Kronik i Politiken 27. januar 2019

[skaanebo]

Jeg forlader nu Danmark i protest mod de ekstreme regler, der forhindrer, at min afrikanske adoptivdatter kommer til landet
Min adoptivdatter fra Nigeria kommer fra et land, vi anser som et ’shithole’, og er derfor ikke velkommen.

I mere end tre år har min kone og jeg kæmpet for at få lov til at være sammen med vores adoptivdatter Favour fra Nigeria her i Danmark. Hidtil har det været forgæves.

End ikke et visum til et kortere ophold i Danmark vil de danske myndigheder give hende. De går ud fra, at hun, bare fordi hun er fra Nigeria, ikke vil rejse fra Danmark igen, selvom vi garanterer, at det sker.

Vi vil helst have Favour hertil permanent, så vi kan være sammen som familie. Men Danmark vil ikke anerkende adoptionen af Favour. Det betyder, at Favour nu bor hos min kones afdøde fætters enke i Nigeria, hvor hun passer sin skole.

Vi betaler for hendes skole og ophold. Vi ser Favour i ferierne, og vi opretholder kontakten over mail og telefon. Hver uge sender Favour mig en stil om, hvad der ligger hende på sinde. Vi gennemgår stavning og grammatik linje for linje og drøfter de emner, hun vælger at skrive om. Det er den primære måde, hun og jeg i løbet af de forgangne år har lært hinanden at kende på.

Sådan støtter jeg hende og prøver at give hende selvtillid og viden til at blive en selvstændig person, der vil klare sig godt i livet, uanset hvor i verden hun kommer til at slå sine folder.

Jeg ville også gerne hjælpe hende med matematik og lære hende at programmere, men det har vist sig for svært at gøre på afstand på grund af dårlige telefonbindelser. Så de fag arbejder vi med, når vi er sammen i ferier i Nigeria eller i lande som Sydafrika, som, i modsætning til Danmark, ikke er hermetisk lukket for os som familie. Favour har to timers transporttid til skole, så hun står op klokken 5 hver morgen og er først hjemme igen efter klokken 18.

Det er unødvendigt vanskelige forhold at leve et familieliv under, og det går selvfølgelig os alle tre på. Joan og jeg ville hjertens gerne have betalt alle udgifter forbundet med Favours ophold og uddannelse i Danmark, og vi ville hellere have levet et normalt familieliv med arbejde og skolegang i Danmark end det, der nu kommer til at ske.

Men jeg må hellere forklare, hvordan vi er blevet adoptivforældre til en pige i Afrika.

Jeg er gift med Joan, der er født og opvokset i Nigeria. Joan og jeg mødte hinanden som ph.d.-studerende på Edinburgh Universitet i 1984. Vi blev gift i Edinburgh i 1989 og har boet i Danmark siden 1990. Joan er både dansk og nigeriansk statsborger.

Joans mor i Nigeria havde siden 2012 været plejemor for Favour, som hun fik i pleje, da hun var ti år gammel. Favours biologiske forældre var ikke i stand til at tage sig af hende. Så Favour boede hos min svigermor i Nigeria.

I 2014 døde min svigermor. Vi var bekymrede for, hvad der skulle ske med Favour. Hendes biologiske familie kunne ikke tage sig af hende. Der er intet system i Nigeria, der kunne tage sig af pigen, som vi havde lært at kende under vores besøg, og som vi holdt uendeligt meget af. Joan og jeg havde aldrig fået børn, og vi besluttede, at vi gerne ville adoptere hende og tage os af hende her i Danmark.

Første skridt var naturligvis at undersøge, om Favour selv ønskede det. Det gjorde hun. Næste skridt var at spørge Favours biologiske forældre, om de ønskede det. Det gjorde de. Næste skridt var at søge om at adoptere Favour hos de nigerianske myndigheder. Grunden til, at det helt naturligt måtte være op til nigerianske myndigheder at tage stilling til adoptionen, var, at Favour selv, Favours biologiske forældre, Joans mor og Joan alle er nigerianere.

Vi gik ind i denne adoptionsproces i god tro rådgivet af danske myndigheder, men vi blev udsat for et skoleeksempel på myndighedssvigt i Statsforvaltningen.

Vores sag illustrerer, at adoptionsloven er håbløst forældet, fordi den ikke tager højde for, at danskere nu kan have dobbelt statsborgerskab. Endelig viser denne sag desværre, at vores danske visumregler og forvaltningen af dem er udtryk for utilsløret statssanktioneret diskrimination.

Lad mig begrunde disse påstande.

Efter at vi havde taget de første skridt til at indlede adoptionssagen i Nigeria, henvendte Joan og jeg os i skranken hos Statsforvaltningen, som dengang havde kontor på Borups Allé i København. Det var i april 2015. De to medarbejdere i skranken drøftede sagen og bekræftede, at vi havde gjort det rigtige ved at søge om adoption hos de nigerianske myndigheder først. De foreslog, at vi, hvis den adoption gik igennem, skulle søge om familiesammenføring på basis af adoptionen.

Det viste sig senere, at den rådgivning var helt i skoven. De to medarbejdere i Statsforvaltningen var (ligesom vi) ikke vidende om, at Danmark ikke anerkender adoptioner foretaget i udlandet af personer, der bor i Danmark.

I juli 2015 søgte Favour og Joans bror om besøgsvisum på den svenske ambassade i Abuja i Nigeria. Under interviewet blev Favour, som på det tidspunkt var 13 år gammel, spurgt, om hun kunne tænke sig at bo i Danmark. Det svarede hun naturligvis ja til, for hun vidste godt, at vi arbejdede på at adoptere hende og få hende til Danmark. Hun vidste også godt, at hun i første omgang kun skulle på besøg, bl.a. for at blive interviewet til mulig optagelse på en dansk katolsk skole for engelsksprogede elever.

Ikke desto mindre konkluderede de svenske myndigheder, til hvem den danske ambassade grundet flytning af ambassaden havde overladt behandlingen af ansøgninger om visum til Danmark, at der var risiko for, at Favour ikke ville rejse rettidigt tilbage til Nigeria, hvis hun fik tildelt et besøgsvisum, fordi hun havde sagt, at hun godt kunne tænke sig at bo i Danmark.

Det var mit første chok i denne sag. Vi har haft talrige familiemedlemmer fra Nigeria på besøg, siden vi flyttede til Danmark i 1990. Hver og én har de forladt Danmark rettidigt. Jeg klagede skriftligt, men fik aldrig noget svar.

31. juli 2015 tildelte Magistrate’s Court i Edo State i Nigeria Joan forældremyndigheden over Favour og gav tilladelse til, at Favour kunne rejse til Danmark. Favours juridiske status var og er herefter, at hun er Joans adoptivdatter i henhold til nigeriansk lov. Joan har pligt til at forsørge hende og tage sig af hende. Vi forsøgte derefter at finde ud af, hvordan vi kom videre med sagen hos de danske myndigheder, men måtte efter nogen tid erkende, at regelværket om adoption, familiesammenføring og opholdstilladelser er så kompliceret, at vi måtte opgive at forstå det uden hjælp fra en advokat.

Vi fandt en advokat, der var specialist i familiesammenføring. Han oplyste, at der var to muligheder i sagen. Den ene at søge om familiesammenføring på baggrund af adoptionen, den anden er at søge adoptionen godkendt i Danmark. Han konfererede med en tidligere kollega i Udlændingestyrelsen, som oplyste, at under alle omstændigheder skulle vi først få legaliseret de nigerianske adoptionspapirer på den danske ambassade i Abuja i Nigeria.

Det gik vi så i gang med. De danske krav til legalisering af nigerianske dokumenter er omfattende. Først i maj 2016 afsluttedes processen med, at den danske ambassade i Abuja legaliserede de nigerianske adoptionspapirer. Favour var på dette tidspunkt fyldt 14 år.

Joan og jeg kontaktede derefter igen til Statsforvaltningen for at spørge, hvordan vi rent praktisk skulle søge om familiesammenføring. Vi fik at vide, at første skridt var at søge Ankestyrelsen om godkendelse af den nigerianske adoption. Det gjorde vi 1. juli 2016.

Til vores bestyrtelse gav Ankestyrelsen 9. august 2016 afslag på ansøgningen med den begrundelse, at det fremgår af adoptionsloven, at adoptioner foretaget i udlandet af personer, der bor i Danmark, ikke anerkendes i Danmark. Hele det forløb, som vi startede i 2014 i Nigeria, det eneste sted, denne sag logisk kunne startes, og som vi løbende havde spurgt Statsforvaltningen og vores egen advokat til råds om, var med andre ord fra starten omsonst, og det var der ingen, der havde advaret os om.

Nu, ét afslag på et besøgsvisum og ét afslag på en anerkendelse af adoptionen senere, begyndte jeg at indse, at vi var havnet i en Kafkask proces. Vi havde handlet i god tro, vi havde søgt vejledning hos myndighederne og suppleret med råd fra egen advokat. Nu var vi så blevet Favours forældre med alle de forpligtelser, det indebærer, uden at Favour så meget som havde mulighed for at besøge os i Danmark.

I januar 2017 søgte vi endnu en gang om besøgsvisum til Favour hos den danske ambassade i Nigeria. Vi ville gerne have Favour med til fejringen af Joans 60 års fødselsdag i februar 2017. Dagen inden fødselsdagen modtog Favour så afslag på sin ansøgning om visum fra de danske myndigheder. Afslaget var meget detaljeret, og den beslutningsproces, som den beskriver, gav mig mit andet chok.

I Danmark inddeles alle visumansøgere i fem grupper, afhængig af deres nationalitet. Grundideen er, at jo højere nummeret på din gruppe er, jo sværere bliver det for dig at få visum. Er man, som Favour, nigerianer, så tilhører man gruppe 4. Den eneste gruppe, der er stillet værre, er gruppe 5, som består af Somalia. Tilhører man gruppe 4, så kan man kun få lov til at besøge Danmark, hvis man skal besøge en af sine forældre, sit barn, eller en nær slægtning, der ligger for døden (!).

Ellers, sådan siger visumbekendtgørelsen, så foreligger der begrundet mistanke om, at personer fra lande i gruppe 4 ikke har til hensigt at rejse rettidigt tilbage, hvis de får tilkendt besøgsvisum. Alene på baggrund af denne gruppeinddeling når Udlændingestyrelsen frem til afslag. Favour er nigerianer og tilhører derfor gruppe 4. Joan og Mads er ikke Favours forældre efter dansk lov, og den nigerianske adoption er sagen uvedkommende jf. adoptionsloven.

Favour har ingen børn og har heller ingen nær slægtning i Danmark, der ligger for døden. Ergo må det konkluderes, at der er stor risiko for, at Favour ikke vil rejse rettidigt tilbage, hvis hun får et besøgsvisum, og derfor skal Favour meddeles afslag.

Sagens kerne burde være en reel vurdering – et konkret og individuelt skøn – af Favours hensigt om at rejse rettidigt tilbage, når fødselsdagsfestlighederne er ovre, samt en vurdering af, om vi som hendes værter vil sikre, at det sker. Men den vurdering foretages ikke. Det er alene Favours nationalitet, der er den udslagsgivende faktor. Hun kommer fra et i danske øjne’shithole country’, som Trump ville kalde det. Og alene derfor er hun uønsket.

Det er utilsløret diskrimination at vurdere en persons hensigt om at opføre sig lovlydigt på grundlag af vedkommendes nationalitet. Enhver, der arbejder i det offentlige, ved, at det er ulovligt at sætte skøn på formel. Der skal foretages en konkret og individuelt vurdering, et skøn.

Dér står sagen så med hensyn til tildeling af besøgsvisum. Vi har en visumbekendtgørelse, der sanktionerer utilsløret diskrimination. Vi har en minister, som tilsyneladende synes, at det er sådan, det skal være, og som efterfølgende har erklæret sin fulde tillid til, at alt går til, som det skal i Udlændingestyrelsen. Heller ikke Udlændingenævnet mener, at der er noget galt.

På intet niveau i systemet stopper nogen tilsyneladende op og spørger sig selv om sandsynligheden for, at en person som mig, der ernærer sig som universitetsrektor i statens tjeneste, og som har sæde i rådgivende ministerielle organer vil indlade sig på brud på visumbetingelser, når han skriftligt har erklæret, at han vil sikre dem overholdt.

Ingen kan have foretaget et konkret og individuelt skøn. Jeg nægter at tro på, at der er foretaget en konkret risikovurdering af Favours ansøgning om besøgsvisum. Jeg har al mulig grund til at tro, at med mindre der sker ændringer i dansk udlændingepolitik, herunder ændringer af visumbekendtgørelsen, så vil Favour aldrig kunne besøge os i Danmark.

Jeg var sidst sammen med Favour på ferie i Sydafrika i august 2018. Favour og jeg besøgte et museum om tiden med Apartheid, hvor et foto viser en sort tjenestepige, der ikke må sidde på en bænk ved siden af den hvide pige, som hun var ansat til at passe på. I Sydafrika kan jeg og Favour gå på museum sammen som hvid og sort. Det kan vi ikke i Danmark. Det forhindrer den danske stat.

Jeg har tjent det danske samfund som rektor på IT-Universitetet i København siden 2003, hvor IT-Universitetet blev oprettet ved lov. Før da var jeg direktør for IT-højskolen i København og stod i spidsen for opbygningen af det, der blev til IT-Universitetet i København.

For mit arbejde har jeg fået IT-prisen, den fineste pris inden for IT i Danmark, og jeg er blevet Ridder af Dannebrog. Jeg havde siddet som direktør og rektor i tre perioder, hvor jeg havde fået stillingen i åben konkurrence. Min åremålsansættelse som rektor stod til at udløbe ved udgangen af 2018. Bestyrelsesformanden opfordrede mig til at søge stillingen som rektor endnu en gang. Jeg var 58 år og havde vel alderen til endnu en periode.

Men jeg måtte indse, at sagen om Favour har forandret mig på en måde, så det ikke gav mening at søge stillingen. For mig har kernen i det at være rektor for IT-Universitetet altid været kaldet til at gøre en forskel for Danmark, at uddanne og forske til værdi for Danmark.

Nu må jeg imidlertid erkende, at min motivation til at tjene den danske stat er væk. Hvorfor skulle jeg arbejde for en stat, der nægter min dejlige adoptivdatter, som er det bedste, der er sket for mig i mange år, at sætte fod på dansk jord? Derfor søgte jeg ikke rektorstillingen igen. Jeg er imidlertid stadig dansker, jeg elsker stadig mit fædreland, og jeg har sådan set tænkt mig at insistere på retten til at leve som dansker med min familie, inklusiv Favour, i Danmark.

Så jeg vil gerne hermed offentligt og inderligt appellere til Folketingets partier, både regerings- og oppositionspartier, om at ændre adoptionsloven, så Danmark anerkender adoptioner, som danskere, der har dobbelt statsborgerskab, lovligt foretager eller har foretaget i det andet land, de er statsborgere i, uanset om adoptanten var bosat i Danmark eller i det andet hjemland på det tidspunkt, adoptionen blev foretaget.

Det kan jo ikke være rigtigt, at danskere med dobbelt statsborgerskab kan være forældre efter det ene lands lov og ikke efter det andet lands lov. Det giver ikke mening. Man kan ikke både være forældre og ikke-forældre til det samme barn.

Jeg foreslår ikke en ændring af adoptionsloven, som vil gøre det muligt for danskere at shoppe rundt efter adoptivbørn i hele verden. Jeg foreslår udelukkende, at adoptionsloven opdateres i lyset af, at det er blevet muligt at have dobbelt statsborgerskab, en mulighed, der ikke forelå, da adoptionsloven blev formuleret. Der bør være undtagelser fra den meget drastiske ikke-anerkendelsesregel, som i dag findes i den danske adoptionslov.

Der er desværre ikke udsigt til, at vores lille familie kan samles her i landet foreløbigt. Derfor har vi lagt følgende plan. Favour fortsætter med sin skolegang i Nigeria støttet af os. Vi opretholder kontakten på mail og telefon. Joan bor i vores hus og arbejder i Danmark. Jeg sejler fra Danmark 1. juni 2019 i vores sejlbåd og sætter kurs mod lande, hvor vi alle tre lovligt kan bo sammen på båden på de tidspunkter af året, hvor Favour kan tage fri for skole og kan tage fri fra arbejde. Thi sådanne imødekommende lande findes heldigvis.

Ifølge de internationale søvejsregler er vores sejlbåd dansk territorium, og den fører dansk flag. Jeg ser frem til som skibets fører at sejle dette lille stykke Danmark ud til steder i verden, hvor vores familie endelig vil kunne samles under dansk flag.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art ... til-landet

[Don Alberto]

Et problem er, hvordan man kan formulere adoptionsloven således, at den på den ene side tillader adoptation af børn fra et fattigt land, og på den anden side hindrer, at velhavende danskere køber børn til adoptation fra dets fattige forældre i et fattigt land.

Et andet problem er, hvordan man kan formulere adoptionsloven således, at den på den ene side tillader adoptation af børn fra et fattigt land, hvor man selv har statsborgerskab nr. 2, og på den anden side hindrer, at velhavende danskere betaler sig til et statsborgerskab nr. 2 i et fattigt land med et højt niveau af korruption, for derefter at købe børn til adoptation fra dets fattige forældre i samme fattige land.

Et blandt flere formål med adoptionsloven er jo at hindre - eller i det mindste vanskeliggøre - handel med børn.

Jeg er overbevist om, at klageren har gennemtænkt disse problemer og kan give os løsningen:

[Andreasen81]

Den sag ligger sig godt nok meget op af den her.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0 ... x?id=28610

Så jeg kan ikke se, hvordan der kan gives afslag.

[mh1]

Den sag er fra 90’erne. Der er sket stramninger siden, foranlediget af bl.a. Den valgfri tillægsprotokol til FN-konventionen af 25. maj 2000, samt sager om forsøg på ulovlige adoptioner og adoptioner der gik galt.

https://www.jv.dk/indland/Flere-sorte-a ... ikel/76870

https://www.bt.dk/danmark/blev-adoptere ... boernehjem

https://www.adoptionspolitiskforum.org/ ... de-i-ikke/