Hvis I ønsker at søge om familiesammenføring, skal du holde dig fra ydelser, der udbetales efter aktivloven og integrationsloven. Det er også det, man kalder "sociale ydelser", og det drejer sig navnlig om kontanthjælp, revalidering og kontanthjælps-lignende ydelser som den nye "uddannelseshjælp" til unge eller den afskaffede "starthjælp".
Der er masser af andre offentlige ydelser i Danmark, der IKKE er sociale ydelser, og som IKKE udbetales efter de to love. Og dem må man GERNE have modtaget, når man søger om familiesammenføring. Det gælder SU, dagpenge fra A-kassen, sygedagpenge, barselsdagpenge, boligstøtte, friplads i daginstitution og en masse andre ting, som det vil kræve alt for meget plads at liste op.
Hvis man får ydelser efter aktivloven eller integrationsloven, så har man en sagsbehandler (socialrådgiver) på kommunens socialkontor. Så har man ikke det, skulle man være på den sikre side
Og ellers har kommunen vejledningspligt og kan og skal til enhver tid oplyse, hvilken lov en given ydelse hører under. Får man svaret på skrift, er det forhåbentlig rigtigt, og ellers kan man dokumentere, at man er blevet vildledt, og så vil det ikke stå i vejen for familiesammenføring, at man har modtaget den pågældende ydelse.