EU-domme forklaret, del 8

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:53:52

Sag C-716/17, A, dateret 11. juni 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – restriktioner – indledning af en sag om gældssanering – bopælskrav – lovlighed – artikel 45 TEUF – direkte virkning«

Vi skal tilbage til Østre Landsret i Danmark, som har indbragt denne sag for Domstolen. Det handler om en dansker, der bor i Sverige, arbejder i Danmark og har en sag om gældssanering kørende i Danmark. Men fordi “A” bor i Sverige, mener de danske domstole ikke, at de har mulighed for at tage stilling til sagen.

Indledningsvis gør Domstolen opmærksom på proportionalitetsprincippet i præmis 20, og gør derefter status: at opstille et bopælskrav, er at gå for vidt. Man kan godt gennemføre en undersøgelse af, om en person opfylder kravene for gældssanering, uden at personen nødvendigvis behøver bo i landet (præmis 23).

Herefter siger Domstolen, at hvis A var flyttet til Sverige under sagsbehandlingen, ville dette kunne udgøre et problem for, om A kunne få gældssanering eller ej. Men fordi han er flyttet inden han indgav ansøgningen, kan den undskyldning ikke bruges.

Ergo går dansk lovgivning på området for gældssanering længere, end det er nødvendigt for at nå målet. Dansk lov stiller nemlig krav om, at man bor på dansk jord, for at man kan få sin gæld saneret i Danmark.

Østre Landsret har et spørgsmål mere: Må man så slet ikke stille et bopælskrav overfor en skyldner? Nej, det må man ikke, når EU-reglerne har forrang. Og det har de, når hovedpersonen udøver sin ret til fri bevægelighed. Domstolen fortolker simpelthen arbejdstagerbegrebet i artikel 45 TEUF sådan, at et bopælskrav i sager som denne, er strengt forbudt, også selv om det vil påvirke sagen i øvrigt.

Link til dommen i sag C-716/17, A:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=10280934
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:55:36

Sag C-32/18, Moser, dateret 18. september 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 987/2009 – artikel 60 – familieydelser – ret til betaling af differencen mellem størrelsen af den forældreydelse, der udbetales i den primært kompetente medlemsstat, og den børnepasningsydelse, der er fastsat af den subsidiært kompetente medlemsstat«

Ægteparret Moser er tysk. Han arbejder i Tyskland, hun arbejder i Østrig. Sammen får de to børn, og sagen her drejer sig om ydelser ved orlov i forbindelse med fødsel og barsel af det yngste barn. Ydelsen i Østrig er beregnet ud fra, hvor meget man har tjent ved sit arbejde, mens den tilsvarende ydelse i Tyskland ikke beregnes ud fra indkomst, men er et fast beløb.

Fru Moser får sin ydelse fra Østrig, og det er der ingen problemer i. Det er der til gengæld i Hr. Moser’s sag. Han mener nemlig, at han udover det faste beløb fra Tyskland, har krav på at få suppleret op til østrigsk niveau fra de østrigske myndigheder, hvilket han baserer på tidligere afgørelser fra Domstolen, som også er beskrevet her i serien. I de tidligere sager har Domstolen blot nævnt, at man kan få suppleret op til højeste niveau. Nu står vi med en sag, hvor et par faktisk forsøger at gøre brug af rettigheden. De østrigske myndigheder er dog ikke med på ideen. Årsagen er, mener de østrigske myndigheder, at Hr. Moser ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed. Det er kun hans ægtefælle, der har det.

Domstolen bliver derfor bedt om at fortolke artikel 60, stk. 1, i forordning 987/2009, som lyder:

»En ansøgning om familieydelser indgives til den kompetente institution. Ved anvendelsen af artikel 67 og 68 i grundforordningen skal der tages hensyn til hele familiens situation, som om alle de involverede personer var omfattet af lovgivningen i den pågældende medlemsstat og bosat der, navnlig med hensyn til en persons ret til at gøre krav på sådanne ydelser. Hvis en person, der har ret til at gøre krav på ydelserne, ikke udøver sin ret, skal den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, tage hensyn til en ansøgning om familieydelser indgivet af den anden af forældrene eller en dermed ligestillet person eller en person eller institution, der optræder som værge for barnet eller børnene.«

Den grundforordning, der er tale om først i citatet, er forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsydelser. I sagen her, er det særligt den sidste halvdel af ovenstående citat, der er på spil.

Efter at Domstolen har læst og vurderet de to nævnte artikler i forordning 883/2004, og derefter ovenstående citat, når Domstolen frem til, at kravet fra Hr. Moser er helt efter bogen. Han har ret til at få suppleret op til østrigsk niveau, selv om han aldrig har krydset landegrænsen. Han har retten, fordi ægtefællen krydser grænsen hver dag. Østrig har dog stadig ret til at beregne supplementet på baggrund af Hr. Moser’s indtægtsgrundlag.

Link til dommen i sag C-32/18, Moser:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=336961
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:56:19

Sag C-33/18, V mod Inasti, dateret 6. juni 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – koordinering af de sociale sikringsordninger – vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 883/2004 – overgangsbestemmelser – artikel 87, stk. 8 – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14c, litra b) – arbejdstager, som udøver lønnet beskæftigelse og selvstændig virksomhed i forskellige medlemsstater – undtagelser til princippet om, at én national lovgivning finder anvendelse – dobbelt tilslutning – indgivelse af en ansøgning med henblik på at blive omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004«

Hovedpersonen i denne sag, kalder Domstolen for “V”. Han er advokat i Bruxelles og beskæftiger sig med sager i både Belgien og i nabolandene. Han er dermed selvstændig erhvervsdrivende i Belgien, mens han er lønmodtager udenfor Belgien.

I en sag, er et advokatfirma gået neden om og hjem, og V er indsat som kurator. I de første år får han en gage for sit arbejde, men fra september 2007 stopper han som advokat. Han fortsætter dog som kurator i denne sag, og fra 1. maj 2010 arbejder han med sagen uden at få løn for det. Tvisten ligger i, at samme dato, altså 1. maj 2010, blev forordning 1408/71 udfaset og forordning 883/2004 tog over (se præmis 21). Og der er lidt forvirring om, hvorvidt V er omfattet af den belgiske sociale sikringsordning. I den udfasede forordning er reglerne letforståelige, mens de er mindre klare i den nye forordning.

De belgiske myndigheder mener derfor, at V skulle indgive en udtrykkelig anmodning, hvis han ville gøre sig håb om at være omfattet af den belgiske sociale sikringsordning. Samtidig har Inasti gjort krav om, at V skal betale godt 35.200 euro (svarer til knap 262.000 kroner) tilbage til Inasti. Men V fastholder, at han har arbejdet gratis på sagen, og derfor ikke skylder Inasti noget.

Inasti er en offentlig social forsikringsordning i Belgien.

Det fremgår endvidere af domsreferatet, at V modtager ydelser fra Luxembourg. Det er her det fallerede advokatfirma ligger. Her er spørgsmålet, om V er berettiget til ydelser fra både Belgien og Luxembourg på samme tid.

Som i så mange andre sager, vi har set, går Domstolen meget detaljeorienteret til opgaven. Forskellige lovtekster holdes op mod hinanden, man undersøger, hvilken ånd og sammenhæng reglerne er skrevet i, man kigger i tidligere domme, der kan være relevante og man dykker ned i en såkaldt ordlydsfortolkning. Det kan på den ene side gøre sagerne meget “tunge” at læse, men på den anden side er Domstolen også nødt til at være særdeles grundig, i og med, at Domstolens afgørelser er gældende ret og ikke kan ankes. Så der må ikke være nogen sprækker i analysen.

Domstolen når frem til, at i den konkrete situation, som V står i, har han dels ret til de fulde ydelser fra både Luxembourg og fra Belgien, dels kan de belgiske myndigheder ikke forlange en udtrykkelig anmodning om at være omfattet af den belgiske sociale sikringsordning.

Link til dommen i sag C-33/18, V mod Inasti:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=274225
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:57:26

Sag C-89/18, A, dateret 10. juli 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – artikel 13 – standstill-klausulen – familiesammenføring mellem ægtefæller – ny begrænsning – tvingende alment hensyn – vellykket integration – effektiv styring af migrationsstrømme – proportionalitet«

For tredje gang her i del 8, har vi en sag, som Domstolen har navngivet “A”. De to andre var C-679/16 og C-716/17. Det er også tredje gang her i del 8, at vi skal kigge på en sag, som Østre Landsret i Danmark har indbragt for Domstolen.

Sagen her er startet i Nordjylland ved Retten i Aalborg, men de mente ikke, at de var kompetent til at afgøre tvisten. De sendte den derfor videre til Københavns Byret, men de ville heller ikke have den, og derfor kom den så videre til Østre Landsret.

Vi har med et tyrkisk ægtepar at gøre. Hun kaldes “A” og han kaldes “B”. Begge er født og opvokset i Tyrkiet, hvor de tillige er statsborgere. I Tyrkiet fik de 4 børn sammen, og nu bor de i Danmark. De bliver skilt, og efter noget tid gifter A sig med en tysk statsborger, der ligeledes bor i Danmark. Det eventyr varer dog ikke så længe, så de går fra hinanden igen.

A og B finder derpå sammen igen og gifter sig en gang til. En ting man skal have med i baghovedet, er, at på det her tidspunkt findes det såkaldte tilknytningskrav stadig i Danmark. Tilknytningskravet gik ud på, at myndighederne skulle tage en vurdering af, om parrets samlede tilknytning var større til Danmark, end til noget andet land. Hvis det ikke var det, ville de få afslag på familiesammenføring i Danmark. Og dét er lige præcis essensen i denne sag.

Således mener Udlændingestyrelsen, der dengang hed Udlændingeservice, at deres samlede tilknytning til Tyrkiet er større, end deres samlede tilknytning til Danmark, så farvel og tak! Det sidste her troede myndighederne i hvert fald, men de skulle blive klogere, for Domstolen giver den danske lovgivning læsterlige klø.

For det første er parret tyrkisk. Tillige er B arbejdstager i Danmark, og disse to ting i kombination gør, at Associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EØF (det nuværende EU) fra 1963 træder i kraft sammen med en stand-still klausul fra 1980. Stand-still klausulen betyder kort fortalt, at når en tyrkisk statsborger arbejder i et EU-land og gerne vil have sin familie hertil, er det de nationale regler, som var gældende 1. december 1980, der skal følges. Stramninger i lovgivningen, som er kommet til siden, uanset hvor små de er, er ugyldige. I 1980 havde vi ikke engang en udlændingelov i Danmark, og dermed havde vi heller ikke noget tilknytningskrav. Udlændingeloven kom først i 1983, og den var særdeles lempelig. Familiesammenføring var nærmest, som at klø sig selv i nakken. I dag er det mere en hel videnskab.

På tidspunktet for denne dom, er tilknytningskravet dog fjernet. Det sørgede Biao-dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for i 2016. Alligevel går EU-Domstolen ind og kigger på tilknytningskravet. Her hagler kritikken ned med ord som “diffuse og upræcise kriterier” og “uforudsigelig praksis” (se præmis 41).

Ikke nok med det. Jer, der troligt har fulgt med i serien, kan huske, at jeg i del 1 skrev, at medlemsstaterne har det rigtig svært med at forstå, at generalpræventive foranstaltninger ikke må tages i anvendelse. Det var i sager fra 1974. Her, mere end 40 år senere, er det stadig et problem, for den danske regering argumenterer for, at tilknytningskravet er et tvingende alment hensyn, fordi det blandt andet skal være med til at styre indvandringen til Danmark.

Hvis man skal oversætte Domstolens svar til dette på meget frit dansk, ville det være: Gud fader i skuret er det ikke et tvingende alment hensyn, nu må I holde op! (se præmis 43-46). Domstolen har dog ikke nævnt noget om det generalpræventive i denne her dom, men det synes meget tydeligt mellem linjerne, at det irriterer Domstolen, at medlemsstaterne stadig ikke har forstået budskabet: At det konkret skal handle om lige præcis DEN PERSON, de sagsbehandler, og ikke om et eller andet overordnet, der skal bekæmpe eller begrænse indvandringen.

Dermed kan Domstolen konkluderer, at fordi tilknytningskravet er indført efter 1980, og fordi det er en stramning, kan det ikke bruges på en tyrkisk statsborger, der arbejder her i landet eller på hans familie.

Link til dommen i sag C-89/18, A:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=925957
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:58:11

Sag C-93/18, Bajratari, dateret 2. oktober 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er beslægtet i direkte opstigende linje med mindreårige unionsborgere – artikel 7, stk. 1, litra b) – betingelse om tilstrækkelige midler – midler bestående af indkomst ved beskæftigelse udøvet uden opholds- og arbejdstilladelse«

Sorte penge vasket hvide, kunne være overskriften på denne sag. Vi har at gøre med et forældrepar, der er albanske statsborgere. De bor i Nordirland, hvor de får 3 børn. De to ældste børn har irsk statsborgerskab fra fødslen. Undervejs i sagen har de irske myndigheder dog planer om at trække statsborgerskabet fra disse to ældste børn (muligvis for at undgå denne her sag).

Familien har kun én indtægt, nemlig den, som faderen hiver hjem. Han har tidligere haft lovligt ophold i Nordirland. Det har han ikke mere. Han har til gengæld et arbejde, omend han mangler en opholds- og arbejdstilladelse. Pengene, han tjener, er altså ulovlige.

Spørgsmålet til Domstolen er derfor helt enkelt, om indtægter fra ulovligt arbejde tæller med som “tilstrækkelige midler” i opholdsdirektivets forstand. Svaret fra Domstolen vakte opsigt, for de bekræftede, at sorte penge tæller med. I begrundelsen skriver Domstolen, at opholdsdirektivet ikke nævner noget om, hvor midlerne skal oprinde fra. Den nævner blot, at midlerne skal være til stede. Dermed kan sorte penge fra ulovligt arbejde ikke udelukkes fra begrebet “tilstrækkelige midler” (se præmis 30-34).

I den konkrete sag betaler faderen dog skat af sin indkomst, trods det, at han hverken har opholds- eller arbejdstilladelse i landet (se præmis 44) og da sygeforsikring ikke er et emne i sagen, må man gå ud fra, at det har familien tegnet og alt er i orden dér (se præmis 45).

Spørgsmålet om betaling af skat, er for så vidt også ligegyldigt, for det er heller ikke et krav efter direktivets bestemmelse, ligesom det ikke er berørt i Domstolens konklusion. Den lyder nemlig således:

“... artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at en mindreårig unionsborger råder over tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, også selv om disse midler hidrører fra indkomst ved ulovlig beskæftigelse udøvet af dennes fader, der er tredjelandsstatsborger og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlemsstat.”

Link til dommen i sag C-93/18, Bajratari:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1254069
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:58:55

Sag C-94/18, Chenchooliah, dateret 10. september 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område – direktiv 2004/38/EF – artikel 3, stk. 1, og artikel 15, 27, 28, 30 og 31 – begrebet »berettiget person« – tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed – unionsborger, der er vendt tilbage til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, og hvor vedkommende afsoner en fængselsstraf – krav, som påhviler værtsmedlemsstaten i henhold til direktiv 2004/38/EF, når den træffer afgørelse om udsendelse af denne tredjelandsstatsborger«

En unionsborger fra Portugal bor i Irland. Han er gift med en tredjelandsborger, og hun bor på den grønne ø sammen med ham. Hun får søgt om et opholdskort, men det går meget langsomt med at få sendt de dokumenter, som myndighederne beder om. Dokumenter hun ikke rigtig kan sende, fordi manden er taget tilbage til Portugal for at afsone en fængselsstraf.

Myndighederne mister tålmodigheden med hans ægtefælle. Nu skal hun simpelthen smides ud på mås og albuer. De mener hun har opholdt sig i landet i flere år uden lovlig grundlag og bare har forsøgt at trække tiden.

Domstolen bliver spurgt, om kvinden i den her situation stadig er beskyttet af direktivets regler vedrørende udsendelse, eller om hun kan strittes ud efter landets egne regler.

Her opremser Domstolen alle fakta i sagen. Blandt andet, at det ikke kan tillægges betydning for sagen, at hun allerede boede i Irland, da hun “stødte ind i” ham, der nu er hendes ægtefælle. Og at hun ikke har modsagt, at afgørelsen on udsendelse er endelig. Hun er blot uenig i, at det er en automatisk følge af en udsendelse, at hun får et livslangt indrejseforbud med i baglommen.

Domstolen konkluderer, at fordi parret allerede har boet lovligt i landet på baggrund af EU-reglerne, gælder de retsgarantier, som fremgår af opholdsdirektivet stadig. Også selv om hendes mand for længst er udrejst for at udstå sin straf i hjemlandet. Oveni det, gør Domstolen det klart, at et indrejseforbud ikke må være en automatisk følge af en ordre om at forlade landet.

Link til dommen i sag C-94/18, Chenchooliah:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2065868
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 10:00:21

Forenede sager C-95/18, van den Berg og Giesen, og C-96/18, Franzen, dateret 19. september 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 13 – lovgivning, der finder anvendelse – hjemmehørende i en medlemsstat, som henhører under anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 1408/71 – ydelse vedrørende ordningen for alderspensionsforsikring eller vedrørende børneydelser – bopælsmedlemsstat og beskæftigelsesmedlemsstat – afslag«

Man kan ikke påstå, at arbejdsindsatsen i disse tre sager har været overvældende. Vi har at gøre med tre nederlandske statsborgere, der bor i hjemlandet og laver lidt små-arbejde i Tyskland. For den enes vedkommende er der tale om arbejde svarende til 2-3 hele arbejdsdage på en måned.

Nu tænker du måske, at det da er arbejde af så ringe omfang, at Domstolen ikke vil anerkende det. Nej, Domstolen kigger slet ikke på begrebet “marginalt supplement”. Det er heller ikke emnet for sagerne.

I stedet handler det om niveauet af dels pension og dels børneydelser, samt hvilket af de to lande, der skal udbetale disse ydelser. For det er der ikke enighed om. De tre personer mener, at det er Nederlandene, der skal udbetale, mens de nederlandske myndigheder hellere vil kaste bolden over til Tyskland, fordi de tre personer har arbejdet i Tyskland.

Jeg må indrømme, at alt det skattemæssige og alt det om de sociale sikringsydelser, pligtbidrag mv., ikke er min stærke side, så jeg vil springe alle mellemregninger over. Andre, der har mere forstand på det, må gerne give deres besyv med i kommentarsporet.

Dommen har to konklusioner. I den første siger Domstolen, at i tilfælde som disse, er der ikke noget til hinder for, at Nederlandene nægter at udbetale de krævede ydelser. Heller ikke selv om tyskerne også nægter at udbetale tilsvarende ydelser.

I den anden konklusion siger Domstolen to ting: For det første er de nederlandske myndigheder ikke de kompetente myndigheder (det vil sige, at det ikke er dem, der skal opkræve og udbetale bidrag), for det andet, at de ikke kan pålægge en borger en forpligtelse til at tegne en forsikring med obligatorisk bidrag (altså det, som de tre personer skal betale ind til forsikringen). De to ting skyldes, at Domstolen benævner de tre personer som vandrende arbejdstagere.

Link til dommen i de forenede sager C-95/18, van den Berg og Giesen, og C-96/18, Franzen:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2344161
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 10:02:52

Sag C-129/18, SM, dateret 26. marts 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – familiemedlemmer til unionsborgeren – artikel 2, nr. 2), litra c) – begrebet »direkte efterkommere« – barn, der er sat under permanent juridisk værgemål i henhold til den algeriske kafala-ordning (plejeforhold) – artikel 3, stk. 2, litra a) – andre familiemedlemmer – artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – familieliv – barnets tarv«

SM, der er en algiersk pige, blev afstået af sine forældre allerede ved fødslen. Et fransk ægtepar tog hende under værgemål under en algiersk ordning, som reelt er en adoption, uden dog at være det retligt. Pigen fik ægteparrets efternavn.

Den franske mand har tidsubegrænset opholdsret i Storbritannien, og det er også her, at det videre forløb foregår. De britiske myndigheder vil nemlig ikke anerkende den algierske ordning som en adoption, og mener derfor ikke, at pigen har noget at gøre i Storbritannien. I hvert fald ikke med betegnelsen “familiemedlem” til en unionsborger. Af samme grund bliver den franske kvinde i Algeriet sammen med det lille barn.

Højesteret i London har fundet en tekst i en vejledning til opholdsdirektivet. Vejledningen er ikke bindende, da det jo netop kun er en vejledning, og dens opgave er blot at forklare, hvordan direktivet skal forstås. Vejledningen hedder KOM(2009)313 endelig og i punkt 2.1.2. står der følgende:

2.1.2. Familiemedlemmer i direkte linje

Med forbehold af spørgsmål vedrørende anerkendelse af nationale myndigheders afgørelser omfatter begrebet slægtninge i op- og nedstigende linje adoptivforhold eller mindreårige i en permanent værges varetægt. Plejebørn, samt plejeforældre, som har midlertidig forældremyndighed, kan have rettigheder i henhold til direktivet afhængig af graden af tilknytning i det pågældende tilfælde. Der er ingen begrænsninger med hensyn til graden af slægtskab. Nationale myndigheder kan anmode om dokumentation for det påståede slægtskabsforhold.

Når medlemsstater gennemfører direktivet, skal de altid tage hensyn til barnets tarv, som fastlagt i De Forenede Nationers konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder.


Fremhævelsen er min, fordi det er de ord, som Højesteret finder interessante. For hvis det, der er foregået i Algeriet ikke anerkendes efter britisk ret, således at barnet ikke kan indgå som “familiemedlem” i direktivets forstand, kan et værgemål så gøre det? Og vil det konflikte med begrebet “direkte efterkommere”?

Nogle vil sikkert spørge, om det franske par da ikke bare kunne adopterer pigen. Til det er svaret, at det kan de ikke, for algiersk lov forbyder adoption. Så eneste alternativ er permanent værgemål.

Domstolen starter med at løfte pegefingeren, for direktivet henviser ingen steder til national lovgivning, og derfor kan man ikke koble national ret og begrebet “direkte efterkommere” sammen. Der står heller ikke noget om, at “direkte efterkommere” kun gælder biologiske forhold (se præmis 53 og 54).

I de næste præmisser kan man se, hvordan Domstolen nidkært kigger på detaljer. For her fortæller Domstolen, at teksten i førnævnte vejledning ikke gør barnet til direkte efterkommer, men at barnet i nævnte situation er omfattet af “andre familiemedlemmer” i direktivets artikel 3. Denne artikel bestemmer, at medlemsstaterne “skal lette” sådanne familiemedlemmers adgang til landet. Domstolen understreger igen, at “skal lette” ikke betyder, at der bare bevidstløs skal uddeles visum til de pågældende personer, men at personerne skal have lettere ved at få et visum og at de har en særlig fortrinsret, som andre udlændinge ikke har. Omvendt må det heller ikke være sådan, at medlemsstaterne behandler sagerne efter håret-i-suppen princippet, fordi direktivet derved vil miste sin effektive virkning. I præmis 69 og 70 opremser Domstolen de ting, der skal vejes op mod hinanden.

Domstolen henviser endvidere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, som har statueret, at børn under værgemål, tæller med som familie og er beskyttet af konventionens artikel 8 (se præmis 66).

Afslutningsvis kommer Domstolen med en interessant oplysning i præmis 75, nemlig at hvis barnet havde været direkte efterkommer af en unionsborger, ville dette barn i princippet have automatisk ret til indrejse og ophold i værtsmedlemsstaten. Det er en interessant oplysning, fordi særligt de danske myndigheder ikke vil tage ordet “automatisk” i sin mund. De vil godt gå med til, at familiemedlemmer, som omtalt i direktivets artikel 2 skal have nemmere ved at komme til landet, end de familiemedlemmer, der er omtalt i direktivets artikel 3, men nogen automatik vil de ikke slå sig op til. Hvis de har ansatte, der læser med her i gruppen, kan det dog være, at tingene ændrer sig, efter de har læst det her. Hvem ved?

Link til dommen i sag C-129/18, SM:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2779065
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 10:04:26

Sag C-302/18, X, dateret 3. oktober 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109/EF – betingelser for at opnå status som fastboende udlænding – artikel 5, stk. 1, litra a) – faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter«

Jeg faldt over noget i den her afgørelse, som sikkert vil gøre rigtig mange af jer rigtig glade. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Direktiv 2003/109 fastlægger betingelserne for begrebet “fastboende udlænding”. På grund af Danmarks retsforbehold, gælder direktivet dog ikke i Danmark. Direktivet bestemmer, at hvis en udlænding har boet fast i medlemsstaten i mindst 5 år og har faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, er vedkommende en fastboende udlænding.

Men hvad vil begrebet “faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter” sige? I sagen her er udfordringen, at på den ene side mener myndighederne, at det er personen selv, der skal have disse indtægter, mens X på den anden side mener, at så længe husstanden har midlerne, er det i sig selv fint nok.

Domstolen må hive hele tre direktiver frem, som omtaler tilstrækkelige midler, nemlig 2003/86 om retten til familiesammenføring (gælder heller ikke i Danmark på grund af vores retsforbehold), direktiv 2003/109 om fastlæggelse af begrebet “fastboende udlændinge”, samt det velkendte opholdsdirektiv 2004/38.

Udover det, kigger Domstolen også i de forskellige sprogversioner af direktiverne. Nogle af dem bruger ordet “midler”, mens andre bruger ordet “indtægter”, hvilket Domstolen opfatter som ord, der gensidigt udelukker hinanden.

Ved sin gennemgang af alle disse sprogversioner, når Domstolen frem til, at ingen af dem ud fra sin ordlyd bestemmer, at det skal være personen selv, der oppebærer indtægterne. Det kan sagtens være andre fra husstanden.

Det fører frem til den overraskelse, jeg omtalte ovenfor. I præmis 33 skriver Domstolen sådan her:

Domstolen har fastslået, at en fortolkning af den i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 fastsatte betingelse om tilstrækkelige midler, hvorefter den berørte selv skal råde over sådanne midler uden i denne henseende at kunne henholde sig til midler hos et familiemedlem, der har ledsaget den pågældende, vil føje et krav vedrørende midlernes oprindelse til denne betingelse, således som den er formuleret i direktiv 2004/38, der ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i udøvelsen af den ved artikel 21 TEUF sikrede grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit, eftersom den ikke er nødvendig for at opnå det med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 forfulgte mål, nemlig at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Singh m.fl., C-218/14, EU:C:2015:476, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

Det vil sige, at det ikke er nødvendigt, at din ægtefælle overfører beløb fra sin konto til din, for at du kan vise til tilstrækkelige midler, hvis dine egne er for små. Myndighederne skal nemlig ikke kun kigge på dig personligt, når det kommer til økonomi, men på den samlede husstand. Det kan tilvejebringes ved at vise kontoudtog og skattepapirer fra både din og din ægtefælles konto i banken og ved Skat. Så det er hermed slut med, at rådgiverne fra Ægteskab Uden Grænser beder jer om, at tredjelandsborgeren overfører penge til unionsborgerens konto hver måned.

Lad os tillige hjælpe SIRI på vej her, for jeg tror ikke, at de er opmærksomme på denne detalje.

Dermed vandt X sagen ved Domstolen. Men dog på den betingelse, at såfremt indtægterne ikke er faste, regelmæssige og tilstrækkelige, kan han ikke opfattes som “fastboende udlænding”.

Link til dommen i sag C-302/18, X:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3095246
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 17:50:51

Sag C-380/18, E. P., dateret 12. december 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – forordning (EU) 2016/399 – EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) – artikel 6 – indrejsebetingelser for tredjelandsstatsborgere – begrebet »en trussel mod [den] offentlige orden« – afgørelse om tilbagesendelse truffet over en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold«

Til denne sag er der ikke meget foromtale. Man ved derfor ikke ret meget om, hvad der reelt er foregået. Det eneste man ved, er, at vi har at gøre med en visumfri tredjelandsborger og at han var i Nederlandene på et tidspunkt, hvor der blev begået en kriminel handling. Han blev derefter mistænkt i sagen.

Man ved også, at de nederlandske myndigheder vil have ham ekspederet ud af EU - alene på mistanken om, at han er en trussel mod den offentlige orden. Der ligger dermed ikke nogen dom for, at han har været involveret. Spørgsmålet til Domstolen er, om en mistanke alene kan bære.

Til det svarer Domstolen, at ja, det kan den godt. Men det kræver, at der ligger så tilstrækkeligt stærke beviser, at den mistænkte ikke kan skyde igennem dem. Hvis han kan modbevise påstandene, er myndighedernes sag lagt i aske (se præmis 51).

En egentlig dom er således ikke nødvendig, for at han kan kyles ud.

Link til dommen i sag C-380/18, E. P.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4028164
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 8

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 17:51:12

Serien fortsætter i del 9.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar