Fuldstændig gennemgang af domme i AO1-sager

[Kim P. Nyberg]

AO1 forord

I denne tråd samler jeg i den kommende tid alle EU-domme om familiesammenføring med fælles børn, der er unionsborgere. Der vil blive lagt én dom med forklaring op hver dag. Foreløbig ligger der 21 domme og flere vil helt sikkert komme løbende senere.

Før jeg lægger dommene op, er der noget, man skal være opmærksom på. Disse opmærksomhedspunkter vil jeg gennemgå i det følgende.

Første punkt er, at der er to situationer, hvor man kan få en AO1 opholdstilladelse. Den ene situation er, hvor forældrene bor sammen. Den dom kom i maj 2022 og med en praksisændring offentliggjort af Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet i oktober samme år. Den anden situation er, hvor forældrene er gået hver sin vej. Den dom kom i maj 2017, og også her kom der en praksisændring fra de to nævnte ministerier.

Det, der gør, at de falder ind under samme opholdstilladelse, er hensynet til barnets tarv og at et mindreårigt fællesbarn ikke kan tvinges ud af Unionen som helhed. Det vil sige, at barnet ikke kan tvinges med til tredjelandsborgerens hjemland, fordi det så vil gå glip af det, der hedder ”kerneindholdet i unionsborgerskabet”, som det er formuleret i traktatgrundlaget. TEUF er en del af traktatgrundlaget for Den Europæiske Union, og det er en forkortelse af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Artikel 20 TEUF lyder i sin helhed således:

1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

2. Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område

b) de har valgret og er valgbare ved valg til Europa-Parlamentet og ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat

c) de nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er repræsenteret, beskyttelse hos enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat

d) de har ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at henvende sig til Den Europæiske Ombudsmand samt til Unionens institutioner og rådgivende organer på et af traktaternes sprog og få svar på samme sprog.

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.

Citat slut.

Det er således særligt artiklens stk. 1, der er det væsentlige her, sekundært stk. 2, litra a). Altså at enhver statsborger i en medlemsstat ikke bare er statsborger i den pågældende medlemsstat, men samtidig er unionsborger. Med ordet ”enhver” ligger der således, at selv nyfødte kan kalde sig unionsborger med de rettigheder det giver, såfremt disse børn enten har ”arvet” statsborgerskabet efter én af forældrene eller er givet statsborgerskab i henhold til en medlemsstats lovgivning.

Det næste punkt er den forvirring det skaber, når noget er rodfæstet i EU's traktater, men selve opholdstilladelsen udstedes efter en paragraf i den nationale udlændingelov. Rigtig mange her i landet har oplevet en sådan forvirring på egen krop, i form af en indkaldelse til en integrationssamtale på det lokale jobcenter. Indkaldelsen i sig selv er skrevet i en ikke særlig venlig tone, og det fremgår af brevet, at der både er mødepligt og pligt til at underskrive en integrationskontrakt. Hvis man ikke møder op og/eller nægter at underskrive integrationskontrakten, truer de med, at det vil få konsekvenser for opholdstilladelsen.

Lad os lige holde den ud i strakt arm. Jobcentrene er åbenbart af den opfattelse, at fordi selve opholdstilladelsen er udstedt efter en paragraf i udlændingeloven, så er vedkommende tredjelandsforælder omfattet af integrationsloven, og derfor er der både mødepligt og pligt til at underskrive nævnte kontrakt.

Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at en AO1 opholdstilladelse udstedes efter en paragraf i udlændingeloven. Helt præcist § 9, stk. 4, der bestemmer, at ”Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, i situationer omfattet af artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.” Der står ikke noget om integrationsloven her, og det er generelt således, at EU-regler og integrationsloven ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Derfor er det forkert, når de påstår, at den pågældende person er omfattet af integrationsloven.

I praksis betyder det, at de i princippet kan indkalde til disse integrationssamtaler alt det de vil. Og true med både det ene og det andet, hvis ikke deres ordre følges nidkært. Det har bare ikke nogen værdi, og dermed er det helt op til de enkelte par, om de vil møde op til de her samtaler og om de vil underskrive kontrakten. I har ikke nogen pligt til noget af det, så I kan i princippet rive brevet midt over og hælde det i skraldespanden, hvis I vil. Jeg kan berolige jer med, at truslen om konsekvenser for opholdstilladelsen ikke har noget på sig. Barnets tarv kommer altid først. Uanset at myndighederne gerne vil have, at administrative formaliteter kommer først.

Men er det alligevel ikke en god idé, at møde op til de her samtaler? Jo, det kan det faktisk godt være, hvis formålet er det ene at blive tilmeldt sprogskole. Den tilmelding skal nemlig ske gennem kommunen. Der er dog ikke noget sprogkrav i EU-reglerne, og derfor kan en tilmelding til sprogskole ikke betegnes som en pligt. Det vil kun være en pligt, hvis man er her på de nationale familiesammenføringsregler.

Næste spørgsmål i rækken er, at hvis jeg nu møder op til den samtale, er jeg så i dén situation forpligtet til at underskrive kontrakten? Igen er svaret nej. Du kan godt, hvis du vil, men det er helt og aldeles din egen beslutning om du vil eller ej. Det har ingen som helst konsekvenser for din opholdstilladelse, hvis du nægter at underskrive kontrakten.

Det tredje punkt, man skal være opmærksom på er, at Domstolen i en sag fra maj 2025 slår fast, at en opholdstilladelse på baggrund af fælles barn har samme juridiske status som et EU-opholdskort givet efter opholdsdirektivet (artikel 10 i direktiv 2004/38). Det betyder to ting: For det første, at begrebet ”processuel ophold” ikke findes på AO1-ordningen, for det andet at opholdstilladelsen har en konstaterende virkning, og dermed ikke er retsstiftende. Oversat til almindelig dansk betyder det, at tredjelandsforælderen har rettigheder her i landet straks fra barnet er født (hvis barnet er født her i landet), eller fra familien er ankommet her til landet (hvis barnet er født i udlandet). Disse rettigheder er således gældende uanset om tredjelandsborgeren har søgt om en opholdstilladelse på dette tidspunkt eller først skal til det. Rettighederne omfatter helt principielt retten til at arbejde her i landet, retten til at gå på sprogskole og i det hele taget retten til at leve et helt almindeligt familieliv her. Faktisk har Domstolen i en dom, som ikke er med i serien her afgjort, at man aldrig kan komme for sent med at indgive ansøgning til de kompetente myndigheder, når man er omfattet af en EU-regel. Og det er man, når man er forælder til et fælles barn med unionsborgerskab, fordi det er baseret på førnævnte artikel i traktaten.

Kan man så helt lade være med at søge om en sådan opholdstilladelse? I princippet ja. Omvendt vil det nok være dumt ikke at få søgt om det, for hvis man en dag bliver stoppet af politiet på gaden eller bliver tilbageholdt af andre myndigheder, vil man jo nemmere og hurtigere slippe fri igen, hvis man kan fremvise opholdstilladelsen, end hvis man bliver tilbageholdt på politistationen i flere timer, medens politiet undersøger opholdsretten og krydstjekker med Udlændingestyrelsen, som muligvis ikke kender personen.

Et fjerde punkt at være opmærksom på er, at hvis begge forældre og barnet er tredjelandsborgere, det vil sige, at ingen af dem har deres statsborgerskab i et EU-land, så kan de IKKE bruge den her ordning. For at man kan komme i betragtning, er det et absolut krav, at den ene forælder er unionsborger eller at barnet er det.

Et femte punkt er, at hvis man i forvejen er på en anden type opholdstilladelse, for eksempel FA1 og eventuelle forlængelser af denne, og man får et fælles barn sammen, kan man godt ”hoppe over på” en AO1. Det vil dog først være muligt, når den opholdstilladelse man allerede har alligevel skal forlænges. Her orienterer man blot Udlændingestyrelsen om, at man har det her barn og vedlægger barnets fødselsattest. Herefter vil Udlændingestyrelsen af egen drift tilbyde, at man kan få en AO1 opholdstilladelse. Her er det bare at sige ja tak til tilbuddet.

Der er ingen gebyrer på en AO1-ansøgning, og når man får opholdstilladelsen (såfremt man har været på en anden ordning inden), har referencepersonen krav på at få hele sin bankgaranti frigivet igen. Den første opholdstilladelse gælder i to år, den næste i fire år og hver af de efterfølgende i seks år ad gangen. Man kan få permanent opholdstilladelse, hvis og når man opfylder de almindelige betingelser for dette. Har man ikke fået permanent opholdstilladelse inden barnet fylder 18 år, er det i princippet enten tilbage til hjemlandet eller at søge om ægtefællesammenføring (skema FA1). Søger man ægtefællesammenføring på dette tidspunkt, skal man som regel ikke stille bankgaranti, fordi man allerede har været i landet i en længere årrække. Det kommer dog an på, hvor længe man har boet her i forvejen.

En sidste ting at være opmærksom på er, at hvis man i forvejen er under opholdsdirektivets regler, altså at man har udnyttet sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed ved at flytte til et andet EU/EØS-land og derefter tilbage igen, kan det på ingen måde betale sig at benytte sig af AO1-ordningen, fordi man jo allerede er på EU-reglerne.

Når de 21 domme er lagt op, vil jeg lave en "Dét ved vi, og dét mangler vi svar på", præcis som man også kender det fra de etablerede mediers hjemmesider i udvalgte sager. Efterfølgende domme vil blive lagt op efterhånden som Domstolen har lagt sidste hånd på dem.

Første dom kommer op i morgen. Spørgsmål og kommentarer er velkomne.

[Kim P. Nyberg]

Sag C-200/02, Zhu og Chen, dateret 19. oktober 2004

Vi starter med sammendraget i dommen, der lyder således:

”Artikel 18 EF og direktiv 90/364 om opholdsret giver et mindreårigt lille barn, der er statsborger i en medlemsstat, og som er omfattet af en sygeforsikringsordning og forsørges af en forælder, der selv er statsborger i et tredjeland, hvis midler er tilstrækkelige til, at barnet ikke falder værtsmedlemsstatens offentlige finanser til byrde, permanent opholdsret i værtsmedlemsstaten. I et sådant tilfælde kan den forælder, der faktisk tager sig af barnet, i medfør af de samme bestemmelser tage ophold sammen med barnet i værtsmedlemsstaten.

I denne henseende kan betingelsen om tilstrækkelige midler, således som den er formuleret i direktiv 90/364, ikke fortolkes således, at den mindreårige statsborger selv skal råde over de nødvendige midler uden at kunne påberåbe sig midler, der tilhører et familiemedlem. En sådan fortolkning føjer således et krav vedrørende midlernes oprindelse til denne betingelse, der udgør et uforholdsmæssigt indgreb i udøvelsen af den grundlæggende ret til fri bevægelighed og ophold i medfør af artikel 18 EF, eftersom den ikke er nødvendig for at opnå det forfulgte mål, nemlig at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser.

Endvidere kan anvendelsen af de omhandlede fællesskabsbestemmelser ikke nægtes over for de pågældende personer under henvisning til, at den forælder, der forsørger barnet, ved at tage ophold i en medlemsstat har skabt en situation, hvor det endnu ufødte barn kunne få statsborgerskab i en anden medlemsstat med henblik på, at barnet og forælderen selv efterfølgende kunne få permanent opholdsret. Fastlæggelsen af kriterierne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab hører således efter folkeretten under medlemsstaternes kompetence, idet de herved skal overholde fællesskabsretten, og det tilkommer ikke en medlemsstat at begrænse virkningerne af en anden medlemsstats tildeling af statsborgerskab ved at kræve yderligere betingelser for anerkendelse af dette statsborgerskab, når det drejer sig om udøvelse af de i traktaten hjemlede grundlæggende friheder.”

Citat slut.

Nævnte artikel 18 EF er i dag artikel 20 TEUF. Og det nævnte direktiv er udløbet og reglerne overført til det nugældende opholdsdirektiv 2004/38.

Det fremgår af dommens præmis 11, at moderen helt bevidst tog til Nordirland for at føde barn nummer to, der blev navngivet Catherine. Moderen havde forstået, at hvis hun gjorde det, kunne Catherine få irsk statsborgerskab, selv om ingen af dem på noget tidspunkt havde været i Republikken Irland. Republikkens lov om statsborgerskab var nemlig sådan dengang, at bare det, at man er født på den ø, som Republikken Irland og den britiske provins Nordirland er fælles om, har man ret til at blive irsk statsborger. Dermed kunne lille nyfødte Catherine udnytte sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed, og moderen få afledte rettigheder deraf, til at bosætte sig i Wales.

De britiske myndigheder blev rasende. Først mente de, at det var barnet, der skulle have tilstrækkelige midler til opholdet i Storbritannien, og hvordan skulle sådant et lille barn dog have det? Det kan jo ikke arbejde, var argumentationen. Domstolen fejede argumentet af bordet. Det afgørende er ikke hvem, der har midlerne. Det afgørende er, at midlerne er til stede, og her kan de sagtens tilvejebringes af forælderen eller forældrene.

- Ok, men vi vil altså ikke accepterer, at barnet har fået irsk statsborgerskab, lyder det derefter fra de britiske myndigheder. - Så vi stiller lige nogle ekstra betingelser.

- Fy fy, skamme, svarer Domstolen. I har pligt til at respekterer de statsborgerskaber, som en person måtte have, uanset hvor de har det henne, og der må ikke stilles yderligere betingelser for opholdet, end andre unionsborgere skal opfylde, når den her person, selv om det er et spædbarn, har fået tildelt statsborgerskab af en anden medlemsstat. Så det skal I lade være med, lyder det formanende fra Domstolen.

Hvad kan vi udlede af denne dom? Vi kan udlede, at selv nyfødte unionsborgere kan nyde de fulde rettigheder i EU's traktater. Det starter ikke først, når barnet fylder 18 år. Og vi kan udlede, at barnets forældre dermed har afledte rettigheder til ophold i samme land som barnet, også selv om det egentlig er forældrene selv, der vælger, hvor de vil bosætte sig i unionen. I artikel 20 TEUF, står der nemlig udtrykkeligt, at ”enhver statsborger i en medlemsstat” har de i traktaten hjelmede rettigheder. Med en tyk streg under ordet ”enhver”, fordi de ved at være statsborgere i en medlemsstat tillige er unionsborgere.

At medlemsstaterne skal respekterer andre landes tildeling af statsborgerskaber, blev fastlagt nogle år tidligere i Micheletti-dommen. Den dom handler om, at Spanien ikke ville anerkende en persons dobbelte statsborgerskab, hvor Micheletti både havde statsborgerskab i Italien og i et latinamerikansk land. Spanien argumenterede dengang med, at de kun anerkendte det sidst brugte statsborgerskab, og det var for Michelettis vedkommende hans argentinske. Spanien betragtede ham derfor ikke som unionsborger. Men Domstolen svarede i dommen, at samtlige medlemsstater skal umiddelbart anerkende samtlige de statsborgerskaber, som en person har, uden hverken at lægge noget til eller trække noget fra.

Det er dette sidste, de britiske myndigheder forsøger i Zhu og Chen-sagen, nemlig at trække noget fra. Underforstået, at de ikke behøver at respekterer Catherine's irske statsborgerskab som gyldigt, mest fordi det efter de britiske myndigheders mening er tildelt ved svig. Men hvor Domstolen altså ikke bider på krogen.

Men hov. I sammendraget ovenfor står der hele to gange, at det giver tredjelandsforælderen ret til permanent opholdstilladelse. Hvorfor får man det så ikke i AO1-sagerne? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Vi må se, hvad Domstolen siger til spørgsmålet senere i serien.

I alle de efterfølgende domme, brygger Domstolen videre på tredjelandsforælderens afledte rettigheder til at bo sammen med barnet på unionens område. Den næste sag, vi skal kigge på, får senere status af doktrin.

Link til generaladvokat Tizzano's forslag til afgørelse: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2002CC0200

Link til dommen i sag C-200/02, Zhu og Chen: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 2002CJ0200