Da du kun er 17 år, er det nok lidt tidligt at gifte sig, hvilket jo er forudsætningen for, at man kan blive familiesammenført. Men måske kunne et au-pair ophold være noget for din kæreste? Så kan hun være i Danmark i op til 2 år, og det giver både tid til, at hun kan lære at tale dansk, og at I kan prøve jeres forhold af. Ellers er et studieophold på en højskole el. måske også en mulighed, men det koster penge, hvor en au-pair trods alt får gratis kost og logi og lidt lommepenge oveni.
Afhængig af hendes uddannelse kan det jo også være, at hun kan få en arbejdstilladelse med henblik på arbejde i Danmark, men det er svært at gisne om, når du slet ikke fortæller noget om hendes baggrund. Der findes f.eks. en ret simpel ordning kaldet beløbsordningen, hvor et job med en løn på over 375.000 om året giver opholdstilladelse.
Du skriver, at du har læst "på forskellige sites", men det primære sted at søge oplysning om mulighederne for at arbejde og studere i Danmark er og bliver
www.nyidanmark.dk
I ÆUG har vi således ikke set noget formål med at gengive hele dette omfattende regelsæt på vores hjemmeside, da vi faktisk mener, at vejledningerne på Nyidanmark er ganske udmærkede og udtømmende, hvad dette emne angår, og da det jo ikke er det, som er vores primære fokusområde. De fleste af ÆUG´s medlemmer ønsker således at opnå familiesammenføring, så det er det, vores vejledning er fokuseret på.
Hvis jeres problem er, at der ikke rigtig er nogen af ordningerne, der "passer" til din kærestes ønsker og behov, så er det ikke noget, vi kan gøre noget ved. Det er ikke sådan, at der findes "hemmelige" ordninger, der ikke er beskrevet på Nyidanmark. Så hvis du har læst afsnittede om at studere og arbejde i Danmark grundigt, så ved du også, hvilke muligheder der er (eller ikke er) for din kæreste.
Og måske er svaret bare, at muligheden for jer er, at I kan besøge hinanden, når I har ferie. Og sådan kan man også sagtens leve i noget tid, og navnlig når man bor så relativt tæt på hinanden, som I gør. Det var noget værre, hvis din kæreste f.eks. var fra Argentina eller New Zealand.