EU-domme forklaret, del 7

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:13:44

Sag C-182/15, Petruhhin, dateret 6. september 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – udlevering til et tredjeland af en statsborger i en medlemsstat, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed – EU-rettens anvendelsesområde – beskyttelse af en medlemsstats statsborgere mod udlevering – ingen beskyttelse af de øvrige medlemsstaters statsborgere – restriktion for den frie bevægelighed – begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed – proportionalitet – prøvelse af de garantier, som er fastsat i artikel 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

Sagen, vi nu skal kigge på, handler om udlevering af kriminelle til tredjelande, og den kriminelle bor i et andet EU-land, end der hvor han er statsborger. Det er de russiske myndigheder, der gerne vil have fingre i ham, anklaget for at være med i en narkorelateret bande og hvor straffen i Rusland kan være på 8-20 år.

Hr. Petruhhin er statsborger i et baltisk land (Estland), men er flyttet til et andet baltisk land (Letland), og det er herfra, at de russiske myndigheder gerne vil have ham udleveret. Den er de lettiske myndigheder med på, for de har en udleveringsaftale med Rusland. Der er blot et problem: Lettisk lovgivning er sådan, at lettiske statsborgere IKKE kan udleveres til Rusland, mens statsborgere fra andre Medlemsstater ikke nyder samme beskyttelse, hvis de befinder sig på lettisk område.

Domstolen konstaterer, at den lettiske lovgivning ikke kan bruges til noget. For i og med, at det er en unionsborger fra en anden Medlemsstat, der er tale om, skal EU-reglerne om fri bevægelighed respekteres. Det betyder dog ikke, at manden ikke kan straffes for det, han er anklaget for, men det kan ske på andre - mindre indgribende - måder. Her henviser Domstolen til en EU-forordning, som omhandler dette.

Samtidig henviser Domstolen til, at EU ikke har en udleveringsaftale med Rusland. At man ikke har det, skyldes sikkert, at man meget sjældent kan stole på de russiske myndigheder, hvilket Domstolen med mere diplomatiske ord også understreger i dommen.

Listen af ting, som de nationale myndigheder skal undersøge, inden de griber til udlevering af potentielle kriminelle til russerne, opregner Domstolen ligeledes. Altså ting, som skal afgøre, om den russiske anmodning om udlevering nu også holder, hvad den lover, eller om det mere handler om, at Putin har set sig sur på manden og de russiske myndigheder derfor opfinder en anklage til lejligheden.

Om vores retsforbehold gør, at den nævnte forordning ikke har virkning i Danmark, skal jeg ikke kunne sige.

Link til dommen i sag C-182/15, Petruhhin:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=20665655
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:14:17

Sag C-187/15, Pöpperi, dateret 13. juli 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – arbejdskraftens frie bevægelighed – tjenestemand i en medlemsstat, som har forladt den offentlige tjeneste med henblik på at udøve beskæftigelse i en anden medlemsstat – national lovgivning, der i et sådant tilfælde indebærer tab af rettighederne til den alderspension, der er optjent i den offentlige forvaltning, og tilslutning til den almindelige alderspensionsforsikringsordning med tilbagevirkende gyldighed«

Joachim Pöpperi er tysk statsborger og tjenestemand i den tyske delstat, hvor han bor. Men efter 20 års tro tjeneste, opsiger han jobbet, flytter til Østrig og får job i den private sektor. Det faktum, at han har opsagt sit gode job i sin delstat, betyder, at man mister ret mange penge fra sin tjenestemandspension. I dommens præmis 9 kan man se, hvor meget han mister. Det er han ikke helt tilfreds med og mener blandt andet, at disse mistede rettigheder er i strid med artikel 45 TEUF, der er traktatens beskrivelse af arbejdstagerbegrebet.

Det giver Domstolen ham fuldstændig ret i. Domstolen efterprøver sagen med både artikel 45 TEUF og med proportionalitetsprincippet, og i begge tests dumper den tyske delstatslovgivning. Dels vil det at miste optjente rettigheder og opsparinger, fordi man har opsagt sit tjenestemandsjob i sig selv være i strid med enhver unionsborgers ret til fri bevægelighed, dels går den tyske delstatslovgivning længere end nødvendigt, for at nå det forfulgte mål.

Domstolen anerkender dog, at satserne fra den ene delstat til den anden og fra den ene medlemsstat til den anden, kan være forskellig, og derfor kan man ikke 1:1 forvente, at ydelserne vil være ens i størrelse mellem landene. Men man må altså ikke straffe borgerne for at bruge deres ret til fri bevægelighed, og det gjorde Tyskland i det her tilfælde.

Link til dommen i sag C-187/15, Pöpperi:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=22049942
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:15:35

Sag C-238/15, Verruga, dateret 14. december 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – ligebehandling – sociale fordele – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 2 – økonomisk støtte til videregående uddannelse – betingelse for de studerende, der ikke er bosiddende på den pågældende medlemsstats område, om at være børn af arbejdstagere, som har haft lønnet beskæftigelse eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i denne medlemsstat i en uafbrudt periode på mindst fem år – indirekte forskelsbehandling – begrundelse – mål om at øge andelen af bosiddende personer, som har afsluttet en videregående uddannelse – egnet karakter – proportionalitet«

Sagen her er en fortsættelse af en dom, jeg tidligere har beskrevet i denne serie, nemlig sag C-20/12, Giersch, som findes i seriens del 5. I den sag blev der stillet et absolut krav om, at man skulle bo på luxembourgsk område for at være berettiget til studiestøtte fra denne stat. Det kendte Domstolen ulovligt, da det udelader alle mulige andre relevante kriterier for integration i denne Medlemsstat. Domstolen gjorde gældende, at Medlemsstaterne gerne må opstille krav om “et længerevarende” ophold, og den købte de luxembourgske lovgivere ind på, ved at ændre det absolutte krav til, at forælderen skal have arbejdet mindst 5 år uafbrudt i landet, for at den unge kan få studiestøtte.

Det er den betingelse om 5 års uafbrudt arbejde, der er genstand for Verruga-dommen her.

Landet ligger sådan, at hans mor har arbejdet i Luxembourg i mere end 5 år, men det har været afbrudt en enkelt gang i et par måneder. Forvaltningsdomstolen er ikke helt sikker på, at det nævnte 5 års krav er gyldigt, fordi den stadig kan virke for ensidigt, og spørger derfor Domstolen, om det i stedet kunne være en bedre idé at sige for eksempel 5 års arbejde indenfor en periode på 7 år?

Men hvorfor lige 5 år? Kunne det ikke være et andet tal? Jo, det kunne det for så vidt godt, men de luxembourgske lovgivere har fundet inspiration i opholdsdirektivets bestemmelse om, at man efter 5 års kontinuerligt ophold kan opnå permanent opholdsret. Og derfor mente de, at 5 år var passende (Præmis 64).

Domstolen svarer dog, at opholdsdirektivets bestemmelser om 5 år ikke kan overføres til en situation som denne, og at kravet stadig går længere end nødvendigt for at opnå det forfulgte mål om en vis tilknytning til Medlemsstaten. Domstolen noterer samtidig, at kravet ikke stilles overfor egne statsborgere, der bor i landet, og denne forskelsbehandling er heller ikke tilladt. Domstolen tager dog ikke stilling til spørgsmålet om 5 år indenfor 7 år.

Link til dommen i sag C-238/15, Verruga:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=23892499
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:16:13

Sag C-300/15, Kohll, dateret 26. maj 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 21 TEUF og artikel 45 TEUF – fri bevægelighed og ophold for personer og arbejdstagere – indkomstskat – alderspension – pensionistskattefradrag – betingelser for tildeling – besiddelse af et kildeskattekort udstedt af en national myndighed«

Vi bliver i det luxembourgske, hvor det nu skal handle om en skattefordel, som de nationale skattemyndigheder ikke vil indrømme. Sagen er den, at Hr. Kohll har arbejdet i Nederlandene (Holland) og haft en pensionsopsparing dér. Og nu vil Luxembourg ikke give ham et skattefradrag for den del, han får udbetalt fra Nederlandene - ALENE fordi han ikke har et kildeskattekort.

Man skal holde tungen lige i munden her, for beskatning er udelukkende et nationalt anliggende, som EU ikke kan blande sig i. Medlemsstaterne skal dog alligevel overholde EU-retten, og hvis nogle spørgsmål om beskatning gør, at folk afskrækkes fra at udøve deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed, kan Domstolen gribe ind.

I nærværende sag er Domstolen ikke i tvivl om, at skattemyndighederne forsøger at hindre manden i at bruge sin ret til fri bevægelighed. Myndighederne har nemlig andre værktøjer i kassen til at undersøge borgernes skattebetaling og skattefordele, så det er egentlige bare at dykke ned i den. Et manglende kildeskattekort kan derfor ikke bruges som eneste løftestang til at nægte en skattefordel, som alle andre kan få.

I sagen står Kommissionen grundlæggende på skattemyndighedernes side, fordi Kommissionen i sit indlæg for Domstolen mener, at hvis manden vender tilbage til sit hjemland efter at have boet og udøvet beskæftigelse i et andet EU-land, og ikke efter sin tilbagevenden til hjemlandet har haft beskæftigelse inden sin pensionering, så bortfalder hans rettigheder til de skattefordele, der er knyttet til hans pensionsopsparing i det andet EU-land. Denne holdning afviser Domstolen. Hvad angår en skattefordel som dette fradrag i skatten på pensionsopsparingen i et andet EU-land, er der ingen forældelsesfrist.

Altså: Hvis du har boet og haft beskæftigelse i et andet EU/EØS-land og optjent til din pension dér, og du er flyttet tilbage til dit hjemland igen, har du ret til et fradrag på den skat, der normalt skal betales af udbetalingen. Uanset om du kom tilbage til dit hjemland i går eller for 20 år siden. Du kan ikke nægtes dette fradrag med den begrundelse, at du ikke har noget skattekort. Eller at dine indbetalinger til opsparingen er “for gamle”.

Link til dommen i sag C-300/15, Kohll: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=24964778
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:16:55

Sag C-395/15, Daouidi, dateret 1. december 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – artikel 1-3 – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – spørgsmålet, om der foreligger et »handicap« – begrebet »langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse« – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 3, 15, 21, 30, 31, 34 og 35 – afskedigelse af en arbejdstager, der på ubestemt tid befinder sig i en tilstand af midlertidig uarbejdsdygtighed som omhandlet i national ret«

Hovedpersonen i denne sag, Hr. Mohamed Daouidi, får ansættelse på et hotel i Barcelona, men kort efter sin første kontraktforlængelse, glider han på hotellets køkkengulv, og lander på en måde, så den ene albue går af led. Armen er stadig i gips 6 måneder efter arbejdsulykken. Det fører til, at hotellet fyrer ham på gråt papir.

Spørgsmålet er nu, hvordan man skal fortolke begreberne “midlertidig” og “langvarig” i forbindelse med handicaps. Domstolen fortæller i sin afgørelse, at hverken FN’s handicapkonvention eller et EU-direktiv om handicap foretager denne sondring, og derfor må man over i en kombination af national lovgivning på området og diverse afgørelser fra Domstolen. En af de helt centrale afgørelser fra Domstolen, er en sag fra Danmark.

Domstolen giver ikke noget præcist svar på, hvor grænsen går henne mellem de to nævnte begreber, men den giver dog nogle værktøjer til de nationale myndigheder, som de kan gøre brug af ved denne sondring. De kan læses i præmis 59.

Herefter bliver Domstolen spurgt til en fortolkning af Chartret om grundlæggende rettigheder. Det får den spanske domstol dog ikke meget ud af, for Domstolen konstaterer, at der er tale om en rent intern sag (det vil sige, at Daouidi ikke har gjort brug af EU-retten til fri bevægelighed), og Chartret kan kun tages i anvendelse, hvis personen har gjort brug af den fri bevægelighed, jævnfør præmis 62.

Link til dommen i sag C-395/15, Daouidi:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=25836431
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:17:42

Forenede sager C, 401/15, C-402/15 og C-403/15, Depesme og Kerrou, dateret 15. december 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – arbejdstageres rettigheder – ligebehandling – sociale fordele – økonomisk støtte til gennemførelse af videregående uddannelse – krav om slægtskab – begrebet »barn« – ægtefællens eller den registrerede partners barn – bidrag til dette barns forsørgelse«

Vi skal tilbage til Luxembourg, hvor vi har en opfølgning på de sager om studiestøtte, som er nævnt 2-3 sager højere oppe i tråden. De unge mennesker bor i deres respektive hjemlande. Det vil sige Frankrig og Belgien, hvor de også studerer. Men deres stedfædre har arbejdet i Luxembourg, hvilket er det, de unge mennesker bruger som løftestang til deres sager. Den hopper de luxembourgske myndigheder dog ikke på, så de unge mennesker får afslag.

Sagen her vil især have interesse for de af jer, hvor jeres ægtefælle har taget sine børn med herop, og hvor der er udøvet fri bevægelighed som arbejdstager, grænsegænger eller selvstændig erhvervsdrivende.

Domstolen tager os en tur igennem opholdsdirektivets artikel 2. Heri står, at familiemedlemmer til unionsborgeren og til dennes ægtefælle, der er under 21 år og forsørges af unionsborgeren, kan tage bolig hos unionsborgeren. Bemærk den kursive tekst. Domstolen fremhæver altså, at der ikke kun er tale om unionsborgerens særbørn eller parrets fællesbørn, men også den udenlandske ægtefælles egne særbørn. Det vil sige børn, som den udenlandske ægtefælle har med en tidligere partner.

Som Domstolen dog også har gjort gældende i tidligere sager, er der ikke desto mindre en begrænsning. For på det tidspunkt, hvor den unge søger om studiestøtten, skal vedkommende stadig være under 21 år og skal stadig forsørges af unionsborgeren. Man kan således ikke komme flere år senere og gøre krav gældende.

Hvis vi skal gøre det konkret, har det denne betydning: Du har arbejdet i et andet EU/EØS-land i mindst 5 år. Om du har boet i dette land, er for så vidt sagen uvedkommende. Du har arbejdet der. Din ægtefælle har taget sine særbørn med herop, og når disse er færdige med grundskolen, skal de videre på noget uddannelse. Såfremt du stadig forsørger disse særbørn på dette tidspunkt, kan disse børn søge om studiestøtte fra det land, hvor du har arbejdet i mindst 5 år, også selv om studiestedet ikke er i det pågældende land.

Skal du stadig arbejde i det pågældende land, når barnet søger om studiestøtte? Nej, for Domstolen har i tidligere sager fremhævet en forordning, hvor der højt og tydeligt står “er eller har været” arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i det pågældende land.

Men, Kim, du vrøvler. Du skriver arbejdstager og så skriver du, at det ikke er afgørende, at man har boet i gæstelandet. Det hænger da ikke sammen? Jo, i den her sag gør det, for Domstolen har i den her kontekst med studiestøtte til den unge, fortolket, at bopælslandet ikke er afgørende for sagen. Det afgørende er, at du som unionsborger har arbejdet mindst 5 år i gæstelandet. Men ellers er det rigtigt, at begreberne arbejdstager og grænsegænger er to vidt forskellige ting, og det er de stadig.

Anyway, Luxembourg taber sagen og må pænt indrømme studiestøtte til de her 4 personer.

Link til dommen i forenede sager C-401/15, C-402/15 og C-403/15, Depesme og Kerrou:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=26458869
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:18:18

Sag C-420/15, U, dateret 31. maj 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – arbejdskraftens frie bevægelighed – pligt til at indregistrere et køretøj tilhørende en person, der er bosiddende i Belgien, og som skal anvendes i Italien«

Et spørgsmål, der stilles ret ofte på de sociale medier er, at hvis jeg bor i f.eks. Tyskland eller Sverige og kører i min egen bil til arbejde i Danmark, må jeg så beholde mine danske nummerplader på bilen?

Samme spørgsmål er blevet forelagt Domstolen i denne sag, hvor en belgisk statsborger har fået en bøde i Belgien for at køre rundt i en bil på italienske nummerplader. En bil han selv ejer.

Domstolen svarer, at hvis bilen primært skal bruges i det land, hvor nummerpladerne hører til, kan de øvrige Medlemsstater ikke forlange omregistrering, da det vil være en hindring af arbejdskraftens fri bevægelighed. For hvis de kunne forlange omregistrering, ville der være flere lande, som konstant kunne kræve omregistrering af den samme bil, og at bilens ejer dermed i princippet skulle skifte nummerplader for hver gang bilen krydser en landegrænse. Det kunne jo blive et værre cirkus.

Link til dommen i sag C-420/15, U:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=26864746
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:18:54

Sag C-496/15, Eschenbrenner, dateret 2. marts 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 45 TEUF – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7 – ligebehandling – grænsearbejder, der er indkomstskattepligtig i bopælsmedlemsstaten – ydelse, som beskæftigelsesmedlemsstaten udbetaler i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – metode for beregning af insolvensydelsen – fiktiv hensyntagen til indkomstskatten i beskæftigelsesmedlemsstaten – insolvensydelse, der er lavere end den hidtidige nettoløn – bilateral dobbeltbeskatningsoverenskomst«

Vores hovedperson i denne sag, franske Alphonse Eschenbrenner, bor tæt på den tyske grænse og arbejder i et tysk rejseselskab. Rejseselskabet bliver desværre insolvent, og Hr. Eschenbrenner har på tre måneder gjort krav på knapt 5.600 euro (lidt over 41.600 kroner). Men både kurator og skattevæsenet gør fradrag i beløbet, og Hr. Eschenbrenner står tilbage med kun lidt over 350 euro (2.600 kroner) for de tre måneder. Det er han svært utilfreds med, men han afvises alle steder.

Han mener, at han forskelsbehandles alene fordi han er grænsegænger. Hans påstand er, at hvis han var tysk og boede i Tyskland, ville nettobeløbet være langt højere, og derfor lykkes det ham at få sagen til Domstolen.

I sin analyse fremhæver Domstolen, at der hverken må ske direkte eller indirekte forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere. Hvis vi lige stopper her et øjeblik, spørger du måske, hvad forskellen er på direkte og indirekte forskelsbehandling. Den direkte forskelsbehandling er, hvis der i en national lovgivning meget tydeligt og direkte står, at arbejdstagere fra andre Medlemsstater skal stilles ringere på et eller andet område. Og med indirekte menes, at man bruger andre regler til at opnå samme resultat (præmis 35).

Aha, tænker du så. Vil det sige, at Eschenbrenner har fat i den lange ende? Nej, for i præmis 45 understreger Domstolen, at beskatningskompetencen ikke desto mindre ligger på nationalt niveau, og at Medlemsstaterne derfor kan have vidt forskellige beskatningsregler og -satser. Det er lige præcis dét, Hr Eschenbrenner er ramt af. Det kan Domstolen ikke ændrer på.

Hr. Eschenbrenner må derfor tage til takke med sine sølle 357 euro (2.650 kroner) for tre måneders arbejde.

Link til dommen i sag C-496/15, Eschenbrenner:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=30123849
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:19:35

Forenede sager C-508/15, Ucar, og C-509/15, Kilic, dateret 21 december 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – artikel 7, stk. 1 – opholdsret for familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat – betingelser – intet krav om, at den tyrkiske arbejdstager har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i de første tre år af familiemedlemmets ophold«

Vi skifter fuldstændig emne, for i sagen her, skal vi beskæftige os med tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmers ret til ophold.

Noget Domstolen har sagt i tidligere domme, og som man skal være meget opmærksom på, er to ting: Tyrkiske statsborgere har ikke samme ret til fri bevægelighed, som unionsborgere og rettighederne efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet gælder kun for tyrkiske statsborgere, der udfører lønnet beskæftigelse i en Medlemsstat, samt deres kernefamiliemedlemmer. Det er således ikke enhver tyrkisk statsborger i en Medlemsstat, der kan påberåbe sig rettighederne i Associeringsaftalen. En tyrkisk arbejdstager kan således ikke, hvis han/hun er utilfreds med sit arbejde, bare smutte over grænsen til et andet Medlemsland og få arbejde der.

Tilbage til sagen om de to hovedpersoner i denne dom. De har begge haft opholdstilladelse i Tyskland i flere år, og har også fået adskillige forlængelser uden vanskeligheder. Men den ene kommer på kant med den tyske straffelov, hvilket de tyske myndigheder betoner ret kraftigt som en begrundelse for, at den pågældende skal hjem til Tyrkiet igen. Og i begge sager mener de tyske myndigheder, at den såkaldte “afgørelse 1/80” bestemmer, at den tyrkiske referenceperson, som et familiemedlem slutter sig til, skal være i beskæftigelse på det tidspunkt, hvor familiemedlemmerne ankommer og i mindst 3 år frem.

Samme konklusion når Domstolen ikke frem til. I domsreferatet står der nemlig, at referencepersonen (altså den tyrkiske arbejdstager, der var i landet i forvejen) “er eller skal have været” tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i værtslandet på et eller andet tidspunkt, men dog i mindst tre år.

Da referencepersonerne opfylder det krav, har Forvaltningsretten i Berlin ingen grund til at afslå opholdstilladelse. I øvrigt forholder Domstolen sig ikke til de førnævnte straffelovsovertrædelser i nævneværdig grad.

Link til dommen i forenede sager C-508/15, Ucar, og C-509/15, Kilic:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=41794913
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:20:08

Sag C-541/15, Freitag, dateret 8. juni 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – retten til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område – person, der både er statsborger i bopælsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor han er født – ændring af efternavn i den medlemsstat, hvor han er født, uden et sædvanligt ophold dér – navn, der svarer til fødenavnet – ansøgning om indførelse af dette navn i bopælsmedlemsstatens personregister – afslag på ansøgningen – begrundelse – navnet ikke erhvervet under et sædvanligt ophold – den omstændighed, at der er andre procedurer i national ret med henblik på at opnå anerkendelse af det samme navn«

En ung mand med både rumænsk og tysk statsborgerskab har en sag kørende med folkeregisteret i Wuppertal, Tyskland. I forbindelse med en adoption som barn, skiftede han efternavn fra Pavel til Freitag. Nu var han tilbage i Rumænien og ville også have sit oprindelige efternavn Pavel tilbage igen. Det var ikke noget problem for de rumænske myndigheder, men de tyske strittede imod, med den begrundelse, at navneændringen kun kunne gennemføres i det tyske folkeregister, hvis han aktuelt boede i Tyskland og den oprindelige navneændring var sket i Tyskland.

Ingen af de to krav opfyldte han. Alligevel kunne han hive armene op over hovedet, for Domstolen kendte for ret, at sådan en hindring er uforholdsmæssig og dermed i strid med EU-reglerne, da der er tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet. Og sådan en forskelsbehandling er totalt forbudt efter artikel 21 TEUF.

Link til dommen i sag C-541/15, Freitag:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=42089001
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:20:50

Sag C-544/15, Fahimian, dateret 4. april 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2004/114/EF – artikel 6, stk. 1, litra d) – indrejsebetingelser for tredjelandsstatsborgere – afslag på indrejse – begrebet »trussel mod den offentlige sikkerhed« – skønsmargin«

Vi skal til en sag, som måske nok ligger udenfor denne gruppes egentlige formål, men som dog alligevel siger noget om, hvor grænserne går for, hvem man vil lukke ind på sit område.

Frøken Fahimian er iransk statsborger og har en uddannelse i informationsteknologi fra et universitet i hjemlandet. Universitetet optræder dog på en fælles EU-liste over institutioner i Iran, som der er særlig bekymring for, forstået på den måde, at man mener, at de samarbejder med landets islamiske styre, hvilket kan være en trussel mod vestlige landes sikkerhed.

Hun har fra et tysk universitet fået tilladelse til at videreudvikle de kompetencer hun allerede har, men den tyske ambassade i Iran har en dyb skepsis om, at hvis hun får visum og dermed adgang til det tyske universitet, vil hun misbruge den viden hun får, til at regimet i Iran vil undertrykke sit eget folk endnu mere.

Af den årsag giver ambassaden afslag på hendes ansøgning om visum.

Domstolen er for så vidt enig i selve konklusionen, omend den ikke er helt enig i, hvordan de tyske myndigheder er nået derhen. Det er således ikke nok, at hun har taget en uddannelse på “en bekymrende institution”. Der skal en meget grundigere undersøgelse af hendes personlige forhold og motiver til, og disse skal baserer sig på fakta, ikke på mavefornemmelser. Herunder kan det være nødvendigt at indhente yderligere information om hendes baggrund og forbindelse med hjemlandets styre. Kan det bevises, at uddannelsen skal bruges til at “fodre” hjemlandets myndigheder med vigtig viden, der dels kan bruges til at undertrykke egen befolkning, dels bruges til at true vestlige lande med alskens ondskab, er det på sin plads at give afslag på visum. Men kan det ikke bevises, at der er en forbindelse mellem hende og styret i Iran, heller ikke gennem muldvarper, og hun dermed bare er en helt almindelig ph.d-studerende, kan visum ikke nægtes hende.

Link til dommen i sag C-544/15, Fahimian:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=42380014
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:21:24

Sag C-552/15, Kommissionen mod Irland (traktatbrud), dateret 19. september 2017:

Stikord: »Traktatbrud – fri udveksling af tjenesteydelser – motorkøretøjer – leje eller leasing af et motorkøretøj, der foretages af en person, der har bopæl i en medlemsstat, hos en leverandør, der har hjemsted i en anden medlemsstat – registreringsafgift – betaling af den fulde afgift på tidspunktet for indregistreringen – betingelser for tilbagebetaling af afgiften – proportionalitet«

I en sag mellem Kommissionen og Irland, som begyndte helt tilbage i 2003, har republikken Irland i alt for mange år opkrævet den fulde registreringsafgift på motorkøretøjer, der var leaset eller lejet hos en forhandler i en anden medlemsstat og derfra bragt hjem til Irland. Dette var uanset om køretøjet primært skulle bruges i Irland og uanset at man på forhånd var bekendt med, hvor længe køretøjet var leaset eller lejet. Det mente Kommissionen var en overtrædelse af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, fordi der ikke var nogen individuel sagsbehandling. Oven i det mente Kommissionen, at det var i strid med EU-retten, at de irske skattemyndigheder nægtede at tilbagebetale den for meget opkrævede del af registreringsafgiften, og at da man endelig indførte en ordning med tilbagebetaling, var det med så mange bump på vejen, at det stadig i realiteten var umuligt at få sine penge tilbage.

Omvendt mente den irske regering, at reglerne til fulde levede op til EU-reglerne. Læser man domsreferatet igennem, er det som at høre en forhenværende dansk statsminister sige, at der ikke er noget at komme efter........ kun for at Domstolen efterfølgende foretager et kritisk blik under gulvtæppet.

Sagen ender nemlig med, at Domstolen giver Kommissionen ret i, at Irland har overtrådt sine forpligtelser om denne registreringsafgift.

Link til dommen i sag C-552/15, Kommissionen mod Irland (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=912483
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:22:16

Sag C-43/93, Vander Elst, dateret 9. august 1994:

Jeg tillader mig lige at springe lidt i rækkefølgen igen, for i min gennemgang til det, der bliver del 11 i denne serie, faldt jeg over denne interessante afgørelse. Den har ingen stikord.

Når vi rådgiver folk, plejer vi gerne at sige, at en tredjelandsborger ikke må krydse landegrænsen, for at arbejde. Den skal vi korrigere lidt på baggrund af denne dom. Den handler om nogle tredjelandsborgere, som bor i Belgien og har opholds- og arbejdstilladelse i Belgien. De er ansat i en belgisk virksomhed, og denne virksomhed har nu fået en opgave i Frankrig, som den skal udfører. Når en virksomhed udfører et midlertidigt stykke arbejde i en anden medlemsstat, kaldes det en tjenesteydelse i EU-retten. Og arbejdsgiveren i den konkrete sag, havde sendt nogle af sine tredjelandsborgere afsted til Frankrig for at udføre opgaven.

Det var de franske myndigheder bestemt ikke begejstrede for, for nu at sige det mildt. De forlangte, at disse tredjelandsborgere skulle have en fransk arbejdstilladelse, før de måtte lave noget som helst på fransk jord, hvilket de ikke havde. De havde kun den belgiske. Og så havde de fået visum til Frankrig for den pågældende periode.

Domstolen forklarer, at visummet nu ikke var nødvendigt. De var ansat i en belgisk virksomhed, som havde en opgave i Frankrig, de skulle udfører, og til det er det nok, at de har en belgisk arbejdstilladelse, fordi der er tale om tjenesteydelser. Dermed er der ikke tale om, at de pågældende arbejdere på nogen måde forsøger at tage arbejde fra franskmændene og at der heller ikke ville være nogen risiko for, at de her tredjelandsborgere ville forblive i Frankrig, når opgaven var færdig og afleveret.

Det samme er således også gældende, hvis du og din ægtefælle bor i Sverige eller Tyskland, for blot at nævne de to mest brugte lande set fra dansk synspunkt, og din ægtefælle har fået enten en opholds- og arbejdstilladelse eller et EU-opholdskort i dette land og er blevet ansat i en virksomhed, der skal udfører et stykke arbejde i Danmark. Så må din ægtefælle godt tage til Danmark, for at udføre denne tjenesteydelse. Det er der intet i vejen for.

Det, de stadig IKKE må, er at være ansat i en dansk virksomhed, mens de bor i et andet land.

Link til dommen i sag C-43/93, Vander Elst:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=151467
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:22:52

Sag C-566/15, Erzberger, dateret 18. juli 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – princippet om forbud mod forskelsbehandling – valg af medarbejderrepræsentanter til et selskabs bestyrelse – national lovgivning, hvorefter stemmeret og valgbarhed begrænses til medarbejdere ved driftssteder, der er beliggende på det nationale område«

Hr. Erzberger arbejder i det tysk-ejede rejseselskab TUI. Han er lidt lun på opgaven at blive medlem af bestyrelsen, men samtidig er han tilbageholdende, fordi firmaets regler er, at hvis man forflyttes til et andet land end Tyskland, eller selv frivilligt flytter ud af Tyskland og tager arbejde i dette andet land (men stadig indenfor koncernen), mister man sine tillidsposter lige på stedet.

Han får en fornemmelse af, at firmaets interne regler på dette punkt ikke stemmer overens med EU-retten. Artikel 18 TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde) bestemmer, at der ikke må gøres forskel på grund af nationalitet. Og artikel 45 TEUF bestemmer, at vandrende arbejdstagere ikke må forskelsbehandles. Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er at få det prøvet ved domstolene og ultimativt ved Domstolen. Begge dele lykkedes for ham.

Da svaret fra Domstolen kommer, bliver Hr. Erzberger en skuffet mand. For Domstolen erklærer, at de interne regler i TUI om bestyrelsesposter og andre tillidsposter ikke bryder med ligebehandlingsprincippet i EU-retten. Således er hverken artikel 18 TEUF eller 45 TEUF overtrådt.

Link til dommen i sag C-566/15, Erzberger:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1377688
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 7

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 09:23:26

Sag C-570/15, X, dateret 13. september 2017:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – anvendelse af de sociale sikringsordninger – vandrende arbejdstagere – fastsættelse af den lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i) – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – person, der er ansat i en medlemsstat og udøver en del af sin beskæftigelse i sin bopælsmedlemsstat«

Det er en udbredt opfattelse, at når man bruger sin ret til fri bevægelighed, er sociale ydelser forbudt. Som vi skal se i den her sag, og som bliver yderligere uddybet senere i del 11, er denne opfattelse ikke korrekt.

Dog er det korrekt, at retten til social sikring fra begyndelsen kun gjaldt for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. Men efter opholdsdirektiv 2004/38 trådte i kraft i 2006 og der ligeledes kom en traktatændring i 2009, gælder det også for andre grupper, der flytter på tværs af grænserne.

Forordning 1408/71 - og senere også 883/2004 - skal sikre, at en borger ikke kan få sociale ydelser fra to medlemslande samtidig, det der også kaldes forbuddet mod dobbeltydelser. Reglerne kan være temmelig kompliceret, mest fordi at forordningerne lader de enkelte medlemslande have deres egne sociale systemer, og med hver deres objektive kriterier. Der er således ingen krav om harmonisering af reglerne, kun koordinering. Det gør det ikke mindre kompliceret, at man i nogle lande er tvunget til selv at indbetale til en forsikring, mens det andre steder er frivilligt. Og at indbetalinger i flere lande skal “sammenlægges” efter et sindrigt system.

Som det fremgår af domsreferatet, er det normalt en betingelse, at man er socialt sikret i det land, man bor i. Hovedpersonen i denne sag, som Domstolen kalder X, er nederlandsk statsborger, bor i Belgien og arbejder for en nederlandsk arbejdsgiver. 6,5% af timerne for denne arbejdsgiver, udføres i Belgien, hvilket fik de nederlandske myndigheder til at mene, at det måtte være de belgiske myndigheder, der stod for hans sociale sikring.

Domstolen mener omvendt, at 6,5% af timerne udgør et marginalt supplement (altså så lidt, at det reelt ikke betyder noget som helst), og derfor afgør Domstolen, at det er nederlandsk lovgivning, der skal dække ham.

Hvad dækker begrebet social sikring så? Det kan være alt fra understøttelse og kontanthjælp til SU, boligtilskud, børnepenge, barselsorlov, sygedagpenge og mange andre sociale ydelser, der er helt eller delvist skattefinansieret. Vandrende unionsborgere er således ikke afskåret fra at kunne få disse ydelser, hvis de opfylder kriterierne for dem.

Link til dommen i sag C-570/15, X:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2165878
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar