Side 1 af 1

EU-Regler?? Fra Rusland til Sverige/Danmark

: 21.06.2010 17:51:36
af best88
Hej alle sammen,
Jeg skriver her om hjælp, da jeg har læst og læst på nettet, men stadig ikke kan gennemskue hvad der skal ske. Derfor håber jeg at I kan hjælpe med at kaste lidt lys over min situation.
Sagen er den at jeg lige er blevet gift i Rusland med min russiske kæreste. Han er 25 år gammel og jeg er 21 år. Han har en uddannelse indenfor business og computere og arbejder lige pt. for et oliefirma i Rusland. Vi har søgt om arbejde til ham i DK og Sverige, men det er meget svært at finde, da han ikke taler svensk eller dansk, men til gengæld 7 andre sprog!
Jeg bor i kbh. hvor jeg lige pt. arbejder og hvor jeg senere hen skal studere. Muligheden for at jeg kan bo sammen med min mand i Danmark er meget lille pga. min lave alder og fordi jeg ikke opfylder alle de væsentlige krav. Derfor vil vi gerne benytte os af EU’s regler for familiesammenføring, hvilket kræver at jeg flytter til Malmø, Sverige, i en kortere periode, for at vi senere kan komme til at bo sammen i DK. Og her har jeg så en masse spørgsmål, som jeg håber at kunne få svar på:

- Inden jeg flytter adresse til Malmø, skal jeg da registrere i Danmark at jeg er blevet gift, eller gør jeg det når jeg flytter til Sverige?

- Går jeg til den lokale kommune i Sverige og bliver registreret ligesom jeg ville gøre i Danmark, eller har de et andet system?

- Når jeg bosætter mig i Malmø skal jeg folkeregistreres. Efterfølgende kan jeg da stadig arbejde og gå i skole i dk? Jeg tænker hvordan foregår det med dansk skat og SU fra mit studie?

-Hvor længe skal jeg bo i Malmø før jeg kan søge om familiesammenføring?

-Vil en lejlighed på omkring 40-50kvm være ’lovlig’? Jeg har ingen steder kunne finde om der er et størrelses krav på boligen, når jeg ansøger.

- Når min mand er komme til Sverige kan vi da med det samme ansøge om opholdstilladelse eller ansøger jeg helt fra start om dette?

- Efterfølgende (når han opnår opholdstilladelsen), hvordan flytter vi tilbage til Danmark? Kan vi kvit og frit bare flytte og han kan registreres i DK eller?

- Nu er jeg godt klar over at alle sager er individuelle, men hvor lang tid snakker vi om før min mand kan komme til Sverige. Hvor lang tid tager sådan en procedure ca.?

- Sidst men ikke mindst, er der nogle ting/nogle ulemper vi skal være opmærksomme på når vi gør brug af EU reglerne?

Jeg siger på forhånd tusinde tak til alle der vil forsøge at hjælpe!

Venligst

Re: EU-Regler?? Fra Rusland til Sverige/Danmark

: 21.06.2010 20:48:19
af skaanebo
Ja, I kan sagtens bruge Malmø som mellemstation på vejen til et fælles liv i København.

Du bør registrere dit ægteskab på folkeregistret i dk.

Flytning til Sverige registrerer du på skatteverket.

Re: EU-Regler?? Fra Rusland til Sverige/Danmark

: 21.06.2010 20:54:13
af skaanebo
Der stilles ingen krav til størrelsen på din bolig i hverken Sverige eller dk. Du skal bo i Sverige i mindst 10 uger.

Svar på dine generelle spørgsmål finder du også under det punkt på siden, der hedder "jeg vil".

Re: EU-Regler?? Fra Rusland til Sverige/Danmark

: 22.06.2010 07:16:03
af fundiver199
Der findes p.t. følgende generelle materiale om anvendelse af EU-reglerne på ÆUG`s hjemmeside:

* Under "jeg vil... flytte til Sverige/Schlesvig" er reglerne kortfattet beskrevet, og der findes bl.a. en link til en 30-siders vejledning, som DRC har skrevet, den såkaldte "EU-løsningen".

* I dette forum findes øverst et indlæg med titlen "ofte stillede spørgsmål" som... ja det siger titlen næsten.

Under "jeg vil... familiesammenføres" er der for nylig blevet tilføjet en beskrivelse af fordele og ulemper ved at få opholdstilladelse i Danmark efter EU-reglerne kontra Danmarks nationale regler.

ÆUG er p.t. ved at opdatere vores gamle Sverigesfolder og forventer, at arbejdet bliver færdigt i løbet af sommeren. Men indtil da må folk klare sig med ovenstående 3 tekster. De indholder også al den information, som kommer til at indgå i Sverigefolderen, bortset fra nogle meget lavpraktiske ting omkring adresser, boligsøgning i Sverige m.m.

Re: EU-Regler?? Fra Rusland til Sverige/Danmark

: 22.06.2010 07:35:00
af fundiver199
best88 skrev:Inden jeg flytter adresse til Malmø, skal jeg da registrere i Danmark at jeg er blevet gift, eller gør jeg det når jeg flytter til Sverige?
Det er op til dig. Men din mand kan ikke udnytte retten til fri bevægelighed i EU, før jeres ægteskab er blevet registreret og anerkendt i dit hjemland (Danmark), så der er jo ingen grund til at udsætte dette. Det er bare om at få det gjort hurtigst muligt efter, at I er blevet gift.
best88 skrev: Går jeg til den lokale kommune i Sverige og bliver registreret ligesom jeg ville gøre i Danmark, eller har de et andet system?
Du henvender dig til skatteverket.
best88 skrev: Når jeg bosætter mig i Malmø skal jeg folkeregistreres. Efterfølgende kan jeg da stadig arbejde og gå i skole i dk?
Ja naturligvis. Det er jo det, som alle de andre grænsependlere også gør.
best88 skrev:Jeg tænker hvordan foregår det med dansk skat og SU fra mit studie?
De skattetekniske spørgsmål bedes du få afklaret et andet sted end hos ÆUG f.eks. på www.oresund.direkt.com eller www. Skat.dk. En flytning til Sverige har ingen betydning for din danske SU. Dog er der den princippielle fordel, at SU i Sverige er skattefri indkomst.
best88 skrev:Hvor længe skal jeg bo i Malmø før jeg kan søge om familiesammenføring?
Ved anvendelse af EU-reglerne søger man ikke om familiesammenføring. Man udnytter retten til fri bevægelighed over landegrænserne for sig selv og sin familie. Der er ingen krav om, hvor længe en fransk ingeniør skal have boet i Danmark, før hans kone og børn må rejse med hertil. Hele ideen er jo at viske landegrænserne ud og sikre fri bevægelighed.
best88 skrev:Vil en lejlighed på omkring 40-50kvm være ’lovlig’? Jeg har ingen steder kunne finde om der er et størrelses krav på boligen, når jeg ansøger.
Hvilke særlige krav stilles der til din bolig, når du flytter fra Odense til Herning for at starte på et nyt job, fordi du er født i Odense og ikke i Herning? Se svaret på ovenstående spørgsmål….
best88 skrev:Når min mand er komme til Sverige kan vi da med det samme ansøge om opholdstilladelse eller ansøger jeg helt fra start om dette?
Fristen for at ansøge om opholdskort er 90 dage efter indrejse i Sverige. Da din mand ikke er statsborger i et EU-land eller har opholdstilladelse i et schengenland, så er fristen for hans vedkommende 89 dage efter indrejse i Schengen p.g.a. visumreglerne.
best88 skrev:Efterfølgende (når han opnår opholdstilladelsen), hvordan flytter vi tilbage til Danmark? Kan vi kvit og frit bare flytte og han kan registreres i DK eller?
Ved en evt. flytning tilbage til Danmark skal din mand søge opholdskort ”i naturlig forlængelse” af din flytning. D.v.s. der bør gå mindre end de 3 måneder, som det er tilladt at vente, når man flytter til et andet EU-land end ”sit eget”.
best88 skrev:Nu er jeg godt klar over at alle sager er individuelle, men hvor lang tid snakker vi om før min mand kan komme til Sverige. Hvor lang tid tager sådan en procedure ca.?
Der er som sagt ingen ”procedure” men en ret til fri bevægelighed over landegrænserne for EU-borgere og deres familiemedlemmer.
best88 skrev:Sidst men ikke mindst, er der nogle ting/nogle ulemper vi skal være opmærksomme på når vi gør brug af EU reglerne?
Fordele og ulemper ved EU-reglerne er beskrevet under ”jeg vil… familiesammenføres”. I skal være opmærksom på, at kravene til dokumentation for ”faktisk og reelt ophold” i Sverige er strenge, hvis I vil søge opholdskort til din mand i Danmark.