Ægteskabudengrænser.dk

Er der nogen der kan opklare for mig hvornår man egentlig har ret til at tage tilbage til Dk i forbindelse med familiesammenføring efter EU-reglerne?
Der er ofte mange der spørger herinde hvornår det er klogt at tage tilbage til Danmark hvis man eksempelvis bor i Sverige og har ansøgt i Danmark efter EU-reglerne. De fleste får det svar at det er klogest at blive i Sverige indtil man får ophold i Dk, hvilket giver god mening hvis man vil være på den sikre side.
Det jeg undrer mig lidt over er at der aldrig er nogen der snakker om, om ægtefællen har fået ophold i Sverige, og det er det nok også de færreste der har efter kun at have boet en kortere periode i Sverige da sagsbehandlingstiderne som bekendt er meget meget lange! I så fald har man jo bare ophold i Sverige fordi de er ved at behandle ens sag, og ikke lov til at rejse ind od ud.
Er det ikke rigtigt forstået at hvis ægtefællen har ansøgt i sverige, men endnu ikke fået ophold og også ansøgt i Dk han han/hun slet ikke lov til at rejse ind i Dk før afgørelsen fra US kommer? Det er den information jeg har fået fra US..det undrer mig bare at ingen herinde nævner den problemstilling i forhold til om det er "smart" at tage tilbage til Dk.

Er der noget jeg har misforstået?

Ja, du har misforstået noget. Der ville jo ikke være fri bevægelighed for EU-borgere, hvis de ikke kunne flytte tilbage til deres eget land (eller videre til et tredje EU-land) med deres ægtefælle, blot fordi ægtefællen ikke har nået at få opholdskort.

Men formelt set skal ægtefællen i den situation bruge et visum for lovligt at rejse ind i Danmark. Et sådant visum kan udstedes af den danske ambassade i Stockholm, hvis man gerne vil gøre tingene helt "efter bogen". Nogle har i den beskrevne situation fået udstedt sådanne visa på ambassaden i Stockholm, medens andre bare er rejst til Danmark uden.

Der er jo ingen grænsekontrol ved de interne grænser i Schengen, så derfor må man sige, at det lidt er noget bureaukratisk pjat at kræve visum ved rejse fra det ene schengenland til det andet. Men EU består også af lande, der ikke er med i Schengen, og her giver visumkravet jo straks noget mere mening.

Virkeligheden synes derfor at være den, at visumkravet formelt set også eksisterer ved flytning fra det ene schengenland til det andet, men at hverken danske eller svenske myndigheder synes at opfatte det som noget, der er værd at forfølge nærmere. Jeg har således aldrig hørt om nogen, der har fået en bøde for at rejse fra Sverige til Danmark eller omvendt, selvom deres schengenvisum var udløbet.

Men hvis man er en "do it by the book" kind of guy, så må man altså en tur forbi den danske ambassade i Stockholm, hvis man absolut vil flytte fra Sverige til Danmark på et tidspunkt, hvor ens tredjelandsægtefælle hverken har gyldigt visum eller opholdskort i Sverige eller Danmark.

Tusind tak for de meget vigtige informationer! Jeg havde også en ide om at det var sådan det fungerede, men efter en snak med en fra servicetelefonen hos US kom jeg på andre tanker, da hun fik malet fanden på væggen i forhold til at min mand ville rejse "ulovligt" ind i Dk.

Vi har ansøgt for 5 måneder siden i Dk og er blevet boende i Sverige og afventer svar, men hvis vi nu vælger at flytte tilbage til Dk hvor skal vi så melde det henne? Vi er jo nødt til at oplyse US om at vi nu har en anden adresse eksempelvis og i en situation hvor min mand skulle blive bedt om at dokumentere sig er det så bare kvitteringen fra US man må bruge?

Jeg stoler fuldt ud på jeres ekspertise herinde, men hvis man nu skulle komme i en situation hvor nogle stiller spørgsmåltegn ved om man har ret til at være rejst ind i Dk, hvad skal man så henvise til?

Tak!

Lige et spørgsmål mere;

Hvis vi flytter tilbage til Dk før min mand får hverken sit opholdskort fra Sverige eller Dk, kan vi så søge efter de nye danske familiesammenføringsregler?

Kun hvis du er 110% sikker på, at han ville være berettiget til opholdskort. Han skal have lovligt ophold i form af (et endnu ikke udstedt) opholdskort eller visum, for at måtte søge om fs efter danske regler i DK.

I jeres situation vil det være bedre at søge om fs efter danske regler FØR I flytter til DK. Det kan man godt, når begge ægtefæller bor i udlandet, men planlægger at flytte til DK.

Vi er ret meget i vildlede. Min Indiske kone og jeg er vendt tilbage til Danmark efter et kort ophold i Sverige og har derfor i første omgang forsøgt at søge efter eu reglerne.

Vi indgiver ansøgningen i oktober og får ret hurtigt derefter brev om yderligere oplysninger. Jeg sender yderligere oplysninger pr 11. November og må herefter anse sagen som fuldt oplyst.

Så er der reelt ikke sket noget siden. I begyndelsen af Januar sender jeg en mail, men modtager aldrig svar. Da vi nærmer os 11. Februar og dermed den 3 måneders frist US stiller i sigte, sender jeg igen en mail uden svar. Vi ringer nu også til US men får bare at vide at sagen er under behandling. Da vi ikke acceptere denne udmelding, ringer vi begge på en række forskellige telefonnumre og får på et tidspunkt også fat i den sagsbehandler der oprindelig sad med sagen, men hun ved mindst så lidt.

Omkring 1. Marts modtager vi et meget kortfattet brev om travlhed og at US giver sig selv 2 måneder mere til at behandle sagen pr dato. Denne frist udløb 1.maj hvor jeg endu en gang har skrevet en mail. Nu er det den 20. Maj, intet svar.

Vi nærmer os en 130 % overskridelse af deres egen servicemål. Vi får ingen informationer og trods min kone og jeg bor sammen i Danmark, føler vi at have svært ved at komme videre. Min kone har ikke lykkedes at få arbejde trods god uddannelse, hun har ingen tilbud fra jobcentre eller tilbud om danskundervisning, intet personnummer eller nemid, kan ikke oprette en bankkonto osv osv. Værste er måske at hun end ikke kan tage ud af Danmark, end ikke en smut ned over grænsen.

Hvad gør man? US er som en mur. Medierne syntes at give den nye regering et pusterum de ikke på dette område har fortjent. Kan man søge aktindsigt, er der nogen klageinstanser? Hvad er vores retstilling?

der er nok ikke andet at gøre end at vente , det hjælper ikke at klage

Løsningen på Bos problem er at søge opholdskort, før man flytter til Danmark og vente med at flytte, til man har fået et positivt svar. Så undgår ægtefællen at havne i dette limbo og tomrum, og man har også meget bedre muligheder for at rette op på situationen, hvis US ikke er overbevist om, at man reelt har været bosat i et andet EU-land.

Det er jo desværre for sent for Bo og ægtefællen at få det råd nu, så i deres tilfælde er der ikke meget andet at gøre end at vente tålmodigt. Man kan klage til Ombudsmanden over urimeligt langsommelig sagsbehandling. Men der kan nok let gå både 3 og 6 måneder, før han har tid til at kigge på en klage af den type, og inden da har US jo sikkert truffet deres afgørelse. Og desuden vil Ombudsmanden aldrig gøre andet i en sådan sag end højest at henstille til den pågældende myndighed, at de forsøger at nedbringe sagsbehandlingstiden, hvis den er helt urimeligt og usædvanlig lang.

Og så skal man jo huske, at et servicemål kun er en hensigtserklæring og en målsætning, som man forsøger at leve op til. Det er ikke på nogen som helst måde noget, der er juridisk bindende. Så også derfor er der vitterlig ikke ret meget "at komme efter", uanset om det så tager 6, 7 eller 9 måneder.

Man kan sige, at det ifølge EU´s opholdsdirektiv kun må tage 6 måneder, og i svaret på en henvendelse, som ÆUG rettede til US i en konkret sag for flere år siden erkendte de, at man nok måtte antage, at de 6 måneder også burde overholdes i sager, der handler om såkaldt sekundær fri bevægelighed, dvs. når en unionsborger flytter hjem igen og tager sin ægtefælle med sig.

Dette er imidlertid heller ikke noget, der er bøjet i neon, da den sekundære fri bevægelighed slet ikke er beskrevet i opholdsdirektivet men alene baseret på den tolkning, som EU-domstolen har foretaget i en række kendelser.

Og endelig er det jo også sådan, at selv i sager, der handler om den primære fri bevægelighed, så er det jo ikke sådan, at et kæmpe apperat straks går igang, hvis et EU-land er 7 eller 10 måneder om at udstede et opholdskort, som mange jo pt. oplever det i Sverige.

Disse personer kan i princippet klage til EU-kommissionen, men det er tvivlsomt, om der nogensinde vil komme andet og mere ud af sådan en klage end en henstilling til f.eks. Sverige om at forsøge at overholde de 6 måneder, hvorefter f.eks. svenskerne vel bare vil svare kommissionen, at de desværre har haft nogle IT-problemer hos visse afdelinger af Migrationsverket, men at de arbejdet på fuld kraft på at løse problemet.

Så det korte af det lange er, at hurtig sagsbehandling ikke er noget, man som borger har et juridisk krav på. Og derfor er det i hovedsagen op til den offentlige myndighed samt de ansvarlige politikere, hvor højt et serviceniveau der skal leveres i forhold til brugerne. Hvis man f.eks. ikke er tilfreds med sagsbehandlingstiderne i Udlændingestyrelsen, så kan man som vælger stemme på partier, der lover at tilføre flere økonomiske midler til netop den enhed, således at sagsbehandlingstiderne kan nedbringes.

Dog findes der selvfølgelig en eller anden usynlig grænse, hvor man må sige, at der ikke alene er tale om langsom sagsbehandling men om, at sagerne slet ikke behandles. Og så kan der være tale om en overtrædelse af loven, som vi f.eks. så det i Tamil-sagen. Men her var der jo tale om, at sagerne var sat i bero i flere år, og desuden var der tale om en bevidst handling og ikke bare almindelig travlhed og underbemanding.

Og selvom det sikkert føles som en evighed i en situation som denne, så er en sagsbehandlingstid på 6 måneder altså ikke specielt lang. Ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelser tager pt. 11 måneder at behandle i gennemsnit, hvis man skal dømme efter US produktion i 2011 og det antal verserende sager, de havde ved årsskiftet.