetente institution i den medlemsstat, til hvis område han er rejst, ovennævnte institution om at udfærdige og fremsende attesten til den.

3. Såfremt de i attesten anførte perioder ikke er tilstrækkelige til at opfylde betingelserne i det kompetente lands lovgivning, og arbejdstageren tidligere har tilbagelagt forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder i henhold til lovgivningen i en eller flere af de øvrige medlemsstater, finder bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel tilsvarende anvendelse på den attest, der vedrører disse perioder, i det omfang det er nødvendigt at tage hensyn til dem.

4. Såfremt den i forordningens artikel 17, stk. 1, omhandlede arbejdstager af den kompetente institution i det land, hvor arbejdstageren senest var forsikret inden indrejsen på den anden medlemsstats område, er blevet anerkendt som værende berettiget til proteser, større hjælpemidler eller andre væsentlige naturalydelser for sig selv eller et familiemedlem, påhviler det denne institution at udrede disse ydelser, selv om de faktisk udredes efter arbejdstagerens udrejse.

Artikel 15

1. For at få udbetalt naturalydelser i henhold til forordningens artikel 17, stk. 3, skal arbejdstageren forelægge bopælsstedets institution en anmodning, hvori den institution, der påtager sig at udrede naturalydelserne, anmoder den første institution om at udrede dem, navnlig med angivelse af den maksimale periode, for hvilken de kan udredes. Hvis arbejdstageren ikke indgiver denne anmodning, kontakter bopælsstedets institution den anden institution for at få den.

2. Bestemmelserne i forordningens artikel 19, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

3. Naturalydelser refunderes til den institution, der har udredt dem, i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat for refusion af ydelser, der er udredt i henhold til bestemmelserne i artikel 19 i forordningen.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelse af artikel 18, stk. 2, i forordningen

Artikel 16

1. For at være omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 18, stk. 2, skal arbejdstageren forelægge den kompetente institution en attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende institution er beliggende.

2. Attesten udstedes af institutionen på det sted, hvor disse familiemedlemmer er bosat. Hver attest er gyldig i tolv måneder fra udstedelsesdatoen. Den kan fornyes; i så fald løber gyldighedsperioden fra datoen for fornyelsen.

Arbejdstageren skal straks underrette den kompetente institution om enhver ændring, der skal foretages i attesten. En sådan ændring træder i kraft fra den dag, hvor den foretages.

3. Bopælsstedets institution er forpligtet til at bistå den kompetente institution med at søge erstatning over for en arbejdstager, der uberettiget har modtaget ydelser, fordi han har undladt at give de i stk. 2 i denne artikel omhandlede meddelelser.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelsen af artikel 19 i forordningen

Artikel 17

1. For at kunne modtage lægehjælp, herunder i givet fald hospitalsindlæggelse, for sig selv eller for de familiemedlemmer, der ledsager ham under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område end det kompetente lands, skal den i forordningens artikel 13, litra a), omhandlede arbejdstager forelægge institutionen på opholdsstedet den i artikel 11 i nærværende gennemførelsesforordning omhandlede attest.

2. Når arbejdstageren har fremlagt denne attest, formodes han at opfylde betingelserne for ret til ydelser, og hvis arbejdstagerens tilstand kræver øjeblikkelig lægehjælp, herunder i givet fald hospitalsindlæggelse, er opholdsstedets institution forpligtet til at udrede disse ydelser.

3. Opholdsstedets institution skal kontakte den kompetente institution inden for tre dage for at finde ud af, om betingelserne for ret til lægebehandling er opfyldt, og hvor længe en sådan behandling kan ydes. Den bevilger lægehjælp, indtil den modtager svar fra den kompetente institution, dog højst i 30 dage.

4. Den kompetente institution kontrollerer, om betingelserne for ret til lægehjælp er opfyldt, og underretter opholdsstedets institution om sin afgørelse senest ti dage efter modtagelsen af den anmodning, der er omhandlet i foregående afsnit. Hvis denne afgørelse er positiv, angiver den kompetente institution i givet fald den maksimale periode, i hvilken der kan ydes lægehjælp i henhold til lovgivningen i det kompetente land, og i så fald fortsætter opholdsstedets institution med at yde lægehjælp.

5. I stedet for den i artikel 11 i denne gennemførelsesforordning omhandlede attest kan den i stk. 1 i denne artikel omhandlede arbejdstager forelægge opholdsstedets institution en attest, hvori den kompetente institution attesterer, at arbejdstageren opfylder betingelserne for ret til lægehjælp under sit midlertidige ophold på en anden medlemsstats område end det kompetente land, og navnlig angiver den maksimale periode, i hvilken lægehjælp kan ydes i henhold til lovgivningen i det kompetente land. I dette tilfælde finder bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel ikke anvendelse.

6. Ydelser, der udbetales i medfør af den formodning, der er omhandlet i stk. 2 i denne artikel, refunderes i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordningen. Opholdsstedets institution er forpligtet til at bistå den kompetente institution, der agter at gøre krav gældende mod den ydelsesberettigede, der uberettiget har modtaget ydelser.

Artikel 18

1. For at modtage lægehjælp, herunder i givet fald hospitalsindlæggelse, under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område end det kompetente lands, skal enhver arbejdstager, med undtagelse af dem, der er omhandlet i forordningens artikel 13, litra a), forelægge institutionen på opholdsstedet en attest udstedt af den kompetente institution, om muligt inden begyndelsen af arbejdstagerens midlertidige ophold på den pågældende medlemsstats område, som beviser, at han har ret til de ovennævnte ydelser. Denne attest skal navnlig angive varigheden af den periode, i hvilken disse ydelser kan udbetales. Hvis arbejdstageren ikke fremlægger denne attest, kontakter opholdsstedets institution den kompetente institution for at fremskaffe den.

2. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 17 i denne gennemførelsesforordning finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse på familiemedlemmer under deres midlertidige ophold på en anden medlemsstats område end det kompetente land.

Artikel 19

1. Følgende bestemmelser finder også anvendelse på tilkendelse af naturalydelser i det i forordningens artikel 19, stk. 1, omhandlede tilfælde:

2. I tilfælde af hospitalsindlæggelse skal opholdsstedets institution inden for en frist på tre dage fra det tidspunkt, hvor den har fået kendskab hertil, underrette den kompetente institution om datoen for indlæggelsen på hospitalet eller anden medicinsk institution og om den forventede varighed af indlæggelsen ved udskrivningen fra hospitalet eller anden medicinsk institution; opholdsstedets institution skal inden for samme frist underrette den kompetente institution om datoen for udskrivningen.

3. For at opnå den tilladelse, der er nødvendig for tilkendelse af de ydelser, der er omhandlet i forordningens artikel 19, stk. 5, skal opholdsstedets institution indgive en anmodning til den kompetente institution. Hvis disse ydelser i et absolut hastetilfælde er blevet udredt uden tilladelse fra den kompetente institution, underretter opholdsstedets institution straks denne institution herom.

4. Den Administrative Kommission udarbejder en liste over de ydelser, der er omhandlet i forordningens artikel 19, stk. 5.

Artikel 20

1. For at få udbetalt kontantydelser under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område end det kompetente lands, skal den i forordningens artikel 19, stk. 1, omhandlede arbejdstager straks henvende sig til institutionen på opholdsstedet og, hvis lovgivningen i opholdslandet foreskriver det, fremlægge en uarbejdsdygtighedsattest udstedt af den behandlende læge. Han skal ligeledes angive sin adresse i opholdslandet samt navn og adresse på den kompetente institution. Så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder senest tre dage efter den dato, hvor arbejdstageren har henvendt sig til institutionen på opholdsstedet, lader denne arbejdstageren undersøge af en af sine læger. Lægerapporten, der angiver den sandsynlige varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes af opholdsstedets institution til den kompetente institution inden for tre dage efter datoen for undersøgelsen. Senest otte dage efter, at den kompetente institution har modtaget denne rapport, meddeler den opholdsstedets institution, om arbejdstageren har ret til kontantydelser i det land, hvor han opholder sig.

2. Når den undersøgende læge finder, at arbejdstageren er i stand til at genoptage arbejdet, meddeler opholdsstedets institution arbejdstageren, at hans uarbejdsdygtighed er ophørt, og sender straks en kopi af denne meddelelse til den kompetente institution. For andre arbejdstagere end dem, der er omhandlet i forordningens artikel 13, litra a), gælder det, at hvis den undersøgende læge finder, at deres helbredstilstand ikke er til hinder for, at de vender tilbage til det kompetente land, skal opholdsstedets institution straks underrette dem om denne lægeudtalelse og sende en kopi af denne meddelelse til den kompetente institution.

3. Opholdsstedets institution fører administrativ kontrol med den i stk. 1 i denne artikel omhandlede arbejdstager, som om han var dens egen forsikrede person.

4. Den kompetente institution udbetaler kontantydelser ved international postanvisning og underretter opholdsstedets institution herom. Disse ydelser kan dog udbetales af opholdsstedets institution for den kompetente institutions regning, hvis denne er indforstået hermed. I dette tilfælde underretter den kompetente institution opholdsstedets institution om ydelsernes størrelse og den eller de datoer, hvor de skal udbetales, samt om ydelsernes maksimale varighed.

5. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan beslutte at udveksle andre oplysninger.

Artikel 21

1. For fortsat at kunne modtage ydelser i det nye bopælsland skal den i forordningens artikel 19, stk. 2, omhandlede arbejdstager forelægge institutionen på det nye bopælssted en attest, hvorved den kompetente institution giver ham tilladelse til fortsat at modtage ydelser efter flytningen af hans bopæl. I givet fald angiver den nævnte institution i denne attest den maksimale varighed af tilkendelse af naturalydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land. Den kompetente institution sender en kopi af denne attest til det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i det land, hvor arbejdstageren har fået ny bopæl. Den kompetente institution kan efter flytningen af arbejdstagerens bopæl og på arbejdstagerens anmodning udstede attesten, hvis den ikke har kunnet udfærdiges tidligere på grund af force majeure.

2. For så vidt angår udbetaling af ydelser fra institutionen på arbejdstagerens nye bopæl, finder bestemmelserne i artikel 19, stk. 2 og 3, og artikel 20 i denne gennemførelsesforordning tilsvarende anvendelse.

3. Institutionen på det nye opholdssted skal regelmæssigt, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra den kompetente institution, lade modtageren undersøge med henblik på at fastslå, om der faktisk ydes regelmæssig lægehjælp. Den er forpligtet til at foretage de nævnte undersøgelser og straks underrette den kompetente institution om resultaterne. Den kompetente institutions fortsatte refusion af lægehjælp er betinget af, at disse regler overholdes. Der kan fastsættes detaljerede gennemførelsesbestemmelser i bilaterale aftaler.

4. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af arbejdstagerens familie, som flytter deres bopæl til en anden medlemsstats område end det kompetente land, efter at risikoen for sygdom eller moderskab er indtrådt.

5. Når bopælsstedets institution konstaterer, at arbejdstageren er i stand til at genoptage arbejdet, meddeler den ham, på hvilken dato han skal genoptage arbejdet, og sender straks en kopi af denne meddelelse til den kompetente institution. Den samme procedure gælder, når bopælsstedets institution fastslår, at hospitalsindlæggelsen skal afsluttes. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra den dato, som bopælsstedets institution har fastsat for genoptagelse af arbejdet.

6. Når den kompetente institution på grundlag af de oplysninger, den har modtaget, beslutter, at arbejdstageren er egnet til at vende tilbage til arbejdet, anmoder den bopælsstedets institution om at underrette arbejdstageren om sin beslutning. Udbetalingen af kontantydelser ophører fra dagen efter den dato, hvor arbejdstageren blev informeret om den kompetente institutions afgørelse.

7. Hvis henholdsvis bopælsstedets institution og den kompetente institution i samme tilfælde fastsætter to forskellige datoer for genoptagelse af arbejdet, er det den dato, der er fastsat af den kompetente institution, der er gældende.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelse af artikel 20 i forordningen

Artikel 22

1. For at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet skal de familiemedlemmer, der er omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 1, lade sig registrere hos bopælsstedets institution og fremlægge den dokumentation, der i henhold til bopælslandets lovgivning normalt kræves for tilkendelse af naturalydelser til familiemedlemmer. Hvis disse medlemmer allerede modtager de samme ydelser, fordi de tilhører familien til en forsikret person, der er beskæftiget i bopælslandet, vil ydelserne fortsat blive udbetalt af institutionen i dette land.

2. Derudover er familiemedlemmer, når de har brug for naturalydelser, forpligtet til at fremlægge følgende for institutionen på deres bopælssted:

a) enten kvittering for udbetaling af familieydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land for den foregående kalendermåned, eller, hvis den kompetente institution arbejder efter kalenderkvartal, i det foregående kalenderkvartal, eller den attest, hvormed arbejdsgiveren eller den kompetente institution bekræfter, at arbejdstageren var beskæftiget eller forsikret i det kompetente land i den foregående kalendermåned; begge disse sidstnævnte attester er gyldige for ret til naturalydelser i en periode på tre måneder fra den sidste dag i den pågældende kalendermåned eller det pågældende kalenderkvartal;

b) et dokument, der beviser, at familiemedlemmerne er arbejdstagerens hovedforsørgere, såsom et dokument, der beviser, at arbejdstageren regelmæssigt sender dem en del af sin løn, medmindre de er børn under 16 år eller ældre børn, der har ret til familieydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land, eller en ægtefælle, der ikke er i beskæftigelse; dette dokument er gyldigt for ret til naturalydelser i en periode på tre måneder fra udstedelsesdatoen.

3. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan aftale, at følgende procedure træder i stedet for den, der er omhandlet i stk. 1, første punktum, og stk. 2, litra a), i denne artikel:

a) for at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet skal de familiemedlemmer, der er omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 1, lade sig registrere ved bopælsstedets institution og fremlægge følgende dokumentation:

(i) en attest udstedt af den kompetente institution på arbejdstagerens anmodning, som bekræfter, at arbejdstageren har ret til naturalydelser. Denne attest er gyldig, så længe den kompetente institution ikke har underrettet bopælsstedets institution om annulleringen af den nævnte attest;

(ii) den dokumentation, der normalt kræves i henhold til lovgivningen i bopælslandet for tilkendelse af naturalydelser til familiemedlemmer.

b) bopælsstedets institution bekræfter over for den kompetente institution, at familiemedlemmerne har ret til ydelser efter den lovgivning, der anvendes af den første institution, med angivelse af deres navne.

c) ydelse af naturalydelser til familiemedlemmerne er betinget af, at den attest, der er omhandlet i litra a), (i) i dette stykke er gyldig. Desuden skal de dokumenter, der er omhandlet i stk. 2, litra b), fremlægges.

De indgåede aftaler skal meddeles til Den Administrative Kommission.

4. Arbejdstageren eller hans familiemedlemmer er forpligtet til at underrette bopælsstedets institution om enhver ændring i deres situation, der kan påvirke familiemedlemmernes ret til naturalydelser, navnlig hvis arbejdstageren opgiver eller skifter beskæftigelse, eller hvis arbejdstageren eller et af hans familiemedlemmer flytter eller opholder sig et andet sted. Den kompetente institution kan ligeledes underrette institutionen på familiemedlemmernes bopælssted om ophøret af arbejdstagerens medlemskab eller ret til ydelser.

5. Institutionen på familiemedlemmernes bopælssted kan til enhver tid anmode den kompetente institution om oplysninger vedrørende arbejdstagerens medlemskab eller ret til ydelser.

6. Bopælsstedets institution er forpligtet til at bistå den kompetente institution, der agter at anlægge sag mod den berettigede, som uretmæssigt har modtaget ydelser.

7. Hvis den kompetente institution er en belgisk institution, træder følgende bestemmelser i stedet for bestemmelserne i stk. 2 i denne artikel.

Familiemedlemmerne er forpligtet til at henvende sig til institutionen på deres bopælssted

a) hvis familien omfatter et barn, der har ret til familieydelser, hver måned kvitteringen for udbetaling af familieydelser i henhold til belgisk lovgivning for den foregående kalendermåned; dette dokument er gyldigt for retten til naturalydelser i den følgende kalendermåned;

b) i andre tilfælde, hvert kvartal, et dokument, der beviser, at familiemedlemmerne er arbejdstagerens hovedforsørgere, såsom et dokument, der beviser, at arbejdstageren regelmæssigt overfører en del af sin løn til dem, medmindre de er børn under 16 år eller ældre børn, der har ret til familieydelser i henhold til lovgivningen i det kompetente land; dette dokument er gyldigt for ret til naturalydelser i en periode på tre måneder fra udstedelsesdatoen.

Artikel 23

I det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 4, anmoder den kompetente institution om nødvendigt institutionen på det sted, hvor et familiemedlem, der har flyttet sin bopæl til det kompetente lands område, sidst var bosat, om oplysninger vedrørende den periode, hvor der blev udbetalt ydelser umiddelbart forud for flytningen.

[Kim P. Nyberg]

Anvendelse af artikel 22 i forordningen

Artikel 24

1. For at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet skal modtageren af den i forordningens artikel 22, stk. 2, omhandlede pension lade sig registrere hos bopælsstedets institution, ved at fremlægge en attest fra den eller de institutioner, der er ansvarlige for hans pension(er), hvoraf det fremgår, hvilken pension han har ret til, og om han for sig selv og sine familiemedlemmer har ret til naturalydelser i henhold til den lovgivning, hvorefter pensionen er forfalden. Den institution, der har udfærdiget attesten, sender et duplikateksemplar til det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i bopælslandet.

2. Det i stk. 1 omhandlede organ eller i mangel heraf bopælsstedets institution kontrollerer, om pensionisten for sig selv og sine familiemedlemmer ville have ret til naturalydelser, hvis han modtog en pension af samme art efter lovgivningen i bopælslandet, og på grundlag af de attester, der er udfærdiget i henhold til stk. 1, om han har samme ret, i det mindste efter en af de lovgivninger, hvorefter pensionen skal udbetales.

3. Såfremt disse betingelser er opfyldt, er bopælsstedets institution forpligtet til at udrede naturalydelserne til pensionisten og dennes familiemedlemmer, der er bosat i samme land, i givet fald under iagttagelse af de bestemmelser i artikel 19, stk. 2 og 3, i gennemførelsesforordningen, der finder tilsvarende anvendelse; i så fald anses den institution, for hvis regning ydelserne udredes, for at være den kompetente institution.

4. Hvis en pensionist har behov for naturalydelser, skal han over for bopælsstedets institution godtgøre, at han stadig har ret til den pågældende pension, ved at fremlægge kvitteringen for den seneste pensionsudbetaling.

5. Pensionisten er desuden forpligtet til at underrette bopælsstedets institution om enhver ændring i sin situation, der kan påvirke hans ret til naturalydelser, navnlig enhver suspension eller inddragelse af pensionen og enhver flytning af hans eller hans familiemedlemmers bopæl. De pensionsudbetalende institutioner kan ligeledes underrette institutionen på pensionistens bopælssted om enhver af de ovennævnte ændringer.

6. Hvis pensionisten udøver en beskæftigelse, som medfører, at han er omfattet af syge- og moderskabsforsikringsordningen i henhold til lovgivningen i hans bopælsland, finder bestemmelserne i forordningen og i disse gennemførelsesbestemmelser om arbejdstagerens og hans familiemedlemmers ret til naturalydelser anvendelse, for så vidt pensionisten har ret til sådanne ydelser i kraft af sin beskæftigelse.

Artikel 25

1. For at kunne modtage naturalydelser i bopælslandet skal de familiemedlemmer, der er omhandlet i forordningens artikel 22, stk. 5, lade sig registrere ved institutionen på bopælsstedet og fremlægge den dokumentation, der i henhold til lovgivningen i bopælslandet normalt kræves for tilkendelse af naturalydelser til familiemedlemmer til en pensionist, samt en attest svarende til den, der er omhandlet i artikel 24, stk. 1, i denne gennemførelsesforordning.

2. Desuden skal familiemedlemmerne, når de anmoder om naturalydelser, forelægge institutionen på deres bopælssted

a) en attest, hvor institutionen på familieoverhovedets bopælssted attesterer, at han har ret til naturalydelser for sig selv og sine familiemedlemmer; denne attest er gyldig for retten til disse ydelser i en periode på tre måneder fra udstedelsesdatoen;

b) et dokument, der beviser, at familiemedlemmerne er pensionistens hovedforsørgere, navnlig et dokument, der beviser, at pensionisten regelmæssigt overfører en del af sin pension til dem, medmindre de er børn under syv år eller ældre børn, der har ret til familietillæg i henhold til bestemmelserne i forordningens artikel 42, stk. 2, eller en ægtefælle, der ikke er erhvervsaktiv; dette dokument er gyldigt for ret til naturalydelser i en periode på seks måneder fra udstedelsesdatoen.

3. Institutionen på pensionistens bopælssted underretter institutionen på bopælsstedet for de familiemedlemmer, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, om suspension eller inddragelse af pensionen og om enhver flytning af pensionistens bopælssted. Institutionen på familiemedlemmernes bopælssted kan til enhver tid anmode institutionen på pensionistens bopælssted om at give disse oplysninger.

4. Familiemedlemmerne er forpligtet til at underrette institutionen på deres bopælssted om enhver ændring i deres situation, der kan påvirke deres ret til naturalydelser, navnlig enhver flytning af deres bopæl.

5. Bestemmelsen i artikel 22, stk. 5, i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

6. Såfremt den pensions- eller rentemodtagende arbejdstager udøver en virksomhed, som efter lovgivningen i hans bopælsland medfører, at han er omfattet af syge- og moderskabsforsikringsordningen, finder bestemmelserne i forordningen og i denne gennemførelsesforordning om arbejdstagerens og hans familiemedlemmers ret til naturalydelser anvendelse, for så vidt den pensions- eller rentemodtagende arbejdstager har ret til sådanne ydelser i kraft af sin virksomhed.

Artikel 26

1. For at kunne modtage naturalydelser under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område end bopælslandet skal den i forordningens artikel 22, stk. 6, omhandlede pensionist for opholdsstedets institution fremlægge en attest udstedt af bopælsstedets institution, om muligt inden det midlertidige ophold på den pågældende medlemsstats område påbegyndes, som beviser, at han har ret til naturalydelser. Denne attest skal navnlig angive varigheden af den periode, i hvilken sådanne ydelser kan udbetales. Hvis indehaveren ikke fremlægger denne attest, kontakter institutionen på opholdsstedet institutionen på bopælsstedet for at få den.

2. Når de udbetalte naturalydelser ikke påhviler opholdsstedets institution, finder bestemmelserne i artikel 19, stk. 2 og 3, i denne gennemførelsesforordning tilsvarende anvendelse; i dette tilfælde anses institutionen på pensionistens bopælssted for at være den kompetente institution.

Artikel 27

Bestemmelserne i den foregående artikel finder tilsvarende anvendelse på pensionistens familiemedlemmer under deres midlertidige ophold på en anden medlemsstats område end det land, hvor de er bosat.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Invaliditet, alderdom og dødsfald (pensioner)

Anvendelse af artikel 26 til 28 i forordningen

Sammenlægning af forsikringsperioder og ligestillede perioder (supplerende bestemmelser)

Artikel 28

1. Når tilkendelse af visse ydelser eller dele af ydelser efter lovgivningen i en af medlemsstaterne er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder i en bestemt beskæftigelse, sammenlægges kun de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i den samme beskæftigelse efter lovgivningen i de øvrige medlemsstater.

2. Hvis de forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en af medlemsstaterne, ikke tilsammen udgør seks måneder, tilkendes der ingen ydelser efter denne lovgivning; i så fald medregnes ovennævnte perioder ved erhvervelse, bevarelse og generhvervelse af retten til ydelser fra de øvrige medlemsstater, men de medregnes ikke ved fastsættelsen af det beløb, der skal udbetales pro rata (se ordbog) i henhold til forordningens artikel 28, stk. 1, litra b). Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, hvis retten til ydelser erhverves efter lovgivningen i den første stat udelukkende på grundlag af perioder, der er tilbagelagt efter denne stats lovgivning.

(Ordbog: Udtrykket pro rata henviser til en forholdsmæssig fordeling eller beregning baseret på en andel eller forhold. Det bruges ofte til at bestemme en persons eller en enheds andel af en omkostning, indtjening eller forpligtelse - Kilde: Pengepraksis.dk)

Artikel 29

1. Ved beregningen af ydelser i henhold til forordningens artikel 28, stk. 1, litra b), medregnes alle forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i de medlemsstater, som forsikringstageren har været omfattet af, med forbehold af anvendelsen af bestemmelserne i artikel 13 i denne gennemførelsesforordning, med undtagelse af stk. 1, litra a), i nævnte artikel.

2. Hvis beregningen af det skyldige pro rata-beløb i overensstemmelse med de regler, der er omhandlet i forordningens artikel 28, stk. 1, litra b), giver et resultat, der er lig med det beløb, der beregnes direkte og udelukkende på grundlag af de perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en enkelt medlemsstat, kan den kompetente institution i denne medlemsstat anvende denne anden beregningsmetode. Den Administrative Kommission angiver de lovgivninger og kategorier af ydelser, for hvilke denne sidstnævnte metode finder anvendelse.

3. Når der indbetales bidrag for en bestemt periode i henhold til lovgivningen om obligatorisk invalide-, alders- og dødsfaldsforsikring (pensioner) i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland, kan der også indbetales supplerende bidrag, der giver ret til supplerende ydelser i henhold til den tyske lovgivning, for samme periode.

Indsendelse og behandling af krav om ydelser

Artikel 30

1. For at modtage ydelser i henhold til forordningens artikel 26-28 skal arbejdstageren eller dennes efterladte indgive sit krav til bopælsstedets institution i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i bopælslandets lovgivning.

2. Såfremt arbejdstageren eller dennes efterladte er bosat på en anden medlemsstats område end en af dem, efter hvis lovgivning arbejdstageren har tilbagelagt forsikringsperioder, kan han dog indgive sit krav enten til den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning arbejdstageren senest var forsikret, eller til bopælsstedets institution, som videresender kravet til den nævnte kompetente institution med angivelse af datoen for indgivelsen; denne dato betragtes som datoen for indgivelsen af kravet i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse.

3. Når en arbejdstager eller efterladte efter en arbejdstager, der er bosat i et land, som ikke er en medlemsstat, anmoder om ydelser i henhold til forordningens artikel 26-28, skal han indgive sin anmodning til den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning arbejdstageren senest var forsikret.

Artikel 31

1. Med henblik på indgivelse af krav i overensstemmelse med bestemmelserne i den foregående artikel gælder følgende regler:

a) Ansøgningen skal ledsages af den nødvendige dokumentation og udfærdiges på de formularer, der er fastsat i lovgivningen i bopælslandet eller i den medlemsstat, på hvis område den kompetente institution er beliggende, til hvilken ansøgningen skal rettes eller fremsendes i henhold til bestemmelserne i artikel 30, stk. 2 og 3, i denne gennemførelsesforordning.

b) Rigtigheden af de oplysninger, som ansøgeren har givet, skal godtgøres ved officielle dokumenter, der vedlægges formularen, eller skal bekræftes af de bemyndigede organer i ansøgerens bopælsland.

c) Ansøgeren skal så vidt muligt på blanketten angive enten den eller de institutioner for invalide-, alders- og dødsfaldsforsikring (pensioner) i hver af medlemsstaterne, hvor arbejdstageren har været forsikret, eller den eller de arbejdsgivere, hvor arbejdstageren har været beskæftiget på de nævnte staters område.

d) For at være omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 26, stk. 4, og artikel 28, stk. 1, litra d), skal ansøgeren forelægge en attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den institution, der fastsætter ydelsen, er beliggende. Bestemmelserne i artikel 16, stk. 2 og 3, i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse. Attesten udstedes af sygeforsikringsinstitutionen på familiemedlemmernes bopælssted eller af en anden institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i det land, hvor familiemedlemmerne er bosat.

e) Såfremt familiemedlemmerne i de i litra d) omhandlede tilfælde er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den institution, som det påhviler at tilkende ydelsen, er beliggende, og den for den pågældende institution gældende lovgivning kræver, at familiemedlemmerne bor i samme husstand som den pensionsberettigede, føres bevis for, at familiemedlemmerne hovedsagelig forsørges af den pensionsberettigede, ved fremlæggelse af dokumenter, hvoraf det fremgår, at arbejdstageren regelmæssigt sender en del af sin løn til de personer, der påberåber sig at være medlemmer af hans familie; hvis familiemedlemmerne omfatter arbejdstagerens børn, skal det bevises, at de hovedsagelig forsørges af ham, hvis der fremlægges dokumenter, der viser, at der ydes familieydelse til et eller flere af disse børn.

2. Når der er indgivet ansøgning om invaliditetsydelser, skal de kompetente institutioner i hver medlemsstat tage hensyn til de lægelige resultater og administrative oplysninger, som institutionerne i en anden medlemsstat har indsamlet med henblik på at vurdere invaliditetsgraden, men de bevarer retten til at lade ansøgeren undersøge af en læge efter eget valg.

Artikel 32

Krav, der fremsættes i henhold til bestemmelserne i artikel 30 og 31 i denne gennemførelsesforordning, undersøges af den kompetente institution, som kravet er rettet til eller fremsendt til i henhold til bestemmelserne i artikel 30 ovenfor. Denne institution benævnes i det følgende "den behandlende institution".

Artikel 33

1. Ved behandlingen af ansøgninger om ydelser, der skal udredes i henhold til forordningens artikel 26-28, anvender den behandlende institution en blanket, der bl.a. indeholder en erklæring og et resumé af de forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, som forsikringstageren har tilbagelagt efter lovgivningen i hver af de medlemsstater, som han har været omfattet af.

2. Fremsendelsen af denne blanket til de kompetente institutioner i en anden medlemsstat træder i stedet for fremsendelsen af bilagene.

Artikel 34

1. Den behandlende institution anfører på den i den foregående artikel omhandlede blanket de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning, og sender en genpart af denne blanket til de kompetente institutioner i hver af de øvrige medlemsstater, efter hvis lovgivning den forsikrede har tilbagelagt sådanne perioder.

2. Hver af disse kompetente institutioner udfylder blanketten med angivelse af de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter dens egen lovgivning, og returnerer den til den behandlende institution. Den behandlende institution tilbagesender den udfyldte blanket til hver af disse kompetente institutioner, som fastsætter de rettigheder, der er erhvervet i henhold til dens egen lovgivning, under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 26-28, og som ligeledes angiver størrelsen af den ydelse, som ansøgeren kan gøre krav på uden anvendelse af bestemmelserne i forordningens artikel 27, udelukkende for de forsikringsperioder og perioder, der ligestilles med forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning. Alle disse oplysninger anføres sammen med en angivelse af klageprocedurer og -frister på den blanket, der returneres til den behandlende institution.

3. Forud for fastsættelsen af ydelsen i henhold til forordningens artikel 26-28 og i tilfælde, der kan give anledning til forsinkelse, udbetaler den behandlende institution et forskud, der skal tilbagebetales, og som beregnes på grundlag af det ydelsesbeløb, der skulle have været udbetalt i henhold til den nationale lovgivning, som den pågældende institution anvender, under hensyntagen til bestemmelserne i denne forordning.

Artikel 35

1. Hvis den behandlende institution finder, at ansøgeren er berettiget til at nyde godt af bestemmelserne i forordningens artikel 28, stk. 3, fastsætter den det tillæg, som ansøgeren er berettiget til i henhold til disse bestemmelser. Hvis ansøgeren er berettiget til tillæg fra institutionerne i to eller flere medlemsstater, deler undersøgelsesinstitutionen udgifterne til det højeste tillæg, som ansøgeren er berettiget til, mellem de institutioner, der skulle have betalt tillæggene. Hver af disse institutioner afholder en del af dette tillæg, der svarer til forholdet mellem det tillæg, der følger af anvendelsen af dens egen lovgivning, og summen af de tillæg, som alle de berørte institutioner skulle have udbetalt.

2. Ved anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3, skal der ved omregningen af beløb i forskellige nationale valutaer tages hensyn til den officielle vekselkurs på den dag, hvor pensionen udbetales. I tilfælde af udsving i denne kurs ændres pensionen kun, hvis udsvingene overstiger 10 procent.

Artikel 36

Den behandlende institution underretter ansøgeren om alle afgørelser, der er truffet vedrørende tilkendelse af ydelser, som skal udredes i henhold til bestemmelserne i forordningen og i denne gennemførelsesforordning, samt om de retsmidler og klagefrister, der er fastsat i hver af de anvendte lovgivninger. Den nævnte institution sender desuden en kopi af denne meddelelse til hver af de kompetente institutioner i de øvrige berørte medlemsstater og meddeler ansøgeren datoen for denne meddelelse.

Artikel 37

1. For at være omfattet af bestemmelserne i en medlemsstats lovgivning om alderspension, der tilkendes på grund af uarbejdsdygtighed, skal en arbejdstager, der er bosat på en anden medlemsstats område, indgive sin ansøgning til bopælsstedets institution. Det samme gælder for pensioner, der tilkendes på grund af invaliditet; med henblik på anvendelse af type A-lovgivning som anført i bilag F til forordningen betragtes datoen for udløbet af perioden for tilkendelse af kontantydelser ved sygdom i givet fald som datoen for indgivelse af pensionsansøgningen.

2. Bopælsstedets institution videresender straks ansøgningen til den kompetente institution i den første medlemsstat. Den i artikel 33 omhandlede blanket, der er udfyldt i overensstemmelse med artikel 34 i denne gennemførelsesforordning, indsendes på et senere tidspunkt; den ledsages af en erklæring fra den undersøgende læge ved institutionen i bopælslandet.

3. Bestemmelserne i artikel 31 til 36 i disse gennemførelsesbestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

Administrativ og medicinsk kontrol

Artikel 38

Administrativ og medicinsk kontrol af ydelsesmodtagere, især:

a) Invaliditetsydelser;

b) alderdomsydelser, der tildeles på grund af uarbejdsdygtighed;

c) alderdomsydelser til ældre arbejdsløse personer;

d) alderdomsunderstøttelse i tilfælde af ophør af erhvervsaktivitet;

e) ydelser til efterladte, der tildeles på grund af invaliditet eller uarbejdsdygtighed;

f) ydelser, der tildeles på betingelse af, at modtagerens ressourcer ikke overstiger en fastsat grænse, selv om disse ressourcer stammer fra en hvilken som helst aktivitet,

der er bosat på en medlemsstats område, og som modtager ydelser i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, efter anmodning fra den kompetente institution af forbindelsesorganet i det land, hvor pensionisten er bosat. Enhver kompetent institution bevarer dog retten til at lade ansøgeren undersøge af en læge efter eget valg.

Artikel 39

Hvis det som følge af den kontrol, der er omhandlet i artikel 38 i denne gennemførelsesforordning, konstateres, at modtageren af en af de ydelser, der er omhandlet i nævnte artikel, er eller har været beskæftiget, mens han modtager eller har modtaget sådanne ydelser, eller at han råder over midler, der overstiger den fastsatte grænse, skal der sendes en indberetning til den kompetente institution. Indberetningen skal angive arten af den udøvede beskæftigelse, størrelsen af den indtægt eller de midler, som den pågældende har modtaget i det seneste kvartal, den normale løn, som en arbejdstager i samme region modtager i den erhvervskategori, som den pågældende tilhørte, i det erhverv, han udøvede, før han blev handicappet, og i givet fald en udtalelse fra en lægeekspert om den pågældendes helbredstilstand.

Artikel 40

Hvis den pågældende efter suspension af en ydelse generhverver retten til ydelsen, mens han er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den kompetente institution er beliggende, udveksler de berørte institutioner alle relevante oplysninger med henblik på at genoptage udbetalingen af ydelsen.

Udbetaling af ydelser

Artikel 41

1. Såfremt den kompetente institution i en af medlemsstaterne ikke udbetaler de ydelser, der tilkommer den, direkte til pensionister, der er bosat på en anden medlemsstats område, foretages udbetalingen af forbindelsesorganet i sidstnævnte stat efter procedurerne i artikel 42-46 i denne gennemførelsesforordning; hvis den kompetente institution udbetaler ydelserne direkte til pensionister, der er bosat på en anden medlemsstats område, underretter den forbindelsesorganet i sidstnævntes bopælsland herom.

2. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter fælles overenskomst vedtage en anden udbetalingsprocedure.

3. De bestemmelser, der vedrører samme emne som bestemmelserne i stk. 2 i denne artikel, og som er i kraft dagen før denne forordnings ikrafttræden, finder fortsat anvendelse, for så vidt de er anført i bilag 6 til denne gennemførelsesforordning.

Artikel 42

Den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelsen skal udbetales, sender tyve dage før ydelsens forfaldsdato en restanceopgørelse i to eksemplarer til forbindelsesorganet i den medlemsstat, på hvis område pensionisterne er bosat - i det følgende benævnt "betalingsorganet".

Artikel 43

1. Ti dage før den dato, hvor ydelsen forfalder, indbetaler den kompetente institution i valutaen i det land, hvor den er beliggende, det beløb, der kræves til betaling af de restancer, der er omhandlet i den i den foregående artikel omhandlede erklæring. Betalingen sker til nationalbanken eller en anden bank i det land, hvor den kompetente institution er beliggende, til den konto, der er åbnet i nationalbankens eller en anden banks navn i det land, hvor den udbetalende institution er beliggende, og til sidstnævntes ordre.

2. Denne betaling er til fuld indfrielse af forpligtelser. En meddelelse om betaling sendes samtidig til betalingsorganet.

3. Den bank, på hvis konto betalingen er foretaget, krediterer betalingsorganet med modværdien af betalingen i valutaen i det land, hvor betalingsorganet er beliggende.

Artikel 44

1. De restancer, der er omhandlet i den i artikel 42 i denne gennemførelsesforordning omhandlede opgørelse, udbetales til pensionisterne af betalingsorganet på vegne af de kompetente institutioner.

2. Betalingerne foretages i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat af betalingsorganet.

3. Det beløb, der tilkommer den enkelte pensionist, omregnes til bopælslandets valuta til den kurs, hvormed det beløb, der er udbetalt i henhold til artikel 43 i denne gennemførelsesforordning, er blevet krediteret betalingsorganet.

4. Så snart betalingsorganet eller ethvert andet organ, som det har udpeget, får kendskab til en omstændighed, der berettiger til suspension eller inddragelse af ydelsen, standser det alle udbetalinger. Det samme gælder, hvis indehaveren tager bopæl i et andet land.

5. Betalingsorganet underretter den kompetente institution om enhver grund til manglende betaling og i tilfælde af pensionistens eller ægtefællens død eller enkens eller enkemandens indgåelse af nyt ægteskab om datoen herfor.

Artikel 45

1. De betalinger, der er omhandlet i artikel 44 i denne gennemførelsesforordning, skal afsluttes ved udgangen af enhver betalingsperiode med henblik på at fastslå de beløb, der faktisk er betalt til indehaverne eller deres juridiske repræsentanter eller agenter, samt de beløb, der ikke er betalt.

2. Det samlede beløb i tal og ord (i valutaen i det land, hvor den kompetente institution har sit hjemsted) skal attesteres som værende i overensstemmelse med de betalinger, der er foretaget af betalingsorganet, og skal være forsynet med underskrift fra dets repræsentant.

3. Betalingsorganet garanterer, at de registrerede betalinger er korrekte.

4. Forskellen mellem de beløb, der er udbetalt af den kompetente institution, udtrykt i valutaen i det land, hvor den er beliggende, og værdien, udtrykt i samme valuta, af de betalinger, der er attesteret af betalingsorganet, fratrækkes de beløb, som den kompetente institution senere skal udbetale i samme henseende.

5. Der udarbejdes en årlig oversigt over de beløb, der faktisk er udbetalt i henhold til artikel 44 i denne gennemførelsesforordning.

Artikel 46

Omkostninger i forbindelse med udbetaling af ydelser, navnlig post- og bankgebyrer, kan inddrives hos forsikringstagerne af det udbetalende organ på de betingelser, der er fastsat i den lovgivning, som dette organ anvender, og i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat af Den Administrative Kommission.

Flytning af en ydelsesmodtagers bopæl

Artikel 47

Såfremt modtageren af en ydelse, der skal udredes efter en eller flere medlemsstaters lovgivning, og som er bosat på en medlemsstats område, flytter sin bopæl til en anden medlemsstats område, eller såfremt en sådan modtager, der er bosat i et land, som ikke er en medlemsstats område, flytter sin bopæl til en medlemsstats område, er han forpligtet til at underrette den eller de kompetente institutioner om flytningen af sin bopæl.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 3

Arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme

Anvendelse af artikel 29 i forordningen

Artikel 48

Med henblik på tilkendelse af naturalydelser og kontantydelser, bortset fra pensioner, finder følgende bestemmelser tilsvarende anvendelse

a) bestemmelserne i artikel 17 til 20 i denne gennemførelsesforordning i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 29, stk. 1, litra a) og litra b), nr. ii);

b) bestemmelserne i artikel 21 i denne gennemførelsesforordning i det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 29, stk. 1, litra b), nr. i).

Artikel 49

1. I det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 29, stk. 1, litra a), gælder bestemmelserne om anmeldelse af arbejdsulykken eller erhvervssygdommen i det land, hvor ulykken eller erhvervssygdommen er indtruffet.

2. Den i stk. 1 omhandlede anmeldelse sendes i to eksemplarer til institutionen i det land, hvor arbejdstageren opholder sig. Denne institution fremsender et af de to eksemplarer. Denne institution sender det ene af de to eksemplarer af erklæringen til den kompetente institution og giver på dennes anmodning alle nærmere oplysninger om omstændighederne ved ulykkestilfældet.

Artikel 50

1. Hvis den kompetente institution bestrider, at lovgivningen om arbejdsulykker eller erhvervssygdomme finder anvendelse i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 29, stk. 1, underretter den straks opholdsstedets institution eller bopælsstedets institution, som har udredt naturalydelserne. De ydelser, der er udredt af denne institution, betragtes i dette tilfælde som ydelser fra sygeforsikringen.

2. Når der er truffet en endelig afgørelse efter denne tvist, underretter den kompetente institution straks opholdsstedets institution eller bopælsstedets institution herom. Opholdsstedets eller bopælsstedets institution fortsætter med at udbetale sygeforsikringsydelser, hvis der i henhold til den trufne afgørelse ikke er tale om en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom. Hvis dette ikke er tilfældet, tæller de sygeforsikringsydelser, som arbejdstageren modtager, som ydelser for en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.

Artikel 51

I det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 29, stk. 1, litra a), sender opholdsstedets institution lægeattester, der er udfærdiget i den medlemsstat, hvor arbejdsulykken eller erhvervssygdommen er indtruffet, til den kompetente institution. I tilfælde af en ulykke skal attesten om helbredelse eller konsolidering af skaden indeholde oplysninger om de endelige følger af ulykken og en detaljeret beskrivelse af ofrets tilstand. De relevante gebyrer betales af opholdsstedets institution i overensstemmelse med den takst, der anvendes af denne institution, og afholdes af den kompetente institution.

Anvendelse af artikel 30 i forordningen

Artikel 52

Med henblik på vurdering af graden af uarbejdsdygtighed i det i forordningens artikel 30, stk. 1, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren give den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning arbejdsulykken eller erhvervssygdommen er indtruffet, de nødvendige oplysninger om arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, der tidligere er indtruffet efter lovgivningen i en eller flere af de øvrige medlemsstater, uanset graden af den uarbejdsdygtighed, der er forårsaget af sådanne tilfælde. Hvis den nævnte institution finder det nødvendigt, kan den indhente oplysninger om sådanne tilfælde hos den eller de institutioner, der har haft kompetence til at yde erstatning.

Artikel 53

Ved anvendelsen af artikel 30, stk. 2, i forordningen finder bestemmelserne i artikel 16 i denne gennemførelsesforordning tilsvarende anvendelse. Den i nævnte artikel 16 omhandlede attest udstedes af sygeforsikringsinstitutionen på familiemedlemmernes bopælssted eller af en anden institution, der er udpeget af den kompetente myndighed på deres bopælssted.

Anvendelse af artikel 31 i forordningen

Artikel 54

Ydelser i anledning af en erhvervssygdom, for hvilken der kan tilkendes erstatning efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater, tilkendes kun efter lovgivningen i den stat, på hvis område det arbejde, der kan forårsage en sådan erhvervssygdom, senest er blevet udført, og forudsat at den pågældende opfylder de i denne lovgivning fastsatte betingelser.

Artikel 55

1. Når en arbejdstager, der har modtaget eller modtager erstatning for en erhvervssygdom i henhold til en medlemsstats lovgivning, i tilfælde af forværring af en erhvervssygdom gør krav på ydelser i henhold til en anden medlemsstats lovgivning for en erhvervssygdom af samme art, finder følgende regler anvendelse:

a) Hvis arbejdstageren ikke på sidstnævnte stats område har udøvet et erhverv, der kan forårsage erhvervssygdommen eller forværre den, er den kompetente institution i førstnævnte stat fortsat forpligtet til at udrede ydelserne efter sin egen lovgivning under hensyntagen til forværringen.

b) Såfremt arbejdstageren på sidstnævnte stats område har haft en sådan beskæftigelse, er den kompetente institution i den førstnævnte stat fortsat forpligtet til at udrede ydelserne efter sin egen lovgivning uden hensyn til forværringen; den kompetente institution i den anden medlemsstat skal tilkende arbejdstageren et tillæg, hvis størrelse fastsættes efter sidstnævnte stats lovgivning, og som svarer til forskellen mellem det ydelsesbeløb, der skal udbetales efter forværringen, og det beløb, der skulle have været udbetalt, hvis sygdommen inden forværringen var opstået på dens område.

2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde er arbejdstageren forpligtet til at give den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning han gør krav på ydelser, de nødvendige oplysninger om de ydelser, der tidligere er tilkendt for den pågældende erhvervssygdom. Hvis denne institution finder det nødvendigt, kan den indhente oplysninger om disse ydelser fra den institution, der har udredt de tidligere ydelser til den pågældende.

Indsendelse og behandling af pensionsansøgninger

Artikel 56

1. Når en arbejdstager eller en efterladt efter en arbejdstager, der er bosat på en af medlemsstaternes område, ansøger om pension eller tillæg til pension efter en anden medlemsstats lovgivning, skal han indgive sin ansøgning enten til den kompetente institution eller til bopælsstedets institution, som videresender den til den kompetente institution. Bestemmelserne i artikel 31 i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

2. Den kompetente institutions afgørelse meddeles direkte til ansøgeren; en kopi sendes til forbindelsesorganet i ansøgerens bopælsland.

Administrativ og medicinsk kontrol

Artikel 57

1. Efter anmodning fra den kompetente institution i en af medlemsstaterne foranlediger institutionen på bopælsstedet i en anden medlemsstat, at modtagere af ydelser i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme underkastes kontrol på de betingelser, der er fastsat i den for denne institution gældende lovgivning.

2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1 foranlediger bopælsstedets institution, at der foretages de lægeundersøgelser, der er nødvendige for at fastsætte en pension.

3. Resultaterne af disse undersøgelser meddeles den kompetente institution, som er ansvarlig for at træffe eller foranledige afgørelsen.

4. Enhver kompetent institution bevarer retten til at lade de pågældende personer undersøge af en læge efter eget valg på de betingelser, der er fastsat i dens egen lovgivning.

Udbetaling af pensioner

Artikel 58

Udbetaling af pensioner, som en institution i en af medlemsstaterne skal udbetale til pensionister, der er bosat på en anden medlemsstats område, sker efter procedurerne i artikel 41-46 i denne gennemførelsesforordning.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 4

Dødsfaldsydelse

Anvendelse af artikel 32 i forordningen

Artikel 59

Når en person, der er bosat på en af medlemsstaternes område, gør krav på en ydelse ved dødsfald i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, skal han indgive sit krav til den kompetente institution. Bestemmelserne i artikel 31, stk. 1, i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 60

1. For at være omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 32, stk. 1, og artikel 13 i denne gennemførelsesforordning skal ansøgeren forelægge den kompetente institution en attest vedrørende de perioder, der skal tages i betragtning, for så vidt det er nødvendigt at gøre brug af den for at tilbagelægge de perioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, som den pågældende institution anvender.

2. Attesten udstedes efter anmodning fra den pågældende af den eller de institutioner, der er ansvarlige for sygeforsikring eller alders- og dødsfaldsforsikring, og hos hvilke afdøde har tilbagelagt de perioder, der skal tages i betragtning. Hvis den pågældende ikke er i stand til at fremlægge attesten, anmoder den kompetente institution den eller de pågældende institutioner om at udfærdige og fremsende den.

Artikel 61

Udbetaling af dødsfaldsydelse i henhold til en medlemsstats lovgivning til en modtager, der befinder sig på en anden medlemsstats område, sker enten direkte ved international postanvisning eller gennem institutionen på modtagerens bopælssted i overensstemmelse med de procedurer, der er aftalt mellem de berørte institutioner.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 5

Arbejdsløshed

Anvendelse af artikel 33 i forordningen

Artikel 62

Med henblik på den sammenlægning af perioder, der er omhandlet i forordningens artikel 33, stk. 2 og 3, finder bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra a), og stk. 4, i denne gennemførelsesforordning tilsvarende anvendelse.

Artikel 63

1. For at kunne nyde godt af bestemmelserne i forordningens artikel 33, stk. 1-3, og i artikel 13 og 62 i denne gennemførelsesforordning skal den arbejdsløse forelægge den kompetente institution en attest vedrørende de perioder, der skal tages i betragtning, for så vidt det er nødvendigt at gøre brug af den for at tilbagelægge de perioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, der anvendes af nævnte institution.

2. Den i stk. 1 omhandlede attest udstedes efter anmodning fra den arbejdsløse af arbejdsløshedsforsikringsinstitutionen i det land, hvor han har tilbagelagt de perioder, der skal medregnes, eller af en anden institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i dette land. Hvis den arbejdsløse ikke fremlægger attesten, anmoder den kompetente institution ovennævnte institution om at udfærdige og fremsende attesten, medmindre den kompetente sygeforsikringsinstitution, hvis den allerede har modtaget en attest i henhold til bestemmelserne i artikel 14 i denne gennemførelsesforordning, kan udstede en kopi.

Anvendelse af artikel 34 i forordningen

Artikel 64

Med henblik på beregning af den i forordningens artikel 34, stk. 1, omhandlede ydelse skal den arbejdsløse for den kompetente institution fremlægge en attest, der navnlig angiver hans erhverv og de erhverv, han udøvede inden flytningen af sin bopæl i en periode, der fastsættes af Den Administrative Kommission. Bestemmelserne i artikel 63, stk. 2, i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 65

Ved anvendelsen af artikel 34, stk. 2, i forordningen finder bestemmelserne i artikel 16 i denne gennemførelsesforordning tilsvarende anvendelse. Den i nævnte artikel 16 omhandlede attest skal udstedes af arbejdsløshedsforsikringsinstitutionen eller af en anden institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i det land, hvor familiemedlemmerne er bosat.

Anvendelse af artikel 35 i forordningen

Artikel 66

1. For at bevare den ret til ydelser, der er erhvervet efter lovgivningen i det land, hvor den pågældende senest har været beskæftiget, i det nye bopælsland, skal den i forordningens artikel 35, stk. 1, omhandlede arbejdsløse for institutionen på det nye bopælssted fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution giver ham tilladelse til at bevare den nævnte ret efter flytningen af hans bopæl under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 35, stk. 2. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive størrelsen af den ydelse, der skal udbetales i henhold til lovgivningen i det kompetente land, og den maksimale periode, i hvilken retten til ydelser kan bevares i henhold til forordningens artikel 35, stk. 1, litra a)-c).

2. Attesten bør om muligt udstedes inden flytningen af bopælen. Hvis den arbejdsløse ikke fremlægger attesten, anmoder institutionen på det nye opholdssted den kompetente institution om at udfærdige og sende den attesten.

3. Hvis institutionen på den arbejdsløses nye bopælssted også giver ham tilladelse til at bevare retten til de ydelser, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, er den forpligtet til at underrette den kompetente institution og udbetale ydelserne i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i dens egen lovgivning, dog højst for den periode, der er angivet i ovennævnte attest.

4. Den kompetente institution kan til enhver tid anmode institutionen på bopælsstedet om at give den oplysninger om den berettigedes situation, navnlig hans status som ufrivilligt arbejdsløs og de job, han har fået tilbudt.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 6

Familieydelser

Anvendelse af artikel 39 i forordningen

Artikel 67

1. For at være omfattet af bestemmelsen i forordningens artikel 39 skal den pågældende person forelægge den kompetente institution en attest vedrørende de perioder, der skal tages i betragtning, for så vidt det er nødvendigt at gøre brug af den for at tilbagelægge de perioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, som den pågældende institution anvender.

2. Attesten udstedes på den pågældendes anmodning af den institution, der forvalter ordningen for familieydelser, eller af enhver anden institution i det land, hvor den pågældende har tilbagelagt de perioder, der skal tages i betragtning, og som er udpeget af den kompetente myndighed i dette land. Hvis den pågældende ikke indsender attesten, anmoder den kompetente institution den pågældende institution om at udfærdige og sende den attesten. Hvis den pågældende imidlertid allerede har indsendt en attest i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i denne gennemførelsesforordning, skal den kompetente institution kontakte den institution, der er i besiddelse af denne attest.

Anvendelse af artikel 40 i forordningen

Artikel 68

1. For at modtage familieydelse for sine børn, jf. forordningens artikel 40, stk. 1 og 3, skal arbejdstageren indgive en ansøgning til den kompetente institution, eventuelt gennem sin arbejdsgiver.

2. For at kunne foretage den i forordningens artikel 40, stk. 2, omhandlede sammenligning indhenter den kompetente institution oplysninger om størrelsen af de familieydelser, der ydes i henhold til lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat, gennem Den Administrative Kommission, som ved udgangen af hvert kvartal kontakter den kompetente myndighed i det pågældende land for at indhente de nødvendige oplysninger. Disse oplysninger skal være baseret på den gældende lovgivning på den 15. dag i kvartalets sidste måned. De meddeles de kompetente institutioner eller den institution eller det organ, som den kompetente myndighed har udpeget, og udgør et gyldigt sammenligningsgrundlag for beregningen af familieydelse for det følgende kvartal.

3. Størrelsen af ydelserne for et kalenderkvartal bestemmes på grundlag af antallet og alderen af de berettigede børn den 15. dag i den sidste måned i det foregående kvartal.

4. Til støtte for sit krav skal arbejdstageren fremlægge et dokument om familiestatus udstedt af myndighederne i det land, hvor børnene bor, og som har kompetence i spørgsmål om civilstand. Denne familiestatus skal fornyes en gang om året; Den Administrative Kommission kan dog indføre en anden procedure til verificering af civilstatus.

5. Til støtte for sin ansøgning skal arbejdstageren også give oplysninger, der identificerer den person, i hvis hænder familieydelserne skal udbetales i bopælslandet (efternavn, fornavne, nøjagtig adresse).

6. Arbejdstageren er forpligtet til at informere den kompetente institution, eventuelt gennem sin arbejdsgiver, om enhver ændring i sine børns situation, der kan påvirke retten til familieydelser, og om enhver ændring i antallet af børn, for hvilke der skal betales familieydelser, og enhver flytning af disse børns bopæl eller ophold.

7. Hvis den kompetente institution er en nederlandsk institution, fastsættes størrelsen af ydelserne for et kalenderkvartal uanset bestemmelsen i stk. 3 i denne artikel på grundlag af de berettigede børns antal og alder på den første dag i det pågældende kalenderkvartal.

Anvendelse af artikel 42 i forordningen

Artikel 69

1. I det i forordningens artikel 42, stk. 1, omhandlede tilfælde fastsættes størrelsen af familieydelserne i henhold til lovgivningen i det kompetente land under hensyntagen til følgende bestemmelser.

2. Familieydelserne i henhold til lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat, anses for at være det beløb, der ville være blevet udbetalt til dem, hvis arbejdstagerens sidste beskæftigelse før sin død havde været på børnenes bopælssted.

3. Størrelsen af børnepensionen i henhold til lovgivningen i det kompetente land eller i henhold til lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat, anses for at være det beløb, der er fastsat "ved kendelse" i henhold til forordningens artikel 28, stk. 1, litra b), første punktum. Hvis den afdøde arbejdstager imidlertid ikke har tilbagelagt nogen forsikringsperioder efter nogen af de nævnte lovgivninger, fastsættes beløbet ("efter ordre") på grundlag af de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i de øvrige medlemsstater. I dette tilfælde finder bestemmelserne i forordningens artikel 28, stk. 1, litra c), ikke anvendelse, og de beregningselementer, der er omhandlet i nævnte litra, fastsættes efter procedurer, der fastlægges af Den Administrative Kommission.

4. Ved omregning af beløb i forskellige nationale valutaer tages der hensyn til den officielle vekselkurs, der var gældende på datoen for arbejdstagerens død. I tilfælde af udsving i denne kurs foretages der kun justering, hvis udsvinget overstiger 10 %.

5. Størrelsen af de familieydelser, der skal overføres, kan ikke overstige

a) summen af beløbet for familieydelse og beløbet for børnepension, fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvis institution skal udbetale disse ydelser, reduceret med det samlede beløb for børnepension, der faktisk er udbetalt på begge sider;

b) det samlede beløb af familieydelse og børnepension "til udbetaling", fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvor de forældreløse børn bor, reduceret med beløbet for alle børnepensioner, der faktisk er udbetalt på begge sider.

Artikel 70

1. I det tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 42, stk. 2, fastsættes størrelsen af familieydelserne i henhold til lovgivningen i det kompetente land under hensyntagen til følgende bestemmelser.

2. Familieydelserne i henhold til lovgivningen i det land, hvor pensionsmodtageren er bosat, anses for at være det beløb, der skulle udbetales, hvis pensionsmodtageren havde ret til pension i henhold til lovgivningen i det land, hvor han er bosat.

3. Forhøjelsen af eller tillægget for børn til en invalide-, alders- eller efterladtepension, der er fastsat i lovgivningen i det land, hvor modtageren er bosat, anses for at være det beløb, der følger af den pension, der er fastsat "ved kendelse" i henhold til artikel 28, stk. 1, litra b), første punktum, i forordningen. Hvis den begunstigede imidlertid ikke har tilbagelagt en forsikringsperiode efter den nævnte lovgivning, fastsættes beløbet "efter ordre" på grundlag af de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i de øvrige medlemsstater. I dette tilfælde finder bestemmelserne i forordningens artikel 28, stk. 1, litra c), ikke anvendelse, og de beregningselementer, der er omhandlet i nævnte litra, fastsættes efter procedurer, der fastlægges af Den Administrative Kommission.

4. Forhøjelsen eller tillægget for børn til en pension i anledning af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, der er fastsat i lovgivningen i modtagerens bopælsland, anses for at være den forhøjelse eller det tillæg for børn, der ville blive ydet, hvis pensionen skulle udbetales i henhold til lovgivningen i det pågældende land.

5. Beløb, der er angivet i forskellige nationale valutaer, omregnes ved hjælp af den officielle valutakurs, der gælder på datoen for udbetaling af pensionen. I tilfælde af en ændring i disse kurser, vil justeringen kun blive foretaget, hvis ændringen overstiger ti procent.

6. Størrelsen af de familieydelser, der skal overføres, må ikke overstige

a) det samlede beløb for familieydelse og forhøjelser eller tillæg til børnepensioner, fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvis institution skal udbetale disse ydelser, nedsat med beløbet for alle forhøjelser eller tillæg til børnepensioner, der faktisk er udbetalt på begge sider;

b) eller til summen af beløbet for familieydelse og beløbet "for ordre" for forhøjelser eller tillæg til pensioner eller livrenter for børn, fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvor børnene bor, reduceret med beløbet for alle forhøjelser eller tillæg til pensioner eller livrenter for børn, der faktisk er udbetalt på begge sider.

Artikel 71

1. For at modtage familieydelser i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 42, stk. 1 og 2, skal den pågældende indgive en ansøgning til den kompetente institution, eventuelt gennem arbejdsgiveren.

2. Bestemmelserne i artikel 68, stk. 2, i denne gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

3. Når den kompetente institution for at fastslå retten til familieydelse i de i forordningens artikel 42 omhandlede tilfælde skal tage hensyn til størrelsen af børnepensionen i henhold til lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat, som defineret i artikel 69, stk. 3, i denne gennemførelsesforordning, eller størrelsen af forhøjelsen eller tillægget for børn, som specificeret i artikel 70, stk. 3, i denne gennemførelsesforordning, kontakter den institutionen på børnenes bopælssted eller den institution eller det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed.

4. Udbetaling af de familieydelser, der skal udbetales i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 42, stk. 1 og 2, sker, som om der i det første tilfælde var tale om børnepension og i det andet tilfælde om de dele af pensionen, som modtageren er berettiget til. Bestemmelserne i artikel 41-46 i nærværende gennemførelsesforordning finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 72

Bopælsstedets institution eller den institution eller det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i det land, hvor børnene bor, skal bistå den kompetente institution, der agter at anlægge sag mod den arbejdstager der uberettiget har modtaget familieydelser.