Ægteskabudengrænser.dk

Hej alle sammen..
Har lige et spørgsmål ang. eu-reglerne.
For at kunne benytte sig af eu-reglene, hvis man skal vende tilbage til DK, er det så nødvendigt, at begge parter har boet i 70 dage i sverige, eller er det nok hvis kun den ene part har boet der i 70 dage?

MVH
MO

Hej,
I skal bo der begge to, er jeg bange for.

I skal begge to bo i Sverige, men jeg mener ikke, at det har nogen betydning for sagen, hvor længe din kone har boet der. DU skal derfor bo i Sverige i mindst 70 dage og i løbet af disse 70 dage skal din kone slutte sig til dig f.eks. på turistvisum.

Herefter skal I så flytte sammen til Danmark og søge FS efter EU-reglerne "uden unødigt ophold". I kan også søge, medens I stadig bor i Sverige og evt. vente med at flytte, til I har fået svar på jeres ansøgning.

I må dog forvente, at det vil tage op til 6-7 måneder at få et svar, så det er lang tid, I skal være i Sverige, hvis I vælger denne fremgangsmåde. Men det er jo heller ikke nødvendigvis nogen straf at være i Sverige.

Ifølge Nyidanmark.dk skal man bo sammen i det andet EU/EØS-land. Jeg ville derfor for at være på den sikre side sørge for at bo sammen i alle 70 dage, da man jo nødig vil risikere at få afslag. Der er desværre ikke rigtig nogen praksis på området.

Mange tak for svarene. .
Hvis man havde sådan nogle personer som jer, der arbejde inde på US, så ville tingene nok blive nemmere for mange folk.. hehe

MVH
MO

skaanebo,

Læser man bogen "EU-retten" står der ikke noget om at begge parter SKAL have boet sammen i 10 uger i et andet EU-land. Der står blot at unionsborgeren skal have opholdt sig i et andet EU-land end sit eget i typisk 10 uger, og at tredjelandsborgeren skal slutte sig til unionsborgeren dér, for at være dækket ind af de afledte rettigheder. Og lægger man EF-Domstolens traditionelt vide rammer til grund, kan Danmark altså ikke forlange, at BEGGE parter skal have opholdt sig sammen i et andet EU-land i mindst 10 uger.

Som jeg læser bogen, kan din udkårne i princippet slutte sig til dig og gifte sig med dig dagen før I har tænkt jer at rejse tilbage til Danmark. Altså i princippet. Der er nemlig ikke i bogen nævnt nogen mindstetid for ægtefællens ophold indenfor Unionens grænser. Men det kunne da være sjovt at se, hvad Domstolen ville sige til en sådan udlægning af teksten. Domstolen kan jo ikke just anklages for at være snæversynet

Jeg mener, at retstilstanden må være, som Kim beskriver det, og at dette også er både rimeligt og logisk.

Meningen er jo, at der skal være en reelt fri bevægelighed over landegrænserne, bl.a. af hensyn til at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de har brug for, uden hensyn til landegrænserne.

Og derfor skal en person, som er bosat i f.eks. Sverige - uanset om han er dansk eller svensk statsborger - naturligvis kunne flytte til Danmark med dags varsel, hvis han bliver tilbudt en stilling, som kræver dette. Altså f.eks. en stilling i Jylland eller på Fyn.

At forlange, at han skal vente i 10 uger, alene fordi hans nye 3. lands ægtefælle netop er ankommet til Sverige, vil forhindre den frie bevægelighed og vil desuden savne enhver fornuftig begrundelse. For hvad er det dog, der sker med parret i løbet af de 70 dage, som gør, at de pludselig bliver mere egnede til at leve sammen i Danmark? Naturligvis ingen verdens ting.

EF-domstolen har i Metock-sagen sagt, at det er sagen uvedkommende, om 3. lands borgeren har en opholdstilladelse i et andet EU-land eller ej. Det er således med domstolens ord "irrelevant hvornår og hvordan 3. lands borgeren er indrejst i det land, hvor EU-borgeren bor". Og når en svensker, som bor i Danmark, altid kan søge OT efter EU-reglerne til sin nye kone, så må det samme logisk set også gælde for en svensker eller dansker, som bor i Sverige.

Rettigheden er således knyttet til EU-borgeren som person, og det er sagen aldeles uvedkommende, hvor parret blev gift, hvor længe de har været gift, om de tidligere har boet sammen nogen steder, hvornår og hvordan 3. lands borgeren er indrejst i EU, eller om 3. lands borgeren i forvejen har opholdstilladelse i et andet EU-land. Dette følger alt sammen direkte af Metock-dommen, som dermed har præciseret Opholdsdirektivet på dette punkt.

Det eneste krav, der kan stilles til en dansker, som ønsker at anvende EU-reglerne i Danmark, er derfor, at han er "reelt etableret" i Sverige eller et andet EU-land, for i modsat fald er han slet ikke omfattet af reglerne / rettighederne.

I bund og grund er det jo tosset med alt dette flyttecirkus, og det eneste fornuftige var jo, at man bare sagde, at der er tale om en generel borgerrettighed for alle EU-borgere, altså også dem, som bor i deres eget fædreland. Eller alternativt ændrere de danske regler for FS, så danske statsborgere ikke var ringere stillet i Danmark end EU-borgere.

At dette ikke sker skyldes efter min vurdering alene, at der er gået politisk prestige og ikke mindst symbolpolitik i sagen. Og så er der jo ikke samtidig plads til almindelig sund fornuft eller til ret og rimelighed.

Men for at summere op er det min klare opfattelse, at man med sindsro kan søge om FS i Danmark efter EU-reglerne få dage efter, at ens ægtefælle har sluttet sig til en i f.eks. Sverige, hvis blot man SELV har været i Sverige længe nok og i øvrigt har indrettet sig, så man i det hele taget opfylder betingelserne for at være blevet EU-borger i juridisk forstand.

Udlændingeservice (den danske regering) har ganske enkelt ikke belæg for sin påstand om, at man skal "levet sammen" i det andet EU-land forstået på den måde, at dette samliv skal have strukket sig over længere tid.

Og ligeledes er der heller ikke belæg for, at det skulle være noget krav, at man har boet i ejerbolig eller i et tidsubegrænset lejemål. Det indtryk kan man ellers godt få, når man læser den nye vejledning på www.nyidanmark.dk

Morten Østergård stillede for nylig dette som et ministerspørgsmål, altså hvor i direktivet man fandt belæg for, at der kunne stilles et sådant krav. Svaret fra Birthe Rønn Hornbæk var det sædvanlige øh-bøh og altså dermed en indirekte indrømmelse af, at det kan man heller ikke.

Ovenstående blev meget langt, og man kan også trække det op på denne måde:

1) Svensker bosat i Danmark kan søge FS efter EU-reglerne umiddelbart efter at have indgået et ægteskab og altså dermed også uden nogen form for forudgående samliv (eller opholdstilladelse) i et andet EU-land.

2) Svensker bosat i Sverige må ikke stilles ringere end svensker bosat i Danmark. Som følge heraf kan han altså også søge FS efter EU-reglerne dagen efter, at hans nye kone er ankommet til Sverige og uden nogen som helst krav om forudgående samvær.

3) Dansker bosat i Sverige skal stilles mindst lige som godt som svensker bosat i Sverige, hvis han flytter tilbage til Danmark. Ergo må det samme derfor gælde for ham.

Forskellen på danskeren og svenskeren kan alene være, at svenskeren bevarer retten til at søge efter EU-reglerne under hele sit ophold i Danmark. Hvorimod danskeren alene har den ret i direkte forbindelse med sin flytning tilbage til Danmark.

Derfor kan det kræves, at det dansk-udenlandske par flytter fra Sverige til Danmark samtidig, hvilket jo så logisk set igen kræver, at de har opholdt sig sammen i Sverige. For i modsat fald kan dette ikke lade sig gøre. Andre krav end dette kan der derimod ikke stilles.

P.S. Og man kan endda også argumentere for, at det vil være ok som dansk statsborger at flytte fra Sverige til Danmark og umiddelbart herefter indlevere en ansøgning om FS efter EU-reglerne, også selvom ens ægtefælle på det tidspunkt er i sit hjemland og aldrig tidligere har været i hverken Sverige eller Danmark.

En dansk statsborger, som flytter fra Sverige til Norge, kan uden nogen form for tvivl gøre sådan, og han må ikke stilles ringere, hvis han i stedet flytter tilbage til Danmark.

Egentlig mener jeg derfor, at det er i strid med reglerne overhovedet at kræve, at parret skal have opholdt sig sammen i det andet EU-land. For dette krav stilles jo netop ikke til f.eks. en svensker, som flytter eller er flyttet til Danmark.

Og kan i øvrigt siges at være nært beslægtet med det krav om at have haft opholdstilladelse i et andet EU-land, som EF-domstolen nu definitivt har underkendt. Så derfor ville det være helt ulogisk, hvis domstolen gik med til, at der nu i stedet kan kræves et samliv i et andet EU-land som betingelse for at udnytte retten til fri bevægelighed. Begge krav har nemlig ikke noget formål udover at bremse den fri bevægelighed, hvilket er i modstrid med Opholdsdirektivets tekst såvel som dets ånd.

For at få processuelt ophold, medens ansøgningen behandles, skal ens ægtefælle dog i sagens natur befinde sig i Europa, så derfor vil langt de fleste givetvis alligevel foretrække, at ægtefællen kommer til Europa, inden der søges FS i Danmark efter EU-reglerne.

Men der er altså ingen grund til at sidde i f.eks. Sverige og vente i 10 uger på, at tiden går og klokken slår, hvis man som dansk statsborger allerede har boet der i 10 uger i forvejen, inden ens ægtefælle kom.

Skulle nogen få et afslag med den begrundelse, at de ikke "har haft et samliv" med deres ægtefælle i det andet EU-land, så vil jeg meget gerne høre om det her i forum. Og jeg vil også indtrængende opfordre de pågældende til i så fald at klage over afgørelsen og om fornødigt gå hele vejen til EF-domstolen.

Jeg er nemlig næsten så sikker, som man overhovedet kan være, på at de danske myndigheder ikke har lov til at stille et sådant krav. Og indtil det modsatte evt. er bevist via konkrete afslag, vælger jeg derfor også at tro, at de heller ikke vil forsøge at gøre det.

Senest efter 3 måneder fra indrejse i gæstelandet, skal der ansøges om opholdskort, og kortet skal udstedes senest efter seks måneder, regnet fra ansøgningstidspunktet. I de første tre måneder må gæstelandet ikke forlange andre dokumenter end pas eller lignende, som dokumentation på hvem man er og hvorfor man er i landet.

Som et eksempel på, at det ville begrænse den fri bevægelighed, hvis der kunne kræves forudgående samliv i et andet EU-land, kan man tage følgende tænkte men absolut realistiske situation:

En kvinde er bosat i Sverige, bliver gift med en kinesisk mand og søger herefter om FS i Sverige efter de svenske regler. De svenske myndigheder er 6 måneder om at behandle denne ansøgning og i denne periode må manden ikke indrejse i Sverige, hvorfor parret altså ikke har mulighed for at etablere noget samliv.

I løbet af disse 6 måneder bliver kvinden tilbudt en stilling i Jylland med øjeblikkelig tiltrædelse. Denne kvinde skal naturligvis ikke sidde i 1-5 måneder i Sverige og vente på, at de svenske myndigheder bliver færdige med deres sagsbehandling, og at hun har boet et stykke tid sammen med sin mand i Sverige, før hun kan flytte til Jylland.

Hun skal kunne flytte med det samme, og herefter skal de danske myndigheder uden unødigt ophold udstede et visum til hendes mand på fuldstændig samme vilkår, som de skal udstede et visum til en anden kinesisk mand, som har giftet sig med en fransk kvinde, der bor på Bornholm.

Om den i Sverige bosiddende kvinde er nordmand, dansker eller svensker er igen ligegyldigt, for der må ikke gøres forskel, så længe der er tale om en EU-borger, som har foretaget en grænseoverskridende handling.

Og igen er dette også helt logisk set i forhold til målet om et sammenhængende arbejdsmarked og fri bevægelighed i Europa. For naturligvis skal Vestas i Ringkøbing da kunne ansætte en dansk kvinde, som bor i Sverige, og som venter på at få bevilget FS med sin nye kinesiske mand.

At de danske myndigheder så gør det svært for Vestas at holde på en i Danmark bosiddende dansk medarbejder, som gifter sig med en kineser, og som har problemer med at opfylde f.eks. 24-års reglen, det kan EF-domstolen ikke gøre noget ved. Men det skyldes udelukkende, at man har trukket en streg i sandet og sagt, at rent nationale forhold, dem blander EU og domstolen sig ikke i. Hvis Danmark har lyst til at skyde sig selv i foden ved at presse danske statsborgere til at forlade landet p.g.a. deres valg af ægtefælle, så er det Danmarks egen sag.

Men at Danmark ikke kan forhindre samme danske statsborger i at vende tilbage 10 uger senere med status som EU-borger, og at dette underminerer Danmarks ønske om at presse sine egne statsborgere ud af landet, hvis de har valgt en "forkert" ægtefælle, det er ikke noget, som EF-domstolen overhovedet behøver at bekymre sig om. Det er alene et selvskabt problem for de danske politikere.