1 1/2 år i Danmark.

[rinarios]

Kære Forum,

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har været inde på siden her og bede om hjælp.
Jeg vælger at skrive her fordi dette omhandler vores liv i Danmark, selvom mange at mine spørgsmål også kunne være fordelt ud i de andre.

Min kære mand har nu været i Dk i ca. 1 1/2 år, hvor hele hans tid går med danskundervisning. Sidste år prøvede vi at finde et job til ham, MEN det var umuligt, så nu går han på et specielt tilrettelagt grundforløb på SoSu. Jeg håber virkelig at han kommer ind på selve uddannelsen, det ville være så godt for ham.

Jeg tror ikke nogen af os havde forestillet os, da vi forelskede os i Peru, hvordan det ville være at bo sammen i Dk.
Jobsistuationen er elendig med mindre du kan en masse dansk. Min mand har endda været ude for når han har spurgt andre på gaden (altså dem som delte gratis aviser ud) hvordan de har fået jobbet, at de ikke kunne svare ham tilbage på hverken dansk eller engelsk. Min mand taler flydende engelsk, men ja, han har ingen uddannelse fra Peru, udover hele hans militære karriere.
Min mand føler ikke der er brug for ham her, og især det at han ikke kan bidrage med noget er svært for ham. I Peru kunne han sagtens finde arbejde, da han har arbejdet med sikkerhedsrelateret arbejde det meste af hans liv, men her skal han have gået på kursus, have en uddannelse for at blive sikkerhedsvagt.

Dette er hans anden vinter, og jeg synes i år at hans vinter depression er blevet meget værre, fra forrige år. Hvad stiller jeg op med det? Han bliver mere og mere trist for hver dag der går, og lukker sig endnu mere inde i sig selv. Jeg vil gøre ALT for ham, men hvordan skal jeg hjælpe?
Lige nu sidder jeg også og tuder, mens jeg skriver dette indlæg, for jeg føler denne store fortvivlelse indeni.

Han føler ikke han hører til eller hjemme her, er her udelukkende pga. mig.
Og hver gang vi ser nyheder eller hører radio, synes han Dk er fremmedhadsk land.

Til sommer skal vi ansøge om forlængelse af ophold, da han så har været her i 2 år. Han tror ikke han får det, fordi som han siger han har jo ikke arbejdet her, og dette skal man have gjort i 2 1/2 fuldtid inden for de 7 år. Jeg prøver at forklare, vi stadig har tid, men det er svært.
Selv har jeg fået nyt arbejde, hvor jeg arbejder 22 timer om ugen, da jeg også har selvstændig virksomhed ved siden af, men her tjener jeg ikke mange penge , men jeg elsker det. Nu er jeg begyndt at blive bekymret for om de vil se på dette, US, men det tror jeg ikke de gjorde første gang. De ser vel på om jeg har modtaget penge fra kommunen.

Jeg synes vores dagligdag er ofte mere fyldt med bekymringer end glæde, og dette hænger nogengange som en skygge over os.
Er det kun mig som har det sådan eller er der andre herinde som også nogle gange synes det kan være svært selv efter man har fået FS den første gang.

Mange kærlige hilsner,
Karina

[dotGusten]

Ja, det er udelukkende et spørgsmål om at kunne forsørge sig selv.

Hvordan ser dine egne jobmuligheder ud i Peru?

[fundiver199]

Forlængelse af din mands opholdstilladelse er ikke betinget af, at han er kommet i arbejde. Den er alene betinget af, at de samme forhold stadig er til stede, som da opholdstilladelsen oprindelig blev givet. Altså I skal være gift og bo sammen, du skal råde over passende bolig, du må ikke have modtaget sociale ydelser i 12 måneder etc.

Så det er ikke noget problem at få opholdstilladelsen forlænget. Men derimod er det selvfølgelig et stort problem, hvis din mand ikke trives i Danmark, fordi han ikke føler, at han kan komme til at udnytte sine evner.

Og her er der jo ingen tvivl om, at de sidste 1½ år har været et skidt tidspunkt for en udlænding at etablere sig i Danmark, da der har været økonomisk krise og meget lille efterspørgsel på specielt ufaglært arbejdskraft. Der er også mange unge danskere, som er ramt at dette, det er ikke kun udlændinge.

Men økonomien vender jo før eller siden, og for alle gælder det, at chancen for at få job stiger, jo mere (relevant) uddannelse, man har. Så hvis I vil blive i Danmark, så er vejen frem givetvis, at din mand får èn eller anden form for kompetencegivende uddannelse. Og alene det at være under uddannelse vil også give ham en mere indholdsrig hverdag end han har p.t., hvor han kun går på danskkursus.

Og ellers kan I jo, som dotGusten skriver, overveje at prøve lykken et andet sted. Måske i din mand hjemland Peru, eller måske i et engelsktalende land, hvor han ikke først skal til at lære et helt nyt sprog. Men det vil vel ikke nødvendigvis blive meget nemmere, da der jo er krise over hele Verden og ikke kun i Danmark.

I USA estimerer man f.eks., at arbejdsmarkedet først vil være kommet sig helt over krisen i år 2016. Og i Spanien ser man nu, at mange immigranter fra Afrika vender hjem, da de foretrækker at være arbejdsløse i deres eget land i stedet for i et andet. Så det er ikke nogen nem tid at være immigrant eller tværnationalt ægtepar, og selvom det sikkert er en ringe trøst, så er I meget langt fra at være alene om jeres problemer.

[fundiver199]

Han føler ikke han hører til eller hjemme her, er her udelukkende pga. mig. Og hver gang vi ser nyheder eller hører radio, synes han Dk er fremmedhadsk land.

Følelsen af ”ikke at høre hjemme her” har jo nok i høj grad noget at gøre med, at ingen tilsyneladende har brug for hans arbejdskraft. Dette kan være meget psykisk hårdt, og specielt for en mand, der er vant til at klare sig selv, da en stor del af hans selvforståelse og selvværd måske netop er bygget op over den traditionelle manderolle, som går ud på at være forsørger. Også i rent danske ægteskaber er det sådan, at mænds arbejdsløshed giver meget større risiko for problemer i forholdet og ultimativt skilsmisse end kvinders arbejdsløshed.

At din mand ved at se nyheder i TV, høre radio eller læse aviser kan få det indtryk, at Danmark er ”fremmedfjendsk”, kan jeg sandelig godt forstå. For den måde politikerne fra de forskellige partier nærmest konkurrerer med hinanden om at have den mest ”indvandrerkritiske” politik og ikke mindst retorik, er jo fuldstændig forrykt.

Men det er måske lidt vigtigt, at han forstår, at det efter al sandsynlighed ikke er ”fremmedfjendskhed”, som er årsagen til hans hidtil manglende succes med jobsøgningen. Min personlige mening er således, at det overvældende flertal af danske arbejdsgivere er ganske professionelle i deres ansættelsespolitik, og ikke det der bare ligner ”racistiske”.

Årsagen er i stedet, som jeg allerede har nævnt, den økonomisk krise. Men herudover spiller det også ind, at Danmark har nogle af Verdens højeste minimumslønninger. Dette gør det alt andet lige sværere for folk med beskedne kvalifikationer at komme ind på vores arbejdsmarked, og er givetvis hovedårsagen til, at vi er èt af de allerdårligste lande i hele Verden til at få flygtninge og indvandrere ud på vores arbejdsmarked.

Uddannelse, uddannelse og atter mere uddannelse er som sagt den bedste løsning på det problem. Men hvis det ikke fungerer, så kan I da helt reelt overveje, om ikke I er bedre tjent med at bosætte jer i et land, hvor den løn, som din mand kan få, måske er noget lavere end i Danmark. Men hvor han til gengæld lettere kan få et job, så han tjener noget i det hele taget og kan få sin livsglæde og sit selvværd tilbage.

[Anne Alver]

Hej Karina

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan I har det. Det er svært at se på og opleve ens elskede har det skidt, og man kan jo sagtens forstå, at et menneske får det dårligt, hvis man ikke føler der er brug for én.
Jeg har hele tiden prøvet at finde nogle opgaver, som min mand kan lave, så han i det mindste kan føle der er brug for ham hjemme. Og det er også vigtigt at fortælle ham hvor meget jeg sætter pris på det, han gør!
Min mand laver mad, køber ind, gør rent og vasker tøj. Så det er MEGET værdsat. Især også fordi jeg har travlt på mit job og tit kommer huhej hjem og skal videre til møder, kuser osv.
Men alligevel betyder det rigtig meget at kunne bidrage også med et job, så der er ikke andet for end at blive ved med at søge efter jobs, og så ikke være for kritisk med at tage hvad der er.
Mht til de dårlige nyheder, så er et godt råd, at lade være med at se nyhederne i en periode. I vil garantere opdage at jeres humør bliver bedre!
Har din mand nogen interesser som I/han kan "gå til". Alt efter hvor I bor er der jo et udvalg af kurser, aftenskoler, sportsklubber, dans, fitness mv. Her kan han jo både få fornøjelse ved at deltage, og han kan møde folk/få venner og den vej igennem får man jo et større netværk, som jo også kan føre til job i nogle tilfælde.

Held og lykke!

[mh1]

Du har egen virksomhed - er der ikke noget, du kan ansætte din mand til i den? Ellers råd ham til at søge uopfordret. Sæt jer ned og tegn den radius, det er realistisk at han vil kunne tage job indenfor (altså mht. transport), og undersøg, hvilke mulige arbejdsgivere der er indenfor den radius, og så må han ud og slide skosåler. Netop som ufaglært er det oftest bedre at lade den mulige arbejdsgiver "se giraffen", og din mands navn er sikkert et, som gør nogle bange for at de slet ikke kan forstå, hvad han siger. Når de så ser og taler med ham, vil de blive klar over at han kan være lige så god en medarbejder som Hans (og en i DK opvokset Hassan). Held og lykke!

[aspirations345]

Der er mange jobs på www.formidlingen.dk held og lykke.

[rinarios]

Kære Alle,

Tak for de mange gode meldinger tilbage.

Min mand er heldigvis kommet i bedre humør (sikkert også pga. vejret).

Er nu startet på en uddannelse og skal snart i praktik og har haft et lille job, så nu føler han, at der er mere brug for ham. Tror der altid vil være op- og nedgange og det er her at ens forhold ofte kan blive sat på prøve. For uanset hvor meget jeg elsker ham, er det svært. Vigtigst at alt er at støtte hinanden og holde fast i følelsen om at vi hører sammen.

Mange tak til alle.

Karina