Ægteskabudengrænser.dk

Sag C-673/16, Coman med flere, dateret 5. juni 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 3 – berettigede personer – familiemedlemmer til en unionsborger – artikel 2, nr. 2), litra a) – begrebet »ægtefælle« – ægteskab mellem personer af samme køn – artikel 7 – retten til ophold i mere end tre måneder – grundlæggende rettigheder«

Er du i et ægteskabeligt forhold til en person af samme køn som dig selv, kan du sikkert nikke genkendende til Coman-sagen her.

Coman er en mand med både rumænsk og amerikansk statsborgerskab. I USA mødte han en amerikansk mand og de to giftede sig med hinanden i Belgien, da Coman fik arbejde i en EU-institution i Bruxelles. Og senere - efter en tid med arbejdsløshed - valgte de at flytte til Rumænien.

Det var de rumænske myndigheder ikke glade for. Rumænsk lovgivning anerkender ikke ægteskaber mellem personer af samme køn, og derfor ville de nægte opholdsret til Coman’s ægtefælle.

Den rumænske forfatningsdomstol blev derfor sat til at spørge EU-Domstolen (eller blot “Domstolen”) om to ting: Kan en medlemsstat nægte at anerkende et ægteskab mellem to af samme køn, når dette ægteskab er indgået lovligt i en anden medlemsstat? Og kan en medlemsstat nægte denne tredjelandsborger opholdsret i mere end 3 måneder?

Det grundlæggende svar på begge spørgsmål er: Nej. Domstolen motiverer det med, at dels er opholdsdirektivet og traktaterne neutrale, når det kommer til omtale af kønnet på en ægtefælle (der står ikke noget om, at det kun gælder heteroseksuelle par), dels vil en unionsborger, der bruger sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed til at bo i et andet land, end dér, hvor denne er statsborger, blive afskrækket fra at benytte sig af denne ret, hvis ikke man kan bringe sine familiemedlemmer “med hjem”.

Ifølge domsreferatet har et enkelt medlemsland i et indlæg for Domstolen forsøgt sig med at sige, at når medlemsstaten ikke anerkender ægteskaber mellem personer af samme køn, gør parret sig skyldig i reglen om, at man ikke må være til fare for den offentlige orden. Også det argument piller Domstolen fuldstændig fra hinanden.

Domstolen understreger dog, at der ikke er noget i vejen for, at medlemsstaterne har en lovgivning, der forbyder ægteskaber mellem personer af samme køn. Det er nemlig udelukkende medlemsstaternes kompetence at definerer, hvor grænsen skal ligge, hvad dette angår. Men når ægteskabet er lovligt indgået i en anden medlemsstat, skal hjemlandet - uanset den nationale lovgivning - accepterer dette ægteskabs juridiske legalitet. De skal med andre ord overholde EU-retten først og fremmest.

I forhold til spørgsmålet om opholdsret i mere end 3 måneder til tredjelandsborgeren, gør Domstolen igen ikke forskel på, om man er heteroseksuel eller noget andet. Man er én gang blevet anerkendt som familiemedlem til en vandrende unionsborger, og så skal man behandles som enhver anden ægtefælle til en vandrende unionsborger.

Dommen vil også have konsekvens i en sag, hvor en dansk unionsborger er blevet gift i Danmark med en person af samme køn, og derpå flytter til et medlemsland, der ellers ikke anerkender sådanne ægteskaber. Der er værtslandet tvunget til at accepterer ægteskabet og accepterer, at begge parter kan bo dér i overensstemmelse med både traktaterne, Chartret om grundlæggende friheder og opholdsdirektivet. Ene og alene fordi ægteskabet er lovligt indgået i det medlemsland, hvor vielsen fandt sted.

Link til dommen i sag C-673/16, Coman:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2915095

Sag C-679/16, A, dateret 25. juli 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – retten til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område – social sikring – forordning (EF) nr. 883/2004 – social bistand – ydelser ved sygdom – tjenesteydelser til handicappede – forpligtelse i henhold til national lovgivning, som pålægger en kommune i en medlemsstat at stille personlig bistand til rådighed for en af de dér bosiddende personer under dennes videregående studier i en anden medlemsstat«

Det er ofte blevet diskuteret blandt unionsborgere, der benytter sig af deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed, om man må modtage sociale ydelser, når man bruger denne ret. Jeg har tidligere i serien bragt sager, der viser, at ja, det må man godt i visse tilfælde. Og her kommer endnu en sag, denne gang fra Finland.

I forhold til tidligere sager bragt her i serien, er forskellen nu, at hovedpersonen, som kaldes A, bor i Finland og vil tage et jurastudie i Estland. Til nogle praktiske opgaver som indkøb og tøjvask har han anmodet sin finske kommune om 5 timers bistand om ugen. Men opgaverne skal ikke udføres i Finland. De skal udføres i Estland.

Som man nok allerede har regnet ud, finder de finske myndigheder det lidt for kreativt, at bede om en ydelse i ét land, der skal udføres i et andet. Han vil godt nok opholde sig i Estland 4 dage om ugen og beholde sin folkeregisteradresse i Finland, men han får nej fra samtlige instanser. Kun den finske Højesteret finder det nødvendigt at stille spørgsmålet videre til Domstolen.

Først går Domstolen ind i et spørgsmål om, hvorvidt en artikel i forordning 883/2004 gælder i en sag som denne. Den pågældende artikel opregner to elementer, som begge skal være opfyldt, men i hovedsagen opfyldes kun den ene del. Dermed konstaterer Domstolen, at den pågældende artikel ikke finder anvendelse her.

Herefter skal Domstolen finde ud af, om det er en hindring for mandens ret til fri bevægelighed, at han ikke kan få ydelsen i den situation, han står i. Først svarer Domstolen, at de begrundelser, som de finske myndigheder har brugt i sagen, og som skal beskytte den såkaldte ligevægt i den sociale lovgivning, for så vidt lyder velbegrundede. Nu afsløres det så, at den finske regering og den finske Højesteret er uenige om, hvorvidt der overhovedet er et behov for at beskytte denne ligevægt. Regeringen mener det ikke. Som jeg læser dommen, er denne uenighed det springende punkt for Domstolen. For hvis der ikke er noget at beskytte, kan man heller ikke hindre manden i at bruge sin ret til fri bevægelighed, ligesom man heller ikke kan nægte ham de ønskede ydelser. Domstolen forklarer nemlig, at det i princippet ikke gør nogen forskel, om han bor i den ene ende af landet og får en ydelse udført i den stik modsatte ende af samme land, eller om ydelsen erlægges lige på den anden side af landegrænsen. Kommunen kan godt holde øje med, at ydelserne ikke “stikker af”. Særligt fordi han vil være hjemme i Finland hver weekend under sin uddannelse.

Ergo er sagen ikke så “kreativ”, som de finske myndigheder ellers tolkede den som. Den handicappede mand vandt sagen.

Link til dommen i sag C-679/16, A:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3240373

Sag C-89/17, Banger, dateret 12. juli 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på Den Europæiske Unions område – direktiv 2004/38/EF – artikel 3, stk. 2, første afsnit, litra b) – partner, med hvem unionsborgeren har en behørigt dokumenteret varig tilknytning – tilbagevenden til den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – ansøgning om opholdstilladelse – grundig undersøgelse af ansøgerens personlige omstændigheder – artikel 15 og 31 – effektiv domstolsbeskyttelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47«

Et par bestående af en unionsborger og en tredjelandsborger, vil gerne tilbage til unionsborgerens hjemland efter at de har haft et faktisk og reelt ophold i et andet EU-land. Parret er ikke gift, men har boet sammen i tre år forud for den ansøgning, de nu har indgivet.

Den her sag på den ene side, og sagen om Surinder Singh (se del 1) på den anden, ligner hinanden som to dråber vand. Eneste forskel, som de britiske myndigheder kan finde, er, at parret i Banger-sagen “kun” er faste samlevende, og ikke gift, sådan som Singh-parret var det. Den britiske appelret vil nu vide, om denne detalje udgør nogen forskel på retten til familieliv.

Domstolen lægger ud med at sige, at opholdsdirektivet ikke giver en sådan tredjelandsborger nogen afledt ret til at opnå opholdsret i unionsborgerens hjemland. Direktivet omhandler i princippet kun ophold i et gæsteland. Omvendt må en unionsborger ikke afskrækkes fra at bruge sin ret til fri bevægelighed, ved at familiemedlemmer nægtes opholdsret sammen med denne unionsborger. Heller ikke når unionsborgeren vender næsen hjemad. I en sådan situation har direktivet nemlig analog (det vil sige tilsvarende) virkning.

Selv hvis direktivet ikke kan gøres gældende, er der stadig en mulighed for, at tredjelandsborgeren kan opnå opholdsret i unionsborgerens hjemland efter et ophold i et andet EU/EØS-land. Her skal man blot ind at vurderer på den mere generelle artikel 21 TEUF (TEUF står for Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde). Den giver nemlig en meget bredere ret til frit at bevæge sig sammen med eller uden sine familiemedlemmer.

Hvad nu hvis myndighederne alligevel giver afslag? Skal et sådant afslag da være baseret på tredjelandsborgerens personlige omstændigheder og skal afslaget i så fald være begrundet?

Det korte svar er ja. Det lidt længere er, at medlemsstaterne ikke må fratage EU-reglerne deres effektive virkning, ved at have en lovgivning, der i realiteten stikker en kæp i hjulet på de rettigheder, som borgerne faktisk har. I den forbindelse er dommens præmisser 31 og 40 ret interessant at læse. De fortæller, at tredjelandsborgere, som søger efter EU-retten, har en “fortrinsret” frem for andre tredjelandsborgere.

Den pågældende tredjelandsborger skal ligeledes have adgang til at anke et afslag, ligesom vedkommende skal kunne få afslaget prøvet i det nationale retssystem.

Link til dommen i sag C-89/17, Banger:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4812264

Fun fact om TEUF: I 2007 blev den såkaldte Forfatningstraktat lanceret i medlemsstaterne. I mindst 3 lande var det bestemt, at den skulle til folkeafstemning, fordi traktaten ville flytte noget kompetence fra medlemsstaterne til EU. Danmark var et af de lande. Men inden vi nåede ned i stemmeurnerne, havde befolkningerne i både Nederlandene og Frankrig vendt tomlen nedad. Derefter trak EU følehornene til sig og udbad sig en “tænkepause”.

Der er tre ting at sige her.

Den første er, at tænkepausen varede kort, for i 2009 var TEUF klar og indeholdt i store træk de samme ting, som stod i Forfatningstraktaten, bare i en mere spiselig form. Og det tager altså pænt lang tid - normalvis - at få forhandlet en aftaletekst på plads, så en egentlig tænkepause kan der ikke have været.

Den anden ting er, at efter det franske nej til Forfatningstraktaten, besluttede det franske parlament, at sådanne folkeafstemninger aldrig mere skulle lægges ud til borgerne. Det nej gik de franske politikeres ære for nær. I stedet for bare at æde det nederlag og komme videre. Tænk sig, hvis borgerne nu var klogere, end politikerne!?! Det ville være en katastrofe...

Og da TEUF kom på gaden, skulle vi lige pludselig ikke have en folkeafstemning om den, for der var ikke tale om at flytte noget kompetence, lød begrundelsen nu. Og julemanden bor i Saharas ørken...

Sag C-221/17, Tjebbes med flere, dateret 12. marts 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – statsborgerskab i en medlemsstat og i en tredjestat – fortabelse ex lege af statsborgerskab i en medlemsstat og af unionsborgerskab – følger – proportionalitet«

Sagen her omhandler fire personer, hvoraf to af dem udgør mor og datter. Alle fire sager udspiller sig i Nederlandene (Holland). I alle sagerne har personerne dobbelt statsborgerskab. Det ene i Nederlandene, det andet i et land udenfor EU/EØS.

Føromtalte datter er mindreårig, mens de tre øvrige er voksne, myndige personer. Disse tre har boet udenfor Nederlandene og EU/EØS i godt og vel 10 år, og alle fire søger nu om et nyt nederlandsk pas på ambassaderne i Schweiz og Canada. Det får de afslag på.

Den nederlandske lovgivning på området er sådan, at hvis man har boet udenfor EU/EØS-området i mere end 10 år, mister man automatisk sit nederlandske statsborgerskab. Loven bestemmer ligeledes, at hvis en forælder til et mindreårigt barn mister sit statsborgerskab, får det samme konsekvens for barnets statsborgerskab. Domstolen starter med at slå fast, at der ikke er noget ulovligt i at have sådanne regler.

Når dette er sagt, skal EU-retten dog stadig overholdes, herunder princippet om proportionalitet. Der skal altså være en individuel sagsbehandling, hvormed Domstolen indirekte siger, at der ikke må være noget automatik i hovedreglen, ligesom begrundelserne for at miste statsborgerskabet ikke må være hypotetiske eller eventuelle (se præmis 44). Vi har set det samme i andre sagstyper tidligere i serien, hvor Domstolen er særdeles principfast omkring de konkrete omstændigheder vedrørende den konkrete person. At generelle begrundelser for et nej ikke er gangbar. Det fastholder Domstolen således også i den her type sager.

Det kan udgøre et problem for de pågældende, hvis fortabelsen medfører, at indrejse til og ophold i medlemsstaten samt deres fri bevægelighed indenfor unionen besværliggøres eller bliver helt umulig. Ligeledes må det heller ikke udgøre et problem for de pågældendes muligheder for at arbejde i medlemsstaten.

Domstolen afslutter med at sige, at man ikke nødvendigvis kun kan afbryde de 10 år ved at flytte tilbage til medlemsstaten. De 10 år kan også afbrydes, hvis man anmoder om personlige dokumenter, for eksempel ID-kort eller pas inden fristen udløber.

I domsreferatet bruges et par juridiske termer. Derfor er her en lille ordbog: Ex lege betyder “ifølge loven” og ex tunc betyder “fra da af” i betydningen “med tilbagevirkende kraft”.

Link til dommen i sag C-221/17, Tjebbes med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5210606

Sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn, dateret 27. juni 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21, stk. 1, TEUF – direktiv 2004/38/EF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – familiemedlemmets indrejse i den pågældende medlemsstats område efter unionsborgerens tilbagevenden til denne medlemsstat«

Nu skal vi til en sag, der har kørt i Østre Landsret i Danmark. Er det et absolut krav, at en ægtefælle til en unionsborger SKAL indrejse til unionsborgerens hjemland SAMMEN med unionsborgeren, eller er der noget i vejen for, at den ene indrejser først og den anden følger kort tid efter? Det er det spørgsmål, som Østre Landsret gerne vil have Domstolens svar på.

Den opmærksomme læser vil se, at denne tvist havde Udlændingestyrelsen, som den ene part. Men det er jo ikke Udlændingestyrelsen, som behandler EU-sagerne, så hvad pokker har de med sagen at gøre? På dette tidspunkt, var Udlændingenævnet endnu ikke oprettet, så Udlændingestyrelsen var den myndighed, man klagede til, hvis man var uenig i en EU-sag mod det daværende Statsforvaltningen. Derfor var Udlændingestyrelsen den ene part.

Som med alle andre regler indenfor EU-retten, er intet fuldstændig nagelfast. Som Domstolen har sagt i adskillige sager, skal der tages individuelle hensyn i hver enkelt sag og det er sagen som helhed, der skal vurderes samlet. Man må ikke pille et enkelt element ud og give afslag på hele sagen af den ene årsag.

I den konkrete sag havde hovedpersonerne ikke mulighed for sammen at rejse til Danmark. Så den ene rejste først, og den anden fulgte kort tid senere. Rejsemønsteret kan ses i dommens præmis 11.

Domstolen tager os med tilbage til start. I præmis 28-29 præciseres det, at der ikke kan stilles nogen tidsfrist for, hvor længe en unionsborger skal bo i gæstelandet, før tredjelandsborgeren kan “slutte sig til” unionsborgeren. Det skal blot ske mens unionsborgeren bor og opholder sig i gæstelandet, og dér skal de opbygge eller konsoliderer deres indbyrdes forhold. Der kan således heller ikke stilles krav om, at tredjelandsborgeren skal indrejse til gæstelandet “sammen med” unionsborgeren.

Præmis 28-29 har en vigtig pointe, for der findes stadig folk den dag i dag, der er af den overbevisning, at de skal bo i gæstelandet i mindst tre måneder, før de overhovedet kan inviterer deres ægtefælle eller partner dertil. Men som det fremgår, er det en helt forkert antagelse. Man bestemmer selv, om man tager dem med med det samme, eller om man selv rejser i forvejen og lader tredjelandsborgeren ankomme, når man selv er ankommet til gæstelandet.

Endnu en ting, som den opmærksomme læser sikkert har bemærket i præmis 11, er, at da den danske unionsborger rejser tilbage til Danmark efter sit næsten 2 år lange ophold i Sverige, befinder tredjelandsborgeren sig hverken i Sverige eller i Danmark. Han er i Tyrkiet. Og det er da et no-go, er det ikke? Så kan han da ikke søge om noget som helst på baggrund af EU-retten?

Da reglerne ikke er skrevet i granit, kan svaret heller ikke være et enten ja eller nej. Det afhænger fuldstændig af den konkrete sag. Det Domstolen dog lægger vægt på, er, at såfremt de to personer har boet sammen længe nok til at kunne konsoliderer deres indbyrdes forhold i gæstelandet, må tredjelandsborgerens “for tidlige” udrejse ikke medfører, at unionsborgeren afskrækkes fra at benytte sig af de rettigheder, hun har i medfør af EU-reglerne, og slet ikke på en sådan måde, at hun ikke kan udøve sin ret til familieliv i hjemlandet. “Den naturlige forlængelse”, som er udtrykt flere gange i dommen, er som udgangspunkt på 3 måneder, men den må ikke stå alene. Alle andre momenter i den samlede sagsfremstilling skal ligeledes tages i betragtning, og det er således det samlede resultat, der er afgørende for, om tredjelandsborgeren kan få opholdsret i unionsborgerens hjemland.

Link til dommen i sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5591639

Sag C-246/17, Diallo, dateret 27. juni 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – artikel 10, stk. 1 – ansøgning om opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – udstedelse – frist – vedtagelse og meddelelse af afgørelsen – følgerne af den manglende overholdelse af fristen på seks måneder – medlemsstaternes procesautonomi – effektivitetsprincippet«

Denne sag var i 2018 særdeles aktuel, fordi en række landes myndigheder, herunder de danske myndigheder, betragtede fristen for at behandle en ansøgning om opholdskort som en gummiparagraf. Forstået på den måde, at myndighederne mente, at de ikke var forpligtede til - i ordets egentlige forstand - at overholde den frist, der fremgår af artikel 10 i opholdsdirektivet, hvis de for eksempel havde mange sager på hylderne.

På den anden side var borgerne frustrerede, for de kunne ikke få svar indenfor fristen. Selv da nærværende dom var offentliggjort, forsøgte folkene i telefonslusen sig med førnævnte undskyldning. Men hvad er op og ned? Lad os kigge lidt på det i det følgende.

Dommen var mod Belgien. Ligesom i Danmark og mange andre steder, mente de belgiske myndigheder, at de havde al den tid i verden, de havde lyst til, for at behandle ansøgningerne. Lad mig bare konstaterer, at det var Domstolen mildest talt ikke enig i.

Det blev nemlig slået fast, at den maksimale frist på 6 måneder, som er foreskrevet i direktivets artikel 10 er UFRAVIGELIG!!!! (se præmis 38). Dette baserer Domstolen på, at direktivet meget tydeligt bruger formuleringen senest om fristen på de 6 måneder.

Hvordan skal de 6 måneder så fortolkes? Det er faktisk ret enkelt. Hvis en ansøgning er indgivet 2. januar, og man tæller 6 måneder frem, siger kalenderen 2. juli.

Myndighederne har det ligeledes - i øvrigt stadig den dag i dag - med at påstå, at de 6 måneder tæller fra sagen er fuldt oplyst. Med udtrykket fuldt oplyst henvises til, at myndighederne også skal have modtaget al nødvendig dokumentation, som hører til sagen. Men det er bare ikke det, der står i artikel 10. Der står udtrykkeligt “fra ansøgningen er modtaget”. Altså selve ansøgningsskemaet. Sagen er jo den, når man bruger EU-reglerne, at dokumenter kan eftersendes. De skal ikke nødvendigvis vedlægges selve ansøgningen.

Tilbage til dommen. De belgiske myndigheder forsøger nu at udfordrer fristen på 6 måneder. De spørger Domstolen, om de 6 måneder kan fortolkes således, at det er nok, at de har truffet en afgørelse før fristen udløber, men først sender svaret efter fristens udløb.

Det får Domstolen til at være rigtig pædagogisk: Myndighederne skal have afgjort sagen, myndighederne skal have forkyndt afgørelsen for den pågældende, og - ved positivt svar - skal opholdskortet være modtaget af ansøgeren inden de 6 måneder løber ud (se præmis 36).

Næste undskyldning i køen: hvis vi så ikke får svaret inden for fristen, skal dette ikke-svar i så fald betragtes som et afslag eller en automatisk godkendelse? Sammenfattende kan man konstaterer, at Domstolens svar er: Ingen af delene. Når myndigheder har fået en ansøgning, skal den realitetsbehandles, og det må ikke være sådan, at folk, der ikke opfylder kravene får et opholdskort alligevel, ligesom folk, der faktisk opfylder kravene kan risikerer et afslag. Så sagerne SKAL behandles, og så må de nationale myndigheder bare se at få fingeren ud af smørkagen og få straksbehandlet de sager, der er løbet over fristen (se præmisserne 44-56).

Hvad så hvis man får afslag og klager? Har myndighederne så nye 6 måneder til at afgøre sagen igen? Det siger Domstolen nej til. En afgørelse skal træffes så hurtigt som muligt, men må under ingen omstændigheder overskride fristen på 6 måneder (se præmis 62 og 65). Særligt hvad det her punkt angår, har Udlændingenævnet i skrivende stund stadig ikke forstået budskabet, for deres sagsbehandlingstid er i øjeblikket på op mod 18 måneder - og de tager sagerne i den rækkefølge, de er modtaget, siger de. Men den undskyldning gælder altså ikke. For som Domstolen konstaterede det i Banger sagen - nævnt tidligere her i del 8 - har tredjelandsborgere på EU-reglerne en fortrinsret i forhold til andre tredjelandsborgere.

Man skal derfor sørge for at hænge myndighederne op på det her, hvis fristen ikke overholdes. Det forholder sig nemlig således, at såfremt en medlemsstat ikke overholder en tidligere afsagt dom fra Domstolen, har Europa-Kommissionen mulighed for at anlægge sag om traktatbrud mod det pågældende land. Ved sådanne sager har Domstolen mulighed for at pålægge den formastelige medlemsstat dagbøder på mange millioner kroner, indtil “fejlen” er rettet. Sidstnævnte bruges især, hvis medlemsstaten ikke har rettet ind efter den første dom om traktatbrud indenfor en vis frist.

Link til dommen i sag C-246/17, Diallo: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1393137

Sag E-28/15, Jabbi, dateret 26. juli 2016:

Stikord: Direktiv 2004/38/EF – opholdsret – afledede rettigheder for tredjelandsborgere

Vi skal et smut til Norge denne gang. Norge er ikke med i EU, men de er en del af EØS, som udover Norge består af Island og Liechtenstein. EØS-landene er med i EU’s indre marked, og opholdsdirektivet gælder i fuldt omfang i disse lande.

Sager om den fri bevægelighed i de tre EØS-lande behandles ikke i EU-Domstolen. De behandles i stedet i EFTA-Domstolen, som har hjemsted i Bruxelles.

En norsk kvinde på arbejdsafklaringspenge (AAP), som vi i Danmark kalder ressourceforløbsydelse, er flyttet til Spanien. AAP er en eksportabel ydelse, hvilket vil sige, at man kan tage ydelsen med sig, når man flytter til et andet land. Alligevel ville de norske myndigheder, som udbetaler ydelsen, dengang gøre alt for, at folk ikke kunne tage ydelsen med sig. Det gjorde de i rigtig mange sager i de år. Nordmænd, der var gift med udlændinge fandt nemlig ud af, at hvis ikke de kunne opnå familiesammenføring i Norge efter de nationale regler, var der et alternativ: Tag til Sverige eller et andet EU/EØS-land. En ret stor procentdel af disse nordmænd var på AAP, så det skabte en mindre lavine af sager hos myndigheden.

For lidt baggrund, ville de norske myndigheder jo gerne have, at de kunne holde lidt hånd i hanke med, at det afklaringsforløb, de var i gang med i Norge, stadig kunne gennemføres. Hvis myndighederne ikke mente, at de kunne det, ville dette være en god grund til at fratage folk ydelsen, hvis personerne insisterede på at flytte. Hvad enten det var lige over landegrænsen eller til den anden ende af Europa.

Den norske kvinde var som nævnt flyttet til Spanien. Her blev hun gift med en mand fra Gambia, som hun har kendt i en del år. De boede dernede i godt et års tid. Hun mistede ikke ydelsen, selv om det var en lang og opslidende kamp for hende, at overbevise myndighederne om hendes hensigt.

Ved hendes tilbagevenden til Norge sammen med sin mand, blev de mødt med dyb skepsis fra de norske myndigheder. Myndighederne mente nemlig kun, at EØS-aftalen, som er en form for traktat for de tre EØS-lande med hensyn til det indre marked, kun gælder for arbejdstagere og deres familiemedlemmer. De mente ikke, at personer på offentlig forsørgelse havde ret til det, heller ikke selv om ydelsen er eksportabel. Sagen endte dermed ved EFTA-Domstolen.

Domstolen starter med et historisk tilbageblik på tilblivelsen af EU-reglerne, herunder om unionsborgerskabet. Den understreger dog også, at unionsborgerskabet ikke er gældende for statsborgere i de tre EØS-lande, men kun gælder for EU-landenes statsborgere.

I præmis 73 når Domstolen frem til, at ophold på under tre måneder ikke tæller med, hvis man vil være omfattet af de fælles regler. Noget, der skulle vise sig at få betydning for sagen ved Oslo Tingrett (svarer til byretten i Danmark) senere. I præmis 80 går Domstolen skridtet videre og siger, at de tre måneder skal være sammenhængende.

Her opstår problemet så for parret. Den norske kvinde har nemlig opholdt sig i Spanien i 2 måneder, derefter en måned i Norge i et fast pendul i det års tid, de havde fælles bopæl i Spanien. Men når man for hver to måneder i gæstelandet tager en måned i hjemlandet, er betingelsen i præmis 80 svær at opfylde. Tingretten var da også lynhurtig til at fange denne betingelse. Og parret tabte faktisk på den.

Domstolen analyserede videre. Ja, retten til frit at bevæge sig, gælder også for borgere, som ikke er arbejdstagere eller selvstændig erhvervsdrivende. Og myndighederne må ikke hindre borgerne i at udøve deres familieliv ved for eksempel at skabe forhindringer for, at familiemedlemmer kan følge med, når EØS-borgeren flytter hjem igen. Her ligger EFTA-Domstolen altså fuldstændig på linje med EU-Domstolen.

Desuden havde parret aldrig spurgt de spanske myndigheder om økonomisk hjælp, mens de boede dernede, og de havde den lovpligtige forsikring. Den gambianske mand opholdt sig også i Spanien i hele perioden. Det var kun kvinden, der rejste frem og tilbage hele tiden. Det var også nok til afslag, for kravet om de sammenhængende tre måneder er stillet til referencepersonen, som var hende.

Rent hierakisk, er EFTA-Domstolen underlagt EU-Domstolen. EU-Domstolen kan derfor godt gå i rette med EFTA-Domstolen, hvis EFTA-Domstolen kommer med forkerte afgørelser. EU-Domstolen har dog, trods utallige muligheder, ikke modsagt EFTA-Domstolen om de tre måneder. Derfor er EFTA-Domstolens afgørelse om dette gældende ret, også i EU.

Link til dommen (på norsk) i sag E-28/15, Jabbi:
https://eftacourt.int/download/28-15-ju ... pdmdl=1478

Sag C-247/17, Raugevicius, dateret 15. november 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – anmodning, som et tredjeland tilstiller en medlemsstat med henblik på udlevering af en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, og som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i den førstnævnte medlemsstat – anmodning indgivet med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf og ikke med henblik på strafforfølgning – forbud mod udlevering, der kun finder anvendelse på statsborgere – restriktion for den frie bevægelighed – begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed – proportionalitet«

Hovedpersonen i den her sag er statsborger i Litauen og Rusland, og bor i Finland sammen med to børn. Han er i den russiske enklave Kaliningrad dømt for besiddelse af narko til eget brug, og nu vil russerne gerne have ham udleveret, så han kan sidde straffen af. Det er han stærk modstander af, blandt andet med henvisning til sine to børn.

I det finske retssystem mener man ikke, at straffen kan fuldbyrdes indenfor EU, fordi det er et tredjeland, der har krævet ham udleveret. De spørger dog for en sikkerheds skyld Domstolen, hvordan de skal forholde sig.

Domstolen starter med at henvise til Petruhhin-dommen (se del 7), der bestemmer, at det vil være forskelsbehandling, hvis en medlemsstat kan beskytte egne statsborgere mod udlevering til retsforfølgning og fuldbyrdelse i et tredjeland, mens andre unionsborgere ikke nyder samme beskyttelse. Desuden kan den omstændighed, at han har dobbelt statsborgerskab, blandt andet i det land, der ønsker ham udleveret, ikke ændrer på, at han har retten til fri bevægelighed mellem medlemsstaterne (præmis 28-29).

Forskellen på Petruhhin og Raugevicius er, at Petruhhin blev krævet udleveret for at blive dømt foran en dommer, mens den del er overstået for Raugevicius’ vedkommende. Raugevicius skal blot udstå straffen. Så det Domstolen skal tage stilling til, er, om det gør nogen praktisk forskel i forhold til Petruhhin.

I præmis 37 fortælles det, at der ligger en udleveringsaftale mellem EU og dens medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden. Aftalen er omtalt som en konvention. Man er således ikke beskyttet mod at udstå straffen, blot fordi man hopper over landegrænsen til et andet EU-land.

Videre i præmis 41-42 og 48 siger Domstolen, at den dømte har nogle velbegrundede argumenter for ikke at blive udleveret, og at han godt kan udstå straffen i Finland af disse årsager. Men han slipper ikke for at udstå sin straf. Havde han ikke haft gode grunde til at modsætte sig udlevering, ville han blive udleveret til Ruslands myndigheder.

Link til dommen i sag C-247/17, Raugevicius:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2861447

Sag C-272/17, Zyla, dateret 23. januar 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – ligebehandling – indkomstskat – sociale sikringsbidrag – arbejdstager, som har forladt beskæftigelsesmedlemsstaten i et kalenderår – anvendelse af pro rata temporis-reglen på nedsættelsen af de sociale sikringsbidrag«

Det er første gang, vi i denne serie stifter bekendtskab med begrebet “pro rata temporis”, skønt det har eksisteret i EU-retten siden tidernes morgen. Ifølge hjemmesiden region.dk betyder det “...at en ydelse sammensættes i forhold til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i de enkelte medlemslande”.

Fru Zyla er polsk statsborger. Hun bor og arbejder et halvt år i Nederlandene (Holland). I dette halve år betaler hun skat og pligtbidrag til forsikring, og får også fradrag for disse beløb. Men hun mener, at hun har krav på fradrag for hele året, og ikke kun det halve. En af grundene er, at da hun vendte tilbage til Polen midt i året, var hun arbejdsløs året ud.

Som i så mange andre sager, vi har set tidligere i serien, har myndighederne en anden mening.

Domstolen starter med at remse op, hvornår der er tale om direkte diskrimination og hvornår der er tale om indirekte diskrimination, samt hvordan Domstolen tidligere har dømt i sådanne sager. Blot for lige at få samling på det (præmis 20-26). Det skal således ikke nødvendigvis betragtes som en løftet pegefinger i Zyla-sagen.

Derefter siger Domstolen, at der er forskel på den skattemæssige del og den bidragspligtige del, selv om de opkræves samlet. Også hvad angår fradraget.

I præmis 45 henledes opmærksomheden på, at der også kan være forskelle i de nationale ordninger for arbejdstagere, hvad angår løn, skat, fradrag og forsikringsbidrag. Underforstået, at for nogle kan det være en økonomisk gevinst at bosætte sig og arbejde i en anden medlemsstat. For andre kan det være det modsatte. Domstolen understreger her, at formålet med artikel 45 TEUF ikke er at ensrette niveauerne mellem medlemsstaterne, men blot at sørge for, at alle arbejdere indenfor samme branche i den enkelte medlemsstat får samme løn- og arbejdsvilkår, uanset deres nationalitet.

Tilbage står hovedspørgsmålet: Hvis Fru Zyla kun har arbejdet et halvt år i Nederlandene, er hun så berettiget til fradrag for hele året, eller kun den faktiske tid i Nederlandene? Svaret står ret klart i præmis 41:

Henset til bestemmelsen i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 883/2004, hvorefter kun én lovgivning finder anvendelse, og til bestemmelsen i nævnte artikel 11, stk. 3, litra e), hvorefter en person, der ikke udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, er omfattet af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, kan en person i en situation, som den K.M. Zyla befinder sig i, imidlertid ikke længere være omfattet af den nederlandske sociale sikringsordning efter at være ophørt med sin erhvervsmæssige beskæftigelse i denne medlemsstat og ikke længere har bopæl dér.

Med andre ord: Hun har kun ret til fradrag for den faktisk tilbagelagte tid i gæstelandet.

Link til dommen i sag C-272/17, Zyla:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7814424

Sag C-444/17, Arib med flere, dateret 19. marts 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – grænsekontrol, asyl og indvandring – forordning (EU) 2016/399 – artikel 32 – en medlemsstats midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved dens indre grænser – tredjelandsstatsborgers ulovlige indrejse – sidestilling af de indre grænser med de ydre grænser – direktiv 2008/115/EF – anvendelsesområde – artikel 2, stk. 2, litra a)«

En bus er på vej fra Marokko til Frankrig. I bussen sidder en mand fra Marokko, som i 2013 fik besked på at forlade Frankrig. Han udrejste i overensstemmelse med myndighedernes påbud.

Bussen bliver standset nær grænsen mellem Spanien og Frankrig. Det er i 2016. På dette tidspunkt har Frankrig lukket sine grænser på grund af en række terroranslag mod landet, og det kan landet gøre i henhold til nogle EU-regler. Det har blandt andet den virkning, at alle indenfor 20 km på hver side af landegrænsen kan standses af myndighederne og kontrolleres.

Abdulaziz Arib, som vores mand i denne sag hedder, har ikke noget indrejseforbud til Frankrig, ligesom han ikke er blevet nægtet indrejse til landet (se præmis 36). Alligevel får han særlig opmærksomhed fra de myndigheder, der har stoppet bussen. De mener, at han forsøger at indrejse ulovligt i landet. Alene på mistanken, bliver han frihedsberøvet med krav om udrejse.

Byretten underkendte denne afgørelse. Retten mente ikke, at et direktiv gav mulighed for hverken krav om udrejse eller frihedsberøvelse, selv om de stadig mente, at han var der ulovligt.

Afgørelsen blev anket, men også den ret, der skulle kigge på ankesagen, var enig med byretten. Og også den afgørelse blev anket til en såkaldt kassationsdomstol. Den myndighed, der har anket sagen til kassationsdomstolen, henviser til en national lov, der giver fængsel og bøde for ulovlig indrejse.

Undervejs i min gennemlæsning, stopper mine øjne ved præmis 32. Den fortæller nemlig, at manden end ikke var inde på den franske side af grænsen ved pågribelsen. Det samme fortæller flere andre præmisser. De fortæller kun, at han “var i nærheden” af grænsen. Det kan kun betyde, at da bussen og dens passagerer bliver kontrolleret, befinder den sig på spansk jord, men dog indenfor denne 20 kilometers zone.

Nå, men spørgsmålene til Domstolen går på, om myndighederne må bruge de nationale regler i en sag som denne, eller om et direktiv fra EU skal bruges. Og om kontrollen ved den indre grænse (den nationale landegrænse) skal være den samme, som foretages ved den ydre Schengen-grænse.

Først starter Domstolen med at svare, at præmisserne for spørgsmålene er helt forkerte. For det første har manden ikke krydset den indre grænse endnu, for det andet er han ikke stemplet som uønsket (se præmis 41).

Dernæst taler det omhandlede direktiv specifikt om de ydre grænser. Det kan altså heller ikke bruges, fordi sagen her foregår ved en indre grænse (præmis 51). Søgningen efter detaljer fortsætter, for Domstolen siger videre, at “tilsvarende anvendelse” af reglerne ved en ydre og en indre grænse ikke er det samme, som at sidestille en indre grænse med en ydre grænse (præmis 62).

Afslutningsvis gør Domstolen opmærksom på, at en tredjelandsborger i en situation som den her, ikke kan fængsles og udvises alene på grund af ulovlig indrejse eller forsøg herpå. Der skal langt mere til. For eksempel, at myndighederne har bevis for, at manden vil rejse ind med henblik på at begå nogle af de terrorhandlinger, som landet var udsat for i voldsom grad dengang (præmis 66)

Vi har også set i tidligere sager, at de nationale myndigheder roder forskellige ting sammen. Hver gang taber myndighederne sagerne, fordi de ikke forstår at være præcise i deres spørgsmål til Domstolen. Således også i den her sag, hvor de franske myndigheder mener, at han er indrejst ulovligt, skønt han end ikke havde krydset landegrænsen endnu, og at de blander de indre sammen med de ydre grænser. Det gør samtidig dommene tunge at læse, fordi Domstolen er så detaljeorienteret.

Link til dommen i sag C-444/17, Arib med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8202780

Sag C-483/17, Tarola, dateret 11. april 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – artikel 7, stk. 1, litra a) – arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – artikel 7, stk. 3, litra c) – retten til ophold i mere end tre måneder – statsborger i en medlemsstat, som har haft lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat i en periode på 15 dage – uforskyldt arbejdsløshed – bevarelse af status som arbejdstager i mindst seks måneder – ret til tildeling af ydelse til arbejdssøgende (jobseeker’s allowance)«

Vi skal en tur til Irland, hvor en rumænsk statsborger har arbejdet i en række særdeles korte perioder. Nu er han arbejdssøgende dér og søger i den egenskab en social ydelse, så han kan betale enhver sit og få mad på bordet. De irske myndigheder afviser med henvisning til, at for at han kan få ydelsen, skal han have arbejdet i landet i mindst et år i træk.

Den nationale ret, som har indbragt sagen for Domstolen, tager udgangspunkt i en bestemmelse i opholdsdirektivet. Domstolen beskriver det sådan her i præmis 19:

“Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at selv om sagsøgeren i hovedsagen ikke længere for nævnte ret gør gældende, at han i løbet af denne periode arbejdede i henhold til en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, således som han gjorde gældende for High Court (ret i første instans), har han imidlertid gjort gældende, at eftersom artikel 7, stk. 3, litra c), i direktiv 2004/38 anvender den adskillende konjunktion »eller«, omfatter denne bestemmelse to særskilte situationer. Den første del af denne bestemmelse (»er uforskyldt arbejdsløs efter udløbet af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt af mindre end et års varighed […], og dette er behørigt konstateret«) henviser således til ophøret af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt af mindre end et års varighed, mens den anden del (»uforskyldt har mistet sit arbejde i løbet af de første tolv måneder«) ikke henviser til ophøret af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, men en ansættelseskontrakt af mere end et års varighed, der er ophørt i løbet af de første tolv måneder af den pågældende persons beskæftigelse. Denne sondring underbygges af den omstændighed, at den første del af bestemmelsen henviser til arbejdsløshed, der er »behørigt konstateret«, mens den anden del kræver, at arbejdstageren »tilmelder sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende«. Det giver imidlertid ingen mening at stille et sådant krav i et tilfælde, hvor det er »behørigt konstateret«, at den pågældende er arbejdsløs.”

Ordet “eller” har det med at skabe problemer rundt omkring. Mange læser det som om, der står “og”, således at forvirringen bliver total. Når der står ordet “eller”, er det fordi, at dét, der står foran ordet og dét, der står bagefter ordet gensidigt udelukker hinanden. Denne problemstilling gør sig også gældende i denne sag.

Anyway, Spørgsmålet til Domstolen er, om en person, der har boet i værtslandet i mere end 12 måneder, men i den periode kun har arbejdet i 2 uger, kan betragtes som arbejdstager og om han bevarer denne status i de efterfølgende 6 måneder. Han er uforskyldt i den seneste arbejdsløshed.

Efter en nøje analyse af artikel 7 i opholdsdirektivet, er Domstolen ikke det mindste i tvivl om, at han er arbejdstager i EU-rettens forstand. Det står dog hen i det uvisse, om manden har tilmeldt sig jobcentret. Hvis han ikke har det, bevarer han ikke sin status i de føromtalte efterfølgende 6 måneder. Det er altså af afgørende betydning, om man er tilmeldt dér som arbejdssøgende.

Direktivets artikel 7 er i øvrigt den artikel i direktivet, der er genstand for de suverænt fleste sager ved Domstolen. Over halvdelen af de sager, der har været ført ved Domstolen, og som har involveret direktivet, omhandler artikel 7.

Link til dommen i sag C-483/17, Tarola:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4181955

Sag C-291/05, Eind, dateret 11. december 2007:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – opholdsret for et familiemedlem, der er statsborger i et tredjeland – arbejdstagerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvori han er statsborger – oprindelsesmedlemsstatens forpligtelse til at give opholdstilladelse til familiemedlemmet – spørgsmålet, om der gælder en sådan forpligtelse i tilfælde, hvor arbejdstageren ikke udfører reelt og faktisk arbejde«

Jeg springer lidt i tidslinjen igen. I del 1 fik jeg tilmed skrevet, at denne her dom ikke vil være med i serien, men den er faktisk af stor betydning for de fleste af jer, og derfor har jeg ombestemt mig.

Hr. Eind er nederlandsk statsborger. Han flyttede til Storbritannien for en kort periode. Hans datter, der er fra Surinam, sluttede sig til ham i Storbritannien. Det havde ingen af dem problemer med.

Alarmen lyder først, da de sammen vender tilbage til Nederlandene. Her ville de nationale myndigheder ikke anerkende, at han har brugt sin ret til fri bevægelighed, blandt andet begrundet i, at han efter hjemkomsten ikke har hverken haft eller søgt arbejde. Og dermed får datteren også afslag på sin ansøgning om opholdsret.

I domsreferatet er nævnt artikel 10 i forordning nr. 1612/68. Artikel 10 og 11 i forordningen er udfaset helt, og er i sit hele overtaget af det nuværende opholdsdirektiv 2004/38. Alle øvrige artikler i forordningen gælder stadig.

Der er en del spørgsmål i dommen, men Domstolen finder det kun nødvendigt at svarer på 3 af dem.

Første spørgsmål: Når en unionsborger vender tilbage til hjemlandet, kan et opholdskort til familiemedlemmer så kun udstedes, hvis disse familiemedlemmer i gæstelandet har fået udstedt et opholdskort? Nej, svarer Domstolen.

Andet spørgsmål: Når en unionsborger vender hjem, og hverken har eller søger arbejde, ændrer det noget for tredjelandsborgeren? Igen er svaret nej. Tredjelandsborgeren kan stadig opnå familiesammenføring med unionsborgeren, fordi der er en familierelation. I præmis 31 understreger Domstolen, at der overfor unionsborgeren ikke kan stilles betingelser for hans ophold i hjemlandet. Her skal man have med, at Hr. Eind fra starten af sin hjemkomst var på en social ydelse i et stykke tid. Stadig den dag i dag ser man spørgsmålet her stillet, Men det er principielt helt uden betydning for sagen, om unionsborgeren er i job ved hjemkomsten eller på offentlig forsørgelse. Har man dokumenteret sit ophold i gæstelandet tilstrækkeligt, er vejen åben for at tage familien med tilbage til hjemlandet.

Tredje spørgsmål: Kan det kræves, at tredjelandsborgeren har en eller anden form for opholdstilladelse i unionsborgerens hjemland forinden de flytter til gæstelandet? Hertil svarer Domstolen, at et sådant krav ikke fremgår nogen steder i EU-reglerne, så nej for tredje gang.

Link til dommen i sag C-291/05, Eind:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9072521

VIGTIG OPDATERING: I referatet herover står der, at forordning 1612/68 stadig gælder. Det gjorde den, da opslaget blev skrevet, men nu er den udfaset helt og erstattet af en ny forordning. (Denne opdatering er skrevet i maj 2024)

Sag C-602/17, Sauvage og Lejeune, dateret 24. oktober 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – indtægter oppebåret i en anden stat end bopælsstaten – bilateral dobbeltbeskatningsoverenskomst – fordeling af beskatningskompetencen – bopælsstatens beskatningskompetence – tilknytningsmomenter«

Nu bliver det teknisk. Det skal handle om beskatning af indkomst, når man bor i ét land, arbejder for et firma i nabolandet og der er strid om, hvilket af de to lande, der skal betales skat til.

Benoît Sauvage og Kristel Lejeune bor i Belgien. Arbejdsgiveren holder til i Luxembourg. Sauvage og Lejeune udfører rådgivningsopgaver for denne arbejdsgiver rundt på hele kloden. De belgiske skattemyndigheder mener, at de har krav på skatten for den del af arbejdet, som er foregået udenfor Luxembourg. En påstand, som vores to hovedpersoner har en anden holdning om. Spørgsmålet er derfor, hvordan en regel i en dobbeltbeskatningsaftale skal forstås og om denne regel konflikter med arbejdstagerbegrebet i traktaten (artikel 45 TEUF).

Inden vi kommer til det, skal det indskydes, at skat normalt er national kompetence, som EU ikke kan blande sig i. Dobbeltbeskatningsaftalerne er derfor heller ikke EU-ret, men bilaterale aftaler mellem to eller flere lande. Formålet med dem er, at borgeren ikke bliver plukket for fuld skat i flere lande på samme tid. Aftalerne bestemmer således, om man skal betale ingen, delvis eller fuld skat til et land, der deltager i aftalen, afhængig af den situation, man står i.

Som vi har set i tidligere sager i serien, skal medlemsstaterne stadig overholde EU-retten i udøvelsen af en national kompetence. I jurasprog hedder det, at de nationale regler skal være EU-konforme. Når der er tale om en grænseoverskridende aktivitet, kan Domstolen på den baggrund skride ind, selv om EU ellers ikke kan blande sig.

Nå, tilbage til sagen. Der er strid om, hvordan en tekst i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Belgien og Luxembourg skal forstås. Vores to hovedpersoner mener ikke, at de skylder de belgiske skattemyndigheder noget som helst. Teksten, som uenigheden drejer sig om, lyder således:

“Med forbehold af bestemmelserne i artikel 16, 18, 19 og 20 beskattes løn og tilsvarende vederlag, som en hjemmehørende i en kontraherende stat oppebærer for lønnet beskæftigelse, kun i denne stat, medmindre beskæftigelsen udøves i den anden kontraherende stat. Såfremt beskæftigelsen udøves dér, beskattes løn og vederlag oppebåret herfor i denne anden stat.”

Måske volapyk for de fleste. Jeg skulle i hvert fald lig læse den nogle gange, før den røg på lystavlen. Vi kan starte med en lille ordbog: Kontraherende betyder deltagende. Det gør det måske en lille smule lettere at læse den.

Endnu mere volapyk er spørgsmålet til Domstolen. De belgiske dommere har glemt lærdommen i skolen, om at fatte sig i korthed. Her kommer i hvert fald spørgsmålet, som er EN lang sætning:

»Tilsidesætter artikel 15, stk. 1, i [den belgisk-luxembourgske overenskomst], fortolket således, at den gør det muligt at begrænse Luxembourgs beskatningskompetence vedrørende lønnen for en luxembourgsk ansat, der bor i Belgien og udøver sit arbejde for en luxembourgsk arbejdsgiver, i forhold til det arbejde, der udøves på luxembourgsk område, at det er muligt at tildele bopælsstaten en beskatningskompetence vedrørende den resterende løn, der hidrører fra arbejde udført uden for luxembourgsk område, at der af den ansatte kræves en permanent og daglig fysisk tilstedeværelse på denne arbejdsgivers hovedsæde, selv om det er ubestridt, at den ansatte kommer der regelmæssigt, efter en retslig bedømmelse foretaget med smidighed på grundlag af objektive elementer, som kan efterprøves, og at det kræves, at retsinstanser bedømmer eksistensen og vigtigheden af det arbejde, der er udført begge steder, fra dag til dag, med henblik på at opstille en forholdsmæssig andel i forhold til 220 arbejdsdage, artikel 45 [TEUF], for så vidt som den udgør en hindring af skattemæssig karakter, som afskrækker fra grænseoverskridende aktiviteter, og det almindelige retssikkerhedsprincip, for så vidt som den ikke fastsætter en stabil og tryg ordning om fritagelse for hele den indtægt, som oppebæres af en belgisk statsborger, som er ansat af en arbejdsgiver, hvis faktiske hovedsæde er beliggende i Storhertugdømmet Luxembourg, og udsætter denne for en risiko for dobbeltbeskatning af hele eller en del af hans indtægter og for en uforudseelig ordning, som ikke indeholder nogen retssikkerhed?«

Er du stået af?

Den belgiske regering gør gældende, at Domstolen ikke kan fortolke selve aftaleteksten, men kun kan fortolke, hvorvidt den overholder EU-retten. Dette bekræfter Domstolen i store træk (se præmis 16-17).

Hvis du fuldstændig har tabt pusten efter at have læst spørgsmålet til Domstolen, hjælper Domstolen dig på ret køl igen, hvis du glemmer, hvad du har læst og i stedet læser præmis 21. Den er meget kortere og langt mere præcis. Et ord kan dog måske stadig skabe lidt forvirring, nemlig ordet hjemmehørende. Det betyder, at hvis noget befinder sig i eller nogen bor i et bestemt område, er det/man hjemmehørende dér. En, der bor i Belgien, er således hjemmehørende i Belgien. Og en virksomhed, der ligger i Luxembourg, er hjemmehørende i Luxembourg. Og så videre.

Domstolen når frem til, at den del af lønnen, som Sauvage får for opgaver udført i Luxembourg, ikke skal beskattes i Belgien. Men den løn han får for opgaver udenfor Luxembourg, skal beskattes i Belgien. Samt at selv om den luxembourgske beskatning er langt mere fordelagtig for borgeren, end den belgiske, er der intet til hinder for, at medlemsstaterne beskatter i forhold til de dobbeltbeskatningsaftaler, de måtte have.

Link til dommen i sag C-602/17, Sauvage:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9465050

Sag C-703/17, Krah, dateret 10. oktober 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 45 TEUF – arbejdstagere – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 1 – senior lecturer/postdoc – begrænsning af hensyntagen til de tidligere relevante beskæftigelsesperioder, der er fuldført i en anden medlemsstat – aflønningsordning, der knytter en højere løn til anciennitet erhvervet ved den nuværende arbejdsgiver«

Fru Krah er tysk statsborger og har arbejdet på universitetet i München. Derefter fik hun tilbudt et tidsbegrænset job på et år på universitetet i den østrigske hovedstad, Wien. Da den var ved at udløbe, blev den ombyttet med en fast kontrakt.

Her begynder tingene at gå skævt. Fru Krah mener, at hun er blevet indplaceret på et for lavt løntrin. Universitetet i Wien svarer, at de ved beregningen af, hvilket løntrin hun skal være på, alene har taget hensyn til om hun ved tidligere jobs har arbejdet i max. fire sammenhængende år indenfor samme område. Der er således ikke taget hensyn til relevante jobs eller uddannelse, som ikke opfylder dette krav .

Videre siger universitetet, at det samme gælder for alle andre, uanset om de er østrigere eller udlændinge, hvormed de mener, at der ikke kan være tale om diskrimination.

Domstolen minder om begrebet indirekte diskrimination, hvilket betyder, at man ved at bruge nogle andre regler, reelt når til det samme resultat. Dette er lige så forbudt, som direkte diskrimination.

Efter en længere analyse af sagen sammenholdt med diskriminationsforbuddet, når Domstolen frem til, at såfremt de jobs, der ligger forud for de 4 sammenhængende år, ikke er tilsvarende, men blot “gode at have”, er der ikke noget i vejen med det, universitetet gør i forhold til indplacering. Men har de tidligere jobs været identiske eller ligget på samme niveau med det nuværende, skal universitetet tage hensyn til hele karrieren indenfor faget.

Der løftes dog også en pegefinger i forhold til Fru Krah. Hun kan nemlig ikke forvente, at lønsatserne er ens fra land til land. Satserne kan godt være højere eller lavere, end der, hvor hun kommer fra. Det afgøres på nationalt niveau.

Link til dommen i sag C-703/17, Krah: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=404853