Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1958

[Kim P. Nyberg]

15. september 1958 (EFT 1958 P 25 side 509) (dette dokument findes autentisk på dansk og er stadig gældende ret)

TRANSPORTUDVALGETS VEDTÆGTER

RÅDET

under henvisning til artikel 83 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, i henhold til hvilken et rådgivende udvalg sammensat af sagkyndige, som er udpeget af medlemsstaternes regeringer, oprettes under Kommissionen og høres af denne i transportspørgsmål, når den skønner det hensigtsmæssigt, uden at de beføjelser, der tilkommer Det Økonomiske og Sociale Udvalgs transportsektion, herved indskrænkes,

under henvisning til artikel 153 i nævnte traktat, i henhold til hvilken Rådet efter udtalelse fra Kommissionen fastsætter vedtægterne for de i henhold til denne traktat oprettede udvalg, og

efter at have indhentet udtalelse fra Kommissionen,

HAR VEDTAGET:

at fastsætte Transportudvalgets vedtægter således:

Artikel 1

Udvalget sammensættes af sagkyndige i transportspørgsmål, som er udpeget af medlemsstaternes regeringer. Hver regering udpeger en eller to eksperter, som vælges blandt centraladministrationens øverste embedsmænd. Desuden kan den udpege højst tre sagkyndige, som er i besiddelse af anerkendt kompetence inden for områderne transport med jernbane, ad landevej og indre vandveje.

Artikel 2

Hver regering kan udpege en stedfortræder for hvert udvalgsmedlem, som den har udpeget; denne stedfortræder skal opfylde de samme betingelser som det udvalgsmedlem, han skal træde i stedet for.

Stedfortræderne overværer kun Udvalgets møder og deltager kun i dets arbejde, når de ordinære medlemmer har forfald.

Artikel 3

Udvalgets medlemmer og deres stedfortrædere udpeges personligt og kan ikke bindes af nogen instruks.

Artikel 4

Medlemmernes og stedfortrædernes tjenesteperiode varer to år. Den kan fornys.

I tilfælde af et medlems eller en stedfortræders død, frivillige fratræden eller afskedigelse erstattes vedkommende for resten af hans tjenesteperiode.

Et medlem eller en stedfortræder kan kun afskediges af den regering, som har udpeget ham, hvis dette medlem eller denne stedfortræder ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udøvelsen af hans funktioner.

Artikel 5

Med absolut flertal af de tilstedeværende og i afstemningen deltagende medlemmer vælger Udvalget blandt de medlemmer, som er valgt på grund af deres stilling som øverste embedsmænd i centraladministrationen, en formand og en næstformand for to år.

I tilfælde af at en formands eller næstformands tjeneste ophører i utide, erstattes han for resten af tjenesteperioden.

Formandens og næstformandens tjenesteperioder kan ikke fornys.

Artikel 6

Udvalget indkaldes af formanden efter anmodning fra Kommissionen, hver gang den ønsker at høre Udvalget. Kommissionens anmodning skal angive det forhold, høringen vedrører.

Artikel 7

Når Udvalget høres af Kommissionen, forelægger det Kommissionen en rapport, som angiver de opfattelser, som udgør konklusionen af drøftelserne. Det samme er tilfældet, når Kommissionen overlader det undersøgelsen af et bestemt spørgsmål.

Kommissionen kan dog også foretage en mundtlig høring af Udvalget.

Udvalgets mødereferater tilsendes Kommissionen.

Artikel 8

Kommissionen anmodes om at lade sig repræsentere ved Udvalgets og dets arbejdsgruppers møder.

Artikel 9

Udvalget fastsætter med absolut flertal af de tilstedeværende og i afstemningen deltagende medlemmer sin forretningsorden, som præciserer dets arbejdsmetoder.

Udvalget kan, når det finder det nødvendigt for afgivelsen af en udtalelse, indkalde enhver kvalificeret person til samarbejde, indhente alle slags udtalelser og foretage høringer. Det anvender dog kun denne fremgangsmåde med Kommissionens samtykke.

Artikel 10

Udvalgets udgifter optages i Kommissionens budgetforslag.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. september 1958.

På Rådets vegne

L . ERHARD

Formand

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A025%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

25. september 1958 (EFT 1958 P 30 side 561)

FORORDNING NR. 3 om social sikring for vandrende arbejdstagere

RÅDET FOR DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

der henviser til traktatens artikel 51 og artikel 227, stk. 2;

der henviser til Kommissionens forslag;

en europæisk konvention om social sikring for vandrende arbejdstagere, udarbejdet med bistand fra Det Internationale Arbejdskontor, blev undertegnet i Rom den 9. december 1957 af regeringerne i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater;

denne konvention blev undertegnet inden ikrafttrædelsen af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab;

sidstnævnte traktat forpligter Fællesskabets institutioner til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger med henblik på gradvis etablering af arbejdskraftens frie bevægelighed;

en ordning, der gør det muligt for vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede pårørende dels at sammenlægge alle de perioder, der tages i betragtning i de forskellige nationale lovgivninger, med henblik på erhvervelse og bevarelse af ret til ydelser og beregning af disse ydelser, dels at udbetale ydelser til personer, der er bosat på medlemsstaternes område, udgør et væsentligt element i indførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed;

ovennævnte konvention opfylder målene i traktatens artikel 51, og dens bestemmelser kan derfor, med de nødvendige tilpasninger, indgå i en forordning vedtaget på de i artikel 51 nævnte betingelser;

Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab har erklæret, at den ordning, der er fastsat i nedenstående forordning, kan træde i stedet for de ordninger, der er omhandlet i artikel 69, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab;

der henviser til, at medlemsstaterne i tillægsprotokollen til konventionen af 9. december 1957 har forpligtet sig til ved hjælp af et passende instrument at give tredjelande mulighed for at deltage i den ordning til beskyttelse af vandrende arbejdstagere inden for social sikring, der er oprettet i henhold til artikel 51;

HAR UDSTEDT DENNE FORORDNING:

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT I

GENERELLE BESTEMMELSER

Første artikel

Formål med at anvende denne forordning;

a) udtrykkene "en medlemsstats område" og "statsborger i en medlemsstat" er defineret i bilag A;

b) udtrykket "lovgivning" betyder de love, forskrifter og lovbestemmelser, eksisterende og fremtidige, i hver medlemsstat, som vedrører de ordninger og grene af social sikring, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i artikel 2 i denne forordning;

c) udtrykket "aftale om social sikring" betyder ethvert instrument, bilateralt eller multilateralt, indgået eller vil blive indgået udelukkende mellem to eller flere medlemsstater og ethvert andet multilateralt instrument, der binder eller vil binde to eller flere medlemsstater på området social sikring som helhed eller en eller flere af de ordninger og grene af social sikring, der er nævnt i denne forordnings artikel 2, stk. 1 og 2, samt aftaler af enhver art af de nævnte instrumenter;

d) udtrykket "kompetent myndighed" betyder for hver medlemsstat ministeren, ministerierne eller anden tilsvarende myndighed, der er ansvarlig for ordningerne for social sikring i hele eller nogen del af den pågældende stats område;

e) udtrykket "institution" betyder for hver medlemsstat det organ eller den myndighed, der er ansvarlig for at anvende hele eller dele af lovgivningen;

f) udtrykket "kompetent institution" betyder:

(i) for så vidt angår social sikring, den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat, eller den institution, hvor den forsikrede er forsikret på tidspunktet for ansøgningen om ydelser, eller hvor han er eller fortsat ville være berettiget til ydelser, hvis han var bosat på den medlemsstats område, hvor han sidst var beskæftiget;

(ii) hvis der er tale om en anden ordning end en social sikringsordning, vedrørende arbejdsgiverens forpligtelser med hensyn til de ydelser, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne forordning, enten arbejdsgiveren eller det forsikringsselskab, der er indtrådt i rettighederne, eller i mangel heraf et organ eller en myndighed, der udpeges af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat;

(iii) i tilfælde af en ikke-bidragspligtig ordning eller en familietilskudsordning, det organ eller den myndighed, der er ansvarlig for tildeling af ydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning;

g) udtrykket "kompetent land" betyder den medlemsstat, på hvis område den kompetente institution er beliggende;

h) udtrykket "bopæl" betyder sædvanligt opholdssted;

i) udtrykkene "bopælsstedets institution" og "opholdsstedets institution" betyder:

(i) den institution, der er kompetent for det sted hvor den pågældende person bor eller opholder sig, i overensstemmelse med bestemmelserne i lovgivningen i den pågældende medlemsstats lovgivning;

(ii) hvis en sådan institution ikke er udpeget ved lov, den institution, som den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat skal udpege med henblik på anvendelsen af denne forordning;

j) udtrykket "flygtning" har den betydning, der tillægges det i artikel 1 i konventionen om flygtninges status, undertegnet i Genève den 28. juli 1951;

k) udtrykket "grænsearbejder" har den betydning, der tillægges det i bilaterale overenskomster om social sikring eller andre bilaterale aftaler, der er indgået eller skal indgås mellem to medlemsstater, eller betyder, hvis der ikke er aftalt en definition af "grænsearbejder" mellem de berørte medlemsstater arbejdstagere, der, samtidig med at de bevarer deres bopæl i den tilstødende zone i en af medlemsstaterne, hvortil de normalt vender tilbage mindst en gang om ugen, er beskæftiget i den tilstødende zone i den anden af medlemsstaterne, idet de tilstødende zoner fastlægges ved fælles overenskomst mellem de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater;

l) udtrykket "sæsonarbejder" har den betydning, der tillægges det i bilaterale overenskomster om social sikring eller i andre bilaterale aftaler, der er indgået eller vil blive indgået mellem to medlemsstater eller udpegede medlemsstater, hvis en definition af det nævnte begreb ikke er aftalt mellem de to berørte medlemsstater, arbejdstagere, der for en bestemt periode rejser fra det ene land til det andet for der på vegne af en arbejdsgiver i sidstnævnte land at udføre lønarbejde eller lignende arbejde sæsonbestemt, mens de bevarer deres bopæl i det andet land hvor deres familie fortsat bor. Den Administrative Kommission vil om nødvendigt specificere de aktiviteter, der anses for at være af sæsonbestemt karakter;

m) udtrykket "arbejdstager med bekræftet kvalifikation inden for kul- og stålfagene" betyder en arbejdstager, der er i besiddelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs arbejdskort i den forstand, der er fastsat i afgørelsen af 9. december 1945 vedrørende ansøgningen i artikel 69 i traktaten af 18. april 1951 om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og udtrykket "kul- og stålerhverv" betegner de erhverv, der er opført i bilaget til denne afgørelse;

n) udtrykket "familiemedlemmer" betyder personer, der er defineret eller optaget som sådanne eller udpeget som medlemmer af husstanden i henhold til lovgivningen i det land, hvor de har bopæl; hvis denne lovgivning dog kun betragter personer, der bor under arbejdstagerens tag som familiemedlemmer eller medlemmer af husstanden, anses denne betingelse, i de tilfælde, hvor denne forordning kan påberåbes, for at være opfyldt, når disse personer primært er afhængig af denne arbejdstager;

o) udtrykket "efterladte" betyder de personer, der er defineret som sådanne i den gældende lovgivning; hvis denne lovgivning imidlertid kun betragter de personer, der boede under den afdøde arbejdstagers tag, som efterladte, anses denne betingelse, i de tilfælde, hvor denne forordning kan påberåbes, for at være opfyldt, når disse personer hovedsagelig var afhængige af denne arbejdstager;

p) udtrykket "forsikringsperioder" omfatter bidrags- eller beskæftigelsesperioder, som defineret eller taget i betragtning som forsikringsperioder i henhold til lovgivningen om en bidragspligtig ordning, hvorunder de er tilbagelagt;

q) udtrykket "beskæftigelsesperioder" betyder ansættelsesperioder, som defineret eller taget i betragtning i henhold til den lovgivning, hvorunder de blev tilbagelagt;

r) udtrykket "ligestillede perioder" betyder perioder, der ligestilles med forsikringsperioder eller i givet fald med beskæftigelsesperioder, som defineret i den lovgivning, hvorefter de er tilbagelagt, og for så vidt de i denne lovgivning anerkendes som ligestillede med forsikrings- eller beskæftigelsesperioder;

s) udtrykkene "ydelser", "pensioner" og "livrenter" betyder ydelser, pensioner, livrenter, herunder alle elementer, der udbetales af offentlige midler, forhøjelser, revalueringstillæg eller supplerende tillæg samt kapitalydelser, der kan træde i stedet for pensioner eller livrenter;

t) udtrykket "tilskud ved dødsfald" betyder ethvert engangsbeløb, der udbetales i tilfælde af dødsfald.

Artikel 2

1. Denne forordning finder anvendelse på al lovgivning vedrørende:

a) ydelser ved sygdom og barsel

b) invaliditetsydelser, herunder ydelser, der har til formål at opretholde eller forbedre erhvervsevnen, bortset fra dem, der ydes i tilfælde af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme;

c) alderdomsydelser;

d) andre efterladteydelser end ydelser, der udbetales i tilfælde af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme;

e) ydelser i tilfælde af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme;

f) dødsfaldsydelser;

g) arbejdsløshedsunderstøttelse;

h) børnetilskud.

2. Denne forordning finder anvendelse på almindelige og særlige, bidragspligtige og ikke-bidragspligtige sociale sikringsordninger, herunder ordninger vedrørende arbejdsgiverens forpligtelser vedrørende de ydelser, der er nævnt i det foregående stykke.

3. Denne forordning finder ikke anvendelse på social og lægelig bistand, på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger eller på særlige ordninger for tjenestemænd eller personer, der behandles som sådanne.

Artikel 3

1. Bilag B til denne forordning specificerer for hver medlemsstat den sociale sikringslovgivning, som forordningen finder anvendelse på, og som er i kraft på dens område på datoen for denne forordnings vedtagelse.

2. Hver medlemsstat skal i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1 i artikel 54 i disse forordninger give meddelelse om enhver ændring, der skal foretages i bilag B som følge af vedtagelsen af ny lovgivning. Meddelelsen vil ske senest tre måneder efter offentliggørelsen af nævnte lovgivning.

Artikel 4

1. Bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse på beskæftigede eller ligestillede arbejdstagere, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere af medlemsstaterne, og som er statsborgere i en af medlemsstaterne, eller som er statsløse personer eller flygtninge, der er bosat på en af medlemsstaternes område, samt til deres familiemedlemmer og deres efterladte.

2. Bestemmelserne i denne forordning finder desuden anvendelse på efterladte efter arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, uanset deres nationalitet, når de efterladte er statsborgere i en af medlemsstaterne eller er statsløse eller flygtninge, der er bosat på en af medlemsstaternes område.

3. Bestemmelserne i denne forordning finder dog ikke anvendelse på grænsearbejdere eller sæsonarbejdere, i det omfang de ydelser, de modtager, er eller vil blive reguleret af særlige bestemmelser for disse arbejdstagere, indeholdt i en socialsikringsaftale.

4. Endvidere finder de i bilag C anførte bestemmelser vedrørende henholdsvis grænsearbejdere og sæsonarbejdere, der er beskæftiget på den i nævnte bilag anførte medlemsstats område, ikke anvendelse af denne medlemsstats institutioner; for så vidt angår grænsearbejdere og sæsonarbejdere, der er statsborgere i den i bilag C anførte medlemsstat, eller statsløse eller flygtninge, og som er bosat på denne stats område, gælder den samme begrænsning for den anden medlemsstat, på hvis område de er beskæftiget. I sådanne tilfælde skal ovennævnte arbejdstagere dog fortsat være omfattet af de tilsvarende ydelser, der tilkommer dem i henhold til de overenskomster om social sikring, der knytter den i bilag C anførte medlemsstat til den anden medlemsstat.

5. Bestemmelserne i denne forordning finder ikke anvendelse på diplomatiske og konsulære embedsmænd, herunder embedsmænd inden for rammerne af kancellier, eller på personer, der inden for rammerne af en statsadministration i en medlemsstat udsendes af deres regering i en anden medlemsstats område.

6. Anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning på søfarende fastlægges ved efterfølgende forordning.

7. Efterfølgende forskrifter skal fastsætte særlige bestemmelser for grænsearbejdere og sæsonarbejdere, fra ikrafttrædelsen af nævnte forskrifter ophører bestemmelserne i stk. 3 og 4 i denne artikel med at finde anvendelse.

Artikel 5

Medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i nærværende forordning, erstatter bestemmelserne i nærværende forordning, for så vidt angår de personer, de gælder for, bestemmelserne:

a) overenskomster om social sikring, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, og aftaler, der supplerer disse overenskomster;

b) enhver multilateral overenskomst om social sikring mellem to eller flere medlemsstater og et eller flere lande, der ikke er medlemsstater, for så vidt de pågældende sager ikke er omfattet af en ordning i et af de sidstnævnte lande.

Artikel 6

1. Bestemmelserne i denne forordning berører ikke de forpligtelser, der følger af:

a) enhver konvention vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference;

b) de europæiske interimsaftaler af 11. december 1953 om social sikring, indgået mellem regeringerne for medlemmerne af Europarådet.

2. Uanset bestemmelserne i denne forordning finder de fortsat anvendelse:

a) bestemmelserne i overenskomsten af 27. juli 1950 om den sociale sikring af rhinske bådsmænd;

b) bestemmelserne i den europæiske konvention af 9. juli 1956 om social sikring for arbejdstagere i international transport;

c) særlige bestemmelser for grænsearbejdere og sæsonarbejdere, som er indeholdt i en socialsikringsaftale;

d) bestemmelserne i overenskomster om social sikring, som i medfør af denne forordnings artikel 4, stk. 4, sidste punktum, fortsat finder anvendelse på grænsearbejdere og sæsonarbejdere;

e) andre bestemmelser i overenskomster om social sikring, for så vidt som de er opført i bilag D til disse bestemmelser.

3. To eller flere medlemsstater, der har indgået overenskomster om social sikring, hvoraf visse bestemmelser er opført i bilag D til denne forordning, kan efter samstemmende udtalelse fra Den Administrative Kommission, der er omhandlet i artikel 43 i denne forordning, foretage de ændringer i bilag D, som de finder nødvendige, ved at underrette dem herom i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54, stk. 1, i denne forordning.

4. Bestemmelserne i denne forordning berører ikke bestemmelserne i den enkelte medlemsstats lovgivning om forsikringstagernes eller andre berørte personkategoriers deltagelse i forvaltningen af den sociale sikring eller om ordninger for tilknytning til den kompetente institution.

Artikel 7

1. To eller flere medlemsstater kan efter behov indbyrdes indgå aftaler baseret på denne forordnings principper og ånd.

2. Hver medlemsstat giver i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordnings artikel 54, stk. 1, meddelelse om enhver aftale, der er indgået mellem den og en anden medlemsstat i henhold til det foregående stykke.

Artikel 8

Personer, der er bosat på en af medlemsstaternes område, og som bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse på, er omfattet af forpligtelserne og er berettiget til at drage fordel af lovgivningen om social sikring i enhver anden medlemsstat på samme vilkår som statsborgere i denne.

Artikel 9

1. For så vidt angår adgang til obligatorisk, frivillig eller frivillig fortsat forsikring i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende er bosat, medregnes forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter de øvrige medlemsstaters lovgivning, i fornødent omfang som forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den første stat.

2. Bestemmelserne i det foregående stykke gælder kun for funktionærer eller sidestillede arbejdere, som ikke kan nyde godt af den obligatoriske forsikring på grund af lovgivningen i arbejdslandet.

Artikel 10

1. Pensioner eller livrenter og dødsfaldsydelser erhvervet i henhold til lovgivningen i en eller flere af medlemsstaterne kan ikke være genstand for nogen nedsættelse, ændring, suspension, annullering eller konfiskation, fordi den begunstigede er bosat på territoriet fra en anden medlemsstat end den, hvor debitorinstitutionen er placeret.

2. Bestemmelserne i det foregående stykke gælder dog ikke for de nedenfor anførte ydelser, i det omfang disse er anført i bilag E til denne forordning.

a) De særlige ydelser ved aldersforsikring til arbejdstagere, hvis alder var for høj, da den gældende lovgivning trådte i kraft;

b) overgangsydelser under en ikke-bidragspligtig ordning for personer, der ikke længere er berettiget til normale sociale sikringsydelser på grund af deres høje alder;

c) særlige bistandsydelser i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning for visse kategorier af personer, som på grund af deres helbredstilstand ikke er i stand til at tjene til livets ophold.

3. Efter at have modtaget samstemmende udtalelse fra Den Administrative Kommission, jf. artikel 43 i denne forordning, giver hver medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54, stk. 1, i denne forordning meddelelse om enhver ændring, der skal foretages i bilag E. En sådan meddelelse skal gives senest tre måneder efter offentliggørelsen af den pågældende lovgivning.

Artikel 11

1. Med undtagelse af alderdoms- og dødsfaldsforsikring (pensioner) på den ene side og invaliditetsforsikring, hvor udgifterne deles mellem institutionerne i to eller flere medlemsstater på den anden side, giver eller opretholder bestemmelserne i denne forordning ikke ret til i henhold til medlemsstaternes lovgivning at modtage flere ydelser af samme art eller flere ydelser vedrørende en forsikringsperiode eller en periode, der kan sidestilles hermed.

2. De i en medlemsstats lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse eller midlertidig inddragelse af en ydelse i tilfælde af sammenfald med andre sociale sikringsydelser eller med andre indtægter eller på grund af udøvelse af et erhverv kan gøres gældende over for den berettigede, selv om der er tale om ydelser, der er erhvervet i henhold til en anden medlemsstats ordning, eller om indtægter, der er erhvervet, eller et erhverv, der er udøvet på en anden medlemsstats område. Denne regel finder dog ikke anvendelse på tilfælde, hvor der er erhvervet ret til ydelser af samme art i henhold til bestemmelserne i artikel 26 og 28 i denne forordning.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

BESTEMMELSER, DER BESTEMMER DEN GÆLDENDE LOVGIVNING

Artikel 12

Med forbehold af bestemmelserne i dette afsnit er arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der er beskæftiget på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om de er bosat på en anden medlemsstats område, eller selv om deres arbejdsgiver eller det vedtægtsmæssige hjemsted for den virksomhed, der beskæftiger dem, er beliggende på en anden medlemsstats område.

Artikel 13

Princippet i den foregående artikel omfatter følgende undtagelser:

a) Arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er beskæftiget på en anden medlemsstats område af en virksomhed, der har et forretningssted på den første stats område, som de normalt er omfattet af, er omfattet af denne stats lovgivning, som om de var beskæftiget på dens område, forudsat at den sandsynlige varighed af deres beskæftigelse på den anden stats område ikke overstiger tolv måneder; Hvis denne beskæftigelse varer længere end tolv måneder, finder lovgivningen i den første stat fortsat anvendelse i en yderligere periode på højst tolv måneder, forudsat at den kompetente myndighed i den anden stat eller det af denne udpegede organ har givet sit samtykke inden udløbet af den første tolvmånedersperiode.

b) Arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der er ansat i en virksomhed, som for fremmed regning eller for egen regning udfører personbefordring eller godstransport med jernbane, ad landevej, ad luftvejen eller ad indre vandveje, og som har sit vedtægtsmæssige hjemsted på en af medlemsstaternes område, og som på en eller flere medlemsstaters område er beskæftiget som rejsende eller flyvende personale, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted; Hvis virksomheden imidlertid på en eller flere medlemsstaters område, bortset fra det område, hvor den har sit vedtægtsmæssige hjemsted, har en filial eller en permanent repræsentation, er de arbejdstagere, som den beskæftiger, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område filialen eller den permanente repræsentation er beliggende; Hvis arbejdstageren udelukkende eller overvejende er beskæftiget på en medlemsstats område og har bopæl der, finder lovgivningen i denne stat anvendelse, selv om den virksomhed, der beskæftiger ham, ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, nogen filial eller nogen fast repræsentation på dette område.

c) Arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, der på en medlemsstats område er beskæftiget i en virksomhed eller forretning, som har sit vedtægtsmæssige hjemsted på en anden medlemsstats område, og som passeres af de pågældende medlemsstaters fælles grænse, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Artikel 14

1. Bestemmelserne i artikel 12 finder anvendelse på ansatte eller dermed ligestillede personer, uanset deres nationalitet, der er ansat på diplomatiske eller konsulære poster eller i personlig tjeneste hos embedsmænd på sådanne poster.

2. Arbejdstagere eller dermed ligestillede personer som omhandlet i stk. 1 i denne artikel, der er statsborgere i den medlemsstat, der er repræsenteret ved den pågældende diplomatiske eller konsulære repræsentation, kan vælge mellem at anvende lovgivningen i det land, hvor deres arbejdssted er beliggende, og lovgivningen i deres hjemland. Retten til at vælge kan udøves igen ved udgangen af hvert kalenderår.

Artikel 15

De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan efter gensidig aftale for visse arbejdstagere eller grupper af arbejdstagere, hvis dette er i deres interesse, fastsætte undtagelser fra bestemmelserne i artikel 12 til 14 i denne forordning med hensyn til den gældende lovgivning.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Kapitel 1

Sygdom, barsel

Artikel 16

Når en arbejdstager eller en dermed ligestillet person successivt eller skiftevis har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, sammenlægges forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af disse medlemsstater, med henblik på erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser, forudsat at de ikke overlapper hinanden.

Artikel 17

1. Arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, som har tilbagelagt forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som rejser til en anden medlemsstats område, har for sig selv og for de familiemedlemmer, der befinder sig på dette område, ret til de ydelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

(i) har været i stand til at arbejde, da de sidst kom ind på den pågældende medlemsstats område;

(ii) har været omfattet af obligatorisk forsikring efter sidste indrejse i det nævnte område;

(iii) opfylde de betingelser, der kræves i den pågældende medlemsstats lovgivning, under hensyntagen til sammenlægningen af de perioder, der er nævnt i den foregående artikel.

Denne sammenlægning foretages dog kun, hvis der ikke er forløbet mere end en måned mellem udløbet af den forsikringsperiode eller tilsvarende periode, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren senest har været beskæftiget, og begyndelsen af forsikringsperioden i den medlemsstat, til hvis område han rejser.

2. Bestemmelserne i lovgivningen i en medlemsstat, hvorefter tildeling af ydelser er betinget af en betingelse vedrørende sygdommens oprindelse, kan hverken håndhæves over for funktionærer eller ligestillede arbejdstagere, der opfylder betingelserne i denne artikels stk. 1 eller til deres familiemedlemmer, uanset territoriet i den medlemsstat, hvor de er bosat.

3. Såfremt en arbejdstager eller en dermed ligestillet person i de i stk. 1 omhandlede tilfælde ikke opfylder betingelserne i nr. i)-iii) i nævnte stykke, og såfremt en sådan arbejdstager stadig har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han senest var forsikret inden flytningen af sin bopæl, eller ville have ret hertil, hvis han befandt sig på nævnte område, kan institutionen i denne stat anmode institutionen på bopælsstedet om at udrede naturalydelser efter de regler, der gælder for sidstnævnte institution; udgifterne til ydelserne afholdes af den institution, der har fremsat anmodningen.

4. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke de bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, der er gunstigere for arbejdstagere eller dermed ligestillede personer.

Artikel 18

1. Såfremt der i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne ved tilkendelse af kontantydelser tages hensyn til gennemsnitslønnen for en bestemt periode, fastsættes den gennemsnitsløn, der tages i betragtning ved beregningen af disse ydelser, på grundlag af de lønninger, der er konstateret i den tilbagelagte periode efter den pågældende medlemsstats lovgivning.

2. Såfremt kontantydelsernes størrelse i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne varierer med antallet af familiemedlemmer, skal den kompetente institution ved beregningen af disse ydelser også tage hensyn til antallet af familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende institution er beliggende.

Artikel 19

1. En arbejdstager eller en dermed ligestillet person, der er tilsluttet en institution i en af medlemsstaterne, og som er bosat på denne stats område, modtager ydelser under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område, hvis hans tilstand kræver øjeblikkelig lægehjælp, herunder hospitalsindlæggelse. Denne bestemmelse finder ligeledes anvendelse på en arbejdstager, der ikke er tilsluttet den nævnte institution, men som har ret til ydelser fra denne institution, eller som ville have ret hertil, hvis han befandt sig på den nævnte stats område.

2. En arbejdstager eller en dermed ligestillet person, der har ret til ydelser, som påhviler en institution i en af medlemsstaterne, og som er bosat på denne stats område, bevarer denne ret, hvis han flytter sin bopæl til en anden medlemsstats område; arbejdstageren skal dog inden flytningen indhente tilladelse fra den kompetente institution, som skal tage behørigt hensyn til årsagerne til flytningen.

3. Når en arbejdstager eller en dermed ligestillet person har ret til ydelser i henhold til bestemmelserne i de foregående stykker, udredes naturalydelserne af institutionen på det sted, hvor han opholder sig, eller på det sted, hvor han har fået ny bopæl, efter den for denne institution gældende lovgivning, navnlig for så vidt angår omfanget af og de nærmere regler for udredelsen af naturalydelserne; varigheden af udredelsen af disse ydelser er dog den, der er fastsat i lovgivningen i det kompetente land.

4. Såfremt lovgivningen i det land, hvor den institution, der udreder naturalydelserne, er beliggende, indeholder flere syge- og moderskabsforsikringsordninger, finder de bestemmelser anvendelse, der vedrører arbejdere i stålindustrien; såfremt den nævnte lovgivning indeholder en særlig ordning for arbejdere i miner og lignende virksomheder, finder bestemmelserne i denne særlige ordning dog anvendelse på disse arbejdere.

5. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 og 2 i denne artikel, er tildelingen af proteser, større apparater og andre naturalydelser af stor betydning — undtagen i absolut påtrængende tilfælde — betinget af, at den kompetente institution giver autorisationen.

6. Kontantydelser skal i de i stk. 1 og 2 i denne artikel omhandlede tilfælde udbetales i overensstemmelse med lovgivningen i det kompetente land.

7. Bestemmelserne i de foregående stykker finder tilsvarende anvendelse på familiemedlemmer under deres midlertidige ophold på en medlemsstats område, eller når de flytter deres bopæl til en medlemsstats område efter at have konstateret risikoen for sygdom eller barsel.

8. Retten til ydelser, som familiemedlemmerne til en arbejdstager som nævnt i stk. 1 eller 2 i denne artikel kan nyde godt af, berøres ikke.

Artikel 20

1. Familiemedlemmer til en funktionær eller en person, der behandles som sådan, som:

(i) er tilknyttet en institution i en af medlemsstaterne, eller

(ii) er berettiget til ydelser fra en institution i en af medlemsstaterne, eller

(iii) ville være berettiget til ydelser fra en institution i en af medlemsstaterne, hvis han havde bopæl på det område, hvor denne institution er beliggende,

modtager naturalydelser, når de er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den kompetente institution er beliggende, som om arbejdstageren var forsikret ved institutionen på det sted, hvor han er bosat, eller som om han havde ret til ydelser fra denne institution. Omfanget og varigheden af samt fremgangsmåden ved tilkendelse af de nævnte ydelser fastsættes i overensstemmelse med den for denne institution gældende lovgivning.

2. Enhver ret til ydelser som nævnt i det foregående afsnit ophører ved udløbet af en periode på tre år fra datoen for arbejdstagerens indrejse i det nye beskæftigelsesland.

3. Bestemmelserne i det foregående afsnit finder ikke anvendelse, når den ansatte eller tilsvarende kun er midlertidigt beskæftiget på det kompetente lands område. Den Administrative Kommission vil specificere begrebet midlertidig ansættelse.

4. Når familiemedlemmer flytter deres bopæl til det kompetente lands område, modtager de ydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i det pågældende lands lovgivning. Denne regel gælder også, hvis familiemedlemmerne allerede i forbindelse med samme tilfælde af sygdom eller barsel har modtaget ydelser fra institutionerne i den medlemsstat, på hvis område de havde bopæl før overførslen; Hvis den lovgivning, der finder anvendelse i den kompetente institution, foreskriver en maksimal varighed for tildeling af ydelser, tages der hensyn til den periode, hvor ydelserne udbetales umiddelbart før flytningen af bopælen.

5. Såfremt de i stk. 1 omhandlede familiemedlemmer i bopælslandet udøver en erhvervsmæssig virksomhed, der giver ret til naturalydelser, finder bestemmelserne i denne artikel ikke anvendelse på dem.

Artikel 21

Såfremt anvendelsen af dette kapitel ville give en arbejdstager eller et medlem af dennes familie ret til ydelser ved barsel i henhold til lovgivningen i to medlemsstater, er den pågældende omfattet af den lovgivning, der gælder på den medlemsstats område, hvor fødslen fandt sted, idet der i nødvendigt omfang tages hensyn til den sammenlægning af perioder, der er omhandlet i artikel 16 i denne forordning.

Artikel 22

1. Når en pensionist, der har ret til pension efter lovgivningen i flere medlemsstater, er bosat på en medlemsstats område, hvor en af de institutioner, der er ansvarlige for hans pensioner, er beliggende, og har ret til naturalydelser efter lovgivningen i denne stat, udredes disse ydelser til ham selv og hans familiemedlemmer af institutionen på hans bopælssted, som om han var en pensionist, der alene havde ret til pension efter lovgivningen i det land, hvor han er bosat. Disse ydelser udbetales af institutionen i bopælslandet.

2. Hvis modtageren af en pension eller livrente, der er skyldig i henhold til lovgivningen i en eller flere medlemsstater, er bosat på en medlemsstats område, hvor ingen af de institutioner, der er ansvarlige for hans pension eller livrente, er beliggende, udbetales naturalydelser til ham og til hans familiemedlemmer af institutionen på hans bopælssted, som om han var indehaver af en pension eller livrente, der skulle betales i henhold til lovgivningen i det land, hvor han har bopæl, forudsat at han er berettiget til sådanne ydelser i henhold til denne lovgivning og i det mindste i henhold til en af de love, hvorefter pensionen eller livrenten forfalder.

3. Hvis indehaveren i tilfælde af det foregående stykke er berettiget til pension eller livrente fra en enkelt medlemsstat, udbetales naturalydelserne af den kompetente institution i denne stat. Hvis indehaveren derimod er berettiget til pensioner eller livrenter i henhold til lovgivningen i flere medlemsstater, udbetales naturalydelserne af den kompetente institution i den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning indehaveren har tilbagelagt den længste forsikringsperiode; hvis ydelserne ifølge denne regel skulle betales af flere institutioner, betales de af den institution, som modtageren sidst var tilknyttet.

4. Med henblik på anvendelsen af denne artikels stk. 2 gælder bestemmelserne i stk. 4 og 5 i artikel 19 i disse regler, hvor det er relevant, analogt.

5. Når familiemedlemmerne til en pensions- eller livrentemodtager i henhold til lovgivningen i en eller flere medlemsstater er bosat på en anden medlemsstats område end det land, hvor modtageren selv er bosat, modtager de naturalydelser, som om familiens overhoved boede i samme land. Bestemmelserne i artikel 20 i disse regler finder tilsvarende anvendelse på dem.

6. En modtager af pension eller livrente, der skyldes i henhold til lovgivningen i en eller flere medlemsstater, eller et medlem af dennes familie, modtager naturalydelser under et midlertidigt ophold på en anden medlemsstats område end bopælslandet. De nævnte ydelser ydes af opholdsstedets institution i overensstemmelse med den lovgivning, som denne institution anvender. De skal betales af denne institution, hvis en af de institutioner, der udbetaler pensionen eller livrenten, er beliggende i det land, hvor pensionisten eller hans familiemedlem modtager naturalydelser. Ellers forbliver de institutionens ansvar som specificeret i bestemmelserne i sidste punktum i stk. 1 eller af bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel; i dette tilfælde finder bestemmelserne i stk. 5 i artikel 19 i denne forordning tilsvarende anvendelse.

7. Hvis der i en medlemsstats lovgivning er fastsat bestemmelser om fradrag i pensionistens bidrag til dækning af naturalydelser, har den institution, der er ansvarlig for udbetalingen af den pension, for hvilken naturalydelserne skal betales, tilladelse til at foretage sådanne fradrag i de tilfælde, der er omhandlet i denne artikel.

Artikel 23

1. Naturalydelser, der er udredt i henhold til bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, 2 og 7, artikel 20, stk. 1, artikel 22, stk. 2, 3 og 5, og stk. 6, sidste punktum, i denne forordning, refunderes de institutioner, der har udredt dem.

2. For så vidt angår naturalydelser, der er udredt i de i artikel 19, stk. 2 og 3, og artikel 22, stk. 6, sidste punktum, omhandlede tilfælde, er den kompetente institution forpligtet til at refundere beløbet for disse ydelser.

3. Med hensyn til naturalydelser til familiemedlemmer som omhandlet i artikel 20, stk. 1, og artikel 22, stk. 5, er den kompetente institution forpligtet til at godtgøre beløb svarende til tre fjerdedele af udgifterne i forbindelse med disse ydelser.

4. Godtgørelsen fastsættes og sker i henhold til de vilkår, der fastsættes af Den Administrative Kommission.

5. De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan, især for forenklingens skyld, aftale, at der ikke skal ske refusion mellem institutionerne i deres lande.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 2

Handicap

Artikel 24

1. De ydelser, som en forsikret person er berettiget til, udbetales i overensstemmelse med bestemmelserne i de følgende artikler, afhængigt af om den forsikrede person har tilbagelagt perioder:

a) udelukkende efter type A-lovgivning, hvorefter ydelser ved invaliditet i princippet beregnes uafhængigt af længden af de tilbagelagte perioder,

b) udelukkende efter type B-lovgivning, hvorefter ydelser ved invaliditet i princippet beregnes under hensyntagen til længden af de tilbagelagte perioder,

c) under Type A og Type B lovgivning.

2. Bilag F til denne forordning specificerer for hver medlemsstat type A-lovgivningen og type B-lovgivningen, som er i kraft på hele eller en del af dens område på datoen for vedtagelsen af denne forordning. Hver medlemsstat underretter i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54, stk. 1, i denne forordning om enhver ændring, der skal foretages i bilag F som følge af ny lovgivning. Denne meddelelse vil blive givet senest tre måneder efter offentliggørelsen af nævnte lovgivning.

Artikel 25

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 24, stk. 1, litra a), kan aftalerne om social sikring indeholde særlige bestemmelser, der adskiller sig fra reglerne i artikel 26 i denne forordning.

Artikel 26

1. I andre tilfælde end dem, der er nævnt i artikel 25 i denne forordning, finder bestemmelserne i kapitel 3 nedenfor anvendelse analogt.

2. Hvis invalideforsikringen i en medlemsstat er trådt i kraft efter aldersforsikringen, godskrives aldersforsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter denne medlemsstats lovgivning, fiktivt som perioder tilbagelagt efter samme lands invalideforsikringsordning, uanset om perioderne er tilbagelagt før eller efter ikrafttrædelsen af invalideforsikringen.

3. Hvis den forsikrede efter suspension af invalidepensionen eller -ydelsen genvinder sin ret, genoptages udbetalingen af ydelser af det organ, der oprindeligt udbetalte pensionen eller ydelsen. Hvis den forsikredes tilstand, efter at invalidepensionen eller -ydelsen er blevet inddraget, berettiger til tilkendelse af invalidepension eller -ydelse, vil disse blive udbetalt i overensstemmelse med de regler, der ville have været gældende, hvis der ikke tidligere var blevet tilkendt pension eller ydelse.

4. Såfremt ydelsens størrelse i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne varierer med antallet af familiemedlemmer, skal den institution, der fastsætter denne ydelse, ved beregningen ligeledes tage hensyn til antallet af familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende institution er beliggende.

5. Ydelsen omdannes i givet fald til en alderspension på de betingelser, der er fastsat i den lovgivning, hvorefter den er tilkendt, og i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 3 nedenfor.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 3

Alderdom og død (pensioner)

Artikel 27

1. Med henblik på erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser sammenlægges forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af medlemsstaterne, såfremt en forsikret person successivt eller skiftevis har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, for så vidt de ikke overlapper hinanden.

2. Når tilkendelse af visse ydelser efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder inden for et erhverv, der er omfattet af en særordning, sammenlægges kun de perioder, der er tilbagelagt efter de tilsvarende ordninger i de øvrige medlemsstater, og de perioder, der er tilbagelagt inden for samme erhverv efter andre ordninger i de nævnte medlemsstater, med henblik på retten til sådanne ydelser, for så vidt de ikke overlapper hinanden. Såfremt den forsikrede på trods af sammenlægningen af de nævnte perioder ikke opfylder betingelserne for at modtage de nævnte ydelser, sammenlægges de pågældende perioder ligeledes med henblik på retten til ydelser efter disse medlemsstaters almindelige ordning.

Artikel 28

1. De ydelser, som en forsikret person som omhandlet i denne forordnings artikel 27 eller dennes efterladte kan gøre krav på i henhold til lovgivningen i de medlemsstater, hvorefter den forsikrede har tilbagelagt forsikringsperioder eller sidestillede perioder, afregnes på følgende måde:

a) institutionen i hver af disse medlemsstater afgør efter sin egen lovgivning, om den pågældende person opfylder betingelserne for ret til de ydelser, der er fastsat i denne lovgivning, under hensyntagen til den sammenlægning af perioder, der er omhandlet i den foregående artikel;

b) såfremt retten erhverves i medfør af foregående afsnit, fastsætter den nævnte institution ved kendelse størrelsen af den ydelse, som den pågældende ville have ret til, hvis alle de forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, der er sammenlagt efter de i den foregående artikel omhandlede fremgangsmåder, udelukkende var blevet tilbagelagt efter dens egen lovgivning; På grundlag af dette beløb fastsætter institutionen det skyldige beløb i forhold til længden af de perioder, der er tilbagelagt efter den nævnte lovgivning inden forsikringsbegivenhedens indtræden, i forhold til den samlede længde af de perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de berørte medlemsstater inden forsikringsbegivenhedens indtræden; dette beløb udgør den ydelse, som den pågældende institution skal udrede til den pågældende person;

c) såfremt det følger af lovgivningen i en af medlemsstaterne, at beregningen af ydelserne er baseret på en gennemsnitsløn, et gennemsnitsbidrag eller en gennemsnitsforhøjelse eller på det forhold, der i de tilbagelagte bidragsperioder har været mellem den pågældendes bruttoløn og gennemsnittet af bruttolønnen for samtlige forsikrede med undtagelse af lærlinge, fastsættes disse gennemsnit eller forholdstal med henblik på beregning af de ydelser, der skal udredes af institutionen i denne stat, idet der kun tages hensyn til forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller idet der tages hensyn til den pågældendes bruttoløn for sådanne perioder. Såfremt ydelserne i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne beregnes på grundlag af den indtjente løn eller de indbetalte bidrag, tager den institution, der fastsætter ydelserne, lønnen eller bidragene for de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter de øvrige medlemsstaters ordninger, i betragtning på grundlag af gennemsnittet af de lønninger eller bidrag, der er registreret for de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter dens egen ordning. I hver lovgivning tages der hensyn til opskrivningsreglerne i overensstemmelse med de procedurer, der måtte blive fastsat i en senere forordning, for at undgå dobbelt opskrivning;

d) såfremt ydelsens størrelse i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne varierer med antallet af familiemedlemmer, skal den institution, der fastsætter denne ydelse, ved beregningen tage hensyn til antallet af familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende institution er beliggende;

e) såfremt den pågældende under hensyn til sammenlægningen af de i den foregående artikel omhandlede perioder ikke på et givet tidspunkt opfylder betingelserne i alle de for ham gældende lovgivninger, men kun opfylder betingelserne i en eller flere af disse, fastsættes ydelsens størrelse i overensstemmelse med bestemmelserne i litra b) i nærværende stykke; såfremt retten således er erhvervet i henhold til to eller flere lovgivninger, og såfremt det ikke er nødvendigt at medregne de perioder, der er tilbagelagt i henhold til de lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt, tages disse perioder dog ikke i betragtning ved anvendelsen af bestemmelserne i litra b) i dette stykke;

f) hvis den pågældende på et givet tidspunkt ikke opfylder betingelserne i alle de lovgivninger, der finder anvendelse på ham, men kun opfylder betingelserne i en af dem, uden at det er nødvendigt at henvise til de perioder, der er tilbagelagt efter en eller flere af de andre lovgivninger, fastsættes ydelsesbeløbet i henhold til den lovgivning, efter hvilken retten er erhvervet, og idet der kun tages hensyn til de perioder, der er tilbagelagt efter denne lovgivning;

g) i de i litra e) og f) i nærværende stykke omhandlede tilfælde tages allerede tilkendte ydelser op til revision i overensstemmelse med bestemmelserne i litra b) i nærværende stykke, efterhånden som de i en eller flere af de øvrige lovgivninger fastsatte betingelser opfyldes, idet der tages hensyn til den i foregående artikel omhandlede sammenlægning af perioder.

2. Ved en senere forordning fastsættes de nærmere regler for anvendelsen af stk. 1 i denne artikel, navnlig reglerne om bevarelse af de rettigheder, som en modtager af en pension, der er tilkendt i henhold til en lovgivning, har i forhold til en anden lovgivning, for hvilken der endnu ikke er erhvervet rettigheder.

3. Såfremt størrelsen af den ydelse, som den pågældende har ret til uden anvendelse af bestemmelserne i artikel 27, udelukkende for forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, er større end summen af de ydelser, der følger af anvendelsen af de foregående stykker i denne artikel, har han fra institutionen i denne stat ret til et tillæg svarende til forskellen. Hvis den pågældende har ret til tillæg fra institutionerne i to eller flere medlemsstater, modtager han kun det højeste tillæg. Udgifterne til dette tillæg fordeles mellem institutionerne i de nævnte stater under hensyntagen til de tillæg, som hver af dem skulle have udbetalt; de nærmere regler for denne fordeling fastsættes ved en senere forordning.

4. Med forbehold af bestemmelsen i denne artikels stk. 1, litra f), kan de berørte personer, der kan benytte sig af bestemmelserne i dette kapitel, ikke gøre krav på pension alene i kraft af bestemmelserne i lovgivningen i én medlemsstat.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 4

Arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Artikel 29

1. Enhver ansat eller person, der behandles som sådan, som har været udsat for en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom

a) enten på en anden medlemsstats område end det kompetente lands område

b) eller på det kompetente lands område

(i) og som har flyttet sin bopæl til en anden medlemsstats område;

(ii) eller hvis tilstand, i tilfælde af et midlertidigt ophold i et sådant område, kommer til at kræve øjeblikkelig lægehjælp, herunder hospitalsindlæggelse,

modtager på den kompetente institutions regning naturalydelser, der ydes af institutionen på opholds- eller bopælsstedet. I tilfælde af flytning af bopæl skal arbejdstageren inden flytningen indhente tilladelse fra den kompetente institution, som tager behørigt hensyn til årsagerne til denne flytning.

2. Bestemmelserne i artikel 19, stk. 3, 4 og 5, i denne forordning finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår omfanget af, varigheden af og betingelserne for tilkendelse af naturalydelser i de tilfælde, der er omhandlet i foregående stykke.

3. Hvis der ikke findes nogen forsikring mod arbejdsulykker eller erhvervssygdomme på den medlemsstats område, hvor arbejdstageren opholder sig, eller hvis der findes en sådan forsikring, men den ikke giver mulighed for, at institutionerne kan udrede naturalydelser, udredes disse ydelser af den institution på opholds- eller bopælsstedet, som er ansvarlig for at udrede naturalydelser i tilfælde af sygdom.

4. Hvis lovgivningen gør, at de fuldstændige naturalydelser er betinget af, at den begunstigede benytter den lægetjeneste, som er organiseret af arbejdsgiveren, skal naturalydelserne tildelt i overensstemmelse med de foregående stykker i denne artikel anses for at være ydet af sådan en lægetjeneste.

5. Hvis erstatningssystemet for arbejdsulykker i det kompetente land ikke har karakter af obligatorisk forsikring, anses leveringen af naturalydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel for at være gennemført efter anmodning fra den kompetente institution.

6. Naturalydelser, der ydes i de tilfælde, der er nævnt i denne artikels stk. 1, skal tilbagebetales til de institutioner, der har ydet dem, i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2, 4 og 5 i artikel 23 i denne forordning.

7. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 i denne artikel, ydes kontantydelser for den kompetente institutions regning i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for den, og efter de procedurer, der eventuelt efter gensidig aftale skal fastlægges af kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater.

Artikel 30

1. Hvis det ved vurderingen af uarbejdsdygtigheden i tilfælde af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne udtrykkeligt eller stiltiende er fastsat i denne lovgivning, at der skal tages hensyn til tidligere indtrufne arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, skal der også tages hensyn til tidligere indtrufne arbejdsulykker og erhvervssygdomme i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, som om de var indtruffet i henhold til lovgivningen i den første medlemsstat.

2. Hvad angår kontantydelser, gælder bestemmelserne i artikel 18 i denne forordning.

Artikel 31

I en senere forordning fastsættes det under hensyntagen til det i artikel 11, stk. 1, i denne forordning omhandlede princip, hvilken institution det påhviler at udrede ydelserne med henblik på tilfælde, hvor:

a) en person, der har opnået erstatning for en erhvervssygdom fra den kompetente institution i en af medlemsstaterne, gør krav på ret til ydelser i henhold til en anden medlemsstats lovgivning for en erhvervssygdom af samme art;

b) det er en erhvervssygdom, som kan kompenseres i henhold til lovgivningen i to eller flere medlemsstater.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 5

Ydelser ved dødsfald

Artikel 32

1. Med henblik på erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser ved dødsfald i henhold til anden lovgivning end lovgivningen om arbejdsulykker og erhvervssygdomme sammenlægges forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af medlemsstaterne, såfremt en arbejdstager eller en dermed ligestillet person successivt eller skiftevis har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, for så vidt de ikke overlapper hinanden.

2. Når en arbejdstager eller en dermed ligestillet person, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, eller en pensionist eller et familiemedlem dør på en anden medlemsstats område end det kompetente land, anses dødsfaldet for at være indtruffet på dette lands område.

3. Den kompetente institution bærer dødsfaldsydelsen, selv om modtageren befinder sig på en anden medlemsstats område end det kompetente land.

4. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 i denne artikel gælder også i tilfælde af, at dødsfald indtræffer som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 6

Arbejdsløshed

Artikel 33

1. Når en arbejdstager eller en dermed ligestillet person successivt eller skiftevis har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, sammenlægges forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af disse medlemsstater, med henblik på erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser, forudsat at de ikke overlapper hinanden.

2. Såfremt tilkendelse af ydelser efter en medlemsstats lovgivning om en bidragspligtig ordning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, skal den kompetente institution i fornødent omfang anerkende beskæftigelsesperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt på andre medlemsstaters område, som ikke har en bidragspligtig ordning, forudsat at disse beskæftigelsesperioder og dermed ligestillede perioder ville være blevet betragtet som forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, hvis arbejdstagerne havde tilbagelagt dem på den førstnævnte stats område.

3. Såfremt tilkendelse af ydelser efter lovgivningen i en af medlemsstaterne vedrørende en ikke-bidragspligtig ordning er betinget af, at der er tilbagelagt beskæftigelsesperioder eller dermed ligestillede perioder eller bopælsperioder, skal den kompetente institution i fornødent omfang anerkende beskæftigelsesperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt på andre medlemsstaters område, som om de var beskæftigelsesperioder eller dermed ligestillede perioder eller bopælsperioder, der var tilbagelagt efter lovgivningen i den første stat.

4. Bestemmelserne i de foregående stykker i denne artikel finder kun anvendelse på betingelse af, at arbejdstageren har været beskæftiget i det land, hvis lovgivning finder anvendelse på ham, efter hans seneste indrejse på dette lands område.

5. Når en arbejdstager eller en dermed ligestillet person flytter sin bopæl fra en medlemsstats område til en anden medlemsstats område, hvor der findes en ikke-bidragspligtig ordning, kan der ikke kræves en længere bopælsperiode for at opnå visse ydelser end for statsborgere i den anden stat, der flytter deres bopæl inden for det pågældende land.

Artikel 34

1. Såfremt ydelsens størrelse i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne varierer med størrelsen af den tidligere løn, skal den kompetente institution i denne stat ved beregningen af ydelsen i fornødent omfang i stedet for den faktiske løn, som den pågældende har oppebåret ved beskæftigelse på en anden medlemsstats område, tage hensyn til den sædvanlige løn på bopælsstedet og på det sted, hvor den pågældende har været beskæftiget.

2. Såfremt ydelsens størrelse i henhold til lovgivningen i en af medlemsstaterne afhænger af antallet af familiemedlemmer, selv om disse ikke bor i modtagerens husstand, skal den kompetente institution ved beregningen af ydelsen ligeledes tage hensyn til antallet af familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende institution er beliggende.

Artikel 35

1. En arbejdsløs, som efter at have erhvervet ret til ydelser efter lovgivningen i en af medlemsstaterne eller efter denne forordning flytter sin bopæl til en anden medlemsstats område, bevarer denne ret i et tidsrum, der ikke må overstige den korteste af følgende perioder:

a) fire måneder fra datoen for flytning af bopæl;

b) fem måneder fra datoen for retten til ydelser;

c) den periode, hvor han ville have ret til ydelser i henhold til lovgivningen i det land, hvor han sidst var beskæftiget.

2. Bevarelse af retten til de i stk. 1 omhandlede ydelser er betinget af en tilladelse, der skal gives efter fælles overenskomst mellem den kompetente institution og institutionen på det sted, hvor den arbejdsløse har fået ny bopæl. En sådan tilladelse kan ikke nægtes, hvis den arbejdsløse har flyttet sin bopæl for at rejse til det land, hvor han er statsborger, eller hvor han umiddelbart før sin sidste beskæftigelse havde været bosat i mindst tre måneder, eller hvor hans familie har været bosat i mindst tre måneder. Denne tilladelse kan heller ikke nægtes af andre grunde, som skal specificeres af Den Administrative Kommission, især tilbuddet om et job, der opfylder de betingelser, der er defineret af denne kommission for at undgå misbrug.

3. De ydelser, som den arbejdsløse har ret til i henhold til bestemmelserne i denne artikel, udbetales af bopælsstedets institution i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for denne institution.

4. Bestemmelserne i denne artikel finder ikke anvendelse på ydelser, der kan tilkendes frivilligt arbejdsløse personer eller arbejdstagere, der afskediges med gyldig grund på grund af misligholdelse af ansættelseskontrakten, og i alle tilfælde, hvor arbejdstageren har været beskæftiget i mindre end tre måneder på det pågældende lands territorium.

5. Så længe en arbejdsløs kan benytte sig af bestemmelserne i denne artikel, har han ikke ret til arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til nogen bestemmelse i lovgivningen i hans bopælsland.

Artikel 36

1. Anvendelsen af artikel 33, stk. 2 og 3, og artikel 35 er begrænset til arbejdstagere med dokumenterede kvalifikationer inden for kul- og stålfagene i overensstemmelse med bilag C til denne forordning.

2. Denne begrænsning medfører, for så vidt angår statsborgere i de medlemsstater, der er anført i bilag C, samt statsløse og flygtninge, der er bosat på disse staters område, samme begrænsning fra de øvrige medlemsstaters side.

3. Denne begrænsning kan til enhver tid ophæves ved en meddelelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54, stk. 1, i denne forordning. En sådan meddelelse får virkning fra den første dag i den tredje måned efter den måned, i hvilken den er modtaget; bestående ret til ydelser berøres dog ikke, hvis arbejdsløsheden er indtrådt før nævnte dato.

Artikel 37

1. For så vidt angår de ydelser ved arbejdsløshed, der er omhandlet i artikel 35 i denne forordning, er institutionen i det seneste beskæftigelsesland forpligtet til at refundere den institution, der har udredt ydelserne, et beløb svarende til 85% af det faktiske beløb for disse ydelser.

2. Den i stk. 1 i denne artikel omhandlede procentsats kan ændres ved gensidig aftale mellem to medlemsstater.

3. Uanset stk. 1 i denne artikel og som en overgangsforanstaltning er refusionsprocenten følgende:

- 60 % i de første fem år efter denne forordnings ikrafttræden,

- 70 % i de følgende fem år

af det ydelsesbeløb, der er fastsat i lovgivningen i hver af de medlemsstater, der er anført i bilag C. I disse perioder er den ydelse, der tilkommer den arbejdsløse, lig med summen:

- det beløb, der skal refunderes af institutionen i det land, hvor den seneste beskæftigelse fandt sted, og

- et tillæg svarende til den eventuelle forskel mellem det ydelsesbeløb, som den pågældende ville have ret til efter lovgivningen i det nye bopælsland, hvis hans seneste beskæftigelse havde fundet sted på dette lands område, og det beløb, der skal refunderes af institutionen i det seneste beskæftigelsesland. Dette tillæg udbetales af institutionen i det nye bopælsland.

Bestemmelserne i artikel 34 i denne forordning finder tilsvarende anvendelse på beregningen af den ydelse, som den pågældende ville have ret til i henhold til lovgivningen i det nye bopælsland.

4. Anvendelsen af stk. 1 medfører, for så vidt angår statsborgere i den medlemsstat, der er nævnt i bilag C, samt statsløse og flygtninge, der er bosat på denne stats område, de samme regler for refusion fra de øvrige medlemsstaters side.

5. For så vidt angår ophævelse af den undtagelse, der er omhandlet i stk. 3 i denne artikel, finder artikel 36, stk. 3, i denne forordning tilsvarende anvendelse.

Artikel 38

Med henblik på de i artikel 37 omhandlede refusioner finder artikel 23, stk. 4 og 5, i denne forordning tilsvarende anvendelse.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 7

Familieydelser

Artikel 39

Såfremt retten til familieydelser efter lovgivningen i en af medlemsstaterne er betinget af, at der er tilbagelagt beskæftigelses- eller erhvervsperioder eller dermed ligestillede perioder, skal den kompetente institution i denne stat i fornødent omfang tage hensyn til alle de perioder, der er tilbagelagt på hver af medlemsstaternes område.

Artikel 40

1. En arbejdstager eller en dermed ligestillet person, der er beskæftiget på en medlemsstats område, og som har børn, der er bosat eller opdrages på en anden medlemsstats område, har for disse børns vedkommende ret til familietillæg i overensstemmelse med lovgivningen i den førstnævnte stat op til det beløb, der er fastsat i lovgivningen i den anden stat.

2. Sammenligningen af familietillæggene i henhold til de to lovgivninger, der er nævnt i foregående stykke, foretages for alle børn af samme familieoverhoved. Hvis lovgivningen i det land, hvor børnene er bosat eller opvokset, fastsætter forskellige beløb for forskellige kategorier af arbejdstagere, skal der tages hensyn til de beløb, der ville gælde for arbejdstageren, hvis han var beskæftiget på det pågældende lands område.

3. Inden for de grænser, der er fastsat i den gældende lovgivning, betyder udtrykket "børn" i henhold til denne artikel:

a) legitime, legitimerede, anerkendte naturlige, adopterede børn og forældreløse børnebørn af arbejdstageren;

b) arbejderens ægtefælles legitime, legitimerede, anerkendte naturlige adoptivbørn og forældreløse børnebørn, forudsat at de bor i arbejderens husstand i det land, hvor familien er bosat.

4. De familietillæg, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, udbetales for beskæftigelsesperioder og tilsvarende perioder.

5. Bestemmelserne i artikel 20, stk. 2 og 3, i denne forordning finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 41

1. Selv om bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, litra e), ikke finder anvendelse, berører bestemmelserne i artikel 40 i denne forordning ikke bestemmelserne i bilaterale overenskomster om social sikring, som allerede eksisterer på datoen for denne forordnings ikrafttræden, for så vidt disse bestemmelser indrømmer højere familieydelser end dem, der følger af anvendelsen af bestemmelserne i artikel 40. Hvis et kompetent land, der er bundet af en sådan bilateral overenskomst, forhøjer familietillæggene efter datoen for denne forordnings ikrafttræden, kan sådanne forhøjelser dog kun finde anvendelse efter fælles overenskomst mellem de pågældende medlemsstater.

2. Bestemmelserne i artikel 40 i denne forordning berører ikke bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, som er gunstigere for den pågældende arbejdstager.

Artikel 42

1. Såfremt lovgivningen i det kompetente land i tilfælde af forsørgerens død indeholder bestemmelser om familieydelser til dennes børn, har børn, der er bosat eller opvokset på en anden medlemsstats område, også ret til sådanne ydelser, dog højst med det samlede beløb af de familieydelser og børnepensioner, der er fastsat i lovgivningen i den anden stat, eller, såfremt denne lovgivning kun indeholder bestemmelser om en af disse ydelser, med det beløb, der svarer til denne ydelse. Hvis lovgivningen i det kompetente land i ovennævnte tilfælde samtidig indeholder bestemmelser om familietillæg og børnepension, skal det samlede beløb for disse ydelser tages i betragtning ved afgørelsen af, i hvilket omfang familietillæggene giver anledning til overførsel.

2. Hvis lovgivningen i det kompetente land indeholder bestemmelser om familietillæg til pensionister, har pensionister, der er bosat på en anden medlemsstats område, også ret til sådanne tillæg op til det samlede beløb for familietillæg og forhøjelser af eller tillæg til pensioner for børn, der er fastsat i lovgivningen i den anden stat, eller, hvis denne lovgivning kun indeholder bestemmelser om en af disse kategorier af ydelser, op til beløbet for ydelsen i den pågældende kategori.

3. I de i de foregående stykker omhandlede tilfælde finder bestemmelserne i artikel 40, stk. 2 og 3, og artikel 41 i denne forordning tilsvarende anvendelse. Ydelserne udbetales dog kun i en periode på højst tredive måneder regnet fra datoen for forsørgerens død i det i stk. 1 omhandlede tilfælde og fra datoen for inddragelse af pensionen i det i stk. 2 omhandlede tilfælde.

[Kim P. Nyberg]

Kapitel 8

Den Administrative Kommission

Artikel 43

Der oprettes en administrativ kommission med følgende ansvar:

a) at afgøre ethvert administrativt spørgsmål eller fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i denne forordning og senere forordninger eller i forbindelse med aftaler eller ordninger, der skal indgås i henhold hertil, uden at dette berører de berørte myndigheders, institutioners og personers ret til at benytte de procedurer og domstole, der er fastsat i medlemsstaternes lovgivning, i denne forordning og i traktaten;

b) foretage enhver fortolkning i forbindelse med anvendelsen af denne forordning efter anmodning fra de kompetente myndigheder og organer i en medlemsstat, navnlig anmodninger fra personer, der er berettiget til at drage fordel af denne forordning;

c) at fremme og styrke samarbejdet inden for social sikring, især med henblik på sundhed og sociale foranstaltninger af fælles interesse;

d) at foretage modregning mellem de berørte institutioner i medlemsstaterne af de restitutioner, der følger af anvendelsen af bestemmelserne i artikel 23, artikel 29, stk. 6, og artikel 37 i denne forordning, medmindre de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater er enige om direkte afregning af restitutionen mellem de berørte institutioner; og i overensstemmelse med bestemmelserne i en senere forordning om gennemførelsesbestemmelser til denne forordning for de medlemsstater, hvis kompetente myndigheder har givet deres samtykke hertil, at indhente de oplysninger fra myndighederne og institutionerne i de pågældende medlemsstater, der skal tages i betragtning ved udarbejdelsen af regnskaberne vedrørende de respektive udgifter for institutionerne i medlemsstaterne, og at afregne årsregnskaberne mellem disse institutioner;

e) at udføre enhver anden funktion, der falder inden for dens ansvarsområde i henhold til bestemmelserne i denne forordning og efterfølgende forordninger eller i henhold til enhver aftale eller ordning, der er indgået i forbindelse hermed;

f) at fremsætte forslag til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab med henblik på revision af denne forordning og efterfølgende forordninger.

Artikel 44

1. Den Administrative Kommission vil bestå af en regeringsrepræsentant fra hver af medlemsstaterne, om nødvendigt bistået af tekniske rådgivere. Desuden vil en repræsentant for Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og en repræsentant for Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab deltage i møderne i Den Administrative Kommission med rådgivende funktion. Den Administrative Kommission vil nyde godt af teknisk bistand fra Det Internationale Arbejdskontor inden for rammerne af de aftaler, der er indgået med henblik herpå mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Internationale Arbejdskontor.

2. Den Administrative Kommissions vedtægter udarbejdes af dens medlemmer efter fælles overenskomst. Beslutninger om fortolkningsspørgsmål som omhandlet i stk. a) i den foregående artikel kan kun træffes enstemmigt af medlemmerne. De skal offentliggøres på den nødvendige måde.

3. Det organ, der er ansvarligt for at varetage sekretariatsfunktionen for Den Administrative Kommission, udpeges af Rådet.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT IV

DIVERSE BESTEMMELSER

Artikel 45

1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder

a) meddeler hinanden alle oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at anvende denne forordning;

b) vil give hinanden oplysninger om ændringer i deres lovgivning, som kan påvirke anvendelsen af den.

2. Med henblik på anvendelsen af denne forordning yder medlemsstaternes myndigheder og institutioner hinanden gensidig bistand og handler, som om de gennemførte deres egen lovgivning. Gensidig administrativ bistand fra de nævnte myndigheder og institutioner er i princippet gratis; medlemsstaternes kompetente myndigheder kan dog aftale refusion af visse udgifter.

3. Institutionerne og myndighederne i hver medlemsstat kan med henblik på anvendelsen af denne forordning kommunikere direkte med hinanden og med de berørte personer eller deres repræsentanter.

4. Institutionerne og myndighederne i en medlemsstat kan ikke afvise ansøgninger eller andre dokumenter, der er rettet til dem, med den begrundelse, at de er affattet på et officielt sprog i en anden medlemsstat.

Artikel 46

1. De fritagelser for eller nedsættelser af skatter, stempelafgifter, tinglysnings- eller registreringsafgifter, der er fastsat i en af medlemsstaternes lovgivning for dokumenter, der skal fremlægges i henhold til denne stats lovgivning, udvides til at omfatte tilsvarende dokumenter, der skal fremlægges i henhold til en anden medlemsstats lovgivning eller i henhold til denne forordning.

2. Alle skøder, dokumenter og papirer, der skal fremlægges for at gennemføre disse bestemmelser, er fritaget for legalisering af de diplomatiske og konsulære myndigheder.

Artikel 47

Enhver anmodning, erklæring eller klage, der med henblik på anvendelse af lovgivningen i en af medlemsstaterne skulle have været indgivet inden for en bestemt frist til en myndighed, en institution eller et andet organ i denne stat, kan antages til realitetsbehandling, hvis den inden for samme frist indgives til en tilsvarende myndighed, institution eller et tilsvarende organ i en anden medlemsstat. I så fald videresender den myndighed, institution eller det organ, som sagen er henvist til, straks kravene, erklæringerne eller klagerne til den kompetente myndighed, institution eller det kompetente organ i den førstnævnte medlemsstat, enten direkte eller gennem de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater.

Artikel 48

1. Institutioner i en medlemsstat, som i medfør af denne forordning skylder beløb til institutioner eller personer på en anden medlemsstats område, kan gyldigt frigøres i den førstnævnte stats valuta.

2. Med forbehold af bestemmelserne i traktatens artikel 106 finder overførsler af beløb i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning sted i overensstemmelse med de relevante aftaler, der gælder mellem to eller flere medlemsstater på tidspunktet for overførslen; hvis der ikke gælder sådanne aftaler mellem to medlemsstater, fastlægger de kompetente myndigheder i disse stater eller de myndigheder, der er ansvarlige for internationale betalinger, efter fælles overenskomst de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre sådanne overførsler.

Artikel 49

Enhver tvist mellem to eller flere medlemsstater om fortolkningen eller anvendelsen af denne forordning skal, inden den indbringes for Domstolen, gøres til genstand for direkte forhandlinger mellem de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater. Hvis en af de berørte medlemsstater finder, at der er tale om et principielt spørgsmål af interesse for alle medlemsstaterne, forelægges tvisten, inden den indbringes for Domstolen, for Den Administrative Kommission, der træffer afgørelse med enstemmighed.

Artikel 50

De bilag, der er omhandlet i artikel 1, litra a), artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 4, artikel 6, stk. 2, litra e), artikel 10, stk. 2, artikel 24, stk. 2, artikel 36, stk. 1, og artikel 37, stk. 3, i denne forordning, samt de særlige regler for anvendelsen af visse medlemsstaters lovgivning, der er fastsat i bilag G, herunder eventuelle ændringer af eller tilføjelser til disse bilag, udgør en integrerende del af denne forordning.

Artikel 51

Inddrivelse af bidrag, der skyldes til en institution i en af medlemsstaterne, kan foretages på en anden medlemsstats område i overensstemmelse med den administrative procedure og med de garantier og privilegier, der gælder for inddrivelse af bidrag, der skyldes til en tilsvarende institution i sidstnævnte stat. Anvendelsen af denne bestemmelse vil være genstand for bilaterale aftaler, som også kan vedrøre den retslige inddrivelsesprocedure.

Artikel 52

Såfremt en person, der modtager ydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning for en skade, der er forvoldt på en anden stats område, på sidstnævnte stats område har ret til at kræve erstatning for denne skade fra tredjemand, gælder følgende bestemmelser for den betalingspligtige institutions eventuelle rettigheder over for tredjemand:

a) Hvis den institution, der er ansvarlig for betalingen, i henhold til den lovgivning, der gælder for den, indtræder i de rettigheder, som modtageren har over for tredjemand, anerkender hver medlemsstat denne indtræden;

b) hvis debitorinstitutionen har et direkte krav mod tredjemand, skal hver medlemsstat anerkende dette krav.

Anvendelsen af disse bestemmelser vil være genstand for bilaterale aftaler.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT V

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 53

1. Disse bestemmelser giver ikke ret til udbetaling af ydelser for en periode, der ligger forud for datoen for deres ikrafttræden.

2. Enhver forsikringsperiode eller tilsvarende periode og i givet fald enhver beskæftigelsesperiode eller tilsvarende periode eller enhver bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning inden datoen for denne forordnings ikrafttræden, tages i betragtning ved fastsættelsen af retten til ydelser, der optjenes i henhold til bestemmelserne i denne forordning.

3. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 1 i denne artikel skal en ydelse udbetales i henhold til denne forordning, selv om den vedrører en begivenhed, der ligger forud for datoen for dens ikrafttræden. Med henblik herpå skal enhver ydelse, der ikke er blevet udbetalt, eller som har været stillet i bero på grund af den pågældendes nationalitet eller på grund af hans bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor den institution, som det påhviler at udbetale ydelsen, er beliggende, på den pågældendes anmodning udbetales eller udbetales på ny med virkning fra denne forordnings ikrafttræden, forudsat at de tidligere udbetalte rettigheder ikke har givet anledning til en afregning i form af et kapitalbeløb.

4. Rettighederne for pensionsmodtagere, der har opnået likvidation af en pension eller livrente før ikrafttrædelsen af denne forordning, kan revideres på deres anmodning. Revisionen vil have den virkning, at modtagerne fra og med ikrafttrædelsen af denne forordning får de samme rettigheder, som hvis forordningen havde været i kraft på tidspunktet for likvidationen. Anmodningen om revision skal fremsættes inden for to år efter ikrafttrædelsen af disse bestemmelser.

5. For så vidt angår de rettigheder, der følger af anvendelsen af stk. 3 og 4 i denne artikel, kan bestemmelserne i medlemsstaternes lovgivning om fortabelse eller forældelse af rettigheder ikke gøres gældende over for de pågældende personer, hvis det i stk. 3 og 4 i denne artikel omhandlede krav fremsættes inden to år efter denne forordnings ikrafttræden. Hvis anmodningen fremsættes efter udløbet af denne frist, har den ret til ydelser, som ikke er fortabt eller forældet, virkning fra datoen for anmodningen, medmindre gunstigere bestemmelser i en medlemsstats lovgivning finder anvendelse.

6. Den periode, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, og overtaget ved artikel 40, stk. 5, i denne forordning, løber fra denne forordnings ikrafttræden for arbejdstagere, der er ansat på denne dato.

7. For italienske arbejdstagere, der er beskæftiget i Frankrig på datoen for denne forordnings ikrafttræden, fastsætter de kompetente franske og italienske myndigheder ved fælles overenskomst de nærmere bestemmelser for tilpasning af bestemmelserne i artikel 40, stk. 5, i denne forordning, for så vidt de henviser til artikel 20, stk. 2, til den situation, der følger af tidligere aftaler.

8. Indtil ikrafttrædelsen af den forordning, der er omhandlet i artikel 4, stk. 6, i denne forordning, finder bestemmelserne i de eksisterende konventioner om social sikring for søfarende fortsat anvendelse.

Artikel 54

1. Meddelelser, der skal gives i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, artikel 6, stk. 3, artikel 7, stk. 2, artikel 10, stk. 3, artikel 24, stk. 2, og artikel 36, stk. 3, i denne forordning, stiles til formanden for Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

2. Formanden for Rådet underretter Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og medlemsstaterne om enhver meddelelse, der modtages i henhold til stk. 1 i denne artikel.

Artikel 55

En forordning vil fastlægge vilkårene og betingelserne for anvendelsen af disse regler.

Artikel 56

Disse regler træder i kraft den 1. oktober 1958.

Bestemmelserne i artikel 43 og 44 træder dog i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen af denne forordning.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. september 1958.

På Rådets vegne
Formand
L. ERHARD

[Kim P. Nyberg]

BILAG A

(Artikel 1, litra a), i forordningen)

Definition af territorier og statsborgere, som forordningen finder anvendelse på

BELGIEN

Territorium: Belgiens territorium i Europa.

Statsborgere: Personer, der har belgisk statsborgerskab.

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

Territorium: Omfanget af Forbundsrepublikken Tysklands grundlov.

Statsborgere: Tyskere i henhold til Forbundsrepublikken Tysklands grundlov.

FRANKRIG

Territorium: Storfrankrig, Algeriet og de oversøiske departementer (Guadeloupe, Guyana, Martinique, Réunion).

Statsborgere: Franske statsborgere og statsborgere i Den Franske Union (ekskl. associerede stater).

ITALIEN

Territorium: Italiens territorium.

Statsborgere: Italienske statsborgere.

LUXEMBOURG

Territorium: Storhertugdømmet Luxembourgs territorium.

Statsborgere: Luxembourgs statsborgere.

NEDERLANDENE

Territorium: Kongerigets territorium i Europa.

Statsborgere: Personer af hollandsk nationalitet.