Det må siges, at Belgien stadig har sit hyr med at forstå de her regler om beskyttelsen af barnets tarv. I hvert fald skal vi nu kigge nærmere på en sag, hvor de belgiske domstole mener, at barnets tarv kun kommer ind i billedet, hvis barnet er på anklagebænken i en sag som denne, hvor far har fået besked på at udrejse samt fået et indrejseforbud med i baglommen. Der står intet om, hvad der har gjort, at han har fået ordre til at forlade landet med et indrejseforbud oveni, men man må formode, at det har været alvorlige sager, han er anklaget eller dømt for.
Han har en belgisk ægtefælle og de to har et mindreårigt fællesbarn sammen. Barnet er belgisk statsborger. Den belgiske domstol i udlændingeretlige sager mener, at det er HAM, der er den anklagede, ikke barnet. At domstolen kun skal tage hensyn til barnets tarv, hvis sagen specifikt handlede om barnet og barnet sad på anklagebænken, tiltalt sammen med sin far. Så længe barnet ikke er det, er der ikke noget hensyn at tage til barnets tarv.
Den idé er Domstolen ikke med på. Læs bare svarene i præmisserne 27, 31, 32 og 36 isoleret. Den belgiske argumentation bliver pillet fuldstændig fra hinanden. Dels skal barnets tarv vægtes FØR der træffes afgørelse om udsendelse, ikke bagefter, dels er vægtningen af barnets tarv PLIGT, ikke noget eventuelt, i alle sager, hvor der er det mindste lille flig af børn involveret på den ene eller anden måde, og dels kan man ikke opsætte en fortælling om, at barnets tarv kun er relevant, hvis barnet i egen høje person er subjektet for en udvisning.
Det i dommen omtalte direktiv 2008/115 er gældende i Danmark, da den udgør en del af Schengensamarbejdet. Direktivet går under betegnelsen ”Udsendelsesdirektivet”, og handler om, hvordan medlemsstaterne skal gebærde sig i sager om udvisning af uønskede personer.
I dommens præmis 27 står der direkte, at den blotte omstændighed, at den forælder, der er statsborger i landet, godt kan tage vare på barnet alene, kan indgå i den samlede vurdering af sagen, men den kan ikke stå alene. På trods af denne formaning, brugte Danmark lige præcis kun det ene punkt til at retfærdiggøre udsendelse af adskillige fædre og mødre til mindreårige fællesbørn med dansk statsborgerskab helt frem til oktober 2022. Hvor det var eneste fokuspunkt, og intet andet blev taget i betragtning. Domstolens ord gjorde ikke indtryk på den danske praksis.
Link til dommen i sag C-112/20, M.A. mod Etat Belge:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CJ0112
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 32008L0115
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - AFSNIT III - LIGESTILLING - Artikel 24 - Børns rettigheder:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P024
Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Ryd alle skriveborde, og det skal være NU!!, nærmest runger det i gangene i den danske Udlændingestyrelse, selv om de to forenede sager, vi nu skal kigge på, ikke er mod Danmark. Vi er i maj måned 2022, sagerne er mod Spanien, og er den direkte årsag til praksisændringen i Danmark, der blev dateret 14. oktober 2022 kl. 11.58. Sagens parter har de ikke særligt mundrette initialer XU og QP.
Det er sådan, at når Domstolen kommer med en afgørelse, gælder den omgående i samtlige medlemsstater, og ikke kun i den medlemsstat, den omhandler. I praksis er ordet ”omgående” ikke et ord, der vægtes specielt højt, for medlemsstaterne vil gerne først have mulighed for at sætte sig ned og lave en national fortolkning af dommen. Altså: Hvordan forstår VI i VORES land, den her afgørelse, og så føre det ned på papir. Men helt principielt gælder afgørelserne fra det absolutte sekund, de er offentliggjort på Domstolens hjemmeside. Og man kan ikke undskylde sig med, at den enkelte dom ikke ligger på ens eget sprog endnu.
Vi skal som nævnt til Spanien, og den her afgørelse ligner til forveksling noget, vi har set før i serien her. Forskellen er blot, at den her gang giver Domstolen udtryk for, at Domstolen er klar over, at medlemsstaterne ikke helt har forstået alt det her om barnets tarv, og derfor skærer Domstolen det ud i pap, så det ikke er til at misforstå.
I sagen om XU har vi en tredjelandsborger, en spansk unionsborger og et fællesbarn med spansk statsborgerskab. I sagen om QP ser persongalleriet også sådan ud, men topper den lige med, at tredjelandsborgeren har taget et barn fra et tidligere forhold med ind i det nye forhold.
Det fremgår af domsreferatet, at de spanske myndigheder vil have de her to voksne tredjelandsborgere smidt ud af landet, og i den forbindelse forlanger de, at også børnene og de forældre, der er unionsborgere ryger med ud. I spansk lov er det nemlig et krav, at parrene forbliver sammen absolut altid. Domstolen gør dog opmærksom på, at spansk lov ikke kan gøres gældende i andre lande, så de kan faktisk ikke bestemme, at de to kernefamilier hver for sig SKAL bo sammen i et andet land. Desuden har medlemsstaterne ikke mandat til at smide egne statsborgere ud af landet. Så den praksis kan de spanske myndigheder godt stoppe med.
Herefter får vi – på meget pædagogisk vis – en gentagelse af tidligere dommes betydninger. At barnets tarv har absolut førsteprioritet i ALLE sager, der involverer mindreårige; at en tredjelandsborger, der er forælder til et sådant barn ikke bare sådan lige kan smides ud – heller ikke til en anden medlemsstat – uden at barnets tarv vægtes først. Og så videre.
Fredag den 14. oktober 2022 blev så dagen, hvor de to danske ministerier, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte en fælles praksisændring lige på falderebet til, at de ansatte i centraladministrationen og diverse styrelser gik hjem på weekend. Praksisændringen skulle fortolke den her dom. Sikke en hovedrengøring den førte til. Selv om dommen som nævnt ikke var rettet til Danmark direkte, fik de danske myndigheder med dommen indirekte en verbal lussing af Domstolen. For den praksis, de danske myndigheder havde haft med at smide tredjelandsforældre ud på grund af bitte små juridiske teknikaliteter, og alene begrundet disse udsmidninger i, at den danske forældre jo bare kunne tage sig af barnet, var pille-hamrende ulovlig. Så nu skulle der ryddes op. Samtlige de sager, hvor en tredjelandsforælder var smidt ud på dette grundlag siden Chavez-Vilchez blev offentliggjort, skulle Udlændingestyrelsen tage op af egen drift igen. I sager, der lå længere tilbage, skulle folk selv henvende sig. Det gav seriøst travlhed i Udlændingestyrelsen. I løbet af meget kort tid sad de med flere tusinde sager, hvor de pænt måtte undskylde for miseren overfor de pågældende, og det var ikke alle, der tog lige pænt imod den undskyldning. For nogles vedkommende var udsmidningen den direkte årsag til, at de ikke længere dannede par med den danske kæreste eller ægtefælle og heller ikke havde planer om at vende tilbage. Den behandling de havde fået fra de danske myndigheders side, var direkte afskrækkende. Den stramme danske udlændingepolitik havde vist tænder, og dén ville de ikke udsættes for igen.
For andre var det en kæmpe sejr, hvor konfettien og champagnepropperne sprang rundt om i de små hjem, da det gik op for dem, hvilken betydning og rækkevidde den her praksisændring havde og stadig har.
For andre igen var parolen at når noget lyder for godt til at være sandt, skal man nok lige tage det med et gran salt. De troede simpelthen ikke på det. De var jo vant til den stramme udlændingepolitik, og nu var det hele jo pillet godt og grundigt fra hinanden.
På Christiansborg skulle man tro, at det her ville vække så meget vrede, at taget lettede på hele bygningen. Til stor overraskelse var der fuldstændig stille. Det virkede som om, at politikerne end ikke havde observeret, at der var ved at ske noget, de aldrig i deres fantasi havde drømt om kunne ske. Eller også at de bare stiltiende observerede, at en stor del af den stramme udlændingepolitik var blevet slap som en våd karklud. Uden de kunne gøre noget.
Allerede i den følgende uge, så vi resultatet af den nye praksisændring. Sagerne begyndte at pible frem, hvor Udlændingestyrelsen havde omgjort tidligere afgørelser. Nu kunne disse tredjelandsborgere frit komme tilbage til Danmark og her indgive en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af det fælles barn. Man gjorde ovenikøbet ansøgningen gebyrfri.
Havde de ansatte i Udlændingestyrelsen røde ører? Det burde de måske nok have haft oven på den kæmpe fadæse, de havde praktiseret gennem flere år. Men det var ikke tilfældet. I stedet var der store smil midt i kaos over alle sagerne, fordi man nu kunne give et positivt svar i stedet for et negativt.
I dag møder vi stadig af og til tilfælde, hvor folk stopper op og spørger, om det nu også kan passe, at det er blevet SÅ nemt. Hertil må vi bare svare, at ja, det kan godt passe.
Link til dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo mod XU og QP:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CJ0451
Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 13. januar 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CC0451
Praksisændringen dateret 14. oktober 2022, udstedt af Justitsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet:
https://nyidanmark.dk/da/Nyheder/2022/1 ... %C3%B8ring
Det er sådan, at når Domstolen kommer med en afgørelse, gælder den omgående i samtlige medlemsstater, og ikke kun i den medlemsstat, den omhandler. I praksis er ordet ”omgående” ikke et ord, der vægtes specielt højt, for medlemsstaterne vil gerne først have mulighed for at sætte sig ned og lave en national fortolkning af dommen. Altså: Hvordan forstår VI i VORES land, den her afgørelse, og så føre det ned på papir. Men helt principielt gælder afgørelserne fra det absolutte sekund, de er offentliggjort på Domstolens hjemmeside. Og man kan ikke undskylde sig med, at den enkelte dom ikke ligger på ens eget sprog endnu.
Vi skal som nævnt til Spanien, og den her afgørelse ligner til forveksling noget, vi har set før i serien her. Forskellen er blot, at den her gang giver Domstolen udtryk for, at Domstolen er klar over, at medlemsstaterne ikke helt har forstået alt det her om barnets tarv, og derfor skærer Domstolen det ud i pap, så det ikke er til at misforstå.
I sagen om XU har vi en tredjelandsborger, en spansk unionsborger og et fællesbarn med spansk statsborgerskab. I sagen om QP ser persongalleriet også sådan ud, men topper den lige med, at tredjelandsborgeren har taget et barn fra et tidligere forhold med ind i det nye forhold.
Det fremgår af domsreferatet, at de spanske myndigheder vil have de her to voksne tredjelandsborgere smidt ud af landet, og i den forbindelse forlanger de, at også børnene og de forældre, der er unionsborgere ryger med ud. I spansk lov er det nemlig et krav, at parrene forbliver sammen absolut altid. Domstolen gør dog opmærksom på, at spansk lov ikke kan gøres gældende i andre lande, så de kan faktisk ikke bestemme, at de to kernefamilier hver for sig SKAL bo sammen i et andet land. Desuden har medlemsstaterne ikke mandat til at smide egne statsborgere ud af landet. Så den praksis kan de spanske myndigheder godt stoppe med.
Herefter får vi – på meget pædagogisk vis – en gentagelse af tidligere dommes betydninger. At barnets tarv har absolut førsteprioritet i ALLE sager, der involverer mindreårige; at en tredjelandsborger, der er forælder til et sådant barn ikke bare sådan lige kan smides ud – heller ikke til en anden medlemsstat – uden at barnets tarv vægtes først. Og så videre.
Fredag den 14. oktober 2022 blev så dagen, hvor de to danske ministerier, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte en fælles praksisændring lige på falderebet til, at de ansatte i centraladministrationen og diverse styrelser gik hjem på weekend. Praksisændringen skulle fortolke den her dom. Sikke en hovedrengøring den førte til. Selv om dommen som nævnt ikke var rettet til Danmark direkte, fik de danske myndigheder med dommen indirekte en verbal lussing af Domstolen. For den praksis, de danske myndigheder havde haft med at smide tredjelandsforældre ud på grund af bitte små juridiske teknikaliteter, og alene begrundet disse udsmidninger i, at den danske forældre jo bare kunne tage sig af barnet, var pille-hamrende ulovlig. Så nu skulle der ryddes op. Samtlige de sager, hvor en tredjelandsforælder var smidt ud på dette grundlag siden Chavez-Vilchez blev offentliggjort, skulle Udlændingestyrelsen tage op af egen drift igen. I sager, der lå længere tilbage, skulle folk selv henvende sig. Det gav seriøst travlhed i Udlændingestyrelsen. I løbet af meget kort tid sad de med flere tusinde sager, hvor de pænt måtte undskylde for miseren overfor de pågældende, og det var ikke alle, der tog lige pænt imod den undskyldning. For nogles vedkommende var udsmidningen den direkte årsag til, at de ikke længere dannede par med den danske kæreste eller ægtefælle og heller ikke havde planer om at vende tilbage. Den behandling de havde fået fra de danske myndigheders side, var direkte afskrækkende. Den stramme danske udlændingepolitik havde vist tænder, og dén ville de ikke udsættes for igen.
For andre var det en kæmpe sejr, hvor konfettien og champagnepropperne sprang rundt om i de små hjem, da det gik op for dem, hvilken betydning og rækkevidde den her praksisændring havde og stadig har.
For andre igen var parolen at når noget lyder for godt til at være sandt, skal man nok lige tage det med et gran salt. De troede simpelthen ikke på det. De var jo vant til den stramme udlændingepolitik, og nu var det hele jo pillet godt og grundigt fra hinanden.
På Christiansborg skulle man tro, at det her ville vække så meget vrede, at taget lettede på hele bygningen. Til stor overraskelse var der fuldstændig stille. Det virkede som om, at politikerne end ikke havde observeret, at der var ved at ske noget, de aldrig i deres fantasi havde drømt om kunne ske. Eller også at de bare stiltiende observerede, at en stor del af den stramme udlændingepolitik var blevet slap som en våd karklud. Uden de kunne gøre noget.
Allerede i den følgende uge, så vi resultatet af den nye praksisændring. Sagerne begyndte at pible frem, hvor Udlændingestyrelsen havde omgjort tidligere afgørelser. Nu kunne disse tredjelandsborgere frit komme tilbage til Danmark og her indgive en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af det fælles barn. Man gjorde ovenikøbet ansøgningen gebyrfri.
Havde de ansatte i Udlændingestyrelsen røde ører? Det burde de måske nok have haft oven på den kæmpe fadæse, de havde praktiseret gennem flere år. Men det var ikke tilfældet. I stedet var der store smil midt i kaos over alle sagerne, fordi man nu kunne give et positivt svar i stedet for et negativt.
I dag møder vi stadig af og til tilfælde, hvor folk stopper op og spørger, om det nu også kan passe, at det er blevet SÅ nemt. Hertil må vi bare svare, at ja, det kan godt passe.
Link til dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo mod XU og QP:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CJ0451
Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 13. januar 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CC0451
Praksisændringen dateret 14. oktober 2022, udstedt af Justitsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet:
https://nyidanmark.dk/da/Nyheder/2022/1 ... %C3%B8ring
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
M.D. er en rigtig slemmert, hvis man spørger udlændingemyndighederne i Ungarn. For udover at han er bager med brødudsalg på ikke mindre end fire adresser, har han også været aktiv i at hjælpe illegale migranter ind i landet. Menneskesmugling betragter de ungarske myndigheder som en reel, direkte og alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed. Så ham vil vi gerne have hældt ud af landet.
Han er selv tredjelandsborger og har boet i Ungarn siden maj 2003. Han bor sammen med sin ungarske samlever og deres fælles barn. I forbindelse med en forlængelse af opholdstilladelsen i 2018, går det så galt for ham. Af førnævnte årsag vil de have ham ud, og det fremgår af dommens præmis 37 at ”I et sådant tilfælde skal udvisningen af den pågældende tredjelandsstatsborger således anordnes, uden at der tages hensyn til tredjelandsstatsborgerens familiemæssige eller personlige forhold.”
Efter en del administrativ tumult, hvor myndighederne ikke har gjort deres arbejde grundigt nok i første omgang, og derfor bliver bedt om at gøre det om igen, udrejser han fra ungarsk område. Han får et 10-årigt indrejseforbud med i baglommen. Spørgsmålet er nu, dels om udvisningen er korrekt i forhold til barnets tarv, dels om han kan komme tilbage til Ungarn inden de 10 år er gået.
Den forelæggende ret, det vil sige den nationale domstol, der stiller spørgsmål til Domstolen, stiller spørgsmål ved førnævnte sætning i præmis 37. Det gør den, fordi Domstolen i M.A.-sagen rev en tilsvarende begrundelse midt over og svarede, at når der er mindreårige børn, SKAL barnets tarv vægtes først og så kan man tage stilling til de andre ting bagefter. Det foregår ikke den anden vej rundt.
Domstolen er da også meget klar i spyttet. Hvis medlemsstaten ikke har en lov, der stemmer overens med EU-reglerne, må medlemsstaterne ikke bruge den nationale lov, men skal gøre brug af EU-reglerne i stedet. Og lige som i M.A.-dommen, går Domstolen i rette med de ungarske myndigheder om, at hele udvisningen er ulovlig, fordi der ikke er taget stilling til barnets tarv først. M. D. skal derfor have fri adgang til at komme ind i landet igen og bo sammen med sin lille familie.
Link til dommen i sag C-528/21, M.D.:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2021CJ0528
Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 24. november 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2021CC0528
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 32008L0115
Charteret om Grundlæggende Rettigheder, artikel 47:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P047
Han er selv tredjelandsborger og har boet i Ungarn siden maj 2003. Han bor sammen med sin ungarske samlever og deres fælles barn. I forbindelse med en forlængelse af opholdstilladelsen i 2018, går det så galt for ham. Af førnævnte årsag vil de have ham ud, og det fremgår af dommens præmis 37 at ”I et sådant tilfælde skal udvisningen af den pågældende tredjelandsstatsborger således anordnes, uden at der tages hensyn til tredjelandsstatsborgerens familiemæssige eller personlige forhold.”
Efter en del administrativ tumult, hvor myndighederne ikke har gjort deres arbejde grundigt nok i første omgang, og derfor bliver bedt om at gøre det om igen, udrejser han fra ungarsk område. Han får et 10-årigt indrejseforbud med i baglommen. Spørgsmålet er nu, dels om udvisningen er korrekt i forhold til barnets tarv, dels om han kan komme tilbage til Ungarn inden de 10 år er gået.
Den forelæggende ret, det vil sige den nationale domstol, der stiller spørgsmål til Domstolen, stiller spørgsmål ved førnævnte sætning i præmis 37. Det gør den, fordi Domstolen i M.A.-sagen rev en tilsvarende begrundelse midt over og svarede, at når der er mindreårige børn, SKAL barnets tarv vægtes først og så kan man tage stilling til de andre ting bagefter. Det foregår ikke den anden vej rundt.
Domstolen er da også meget klar i spyttet. Hvis medlemsstaten ikke har en lov, der stemmer overens med EU-reglerne, må medlemsstaterne ikke bruge den nationale lov, men skal gøre brug af EU-reglerne i stedet. Og lige som i M.A.-dommen, går Domstolen i rette med de ungarske myndigheder om, at hele udvisningen er ulovlig, fordi der ikke er taget stilling til barnets tarv først. M. D. skal derfor have fri adgang til at komme ind i landet igen og bo sammen med sin lille familie.
Link til dommen i sag C-528/21, M.D.:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2021CJ0528
Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 24. november 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2021CC0528
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 32008L0115
Charteret om Grundlæggende Rettigheder, artikel 47:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P047
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Den her kender nogle af jer sikkert, medens den er ukendt for andre. Vi skal igen en tur til Nederlandene, hvor vores hovedperson kaldes X. Hun er thailandsk statsborger og har været gift med den nederlandske statsborger, A. Sammen har de barnet, B.
B er nederlandsk statsborger, men har aldrig været i denne medlemsstat. Han er født og opvokset i Thailand hos sine bedsteforældre. Kort efter fødslen tog X tilbage til Nederlandene uden barnet.
Ægteskabet mellem A og X kører ikke så godt. De vælger derfor at blive skilt. I den anledning bliver X udvist fra Nederlandene, men allerede dagen efter udvisningen søger hun igen om en opholdstilladelse på baggrund af barnet. Ansøgningen bliver afvist. Myndighederne mente ikke, at hun havde en afledt opholdsret på baggrund af Chavez-Vilchez dommen.
Argumenterne fra henholdsvis X og de nederlandske myndigheder er beskrevet i dommens præmisser 11-14. Blandt andet mener X, at hun altid har taget sig af barnet og haft kontakt med barnet gennem alle årene, og at hendes mor ikke længere er i stand til at tage sig af barnet af helbredsmæssige årsager. Kontakten mellem A og barnet har desuden kun været sporadisk, og X har af de thailandske myndigheder fået tilkendt fuld forældremyndighed.
De nederlandske myndigheder griner lidt af det hele. Altså, man kan da ikke tage sig af et barn, der befinder sig flere tusinde kilometer væk, og den med bedstemor er ikke sandsynliggjort, så den tror vi ikke på. Dommen på fuld forældremyndighed er desuden ikke blevet legaliseret, så den vil de nederlandske myndigheder heller ikke rigtig bide på.
Domstolen piller det hele fra hinanden. De nederlandske myndigheder må ikke på den her måde indirekte nægte deres egne statsborgere at indrejse på det nationale område. Og det gør de faktisk ved at komme med alle de her undskyldninger. Der er heller ikke noget krav om, at tredjelandsborgeren skal have boet med barnet i hele barnets levetid. Og barnet kan heller ikke kastes i favnen på en far, der aldrig har haft noget med barnet at gøre og som heller ikke har nogen interesse i at tage sig af det.
Dermed er vi tilbage ved de syv sager fra Chavez-Vilchez dommen, Og Domstolen konstaterer, at barnet og X falder ind under samme betingelser, som var gældende i Chavez-Vilchez. Derfor skal barnet kunne indrejse i Nederlandene og moderen skal udstyres med en arbejds- og opholdstilladelse i denne medlemsstat.
Link til dommen i sag C-459/20, X:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CJ0459
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 16. juni 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CC0459
B er nederlandsk statsborger, men har aldrig været i denne medlemsstat. Han er født og opvokset i Thailand hos sine bedsteforældre. Kort efter fødslen tog X tilbage til Nederlandene uden barnet.
Ægteskabet mellem A og X kører ikke så godt. De vælger derfor at blive skilt. I den anledning bliver X udvist fra Nederlandene, men allerede dagen efter udvisningen søger hun igen om en opholdstilladelse på baggrund af barnet. Ansøgningen bliver afvist. Myndighederne mente ikke, at hun havde en afledt opholdsret på baggrund af Chavez-Vilchez dommen.
Argumenterne fra henholdsvis X og de nederlandske myndigheder er beskrevet i dommens præmisser 11-14. Blandt andet mener X, at hun altid har taget sig af barnet og haft kontakt med barnet gennem alle årene, og at hendes mor ikke længere er i stand til at tage sig af barnet af helbredsmæssige årsager. Kontakten mellem A og barnet har desuden kun været sporadisk, og X har af de thailandske myndigheder fået tilkendt fuld forældremyndighed.
De nederlandske myndigheder griner lidt af det hele. Altså, man kan da ikke tage sig af et barn, der befinder sig flere tusinde kilometer væk, og den med bedstemor er ikke sandsynliggjort, så den tror vi ikke på. Dommen på fuld forældremyndighed er desuden ikke blevet legaliseret, så den vil de nederlandske myndigheder heller ikke rigtig bide på.
Domstolen piller det hele fra hinanden. De nederlandske myndigheder må ikke på den her måde indirekte nægte deres egne statsborgere at indrejse på det nationale område. Og det gør de faktisk ved at komme med alle de her undskyldninger. Der er heller ikke noget krav om, at tredjelandsborgeren skal have boet med barnet i hele barnets levetid. Og barnet kan heller ikke kastes i favnen på en far, der aldrig har haft noget med barnet at gøre og som heller ikke har nogen interesse i at tage sig af det.
Dermed er vi tilbage ved de syv sager fra Chavez-Vilchez dommen, Og Domstolen konstaterer, at barnet og X falder ind under samme betingelser, som var gældende i Chavez-Vilchez. Derfor skal barnet kunne indrejse i Nederlandene og moderen skal udstyres med en arbejds- og opholdstilladelse i denne medlemsstat.
Link til dommen i sag C-459/20, X:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CJ0459
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 16. juni 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CC0459
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Vi skal tilbage til Ungarn, hvor to sager er lagt sammen til en fælles dom. I den første sag møder vi NW, som blev gift med en ungarsk kvinde i 2004 og fik et barn sammen med hende året efter. Han fik opholdstilladelse i landet på grundlag af dette ægteskab.
Men i 2021 blev opholdstilladelsen lige pludselig trukket tilbage, og hverken udlændingemyndighederne eller NW selv kunne få en forklaring. Det var ”Kontoret for beskyttelse af forfatningen” (herefter blot benævnt ”Kontoret”), der havde truffet en afgørelse om, at manden er til fare for landets sikkerhed, og baggrunden ville de ikke fortælle, fordi det var ”klassificeret materiale”. Indenrigsministeren bakkede op om Kontorets afgørelse. Udlændingemyndighederne havde derfor ikke anden mulighed end at sige til manden, at han er uønsket og vi aner intet om hvorfor. Afgørelsen er så ultimativ, at der ifølge loven ikke tages nogen hensyn til hans familiemæssige baggrund.
Sagen kommer for den lokale byret, går jeg ud fra, at det er. Herfra er dommeren kvik nok i pæren til at sige ”vent lige lidt”. Dommeren var nemlig bekendt med de tidligere domme fra Domstolen, ikke mindst i sagerne, hvor mindreårige fællesbørn indgår. Den lokale dommer vælger derfor at sætte sagen på pause og stille Domstolen nogle spørgsmål. Herunder (igen) om barnets tarv kommer først eller om udsmidning uden hensyntagen til familiemæssige forhold kommer først.
Ifølge den ungarske Højesteret har den lavere retsinstans altid krav på at få disse klassificerede materialer, så de kan foretage deres egen afgørelse, men som jeg læser domsreferatet, er byretten blevet nægtet disse dokumenter til gennemlæsning. De har bare fået en ordre oppefra, som de skal give videre.
I den anden sag har vi PQ, der indrejste som professionel fodboldspiller i 2005, fandt sig en ungarsk kvinde, som han giftede sig med og fik to børn sammen med. Begge børn er ungarske statsborgere. Han har været den primære forælder omkring børnene, fordi han havde mest tid til det.
Ud af det blå kommer der så en meddelelse til ham svarende til den, som NW også fik. Vi tager ikke hensyn til din familiemæssige tilknytning, du skal bare ud, og det skal være nu og du får ikke nogen begrundelse overhovedet, andet end at du er en fare for den nationale sikkerhed. Også denne afgørelse blev bekræftet af indenrigsministeren.
Den ungarske regering gør indsigelse i sagerne. Den anfører for det første, at artikel 20 TEUF slet ikke har nogen berettigelse i de to sager, og for det andet, at der ikke er noget afhængighedsforhold mellem PQ og hans børn. Det nægter Domstolen at forholde sig til, og gør den ungarske regering opmærksom på, at det er byretten, der har sagen, og derfor kender alle detaljerne i den. Det har regeringen ikke, så derfor skal den blande sin næse udenom. Domstolen skal kun forholde sig til de ting, som byretten har fremlagt for Domstolen og de spørgsmål, som denne byret har stillet til sagerne.
Når vi nu kender udfaldet af tidligere domme på området for artikel 20 TEUF, kommer det nok ikke bag på nogen, at Domstolen dømmer, at barnets tarv altid kommer først og skal vurderes først. Fordi der er et afhængighedsforhold mellem både NW og hans børn, og PQ og hans børn, har NW og PQ ret til ophold i Ungarn på baggrund af artikel 20 TEUF, og det kan de ungarske myndigheder ikke nægte dem.
Sagen om PQ slutter dog ikke her. Der kommer en dom mere med ham i hovedrollen.
Link til dommen i de forenede sager C-420/22, NW, og C-528/22, PQ:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2022CJ0420
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 23. november 2023:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2022CC0420
EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 47:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P047
Men i 2021 blev opholdstilladelsen lige pludselig trukket tilbage, og hverken udlændingemyndighederne eller NW selv kunne få en forklaring. Det var ”Kontoret for beskyttelse af forfatningen” (herefter blot benævnt ”Kontoret”), der havde truffet en afgørelse om, at manden er til fare for landets sikkerhed, og baggrunden ville de ikke fortælle, fordi det var ”klassificeret materiale”. Indenrigsministeren bakkede op om Kontorets afgørelse. Udlændingemyndighederne havde derfor ikke anden mulighed end at sige til manden, at han er uønsket og vi aner intet om hvorfor. Afgørelsen er så ultimativ, at der ifølge loven ikke tages nogen hensyn til hans familiemæssige baggrund.
Sagen kommer for den lokale byret, går jeg ud fra, at det er. Herfra er dommeren kvik nok i pæren til at sige ”vent lige lidt”. Dommeren var nemlig bekendt med de tidligere domme fra Domstolen, ikke mindst i sagerne, hvor mindreårige fællesbørn indgår. Den lokale dommer vælger derfor at sætte sagen på pause og stille Domstolen nogle spørgsmål. Herunder (igen) om barnets tarv kommer først eller om udsmidning uden hensyntagen til familiemæssige forhold kommer først.
Ifølge den ungarske Højesteret har den lavere retsinstans altid krav på at få disse klassificerede materialer, så de kan foretage deres egen afgørelse, men som jeg læser domsreferatet, er byretten blevet nægtet disse dokumenter til gennemlæsning. De har bare fået en ordre oppefra, som de skal give videre.
I den anden sag har vi PQ, der indrejste som professionel fodboldspiller i 2005, fandt sig en ungarsk kvinde, som han giftede sig med og fik to børn sammen med. Begge børn er ungarske statsborgere. Han har været den primære forælder omkring børnene, fordi han havde mest tid til det.
Ud af det blå kommer der så en meddelelse til ham svarende til den, som NW også fik. Vi tager ikke hensyn til din familiemæssige tilknytning, du skal bare ud, og det skal være nu og du får ikke nogen begrundelse overhovedet, andet end at du er en fare for den nationale sikkerhed. Også denne afgørelse blev bekræftet af indenrigsministeren.
Den ungarske regering gør indsigelse i sagerne. Den anfører for det første, at artikel 20 TEUF slet ikke har nogen berettigelse i de to sager, og for det andet, at der ikke er noget afhængighedsforhold mellem PQ og hans børn. Det nægter Domstolen at forholde sig til, og gør den ungarske regering opmærksom på, at det er byretten, der har sagen, og derfor kender alle detaljerne i den. Det har regeringen ikke, så derfor skal den blande sin næse udenom. Domstolen skal kun forholde sig til de ting, som byretten har fremlagt for Domstolen og de spørgsmål, som denne byret har stillet til sagerne.
Når vi nu kender udfaldet af tidligere domme på området for artikel 20 TEUF, kommer det nok ikke bag på nogen, at Domstolen dømmer, at barnets tarv altid kommer først og skal vurderes først. Fordi der er et afhængighedsforhold mellem både NW og hans børn, og PQ og hans børn, har NW og PQ ret til ophold i Ungarn på baggrund af artikel 20 TEUF, og det kan de ungarske myndigheder ikke nægte dem.
Sagen om PQ slutter dog ikke her. Der kommer en dom mere med ham i hovedrollen.
Link til dommen i de forenede sager C-420/22, NW, og C-528/22, PQ:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2022CJ0420
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 23. november 2023:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2022CC0420
EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 47:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P047
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3506
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Vi skal nu til en sag, som jeg har brugt meget tid på at forklarer, særligt på facebook. Hvis jeg siger Stadt Wuppertal, er der sikkert mange af jer, der kan bekræfte dette.
Vi har med en kvinde at gøre, der først rejser lovligt ind i Polen med det formål at studerer. Derfra rejser hun lidt senere videre til Tyskland, hvor hun slår sig ned i den tyske by Wuppertal. Folkeregisteret i byen vil dog ikke anerkende hendes ophold, som de mener er ulovligt. De begrunder det med, at hun ikke har søgt om et visum til Tyskland.
Allerede her kunne vi gøre et stop og bruge to begrundelser herfor. Det ene er, at tredjelandsborgere ikke har en selvstændig ret til fri bevægelighed i Unionen, så på den led kunne man måske godt være på byens side. På den anden side har vi en dom af ældre dato ved navn MRAX, som godtgør, at et visum til et land i Schengenområdet i princippet gælder til HELE schengenområdet, og ikke kun til det land, det er udstedt til. Og da både Polen og Tyskland er med i dette samarbejde, burde der ikke være noget i vejen for, at den her kvinde, kaldet YC, turister ind i Tyskland. Og når man har en opholdstilladelse til en anden medlemsstat, har man ligeledes retten til at turiste til de øvrige medlemsstater i op til 90 dage.
Men Kim, hun har jo bosat sig der. Hun er ikke turist. I know. Og det vil jo som udgangspunkt også være derfor, at man kan stå på byens side i sagen. Det kan man dog kun lige indtil der opstår en ny situation.
Der sker nemlig det, at hun bliver gravid og føder et barn, der får tysk statsborgerskab efter sin far. På trods af det, vil myndighederne i Wuppertal stadig have hende ekspederet ud af landet. De mener godt, at barnet kan tage med, for det er jo kun lige en måneds tid de skal være ude, og så er de inde igen på et nyt – denne gang tysk – visum.
Heraf opstår spørgsmålet om, hvornår YC's rettigheder i henhold til artikel 20 TEUF egentlig træder i kraft. Er det når barnet fødes? Er det når de lokale myndigheder ”tildeler” hende opholdstilladelse? Eller hvornår er det?
Den danske regering skriver et længere indlæg til Domstolen i sagen om lige netop dette. Den danske regering er fuldstændig overbevist om, at rettighederne først træder i kraft, når myndighederne tildeler opholdsret. Regeringen begrunder det med, at det er Domstolen selv, der bruger ordet ”tildeling” i flere tidligere sager, og derfor er opholdstilladelsen retsstiftende af natur.
Som udgangspunkt har myndighederne i Stadt Wuppertal den samme tilgang til spørgsmålet. Forvaltningsdomstolen i Düsseldorf vil alligevel have et klart svar på lige præcis det spørgsmål.
Domstolen svarer beredvilligt på spørgsmålet, men det man efterfølgende skal lægge mærke til er, at dommen her kom 8. maj 2025 og stadig den dag i dag har de danske myndigheder ikke rettet ind efter svaret. De fastholder stædigt, at opholdstilladelsen er retsstiftende, således at rettighederne først opstår, når myndighederne ”tildeler” opholdsret.
Hvad er det så Domstolen svarer?
Domstolen starter med at konstaterer, at det ikke er nok, at der er en familierelation mellem barnet og tredjelandsborgeren. Der skal også være et afhængighedsforhold mellem dem. Domstolen har i tidligere sager forklaret, at dette afhængighedsforhold skal være både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk. I sagen her har barnet ikke så meget kontakt til sin far, og dermed er det YC, der er den primære omsorgsperson for barnet.
Når der er et sådant afhængighedsforhold mellem tredjelandsborgeren og barnet, skal denne tredjelandsborger tildeles en opholdsret på baggrund af barnet og dermed artikel 20 TEUF.
I dommens præmis 29 går Domstolen lidt videre og siger, at såfremt tredjelandsborgeren ikke kan få opholdsret efter andre bestemmelser, for eksempel nationale regler for familiesammenføring, og denne tredjelandsborger dermed de facto bliver bedt om at forlade landet, og det får den konsekvens, at barnet er nødt til at tage med tilbage til denne forælders hjemland, så er det, at artikel 20 TEUF kommer ind i billedet, og forælderen skal have opholdsret efter denne artikel.
Argumentet fra de tyske myndigheder er nu det tidligere nævnte, at YC er ”nødt til” at rejse hjem for at søge om et visum til Tyskland, og med den kan hun så komme tilbage og få opholdsret efter artikel 20 TEUF. Barnet kan godt holde til at tage med i den måneds tid det varer. Det dør barnet ikke af.
Forkert, svarer Domstolen. Hendes afledte opholdsret udspringer direkte af traktaten, og dér gør et nyt visum hverken fra eller til. Domstolen siger direkte, at de tyske myndigheder ikke har nogen juridiske holdepunkter for, at hun skal hjem omkring først. Hun har ret til at være der på grund af barnet, og det kan de nationale myndigheder ikke lave om på.
I præmis 32 siger Domstolen endda at den afledte opholdsret er fuldstændig uafhængig af, om de nationale myndigheder udsteder en opholdstilladelse eller ej. Hvilket er en meget vigtig pointe, særligt i lyset af det oprindelige spørgsmål om, hvornår de afledte rettigheder faktisk træder i kraft. Domstolen sammenligner det med det opholdskort, som tredjelandsborgere får udstedt efter opholdsdirektivet 2004/38, og hvor artikel 25 i dette direktiv beskriver, at hverken en ansøgning om, en kvittering for ansøgning om eller en besiddelse af et opholdskort på nogen måde er en betingelse for, at personen kan udnytte sine rettigheder som familiemedlem til en unionsborger.
Dermed kan Domstolen konstaterer, at opholdstilladelsen ikke er retsstiftende. Den har derimod konstaterende karakter. Hele argumentationen fra den danske regering falder til jorden lige her.
Det næste spørgsmål Domstolen besvarer er, om denne opholdsret opstår, når der ansøges om opholdstilladelse. Hertil er svaret nej. I præmis 37 og 38 svarer Domstolen, at den afledte ret indtræder i samme øjeblik afhængighedsforholdet opstår, og det vil i den konkrete sag sige fra det sekund, hvor barnet er kommet ud af mors mave. Der kan dog være momenter, der gør, at den først indtræder senere, og derfor er det op til de nationale myndigheder at fastslå tidspunktet for, hvornår dette afhængighedsforhold er opstået.
At den kan indtræde senere, kan for eksempel være, hvis barnet og tredjelandsborgeren opholder sig i et tredjeland og derfra indrejser til en medlemsstat. I et sådant eksempel vil dette afhængighedsforhold indtræde i det sekund, de ankommer til denne medlemsstat.
Det sidste spørgsmål til Domstolen er, om opholdsret efter artikel 20 TEUF kan gøres afhængig af en national forskrift om, at et forudgående visum først skal på plads ”hjemmefra”. Det afviser Domstolen i meget klare vendinger.
Link til dommen i sag C-130/24, YC mod Stadt Wuppertal:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2024CJ0130
Den danske regerings indlæg for Domstolen:
https://infocuria.curia.europa.eu/tabs/ ... 4-DA-1-pdf
Vi har med en kvinde at gøre, der først rejser lovligt ind i Polen med det formål at studerer. Derfra rejser hun lidt senere videre til Tyskland, hvor hun slår sig ned i den tyske by Wuppertal. Folkeregisteret i byen vil dog ikke anerkende hendes ophold, som de mener er ulovligt. De begrunder det med, at hun ikke har søgt om et visum til Tyskland.
Allerede her kunne vi gøre et stop og bruge to begrundelser herfor. Det ene er, at tredjelandsborgere ikke har en selvstændig ret til fri bevægelighed i Unionen, så på den led kunne man måske godt være på byens side. På den anden side har vi en dom af ældre dato ved navn MRAX, som godtgør, at et visum til et land i Schengenområdet i princippet gælder til HELE schengenområdet, og ikke kun til det land, det er udstedt til. Og da både Polen og Tyskland er med i dette samarbejde, burde der ikke være noget i vejen for, at den her kvinde, kaldet YC, turister ind i Tyskland. Og når man har en opholdstilladelse til en anden medlemsstat, har man ligeledes retten til at turiste til de øvrige medlemsstater i op til 90 dage.
Men Kim, hun har jo bosat sig der. Hun er ikke turist. I know. Og det vil jo som udgangspunkt også være derfor, at man kan stå på byens side i sagen. Det kan man dog kun lige indtil der opstår en ny situation.
Der sker nemlig det, at hun bliver gravid og føder et barn, der får tysk statsborgerskab efter sin far. På trods af det, vil myndighederne i Wuppertal stadig have hende ekspederet ud af landet. De mener godt, at barnet kan tage med, for det er jo kun lige en måneds tid de skal være ude, og så er de inde igen på et nyt – denne gang tysk – visum.
Heraf opstår spørgsmålet om, hvornår YC's rettigheder i henhold til artikel 20 TEUF egentlig træder i kraft. Er det når barnet fødes? Er det når de lokale myndigheder ”tildeler” hende opholdstilladelse? Eller hvornår er det?
Den danske regering skriver et længere indlæg til Domstolen i sagen om lige netop dette. Den danske regering er fuldstændig overbevist om, at rettighederne først træder i kraft, når myndighederne tildeler opholdsret. Regeringen begrunder det med, at det er Domstolen selv, der bruger ordet ”tildeling” i flere tidligere sager, og derfor er opholdstilladelsen retsstiftende af natur.
Som udgangspunkt har myndighederne i Stadt Wuppertal den samme tilgang til spørgsmålet. Forvaltningsdomstolen i Düsseldorf vil alligevel have et klart svar på lige præcis det spørgsmål.
Domstolen svarer beredvilligt på spørgsmålet, men det man efterfølgende skal lægge mærke til er, at dommen her kom 8. maj 2025 og stadig den dag i dag har de danske myndigheder ikke rettet ind efter svaret. De fastholder stædigt, at opholdstilladelsen er retsstiftende, således at rettighederne først opstår, når myndighederne ”tildeler” opholdsret.
Hvad er det så Domstolen svarer?
Domstolen starter med at konstaterer, at det ikke er nok, at der er en familierelation mellem barnet og tredjelandsborgeren. Der skal også være et afhængighedsforhold mellem dem. Domstolen har i tidligere sager forklaret, at dette afhængighedsforhold skal være både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk. I sagen her har barnet ikke så meget kontakt til sin far, og dermed er det YC, der er den primære omsorgsperson for barnet.
Når der er et sådant afhængighedsforhold mellem tredjelandsborgeren og barnet, skal denne tredjelandsborger tildeles en opholdsret på baggrund af barnet og dermed artikel 20 TEUF.
I dommens præmis 29 går Domstolen lidt videre og siger, at såfremt tredjelandsborgeren ikke kan få opholdsret efter andre bestemmelser, for eksempel nationale regler for familiesammenføring, og denne tredjelandsborger dermed de facto bliver bedt om at forlade landet, og det får den konsekvens, at barnet er nødt til at tage med tilbage til denne forælders hjemland, så er det, at artikel 20 TEUF kommer ind i billedet, og forælderen skal have opholdsret efter denne artikel.
Argumentet fra de tyske myndigheder er nu det tidligere nævnte, at YC er ”nødt til” at rejse hjem for at søge om et visum til Tyskland, og med den kan hun så komme tilbage og få opholdsret efter artikel 20 TEUF. Barnet kan godt holde til at tage med i den måneds tid det varer. Det dør barnet ikke af.
Forkert, svarer Domstolen. Hendes afledte opholdsret udspringer direkte af traktaten, og dér gør et nyt visum hverken fra eller til. Domstolen siger direkte, at de tyske myndigheder ikke har nogen juridiske holdepunkter for, at hun skal hjem omkring først. Hun har ret til at være der på grund af barnet, og det kan de nationale myndigheder ikke lave om på.
I præmis 32 siger Domstolen endda at den afledte opholdsret er fuldstændig uafhængig af, om de nationale myndigheder udsteder en opholdstilladelse eller ej. Hvilket er en meget vigtig pointe, særligt i lyset af det oprindelige spørgsmål om, hvornår de afledte rettigheder faktisk træder i kraft. Domstolen sammenligner det med det opholdskort, som tredjelandsborgere får udstedt efter opholdsdirektivet 2004/38, og hvor artikel 25 i dette direktiv beskriver, at hverken en ansøgning om, en kvittering for ansøgning om eller en besiddelse af et opholdskort på nogen måde er en betingelse for, at personen kan udnytte sine rettigheder som familiemedlem til en unionsborger.
Dermed kan Domstolen konstaterer, at opholdstilladelsen ikke er retsstiftende. Den har derimod konstaterende karakter. Hele argumentationen fra den danske regering falder til jorden lige her.
Det næste spørgsmål Domstolen besvarer er, om denne opholdsret opstår, når der ansøges om opholdstilladelse. Hertil er svaret nej. I præmis 37 og 38 svarer Domstolen, at den afledte ret indtræder i samme øjeblik afhængighedsforholdet opstår, og det vil i den konkrete sag sige fra det sekund, hvor barnet er kommet ud af mors mave. Der kan dog være momenter, der gør, at den først indtræder senere, og derfor er det op til de nationale myndigheder at fastslå tidspunktet for, hvornår dette afhængighedsforhold er opstået.
At den kan indtræde senere, kan for eksempel være, hvis barnet og tredjelandsborgeren opholder sig i et tredjeland og derfra indrejser til en medlemsstat. I et sådant eksempel vil dette afhængighedsforhold indtræde i det sekund, de ankommer til denne medlemsstat.
Det sidste spørgsmål til Domstolen er, om opholdsret efter artikel 20 TEUF kan gøres afhængig af en national forskrift om, at et forudgående visum først skal på plads ”hjemmefra”. Det afviser Domstolen i meget klare vendinger.
Link til dommen i sag C-130/24, YC mod Stadt Wuppertal:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2024CJ0130
Den danske regerings indlæg for Domstolen:
https://infocuria.curia.europa.eu/tabs/ ... 4-DA-1-pdf
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser