EU-regler og adgangen til sociale ydelser

[Kim P. Nyberg]

Et af de emner, der kan skabe allermest debat, er, om man må modtage sociale ydelser, når man bruger EU-reglerne om fri bevægelighed. Reglerne er faktisk anderledes, end efter de nationale regler. For efter de nationale regler, kan den udenlandske ægtefælle miste sin opholdsret ved at I beder om en social ydelse fra kommunen og modtager den. Men sådan er det ikke efter EU-reglerne. Lad os kigge lidt dybere ind i de forskellige EU-scenarier her:

I gæstelandet

For dit eget vedkommende

Du er selvforsørgende

I gæstelandet skal man som overvejende hovedregel kunne klare sig selv, hvis man har status som selvforsørgende. Dette gælder for parret samlet. Hvor midlerne oprinder fra, er mindre vigtigt. Der findes endda en afgørelse fra EU-Domstolen, der siger, at selv sorte penge er gangbar (groft sagt).

Det er ikke forbudt at bede om økonomisk hjælp fra de lokale myndigheder, hvis du en kort overgang er økonomisk på spanden. Det at bede om økonomisk hjælp, kan ikke I SIG SELV medfører, at opholdsretten i gæstelandet bortfalder.

Men der er grænser for, hvor længe og hvor meget du kan få, uden disse grænser dog er skrevet i granit i opholdsdirektivet. Faktisk er det elastik i metermål.

For dét opholdsdirektivet beskriver om emnet, er, at du ikke må blive en UNØDIG økonomisk byrde for det sociale system i gæstelandet. Ordet "unødig" er fremhævet her, fordi det er kodeordet. Du må altså gerne modtage ydelser, men de lokale myndigheder skal hele tiden overveje, hvornår du bliver en unødig økonomisk byrde for det sociale system.

I den juridiske litteratur om emnet, kan man læse, at begrebet "unødig økonomisk byrde" på sin vis godt kan undre, fordi at de ydelser du kan få, er en dråbe i havet i forhold til kommunens samlede budget, og dermed kan du i princippet aldrig blive en byrde rent økonomisk. Hvorefter de forskellige forfattere understreger, at begrebet har en lidt anden betydning, end det rent økonomiske. For hvis du udøver en modydelse for den økonomiske hjælp, for eksempel ved at skrive jobansøgninger, gå til jobsamtaler, deltage i jobsøgningskurser, deltage i møder på jobcentret med videre, er du nok knap så meget en byrde, som hvis du bare sidder derhjemme foran fjernsynet dagen lang, hele ugen. De lokale myndigheder skal således hele tiden tage bestik af, hvornår grænsen er nået.

Det er dog min erfaring (uden det på nogen som helst måde må opfattes som et facit), at man de fleste steder har en tommelfingerregel, der siger omkring seks måneder. Derefter kan pengekassen smækkes i.

Jeg har i flere tilfælde set, at de svenske myndigheder ikke helt forstår det her område. I en del tilfælde har de forlangt at se, at man har ALLE midler til HELE opholdet på forhånd. Men det er ulovligt at kræve det. Både fordi der skal tages hensyn til løbende indtægter, og ikke kun opsparing, men også fordi man har retten til at bede om økonomisk hjælp, hvis det en kort overgang kniber med at betale sine regninger.

Det referencebeløb, som myndighederne opererer med, er alene et vejledende beløb. Det må aldrig opfattes som et absolut minimum. For hvis du/I kan leve på en sten, SKAL dette indgå i den samlede bedømmelse af HELE sagen, og må således ikke komme dig/jer til skade. Myndighederne kan blandt andet foretage denne bedømmelse ved at se på, om du/I har bedt om sociale ydelser til overlevelse inden for en nærmere defineret fortid.

Du er studerende

Det vil sige at du bor i gæstelandet, hvor du også er i gang med at tage en uddannelse eller en del af en uddannelse i dette gæsteland.

Du kan ikke få en rød reje i forhold til ydelser, der svarer til dem, der fremgår af den danske Lov om en aktiv socialpolitik. Du kan godt få studiestøtte, studielån, boligstøtte, friplads til daginstitution med videre.

Du er arbejdssøgende

Du bor i gæstelandet, og er i gang med at søge job i det pågældende land. Derved har du status som jobsøgende i EU-retten's forstand.

Ifølge en afgørelse fra EU-Domstolen har du en frist på seks måneder til at finde et job i gæstelandet (Antonissen-dommen). Den blev dog opfattet sådan, at de seks måneder tæller fra indrejsen til gæstelandet, men i en senere dom sagde Domstolen, at opholdsdirektivet jo beskriver, at i de første tre måneder har man under alle omstændigheder ret til at opholde sig i gæstelandet udelukkende på eget forsørgelsesgrundlag. Og at de seks måneder starter fra man sender sin første jobansøgning. Domstolen har ved flere lejligheder haft mulighed for at kredse om retten til sociale ydelser, når man befinder sig i denne seks måneders periode. Her siger Domstolen, at i de første tre måneder af denne seks måneders periode er det fuldstændig op til de lokale myndigheder, om de vil give dig økonomisk bistand, eller om de vil bede dig passe dig selv. Men derefter har du samme rettigheder, som en arbejdstager (se nedenfor). Fristen på de seks måneder til at finde job, er dog elastisk, således at hvis du stadig søger efter de seks måneder er gået og du "har reelle muligheder for ansættelse", som Domstolen så smukt formulerer det, bevarer du din status som arbejdssøgende indtil dine muligheder for ansættelse anses for reelt udtømte.

Du er arbejdstager

Du har status som arbejdstager, hvis du både bor og arbejder i gæstelandet.

Arbejdet må dog ikke udgøre det, der hedder et marginalt supplement. Det vil sige, at arbejdet løn- og timemæssigt udgør så lidt, at det hverken gør fra eller til i det samlede hele. Så at luge ukrudt i Fru Hanssons jordbærbed et kvarter hver anden uge, tæller ikke med her.

Du kan arbejde enten på fuld tid eller deltid i gæstelandet. Arbejder du deltid, og du ikke kan få økonomien til at række, kan du hos de lokale myndigheder i gæstelandet få suppleret op til løn for fuld tid. Det kan du uden tidsbegrænsning, men dog under forudsætning af, at du ikke mister din status som arbejdstager. Mister du denne status, ophører din ret til supplement samtidig. Det er vigtigt her at få sagt, at retten til supplement, er en RET du har, ikke et privilegie, når du er arbejdstager på deltid, og pengene ikke helt står mål med dine rimelige udgifter. Så myndighederne kan ikke nægte dig denne rettighed, hvis du opfylder de her nævnte krav.

Helt generelt

Såfremt du har optjent ret til dagpenge i A-kasse, har du ret til at tage dem med dig i op til 3 måneder, når du flytter indenfor EU/EØS-området. Uanset hvilken status du har i gæstelandet. Du kan dog ikke modtage dem, hvis du samtidig får løn eller en anden ydelse til overlevelse.

For din ægtefælles vedkommende

Såfremt din ægtefælle ikke er unionsborger, vil din ægtefælles status være "medfølgende ægtefælle", uanset hvad din status er. Din ægtefælle kan således ikke have status som hverken selvforsørgende, studerende, arbejdssøgende eller arbejdstager i EU-rettens forstand. Derudover følger din ægtefælles rettigheder af de rettigheder du selv har hvad angår sociale ydelser fra kommunen.

Er din ægtefælle selv unionsborger, har han/hun fuldstændig samme rettigheder, som du selv har, og er således ikke afhængig af, hvilken status du har.

I er flyttet tilbage til Danmark

For dit eget vedkommende

Ifølge spørgsmål nr. 2 med tilhørende svar i Eind-dommen fra EU-Domstolen, må en medlemsstat under ingen omstændigheder stille betingelser af nogen art overfor medlemsstatens egne statsborgere, der vender tilbage til sit hjemland. Dermed må der heller ikke stilles fremadrettede økonomiske betingelser til dig, når du vender hjem. Dette skal ikke forveksles med kravet om at dokumenterer faktisk og reelt ophold i gæstelandet, da det er to forskellige tidspunkter, vi i så fald snakker om. Her snakker vi udelukkende om det fremadrettede, når du er vendt tilbage til Danmark.

Uanset hvilken status du har haft i gæstelandet, har du ved hjemkomst til Danmark ret til enhver social ydelse, du kan komme i nærheden af, og som du opfylder de objektive betingelser for at få, for eksempel hvis du står uden arbejde og ikke har A-kasse, du kan falde tilbage på.

For din ægtefælles vedkommende

Eind-dommen nævner ikke en ægtefælle med et eneste ord, og så vidt jeg ved ligger der ikke domspraksis om ægtefællens retsstilling efter returen til unionsborgerens hjemland på det her punkt. Men der er alligevel to ting, som Domstolen er særlig nidkære omkring, og som kan give en indikation af, hvilken vej pilen vender. Det ene er, at unionsborgeren har en umiddelbar ret til at tage sine familiemedlemmer med sig ved rejser over de indre grænser i EU/EØS. Det andet er, at såfremt en medlemsstat stiller krav, der reelt afskrækker unionsborgeren fra at udøve sin ret til fri bevægelighed, er det i klar strid med EU-reglerne. Deraf kan man udlede, at såfremt din ægtefælle hindres i adgangen til sociale ydelser fra de danske myndigheder alene med henvisning til, at du har udøvet din ret til fri bevægelighed, selv om din ægtefælle i øvrigt opfylder de objektive betingelser for de pågældende ydelser, er der principielt lagt op til juridisk dans med Domstolen.

Kan modtagelse af ydelser medfører nægtelse af permanent EU-opholdskort? Svaret er nej.

Kan modtagelse af ydelser medfører udsættelse af tidspunktet for at opnå permanent EU-opholdskort? Svaret er nej. Der kan kun stilles to krav for at opnå permanent EU-opholdskort, og ingen af dem har noget med forsørgelse at gøre. Det ene krav er, at I stadig er gift. Det andet er, at I bor i det samme land og har gjort det i fem år.

[Kim P. Nyberg]

Jeg er blevet gjort opmærksom på noget i en positiv afgørelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (herefter "SIRI"), som kræver en nærmere analyse. Afgørelserne handler om tildeling af opholdskort efter EU-reglerne.

Jeg skal ligeledes gøre opmærksom på, at opslaget her godt kan være ret langt, så bær over med mig.

En kontorchef i SIRI har fortalt mig, at der sikkert er tale om en standard skabelon, som de bruger i alle sager, hvor en tredjelandsborger får opholdskort efter EU-retten. Den umiddelbare reaktion fra min side er, at teksten i brevet er alt for generel og ikke overholder den faktiske EU-ret. Lad os derfor prøve at kigge på, hvad der helt præcist står i brevet og hvad den faktiske EU-ret, herunder ikke mindst retspraksis fra EU-Domstolen (herefter "Domstolen"), siger om det emne, der er tale om.

Det, vi skal kigge på her er, om man må få kontanthjælpslignende ydelser, når man er familiesammenført. Det er et emne, der ofte skaber forvirring og svedige hænder. I nogle grupper om familiesammenføring er det også ofte genstand for spørgsmål om, hvor folk står henne.

Først vil jeg sakse fra det omhandlede brev fra SIRI. I den står der blandt andet følgende:

"Din ret til ophold er betinget af, at....

- din ægtefælle fortsat har indtægter eller midler til både sit eget og til sine familiemedlemmers underhold, så I ikke falder det offentlige til byrde."

og videre:

Din ret til ophold kan ophøre, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

Det kan f.eks. være hvis...

- du eller dit danske familiemedlem modtager kontanthjælpslignende ydelser efter lov om aktiv socialpolitik."

Citat slut.

Vi kan passende starte i lov om aktiv socialpolitik (herefter "aktivloven"). Ydelser efter den er kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse, SHO-ydelse (der tidligere hed integrationsydelse) og uddannelseshjælp (som er den lave kontanthjælp til unge under 30 år). Dagpenge fra A-kasse har intet med aktivloven at gøre.

Er man ægtefællesammenført efter danske regler og der ikke er fællesbørn med dansk statsborgerskab involveret, er reglerne ret firkantede og ligetil at forstå. Der er ikke så meget at rafle om, for hvis en af ægtefællerne (lige meget hvem af dem) går på kommunen og beder om en ydelse efter aktivloven, er konsekvensen, at opholdstilladelsen kan inddrages af Udlændingestyrelsen eller at Udlændingestyrelsen kan nægte at forlænge opholdstilladelsen, når den tid kommer.

Har man fællesbørn med dansk statsborgerskab, og man er familiesammenført på baggrund af disse børn, har det ingen konsekvenser for opholdstilladelsen overhovedet, at man beder om ydelser efter aktivloven. Man bør dog ikke modtage sådanne ydelser fra det yngste barn fylder 15 år, med mindre man på det tidspunkt har fået permanent opholdstilladelse. Det skyldes, at fra barnet fylder 18 år, ophører en opholdstilladelse baseret på barnet, og Udlændingestyrelsen vil henvise til, at man søger om ægtefællesammenføring i stedet. For at man kan få det, er det et krav, at man ikke har modtaget ydelser efter aktivloven eller integrationsloven i de seneste 36 måneder. Eventuel tilbagebetaling af ydelserne ændrer ikke på dette, da det er selve modtagelsen af ydelserne, der er det afgørende.

Jeg tager disse ting med her, for at vise et fuldstændigt billede af området, da jeg erfaringsmæssigt ved, at emnet afføder rigtig mange spørgsmål, hvis man ikke forklarer emnet grundigt nok.

Herfra hopper vi videre til EU-reglerne, hvor en unionsborger (det vil sige en statsborger i en EU medlemsstat) bruger sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed ved for eksempel at flytte til et andet EU-land, end dér, hvor man er statsborger (det hedder i juraen "den primære fri bevægelighed"), og man eventuelt senere vender tilbage til hjemlandet (det hedder i juraen "den sekundære fri bevægelighed") sammen med sine familiemedlemmer. Nu er reglerne på ingen måde firkantede, da de er meget afhængig af, hvilken status unionsborgeren har.

Med begrebet "status" menes:

- arbejdstager
- selvstændig erhvervsdrivende
- studerende
- person med tilstrækkelige midler (eller blot "selvforsørgende")

Vi starter her i EU's traktater, der kan betegnes som EU's grundlov. Traktaterne består af tre dele, dels Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), dels Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og dels Chartret om Grundlæggende Rettigheder.

I artikel 20 TEUF, der handler om indførelse af et unionsborgerskab, bestemmes følgende:

" 1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

2. Unionsborgere har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,

b) de har valgret og er valgbare ved valg til Europa-Parlamentet og ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat,

c) de nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er repræsenteret, beskyttelse hos enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat,

d) de har ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at henvende sig til Den Europæiske Ombudsmand samt til Unionens institutioner og rådgivende organer på et af traktaternes sprog og få svar på samme sprog.

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse."

Citat slut.

I analysen her, er stk. 1 og stk. 2, litra a) de centrale punkter. I artikel 21 TEUF, der handler om unionsborgernes ret til fri bevægelighed og opholdsret, bestemmes følgende:

" 1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

2. Såfremt en handling fra Unionens side viser sig påkrævet for at nå dette mål, og traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, kan Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve de rettigheder, der er nævnt i stk. 1.

3. Med samme mål for øje som i stk. 1 kan Rådet, hvis traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, efter en særlig lovgivningsprocedure fastsætte foranstaltninger vedrørende social sikring eller social beskyttelse. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet."

Citat slut.

Dermed ligger det fast, at man som unionsborger frit kan bosætte sig i en hvilken som helst anden medlemsstat, og at man har visse rettigheder til social sikring. Disse rettigheder kan medlemsstaternes myndigheder ikke ensidigt lægge hindringer i vejen for. Dette skyldes, at det er en RETTIGHED, ikke et privilegium, man har.

Herfra går vi videre til EU's opholdsdirektiv (direktiv 2004/38), der i artikel 1 fastslår, at enhver unionsborger har en personlig og primær ret til fri bevægelighed. Direktivet handler både om selve unionsborgernes ret til frit at bevæge sig og retten til at de kan tage sine familiemedlemmer med sig, uanset hvilken nationalitet disse familiemedlemmer har. I sig selv beskriver direktivet flytningen til og opholdet i det andet EU-land (der også i juraen kaldes "gæstelandet"). Domstolen har dog i sin retspraksis fastslået, at direktivet har "analog virkning" (det vil sige tilsvarende virkning), når unionsborgeren flytter tilbage til sit eget hjemland igen.

I direktivets præambel (som er de politiske tanker, som direktivet er baseret på), fremgår det, at unionsborgeren og dennes familiemedlemmer ikke må blive en unødig byrde for gæstelandets sociale system. Det er her vigtigt at lægge tryk på ordet "unødig", for det ord får en vigtig betydning senere i analysen.

Denne tekst er viderebragt i direktivets artikel 8, omend ordet "unødig" ikke fremgår her. Der står i stedet, at myndighederne skal foretage en individuel vurdering i hver enkelt sag, og at myndighederne ikke må fastsætte en generel grænse for, hvor meget man kan modtage eller hvor længe, men at myndighederne skal tage personlige forhold i betragtning. Myndighederne må dog gerne have et såkaldt referencebeløb, med det må aldrig være et facit. Det må kun have vejledende værdi.

Læser man den juridiske litteratur på området, gør forfatterne rigtig meget ud af at forklarer, at dét at søge om en social ydelse eller dét at modtage en sådan ydelse IKKE I SIG SELV kan medfører, at opholdsretten mistes. Man kan således godt både søge og modtage en ydelse efter aktivloven, men som beskrevet tidligere, er unionsborgerens status afgørende for, i hvilket omfang man kan få disse ydelser. Disse ting fortæller hverken traktaterne eller direktivet noget om, så her skal vi ind at kigge på retspraksis fra Domstolen.

Inden vi går ind i en analyse af retspraksis, vil jeg lige lave et stop, for allerede nu tegner de første konturer sig af, om teksten i det brev fra SIRI, som jeg citerede fra i starten, er i overensstemmelse med den faktiske EU-ret. Jeg må konstaterer, at det er den ikke, for brevet er ret firkantet om, at SØGER man om en social ydelse efter aktivloven, står man til at miste sit opholdskort, og dermed retten til at være her i landet. Mens den faktiske EU-ret siger, at det ikke I SIG SELV kan medfører det. SIRI skal dog løbende foretage en vurdering af, om man er blevet en unødig byrde for det sociale system i Danmark.

I den faktiske EU-ret, er der to ben, vi skal være opmærksomme på. Den ene handler om rettighederne i gæstelandet, den anden handler om rettighederne, når unionsborgeren vender tilbage til sit hjemland.

Jeg gennemgår tingene i den nævnte rækkefølge, altså rettighederne i gæstelandet først. Her har unionsborgerens status en afgørende betydning for rettighederne.

Helt fra 1957, hvor det, vi i dag kender som EU, blev til, var man klar over, at med fri bevægelighed følger også nogle sociale rettigheder, herunder rettigheder til visse sociale ydelser i forskellige livssituationer. Disse rettigheder er siden blevet udbygget med jævne mellemrum. I starten gjaldt de udelukkende for arbejdstagere. Senere blev deres nærmeste familiemedlemmer også omfattet. Og i dag gælder reglerne for enhver unionsborger og dennes familie, som flytter sig over en landegrænse indenfor EU.

Definitionen på det EU-retlige begreb ”arbejdstager”, er en unionsborger, der flytter til et andet EU-land og arbejder dér. Første gang Domstolen skulle tage stilling til begrebet, var i Unger-sagen fra 19. marts 1964. Dengang var der kun 6 medlemsstater, og de mente, at de hver især godt kunne definerer indholdet i begrebet. Domstolen var uenig i den udlægning og sagde, at når ordet har en fællesskabsretlig rækkevidde, er det også Fællesskabet, og ikke de enkelte medlemslande, der skal putte indhold ind i begrebet.

Vi skal helt frem til Levin-sagen fra 1982, før Domstolen igen skulle forholde sig til begrebet. Fru Levin havde et deltidsjob og påberåbte sig, at det faldt indenfor skiven. Det var medlemsstaterne ikke enig i. De havde forstået Unger-sagen sådan, at der skulle være tale om fuldtidsstillinger, før man kunne tale om arbejdstagerbegrebet. Domstolen dømte, at også deltidsjobs tæller med.

Knapt var blækket fra Levin-sagen blevet tør, før næste sag dukkede op. Det var Kempf-sagen fra 1985. Hr. Kempf var musiklærer på deltid, men lønnen var ikke stor nok til, at han kunne betale sine regninger, så han bad de lokale myndigheder om at få suppleret op med sociale ydelser, så han faktisk kunne holde en fornuftig levestandard. De lokale myndigheder sagde nej og mente ikke at en arbejdstager havde ret til at få suppleret op. Domstolen var af en anden holdning, for den var enig med Hr. Kempf. Lige så længe han arbejder deltid, har han ret til at få suppleret sin løn op til løn svarende til fuld tid.

Fælles for de tre sager er, at Domstolen har dømt, at såfremt arbejdet kun udgør et marginalt supplement (det vil sige så lidt, at det reelt er ikke gør nogen forskel, om man har jobbet eller ej), er man ikke arbejdstager.

Lige præcis begrebet ”marginalt supplement” blev udfordret i den næste sag, der hedder Genc. Her havde hovedpersonen en arbejdstid på ca. 5 timer om ugen, og nogle medlemsstater var noget loren ved at kalde ham en arbejdstager. Domstolen bedømte, at det kan han godt være, men det vil være op til de lokale domstole at undersøge, om han nu også var det, og for at vurderer det, gav Domstolen nogle værktøjer, som de lokale domstole kunne bedømme ud fra. Hvorvidt han fik arbejdstagerstatus, vides ikke med sikkerhed.

Princippet i Kempf-sagen står stadig ved magt i dag. Her kan det således også slås fast, at brevet fra SIRI, som er citeret i starten af dette opslag, er i direkte modstrid med den faktiske EU-ret, fordi Domstolen i Kempf-sagen meget klart siger, at et supplement i den situation er en rettighed, og man kan ikke udvises for at udøve en rettighed.

I senere sager har Domstolen afgjort, at man i visse situationer kan bevarer status som arbejdstager, også selv om man mister arbejdet. Bevarelse af denne status har dog en tidsbegrænsning i sådanne situationer. Man bevarer for eksempel status som arbejdstager, hvis man går fra på barsel, hvis man er i en rotationsordning, hvis man deltager i en efteruddannelse, der indholdsmæssigt ligger i forlængelse af det arbejde, man lige har forladt og hvis man finder et nyt arbejde indenfor en periode på 6 måneder. Man mister status som arbejdstager, hvis man selv siger op eller hvis man ikke opfylder de ovenfor nævnte betingelser.

Domstolen har dertil fastslået, at de samme principper gælder for selvstændige erhvervsdrivende. Herunder hvad angår adgangen til sociale ydelser fra de lokale myndigheder i gæstelandet.

I sager om studerende – det vil sige unionsborgere, der både bor og studerer i gæstelandet – er det nærmest diamentralt modsat. De kan godt få studiestøtte på lige fod med gæstelandets egne statsborgere, men der er hermetisk lukket for andre sociale ydelser til overlevelse, for eksempel kontanthjælp. Det skyldes, at man som studerende på tro og love skal underskrive en erklæring på, at man SKAL kunne klare sig selv for de midler man har, det vil sige studiestøtte, studielån og eventuel opsparing.

Begrebet ”person med tilstrækkelige midler” eller ”selvforsørgende” dækker over en såkaldt restgruppe, som kan være pensionister, folk der udelukkende lever af en solid opsparing eller personer, der krydser landegrænserne for at passe studie eller arbejde. Både for dem og deres familiemedlemmer gælder, at det at søge om en social ydelse og det at modtage den, ikke i sig selv kan medfører, at opholdsretten ophører. Hver gang en udlænding søger om en social ydelse, skal den relevante kommune orienterer de nationale udlændingemyndigheder om det, og disse nationale udlændingemyndigheder skal derefter løbende vurderer, om personen udgør en unødig byrde for det sociale system. Det vil altid være en konkret, individuel vurdering i hver enkelt sag, hvornår grænsen er nået. Så man kan sige, at det er elastik i metermål.

Om dette skøn skriver de forskellige forfatter til den juridiske litteratur, at ordet ”unødig” egentlig er misvisende, fordi det beløb den enkelte kan få, altid vil være en dråbe i havet i forhold til kommunens samlede økonomi, og dermed kan man rent økonomisk aldrig blive en unødig byrde. Det er derfor nogle andre kriterier, som kan indgå i den samlede vurdering. Det kan for eksempel være, om den pågældende skriver ansøgninger og tager til jobsamtaler, eller om vedkommende forholder sig passiv. Skriver man ansøgninger og tager til jobsamtaler, er der tale om en modydelse, og det kan være medvirkende til, at man får længere snor, end hvis man bare forholder sig passiv. Hvis man skriver ansøgninger og tager til jobsamtaler, kan det ligeledes indgå i vurderingen, om den pågældende har en reel mulighed for ansættelse, eller om noget tyder på, at det er skønne spildte kræfter.

Summa summarum må det konstateres, at brevet fra SIRI står til dumpekarakter. Brevet fortæller jo, at blot det at søge om en social ydelse kan få opholdsretten til at hænge i en tynd tråd, men det har Domstolen jo meget tydeligt fortalt ikke i sig selv kan være udslagsgivende. Der skal en del mere til. Og er man arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende eller familiemedlem til en sådan, kan supplering med for eksempel kontanthjælp op til et niveau svarende til fuldtidsløn, heller ikke fører til, at opholdsretten forsvinder under fødderne på én.

Hvordan er situationen så, når unionsborgeren vender tilbage til sit eget hjemland igen? Her har man i mange år kørt en fast regel, hvor man både ser på unionsborgerens status i gæstelandet og på dennes status efter at være vendt hjem igen. I december 2007 bringer Domstolen en twist ind i det narrativ. Årsagen hedder Eind. Han er hollandsk statsborger, som har brugt sin ret til fri bevægelighed i Storbritannien. Nu er han vendt hjem igen og står uden arbejde og uden midler til livets opretholdelse. Han har sin datter med, og hun er statsborger i Surinam. Spørgsmålene til Domstolen står i kø, men Domstolen vælger kun at svare på tre af dem. Det andet spørgsmål af disse tre handler om, hvorvidt det land, hvor en person er statsborger, må stille betingelser, herunder økonomiske betingelser fremadrettet, når personen vender hjem igen. Til det henviser Domstolen til den internationale folkeret og konstaterer, at personer, som er statsborgere i et land, til enhver tid altid er velkommen dér. Det må hjemlandet aldrig forhindrer egne borgere i. De må således heller ikke fremadrettet stille økonomiske betingelser overfor vedkommende.

Ergo var de hollandske myndigheder forpligtet til at tilbyde Hr. Eind sociale ydelser til overlevelse. At han havde sin datter med, som ikke var statsborger i noget medlemsland, gjorde ingen forskel. Hr. Eind havde brugt sin ret til fri bevægelighed i Storbritannien, hvor han boede faktisk og reelt i en periode, og hun havde sluttet sig til ham, medens han var dér. Domstolen slog videre fast, at datteren opfyldte kravene til ophold efter EU-reglerne, så hende kunne de hollandske myndigheder heller ikke røre. De ville ellers gerne have smidt hende ud. Netop fordi, at hendes far stod uden hverken job eller penge.

Går vi tilbage til brevet fra SIRI, står der meget tydeligt, at udlændingens ret til ophold kan mistes, hvis den danske ægtefælle trækker på en social ydelse. Vel at mærke efter at danskeren er vendt tilbage til Danmark. Harmonerer det med Eind-dommen? Tydeligvis ikke.

Teksten i brevet fra SIRI er derfor både meget forsimplet og meget lidt i overensstemmelse med den faktiske EU-ret, herunder retspraksis fra Domstolen. I særdeleshed er det et problem, når den trussel, der ligger i brevet, stilles overfor ægtefæller til arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. For de har ret til enhver social ydelse, som de opfylder de objektive betingelser for at få. Herunder ydelser efter aktivloven. Det kan for dem aldrig nogensinde få den konsekvens, at disse ægtefæller får besked på at udrejse, så længe deres danske ægtefælle har status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende. Den meget kontante trussel kan reelt kun stilles overfor ægtefæller til unionsborgere, der har status som studerende. For alle andre unionsborgere og deres familiemedlemmer, er der som det mindste elastik i adgangen til sociale ydelser.