Side 1 af 1

Hvad får min kæreste ret til?

: 27.04.2010 18:33:48
af Sara A
Jeg er 25 år gammel og født i Danmark og etnisk dansker. Min kæreste er 27 år gammel og amerikaner og uddannet advokat. Vi skal giftes inden for den nærmeste fremtid. Han er lige nu arbejdsløs og i Amerika, mens jeg har fast arbejde som gymnasielærer i Danmark (KBH).

Vi forsøger at finde ud af, om det er det er bedst for os at søge under de danske regler eller under EU-reglerne med 10 ugers bopæl i Sverige. Jeg er ret overbevist om, at vi godt kunne få FS i Danmark, har jeg mon ret i den antagelse? Jeg er lidt forvirret mht. hvilke rettigheder det giver min kæreste.

Kan han under begge ansøgningsmuligheder (FS og 10 uger i Malmö) få ret til SU, når jeg er arbejdstager? Han overvejer at uddanne sig videre i Danmark. Har han ret til andre sociale ydelser? Er det rigtigt forstået at der er en 3 måneders karens-periode før han kan modtage sådanne ydelser?

Får han automatisk arbejdstilladelse uanset om vi vælger Sveriges modellen eller FS til DK?

Hvilken ansøgningsmulighed vil hurtigst give ham adgang til permanent opholdstilladelse?

Er det rigtigt at han (hvis vi får FS) får to års OT? Derefter skal vi søge igen, ikke?

Jeg har læst og læst og ikke fundet de helt nøjagtige svar, så jeg vil sætte utroligt stor pris på jeres kloge hjælp!

Mvh Sara

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 27.04.2010 20:12:35
af fundiver199
Sara A skrev:Vi forsøger at finde ud af, om det er det er bedst for os at søge under de danske regler eller under EU-reglerne med 10 ugers bopæl i Sverige. Jeg er ret overbevist om, at vi godt kunne få FS i Danmark, har jeg mon ret i den antagelse?
Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at du spørger om, hvorvidt han kan få opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9. Og svaret er, at det kan han da sikkert godt, hvis I gifter jer, men der er en masse regler og krav, som skal være opfyldt. Dem kan du læse om under "jeg vil... familiesammenføres".
Sara A skrev:Kan han under begge ansøgningsmuligheder (FS og 10 uger i Malmö) få ret til SU, når jeg er arbejdstager?


Ja.
Sara A skrev:Han overvejer at uddanne sig videre i Danmark. Har han ret til andre sociale ydelser?


Det kommer an på så meget og er derfor temmelig kompliceret at svare på. Læs venligst indlægget "ofte stillede spørgsmål" samt "jeg vil... familiesammenføres", her finder du i hvert fald noget af svaret.
Sara A skrev:Er det rigtigt forstået at der er en 3 måneders karens-periode før han kan modtage sådanne ydelser?
Ved ophold efter EU-retten ja. Men der er også noget, som hedder gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller, og som rækker væsentlig længere. Dine spørgsmål tyder lidt på, at du ikke kender den helt grundlæggende danske lovgivning omkring, hvad det vil sige at være gift.
Sara A skrev:Får han automatisk arbejdstilladelse uanset om vi vælger Sveriges modellen eller FS til DK?
Ja.
Sara A skrev:Hvilken ansøgningsmulighed vil hurtigst give ham adgang til permanent opholdstilladelse?
Ved opholdstilladelse efter EU-retten har han ret til permanent opholdstilladelse efter 5 år. Ved opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9 er der nye regler på vej, som Folketinget p.t. er ved at behandle, det såkaldte ”serviceeftersyn” af Udlændingeloven. Disse regler betyder, at man skal have boet i Danmark i mindst 4 år og herudover skal man leve op til en mængde andre krav. F.eks. skal man have haft fuldtidsarbejde i mindst 2½ år inden for de sidste 3 år.

Så hvis din kæreste f.eks. vil studere og først bliver færdig med studierne 6 år efter, han er flyttet til Danmark, så vil han allertidligst kunne få permanent opholdstilladelse efter 8½ år, og det endda kun, hvis han kommer i fuldtidsarbejde straks efter, at han er færdig med sine studier. Hvis din kæreste bliver syg og havner på førtidspension, så vil han aldrig nogen sinde kunne få permanent opholdstilladelse med de foreslåede regler, for så har han med regeringens ord ikke "udvist vilje til integration".
Sara A skrev:Er det rigtigt at han (hvis vi får FS) får to års OT? Derefter skal vi søge igen, ikke?
Ja det er vilkårene, hvis man søger opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9, såkaldt ”familiesammenføring”. Det, som der skal søges om efter 2 år, er dog ikke en helt ny opholdstilladelse men blot en forlængelse. Men man skal stadig opfylde alle de samme krav og betingelser, som når man søger 1. gang, herunder f.eks. boligkravet. Ved ansøgning efter EU-rettens regler gælder opholdstilladelsen i 5 år, hvorefter man søger om at få den gjort permanent.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 27.04.2010 22:00:26
af Sara A
Tak for det udførlige svar. Jeg har læst både under ofte stillede spørgsmål og under menuen Jeg vil..., men jeg har ikke fundet præcise svar, så derfor spørger jeg.

Min kæreste har skam allerede en doktorgrad i Jura, så jeg tror ikke han regner med at skulle læse i 6 år. Han overvejer en masteruddannelse, der kan forberede ham til at arbejde i europæiske virksomheder.

Det lyder godt med de nye regler om 4 år. Det med at læse videre er også kun én af mange løsningsmuligheder. Det kan jo være at han får job, og så er videreuddannelse ikke nødvendig.

Jeg kender godt til forsørgerpligt og de andre forhold der gør sig gældende, når man er gift, jeg var bare nysgerrig efter om vi er "ligestillede" med andre ægtepar i DK i forbindelse med offentlige ydelser - jeg forstår dit svar sådan, at det er vi?

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 27.04.2010 22:39:59
af dotGusten
Sara A skrev:Jeg kender godt til forsørgerpligt og de andre forhold der gør sig gældende, når man er gift, jeg var bare nysgerrig efter om vi er "ligestillede" med andre ægtepar i DK i forbindelse med offentlige ydelser - jeg forstår dit svar sådan, at det er vi?
Ja, når du har fast arbejde, går jeg ud fra, at du også er i a-kasse. Det vil derfor først være aktuelt med sociale ydelser, når du har opbrugt din ret til dagpenge. Indtil da må i klare jer for én indtægt, eller være heldig at manden får et job eller bliver optaget på et fuldtidsstudium med ret til SU.

Sådan lidt i grove træk. Måske kan der være et smuthul til en lille skilling hist eller pist - men det er jo ikke noget man hverken kan leve eller dø af.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 28.04.2010 06:12:16
af krikris
Ja selv som højtuddannet i dagens Danmark hænger jobbene jo ikke ligefrem på træerne så som minimum må din mand nok regne med at skulle lære dansket års tid, før han kan komme i betragtning til et job.
Min søde mand er skam også højtuddannet og sidder i en sprogklasse med 20 andre meget højtuddannede folk, for jobs får hovedparten ikke, før de kan dansk :) så du skal nok regne med at forsørge ham et års tid.
Vi har bevist valgt EU retten, da der jo ikke stilles alle de mærkelige krav der som via nationale krav og permanent opholdstilladelse kommer per automatik om 5 år. :)

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 28.04.2010 06:20:17
af mh1
Mht uddannelse skal din kommende mand lige tage højde for at en amerikansk jurauddannelse ikke giver megen merit i forhold til en dansk. Han er uddannet i et helt andet retssystem, og det betyder at han - i modsætning til en jurist uddannet i fx Frankrig - er forholdsvis blank på mange områder, der har betydning i dansk jura. Medmindre naturligvis hans doktorgrad er i europæisk ret. Han kan heller ikke blive advokat i DK bare ved at tage en master's, dansk advokatbestalling kræver dansk eller europæisk bachelor + master's i jura.

Så vidt jeg husker er Krikris' mand læge, og det, samt naturvidenskabelige uddannelser er meget lettere overførbar uddannelse end jura.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 28.04.2010 09:08:36
af fundiver199
I princippet har både du og din mand samme ret til sociale ydelser med alle andre, men der er nogle gevaldige "aber dabei", som skal tages med i betragtning.

Hvis din mand får opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9, skal du stille bankgaranti på 62.231 kroner, og eventuelle ydelser til din mand efter Lov om Aktiv Socialpolitik (typisk starthjælp) vil så blive trukket fra den bankgaranti, indtil der ikke er mere tilbage. Desuden vil hans opholdstilladelse ikke kunne forlænges efter 2 år, hvis nogen af jer har modtaget sociale ydelser. Så ja, han har ret til sociale ydelser, men han mister sin opholdstilladelse, og de første 62.231 kroner kommer du til at betale.

Hvis I søger efter EU-reglerne, er I noget bedre stillet. Har du været arbejdstager i det andet EU-land, d.v.s. arbejdet mindst 10-12 timer om ugen i mindst 8-10 uger og haft dette som din hovedaktivitet (d.v.s. ikke samtidig studeret), så gælder der ikke noget forsørgelseskrav, og så har din mand samme adgang til det sociale system i Danmark som alle andre.

Da han ikke har boet i Danmark i mindst 7 ud af de sidste 8 år, kan han dog kun få starthjælp, og naturligvis kun hvis jeres samlede indtægt er lav nok til, at han er berettiget til det. Så det kræver, at din indkomst er mindre end starthjælpen for et gift par, som er cirka 8.700 DKK om måneden før skat, og desuden må ingen af jer have formue eller aktiver, som I kan sælge. Dette er reglerne i Lov om Aktiv Socialpolitik, som gælder for alle borgere, der bor i Danmark. Har du selv været væk fra Danmark i 13 måneder inden for de sidste 8 år, så er du også kun berettiget til starthjælp.

Hvis I søger efter EU-reglerne efter, at du har boet i f.eks. Sverige som ”person med tilstrækkelige midler”, f.eks. studerende i Danmark eller grænsependler, så skal du også råde over ”tilstrækkelige midler” for, at din mand kan få opholdstilladelse i Danmark. Det gør du, hvis du tjener mindst 8.700 DKK om måneden før skat, og i så fald kan din mand altså ikke få starthjælp. Hvilket jo også er hele meningen med at kræve, at du skal råde over ”tilstrækkelige midler”.

Falder din indtægt senere til mindre end 8.700 DKK om måneden før skat, så kan din mand i den situation få starthjælp (igen forudsat at I hverken har formue eller aktiver, som I kan sælge), men i så fald skal kommunen give besked til US, som herefter vurderer, om hans opholdskort skal inddrages. Og det har de lov til at gøre, hvis I ud fra en samlet vurdering kan siges at være en ”urimelig byrde” for det sociale system i Danmark.

Så i praksis skal I altså forsørge jer selv, indtil din mand får permanent opholdstilladelse, med mindre I søger efter EU-reglerne, og du har været arbejdstager i det andet EU-land. At der ikke kan stilles noget forsørgelseskrav i lige netop den situation skyldes EF-domstolens kendelse i Eind-sagen i 2007.

Men man lever altså ikke særlig fedt af starthjælp på 8.700 DKK om måneden for 2 voksne, så muligheden for evt. at kunne få denne kan og bør vel ikke være afgørende for, hvordan man indretter sig. Og da specielt ikke for et højtuddannet par som jer, der vel altid må kunne finde på noget, der er bedre end at modtage starthjælp. I kan jo tage nogle avisruter eller et rengøringsjob, hvis det brænder på, der er mange andre muligheder end at gå op på kommunekontoret med hatten i hånden alene for at få et par almisser.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 28.04.2010 12:03:25
af fundiver199
P.S. Som andre allerede har skrevet, så er det jo en rigtig god ide at være medlem af en A-kasse, og er bare èn af jer medlem af en A-kasse, så er I sikret et eksistensgrundlag i helt op til 4 år i tilfælde af ledighed, hvorfor det i den situation er fuldstændig uaktuelt at gøre sig overvejelser om sociale ydelser.

Er du studerende, så kan du blive medlem af en A-kasse og dagpengeberettiget på dimittendvilkår, når du bliver færdig, og ellers kan I begge to blive dagpengeberettigede, hvis I melder jer ind i en A-kasse og herefter har 12 måneders arbejde.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 29.04.2010 09:51:35
af Sara A
Tak for de uddybende svar. Jeg er skam i A-kasse, og har været det længe.

Vi er skam fult ud klar over problemerne ved at være advokat ( min kæreste er ikke blot jurist, men advokat) i forhold til job i andre lande. Han har ingen forventninger om at få et advokatjob her i Danmark nogensinde.

Re: Hvad får min kæreste ret til?

: 30.04.2010 00:52:15
af Namlakhorn
Hej Sara A,

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilken retning din kæreste er uddannet i mht. jura. Men en kortere efteruddannelse i f.eks. immaterialret og internationale kontrakter kan måske åbne en dør for ham i de danske industrivirksomheder der sælger primært på de udenlandske markeder.
Jeg har to kollegaer som er hhv. fransk-kanadier og amerikaner. Begge jura-uddannet fra USA - den ene også som advokat. De arbejder i vores jurisk afdeling, hvor de sikrer at de kontrakter som jeg f.eks. forhandler på plads tager hensyn til alle facetter af min virksomheds interesser.

Netop fordi det er internationale kontrakter er der typisk spilleregler (nogle regioner mere skrevne end andre - f.eks. FIDIC), som gør at det ikke er så vigtigt om den juriske rådgiver er fra DK eller USA. Nogen gange er det måske ligefrem en fordel, da kontrakterne stort set altid er på engelsk.

Blot til jeres info,

vh
Namlakhorn