Det må siges, at Belgien stadig har sit hyr med at forstå de her regler om beskyttelsen af barnets tarv. I hvert fald skal vi nu kigge nærmere på en sag, hvor de belgiske domstole mener, at barnets tarv kun kommer ind i billedet, hvis barnet er på anklagebænken i en sag som denne, hvor far har fået besked på at udrejse samt fået et indrejseforbud med i baglommen. Der står intet om, hvad der har gjort, at han har fået ordre til at forlade landet med et indrejseforbud oveni, men man må formode, at det har været alvorlige sager, han er anklaget eller dømt for.
Han har en belgisk ægtefælle og de to har et mindreårigt fællesbarn sammen. Barnet er belgisk statsborger. Den belgiske domstol i udlændingeretlige sager mener, at det er HAM, der er den anklagede, ikke barnet. At domstolen kun skal tage hensyn til barnets tarv, hvis sagen specifikt handlede om barnet og barnet sad på anklagebænken, tiltalt sammen med sin far. Så længe barnet ikke er det, er der ikke noget hensyn at tage til barnets tarv.
Den idé er Domstolen ikke med på. Læs bare svarene i præmisserne 27, 31, 32 og 36 isoleret. Den belgiske argumentation bliver pillet fuldstændig fra hinanden. Dels skal barnets tarv vægtes FØR der træffes afgørelse om udsendelse, ikke bagefter, dels er vægtningen af barnets tarv PLIGT, ikke noget eventuelt, i alle sager, hvor der er det mindste lille flig af børn involveret på den ene eller anden måde, og dels kan man ikke opsætte en fortælling om, at barnets tarv kun er relevant, hvis barnet i egen høje person er subjektet for en udvisning.
Det i dommen omtalte direktiv 2008/115 er gældende i Danmark, da den udgør en del af Schengensamarbejdet. Direktivet går under betegnelsen ”Udsendelsesdirektivet”, og handler om, hvordan medlemsstaterne skal gebærde sig i sager om udvisning af uønskede personer.
I dommens præmis 27 står der direkte, at den blotte omstændighed, at den forælder, der er statsborger i landet, godt kan tage vare på barnet alene, kan indgå i den samlede vurdering af sagen, men den kan ikke stå alene. På trods af denne formaning, brugte Danmark lige præcis kun det ene punkt til at retfærdiggøre udsendelse af adskillige fædre og mødre til mindreårige fællesbørn med dansk statsborgerskab helt frem til oktober 2022. Hvor det var eneste fokuspunkt, og intet andet blev taget i betragtning. Domstolens ord gjorde ikke indtryk på den danske praksis.
Link til dommen i sag C-112/20, M.A. mod Etat Belge:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2020CJ0112
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 32008L0115
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - AFSNIT III - LIGESTILLING - Artikel 24 - Børns rettigheder:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... :12007P024
Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3498
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3498
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager
Ryd alle skriveborde, og det skal være NU!!, nærmest runger det i gangene i den danske Udlændingestyrelse, selv om de to forenede sager, vi nu skal kigge på, ikke er mod Danmark. Vi er i maj måned 2022, sagerne er mod Spanien, og er den direkte årsag til praksisændringen i Danmark, der blev dateret 14. oktober 2022 kl. 11.58. Sagens parter har de ikke særligt mundrette initialer XU og QP.
Det er sådan, at når Domstolen kommer med en afgørelse, gælder den omgående i samtlige medlemsstater, og ikke kun i den medlemsstat, den omhandler. I praksis er ordet ”omgående” ikke et ord, der vægtes specielt højt, for medlemsstaterne vil gerne først have mulighed for at sætte sig ned og lave en national fortolkning af dommen. Altså: Hvordan forstår VI i VORES land, den her afgørelse, og så føre det ned på papir. Men helt principielt gælder afgørelserne fra det absolutte sekund, de er offentliggjort på Domstolens hjemmeside. Og man kan ikke undskylde sig med, at den enkelte dom ikke ligger på ens eget sprog endnu.
Vi skal som nævnt til Spanien, og den her afgørelse ligner til forveksling noget, vi har set før i serien her. Forskellen er blot, at den her gang giver Domstolen udtryk for, at Domstolen er klar over, at medlemsstaterne ikke helt har forstået alt det her om barnets tarv, og derfor skærer Domstolen det ud i pap, så det ikke er til at misforstå.
I sagen om XU har vi en tredjelandsborger, en spansk unionsborger og et fællesbarn med spansk statsborgerskab. I sagen om QP ser persongalleriet også sådan ud, men topper den lige med, at tredjelandsborgeren har taget et barn fra et tidligere forhold med ind i det nye forhold.
Det fremgår af domsreferatet, at de spanske myndigheder vil have de her to voksne tredjelandsborgere smidt ud af landet, og i den forbindelse forlanger de, at også børnene og de forældre, der er unionsborgere ryger med ud. I spansk lov er det nemlig et krav, at parrene forbliver sammen absolut altid. Domstolen gør dog opmærksom på, at spansk lov ikke kan gøres gældende i andre lande, så de kan faktisk ikke bestemme, at de to kernefamilier hver for sig SKAL bo sammen i et andet land. Desuden har medlemsstaterne ikke mandat til at smide egne statsborgere ud af landet. Så den praksis kan de spanske myndigheder godt stoppe med.
Herefter får vi – på meget pædagogisk vis – en gentagelse af tidligere dommes betydninger. At barnets tarv har absolut førsteprioritet i ALLE sager, der involverer mindreårige; at en tredjelandsborger, der er forælder til et sådant barn ikke bare sådan lige kan smides ud – heller ikke til en anden medlemsstat – uden at barnets tarv vægtes først. Og så videre.
Fredag den 14. oktober 2022 blev så dagen, hvor de to danske ministerier, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte en fælles praksisændring lige på falderebet til, at de ansatte i centraladministrationen og diverse styrelser gik hjem på weekend. Praksisændringen skulle fortolke den her dom. Sikke en hovedrengøring den førte til. Selv om dommen som nævnt ikke var rettet til Danmark direkte, fik de danske myndigheder med dommen indirekte en verbal lussing af Domstolen. For den praksis, de danske myndigheder havde haft med at smide tredjelandsforældre ud på grund af bitte små juridiske teknikaliteter, og alene begrundet disse udsmidninger i, at den danske forældre jo bare kunne tage sig af barnet, var pille-hamrende ulovlig. Så nu skulle der ryddes op. Samtlige de sager, hvor en tredjelandsforælder var smidt ud på dette grundlag siden Chavez-Vilchez blev offentliggjort, skulle Udlændingestyrelsen tage op af egen drift igen. I sager, der lå længere tilbage, skulle folk selv henvende sig. Det gav seriøst travlhed i Udlændingestyrelsen. I løbet af meget kort tid sad de med flere tusinde sager, hvor de pænt måtte undskylde for miseren overfor de pågældende, og det var ikke alle, der tog lige pænt imod den undskyldning. For nogles vedkommende var udsmidningen den direkte årsag til, at de ikke længere dannede par med den danske kæreste eller ægtefælle og heller ikke havde planer om at vende tilbage. Den behandling de havde fået fra de danske myndigheders side, var direkte afskrækkende. Den stramme danske udlændingepolitik havde vist tænder, og dén ville de ikke udsættes for igen.
For andre var det en kæmpe sejr, hvor konfettien og champagnepropperne sprang rundt om i de små hjem, da det gik op for dem, hvilken betydning og rækkevidde den her praksisændring havde og stadig har.
For andre igen var parolen at når noget lyder for godt til at være sandt, skal man nok lige tage det med et gran salt. De troede simpelthen ikke på det. De var jo vant til den stramme udlændingepolitik, og nu var det hele jo pillet godt og grundigt fra hinanden.
På Christiansborg skulle man tro, at det her ville vække så meget vrede, at taget lettede på hele bygningen. Til stor overraskelse var der fuldstændig stille. Det virkede som om, at politikerne end ikke havde observeret, at der var ved at ske noget, de aldrig i deres fantasi havde drømt om kunne ske. Eller også at de bare stiltiende observerede, at en stor del af den stramme udlændingepolitik var blevet slap som en våd karklud. Uden de kunne gøre noget.
Allerede i den følgende uge, så vi resultatet af den nye praksisændring. Sagerne begyndte at pible frem, hvor Udlændingestyrelsen havde omgjort tidligere afgørelser. Nu kunne disse tredjelandsborgere frit komme tilbage til Danmark og her indgive en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af det fælles barn. Man gjorde ovenikøbet ansøgningen gebyrfri.
Havde de ansatte i Udlændingestyrelsen røde ører? Det burde de måske nok have haft oven på den kæmpe fadæse, de havde praktiseret gennem flere år. Men det var ikke tilfældet. I stedet var der store smil midt i kaos over alle sagerne, fordi man nu kunne give et positivt svar i stedet for et negativt.
I dag møder vi stadig af og til tilfælde, hvor folk stopper op og spørger, om det nu også kan passe, at det er blevet SÅ nemt. Hertil må vi bare svare, at ja, det kan godt passe.
Link til dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo mod XU og QP:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CJ0451
Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 13. januar 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CC0451
Praksisændringen dateret 14. oktober 2022, udstedt af Justitsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet:
https://nyidanmark.dk/da/Nyheder/2022/1 ... %C3%B8ring
Det er sådan, at når Domstolen kommer med en afgørelse, gælder den omgående i samtlige medlemsstater, og ikke kun i den medlemsstat, den omhandler. I praksis er ordet ”omgående” ikke et ord, der vægtes specielt højt, for medlemsstaterne vil gerne først have mulighed for at sætte sig ned og lave en national fortolkning af dommen. Altså: Hvordan forstår VI i VORES land, den her afgørelse, og så føre det ned på papir. Men helt principielt gælder afgørelserne fra det absolutte sekund, de er offentliggjort på Domstolens hjemmeside. Og man kan ikke undskylde sig med, at den enkelte dom ikke ligger på ens eget sprog endnu.
Vi skal som nævnt til Spanien, og den her afgørelse ligner til forveksling noget, vi har set før i serien her. Forskellen er blot, at den her gang giver Domstolen udtryk for, at Domstolen er klar over, at medlemsstaterne ikke helt har forstået alt det her om barnets tarv, og derfor skærer Domstolen det ud i pap, så det ikke er til at misforstå.
I sagen om XU har vi en tredjelandsborger, en spansk unionsborger og et fællesbarn med spansk statsborgerskab. I sagen om QP ser persongalleriet også sådan ud, men topper den lige med, at tredjelandsborgeren har taget et barn fra et tidligere forhold med ind i det nye forhold.
Det fremgår af domsreferatet, at de spanske myndigheder vil have de her to voksne tredjelandsborgere smidt ud af landet, og i den forbindelse forlanger de, at også børnene og de forældre, der er unionsborgere ryger med ud. I spansk lov er det nemlig et krav, at parrene forbliver sammen absolut altid. Domstolen gør dog opmærksom på, at spansk lov ikke kan gøres gældende i andre lande, så de kan faktisk ikke bestemme, at de to kernefamilier hver for sig SKAL bo sammen i et andet land. Desuden har medlemsstaterne ikke mandat til at smide egne statsborgere ud af landet. Så den praksis kan de spanske myndigheder godt stoppe med.
Herefter får vi – på meget pædagogisk vis – en gentagelse af tidligere dommes betydninger. At barnets tarv har absolut førsteprioritet i ALLE sager, der involverer mindreårige; at en tredjelandsborger, der er forælder til et sådant barn ikke bare sådan lige kan smides ud – heller ikke til en anden medlemsstat – uden at barnets tarv vægtes først. Og så videre.
Fredag den 14. oktober 2022 blev så dagen, hvor de to danske ministerier, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte en fælles praksisændring lige på falderebet til, at de ansatte i centraladministrationen og diverse styrelser gik hjem på weekend. Praksisændringen skulle fortolke den her dom. Sikke en hovedrengøring den førte til. Selv om dommen som nævnt ikke var rettet til Danmark direkte, fik de danske myndigheder med dommen indirekte en verbal lussing af Domstolen. For den praksis, de danske myndigheder havde haft med at smide tredjelandsforældre ud på grund af bitte små juridiske teknikaliteter, og alene begrundet disse udsmidninger i, at den danske forældre jo bare kunne tage sig af barnet, var pille-hamrende ulovlig. Så nu skulle der ryddes op. Samtlige de sager, hvor en tredjelandsforælder var smidt ud på dette grundlag siden Chavez-Vilchez blev offentliggjort, skulle Udlændingestyrelsen tage op af egen drift igen. I sager, der lå længere tilbage, skulle folk selv henvende sig. Det gav seriøst travlhed i Udlændingestyrelsen. I løbet af meget kort tid sad de med flere tusinde sager, hvor de pænt måtte undskylde for miseren overfor de pågældende, og det var ikke alle, der tog lige pænt imod den undskyldning. For nogles vedkommende var udsmidningen den direkte årsag til, at de ikke længere dannede par med den danske kæreste eller ægtefælle og heller ikke havde planer om at vende tilbage. Den behandling de havde fået fra de danske myndigheders side, var direkte afskrækkende. Den stramme danske udlændingepolitik havde vist tænder, og dén ville de ikke udsættes for igen.
For andre var det en kæmpe sejr, hvor konfettien og champagnepropperne sprang rundt om i de små hjem, da det gik op for dem, hvilken betydning og rækkevidde den her praksisændring havde og stadig har.
For andre igen var parolen at når noget lyder for godt til at være sandt, skal man nok lige tage det med et gran salt. De troede simpelthen ikke på det. De var jo vant til den stramme udlændingepolitik, og nu var det hele jo pillet godt og grundigt fra hinanden.
På Christiansborg skulle man tro, at det her ville vække så meget vrede, at taget lettede på hele bygningen. Til stor overraskelse var der fuldstændig stille. Det virkede som om, at politikerne end ikke havde observeret, at der var ved at ske noget, de aldrig i deres fantasi havde drømt om kunne ske. Eller også at de bare stiltiende observerede, at en stor del af den stramme udlændingepolitik var blevet slap som en våd karklud. Uden de kunne gøre noget.
Allerede i den følgende uge, så vi resultatet af den nye praksisændring. Sagerne begyndte at pible frem, hvor Udlændingestyrelsen havde omgjort tidligere afgørelser. Nu kunne disse tredjelandsborgere frit komme tilbage til Danmark og her indgive en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af det fælles barn. Man gjorde ovenikøbet ansøgningen gebyrfri.
Havde de ansatte i Udlændingestyrelsen røde ører? Det burde de måske nok have haft oven på den kæmpe fadæse, de havde praktiseret gennem flere år. Men det var ikke tilfældet. I stedet var der store smil midt i kaos over alle sagerne, fordi man nu kunne give et positivt svar i stedet for et negativt.
I dag møder vi stadig af og til tilfælde, hvor folk stopper op og spørger, om det nu også kan passe, at det er blevet SÅ nemt. Hertil må vi bare svare, at ja, det kan godt passe.
Link til dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo mod XU og QP:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CJ0451
Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 13. januar 2022:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2019CC0451
Praksisændringen dateret 14. oktober 2022, udstedt af Justitsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet:
https://nyidanmark.dk/da/Nyheder/2022/1 ... %C3%B8ring
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser