Side 1 af 1

Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 19.10.2011 22:28:31
af FruJohnsen
Hej

Jeg synes godt nok at reglerne er meget forvirrende :( Jeg har læst og læst, men jeg synes jeg bliver mere og mere forvirret, derfor dette indlæg i håb om hjælp fra nogle af Jer, der sikkert er rigtig godt inde i sagerne. Situationen er som følgende:

Min 19-årige søn er forlovet med en tysk pige fra Hamborg. De har kendt hinanden i 2 år og boet sammen i alle ferier, mange weekender osv., men nu vil de gerne snart flytte sammen.

Min søn er lige begyndt at læse datalogi, så han vil være studerende de næste ca. 4 år. Hans tyske forlovede er 5 år ældre end ham og læser på Universitetet i Hamborg. Hun bliver færdig med sin bachelor-uddannelse til februar næste år og vil gerne flytte sammen med min søn her i Danmark, hvor hun håber at få arbejde, alternativt gerne vil tage en kandidatoverbygning på sin bachelor-uddannelse.

Pigen har været i erhvervspraktik i forbindelse med sin uddannelse i små 3 måneder og det er aftalt, at hun har deltidsarbejde i firmaet i det sidste semester, så hun har noget erhvervserfaring, som jeg tænker kan være en fordel i forbindelse med opholdet i Danmark?

Som jeg har forstået det, vil hun altid have ret til 3 mdrs. ophold, men hvad med derefter? Vi håber selvfølgelig at hun finder arbejde, men hvis ikke? Min søn vil jo ikke være i stand til at forsørge hende på en SU, men hendes forældre er villige til at skrive under på, at de vil forsørge hende under opholdet (det skal de under alle omstændigheder i Tyskland, indtil børnene fylder 27!). Hvilke krav til forældrenes økonomi vil de danske myndigheder mon stille for at give pigen opholdstilladelse udover de 3 måneder?

På forhånd tak for indspark :)

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 07:10:00
af fundiver199
Den laveste sociale ydelse i Danmark er starthjælpen, som er på cirka 5.000 DKK om måneden. Så kravet til de tyske forældre vil være, at de støtter deres datter med et beløb i den størrelsesorden hver måned. Bemærk at den ny regering vil afskaffe starthjælpen, og i så fald bliver den laveste ydelse kontanthjælpen, som er noget højere.

Dette gælder hvis hun skal have registreringsbevis som "person med tilstrækkelige midler". Hvis hun skal have registreringsbevis som studerende er der ikke krav om, at hun skal dokumentere tilstrækkelige midler. Så skal hun bare råde over en dækkende sygeforsikring. Og kan selvfølgelig hverken få SU eller sociale ydelser i Danmark, så penge skal der jo til under alle omstændigheder. Men hun behøver ikke dokumentere over for nogen, at hun har dem, hvis hun er indskrevet på en dansk uddannelse.

Det skyldes grundlæggende, at studerende alligevel ikke kan få sociale ydelser. Så derfor er der ikke noget at være "bekymret" for i den situation. Kravet om at dokumentere tilstrækkelige midler hænger således kun sammen med, at man ikke ønsker, at reglerne om fri bevægelighed i EU skal anvendes til "social turisme", hvor borgere flytter fra det ene EU-land til det andet alene for at hæve sociale ydelser i de lande, hvor de er højest.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 07:18:29
af fundiver199
PS: Så længe starthjælpen stadig eksisterer, er det i øvrigt slet ikke umuligt, at en studerende kan være "sponsor" for en EU-borger, der skal have registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler. Starthjælpen for et par er således cirka 10.000 om måneden før skat, og det beløb er der mange studerende, der tjener, når man lægger SU, SU-lån og fritidsarbejde sammen. Så det er ikke sikkert, at parret overhovedet behøver blande pigens forældre (eller jer) ind i sagen. Men det vil selvfølgelig kræve, at jeres søn har et fritidsjob ved siden af sine studier.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 09:56:22
af FruJohnsen
Tak for svaret :)

De 5.000 kr. vil næppe være et problem, for p.t. betaler forældrene alene for pigens lejlighed 3.300 kr. pr. måned, hertil skal lægges mad, tøj m.m. Men vi havde jo håbet at forældrene kunne aflastes noget for denne byrde, idet pigen ikke ville behøve nær så meget, når de bor 2 sammen.
.
Min søn vil meget gerne tage et arbejde for at forsørge pigen, det har han før nævnt, så det er bestemt en mulighed.

Hvis pigen skal læse videre, skal det være på Århus Universitet. Forældrene siger at de har undersøgt det, men at der er nogle ret dyre gebyrer forbundet med det. Jeg har flere gange læst, at det er gratis for EU-borgere at læse i andre lande, så det kan jeg ikke helt forstå. Ved du noget om det?

Hvis man skal have opholdstilladelse pga arbejde, vil 10-12 timer om ugen så være nok? Pigen vil selvfølgelig helst have arbejde inden for sit fag (reklame), men hun er villig til at tage et hvilket som helst job hun kan få for at være sammen med min søn.

Alt i alt ser det jo rigtig godt ud, der er nogle forskellige muligheder. Det har længe været en stor bekymring for os alle, om de tos store ønske om at være sammen reelt kan opfyldes, så mange tak for svaret.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 13:34:54
af mh1
Kærestens forældre har nok overset det, der står øverst i vejledningen på au's side: at EU og EØS borgere IKKE skal betale for undervisningen.
Du kan finde info her: http://kandidat.au.dk/en/admission/
om optagelse mv.
Kæresten skal have sine udenlandske eksaminer anerkendt hos iu (http://en.iu.dk/recognition)

Det vil alt andet lige være bedst, hvis hun kan finde et fritidsjob, hvis ikke de to skal giftes. Sålænge de kun er kærester, så er din søn ikke pligtig at forsørge hende, og hvis han alligevel gør, så skal hun opgive det til skattevæsenet (der jo som bekendt kan gå i meget små sko) som indkomst. Så det vil være enklest, hvis hun tjener nok til at forsørge sig selv. De 10-12 timer/uge er nok, og det kan jo fx være et weekend job på en tank, i kiosk eller bager ell.lign.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 13:51:04
af fundiver199
mh skrev:Sålænge de kun er kærester, så er din søn ikke pligtig at forsørge hende, og hvis han alligevel gør, så skal hun opgive det til skattevæsenet (der jo som bekendt kan gå i meget små sko) som indkomst.
Vel ikke hvis de er papirløst samlevende? I sådanne forhold er det da ganske normalt, at man har mere eller mindre fælles økonomi, selvom man ikke er gift.

10-12 timers ugentligt arbejde vil være nok til, at hun anerkendes som arbejdstager og på den måde slipper for at skulle dokumentere "tilstrækkelige midler". Men hvis hun ud over de 10-12 timers arbejde er indskrevet ved et fuldtidsstudie, så vil man betragte studiet som hendes hovedaktivitet og registrere hende som studerende.

Da studerende som sagt heller ikke skal dokumentere "tilstrækkelige midler" - eller rettere sagt kan "dokumentere" dem alene ved at underskrive en erklæring - vil forskellen dog alene være, at der overfor studerende kan stilles krav om tegning af privat sygeforsikring, indtil de bliver dækket af Sundhedsloven.

Da alle, som har bopæl her i landet, er omfattet af Sundhedsloven, kan der dog, så vidt jeg kan se, kun stilles krav om sygeforsikring, indtil hun er blevet folkeregistreret. Sundhedslovens §7 lyder således som følger:

§ 7. Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser.

Stk. 2. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 13:54:36
af mh1
@ fundiver, Nu kan jeg ikke bruge citatfunktionen, men jeg mener det helt alvorligt: papirløst samlevende har IKKE forsørgerpligt overfor hinanden, og derfor vil en evt. forsørgelse være indkomst for den, der bliver forsørget, og det skal opgives til skat.

Hvis den ene slet ingen indkomst har, så ER der jo ikke nogen fælles økonomi.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 14:24:32
af fundiver199
Ok jamen så blev jeg da det klogere :D

Det normale i Danmark er jo også, at begge parter i et papirløst forhold har en indtægt, hvor den ene så måske bare er højere end den anden. F.eks. fordi den ene er studerende på SU, og den anden arbejder.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 19:22:22
af FruJohnsen
Tak for svarene! Rigtig dejligt med så hurtig og kompetent hjælp. For det er godt nok nogle komplicerede regler.

Parret regner med at gifte sig på et tidspunkt. Min søn friede her i sommer, men de vil gerne have et "rigtigt" bryllup og de har ikke pengene endnu. Min søns børneopsparing frigives om 2 år, når han fylder 21 og jeg tror nok, der står "bryllup" på de penge. Men det er rart, at de ikke behøver at gifte sig endnu for at kæresten kan få opholdstilladelse, men kan vente til de kan holde et ordentligt bryllup.

Jeg har talt med parret om, at det måske kan være en mulighed at min søns forlovede efter sin eksamen fortsætter med at arbejde 2 dage om ugen hos firmaet i Hamborg, så hun har mere end 12 timers arbejde. Der er vel ikke noget til hindring for, at hun kan bo i Danmark og arbejde i Tyskland? Hvis hun på denne måde har haft arbejde i Tyskland i måske 10-12 uger, vil hun så ikke kunne tage til Danmark for at søge arbejde og få opholdstilladelse uden at skulle stille økonomiske garantier?

Kan en tysker egentlig bare begynde at arbejde i Danmark uden videre? Skal man have et opholdskort eller registreringsbevis eller sådan noget først? Hvordan griber man det an i praksis?

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 20.10.2011 20:45:06
af fundiver199
Hvis en tysk statsborger arbejder i Tyskland og bor i Danmark, så betragtes hun ikke som arbejdstager i Danmark men som "person med tilstrækkelige midler". Og så er det ikke antallet af arbejdstimer, der kigges på, men om hun har en indtægt svarende til den laveste sociale ydelse i Danmark. Årsagen hertil er, at det jo på ingen måde er nødvendigt at bo i Danmark for at passe et job i Tyskland, nærmest tværtimod. Så derfor er det ikke en forudsætning for det indre marked, at den tyske statsborger i den situation bor i Danmark. Hun kan lige så godt - ja faktisk mere oplagt - bo i Tyskland.

Der kræves normalt et personnummer for at få lov at arbejde i Danmark, og for at få udstedt et sådant skal EU-borgere have et registreringsbevis fra Statsforvaltningen. Men med en ansættelseskontrakt fra en dansk arbejdsgiver i hånden skulle det også være en ren formsag at få udstedt et registreringsbevis. Spørg Statsforvaltningen om de nærmere detaljer. Dette er jo ikke ÆUG´s kernekompetence, da det mere handler om indvandring af arbejdskraft end om binationale par, der gerne vil bo sammen.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 21.10.2011 10:28:57
af FruJohnsen
Tusind tak for de yderst kvalificerede svar! :D

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 21.10.2011 10:49:15
af fundiver199
Det var så lidt :D

Som en sidste bemærkning skal I også være opmærksomme på, at den ny regering har annonceret, at den vil afskaffe starthjælpen. Og hvis den gør alvor af det, kan kravet til "tilstrækkelige midler" måske blive hævet. Da vi ikke ved noget som helst konkret endnu om, hvornår dette kommer til at ske, eller hvilken betydning det vil få for tolkningen af "tilstrækkelige midler" er dette dog bare noget, der er godt at have i baghovedet, så I ikke låser jer fast på en opfattelse af, at præcis 5.000 kroner er det, der skal til.

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 25.10.2011 22:14:58
af FruJohnsen
Tak for info. Det hele er blevet lidt mere overskueligt nu og de unge er MEGET glade :D Min søn er lige kommet hjem i dag på sin 19-års fødselsdag efter et ophold i Hamborg på 2 uger (læseferie og eksamen i morgen!) og kæresten kommer herop i den kommende weekend, så det er bare dejligt det hele! :)

Men jeg har et spørgsmål mere. Jeg har læst mig til, at kæresten skal søge registreringskort indenfor 3 mdr., når hun rejser herop. Men jeg er blevet i tvivl om sygeforsikring. Vil hun modtage det gule sygesikringskort i forbindelse med registrering, så hun bliver dækket af det? Eller skal hun have en "sundhedsforsikring" som skal dække alle lægebesøg, evt. hospitalsophold m.m. i al den tid, hun er her? På forhånd tak for svar :)

Re: Tysk statsborger til Danmark - hvordan?

: 26.10.2011 11:42:32
af fundiver199
Da alle med bopæl i Danmark (registering på folkeregisteret) er dækket af Sundhedsloven, vil hun have dansk sygeforsikring fra og med det øjeblik, hvor hun får et dansk personnummer. Indtil da har hun pligt til at have en privat forsikring, der dækker hendes risiko. Prøv at sprøg Statsforvaltningen om, hvordan hun skal forholde sig. De må jo være vant til de her sager.