Side 1 af 1

korrekt eller ukorrekt gennemgang af EU-reglerne?

: 31.12.2009 03:05:05
af nannablichfeldt
Jeg har læst Slesvig-folderen så mange gange nu, og tror jeg er ved at forstå hvorfor jeg er så forvirret omkring EU-reglerne. Det, der står i folderen, stemmer slet ikke overens med den procedure, som er gældende idag. Derfor vil jeg forsøge at opstille en skridt-for-skridt liste, hvor jeg redegører for, hvordan jeg har forstået, at det hele hænger sammen. Hvis der er nogen, der kan se at jeg helt har misforstået et eller andet, må I meget gerne give mig et praj. På forhånd tak.

1: Opsige lejlighed i Danmark (+ opsige jobs, for bor for langt væk fra grænserne til at jeg kan pendle)

2: Leje en lejlighed i enten Sverige eller Tyskland med tidsubegrænset lejekontrakt

3: Indregistrere mig i folkeregistret i det pågældende EU-land jeg er flyttet til.

4: Søge/Påbegynde arbejde enten i EU-landet jeg har bosat mig i, eller i Danmark (minimum 12 timers arbejde om ugen)

5: Min mand skal søge om almindeligt 3. måneders ægtefællevisum til Tyskland, på den tyske ambassade i sit hjemland, når jeg har boet i det andet EU-land i minimum 6 uger. (Dette visum skal de udstede gratis og inden for maximum 4 uger)

6: Min mand rejser til EU-landet på sit 3. måneders visum, hvor jeg på dette tidspunkt har opholdt mig i 10 uger.

7: Vi udfylder ansøgningsblanket om familiesammenføring under EU-reglerne og indleverer ansøgningen samt kopi af lejekontrakt fra lejligheden i EU-landet, mine lønsedler og vores vielsesattest

8: Efter ansøgningen er sendt afsted flytter vil til Danmark. Og her venter vi på at min mand får sit opholdskort (dette kan tage op til 6 måneder)

Er dette korrekt forstået?

I fundivers ofte stillede spørgsmål omkring eu-reglerne står der dette:
SP: Skal vi blive i det andet EU-land, indtil min ægtefælle har fået et opholdskort?

Svar: Nej det behøver I ikke. Som følge af EF-domstolens kendelse i Metock-sagen, så stiller Danmark ikke længere krav om, at din ægtefælle skal have haft opholdstilladelse i et andet EU-land, før I må flytte videre til Danmark.

SP: Kan vi så lade helt være med at søge om et opholdskort i det andet EU-land?

Svar: Ja det kan I for så vidt godt, hvis I er sikre på, at I kan nå at flytte videre til Danmark, inden din ægtefælles visum udløber. Men der er forskellige fordele ved alligevel at søge om et opholdskort, så generelt må det anbefales at gøre det.

Et spørgsmål til dette sidste svar. Det forskellige fordele du skriver der er ved at have søgt opholdskort i det andet EU-land, hvad går disse fordele ud på?

Skal man søge om opholdskort, altså familiesammenføring efter EU-reglerne i Danmark, mens man stadig bor i det andet EU land eller skal man først flytte tilbage til Danmark og derefter indgive sin ansøgning?

Håber der på et eller andet tidspunkt er en der har indsigt nok i reglerne og tid til det, der vil ændre i slesvigløsningsfolderen, da den er ret vildledende.:/

Mange tak for al den hjælp jeg har fået indtil nu herinde.

Re: korrekt eller ukorrekt gennemgang af EU-reglerne?

: 31.12.2009 08:17:08
af fundiver199
Kære Nanna

Schlesvigfolderen er skrevet i 2005 og er derfor, som du selv er inde på, forældet på en del punkter. Så lad nu være med at sidde og læse dens beskrivelse af regler og procedurer og lade dig forvirre af det. Læs i stedet DRC´s nye folder "EU-folderen", som der er link til øverst i dette forum, og som er skrevet i 2009.

Den eneste grund til, at Schlesvigfolderen stadig ligger på hjemmesiden, det er, at den indeholder en del adresser m.m., som stadig kan være nyttige for folk at have. Og nej det er desværre ikke muligt for ÆUG at rette i den, da den er skrevet af DRC, hvorefter der blot er lagt et link på vores hjemmeside.

Men vi kan da overveje helt at fjerne den fra hjemmesiden, hvis den skaber mere forvirring end den hjælper.

Angående din "køreplan", så har jeg følgende kommentarer:

Ad 2) Det er ikke nødvendigt at leje en lejlighed på en tidsubegrænset kontrakt. Og da sådanne sikkert ikke er særligt lette at finde, så er der ingen grund til at binde den enorme klods rundt om benet på sig selv.

Ad 3-4) Hvis du bosætter dig uden for Norden, f.eks. i Tyskland, så skal du have fundet dig et job, før du kan blive folkeregistreret i det pågældende land. Det er nemlig en forudsætning for ophold som EU/EØS-borger, at du kan dokumentere enten at være arbejdstager eller at råde over tilstrækkelige midler. Og det er unægtelig svært at dokumentere, hvis du ikke har nogen indtægt overhovedet.

Ad 5) Din mand skal ikke søge om "et almindeligt tysk 3 måneders ægtefælle visum", hvis du har bosat dig i Tyskland. Tyskland er forpligtet til at udstede et visum til ham gratis, i løbet af højest 4 uger og uden at stille andre krav, end at han ikke må være til fare for den offentlige sikkerhed, sundhed eller orden.

Dette er noget af det nye, som blev indført med Opholdsdirektivet i 2004, og som skulle have været implementeret af alle landene senest i 2006. Men præcist hvordan og om man i det hele taget har implementeret dette i Tyskland, det ved jeg simpelthen ikke. Problemet er, at Tyskland er så stort et land, at de ikke rigtig synes, at de behøver at overholde reglerne.

Så hvis du gerne vil vide, præcist hvordan det foregår i praksis i Tyskland, og altså ikke bare hvordan det burde foregå, så må du læse eller spørge i forum, så du kan høre erfaringerne fra de folk, der har været igennem møllen for nyligt og ikke for 2, 4 eller 6 år siden.

Ad 6) Din mand behøver ikke at vente, til du har opholdt dig 10 uger i det andet EU/EØS-land. Han kan søge om visum, lige så snart du er blevet registreret i det pågældende land.

Ad 7-8) Din mand behøver ikke at søge opholdskort i Danmark, allerede inden I flytter videre til Danmark. Fristen for at søge er 3 måneder efter ankomst til landet, men dog naturligvis inden, ens visum udløber, hvis man er indrejst på et sådant.

Men det kan da være en udmærket idé, at han søger lige så snart I opfylder betingelserne, d.v.s. lige så snart du har boet og evt. arbejdet 10 uger i det andet EU/EØS-land, og lige så snart han har sluttet sig til dig i det pågældende land.

Jeg vil dog tro, at det måske i praksis kan skabe lidt forvirring, hvis man flytter fra det ene land til det andet, medens ansøgningen er under behandling. Så hvis det kun er meningen, at din mand skal være sammen med dig i f.eks. Tyskland i nogle få uger, så er det måske nemmere bare at søge efter, at I er flyttet til Danmark, så du kan skrive den rigtige adresse på ansøgningen med det samme.

Fordelene ved, at din mand starter med at søge om et opholdskort i det første EU/EØS-land, I har bosat jer i, er:

1) At I så ikke er tvunget til at flytte videre til Danmark, inden hans visum udløber, men kan gøre det i det tempo, som passer jer, f.eks. når I har fundet en bolig, som I gerne vil bo i sammen.

2) At f.eks. et tysk opholdskort vil være med til at dokumentere overfor US, at I faktisk har boet sammen i Tyskland, og at du virkelig har "etableret din tilværelse" i Tyskland. Samtidig kan det måske også være lettere at overbevise andre myndigheder og arbejdsgivere om, at din mand har rettigheder som et familiemedlem til en EU-borger, hvis han kan præsentere dem for f.eks. et tysk opholdskort, fremfor hvis han blot har et Schengenvisum i sit pas.

Som du kan læse i forskellige indlæg i forum, så slås folk meget med, at hverken myndigheder eller arbejdsgivere i Danmark rigtigt forstår princippet med, at din mand har ret til både det ene og det andet i Danmark, alene fordi han kan vise dem en vielsesattest, hvor der står, at han er gift med en dansker, som i øvrigt har boet 10 uger i Tyskland og derfor har status som EU/EØS-borger.

Og det kan man jo i grunden godt forstå, for for at tage stilling til det, så skal myndighederne og arbejdsgiverne jo i princippet sidde og foretaget hele den sagsbehandling, som US foretager, når de udsteder et opholdskort til din mand, og det har de jo hverken erfaring med eller kompetence til.

Kan din mand fremvise f.eks. et tysk opholdskort, så er det jo derimod langt mere troværdigt, når han f.eks. overfor en arbejdsgiver eller en læge fortæller, at I har boet sammen i Tyskland, og at han derfor er omfattet af retten til fri bevægelighed i EU.

Re: korrekt eller ukorrekt gennemgang af EU-reglerne?

: 31.12.2009 09:25:03
af fundiver199
Som en tilføjelse til ovenstående, så skinner det lidt igennem dit indlæg, at det gælder om at få din mand til Danmark så hurtigt som muligt. Sådan er der mange, der har det, og det er også meget forståeligt.

Men jeg tror også, at mange, når ægtefællen først er kommet til Danmark, erfarer, at det vigtige ikke kun er, at det går så hurtigt som muligt. Det er også vigtigt, og måske endda endnu vigtigere, at tingene er på plads og i orden, når ægtefællen kommer hertil.

Altså at man har en indtægt, som begge kan leve af, et sted hvor man har lyst til at bo sammen, og at ægtefællen både har og kan dokumentere sine rettigheder så hurtigt som muligt, så man ikke skal starte sit "nye" liv sammen med en lang periode med fustrationer, usikkerhed og påtvungen lediggang.

Og i den forbindelse må man nok sige, at Opholdsdirektivet samt den "nye" tolkning af EU-reglerne, som EF-domstolen kom med i Metock-sagen sidste sommer, på nogle punkter næsten lægger op til, at det hele går for hurtigt.

Det er jo fint nok og helt rimeligt, at en 3. lands borger, der flytter med sin ægtefælle fra f.eks. Frankrig til Sverige, og som allerede har en opholdstilladelse i Frankrig, i lighed med den franske ægtefælle bliver ligestillet med en svensker og f.eks. har ret til at arbejde, lige så snart parret er ankommet til Sverige.

Men hvis 3. lands borgeren ikke i forvejen har en opholdstilladelse i Frankrig, så kortslutter man jo den normale immigrationskontrol. Så i den situation var det måske faktisk mere rimeligt, om man sagde, at 3. lands borgeren skulle have udstedt et opholdskort, før han må begynde at arbejde i Sverige, og før han har ret til f.eks. gratis lægehjælp.

Så var der klare linier, færre diskussioner og skuffede forventninger, og mere lige vilkår for dem, der ønsker at bosætte sig med deres 3. lands ægtefælle i henholdsvis deres eget hjemland eller et andet EU/EØS-land.

Tilsvarende er det også helt rimeligt, at en svensker, som har boet i Danmark i 5 år, og som bliver gift med en 3. lands borger, kan få sin ægtefælle til Danmark efter EU-reglerne på lige fod med en svensker, som har boet sammen med sin ægtefælle i Sverige, før han flyttede til Danmark. Så i den situation kan man naturligvis ikke forlange, at 3. lands borgeren skal have haft en opholdstilladelse i et andet EU-land for at få en i Danmark, for hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når parret først blev gift efter, at svenskeren flyttede til Danmark?

Men omvendt synes jeg egentligt, at det var meget rimeligt at forlange, at en 3. lands borger, som er gift med en dansker, skulle have haft et opholdskort i et andet EU-land, før vedkommende kunne få et i Danmark.

Det er selvfølgelig meget bekvemt for nogen, at de kan flytte lidt hurtigere tilbage til Danmark, fordi de ikke behøver at sidde og vente på, at ægtefællen får udstedt et opholdskort i det andet EU/EØS-land.

Men det gør det jo også meget sværere at dokumentere ægtefællens status og rettigheder, og hvis man havde bibeholdt kravet om, at ægtefællen skulle have et opholdskort fra et andet EU/EØS-land, så kunne man til gengæld have undgået meget af al den kontrol, der nu i stedet er blevet indført med, om danskeren nu også virkelig har "etableret sin tilværelse" i det andet EU/EØS-land.

Og dermed kunne vi også have undgået alle diskussionerne og bekymringerne om, hvorvidt det nu er ok at fremleje en lejlighed eller et værelse, og hvad nu, hvis det er min moster, der har betalt huslejen, og så videre og så videre.

Så man kan jo også vælge i stedet for at have så travlt at gøre tingene lidt mere "slowly but surely".

Altså tage sig den tid, som det tager at få udstedt et opholdskort til ægtefællen i det andet EU/EØS-land, før man flytter videre til Danmark. Og måske endda lade ægtefællen ansøge om det allerede på ambassaden i sit hjemland, som skaanebo skriver, at man kan på i hvert fald de svenske ambassader.

Re: korrekt eller ukorrekt gennemgang af EU-reglerne?

: 31.12.2009 09:57:07
af Kim P. Nyberg
Som fundiver skriver til dit sjette spørgsmål, så er der ikke opsat faste regler for, hvornår din ægtefælle må søge om ægtefællevisum. Det er med andre ord op til jer selv, om han ankommer til din udenlandske bolig dagen efter du selv er ankommet, eller senere i forløbet. Blot skal han slutte sig til dig medens du stadig bor på den udenlandske adresse. Det er faktisk det eneste krav til ægtefællen.

Derudover kan jeg kun tilslutte mig fundivers råd om måske at sætte farten ned, og i stedet sikre sig, at tingene falder på plads, før man tager næste skridt.

Re: korrekt eller ukorrekt gennemgang af EU-reglerne?

: 31.12.2009 15:31:26
af nannablichfeldt
Mange tak for jeres råd.

Må give jer ret i at vi gerne vil tilbage til dk så hurtigt som muligt, da vi selvfølgelig gerne vil i gang med vores liv i Danmark.
Det er frustrerende at være i en så elendig situation og især når man hele tiden føler man er oppe imod så store magter.

Man kæmper og kæmper. Man går på uddannelse, arbejder 35-45 timer om ugen, man betaler sin skat, man opfører sig ordentligt og er en god borger - men man får bare ingen chance. Det har især været frustrerende for min kæreste, nu mand, at han ikke har kunnet gøre noget mens han var her i Danmark hos mig. Han kan bare se mig knokle for at få tingene til at hænge sammen, og derudover føle sig magtesløs. Men det vigtigste er jo trods alt at vi er sammen når der er mulighed for det.

Kan være vi skal sætte farten ned som I råder os til. Men føler mig meget taknemmelig over at dette forum findes. Det at skulle finde rundt i disse regler og finde ud af hvad der egentlig er muligt, er nærmest umuligt for en almindelig borger.

Jeg tror jeg vil slå koldt vand i blodet og så må mig og min mand tage en endelig beslutning om hvilket land vi vil flytte til når sommeren nærmer sig. Det lyder som om det er lettest i Sverige, både fordi det er en del af norden men også fordi man derved kan finde flere mennesker der har været igennem det allerede.

Jeg vender nok tilbage når vi står i EU-regler op til begge øre til sommer.
Men mange tak for nu.:)
Håber I alle kommer rigtig godt ind i det nye år.

Venlig hilsen Nanna