Side 1 af 1

EU-arbejde sommeren over

: 13.04.2012 17:02:09
af NGEB
Hej forum,

jeg planlægger lige nu at tage ud som arbejdstager i min sommerferie fra universitetet og derefter tage min mand med tilbage til Danmark.

Jeg har fundet nogle folk i Østrig, der gerne vil hyre mig i 10 uger, men normalt ville de ansætte folk i den rolle med en praktik-kontrakt. Ville det fungere til mit immigrationsformål? De siger, de måske kan lave en regulær ansættelseskontrakt i stedet, og man kunne forestille sig, det stærkt er at foretrække, men har I mon nogen erfaring med dette?

Desuden har den samme arbejdsgiver tilbudt at jeg også kan leje en lejlighed af ham, men jeg mener at have læst om en sag et sted, hvor det var et problem, at arbejdsgiver og udlejer var den samme person. Kan det passe at det kan trække ned?

På forhånd tak for hjælpen,

Nina.

Re: EU-arbejde sommeren over

: 14.04.2012 16:30:25
af fundiver199
Det afgørende er alene, om du udfører et reelt stykke arbejde til en "normal" løn, og om de fremviste papirer er troværdige. Hvis du arbejder for den samme person, som lejer dig en bolig, kan det måske bidrage til en mistanke om, at alle papirerne er falske, fordi vedkommende bare vil gøre dig en vennetjeneste med at opnå FS efter EU-reglerne. Men en sådan meget vag og generel mistanke kan ikke i sig selv være afgørende, hvis andre forhold i sagen taler i den modsatte retning.

Re: EU-arbejde sommeren over

: 14.04.2012 16:44:38
af NGEB
Så du mener, en praktik-kontrakt også gælder som reelt arbejde, hvis lønnen er omkring normalløn (det er ca. 50 kr i timen)?

Re: EU-arbejde sommeren over

: 14.04.2012 18:08:43
af fundiver199
Hvis det er en praktik som led i din uddannelse, vil du næppe kunne anses for at have været arbejdstager. Og hvis det hele foregår i din sommerferie, hvorefter du vender tilbage til Danmark og genoptager dine studier, vil man næppe heller kunne anse dig for at have været bosat i Østrig som "person med tilstrækkelige midler". Så ved nærmere eftertanke lyder det hele noget tvivlsomt, og en "rigtig" ansættelseskontrakt, således at forløbet i Østrig ikke har nogen som helst forbindelse med dit studie i Danmark, er nok en god ide, hvis arrangementet skal have bare en chance for at give succes.

Re: EU-arbejde sommeren over

: 14.04.2012 18:38:47
af NGEB
Det er ikke i forbindelse med noget uddannelse, men jeg vil forsøge at overtale dem til en regulær ansættelse. Det er ca. fuld tid og firmaet er ikke på noget måde connected til mig eller min familie (det er en onkel af en medstuderende), så håber det er nok til at overbevise myndighederne. Jeg kigger lige på det med lejligheden; det ville naturligvis være nemmere at leje fra ham, men det vigtigste er naturligvis at opbygge en stærk sag...

Re: EU-arbejde sommeren over

: 15.04.2012 08:14:44
af fundiver199
I så fald er det vigtigste som sagt, at der ikke kan herske tvivl om de fremlagte papirers ægthed. Og her kan det som sagt kun indgå som et enkelt element blandt mange, at du lejer en bolig hos din arbejdsgiver. Faktisk vil jeg da sige, at hvis aftalen lyder på en tidsbegrænset ansættelse, så er det da i grunden et meget naturligt arrangement. Det er nok ganske almindelig praksis også for større virksomheder i f.eks. Danmark, at de hjælper udenlandske ansatte med at finde en bolig, hvis disse kun skal være her i en begrænset periode. Så jeg tror måske, at du ser lidt for mange spøgelser her.

Når jeg overhovedet nævner det, er det fordi, at der faktisk findes et eksempel på en afgørelse i Ministeriets database, hvor der er givet afslag under omstændigheder som disse. Og i dette nævnes tvivl om papirernes ægthed som et afgørende moment i sagen. Men jeg vil da gætte på, at der rent faktisk var tale om falske papirer, og her må man sige, at sagsbehandlerne i US altså ikke er helt så dumme og inkompetente eller for den sags skyld urimelige, som mange måske forestiller sig.

Selvfølgelig er de ikke lige dygtige alle sammen, og selvfølgelig sker der fejl af og til. Men som den absolutte hovedregel kan man altså godt forvente, at hvis de afslår en sag på baggrund af, at de mener, at der er fremlagt falske papirer, så er der sandsynligvis også fremlagt falske papirer i den pågældende sag. Og derfor behøver man ikke at være så panisk angst for at få afvist sin sag, hvis man har rent mel i posen og i øvrigt sørger for at fremlægge en grundig og fyldestgørende dokumentation.

ÆUG har været involveret i 3 klagesager på EU-området, og den 3. er netop efter 13 måneders sagsbehandlingstid i Justitsministeriet blevet sendt retur til Udlændingestyrelsen. Og dermed er alle 3 blevet afgjort til vores medlemmers fordel. Og for mig viser det da, at systemet faktisk virker, og at man, såfremt man har ret til ophold efter EU-reglerne i Danmark, også får anerkendt den ret. Omend det så desværre i nogle enkelte tilfælde kan tage meget lang tid, hvis man ikke har været så grundig med sin dokumentation, da man søgte, og derfor får afslag i 1. instans.