EU-regler hvis man IKKE flytter
: 21.10.2024 16:34:51
For 10 år siden, ville udlændingemyndighederne afvise en ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne, hvis du stadig boede i den medlemsstat, hvor du er statsborger, men arbejdede i en anden medlemsstat. For eksempel at du boede i Sønderjylland og arbejdede syd for grænsen, eller at du boede i København og arbejdede i Skåne. Myndighederne afviste dengang, at der i et sådant tilfælde ville være tale om fri bevægelighed. De have en stiv fortolkning om, at for at komme under EU-reglerne, var det et absolut krav, at man flyttede til en anden medlemsstat.
Med sin afgørelse i sag C-257/12, lavede EU-Domstolen om på den tankegang. I sagen boede hovedpersonen i sit hjemland og pendlede dagligt eller flere gange ugentligt mellem hjemmet i hjemlandet og arbejdet i nabolandet (mellem Nederlandene og Belgien). De lokale myndigheder dernede havde samme indstilling, som udlændingemyndighederne her i Danmark, og som jeg indledte dette opslag med. Hans ægtefælle blev derfor nægtet familiesammenføring efter EU-reglerne (opholdsdirektiv 2004/38).
Domstolen indledte med at sige, at det er korrekt, at opholdsdirektivet ikke gælder her, fordi der i direktivets første artikler meget klart står, at den kun gælder i situationer, hvor en unionsborger flytter til en medlemsstat, hvor man ikke er statsborger.
Men i lyset af den bredere fortolkning, som kan udledes af artikel 20-21 TEUF (som er to bestemmelser i traktaterne), er der ikke noget til hinder for familiesammenføring efter EU-reglerne, når man bruger sin EU-ret til fri bevægelighed på samme måde, som hovedpersonen i dommen, fastslog Domstolen. Man kan blot ikke gøre direktivet gældende.
Dette vil jo nok afføde spørgsmålet, om ens ægtefælle på den baggrund kan søge om et visum efter EU-reglerne, når unionsborgeren ikke er flyttet over en grænse, men blot pendler mellem de to tidligere nævnte punkter. Dertil er svaret ja, det burde absolut være muligt. Kan man søge familiesammenføring på det her grundlag, vil det logiske udkomme jo være, at så kan ægtefællen også få et visum på EU-reglerne på det grundlag.
Med sin afgørelse i sag C-257/12, lavede EU-Domstolen om på den tankegang. I sagen boede hovedpersonen i sit hjemland og pendlede dagligt eller flere gange ugentligt mellem hjemmet i hjemlandet og arbejdet i nabolandet (mellem Nederlandene og Belgien). De lokale myndigheder dernede havde samme indstilling, som udlændingemyndighederne her i Danmark, og som jeg indledte dette opslag med. Hans ægtefælle blev derfor nægtet familiesammenføring efter EU-reglerne (opholdsdirektiv 2004/38).
Domstolen indledte med at sige, at det er korrekt, at opholdsdirektivet ikke gælder her, fordi der i direktivets første artikler meget klart står, at den kun gælder i situationer, hvor en unionsborger flytter til en medlemsstat, hvor man ikke er statsborger.
Men i lyset af den bredere fortolkning, som kan udledes af artikel 20-21 TEUF (som er to bestemmelser i traktaterne), er der ikke noget til hinder for familiesammenføring efter EU-reglerne, når man bruger sin EU-ret til fri bevægelighed på samme måde, som hovedpersonen i dommen, fastslog Domstolen. Man kan blot ikke gøre direktivet gældende.
Dette vil jo nok afføde spørgsmålet, om ens ægtefælle på den baggrund kan søge om et visum efter EU-reglerne, når unionsborgeren ikke er flyttet over en grænse, men blot pendler mellem de to tidligere nævnte punkter. Dertil er svaret ja, det burde absolut være muligt. Kan man søge familiesammenføring på det her grundlag, vil det logiske udkomme jo være, at så kan ægtefællen også få et visum på EU-reglerne på det grundlag.