Det har jeg! Min eksmand har (indtil videre) midlertidig opholdstilladelse pga vores fælles børn. Han fik i første omgang to års ophold og hvis jeg på tidspunktet for hans ansøgning om forlængelse, var blevet spurgt ind til deres samvær, havde jeg ærlig talt nok fortalt at det bestemt ikke er problemløst mv........ men jeg blev overhovedet ikke spurgt, - ingen blev, mig bekendt, spurgt. Det undre mig egentlig..... Han fik forlængelse med 3 år, hvoraf de to nu er gået.
Jeg skriver her fordi jeg overvejer meget, om jeg skal gøre en indsats for at hans opholdstilladelse indrages, - og ikke mindst om det overhovedet kan lade sig gøre....
Sagen er at vores samarbejde omkring børnene er dybt problematisk, - meget komplekst og omfattende at beskrive. Det er kun min søn der har haft (nogenlunde og periodevist) fast samvær med ham. Min datter har ikke haft lyst/tillid, så hun blev "fritstillet" efter anbefaling af en familierådgiver. Min eksmand har haft et stort narkotika misbrug umiddelbart før bevillingen af familiesammenføring (som jeg og min familie I DEN GRAD har fortrudt, at vi gjorde en STOR indsats for at han skulle få....... ja, bagklog kan man altid være....) Hvorom alting er, har det medført mange følger. Han har PTSD og en (udiagnostiseret) paranoid forfølgelses-et-eller andet. Han har lææææænge beskyldt mig for at hente folk fra KBH til at spionere ham og ligeledes beskyldt mig for at gå ind i hans hjem når han ikke er hjemme. Men jeg har forsøgt at ignorere det, - indtil jeg opdagede for et par måneder siden at hans paranoia, ikke kun omhandler mig, men også, stort set alle andre, han omgåes/steder han færdes. Jeg anullerede umiddelbart herefter deres samvær og indberettede det til statsforvaltningen, som ved et efyterfølgende møde, valgte at stille samvær i bero og starte en undersøgelse af far og søn. Min søn (9 år) har haft en voldsom "nedtur", der startede ca 3 uger inden jeg fandt ud af hvordan det reelt stod til med faren. det har været en hårdt tur med PPR, familie center, etc etc...... men nu hvor de ikke har set hinanden i ca 2 måneder har han det meget bedre og er meget mere i balance med sig selv.
Hold da op....jeg fik da lige åbnet op for posen........
Vi har være skilt siden 2006 og der har ALTID været problemer...... jeg har ofte følt at han er mit 3. barn, - mit store problembarn og i perioder æder det mig bare op og nu har jeg vist nået grænsen. Jeg ville sådan ønske at han på eget initeativ rejse hjem, - eller flyttede meget langt væk fra mig/os.....men det gør han bare ikke!!!
Mon der er nogen der har prøvet noget tilsvarende? Og er der ikke noget med at man som psykiatrisk patient er særlig beskyttet i forhold til udvisning? Nogen ideer eller gode råd?
Tak for opmærksomheden
)